30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 108/86

1.1

Med Grønbogen om forbrugerbeskyttelse i Den Europæiske Union (1) blev der peget på nødvendigheden af at fastlægge en retlig ramme for samarbejdet mellem de myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelsen af lovgivning vedrørende forbrugerbeskyttelse.

1.2

I opfølgningsmeddelelsen til grønbogen (2) påtog Kommissionen sig at fremsætte forslag til et sådant retligt instrument.

1.3

I den nye strategi for det indre marked 2003-2006 (3) hedder det, at der er behov for bedre håndhævelse for at sikre, at forbrugerne har tillid til det indre marked, og dette forslag betegnes som en prioritet.

1.4

Medlemsstaterne har hver især udviklet et håndhævelsessystem, som er tilpasset egne love og institutioner. Systemerne er kun skabt med henblik på at takle nationale overtrædelser og er ikke helt tilpasset til de udfordringer, der ligger i det indre marked. De nationale myndigheder har ikke beføjelse til at undersøge overtrædelser uden for deres jurisdiktion.

1.5

Resultatet er et håndhævelsessystem på det indre marked, som ikke er tilstrækkeligt tilpasset til at opfylde de krav, der gør sig gældende i forbindelse med det indre marked, og som på indeværende tidspunkt navnlig ikke kan tage den udfordring op, der ligger i de økonomiske operatørers urimelige handelspraksis og forsøg på at udnytte især de muligheder, der følger af internettet.

1.6

Ifølge Kommissionen er en konsekvent og effektiv håndhævelse af de forskellige nationale forbrugerbeskyttelseslovgivninger af altafgørende betydning for et velfungerende indre marked, fjernelse af konkurrenceforvridninger og sikring af forbrugerbeskyttelse.

2.1

Forordningens overordnede mål er at sikre et velfungerende indre marked og effektiv beskyttelse af forbrugere, som deltager i det indre marked.

2.1.1

Forslaget til forordning har følgende to specifikke målsætninger, som skal opfylde disse mål:

2.2

Målene og målsætningerne har været afgørende for valget af retsgrundlag og redskab. Kommissionen har valgt traktatens artikel 95 som retsgrundlag.

2.3

Forordningens anvendelsesområde er begrænset til overtrædelser inden for Fællesskabets grænser af EU-lovgivning, som beskytter forbrugernes interesser. Forordningens anvendelsesområde vil blive udvidet, når forslaget til rammedirektiv om forbud mod urimelig handelspraksis træder i kraft.

2.4

Kompetente myndigheder indtager en central plads i forslaget til forordning. Det overlades til medlemsstaterne at udpege disse kompetente myndigheder. I henhold til forslaget udpeger de enkelte medlemsstater også et centralt forbindelseskontor for at sikre behørig koordination mellem de kompetente myndigheder, som udnævnes i de enkelte medlemsstater.

2.4.1

Kompetente myndigheder er defineret som offentlige myndigheder med særligt ansvar for håndhævelse af regler om forbrugerbeskyttelse. Forslaget sikrer også, at kun myndigheder med et minimum af fælles beføjelser til at foretage undersøgelser og håndhævelse kan udpeges til kompetente myndigheder.

2.4.2

Forslaget ændrer eller reducerer på ingen måde den rolle, som forbrugerorganisationer spiller i forbindelse med håndhævelse af lovgivningen, især hvad angår søgsmål med påstand om forbud på tværs af grænserne.

2.4.3

Med forslaget til forordning indføres der et netværk af kompetente myndigheder og rammer for gensidig bistand, som supplerer dem, der allerede findes i de enkelte medlemsstater, eller som findes på sektorbasis på fællesskabsplan. Det foreslåede netværk er tænkt som en mulighed for først og fremmest at finde en løsning på de største problemer med håndhævelse i forbindelse med uredelig praksis på tværs af Fællesskabet og især med erhvervsdrivende, som forsøger at udnytte friheden på det indre marked til skade for forbrugerne.

Det er overladt til medlemsstaterne at udpege kompetente myndigheder, således at der kan tages hensyn til forfatningsbestemmelserne om håndhævelse af forbrugerbeskyttelse. Der er ikke nødvendigvis behov for nye offentlige myndigheder i de medlemsstater, som ikke har sådanne myndigheder på indeværende tidspunkt, idet det begrænsede ansvar, som følger af forordningen, kan gives til eksisterende offentlige myndigheder.

2.5

De gensidige rettigheder og forpligtelser i forbindelse med gensidig bistand er afgørende for, hvorvidt det håndhævelsesnetværk, der oprettes i henhold til forslaget, kommer til at fungere effektivt.

