22.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 234/60

1.1

I denne udtalelse menes der med de nye medlemsstater de ti lande, som 1. maj 2004 blev optaget i EU, nemlig Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn.

1.2

Som fremgår af titlen, giver Kommissionens meddelelser om de overordnede økonomiske retningslinjer altid en meget omfattende analyse af den økonomiske politiks mål og strategier. Man har generelt fokuseret mere på EU's interne funktion end på udviklingen i omverdenen. Det gælder frem for alt i forbindelse med de nye medlemsstater, hvis situation nærmest ikke blev behandlet, inden de blev optaget i EU.

1.3

I EØSU's egne udtalelser om de overordnede økonomiske retningslinjer blev de kommende nye medlemsstater først nævnt i konklusionen til en udtalelse, udvalget vedtog helt tilbage i marts 2002. Ved den lejlighed konstaterede udvalget: »Også Fællesskabets forestående udvidelse gør det nærliggende at overveje de økonomisk-politiske koordineringsprocedurer«.

1.4

I en udtalelse, EØSU vedtog i marts 2003, blev der flere steder henvist til den forestående udvidelse. I resuméet understregede udvalget, at et af nøglekravene i de kommende år er »en virkelig effektiv opbakning om de nye medlemsstaters tiltrædelse«. De økonomiske indikatorer i tabellerne i udtalelsens bilag dækkede både de daværende medlemsstater og tiltrædelseslandene.

1.5

I en udtalelse, vedtaget i december 2003, undrede udvalget sig over, »at retningslinjerne, der gælder for tre år, kun i en enkelt sætning nævner den kendsgerning, at Unionen om nogle måneder får 10 nye medlemsstater.« Retningslinjerne fastslog blot, at disse lande var blevet anmodet om at føre en politik, der stemte overens med retningslinjerne. Efter EØSU's opfattelse manglede dette approach et langsigtet perspektiv.

1.6

Samme udtalelse beskrev også udvidelsens indvirkning på følgende måde: »Ikke mindst koordineringen af de økonomiske politikker, der i forvejen er mangelfuld, bliver langt vanskeligere at gennemføre efter udvidelsen«. For med udvidelsen opstår der nye koordinationsbehov på to punkter: For det første inden for de enkelte politikområder (altså f.eks. intern koordinering af lønpolitikken) og for det andet mellem de tre store makroøkonomiske politikker, hvor forskellene bliver klart større efter udvidelsen.

1.7

Desuden advarede udtalelsen også mod de mulige konsekvenser i tilfælde af, at »de nye medlemsstater vil forsøge så hurtigt som muligt at opfylde kriterierne for optagelse i Den Økonomiske og Monetære Union og derfor vil holde sig nøje til vækst- og stabilitetspagtens kriterier.«

1.8

I sin seneste udtalelse om de overordnede økonomiske retningslinjer fra 2004, »Bedre økonomisk styring i EU«, påpeger EØSU (1), at udvidelsen markerer indledningen til en ny fase for EU. I overensstemmelse med sin titel fokuserer udtalelsen på styring, som er en forudsætning for EU's troværdighed og effektivitet: »Der er hårdt brug for en tillidsvækkende institutionel ramme.«

1.9

Udtalelsen citerer også Kommissionens vurdering, ifølge hvilken »de nye medlemsstater for så vidt angår budgetsituation, gældsætning og beskæftigelse har problemer, der er sammenlignelige med EU-15's.« Det indebærer imidlertid ikke, at problemerne i de nye medlemsstater er de samme som i EU-15. Desuden er der på mange områder betydelige forskelle mellem landene. Sammenligningerne holder kun i begrænset omfang. Udtalelsen konstaterer, at tilpasningen af lovgivning og social og økonomisk praksis i de nye medlemsstater til det høje niveau i EU-15 eventuelt kan medføre chokvirkninger.

1.10

I sine tidligere udtalelser om de overordnede økonomiske retningslinjer har EØSU altså i et vist omfang behandlet de nye medlemsstaters centrale problemer, om end ret overfladisk. Det faktum, at der i Kommissionens meddelelser stort set ikke har været nogen evaluering eller analyse af udvidelsens virkning, har haft en indflydelse på indholdet i EØSU's udtalelser.

2.1

De overordnede retningslinjer for den økonomiske politik for 2003-2005 fastlagde de centrale elementer i EU's økonomiske strategi på mellemlang sigt:

2.2

Den økonomiske vækst i EU-15 nærmest stagnerede i første halvdel af 2003. Økonomiske reformer er blevet gennemført, men ikke i det omfang der er nødvendigt for at opfylde Lissabon-målene. Væksten i arbejdsproduktiviteten har været alt for langsom, og det indre marked har kun gradvist udviklet sig. Visse fremskridt er blevet gjort, når det gælder bæredygtig udvikling, men ikke i tilstrækkeligt omfang. For eksempel har man stort set ikke haft held til at mindske drivhusgasserne trods de gode fremskridt i slutningen af 1990'erne.

