30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/11

1.1

EØSU glæder sig over Kommissionens disciplinerede omarbejdning af mange komplekse direktiver til ét klart dokument under hensyntagen til de regler, der styrer de omarbejdede dele af retsakten. Eftersom EU-lovgivningen ikke kun bør fokusere på forsigtighedstilsyn, hvad angår den rolle, kapital spiller i forbindelse med leveringen af forsikringsydelser, der i mange andre henseender er vigtige for erhvervsliv og borgere i Europa, forbeholder EØSU sig ret til, når tiden er inde, at udtale sig om nye elementer vedrørende forbindelserne mellem forbrugere og (gen)forsikringsselskaber, mere specifikt inden for rammerne af Kommissionens seneste initiativer vedrørende finansielle tjenesteydelser i detailleddet.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fortsætte bestræbelserne på at harmonisere de retlige aspekter af forholdet mellem forsikringstager og forsikringsselskab, der i øjeblikket behandles under initiativet vedrørende den »fælles referenceramme« (FR) under ledelse af Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse.

1.2

EØSU kan i det store og hele tilslutte sig Kommissionens forslag til Solvens II-rammedirektiv og glæder sig over den omfattende høring, der gik forud. Kommissionens tilgang har bygget på de principper for bedre regulering, som Kommissionen har fastsat for sit eget virke. Høringerne om sådanne reformer bør imidlertid tage behørigt hensyn til arbejdstagernes og forbrugernes synspunkter, idet disse grupper har en oplagt interesse i resultatet af processen. EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere egnede fora i lighed med FINUSE, således at sådanne høringer kan finde sted.

1.3

EØSU ser med tilfredshed på vedtagelsen af en risikobaseret økonomisk tilgang til vurdering af forsikringsselskabers kapitalkrav og en samlet balancemodel baseret på en fuld økonomisk værdiansættelse af aktiver og passiver til vurdering af deres finansielle situation. Dette tager sigte på korrekt at afspejle selskabernes sande underliggende risici og risikobegrænsende værktøjer. Denne tilgang har ud over at være økonomisk korrekt den fordel, at man undgår tilsynsarbitrage og samtidig sikrer alle forsikringstagere over hele Europa samme fyldestgørende beskyttelsesniveau uafhængigt af selskabets retsstilling, størrelse eller beliggenhed.

1.4

EØSU udtrykker stor tilfredshed med indførelsen af en tilgang til forsigtighedstilsyn omfattende tre søjler, som er i overensstemmelse med Basel II-kapitalkravene, der er indført i banksektoren, samtidig med at man anerkender de særlige forhold, der gør sig gældende i forsikringssektoren. EØSU ønsker at understrege betydningen af tilføjelsen af tilsynsprocessen og kvalitative krav (søjle II) og af indførelsen af principper til regulering af tilsynsindberetning og offentliggørelse (søjle III) ud over fastlæggelsen af kvantitative risikobaserede kapitalkrav til sikring af, at forsikringsselskabernes forsigtighedstilsyn er fyldestgørende.

1.5

EØSU ser med tilfredshed på indførelsen af et solvenssystem baseret på to centrale krav, nemlig solvenskapitalkravet (SCR) og minimumskapitalkravet (MCR), der hver har sit særlige formål. Solvenskapitalkravet skal afspejle et målniveau for kapital, som et selskab skal bestræbe sig på at opfylde under normale driftsbetingelser, mens minimumskapitalkravet skal afspejle et kapitalniveau, under hvilket der udløses maksimale tilsynsforanstaltninger. EØSU så gerne, at niveau II-forordningen præciserede vilkårene for forenklede SCR-beregninger (artikel 108) og de forhold, som udløser et krav om yderligere solvenskapital

1.6

EØSU mener, at beregningerne af solvenskapitalkravet (SCR) og minimumskapitalkravet (MCR) nøje bør ensrettes og derfor begge baseres på en risikofølsom tilgang, således at man kan indføre et system med gradvis større tilsynsindgreb, der sikrer, at både det respektive forsikringsselskab og tilsynet har tilstrækkelig tid til at træffe fyldestgørende foranstaltninger til løsning af situationen efter manglende imødekommelse af solvenskapitalkravet.

1.7

EØSU glæder sig over, at proportionalitetsprincippet er indføjet i direktivforslaget, hvilket vil sikre, at Solvens II anvendes på alle selskaber. EØSU kunne ønske, at niveau II-forordningen præciserede dette generelle proportionalitetsprincip nærmere (artikel 28, stk. 3), således at kravene og om nødvendigt de afhjælpende foranstaltninger kan udformes på en mere sikker måde. Dette bør dog ikke resultere i overregulering. EØSU anbefaler, at dette princip håndhæves effektivt og konsekvent over hele Europa med effektive klagemuligheder ved de administrative eller almindelige domstole.

