22.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 234/41

1.1

hilser Kommissionens meddelelse om »Den sociale dimension af globaliseringen — EU's politiske bidrag til at sprede fordelene til alle borgerne« (KOM(2004) 383 endelig) velkommen; det drøftes heri, hvorledes EU kan bidrage til at gøre globaliseringen til en retfærdig udviklingsproces for alle;

1.2

mener, at EU kan yde et væsentligt bidrag til at forme globaliseringens sociale dimension på grundlag af sin egen historie og sine egne erfaringer med omfattende og vellykket regional integration — uden dog at hævde, at EU-modellen kan følges overalt og i alle detaljer;

1.3

inddrager resultatet af en særlig høring den 17. december 2004, hvor eksperter fra ILO, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond præsenterede deres syn på de respektive organisationers rolle i forbindelse med globaliseringens sociale dimension (1). EØSU agter at offentliggøre en rapport om dette ekstraordinære møde med talernes indlæg;

1.4

understreger betydningen af en værdibaseret tilgang til globaliseringen, der bygger på den sociale markedsøkonomis grundprincipper, dvs. individuelt ansvar, respekt for retsstatsprincippet, respekt for individ og ejendom, gennemsigtighed, integritet, menneskelig værdighed, lighed og frihed, grundlæggende fagforenings- og lønmodtagerrettigheder, et godt forhold mellem arbejdsmarkedets parter, udbredt adgang til uddannelse uanset køn og et højt socialt beskyttelsesniveau. Disse principper danner grundlaget for hovedelementerne i EU's håndtering af globaliseringen:

1.5

er enig med Kommissionen i, at den globale markedsøkonomi har skabt mange væsentlige fordele, at den har et stort potentiale for økonomisk, politisk og social udvikling, og at den har skabt flere og bedre job. Udvalget accepterer desuden den konklusion, som Verdenskommissionen for Den Sociale Dimension af Globaliseringen (WCSDG) er nået frem til, nemlig at der er blevet lagt størst vægt på åbning af markederne og økonomiske hensyn, mens de sociale følger af disse foranstaltninger hidtil er blevet overset, og at disse regler og politikker er resultatet af et globalt styringssystem, som ikke er tilstrækkeligt lydhør over for de mindre magtfulde aktørers interesser og behov;

1.6

henviser til en nylig offentliggjort undersøgelse fra Verdensbanken (2), som viser, at åbning af markederne og økonomisk integration har bidraget til betragtelig økonomisk fremgang for de udviklingslande, som har formået at komme ind på de globale markeder for varer og tjenesteydelser. Sammen med en anden verdensbankundersøgelse fra februar 2003 om reduktion af indkomstforskelle og løndiskrimination, forbedrede økonomiske resultater, høj faglig organiseringsgrad og sunde relationer mellem arbejdsmarkedets parter (3) fremhæver denne undersøgelse behovet for balance mellem økonomiske og sociale værdier, hvilket WCSDG også peger på, når den behandler emnet »fattigdom i en stadig mere globaliseret verden«;

1.7

konstaterer, at globaliseringen ganske vist har haft mange positive følger, men at fattigdom, som kan kædes direkte sammen med den voksende uformelle økonomi både som årsag og virkning, stadig er et af de alvorligste problemer i verden;

1.8

fastslår, at fattigdomsproblemer fortsat især forekommer i lande, som er udelukket fra globaliseringen: de to mia. mennesker, som lever under fattigdomsgrænsen, bor hovedsagelig i lande, som ikke deltager aktivt i globaliseringen, og som risikerer fortsat marginalisering i verdensøkonomien;

1.9

bekræfter, at også udviklingslande, der kan klassificeres som nye markedsøkonomier, og som har høj økonomisk vækst, har problemer, og at fattigdom kun kan bekæmpes, når ulighederne er mindsket, og en konkurrencedygtig, formel økonomi samt en effektiv socialpolitik er tilvejebragt;