2.3

I april 2004 ajourførte Kommissionen retningslinjerne og bemærkede, at strategien også var passende for EU's nye medlemsstater. Udfordringerne i de nye medlemsstater adskiller sig ikke fra udfordringerne i EU-15, om end de generelt er betydeligt større og kun i visse tilfælde mindre.

2.4

Der er store forskelle mellem de nye medlemsstater. Derfor ønsker Kommissionen at udarbejde landespecifikke henstillinger, som tager hensyn til forskellene i disse landes udvikling.

2.5

De ajourførte retningslinjer lægger hovedvægten på integration af de nye medlemsstater i den eksisterende koordinationsramme for den økonomiske politik. De strukturændringer, de nye medlemsstater står over for, er gennemsnitligt mere krævende, fordi:

2.6

Hvis en vækst- og stabilitetsorienteret økonomisk politik skal lykkes, er de nye medlemsstater nødt til at opnå stabilitet i det offentlige budget og mindske det nuværende budgetunderskud, især hvis underskuddet skyldes forbrug snarere end investeringer.

2.7

Vækstpotentialet bør øges gennem reformer, aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, som støtter de igangværende strukturændringer på arbejdsmarkedet (via eksempelvis uddannelse). Produktiviteten bør forbedres f.eks. ved at øge konkurrencen, mindske reguleringen for at gøre den mere effektiv samt udvikle kapitalmarkederne. Den sociale bæredygtighed kan øges og fattigdommen begrænses, ved at der fokuseres på arbejdets afgørende betydning. Investeringer i transport og energiinfrastruktur — foruden industri og landbrug — spiller en vigtig rolle for at forbedre miljøets bæredygtighed.

2.8

Kommissionen understreger, at de nye lande står over for store udfordringer og vanskelige politiske valg. De overordnede retningslinjer for den økonomiske politik tager hensyn til disse landes særlige omstændigheder ved f.eks. at inkludere længere tilpasningsperioder i de landespecifikke henstillinger end, hvad gælder for EU-15.

3.1.1

Udvidelsen har en positiv effekt på den økonomiske udvikling. Den økonomiske aktivitet i EU-15 begyndte at rette sig i anden halvdel af 2003. Væksten i verdensøkonomien og en fornyet tillid hos forbrugerne var medvirkende hertil. Stigningen i forbruget skyldes delvist den historisk lave rente. Selv om den økonomiske udvikling er vendt, vil det vare et stykke tid, før den omsættes i nye arbejdspladser. Forbrugernes usikkerhed om indkomstudviklingen fremover sætter dog fortsat deres tillid på en prøve, og risiciene i den internationale udvikling er øget. Stimulering af den økonomiske vækst i EU-15 er også vigtig for de nye medlemsstater, da deres eksport overvejende er rettet mod disse markeder.

3.1.2

3.1.3

Med undtagelse af visse af de nye medlemsstater var væksten i investeringerne temmelig begrænset, hvilket svarede til den internationale situation, men også afspejler opbremsningen i landenes reformproces. Renteniveauets tilnærmelse til renteniveauet i resten af EU og behovet for at forbedre infrastrukturen er faktorer, som skulle øge væksten i investeringerne fremover. Investeringsniveauet i de nye medlemsstater er stort set det samme som i EU-15. Det understøtter den økonomiske vækst i de nye medlemsstater.

3.1.4

Den økonomiske vækst forventes gennemsnitligt at ligge på ca. 4 procent i de nye medlemsstater i 2004 og 2005. Væksten forventes at være hurtigst i de nye medlemsstater, hvis BNP pr. indbygger er lavest. Væksten forventes at stige mest i Polen som en følge af landets vækstorienterede finanspolitik. Hvad angår de nye medlemsstater med høje indkomstniveauer, vil især Cypern sandsynligvis kunne registrere en relativt kraftig økonomisk vækst. Højere oliepriser kan bremse den økonomiske vækst i alle EU-lande.

3.1.5

Med undtagelse af Ungarn, Slovakiet og Slovenien har inflationstakten i de nye medlemsstater på det seneste ligget på næsten samme niveau som i euroområdet. Selv om inflationen vil stige en smule i 2004, delvis på grund af stigningen i oliepriserne, forventes den at aftage med næsten 3 procent i 2005.

3.1.6

I tidsrummet fra 2000 til 2003 havde de nye medlemsstater et gennemsnitligt underskud på de offentlige budgetter på 4,3 % af BNP og i 2004 et gennemsnitligt underskud på 4,9 %. Yderpositionerne repræsenteredes af Estland, som havde overskud på de offentlige budgetter på 1 %, og Tjekkiet, som havde et underskud på 7 % af BNP. Underskuddet oversteg også 3 % af referenceværdien i yderligere 5 af de nye medlemsstater foruden Tjekkiet, nemlig i Cypern, Ungarn, Malta, Polen og Slovakiet. (jf. bilagets statistikker). Situationen i de fleste af de nye medlemsstater forventes forbedret, når konsolideringen af de offentlige budgetter tager fart.