2.5.1

Gensidig bistand bygger på uhindret og fortrolig informationsudveksling mellem kompetente myndigheder. Med forslaget indføres der en ordning med udveksling efter anmodning og, hvad der er lige så vigtigt, spontan udveksling.

2.5.2

Hvis de udvekslede informationer bekræfter, at der er tale om en overtrædelse inden for Fællesskabet, tager de kompetente myndigheder i henhold til forslaget omgående skridt til at bringe overtrædelsen til ophør.

2.5.3

Det generelle princip består i, at kompetente myndigheder kan gribe ind over for erhvervsdrivende inden for deres jurisdiktion, uanset hvor de berørte forbrugere befinder sig.

2.5.4

Der åbnes også mulighed for udveksling af informationer med kompetente myndigheder i tredjelande i henhold til bilaterale aftaler.

2.6

Fællesskabets rolle er begrænset til at støtte foranstaltninger, som højner håndhævelsesstandarden i almindelighed og gør det lettere for forbrugerne at gøre deres rettigheder gældende ved at tilskynde til udveksling af eksempler på god praksis og koordinere nationale tiltag med henblik på at undgå overlapninger og spild af begrænsede ressourcer.

2.7

I henhold til forslaget skal statistiske oplysninger om alle klager fremsendes til Kommissionen, der indfører og opretholder en database, som kompetente myndigheder kan konsultere med henblik på at koordinere håndhævelsen af lovgivningen og det administrative samarbejde.

2.8

Man ønsker at nedsætte et rådgivende udvalg, som skal bistå Kommissionen med at gennemføre forordningen i praksis. Dette udvalg vil navnlig tælle repræsentanter for de kompetente myndigheder blandt sine medlemmer.

3.1

EØSU er enigt i målene og målsætningerne i Kommissionens forslag. I den forbindelse har EØSU i tidligere udtalelser (4) opfordret Kommissionen til at gøre alvor af sin hensigt om at prioritere en effektiv håndhævelse af den nuværende lovgivning og et samarbejde mellem de håndhævende myndigheder som det første skridt mod en forbedring af den nuværende forbrugerbeskyttelse på tværs af grænserne. Forslaget udelukker under alle omstændigheder ikke civile søgsmål i forbindelse med håndhævelse af lovgivningen.

3.2

Forslagets retsgrundlag er EF-traktatens artikel 95. Denne artikel fastsætter dog kun en bestemmelse om indbyrdes tilnærmelse af de lovgivninger, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion. I betragtning af målet om Kommissionens forslag og især formålet med oprettelsen af et effektivt system, der skal udvide beskyttelsen af forbrugernes økonomiske interesser, beklager EØSU, at det ikke er artikel 153, der anvendes som retsgrundlag, og beder Kommissionen om at overveje, hvorledes man kunne sikre, at denne artikel anvendes i større udstrækning.

3.2.1

EØSU er enigt med Kommissionen i, at der er behov for at oprette mindst en kompetent myndighed i hver medlemsstat, og at denne myndighed skal være offentlig, hvilket begrundes med, at

3.2.2

Efter EØSU's mening bør Kommissionen indtage en mere aktiv rolle og deltage i koordineringsmøderne.

3.2.3

Idet forslaget ikke omfatter nogen specifik foranstaltning til behandling af eventuelle tvister, der måtte opstå mellem medlemsstaterne, når den omhandlede bistand ydes, bør Kommissionen indtage en rolle som mægler, der kan forsyne parterne med de administrative løsninger, der skal til for at sætte gang i bistanden. Dette er især nødvendigt, fordi forslaget vil finde anvendelse i det udvidede EU, hvilket formodentligt vil besværliggøre opfyldelsen af EF-traktatens artikel 10 yderligere, idet størstedelen af nye medlemsstaters administrative kulturer ikke er tilstrækkeligt bekendte med denne type praksis.

3.2.4

Forslaget giver ikke tilstrækkelig klarhed om betingelserne for godtgørelse af omkostninger og tab som følge af foranstaltninger, som erklæres »ubegrundede« ved en ret, for så vidt angår substansen i overtrædelsen inden for Fællesskabet. Det bør specificeres, at der er tale om endelige retsafgørelser, som dermed ikke kan ankes. Hvad sker der, hvis en bistandssøgt medlemsstat mener, at anmodningen er uretmæssig, og den bistandssøgende medlemsstat mener det modsatte? Forslaget omfatter tilsyneladende ikke denne situation, som kunne finde sted i praksis.