1.10

giver sin tilslutning til en af WCSDG-rapportens hovedbudskaber, nemlig at udgangspunktet for forandring må være det nationale niveau: social udvikling skal komme nedenfra (bottom-up), og alle institutioner — nationale som lokale — har en yderst vigtig opgave med at lette integration og sikre, at flere kan få del i globaliseringens fordele og vil blive skærmet mod dens negative følger. Det er afgørende for en retfærdig fordeling af globaliseringens frugter, at der i alle lande og regioner udvikles en social og civil dialog baseret på stærke, repræsentative, uafhængige og ansvarlige aktører.

1.11

God lokal, regional, national og global styring på grundlag af Verdenserklæringen om menneskerettigheder og ILO's grundlæggende arbejdsnormer og erklæringer om grundlæggende arbejdstagerprincipper og -rettigheder kan tilskynde til handelsliberalisering, støtte global vækst og udvikling og støtte EU i at fremme en debat på internationalt niveau om etablering af en ramme for verdensomspændende miljønormer.

2.1

EØSU mener, at EU kan spille en vigtig rolle ved at støtte og fremme den sociale dimension af globaliseringen. EU kan aktivt indlede og forfølge en politik, som kan overbevise regeringer om behovet for følgende: en retfærdig juridisk og retlig ramme, respekt for ejendomsrettigheder, omkostningseffektiv tvistbilæggelse og håndhævelse af kontrakter, adgang til grunduddannelse og erhvervsuddannelse, hensigtsmæssigt regulerede finansieringsinstitutioner og adgangen til dem, et retfærdigt skatte- og afgiftssystem samt anerkendelse af den centrale betydning af udvikling af de menneskelige ressourcer. Forfølgelsen af disse mål bør dog ikke føre til øget handel, som ingen virkning har på bæredygtig udvikling (eller som skader den), til liberalisering af finansmarkeder uden en velafbalanceret skattemæssig og social regulering, til urimelige vilkår for strukturtilpasning og omorganisering på beskæftigelses-, uddannelses- og sundhedsområdet eller til voksende ulighed i alle lande, heriblandt de industrialiserede lande. Hvis EU effektivt skal kunne spille denne rolle, må både Kommissionen og medlemsstaterne se nøje på sammenhængen i deres egen politik på de relevante områder.

2.2

Europa-Kommissionen har udviklet en række redskaber, som EØSU finder egnede til at fremme den sociale dimension af globaliseringen. Det drejer sig om bilaterale og regionale aftaler, udvikling og eksternt samarbejde, handelspolitik, markedsadgang for udviklingslande, fremme af private initiativer til social udvikling samt fremme af styring på globalt plan. EØSU henviser i denne sammenhæng til sine seneste udtalelser om disse redskaber (se bilag 2). EØSU deler Kommissionens syn på mulighederne i disse redskaber, men fastslår dog, at det foretrækker multilaterale aftaler. EØSU understreger, at EU fortsat bør give incitamenter til en videreudvikling af Syd-Syd-handelen.

2.3

Bilaterale og regionale aftaler kan være med til at fremme udviklingen inden for god forvaltning, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og demokratisering. EØSU støtter indgåelsen af bilaterale/regionale aftaler mellem EU og dets handelspartnere, forudsat at de er baseret på politiske og økonomiske, sociale og miljømæssige overvejelser, og at de bygger på og/eller supplerer det multilaterale handelssystem. Realistiske aftaler, som giver løfte om store handelsmængder og betydelige fordele mht. markedsadgang for varer, tjenesteydelser og investering, bør prioriteres. Alle aftaler af denne art bør fuldt ud opfylde WTO-reglerne. EØSU understreger vigtigheden af at drøfte og overvåge disse aftaler med hensyn til deres indvirkning på den sociale dimension og bifalder ideen om at indbyde internationale organisationer som f.eks. ILO til at deltage i processen.

