30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/100

1.1

EØSU udtrykker tilfredshed med det kommende franske rådsformandskabs interesse for og støtte til spørgsmål omkring unge europæeres mobilitet. Det Europæiske Råd vedtog i Nice i december 2000 en resolution med 42 foranstaltninger til fremme og lettelse af unges mobilitet. Nogle år senere kan vi under et nyt fransk formandskab konstatere, at det stadigvæk er interesseret i at løse problemerne omkring vore unge medborgeres mobilitet.

1.2

EØSU mener, at EU's hovedproblem over for vore unges tværnationale mobilitet er den klare mangel på løsninger på problemer, som allerede er beskrevet talrige gange, og vanskelighederne ved at gennemføre de tiltag, som er vedtaget for at løse disse problemer. Listen over iagttagne problemer er lige så lang som listen over tiltag, der skal vedtages for at løse dem. Vi mener derfor, at det hverken drejer sig om atter at sætte fingeren på hindringerne for mobilitet eller atter at opremse tiltag til fremme af mobiliteten, men derimod om at tage fat på det grundlæggende spørgsmål, dvs. gøre op, hvad der er gjort, hvad der mangler at blive gjort og at vurdere resultaterne.

1.3

EØSU finder det derfor ikke nødvendigt at nedsætte nye ekspert- eller højniveaugrupper, som i sidste instans sikkert blot vil tage allerede behandlede spørgsmål op. EØSU mener, at der i stedet bør nedsættes en arbejdsgruppe med deltagelse af Kommissionens forskellige generaldirektorater med ansvar inden for mobilitet, som bør analysere forholdene og metodisk behandle følgende aspekter:

1.4

Endvidere bør man metodisk fastslå, hvilken situation de unge, opdelt i forskellige målgrupper, i funktion af forhold og problemstillinger, befinder sig i. Dette vil give et nøje kendskab til, hvad der berører de forskellige grupper af unge, så der selektivt kan vedtages særlige tiltag for de pågældende grupper. Det vil øge effektiviteten og man vil undgå at træffe generelle afgørelser.

1.5

Analysen bør bl.a. omfatte følgende:

1.6

EØSU mener, at man i stedet for at indkredse hindringer og løsninger hellere bør afsætte midler nok i løbet af rimeligt kort tid, så alt hvad der allerede er sagt og skrevet om mobilitet kan udmøntes i løsninger på de unge europæeres mobilitetsproblemer.

1.7

Inddragelse af alle berørte parter i den praktiske gennemførelse af mobilitet for unge og en mere proaktiv iværksættelse af de forskellige EU-politikker på området kan danne grundlag for en mærkbar ændring af de nuværende forhold.

2.1.1

Det foreliggende dokument beror på en anmodning til EØSU fra den franske statssekretær for Europa-anliggender i Frankrigs udenrigs- og Europa-ministerium. Den 25. oktober 2007 anmodede statssekretæren EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om »Fremme af unges mobilitet i Europa: praktiske tiltag og tidsplan«. Anmodningen blev fremsat som tilløb til det franske formandskab for EU's Råd i andet halvår 2008.

2.1.2

Samtidig har EU-kommissæren for uddannelse og erhvervsuddannelse givet stødet til etablering af en ekspertgruppe på højt niveau med sigte på at øge europæernes mobilitet. For at kortlægge, hvilke tiltag der bør vedtages for at øge udvekslingen af unge, styrke bistanden til mobilitet som led i erhvervsuddannelse og voksenundervisning samt øge mobiliteten for unge kunstnere, virksomhedsledere og volontører holdt den højtstående gruppe sit første møde den 24. januar 2008. Den forventer at kunne afslutte sit arbejde medio 2008 med en strategisk rapport.

2.2.1

Mobilitet er en ret, som er knæsat i EF-traktatens artikel 18. I henhold til denne traktats bestemmelser (artikel 149, stk. 4, og artikel 150, stk. 4) gælder retten for undervisning og uddannelse. EU i almindelighed og medlemsstaterne i særdeleshed skal derfor vedtage de tiltag, som er nødvendige for at sikre retten til mobilitet, hvad enten årsagen er arbejde, uddannelse, volontørarbejde eller simpelthen fritidsformål.

2.2.2

Oprindelig var fri bevægelighed for arbejdstagere en af de fire grundlæggende rettigheder i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab sideløbende med fri bevægelighed for varer, kapital og tjenester, som udgjorde grundlaget for medlemsstatsborgeres mobilitet. For at sikre fri bevægelighed for arbejdstagere har EU vedtaget omfattende lovgivning, især om sociale ydelser, som også gælder for familiemedlemmer, der flytter inden for EU. Efterhånden som der senere blev iværksat fællesskabsprogrammer inden for almen undervisning, erhvervsuddannelse og forskning, opstod der mange andre hindringer for mobiliteten på tværs af landegrænserne.