1.8

EØSU opfordrer på det kraftigste Kommissionen til at sikre, at diversiteten på forsikringsmarkedet bevares, idet der tages hensyn til den rolle, som små og mellemstore forsikringsselskaber samt gensidige og kooperative forsikringsselskaber spiller. Eftersom mange af disse opererer på nichemarkeder, finder EØSU det af største betydning, at der tillades en vis fleksibilitet ved anvendelsen af standardmetoden, idet man f.eks. accepterer, at der anvendes egne, mere relevante data og almindeligt godkendte metoder, dog uden at det går ud over opretholdelsen af rimelige konkurrencevilkår mellem forsikringsselskaber. Man bør nøje undersøge og overveje muligheden af, at gensidige forsikringsselskabers medlemmer bidrager til at lette selskabets solvenssituation, således som det er set i praksis.

1.9

EØSU anerkender betydningen af tilsynet med forsikringskoncerner, der selv om de talmæssigt er få, udgør en stor andel af forsikringsmarkedet i EU. EØSU anser således indførelsen af koncerntilsyn som et vigtigt fremskridt, som vil gøre det muligt for alle koncerntilsyn og øvrige relevante tilsynsmyndigheder at forbedre risikoprofilen for koncernen som helhed. Det henstilles, at man sikrer størst mulig harmonisering af og gennemsigtighed i disse tilsynsmyndigheder og en klar ansvarsdeling mellem dem.

1.10

EØSU udtrykker tilfredshed med indførelsen af en frivillig ordning, der gør det muligt at fremme kapitalforvaltningen på koncernniveau, forbedre kapitalmobiliteten i koncernen og indføre et praktisk og gennemsigtigt system, der gør, at en koncern kan drage fordel af anerkendelsen af diversificeringsvirkningerne på koncernniveau uden at påvirke omfanget af kapitalkravene for koncernens datterselskaber. Det vil være nødvendigt at tage de faktiske kapitalniveauer hos koncernens datterselskaber i betragtning, eftersom en del af disse vil være dækket af erklæringer om koncernstøtte snarere end af disponible likvide eller tilsvarende aktiver. EØSU noterer sig, at diversificeringsvirkningerne på koncernniveau kun vil blive anerkendt under anvendelse af standardmetoden for beregning af solvenskapitalkravet (SCR), og at forslaget også bør gøre det muligt at anerkende diversificeringsvirkninger på koncernniveau uden anvendelse af koncernstøtte.

1.11

EØSU henstiller, at der foretages en vurdering af den foreslåede frivillige ordning på konkurrencen på lokalt plan og af forbrugerbeskyttelsen både i normale situationer og i krisesituationer. Forbrugerbeskyttelsen bør ikke være lavere end den, der ydes under standardordningen. Endvidere anbefaler udvalget, at retlige og praktiske spørgsmål afklares, herunder sikkerheden af grænseoverskridende kapitaloverførsler mellem forskellige selskaber i en koncern. Der tænkes her på eventuelle retlige begrænsninger på nationalt niveau for kapitaloverførsler (koncernstøtteoverførsler) til et datterselskab i en anden medlemsstat.

1.12

EØSU forventer, at niveau II-myndighederne tager hensyn til resultaterne af den fjerde fase af den kvantitative konsekvensundersøgelse (QIS4), som man var i færd med at gennemføre på tidspunktet for vedtagelsen af denne udtalelse.

1.13

EØSU insisterer på behovet for en velharmoniseret iværksættelse af direktivet, idet man undgår »goldplating« eller divergerende politikker gennem anvendelsen af modeller, som ville bringe en ensartet tilsynspolitik i hele det indre marked i fare.

1.14

EØSU opfordrer Kommissionen til at sørge for forudsigelighed i tilsynspraksissen for at give forsikringsselskaberne den grad af sikkerhed, de kan forvente i forbindelse med udformningen af deres risiko- og solvenspolitik.

1.15

EØSU anerkender den betydning, som aspekterne i forbindelse med risikobegrænsning, som f.eks. udveksling af pålidelige data mellem forsikringsselskaber og forsikringspuljer, har i Solvens II-sammenhæng. De gør det nemmere for nye virksomheder og mindre aktører at komme ind på markedet og gør det muligt for dem at øge den disponible kapacitet samt reducere usikkerhedsmargenerne på deres præmier. EØSU opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til at tage hensyn til dette i forbindelse med revisionen af gruppefritagelsesforordningen for forsikringssektoren.

1.16

EØSU glæder sig over, at Kommissionen og de relevante Lamfalussy-udvalg har påtaget sig en ledende rolle i denne reformproces med hensyn til iværksættelsen af bedste praksis og oplysningsaktiviteter på hele det europæiske marked. Det foreslåede direktiv udgør et reelt referencepunkt for mange andre jurisdiktioner og sektorer for finansielle tjenesteydelser. Høringerne om sådanne reformer bør imidlertid tage behørigt hensyn til arbejdstagernes og forbrugernes synspunkter, idet disse grupper har en oplagt interesse i resultatet af processen. EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere egnede fora i lighed med FINUSE, således at sådanne høringer kan finde sted.