3.1.7

Ligesom EU-15-landene har også hver af de nye medlemsstater deres egne særtræk. Det er derfor ofte vildledende at behandle de nye medlemsstater under ét. Som en generalisering kan man imidlertid fastslå, at den økonomiske vækst i de nye medlemsstater har været forholdsvis god i sammenligning med EU-15. EU-medlemskab, en temmelig robust vækst i den interne efterspørgsel og lavere omkostninger i sammenligning med EU-15 vil være med til at styrke produktionsfremgangen i disse lande i løbet af de nærmeste år, hvilket samtidig vil skabe efterspørgsel efter produkter fra EU-15, ikke blot i form af investering i teknologi, men også forbrugsgoder.

3.2.1

Udvidelsens virkninger er ujævnt fordelt mellem de nye medlemsstater og EU-15. Det skyldes især, at EU-15 tegner sig for en meget stor del af de nye medlemsstaters udenrigshandel, mens de nye medlemsstater er af mindre betydning for EU-15-landene. Mange af de gamle medlemsstaters handel er grundlæggende orienteret mod andre vestlige industrilande som f.eks. USA.

3.2.2

De østlige centraleuropæiske landes skridt hen imod medlemskab var en gradvis proces. Under denne proces er handelsbarriererne i forhold til EU-15 blevet fjernet og landenes samfundsstrukturer gjort klar til EU-medlemskab. De vigtigste restriktioner gjaldt udenrigshandelen med fødevarer og landbrugsprodukter. Efter optagelsen består de tilbageværende restriktioner hovedsagelig af overgangsbestemmelser for ejendomsretsforhold i landbruget, arbejdskraftens bevægelighed og miljøbeskyttelse.

3.2.3

Det anslås, at udvidelsen vil have en positiv, men lille indvirkning på EU-15-landene. Fordelene for de nye medlemsstater forventes at være større. Fordelene vil især skyldes fjernelsen af eksisterende handelsbarrierer og den friere bevægelighed for arbejdskraft og kapital.

3.2.4

Det bør noteres, at udvidelsens virkninger vil være ujævnt fordelt for så vidt angår hele EU. De største ændringer i EU-15 som følge af udvidelsen vil finde sted i de regioner, som grænser op til de nye medlemsstater, f.eks. Østrig, Tyskland og Finland. Ændringerne vil variere betydeligt fra sektor til sektor.

3.2.5

Virkningerne vil sandsynligvis være størst inden for arbejdskraftintensive sektorer, som ikke har nogen gavn af den geografiske spredning af aktiviteter på grund af afstande og/eller lovgivning. Sådanne sektorer er f.eks. landbrug, fødevareindustrien og byggebranchen samt mange områder inden for servicesektoren. På den anden side er der sektorer, som let kan flytte sin produktion fra det ene land til det andet.

3.2.6

Det lave omkostningsniveau i de nye medlemsstater indebærer også muligheder for hele EU hvad angår det såkaldte Kina-fænomen. Lavomkostningslandenes geografiske nærhed indebærer, at det er mere fordelagtigt at lægge produktionen i Europa end i mere fjerntliggende egne. Det gælder især i de tidlige faser af forsknings- og udviklingsintensive produkters livscyklus. Kun når andelen af forskning og udvikling i produktionsomkostningerne bliver mindre, vil produktionen måske flytte til mere fjerntliggende lande med endnu lavere produktionsomkostninger. I dag er der store forskelle i produktionsomkostningerne mellem de gamle og nye medlemsstater, men de vil med tiden blive mindre.

4.1.1

Hovedparten af de nye medlemsstater ønsker sandsynligvis hurtigt at komme med i euroområdet. For at opfylde euroområdets adgangsbetingelser kræves, at disse lande fører en bæredygtig og disciplineret økonomisk politik. Især i de første medlemsår vil dette være meget svært. Ifølge Maastricht-kriterierne skal bl.a. inflation og rente, budgetunderskud og den offentlige sektors gæld være tilstrækkelig lave, og valutakursen skal være stabil. De samme krav gælder naturligvis i alle EU-lande.

4.1.2

Et centralt spørgsmål er selvfølgelig, hvilken effekt bestræbelserne på at opfylde Maastricht-kriterierne vil have på disse landes økonomiske præstation. Hvis landene, når de optages i ERM 2, forsøger at holde deres valutaer inden for alt for snævre udsvingsmarginer, kan deres valutaer let blive genstand for spekulation. En eventuel forhøjelse af renten for at beskytte valutakursens stabilitet kunne have skadelige økonomiske virkninger, f.eks. på beskæftigelsen. Estland, Litauen og Slovenien var de første af de nye EU-medlemsstater, som tilsluttede sig ERM 2, og de holder deres valutaer inden for temmelig brede marginer, og det hjælper dem til lettere at undgå at blive udsat for spekulation. Estlands og Litauens currency board-arrangementer støtter også deres valutakursers stabilitet i forhold til euroen.