2.3.1

I denne forbindelse mærker EØSU sig med interesse, at Kommissionen agter at oprette nye fælles mekanismer inden for rammerne af bilaterale aftaler med henblik på at drøfte og overvåge aspekter, som er relevante for den sociale dimension af globaliseringen; internationale organisationer kan opfordres til at deltage i disse mekanismer (fælles bilaterale »observatorier«). Redskaber som disse kan effektivt demonstrere den ansvarsfulde rolle, som frie og uafhængige arbejdsmarkedsparter og andre relevante civilsamfundsorganisationer som f.eks. landbrugs-, forbruger- og miljøorganisationer spiller, og EØSU, som repræsenterer dem, ser sig selv spille en rolle i disse organisationer på baggrund af sine erfaringer med skabelse af grænseoverskridende partnerskaber mellem civilsamfundene også i udviklingslande i forbindelse med Mercosur, AVS og Euromed (4).

2.4

EØSU mener, at der bør lægges særlig vægt på »EU's naboskabspolitik«. Udvalget tror, at styrker man forbindelserne med EU's nabolande mod øst og syd på denne måde, kan man bidrage væsentligt til den sociale udvikling i disse lande, når regionaludvikling, beskæftigelse og social- og arbejdsmarkedspolitik indgår i et sådant samarbejde. Erfaringerne fra førtiltrædelsesperioderne i EU peger på en vis positiv effekt i tiltrædelseslandene.

2.5

Det er afgørende for udvikling og demokrati, at menneskerettighederne (herunder arbejdstagernes, arbejdsgivernes og fagforeningernes rettigheder som fastlagt i ILO's konvention nr. 87 og 98) og demokratisering i tredjelande fremmes. Der er en tæt forbindelse mellem god forvaltningsskik, herunder bekæmpelse af korruption, retsstatsprincippet, beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og retsvæsenets kvalitet. EØSU minder i denne sammenhæng om, at menneskerettighedstraktater er aftaler mellem stater. De forpligtelser, de fastlægger, påhviler i første omgang stater. Europa-Kommissionen bør opfordre medlemsstaterne til fuldt ud at overholde disse forpligtelser og inden for den internationale dialog påtage sig at øge bevidstheden om staternes forpligtelser samt minde dem om deres ansvar for social og samfundsmæssig udvikling. Når internationale regler først er gennemført i national lovgivning eller i andre relevante nationale forordninger, er de bindende for private retlige enheder, dvs. for borgere og selskaber.

2.6

Disse prioriteter bør også gælde for eksternt samarbejde og udviklingsbistand. Et af hovedbudskaberne fra WCSDG er, at forandringer begynder på det nationale niveau. EØSU finder det vigtigt at fokusere på enkeltspørgsmål inden for en overordnet udviklingspolitik.

2.6.1

En sådan prioritet kunne f.eks. være anstændigt arbejde (5), som bør omfatte udformning af en integreret beskæftigelsespolitik med henblik på at tilvejebringe produktiv, bæredygtig beskæftigelse, at tilpasse arbejdskraftens kvalifikationer til eksisterende og nye jobkrav og at forbedre arbejdsvilkårene, så levestandarden højnes. Tiltag af denne art bør medføre mere produktive og bedre job i erhvervslivet, skaffe beskæftigelse til de arbejdsløse og koncentrere offentlige og private investeringer samt international bistand på de mest produktive områder.

2.6.2

Uddannelse bør være en anden prioritet. Den bør tilpasses arbejdsmarkedets behov og give arbejdskraften den fornødne grundviden og de fornødne kvalifikationer. I en kontekst, der involverer arbejdsmarkedets parter og regeringer, har erhvervslivet en vigtig rolle at spille, når det drejer sig om at udforme politikker og medvirke til at skaffe indsigt i, hvilke krav til jobkvalifikationer økonomien sandsynligvis vil stille på kort, mellemlang og lang sigt.