1.17

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at bringe solvensbestemmelserne for andre udbydere af lignende finansielle tjenesteydelser, uanset deres art, på højde med Solvens II-direktivet ud fra princippet om »samme risici, samme regler«. På baggrund af de ustabile finansielle markeder må forbrugere og begunstigede ikke nægtes samme avancerede beskyttelse, hvad angår forsikringsselskabers solvens. For at fremme rimelige og retfærdige konkurrencevilkår er det endvidere vigtigt at sikre lige betingelser, hvad angår solvenskapitalkrav.

1.18

Solvens II-principperne bør være referencepunkt for indførelsen af nye solvensstandarder, f.eks. i forbindelse med revisionen af pensionskassedirektivet (2) i 2008, især når det gælder udviklingen i hele EU af private pensionsudbyderes forpligtelser.

2.1

Med det her behandlede direktivforslag om en ny solvensramme for private forsikrings- og genforsikringsselskaber, kaldet Solvens II, indføres en revideret ordning for at sikre en bedre beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede, øge integrationen på EU's indre marked for forsikring og forbedre den internationale konkurrenceevne hos den europæiske forsikringssektor som helhed samt hos de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber. Samtidig samler forslaget flere generationer af forsikringsdirektiver i et enkelt omarbejdet direktiv. Denne ramme omfatter både forsikrings- og genforsikringsselskaber.

2.2

Kommissionen og Lamfalussy-udvalg sammensat af regulerings- og tilsynsmyndigheder har gennem en grundig og løbende høring indtaget en førende rolle med hensyn til indførelsen af avancerede metoder i et globalt miljø, navnlig inden for finansielle tjenesteydelser. Solvens II er følgelig et af de mest sofistikerede regelsæt i verden, når det gælder forsikringsselskabers solvens, og bringer Europa klart i spidsen for de fleste andre jurisdiktioner. Høringerne om sådanne reformer bør imidlertid tage behørigt hensyn til arbejdstagernes og forbrugernes synspunkter, idet disse grupper har en oplagt interesse i resultatet af processen. EØSU opfordrer Kommissionen til at etablere egnede fora i lighed med FINUSE, således at sådanne høringer kan finde sted.

3.1

Den foreslåede solvensramme sigter mod at forbedre den finansielle stabilitet og troværdighed på det europæiske forsikringsmarked. Dette skulle være til gavn for konkurrenceevnen hos den europæiske forsikringssektor som helhed og for det enkelte forsikrings- og genforsikringsselskab samt for forbrugerne med hensyn til sikkerheden. Troværdige forsikringsmarkeder er af største betydning for EU's sociale og økonomiske struktur.

3.2

Forsikring tjener først og fremmest som et værktøj for individuel og kollektiv beskyttelse. Forsikringskunderne tæller private husstande, SMV'er, store selskaber, sammenslutninger, foreninger og offentlige myndigheder. Forsikringsselskabernes forpligtelser gælder ikke kun de egentlige aftagere af forsikringsydelser, men også disses familiemedlemmer og tredjeparter. EØSU er specielt opmærksom på denne indvirkning på de europæiske borgeres dagligdag. Ud over sin betydning i markedet for sikringsydelser ved dødsfald leverer forsikringssektoren nu også i stor udstrækning opsparingsprodukter. Forsikring indgår i forvaltningen af sociale sikringsordninger, såsom pensioner (de nordiske lande), erstatninger i forbindelse med erhvervsulykker og -sygdomme (BE, FI og PT) og nationale sundhedssystemer (IE og NL), ofte inden for en ramme, der omfatter arbejderrepræsentanter. Forsikringsselskaber er leverandører af arbejdstagerydelser, der er af hurtigt voksende betydning for arbejdsstyrken — en vigtig interessegruppe. De tilbyder dækning af nye risici såsom naturkatastrofer, afgrødeforsikring og terror, undertiden gennem partnerskaber mellem (gen)forsikringsselskaber og det offentlige.

3.3

Forsikringsmarkedet fungerer som en vigtig løftestang for økonomien som helhed, idet det støtter initiativer og opbygger tillid, og det udgør selv en betydelig økonomisk faktor og skaber arbejdspladser for knap 1 million arbejdstagere i Europa (3). Kommissionen har vurderet, at det foreslåede direktiv medfører en ekstrainvestering på 2-3 mia. euro for forsikringsselskaber og tilsyn. Det forventes, at en meget stor del af disse investeringer vil blive anvendt på menneskelig kapital og skabe højt kvalificerede job på lokalt plan (herunder risikoforvaltere, aktuarer, IKT-eksperter og personer med ansvar for overholdelsen af gældende bestemmelser). EØSU mener, at disse investeringer bør komme alle interesseparter, herunder forbrugere og begunstigede, til gode.