4.1.3

Opfyldelse af målet om lav inflation kan skabe problemer, når økonomien vokser hurtigt. Inflationen i de nye medlemsstater har tidligere været højere end i EU-15. Tilpasningen af hurtigt voksende økonomier til en særligt lav inflation kan hæmme væksten, da højere inflation går hånd i hånd med fasen med den hurtigere vækst hos dem. Når produktiviteten vokser hurtigere, er stigninger i prisniveauet almindeligvis også højere. På den anden side bremser den højere inflation den økonomiske vækst.

4.1.3.1

Selv om inflationsniveauet kan være acceptabelt lige nu, er dette ikke nødvendigvis tilfældet, når nogle af de overgangsperioder, der er forudset i traktaten, er udløbet. På det tidspunkt vil inflationen måske accelerere, når en midlertidig tilladelse til at bevare en momssats på nul, reducerede punktafgifter eller nationale foranstaltninger.

4.1.4

De små lande er tættere forbundet med den globale økonomi end de store lande. Det er vanskeligere for dem end for de store økonomier at give midlertidige incitamenter til økonomien ved at øge statens låntagning eller budgetunderskuddet, f.eks. forud for valg. Et lille lands offentlige økonomi er almindeligvis mere gennemsigtig og lettere at styre. Man kan altså forvente, at de nye små medlemsstater er de første, som tilslutter sig euroområdet. I Estland har man et statutmæssigt krav om at holde statsbudgettet i balance.

4.1.5

Det kan skabe problemer, hvis Maastricht-kravene forsøges opfyldt alt for hurtigt. Før et land optages i euroområdet, skal dets valuta først igennem en overgangsperiode med en stabil udsvingsmargen uden kursjusteringer i to år. Ud over de i punkt 4.1.2 nævnte problemer risikerer de lande, der har for travlt, at træde ind i denne ordning med en over- eller undervurderet valutakurs. De løber den risiko at svække landets økonomiske dynamik og vækstbetingelserne, hvis valutakursen sættes for højt, og det vil udhule deres konkurrenceevne på verdensmarkedet. Hvis valutakursen sættes for lavt, vil de blive udsat for inflationspres. I begge tilfælde vil det medføre et pres på lønningerne, som forværrer problemet med virksomhedsflytninger og dæmper den hjemlige efterspørgsel, der i mange tilfælde er deres vækstmotor. Man må derfor udvise stor forsigtighed, når man fastsætter pariteten ved optagelse i ERM-2. Euroområdets medlemsstater skal dog under alle omstændigheder sørge for at forblive konkurrencedygtige, også selv om valutakursen ved tiltrædelsen er på det rette niveau.

4.1.6

EU's udvidelse vil midlertidigt indebære, at et lille flertal af medlemsstaterne befinder sig uden for euroområdet, selv om euroområdet målt ved BNP omfatter hovedparten af EU. Når nye lande tilslutter sig euroområdet i de kommende år, vil det forbedre forudsætningerne for at styrke euroens internationale position.

4.2.1

Hvad angår statsbudgettets bæredygtighed, er situationen forholdsvis god i de fleste nye medlemsstater. Blot i nogle få af dem har den offentlige gæld oversteget 60 % af BNP. På den anden side er der en fare for, at gælden vokser i de nye medlemsstater på grund af budgetunderskuddet. Samtidig skal man imidlertid huske på, at udlandsgældens størrelse i de nye medlemsstater sammenlignet med EU-15's på ingen måde repræsenterer en trussel. Alle EU's medlemsstater har imidlertid ved flere lejligheder erklæret, at de vil overholde Lissabon-målene og føre en sund budgetpolitik.

4.2.2

Stabilitets- og vækstpagten har allerede længe været kritiseret. Udvalget har udarbejdet flere udtalelser om pagten (2). Trods sine mangler synes den at have bidraget til at opretholde budgetdisciplinen. Effektiv overvågning og gennemsigtighed i proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store budgetunderskud har også været med til at opretholde budgetdisciplinen. Medlemsstaterne må have et klart indblik i stabilitets- og vækstpagtens fremtidige form for at kunne udforme den økonomiske politik på mellemlang sigt.

4.2.3

Unøjagtigheder og udeladelser i medlemsstaternes budgettal og –prognoser har skærpet problemerne i forbindelse med overvågningen. Kommissionen og forskellige udvalg har været involveret i arbejdet med at udvikle fælles kriterier, der skal anvendes i forbindelse med multilateral overvågning og politikkoordination. Metoder og procedurer kan imidlertid ikke finjusteres, hvis de statistiske data ikke er fuldt pålidelige. Trods fremskridt i løbet af de sidste år er der i nogle af de nye medlemsstater og i nogle af EU-15-landene fortsat betydelig plads til forbedring, hvad angår de statistiske data.