2.6.3

Endelig bør beskyttelse af den sociale økonomi, organisationer som f.eks. kooperativer, der kombinerer markedsprincipper og sociale hensyn, og som både skaber økonomisk og social velstand, prioriteres højt i samarbejdet med og bistanden til udviklingslande.

2.7

Der bør inden for en rettighedsbaseret multilateral ramme udformes migrationspolitikker, som afspejler de skiftende mønstre og realiteter på arbejdsmarkedet, og som tager hensyn til »Den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder«, samt sammenhængen mellem de økonomiske, social- og arbejdsmarkedsmæssige, politiske, handelsmæssige, sundhedsmæssige, kulturelle, sikkerhedsmæssige og udenrigspolitiske samt udviklingsmæssige aspekter. EØSU er enig med De Forenede Nationers generalsekretær, som i januar 2004 i Europa-Parlamentet erklærede, at »kun gennem samarbejde — bilateralt, regionalt og globalt — kan vi smede alliancer mellem værts- og oprindelseslandene til gavn for alle parter, gøre indvandring til en katalysator for udvikling, effektivt bekæmpe menneskehandel og opstille fælles normer for behandling af indvandrere og styring af indvandringen.«

2.8

Den internationale handels betydning for alle økonomier er stigende og kan være en nøgle til bekæmpelse af fattigdom. Lektien fra nogle af de udviklingslande, der har skabt en konkurrencedygtig fremstillingsindustri, er, at en proaktiv, eksportorienteret strategi, der udvikler komparative fordele på grundlag af kvalitet og ikke lave lønninger, er en central forudsætning for opbygningen af nye eksportmuligheder. For at dette skal lykkes, skal der imidlertid være en sideløbende proces, som sikrer en strategisk integration i verdensøkonomien til støtte for de nationale udviklingsprioriteter, herunder lokale udviklingsinitiativer, som er særlig vigtige, og som derfor bør fremmes. Denne proces skal have en social dimension. Man bør herunder være særlig opmærksom på udnyttelse af (kvindelig) arbejdskraft i hovedparten af EPZ (Export Processing Zones — eksportindustrizoner). EØSU mener, at relevante internationale organisationer bør tage et koordineret skridt til at stoppe krænkelserne af arbejdstagernes rettigheder i disse frizoner. Såvel Europa-Kommissionen som EU's medlemsstater bør aktivt støtte disse bestræbelser.

2.9

EU's politikker for handel, investering og udvikling bør fuldt ud støtte EU's globale politiske mål og fuldt ud integreres i disse mål. EØSU tilslutter sig målene for EU's generelle præferenceordning (GSP), men rejser det spørgsmål, om ikke de ansporende foranstaltninger (på miljø-, social- og arbejdsmarkeds- samt lægemiddelområdet), den indeholder, pålægger importøren for meget papirarbejde og derfor ikke i særlig udstrakt grad benyttes af de fattige lande og små virksomheder, som netop skulle være de vigtigste støttemodtagere. EØSU opfordrer Kommissionen til at lægge særlig vægt på fremme af ratifikation og gennemførelse i lov og praksis af ILO's grundlæggende arbejdsnormer i de støttemodtagende lande og til at inkludere foranstaltninger til maksimering af modtagernes gavn heraf i 2005-revisionen. Arbejdsmarkedets parter og andre relevante civilsamfundsorganisationer bør involveres fuldt ud i denne revision.

2.10

Hvad angår OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, anbefaler EØSU, at Kommissionen starter en oplysningskampagne for blandt virksomheder og deres europæiske samarbejdsudvalg at udbrede kendskabet til dette vigtige og nyttige instrument. Dets ikke-bindende karakter bør fastholdes, men regeringer, som er med i det, bør fortsætte med at fremme retningslinjerne og multinationale virksomheders tilslutning til dem. Der bør arbejdes på at undgå, at en kobling til handelsaftaler med tredjelande kan fortolkes som en ny form for protektionisme. Kommissionen bør støtte OECD's bestræbelser på at fremme respekten for retningslinjerne også blandt ikke-OECD-medlemmer. De samme overvejelser gør sig gældende for ILO's tresidige principerklæring vedrørende multinationale virksomheder og socialpolitik.