3.4

Ud over denne direkte beskæftigelse skaber formidling af forsikringer gennem mellemmænd og mæglere yderligere 1 million arbejdspladser.

I kraft af investeringer på over 6.500 mia. EUR (4) udgør forsikrings- og genforsikringsselskaber vigtige institutionelle investorer. De har på denne baggrund ansvaret for at omdanne individuelle præmier til en pulje af finansielle aktiver, som står i passende forhold til de risici, selskaberne er eksponeret for, og for forsikringstageres og begunstigedes sikkerhed på mellemlangt og langt sigt.

3.5

Husstande, SMV'er, store selskaber, sammenslutninger, foreninger og offentlige organer indbetaler præmier svarende til mere end 5 % af BNP for livsforsikringers (5) og mere end 3 % for skadesforsikringers vedkommende. Selv på mættede markeder overstiger vækstraten på forsikringsområdet som regel væksten i økonomien som helhed. Forsikringsselskabernes investeringer udgør mere end 50 % af BNP (6), heraf halvdelen i faste indtjeningsaktiver og lån (7), mens forsikringsselskabernes investeringer med variabelt udbytte udgør ca. en fjerdedel af markedsværdien på det europæiske aktiemarked (8).

3.6

Selv om der i den senere tid har fundet mange fusioner sted i forsikringssektoren, er der stadig omkring 5.000 forsikringsselskaber i Europa (9). Store finansielle koncerner kan have mange forskellige forsikringsdatterselskaber i forskellige lande. Koncernstrukturen i forsikringssektoren kan omfatte forskellige aktivitetstyper inden for forsikringsvirksomhed (genforsikring, livsforsikring og/eller skadesforsikring samt forsikringsformidling) eller inden for den bredere gruppe af finansielle tjenesteydelser (herunder bankvirksomhed, bankforsikring og pant i fast ejendom). Koncerner kan desuden udgøres af et moderselskab og datterselskaber, men også omfatte joint ventures, holdingstrukturer osv. De 20 største koncerner tegner sig for ca. halvdelen af præmieindtægterne på europæisk plan (10). Gensidige og kooperative forsikringsselskaber har en væsentlig markedsandel. Sidstnævnte er ofte tæt knyttet til et større antal civilsamfundsorganisationer og tegner sig for 30 % af den samlede præmieindtægt i Europa (11).

3.7

Den aktuelle finansielle krise, som er udløst af USA's praksis med subprimelån, understreger behovet for solide og omfattende solvensstandarder, som sætter forsikringsselskaber i stand til at imødekomme deres forpligtelser selv under vanskelige forhold. Regler, forvaltningsmetoder og stresstests bidrager til opnåelse af dette mål.

4.1

Kommissionen har udførligt udarbejdet Solvens II-direktivet i overensstemmelse med sin dagsorden for bedre regulering og under hensyntagen til de regler, der styrer de omarbejdede dele af retsakten. Flere bølger af kvalitative og kvantitative konsekvensanalyser og høringer har sikret, at en lang række betænkeligheder hos både forsikringsselskaber og tilsynsmyndigheder er imødekommet. Nye bølger af detaljerede undersøgelser og høringer er undervejs.

4.2

Kommissionens forslag er et såkaldt »Lamfalussy«-direktiv, der bygger på de fire niveauer i Lamfalussys arkitektur for finansielle tjenesteydelser. Direktivets bestemmelser på niveau 1 er principbaserede og danner grundlag for vedtagelsen af gennemførelsesforanstaltninger på niveau 2 og rummer desuden anvisninger for tilsynsmæssig konvergens på niveau 3. Med en sådan tilgang vil man omgående kunne tilpasse ordningen i takt med ændringer på markedet, den internationale udvikling inden for regulering af regnskabsvæsen og (gen)forsikring, den teknologiske udvikling samt nye erfaringer og metoder. Fastsættelsen af detaljerede beregningsspecifikationer i direktivets artikler ville bringe selve denne innoverende lovgivningsmetodes væsen i fare. Niveau 2 og 3 er bedre egnede til behandling af disse.

4.3

Den nye ordning er struktureret i form af tre søjler svarende til Basel II-kapitalkravene for banksektoren, men afspejler forsikringsbranchens særlige forhold. I søjle I (artikel 74-142) fastsættes kvantitative finansielle krav. Søjle II (artikel 27-34, 36-38, 40-49 og 181-183) omhandler tilsynsprocessen og kvalitative krav, og søjle III (artikel 35 og 50-55) regulerer tilsynsindberetning og offentliggørelse. De tre søjler står ikke alene, men supplerer hinanden med henblik på opfyldelsen af ordningens mål. Der bør tages behørigt hensyn til samspillet mellem bestemmelser i forskellige søjler.