4.2.4

Det påpeges fra mange sider, at fortolkningen af stabilitets- og vækstpagten, som er baseret på Maastricht-aftalen, bør ændres. Mange af de regler og procedurer, som i dag finder anvendelse i de 25 medlemsstater, bør lempes. Kommissionens og medlemsstaternes behandling af egne programmer og holdninger er blevet stadig mere formel, mens den uformelle koordination mellem medlemsstaterne er blevet stadig vigtigere. Den fælles valutas troværdighed må imidlertid ikke sættes over styr.

4.2.5

Det vil ikke være let for de nye medlemsstater at styre den økonomiske politik og opretholde et stabilt offentligt budget. Viljen til at opfylde forpligtelserne svækkes især, når den politiske stabilitet er utilstrækkelig. Selv om de nye medlemsstater har gennemført grundlæggende reformer, som er nødvendige for at tilvejebringe en markedsøkonomi, står nogle af dem over for vanskelige valg, da nødvendige strukturreformer almindeligvis indebærer øgede offentlige udgifter. Bevilling af offentlige midler er et endnu vanskeligere spørgsmål i de nye medlemsstater end i EU-15.

4.2.6

En vis grad af reform er nødvendig, hvis stabilitetspagten skal være effektiv på lang sigt. Reformen bør gennemføres således, at de forpligtelser, alle medlemsstater har indgået om at opfylde de fælles mål styrkes, og at medlemsstaternes troværdighed, hvad angår deres forpligtelse til at sikre stabile offentlige finanser, budgetdisciplin, bæredygtighed og koordination af den økonomiske politik, ikke bringes i fare.

4.3.1

Med udvidelsen steg EU's BNP med blot 5 % i markedspriser og blot 10 % i købekraftsprioiteter til trods for, at befolkningen blev øget med næsten 20 %. Fælles for de nye medlemsstater er, at de i gennemsnit er fattigere end EU-15-landene. I de nye medlemsstater er BNP pr. indbygger (korrigeret for forskelle i købekraft) kun halvt så stor som i EU-15. Men ligesom i EU-15 er der også betydelige forskelle mellem de nye medlemsstater. De mest velstående af de nye medlemsstater er Cypern, Slovenien og Malta. De fattigste er Polen samt de baltiske lande, Letland, Litauen og Estland. Med hensyn til BNP pr. indbygger (korrigeret for forskelle i købekraft) befinder Slovenien og Cypern sig sågar på Grækenlands niveau, mens Malta og Tjekkiet ligger på niveau med Portugal.

4.3.2

Ifølge Eurostat lever 13 % af befolkningen i de nye medlemsstater under den relative fattigdomsgrænse. Det svarer til 15 % i EU-15. Fattigdomsgrænsen defineres på basis af forholdet mellem den personlige indkomst eller husstandsindkomsten og den gennemsnitlige nationale indkomst. Fattigdomsgrænsen er 60 % af medianindkomsten. Det faktum, at disse procentsatser ligger tæt på hinanden, bør ikke få os til at fejlbedømme størrelsen af de sociale problemer, idet BNP pr. indbygger korrigeret for forskelle i købekraft i de nye medlemslande, som sagt ovenfor, ligger på halvdelen af niveauet i EU15-landene.

4.3.3

Indkomstfordelingen i de nye medlemsstater adskiller sig ikke videre fra mønstret i EU-15. Blandt de nye medlemsstater er indkomstforskellene allermindst i Tjekkiet, Ungarn og Slovenien og svarer til forskellene i de nordiske lande. Andelen af fattige er størst i Estland, Litauen og Letland, hvor indkomstfordelingen mest ligner situationen i Irland og Storbritannien, hvor indkomstspændene er større. Blandt EU-15-landene er der flest fattige i Irland og de sydeuropæiske lande. Problemet med at sammenligne landene er, at der ikke tages hensyn til deres indre regionale forskelle, som kan være betydelige.

4.3.4

Beskæftigelsesfrekvensen i de nye medlemsstater ligger i gennemsnit på kun 56 %, mens den i EU-15-landene ligger på 64 %. Det afgørende er, om de på én og samme tid vil være i stand til at hæve produktiviteten og beskæftigelsesfrekvensen. Det virker som om, at de fleste nye medlemsstater foretrækker produktivitetsvækst, hvilket øger deres og dermed hele EU's konkurrenceevne. Lissabon-strategien udgør et aktuelt svar på spørgsmålet, selv om der kan foretages justeringer i den.

4.3.5

I de overordnede retningslinjer for Kommissionens beskæftigelsespolitik (7. april 2004) konstateres, at man bør være særlig opmærksom på de unge og ældre arbejdstageres lave beskæftigelsesfrekvens i de nye medlemsstater. Samtidig må man vedblive med at udvikle de sociale ydelser og arbejdskraftens færdigheder. Efter udvalgets opfattelse er disse konstateringer vigtige. Disse mål er også vigtige i EU15-landene.