2.11

Med hensyn til fremme af private og frivillige initiativer til fordel for social udvikling mener EØSU, at erhvervslivet kan have en støttefunktion. Begrebet »virksomhedernes sociale ansvar« beskriver, hvorledes nationale og multinationale virksomheder inkorporerer bæredygtighedsprincippet i deres forretningspraksis. EØSU henviser i denne forbindelse til sin udtalelse om Grønbogen: »Fremme af en europæisk ramme for virksomhedernes sociale ansvar« (CES 355/2002). Virksomhedernes sociale ansvar er ikke blot et spørgsmål om at skabe og fastholde beskæftigelse, men især om at udvikle bedre job med rimelig sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, tage handicappedes behov i betragtning og fremme en kultur med livslang læring. En socialt ansvarlig adfærd indebærer, at virksomhederne anvender de eksisterende sociale regler på en forpligtende måde, og at de bestræber sig på at opbygge en partnerskabsånd med de berørte parter.

2.12

Forbedring af styringen på nationalt og globalt plan er et andet af WCSDG-rapportens hovedbudskaber. EØSU er enig i, at det er af afgørende betydning at styrke de internationale organisationers multilaterale system på globalt niveau. Nøglen til styring på globalt niveau er en højere grad af koordinering af organisationernes politikker. Den skal være mere effektiv, have flere ressourcer, være mere reaktiv og bedre tilpasset behovene. Dobbeltarbejde og dårlig ledelse skal undgås. EU's medlemsstater bør i de internationale organisationers beslutningstagende organer insistere på, at denne proces fremmes. Det skal bemærkes, at medlemsstaternes rolle er mindst lige så vigtig som Kommissionens, når det drejer sig om koordinering og sammenhæng. Man bør være opmærksom på samspillet mellem Kommissionen og medlemsstaterne i forbindelse med udformning af politikker i de relevante fora. Det er meget vigtigt, at EU engagerer sig dybt i international styring. Medlemsstaterne skal styrke samarbejdet, forbedre forberedelsen af deres forslag og aktiviteter i internationale institutioner og koordinere deres holdninger.

3.1

EØSU mener, at EU's ønske om at fremme globaliseringens sociale dimension både har et internt og et eksternt aspekt.

3.2

Det interne aspekt ligger i EU's evne til at håndtere strukturelle reformer. Efter EØSU's opfattelse er Lissabon-strategiens succes nøglen til succes for et specifikt EU-politisk bidrag til den sociale dimension af globaliseringen. Den Europæiske Union kan kun tjene som model for det globale niveau, hvis det lykkes medlemsstaterne at gennemføre de nødvendige strukturreformer ved gensidigt at styrke økonomisk udvikling, beskæftigelse og social- og arbejdsmarkedspolitik samt ved at tilvejebringe økonomisk og social sammenhængskraft. EU skal overvinde de protektionistiske tendenser, der i dag findes i EU's handelspolitik, især, men ikke udelukkende, inden for landbruget specielt forarbejdede varer, og bør generelt bane vej for en handelspolitik uden eksportstøtte. EU og dets medlemsstater må derudover med afgørende reformer tage aktiv stilling til problemet med vedvarende høj arbejdsløshed. For på baggrund af den demografiske aldring at anspore til en bæredygtig højnelse af beskæftigelsesniveauet er det afgørende at reformere socialsikrings- og forsikringssystemerne, så tilskyndelsen til at arbejde øges, og de ikke-lønrelaterede arbejdsomkostninger reduceres. Fleksible arbejdstidsordninger er lige så vigtige som rimelig beskyttelse af dem, der arbejder under disse ordninger, og som investeringer i menneskelige ressourcer. Der bør også udarbejdes nye aktive strategier på området økonomisk indvandring, som understreget af Det Europæiske Råd i Thessaloniki. Kommissionen og EØSU har fremsat forskellige forslag vedrørende dette spørgsmål. Disse reformer skal udarbejdes med omhu i samarbejde med arbejdsgivere og fagforeninger.