4.4

Man har også benyttet sig af revisionen af den nugældende solvensordning til at omarbejde 13 (gen)forsikringsdirektiver til et enkelt forenklet direktiv, i hvilket de nye solvensregler er indføjet. Direktivforslaget har affødt en række ændringsforslag af ikke-indholdsmæssig art med det formål at forbedre direktivforslagets struktur. Artikler eller dele af artikler, der er forældede, er blevet slettet.

5.1

I løbet af de seneste 30 år har på hinanden følgende generationer af EU-direktiver skabt et europæisk (gen)forsikringsmarked, som er styret af et fælles sæt regler, herunder principperne om gensidig anerkendelse og hjemlandstilsyn. De har skabt et marked, som er åbent for tredjelandsaktører, og har ansporet europæiske forsikringsselskaber til at ekspandere til tredjelandsmarkeder, hovedsagelig i Nordamerika, Asien og lande, som kunne tænkes at kandidere til et fremtidigt EU-medlemskab.

5.2

Den foreslåede avancerede solvensforordning sikrer, at forsikringsselskaberne er finansielt sunde og i stand til at modstå ugunstige begivenheder, således at de kan opfylde deres kontraktmæssige forpligtelser over for forsikringstagerne og garantere et stabilt finansielt system. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at alle aftagere af disse finansielle tjenesteydelser fortjener en sådan forstærket beskyttelse. En række markedsaktører er ikke undergivet forsikringsregulering, f.eks. udbydere af arbejdsmarkedspensioner eller opsparings- og investeringsinstitutioner.

5.3

Harmoniserede solvensregler skaber tillid, ikke kun blandt forbrugerne, men også hos tilsynsmyndighederne. En sådan tillid er en afgørende faktor, hvis det europæiske marked med gensidig anerkendelse og hjemlandstilsyn skal kunne fungere i praksis. De nuværende europæiske solvensregler (Solvens I) er imidlertid forældede. De er ikke følsomme over for de særlige risici, som det selskab, der varetager forsikringsdækningen, er eksponeret for, hvorved der stilles de samme solvenskrav til selskaber med forskellige risikoprofiler. Hertil kommer, at de nuværende solvensregler primært fokuserer på overholdelse af de finansielle krav, idet de følger en regelbaseret linje, snarere end på forsvarlig forvaltning, og de omhandler ikke i tilstrækkelig grad koncerntilsyn. Endvidere overlader det nuværende EU-regelværk fortsat medlemsstaterne et alt for stort spillerum for nationale variationer, hvilket forringer effektiviteten i tilsynet med multinationale operationer og undergraver bestræbelserne på at sikre ens vilkår. På grund af disse mangler er den nuværende ordning blevet overhalet af udviklingen inden for selve sektoren og af de internationale og intersektorielle tendenser. De nye solvensstandarder, som er fastlagt i direktivforslaget, afspejler med andre ord allerede forekommende tendenser hos risikobevidste aktører og tilsynsmyndigheder fra forskellige lande.

5.4

I modsætning til Solvens I-rammen fokuserer reformen på den faktiske kvalitet af risikoforvaltningen i selskaberne og på principper og mål snarere end på regler, som ikke tager hensyn til selskabernes særlige risikoprofiler.

Reformen tager desuden sigte på at ensrette tilsynsmetoderne i hele EØS.

5.5

Kort sagt udstyrer det nye system for det første tilsynsmyndigheder og forsikringsselskaber med sofistikerede solvensværktøjer, ikke kun for at modstå ugunstige begivenheder med hensyn til forsikringsrisici, såsom oversvømmelser, uvejr eller store færdselsulykker, men også markedsrisici, kreditrisici og operationelle risici. I modsætning til den nuværende lovgivning stilles der krav til, at forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber råder over kapital i forhold til deres samlede solvensrisiko under hensyntagen ikke kun til kvantitative elementer, men også til kvalitative aspekter, som har indflydelse på selskabets risikostatus.

5.6

Systemet er baseret på en økonomisk risikofølsom tilgang, som tager sigte på at sikre, at de sande underliggende risici og risikobegrænsningsordninger afspejles korrekt, hvorved man undgår tilsynsarbitrage, som kan forvride og svække den beskyttelse, som forsikringstageren nyder. Dette betyder også, at kapitalkravene giver mulighed for en optimal allokering af kapital og ansporer til en bedre intern risikoforvaltning.