2.2.3

Gennem årene er der i mangfoldige dokumenter af forskellig art påvist hindringer for mobilitet og der er foreslået, beskrevet og undertiden iværksat effektive løsninger, som hen ad vejen har gjort det muligt at fjerne hindringerne for bevægeligheden og opholdsretten for EU-borgere uden for deres hjemlande.

2.2.4

Tiden har imidlertid vist, at kortlægningen af hindringer og gennemførelsen af forslag ikke altid har været nok til at fjerne skrankerne og sætte en endelig stopper for problemerne for fri bevægelighed og mobilitet. Vi har slået fast, at EU-institutionerne i deres forskellige dokumenter gang på gang anfører de samme problemer og foreslår afhjælpningsforanstaltninger, der allerede tidligere er nævnt, men i mange tilfælde ikke er omsat i praksis.

2.2.5

EØSU er klar over, at det kan være kompliceret at løse visse mobilitetsproblemer, men har også lejlighedsvis fremført, at viljen til at løse disse problemer ikke står mål med den betydning, som fjernelse af administrative eller juridiske hindringer for mobilitet, har for borgerne.

2.2.6

Juridisk set afhænger vedtagne tiltags evne til at løse mobilitetsproblemer direkte af, hvilken form for lovgivning der anvendes. Jo mere der benyttes henstillinger eller resolutioner, jo større sandsynlighed er der for, at de foreslåede tiltag ikke gennemføres i samtlige medlemsstater. Når Kommissionen undertiden er nødt til at gå til Domstolen for at få et direktivs indhold omsat til national ret, er der større grund til at tro, at rene og skære henstillinger måske ikke vil blive efterlevet og dermed gøre anbefalede tiltag ineffektive.

2.2.7

Det er givet, at retlige hindringer med tiden er fortrængt af mere praktiske hindringer med hensyn til kendskab til sprog, adgang til de for mobilitet nødvendige økonomiske ressourcer, information og unges interesser mv., men det er også givet, at visse praktiske og juridiske forhold såsom anerkendelse af eksamensbeviser stadigvæk henstår uløste i EU.

2.2.8

EØSU har på EU-institutionernes anmodning eller på eget initiativ gentagne gange udtalt sig om dette vigtige emne, som direkte berører EU's borgere i deres daglige tilværelse. I vore udtalelser har vi kortlagt eller bekræftet allehånde hindringer og støttet eller foreslået forskellige løsninger. Som repræsentant for det organiserede civilsamfund vil EØSU fortsat virke aktivt for at få løst de problemer, som berører EU's borgere, når det gælder udøvelse af retten til mobilitet i EU.

3.1

I grønbogen om »Almen uddannelse, erhvervsuddannelse og forskning: hindringer for mobiliteten i Det Europæiske Fællesskab« omtales baggrund, hindringer og mulige løsninger på mobilitet for dem, der rejser i EU i uddannelsesøjemed (1). I sin udtalelse herom (2) fremfører EØSU nogle løsninger udover dem, der foreslås i grønbogen. Det skriver følgende: »De materielle aspekter i traktaterne er blevet mere effektivt gennemført end de menneskelige aspekter. Lovgivningen gør det lettere for varer end for personer at bevæge sig rundt inden for EU's grænser. ØSU finder det påkrævet, at der skabes politisk enighed om at gå i dybden med udformningen af et egentligt »Borgernes Europa««.

3.2

Nogle af de daværende hindringer er ryddet af vejen, andre er ved at blive det og atter andre eksisterer stadigvæk og skærpes endog. Hindringerne vedrørte opholdsret, anerkendelse af kvalifikationer, manglende adgang til at medbringe national studiestøtte til udlandet, den forskellige beskatning i medlemsstaterne, social beskyttelse osv. Udover disse juridiske problemer bestod der andre hindringer med hensyn til sproglige og kulturelle vanskeligheder, manglende information om værtslandet og problemer vedrørende dagliglivet i værtslandet mv. Der er tale om problemer, som i mange tilfælde stadigvæk består endnu i dag.