3.3

EØSU henviser til den nyligt offentliggjorte »Global Competitiveness Report 2003–2004« fra the World Economic Forum, som konstaterer, at de skandinaviske lande har klaret sig bemærkelsesværdigt godt. Det er lande, som dels har en stærk tradition for social markedsøkonomi, dels med held har gennemført de strukturreformer, som er afgørende for at fastholde den sociale markedsøkonomis grundprincipper. Dette beviser, at den europæiske velfærdsmodel kan danne grundlag for vellykkede strukturreformer.

3.4

Det eksterne aspekt er, at EU bør spille en førende rolle ved at fremhæve betydningen af multilateralisme og global styring. Det centrale er at styrke systemet af internationale organisationer inden for FN-systemet og at presse på for at skabe bedre sammenhæng i organisationernes politik indbyrdes og med Bretton Woods-institutionerne samt WTO. EU bør især påtage sig at styrke de eksisterende normer for social og arbejdsmarkedsmæssig udvikling, f.eks. ILO's grundlæggende arbejdsnormer, anstændigt arbejde som globalt mål og FN's menneskerettighedskonventioner. Det bør arbejde på at få disse normer gennemført i FN's medlemsstater, i lovgivningen så vel som i praksis. EU bør sikre bedre integration af den sociale dimension og anstændigt arbejde i sine programmer for eksternt samarbejde. og EU's medlemsstater bør øge deres udviklingsbistand.

3.5

I denne forbindelse kan EØSU gøre en indsats ved at fremme forskellige former for formel repræsentation og høring af arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger og andre relevante civilsamfundsorganisationer i internationale finans- og handelsorganisationer som f.eks. Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og WTO. OECD er et godt eksempel for disse institutioner, da organisationen gennem mange år har bevist sin nyttefunktion.

3.6

Europa-Kommissionen og EU's medlemsstater bør i tæt samarbejde alvorligt overveje forslaget fra WCSDG (Verdenskommissionen for den Sociale Dimension af Globaliseringen) om at oprette et økonomisk og socialt sikkerhedsråd. Det er et af Verdenskommissionens vigtigste forslag til tilvejebringelse af reelt lederskab på globalt niveau, da den mener, at en sammenhængende afbalancering af økonomisk politik og social- og arbejdsmarkedspolitik er nødvendig, hvis de opstillede mål skal kunne nås. Kommissionen og medlemsstaterne skal også være opmærksom på seriøse bestræbelser på at reformere og styrke FN's Økonomiske og Sociale Råds potentielle, men endnu ikke realiserede, rolle i forbindelse med global politikkoordination på det økonomiske og sociale område. Hvis Det Økonomiske og Sociale Råds position rent faktisk bliver opgraderet, vil EØSU undersøge, på hvilken måde og med hvilke midler Europas organiserede civilsamfunds stemme kan blive hørt inden for FN-systemet gennem Det Økonomiske og Sociale Råd.

3.7

Europa-Kommissionen og Ministerrådet bør notere sig WCSDG's budskab om, at anstændigt arbejde er et afgørende middel til at udrydde fattigdom. De bør fremme anstændigt arbejde som et globalt mål, som FN skal tage stilling til i forbindelse med revisionen af dets årtusinderklæring og af årtusindudviklingsmålene.