5.7

For det andet understreger Solvens II det ansvar, som ledelsen i forsikringsselskaberne har for at sikre en forsvarlig risikoforvaltning, og tager sigte på at forbedre god praksis inden for sektoren. Det kræves af ledelsen, at den fokuserer på den aktive kortlægning, måling og forvaltning af risiciene, og at den gør sig overvejelser omkring den fremtidige udvikling, f.eks. nye forretningsplaner eller risikoen for katastrofer, som kunne have indflydelse på selskabets finansielle stilling. Den foreslåede reform kræver desuden af forsikringsselskaberne, at de vurderer deres kapitalbehov på basis af alle risici ved hjælp af en »vurdering af egenrisiko og solvens« (ORSA), mens »tilsynsprocessen« (SRP) skifter tilsynets fokus fra en legalistisk indstilling til kravoverholdelse og overvågning af kapitalen til en vurdering af forsikringsselskabets faktiske risikoprofiler og kvaliteten af selskabets risikoforvaltning og ledelsessystemer, f.eks. gennem mekanismer for tidlig varsling og stresstest. Sideløbende hermed ansporer Solvens II til samarbejde og konvergens på tilsynsområdet, f.eks. ved at styrke CEIOPS-udvalgets rolle (Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) som et skridt hen imod større harmonisering i tilsynet med finansielle tjenesteydelser, hvilket EØSU støtter.

5.8

Et tredje vigtigt aspekt er forsøget på at forbedre effektiviteten af tilsynet med forsikringskoncerner gennem et »koncerntilsyn« i hjemlandet. Koncerntilsynet sikrer, at risiciene på koncernplan ikke overses og sætter samtidig koncernerne i stand til at operere mere effektivt, mens alle forsikringstagere garanteres et højt beskyttelsesniveau. Koncerntilsynet vil få pålagt særlige ansvarsopgaver, som skal løses i et nært samarbejde med de relevante nationale tilsynsmyndigheder, samtidig med at det har ansvaret for at finde løsninger på et begrænset antal spørgsmål. Lokale tilsynsførende opfordres til at deltage aktivt i tilsynskollegiet, idet de har medbestemmelsesret, så længe der kan nås en aftale. Det indebærer, at der anvendes en anden tilgang for at kunne bestemme sådanne koncerners økonomiske realiteter og potentiale for risikodiversificering.

5.9

For det fjerde indføres der med Solvens II-direktivet mere gennemsigtighed og objektivitet både med hensyn til de oplysninger, som selskabet afgiver om sin finansielle stilling og tilhørende risici, og med hensyn til tilsynsprocesser. I dag har tilsynsmetoderne fortsat tendens til at variere fra medlemsstat til medlemsstat og give plads til tilsynsarbitrage. Både for EU-politikken i disse spørgsmål og for forsikringsselskaber, som ønsker at komme ind på et nyt nationalt marked, forekommer det vigtigt, at tilsynsmetoderne ikke kun er objektive og gennemsigtige, men også forudsigelige og veldokumenterede.

6.1.1

Med fastlæggelsen af de kvantitative krav for forsikringsselskaber indføres der under den nye ordning en »samlet balancemodel«, hvor alle aktiver (12) og passiver måles i overensstemmelse med en markedskonform tilgang, og alle kvantificerbare risici, der er forbundet med disse, eksplicit afspejles i form af kapitalkrav. Værdiansættelsen af aktiver og passiver på niveauer, som matcher deres forretningsbetingelser, sikrer, at de vurderes objektivt og konsekvent i forhold til hinanden. Det sikrer også, at der ansættes en korrekt værdi for iboende valgmuligheder. Den realistiske fremadrettede vurdering er den mest effektive beskyttelse mod en mulig misvisning, som kunne bringe alle interessegruppers rettigheder i fare.

6.1.2

I forbindelse med denne værdiansættelse lægges der en særlig vægt på beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser, dvs. forpligtelserne over for forsikringstagerne og andre begunstigede. Den markedskonforme værdiansættelse af de forsikringsmæssige hensættelser opnås gennem beregningen af det »bedste skøn«, der er det sandsynlighedsvægtede gennemsnit af fremtidige cash flows under hensyntagen til tidsværdien og inkluderer en risikomargen. Denne tilgang skulle sikre, at den samlede værdi af de forsikringsmæssige hensættelser svarer til det beløb, en tredjepart ville forventes at kræve for at overtage forsikringsporteføljen og opfylde de hermed forbundne forpligtelser. Denne beregning skal tage udgangspunkt i og være i overensstemmelse med oplysninger fra de finansielle markeder og almindeligt tilgængelige oplysninger om forsikringstekniske risici.

6.1.3

Hvad angår kravene til kapital, rummer det nye solvenssystem to centrale krav, nemlig solvenskapitalkravet (SCR) og minimumskapitalkravet (MCR), der har forskellige formål og beregnes i overensstemmelse hermed.