3.3

Den 14. december 2000 vedtog Rådet i Nice en resolution om aktionsplanen for mobilitet (3) i overensstemmelse med Det Europæiske Råds konklusioner fra Lissabon i marts 2000, hvori det erkendes, at det haster med at fjerne hindringerne for borgernes mobilitet i EU for at tilvejebringe et egentligt europæisk vidensområde. Resolutionen indeholder 42 foranstaltninger, som skal fjerne hindringerne for mobilitet.

3.3.1

Disse 42 foranstaltninger er samlet under følgende målsætninger:

3.3.2

Af de foranstaltninger, der anses for særligt vigtige i resolutionen, kan følgende nævnes:

3.4

Den første henstilling, som Europa-Parlamentet og Rådet vedtog for at lette EU's indsats for mobilitet, var henstilling nr. 2001/613/EF om mobilitet i Det Europæiske Fællesskab for studerende, personer under erhvervsuddannelse, volontører, undervisere og erhvervslærere (4). I sin udtalelse (5) om henstillingen bemærker EØSU følgende: »En næsten uhindret mobilitet er en forudsætning for virkeliggørelse af den europæiske integration — et borgernes Europa — og for styrkelse af den internationale konkurrenceevne.«

3.4.1

I henstillingen opfordres medlemsstaterne til

3.4.2

Desuden foreslås der et sæt specifikke foranstaltninger for studerende, personer under erhvervsuddannelse, volontører, lærere og undervisere.

3.5

I sin initiativudtalelse (6) om hvidbogen om ungdomspolitik skriver EØSU om mobilitet: »For øjeblikket er den (denne ret) kun teoretisk for de fleste unge. Årsagerne kan være manglende muligheder og ressourcer, manglende anerkendelse af mobilitetens og de derved erhvervede færdigheders værdi, ulige muligheder, socialt og kulturelt betinget modstand mod mobilitet, juridiske og administrative hindringer. Man bør derfor være opmærksom på de administrative hindringer, der findes i medlemsstaterne i forbindelse med social sikring (herunder navnlig arbejdsløshedsforsikring), beskatning, opholdsret og anerkendelse af såvel formelle som uformelle kvalifikationer«.

3.6

Selv om EU-institutionerne har gjort en ihærdig indsats for at løse disse problemer, som allerede er kortlagt i grønbogen som værende hindringer for mobiliteten blandt unge i almindelighed, undervisere, lærere og forskere i særdeleshed, og selv om der er udvist de bedste hensigter i aktionsplanen om mobilitet, må det konstateres, at nogle af dem endnu ikke har fundet en løsning.

3.7

Der kan dog også nævnes eksempler på juridiske løsninger på de eksisterende problemer, f.eks.

3.7.1

Vedtagne retsakter:

3.7.2

Tiltag, som der arbejdes på i øjeblikket:

3.8

EØSU har taget stilling til disse spørgsmål i udtalelser herom. Det har udtalt sig om de forskellige aspekter, der direkte berører mobiliteten for EU's borgere i almindelighed og de unge i særdeleshed. Rent ud sagt pågår der en beslutningsproces, som har til formål at løse problemerne omkring unge europæeres mobilitet, men som ikke er konkret nok omkring visse vigtige aspekter, hvilket kan gå ud over det erklærede mål om at fremme og lette mobiliteten.

3.9

Endelig må man ikke glemme, at der findes visse instrumenter til borgernes rådighed, hvis anvendelse kunne fremmes og hvis virkemåde kunne gøres bedre. Som eksempel kan nævnes den europæiske portal for jobmobilitet, EURES. Dens databaser bør gøres lettere tilgængelige og ajourføres jævnligt; der bør følges op på oplysningerne i dem, da de undertiden er for kortfattede, og frem for alt bør der være tale om en portal og et net, som er synlige for borgerne.

3.10

I den forbindelse bør EU-institutionerne måske stille det spørgsmål, hvad vore unge kender til de forskellige initiativer, som findes med det formål at fremme deres mobilitet. Hvem kender Europass, Youthpass eller det europæiske kvalitetscharter? Formidler landene deres viden ordentligt? Hvilke andre mobilitetsprogrammer end Erasmus kender vore unge? EØSU mener, at en anden måde at fjerne hindringer for mobilitet på består i at fremme kendskabet til de mange midler, som står til rådighed.

4.1

EØSU vurderer, at den største hindring for unge europæeres mobilitet består i, at der ikke er fundet en løsning på hyppigt nævnte problemer og den manglende evne til at iværksætte hyppigt foreslåede tiltag.

4.2

Vi anser det for vigtigere at koncentrere indsatsen om konkret iværksættelse af allerede foreslåede tiltag end at oprette nye ekspertgrupper, som endnu en gang vil pege på de allerede beskrevne hindringer, som er ved at finde en løsning.