4.3.6

Der er betydelige forskelle i de nye medlemsstater, hvad angår kvinders og ældre personers andel af arbejdsstyrken. Kvindernes beskæftigelsesfrekvens er i gennemsnit højere i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen og Slovenien end i EU15-landene, mens den er meget lav i Polen og især på Malta. De ældres beskæftigelsesfrekvens er i gennemsnit højere i Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland og Litauen end i EU15-landene, men betydeligt lavere i de øvrige nye medlemsstater. I alle nye medlemsstater bortset fra Estland og Ungarn var kvindernes ledighed i 2003 en smule højere end mændenes. Forskellen er særlig stor på Malta og i Tjekkiet.

4.3.7

I perioden 2000-2003 faldt arbejdsløsheden i flere af de nye medlemsstater. Det gjaldt især de baltiske lande, hvor arbejdsløsheden faldt med ca. 3 %. I Slovenien og Ungarn begyndte beskæftigelsen allerede at stige i midten af 1990'erne. Udtalelsens bilag indeholder statistikker over beskæftigelsen og ledigheden.

4.3.8

Befolkningens aldersstruktur og de sociale sikringsordningers tilstand påvirker betydeligt landets indkomstfordeling. Der er en tæt sammenhæng mellem høj alder og lav indkomst i de nye medlemsstater. Personer over 65 er overrepræsenteret i den laveste indkomstgruppe i Cypern, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien og Litauen. Risikoen for fattigdom er størst for familier med flere børn, for husstande med enlige forældre og for unge mellem 16 og 24 år. En anden gruppe, som vækker bekymring, er de unge børnefamilier, som kan være den socialgruppe, der har den laveste indkomst.

4.3.9

Det almene uddannelsesniveau i EU's nye medlemsstater er højere end i EU-15. I de nye medlemsstater har ca. 89 % af alle mellem 25 og 64 år fuldført en gymnasieuddannelse mod 65 % i EU-15. Den højeste procentandel finder man i Tjekkiet, Estland og Slovakiet. Når det gælder EU-15, er det kun i Tyskland, Storbritannien og Sverige, at de tilsvarende procenttal ligger over 80 %. Et højt uddannelsesniveau sammen med gunstige arbejdskraftomkostninger gør de nye medlemsstater tiltrækkende for investeringer.

4.3.10

Den økonomiske vækst i de nye medlemsstater er gennemsnitligt højere end i EU-15. Det indebærer dog ikke automatisk, at indkomstforskellene vil blive udjævnet hurtigt som følge af den europæiske integration. Med den nuværende hastighed kan det vare årtier. Ifølge et groft skøn skulle Cypern og Malta være de lande, som hurtigst kan komme op på EU-15-landenes gennemsnitlige levestandard. Det vil tage dem ca. 20 år. Mange aktører, f.eks. EU's strukturfonde, kan fremme en hurtigere udjævning af indkomstforskellene. Udtalelsens bilag indeholder økonomiske data for alle EU-lande.

4.4.1

De samlede arbejdskraftomkostninger og beskatning i de nye medlemsstater er i gennemsnit betydeligt lavere end i EU-15. Ligeledes betragtes deres arbejdsmarked som meget fleksibelt. Derfor er mange industrielle produktionsanlæg og i en vis grad også servicefunktioner flyttet ud til de nye medlemsstater. Det overses dog ofte, at også produktivitetsniveauet i disse lande i gennemsnit er klart lavere end i EU-15. Produktiviteten pr. beskæftiget (korrigeret for købekraftforskelle) i de nye medlemsstater var i 2003 kun på i gennemsnit 54 % af produktiviteten i EU-15.

4.4.2

Disse lande arvede i begyndelsen af 1990'erne store offentlige sektorer, og deres lovgivning har ofte været byrdefuld, men de er nået langt med at reformere den offentlige sektor, og i dag kan størrelsen af deres offentlige udgifter i procent af BNP i gennemsnit sammenlignes med EU-15.

4.4.3

For at forbedre konkurrenceevnen og produktiviteten er det nødvendigt at satse på uddannelse og kompetenceudvikling, forskning og arbejdstilrettelæggelse. Man bør ydermere fremme iværksætterånden og fjerne administrative byrder, især når det drejer sig om etablering af små virksomheder og deres aktiviteter. Man vil også forbedre konkurrenceevnen og produktiviteten, hvis man fjerner ineffektive og urentable virksomheder fra markedet, eftersom der dermed frigøres ressourcer, der kan bruges mere produktivt. Sådanne strukturelle omlægninger forudsætter imidlertid en omskoling af de personer, som pågældende tiltag er rettet mod (4).

4.4.4

De nye medlemsstater har allerede draget nytte af et fleksibelt marked. Kapital, teknologi og ofte også arbejdstagere kan temmelig let bevæge sig fra et land til et andet. Strukturel fleksibilitet gør det også lettere at flytte arbejdspladser andre steder hen. På lang sigt bør nationer og forskellige regioner også kunne konkurrere på deres infrastruktur, herunder IT- og forskningskapacitet. Udgifterne til forskning og udvikling andrager i EU-15 i gennemsnit 2 % af BNP, mod kun omkring 1 % i de nye medlemsstater.