6.1.4

Med solvenskapitalkravet fastlægges et målniveau for kapital, som et forsikringsselskab skal opfylde under normale driftsbetingelser, idet tilsynsindgrebene vil blive intensiveret, hvis målet ikke nås. Dette muliggør gradvis tiltagende tilsynsindgreb, inden kapitalen når minimumskapitalkravet, og giver dermed forsikringstager og begunstigede en rimelig sikkerhed for, at forpligtelserne indfries, hvis et forsikringsselskab ikke kan betale forfaldne udeståender. Teknisk set skal solvenskapitalkravet udformes og kalibreres, så det afspejler et kapitalniveau, der sætter et selskab i stand til at absorbere betydelige uforudsete tab baseret på en vis sandsynlighed for misligholdelse over en vis tidshorisont (0,5 % over en etårig horisont).

6.1.5

Minimumskapitalkravet afspejler et kapitalniveau, der udløser maksimale tilsynsforanstaltninger, når dette er påkrævet. Der skal ved beregningen af minimumskapitalkravet sikres et tilstrækkeligt spillerum sammenlignet med solvenskapitalkravet, således at tilsynsmyndighederne gives en tilstrækkelig margen for en rimelig interventionsskala.

6.1.6

I praksis kan forsikringsselskabet beregne solvenskapitalkravet enten ved at anvende en standardformel eller ved at benytte sin egen interne model, som er godkendt af tilsynsmyndighederne. Standardformlen skal nøje afspejle risikobegrænsningsmetoderne og diversificeringsvirkningerne samt evnen til at absorbere enhver form for tab på balanceposter, som ikke indgår i den disponible kapital. Den risikoorienterede tilgang til det foreslåede direktiv indebærer, at en intern model (enten delvis eller helt) — under forbehold af tilsynets godkendelse — kan erstatte standardberegningen, forudsat at den bedre afspejler selskabets risikoprofil. Dette er et vigtigt incitament til en forsvarlig intern anerkendelse og forvaltning af risiciene samt til uddannelse og ansættelse af højt kvalificeret personale.

6.1.7

Et andet element, der falder i tråd med målsætningen om at tilskynde til en god intern forvaltning, er anvendelsen af »bonus pater«-princippet på investeringspolitikken, der kan hindre, at der sættes kunstige grænser for investeringer, og indebærer krav om høje kvalitetsstandarder og behørig hensyntagen til materielle risici ved beregningen af kapitalkravet.

6.1.8

I betragtning af kravenes kompleksitet er det vigtigt at notere, at det foreliggende forslag indeholder bestemmelser, der tillader en forholdsmæssig og håndterlig gennemførelse af søjle I-kravene. Dette er især vigtigt for små og mellemstore forsikringsvirksomheder (SMV'er). Dette proportionalitetsprincip refererer imidlertid ikke til omfanget, men til arten og kompleksiteten af de risici, selskaberne er eksponeret for. SMV'erne er underlagt lignende generelle forsigtighedsprincipper, for så vidt som deres risikoprofil er den samme som andre selskabers. Deres kunder og begunstigede nyder samme beskyttelsesniveau.

6.2.1

Med Kommissionens Solvens II-forslag indføres processer og værktøjer for tilsynsaktiviteter og tilsynsmæssig kontrol, herunder fastlæggelsen af tilsynsbeføjelser, bestemmelser om samarbejde mellem nationale tilsynsmyndigheder og om tilsynsmæssig konvergens. Søjle II-bestemmelserne omfatter også kvalitative krav til selskaberne, dvs. deres ledelsessystem, herunder et effektivt internt kontrolsystem, risikoforvaltningssystem, aktuarfunktioner, intern revision, compliancefunktion og regler for outsourcing.

6.2.2

Tilsynsværktøjerne tjener til at indkredse selskaber med finansielle, organisatoriske eller andre træk, der kan give en højere risikoprofil, og som under ekstraordinære omstændigheder kunne blive stille over for kravet om at råde over en større solvenskapital, end der kræves i henhold til solvenskapitalkravet (SCR), og/eller at træffe foranstaltninger med henblik på at begrænse de risici, over for hvilke selskabet er eksponeret.

6.2.3

Førnævnte proportionalitetsprincip gælder også for tilsynsprocessen. De tilsynsførende skal udøve deres beføjelser under hensyntagen til omfanget, arten og kompleksiteten af den enkelte virksomheds risici for at undgå en tilsynsmæssig overbelastning, specielt for små og mellemstore forsikringsvirksomheder, som er eksponeret for et lavt risikoniveau.

6.2.4

Solvens II er udformet med henblik på at forbedre den kvalitative vurdering, som de tilsynsførende gennemfører af selskabets risikosituation. Det er vigtigt, at tilsynsmyndighederne er konsekvente i deres arbejde og afgørelser i de forskellige lande, forskellige selskaber og over tid. Det er værd at understrege betydningen af, at tilsynsaktiviteterne er gennemsigtige, objektive og forudsigelige. Dette er særlig relevant i forbindelse med godkendelsen af interne modeller.