4.3

Det er selvsagt nødvendigt atter at fremdrage de reelle vanskeligheder, som vore unge støder på, når de deltager i mobilitets- og udvekslingsaktiviteter i tilknytning til programmerne om livslang læring (15), Erasmus-Mundus-programmet (16), programmet aktive unge (17) og kulturprogrammet (18). Vi gør dog opmærksom på, at EØSU anser det for en særligt vigtigt, at der først laves en statusopgørelse. Man bør holde en pause og aktivt overveje den situation, som vi befinder os i med hensyn til dette vigtige spørgsmål, som berører de unge europæere så direkte.

4.4

EØSU finder det nødvendigt, at der nedsættes en koordineringsgruppe med repræsentanter for de relevante generaldirektorater i Kommissionen, som bør have til opgave at analysere forholdene nøje med følgende grundlæggende mål:

4.5

Når denne samlede analyse er gennemført, bør man metodisk fastslå, hvilken situation de unge, opdelt i forskellige målgrupper, i funktion af forhold og problemstillinger, befinder sig i, jf. pkt. 1.5 i konklusionerne i dette dokument.

4.6

Ud fra denne analyse, og ud fra den betragtning, at de forskellige nævnte gruppers forhold er helt forskellige, kan EU-institutionernes og medlemsstaternes indsats indrettes således, at der sættes ind med mere specifikke og mindre generelle tiltag. Det vil gøre mobilitetstiltagene effektivere og give bedre resultater.

4.7

Som repræsentant for det organiserede civilsamfund og rådgivende organ med årelang erfaring i analyse af og forslag til løsninger på mobilitetsproblemer i almindelighed og forbedring af de unges situation på arbejdsmarkedet i særdeleshed (19) tilbyder EØSU at arbejde sammen med Kommissionen om opfyldelse af de tidligere nævnte mål. Unge lønmodtageres mobilitet bør være genstand for særlige foranstaltninger, som vil blive styrket af de bestemmelser, der gælder for alle borgere med hensyn til overførsel af rettigheder. EØSU's erfaring og nære tilknytning til samfundet gør det til en nødvendig medspiller.

4.8

EØSU er dog klar over, at man er ved at vedtage foranstaltninger til løsning af konkrete situationer, som tidligere udgjorde egentlige juridisk-administrative hindringer for mobilitet, og at disse hindringer gradvis mindskes. Vi må dog også gøre det klart, at der fortsat består betydelige hindringer. Det mest slående eksempel er spørgsmålet om anerkendelse og validering af viden og færdigheder. Den europæiske referenceramme for kvalifikationer kan bringe en løsning på denne hindring, men EØSU (20) har allerede i en tidligere udtalelse peget på de vanskeligheder, som dens gennemførelse indebærer.

4.9

Udover ovennævnte støtter EØSU i den konstruktive ånd, som altid kendetegner dets udtalelser, altid ethvert initiativ til at rydde hindringer for udøvelse af retten til mobilitet og fri bevægelighed af vejen. Disse hindringer hænger imidlertid undertiden sammen med forhold, der falder uden for den juridisk-administrative ramme. Som eksempel kan nævnes manglende midler hos unge, der ønsker at deltage i mobilitetstiltag, hvilket forhindrer en del af vore unge i at rejse som led i de tidligere nævnte programmer; vanskelighederne ved at lære sprog, som udgør en uoverstigelig hindring for adgangen til andre lande; usikkerheden om, hvad der venter én i værtslandet, som der undertiden intet vides om. Der er tydeligvis tale om situationer, som ikke kræver større juridiske aftaler, men som fortjener, at vi sætter alt ind på at løse dem. I realiteten indeholder dokumenter som aktionsplanen for mobilitet allerede forslag til tiltag til: at udvikle flersprogethed, at anstille overvejelser over finansieringsmuligheder, at demokratisere mobilitet ved at gøre den finansielt tilgængelig, at forbedre modtagelsen af personer på mobilitetsophold, at give dem en passende status. osv.

4.10

EØSU ønsker afslutningsvis at understrege og formidle følgende budskab: i stedet for at fortsætte med at indkredse hindringer og løsninger bør der afsættes midler nok i løbet af rimeligt kort tid til, at vore mangfoldige overvejelser over mobilitet kan udmøntes konkret. Inddragelse af alle berørte parter i den praktiske gennemførelse af mobilitet for unge og en mere proaktiv iværksættelse af de forskellige EU-politikker på området kan danne grundlag for en mærkbar ændring af de nuværende forhold.