3.2.5

Med hensyn til gensidig bistand åbnes der mulighed for, at en bistandssøgt myndighed kan afslå at efterkomme en sådan anmodning i det tilfælde, at anmodningen vil medføre en uforholdsmæssig stor administrativ byrde for den bistandssøgte myndighed sammenlignet med omfanget af den skade, overtrædelsen inden for Fællesskabet eventuelt kan påføre forbrugerne. Dermed kunne det se ud til, at der er en mulighed for at »de minimis-overtrædelser« finder sted i andre medlemsstater, uden at det medfører nogen form for sanktioner. EØSU beklager, at sådanne situationer kan opstå, da forbrugererstatningskrav, undtagen i særlige tilfælde, normalt lyder på mindre beløb.

3.2.6

Forslaget åbner mulighed for at kunne afslå en anmodning om bistand, når anmodningen ikke er tilstrækkeligt begrundet. Denne løsning synes alt for formalistisk, og forslaget bør i sådanne tilfælde give den pågældende medlemsstat mulighed for inden for en given frist at begrunde anmodningen nærmere, før den eventuelt afslås.

3.2.7

Forslaget giver heller ikke mulighed for appel til de medlemsstater, der finder en anden medlemsstats afslag om bistand ubegrundet.

3.3

Med hensyn til databaserne, som skal indeholde statistiske oplysninger om alle forbrugerklager, bør de af hensyn til gennemsigtigheden, og uden at fortrolige oplysninger fjernes, være offentligt tilgængelige, især for de mest repræsentative arbejdsgiversammenslutninger samt for forbrugerorganisationer, som er bemyndigede til at anlægge sag med påstand om forbud i hele fællesskabet (5) såvel som for universiteter og forskningscentre.

3.4

EØSU anser koordineringen af håndhævelse af den foreliggende lovgivning for at være vigtig. Udvalget mener dog også, at embedsmænd, der skal på udveksling, først bør gennemgå et relevant uddannelsesforløb om værtslandets nationale lovgivning med henblik på i videst muligt omfang at undgå problemer i forbindelse med det civilretlige ansvar.

3.5

Det udvidede administrative samarbejde skal ifølge forslaget finde sted mellem Kommissionen og medlemsstaterne, og der tages dermed ikke højde for den relevante rolle, det organiserede civilsamfund har at spille i denne sammenhæng, især hvad angår arbejdsgiversammenslutningerne og forbrugerorganisationerne.

3.6

Forslaget omfatter et stående udvalg, som skal undersøge og vurdere, hvordan samarbejdsforanstaltningerne fungerer. Udvalget tildeles dog slet ingen beføjelser i forbindelse med bistand.

3.7

Medlemsstaterne forpligtes til at aflægge rapport til Kommissionen om denne forordnings anvendelse hvert andet år, at regne fra forordningens ikrafttrædelse. EØSU beklager dog, at Kommissionen ikke også forpligtes til regelmæssigt at aflægge en rapport om forordningens anvendelse på fællesskabsplan med oplysninger fra alle medlemsstaterne. Denne rapport skulle stiles til Europa-Parlamentet og EØSU.

3.8

Det forekommer ikke korrekt at definere forordningens anvendelsesområde gennem en henvisning i artikel 3, litra a), til den udtømmende liste over direktiver, der anføres i bilag 1. Bestemmelsen i litra a) bør formuleres mindre kategorisk og henvise til de pågældende direktiver som eksempler: »herunder især de direktiver, der er anført i bilag 1«.

En anden mulighed, som anses for mindre heldig, er at udvide listen i bilag 1 med mindst følgende direktiver:

3.9

Det forekommer ikke rimeligt at kræve, at en overtrædelse inden for Fællesskabet skader forbrugere i mere end tre medlemsstater, før der kan være tale om koordinering af gensidig bistand. Derfor bør formuleringen af art. 9, stk. 2, ikke være »i mere end to medlemsstater«, men derimod »i mindst to medlemsstater« eller »i to eller flere medlemsstater«.

3.10

Den gentagne henvisning i art. 6, 7, 8, 9, 10, 14, 15, 16 og 17 til artikel 19, stk. 2, bør erstattes af en konkret formulering af den fremgangsmåde, der skal anvendes, i stedet for blot at henvise til art. 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, som i øvrigt er omsat til national lov.

Hertil kommer, at de procedurer, der er fastsat i denne afgørelse, er alt for bureaukratiske til at kunne anvendes i forbindelse med denne forordning, som burde hvile på særlige mekanismer, der er hurtigere at anvende.