3.8

Et af de stærkeste budskaber fra WCSDG er den indtrængende appel til regeringerne om at koordinere og formulere sammenhængende politikker i og mellem internationale finansieringsinstitutioner, WTO og ILO. Et sådant samarbejde og en sådan sammenhæng forudsætter, at regeringerne træffer lignende foranstaltninger på nationalt plan. De bør sætte en stopper for den nuværende praksis, hvor repræsentanterne i Den Internationale Valutafond hovedsageligt modtager instruktioner fra deres finansministre, i WTO fra handels- eller økonomiministrene og i ILO fra arbejds-, social- og beskæftigelsesministrene. EØSU appellerer indtrængende til Kommissionen og Ministerrådet om at overveje ideen om, at regeringen i medlemsstater, der har et økonomisk og socialt råd, beder det om at udtale sig om, på hvilken måde og med hvilke midler dette samarbejde og denne sammenhæng kan realiseres på nationalt niveau. Regeringer i medlemsstater, som ikke har et økonomisk og socialt råd, kan bede om udtalelse fra de mest repræsentative arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger i deres lande eller anvende de høringsmekanismer, som civilsamfundet deltog i under forberedelsen af FN's sociale topmøde og det sociale topmøde 5 år efter.

3.9

Kommissionen kunne godt i tæt samarbejde med medlemsstaterne gå et skridt længere for at fremme en mere effektiv dialog mellem ILO og WTO (og for den sags skyld også mellem ILO og Den Internationale Valutafond og mellem ILO og Verdensbanken), end den foreslår i meddelelsens punkt 5.5. WTO, som hidtil har været stærk modstander af ideen om at tage hensyn til den sociale dimension af de politikker, der ligger inden for dens mandat, Den Internationale Valutafond og Verdensbanken kunne på grundlag af et mandat fra deres medlemsstater oprette koordineringsorganer med ILO, hvor inddragelse af en social dimension i deres arbejde samt overvågning af udviklingen kunne sikres. Med udløbet af WTO's aftale om tekstil og beklædning med udgangen af 2004 står mange tekstileksporterende lande f.eks. over for akutte tilpasningsproblemer og omfattende tab af arbejdspladser. Da det drejer sig om et tværgående problem, er det et oplagt område for et initiativ vedrørende politisk sammenhæng, der inddrager alle de berørte organisationer — WTO, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, ILO og andre relevante FN-kontorer. Initiativet skal foregribe de socioøkonomiske konsekvenser og anbefale foranstaltninger, som regeringer, der vil blive berørt, kan træffe med opbakning fra den internationale bistand.

3.10

EU bør fortsætte med at tilskynde til inddragelse af grundlæggende arbejdsnormer som et referencepunkt i de regelmæssige redegørelser for WTO-medlemsstaternes handelspolitik, baseret på EU's eget eksempel fra oktober 2004. EØSU mener, at det selv bør være repræsenteret i Kommissionens delegation til en sådan revision af handelspolitikken. Kommissionen kunne også anspore sine vigtigste handelspartnere til at indgå i denne form for handelspolitikrevisioner.

3.11

WCSDG's idé om at etablere et FN-forum for globaliseringspolitik med deltagelse af kontorer under det multilaterale system samt andre organisationer, grupper og enkeltpersoner, der beskæftiger sig med globaliseringens sociale dimension, finder EØSU interessant, men mener, at det måske er et for ambitiøst projekt under de nuværende omstændigheder. Når regeringerne for alvor er gået i gang med at koordinere og øge sammenhængen i deres politikker inden for finansieringsinstitutionerne, WTO og ILO, og hvis eller når der på dette grundlag er gjort en begyndelse med hensyn til bedre samarbejde mellem disse internationale institutioner, så vil tiden være moden til en seriøs overvejelse af dette forslag.

—

Gerry Rodgers, direktør for integration, ILO

—

Dominique Peccoud, særlig rådgiver, Eksterne forbindelser og partnerskab, ILO

—

Haleh Bridi, særlig repræsentant ved EU-institutionerne, Verdensbankens kontor

—

Pierre Dhonte, Valutafondens særlige repræsentant ved EU.