6.3.1

Gennemsigtighed og selskabernes offentliggørelse af oplysninger om deres finansielle forhold og risici bidrager til at styrke markedsdisciplinen. Hertil kommer, at forsikringsselskaberne skal udlevere de kvantitative og kvalitative oplysninger til de tilsynsførende (tilsynsrapportering), som disse har brug for for at kunne foretage en effektiv kontrol og rådgivning.

6.3.2

Harmoniseringen af offentliggørelse og tilsynsindberetning er en særlig vigtig del af den nye ordning, da der er et klart behov for konvergens med henblik på indførelsen af et sammenligneligt format og indhold over hele Europa. Dette er af særlig betydning, hvad angår multinationale koncerner.

6.4.1

Efter gældende EU-lovgivning er koncerntilsyn blot et supplement til solotilsyn. Ved solotilsyn tages der ikke hensyn til, om en juridisk person indgår i en koncern (f.eks. et datterselskab) eller ej. Således føjes koncerntilsyn blot til solotilsyn som en ekstra byggeklods med det ene formål at vurdere indvirkningen af koncernforbindelserne på det enkelte selskab. Følgelig anerkender den gældende EU-solvensordning ikke forsikringskoncerners økonomiske realiteter og overser det forhold, at risikoforvaltning i mange tilfælde foregår på koncernniveau snarere end på soloniveau. Med Solvens II-forslaget søger man at finde en mere hensigtsmæssig metode for tilsyn med koncerner ved — på en række vilkår — at ændre den måde, hvorpå solo- og koncerntilsynet gennemføres.

6.4.2

For hver forsikringskoncern udpeges en enkelt myndighed som »koncerntilsynsførende«, der overdrages det primære ansvar for alle hovedaspekter af koncerntilsynet (koncernsolvens, transaktioner inden for koncernen, risikokoncentration, risikoforvaltning og intern kontrol). Det kræves imidlertid af de tilsynsførende for henholdsvis koncerntilsyn og solotilsyn, at de udveksler væsentlige oplysninger automatisk og andre relevante oplysninger efter anmodning. Desuden pålægges det den koncerntilsynsførende at rådføre sig med de relevante solotilsynsmyndigheder forud for en vigtig beslutning, og det pålægges de berørte tilsynsmyndigheder at gøre alt, hvad de kan, for at nå en fælles beslutning, idet det dog ved godkendelse af den koncerninterne model og ved regulering af banktjenester er den koncerntilsynsførende, der træffer den endelige beslutning. Disse bestemmelser skulle sikre, at de tilsynsførende for både koncerntilsynet og solotilsynet opnår en bedre indsigt i hele koncernens risikoprofil, og følgelig at forsikringstagere i de enkelte selskaber inden for koncernen opnår øget beskyttelse.

6.4.3

Ud over det forbedrede begreb »koncerntilsyn« indføres med forslaget en innoverende »ordning for koncernstøtte«. Koncerner, der ønsker at lette deres kapitalforvaltning på koncernniveau, kan ansøge om tilladelse til at blive reguleret under ordningen for koncernstøtte. Koncerner, der får tilladelse til at blive reguleret under ordningen for koncernstøtte, indrømmes — på en række klare betingelser — adgang til delvis opfyldelse af datterselskabernes solvenskapitalkrav (ikke minimumskapitalkravet) gennem en erklæring om koncernstøtte (et moderselskabs finansielle, juridisk bindende, forpligtelse over for datterselskabet til at stille kapital til rådighed, når det er nødvendigt). For at sikre, at ordningen for koncernstøtte fungerer effektivt, indføjes enkelte supplerende undtagelser fra solotilsynet. Når koncernstøtteordningen er oprettet, påtænkes der indført en særlig procedure ved stressforhold (manglende imødekommelse af solosolvenskapitalkravet), hvilket indebærer samordnede tiltag fra de tilsynsførende for henholdsvis koncerntilsynet og solotilsynet. Denne ordning bør anvendes på en ensartet måde i hele EU.

6.4.4

Eftersom ordningen for koncernstøtte giver mulighed for, at datterselskabers kapital i forbindelse med solvenskapitalkravet beror et andet sted i koncernen, giver den forsikringskoncerner en praktisk og gennemsigtig mulighed for at drage fordel af anerkendelsen af diversificeringsvirkningerne på koncernniveau, mens de enkelte datterselskaber skal opfylde kravene til kapitalniveau, som om de ikke indgik i koncernen. Der bør derfor indføres passende tilsyn for at sikre, at kapital hurtigt kan overføres, når der er behov for det. Forekomsten og anvendelsen af erklæringer om koncernstøtte skal offentliggøres af både det pågældende moderselskab og datterselskab.