4.4.5

At opnå samme produktivitetsniveau som EU-15 vil på længere sigt ikke være tilstrækkeligt for de nye medlemsstater. I alle medlemsstater er der et særligt behov for at investere i viden. Den aftagende vækst i produktiviteten i EU kan forklares ved et lavt investeringsniveau og begrænset indførelse af teknologi. Der er brug for større investeringer i IT, F&U og uddannelse i hele EU. Det er især en stor udfordring for de nye medlemsstater, men samtidig indebærer det store muligheder.

4.4.6

Hvis konkurrenceevnen skal forbedres, er det strukturændringer i økonomiens forskellige sektorer nødvendig. Navnlig i de nye medlemsstater kan man forbedre økonomiens konkurrenceevne ved hjælp af strukturelle reformer af landbruget og sværindustrien.

4.5.1

Et nøgleelement i strategien for de overordnede retningslinjer for økonomien er at styrke den bæredygtige udvikling. Foruden økonomisk og social bæredygtighed er det vigtigt for de nye medlemsstater at sikre et bæredygtigt miljø. Effektiv forvaltning af naturressourcer og bevarelse af en høj miljøkvalitet er nødvendigt og også økonomisk bæredygtigt på lang sigt.

4.5.2

I de nye medlemsstater er det vigtigt at øge energieffektiviteten. Mens energieffektivitetsindikatoren (energiforbrug i forhold til BNP korrigeret for forskelle i købekraft) ifølge Eurostat for EU-15 lå på 173 i perioden 2000-2002, var den hele 258 for de nye medlemsstater. Der er derfor plads til mange forbedringer i de nye medlemsstater, hvad angår effektiv energiudnyttelse, som er et vigtigt element i bæredygtig udvikling.

4.5.3

Selv om der i flere medlemsstater allerede er sket en positiv udvikling, er der dog fortsat brug for betydelige investeringer for at gøre energibruget mere effektivt, navnlig inden for energiproduktion og transport. Især bør støtten til effektiv energianvendelse mindskes for at begrænse miljøforringelsen. Udvalget støtter Kommissionens henstillinger om at mindske støtte, som har en negativ miljøeffekt og er skadelig for en bæredygtig udvikling.

4.5.4

I 2003 gennemførtes direktivet om elektricitet fra vedvarende energikilder. Kommissionen konstaterer i sine overordnede retningslinjer, at man kun har opnået beskedne resultater med produktion af grøn energi. Undtagelser er Tyskland, Spanien og Danmark, hvor man har haft positive resultater med vindenergi.

4.5.5

Det vil vare flere år, inden de nye EU-lande når op på samme energieffektivitet og energiproduktion som EU-15-landene. De udfordringer, der ligger i denne målsætning, må imidlertid ikke mindske disse landes indsats for at sikre bæredygtig udvikling. Et led i foranstaltningerne bør være at øge offentlighedens bevidstgørelse om betydningen af bæredygtig udvikling.

5.1

EU-15-landene har i de senere år manglet den form for vækstdynamik, som er typisk for mange af de nye medlemsstater. Den økonomiske vækst vil sandsynligvis fortsat være højere i de nye medlemsstater, i det mindste på mellemlang sigt. Væksten kan også støttes med strukturfondsmidler. Udvidelsen understøtter også væksten i EU-15-landene.

5.2

Det er ikke selvindlysende, at forskellene i levestandard mellem EU-15-landene og de nye medlemsstater hurtigt kan udjævnes. Politisk integration indebærer ikke altid en udligning af forskelle i indkomst og levestandard. Den tyske genforening er et eksempel, hvor regionale økonomiske forskelle er lang tid om at udjævnes. End ikke store pengesummer eller institutionel integration har bidraget på nogen afgørende måde.

5.3

EU's udvidelse vil yderligere fremme handel og investeringer og, efter overgangsperioder, arbejdskraftens bevægelighed mellem de nye medlemsstater og EU-15. Det vil gøre de økonomiske rammevilkår i de nye medlemsstater mere gennemsigtige og også gøre det lettere for virksomheder, som overvejer investeringer, at træffe økonomiske beslutninger. Der vil også fremover være betydelige forskelle mellem lande på områder, hvor EU ikke har nogen kompetence. For eksempel er EU's beføjelser på skatteområdet i dag hovedsagelig begrænset til minimums-momssatsen og bestemte principper vedrørende erhvervsbeskatning.

5.4

Overgangsperiodebestemmelserne vedrører hovedsagelig den fri bevægelighed af arbejdskraft mellem landene. De kan begrænse arbejdskraftens bevægelighed indtil syv år i visse tilfælde. I mange EU-15-lande aldres befolkningen hurtigt, og disse lande behøver ny arbejdskraft, selv om der er betydelig strukturel ledighed. Overgangsperioderne kan både bremse de fornødne strukturreformer i de nye medlemsstater og dæmpe den økonomiske vækst i EU-15 og i de nye medlemsstater.

5.5

Der er mange indikationer fra virksomheder, som overvejer at investere eller allerede har investeret i de nye medlemsstater om, at disse lande lider mere end EU-15 under overgangsøkonomiens problemer, som ikke kan løses ad lovgivningens vej alene. Ofte er disse problemer forbundet med korruption. Korruption er et fænomen, som heller ikke er ukendt i EU-15-landene.

5.6

Det tager imidlertid lang tid at komme en praksis til livs, som i årtier har været etableret i samfundet. EU-medlemskab har dog også på dette punkt øget presset for forbedringer. Hvis det potentiale, som findes i de nye medlemsstater, skal udnyttes effektivt, er en streng overholdelse af EU's fælles regler påkrævet. Det gælder især bestemmelserne for det indre marked, men det er lige så vigtigt, at andre regler, som påvirker konkurrencen, f.eks. miljølovgivningen, gennemføres ensartet i alle EU-lande.

5.7

I de nye medlemsstater er der et godt forhold mellem arbejdskraftomkostninger og arbejdsstyrkens uddannelsesniveau. Beskatningen er også en af de faktorer, som påvirker virksomhedernes investeringsbeslutninger i de nye medlemsstater. Karakteren af en virksomheds aktiviteter bestemmer de afgørende determinanter i investeringsbeslutningen.

5.8

Et kapløb om de laveste skattesatser (»race to the bottom«) er imidlertid også forbundet med risici. For eksempel kan det tænkes, at det offentlige kommer til at mangle de midler, som skal til for at finansiere den infrastruktur og socialsikring, der er nødvendig for at kunne indhente efterslæbet. Det indebærer også en risiko for, at skattebyrden væltes over på den forholdsvis immobile faktor arbejde, hvilket ville få negative konsekvenser for beskæftigelsessituationen.

5.9

Direkte investeringer eller udflytning af en virksomheds samlede aktiviteter til en ny medlemsstat er lettest for virksomheder, som allerede har omfattende erhvervsaktiviteter i det pågældende land eller hvis konkurrencefordel er meget afhængig af arbejdskraftomkostninger, som er lave sammenholdt med uddannelsesniveauet. Denne fordel ved de nye medlemsstater vil fortsat trække produktionsaktiviteter til disse lande fra andre lande, herunder også fra EU-15. På den anden side vil de erhvervs- og produktionsmæssige aktiviteter, som virksomheder fra EU-15 foretager i de nye medlemsstater, i mange tilfælde også støtte de økonomiske aktiviteter i EU-15-landene. Det giver sig bl.a. udtryk i en øget krydshandel mellem EU-15-landene og de nye medlemsstater.

5.10

De nye medlemsstaters og EU-15-landenes økonomiske konvergens har været ganske positiv, og tendensen vil fortsætte, selv om fremtiden rummer visse risici. Ifølge det mest sandsynlige scenario vil de nye medlemsstaters komparative fordel i forhold til EU-15 hvad angår lave lønninger og priser mindske, men det vil tage tid på grund af deres lave udgangsniveau.

5.11

Befolkningsudviklingen er en af EU's store udfordringer, eftersom en stadig større andel af arbejdskraften vil forlade arbejdsmarkedet. Man er nødt til aktivt og på forskellige måder at fremme, at de ældre kan blive på arbejdsmarkedet. For at forbedre konkurrencevnen på lang sigt er det også særdeles vigtigt at øge fødselstallet og mobilisere alle EU's arbejdskraftressourcer. Det kan kun lade sig gøre ved at forbedre ligestillingen mellem kvinder og mænd og gøre arbejdslivet mere foreneligt med familielivet. Samtidig bør man i alle medlemsstater bekæmpe udstødelse og fattigdom, hvilket også vil forbedre den sociale samhørighed.

5.12

I nogle af de nye medlemsstater er arbejdsmarkedets parter organiseret temmelig svagt og fragmenteret. Der er betydelige forskelle mellem organisationerne hvad angår deres repræsentativitet. Fælles for dem er manglen på økonomiske ressourcer. Det samme gælder ngo'erne. Disse organisationer er nødt til at udvikle deres aktiviteter, så der kan skabes en vellykket dialog mellem de forskellige parter, og samtidig kan de alle bidrage til at skabe de rette betingelser for økonomisk vækst. Forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter er et afgørende led i opbygningen af et stærkt og solidarisk Europa.

5.13

Kommissionen bør også grundigt undersøge de internationale usikkerhedsmomenter, som truer den økonomiske vækst og EU's konkurrenceevne, f.eks. virkningerne af olieprisudviklingen og USA's strukturelle underskud på budgettet og betalingsbalancens løbende poster.

5.14

Hele EU er nødt til at sikre, at det indre marked færdiggøres, at Lissabon-reformerne gennemføres mere effektivt, og at den økonomiske styring udvikles aktivt. Uden disse reformer er der en fare for et fald i den økonomiske vækst og en velfærdsnedgang i hele EU.

5.15

Når de nye medlemsstater og EU-15 i denne udtalelse behandles som særskilte enheder, sker det ud fra en meget sumerisk betragtning. Hvert land har selvsagt sine egne specifikke problemer og behov.