Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52001PC0754

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning om EF-statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC)

    /* KOM/2001/0754 endelig udg. - COD 2001/0293 */

    EFT C 103E af 30.4.2002, p. 198–204 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    52001PC0754

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning om EF-statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC) /* KOM/2001/0754 endelig udg. - COD 2001/0293 */

    EF-Tidende nr. 103 E af 30/04/2002 s. 0198 - 0204


    Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om EF-statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC)

    (forelagt af Kommissionen)

    BEGRUNDELSE

    1. Baggrund for forslaget

    Fra højeste politiske sted er der blevet anmodet om statistikker over indkomstforhold og levevilkår og, mere specielt, indikatorer om fattigdom og social udstødelse. Artikel 136, 137 og 285 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indebærer, at der som led i EU-SILC skal udarbejdes statistikker om indkomstforhold, levevilkår og social udstødelse. Desuden er bekæmpelse af fattigdom prioriteret meget højt i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon (23.-24. marts 2000) og Nice (7.-9. december 2000). I disse konklusioner opfordres Rådet og Kommissionen desuden til at fremme en bedre forståelse af social udstødelse gennem fortsat dialog og udveksling af oplysninger og god praksis på grundlag af alment accepterede indikatorer, som også kan måle fremskridtene.

    Det er også på denne baggrund, Kommissionen har udarbejdet et "fællesskabshandlingsprogram til fremme af medlemsstaternes samarbejde om bekæmpelse af social udstødelse", som blev forelagt Europa-Parlamentet og Rådet i 2000, og som har til formål at fremme "indsamling og formidling af sammenlignelige statistikker i medlemsstaterne og på EU-plan". I Europa-Kommissionens meddelelse om strukturelle indikatorer (KOM(2000) 594) lægges samme linje, dvs. inddragelse af indikatorer om uligheder i indkomstfordelingen, fattigdomsprocent før og efter overførselsindkomster og vedholdende fattigdom. Disse indikatorer skal have en høj grad af sammenlignelighed, således at man kan se, i hvilket omfang der sker fremskridt på dette politikområde i EU's medlemsstater.

    I perioden 1994-2001 blev den europæiske husstandspanelundersøgelse (ECHP) anvendt til at opfylde disse politiske behov. På baggrund af behovet for at ajourføre indholdet efter de nye politiske krav og på baggrund af behovet for en operationel forbedring, hovedsagelig af de udarbejdede datas aktualitet, besluttede man på det årlige møde mellem socialstatistikcheferne den 13. og 14. juni 1999 at finde en afløser for ECHP efter 2002. Der blev nedsat en taskforce med den opgave omhyggeligt at undersøge alle muligheder i forbindelse med EU-SILC's indhold og struktur. Resultaterne af taskforcens arbejde blev forelagt på mødet mellem socialstatistikcheferne den 13. og 14. juni 2000, hvor man godkendte grundprincipperne for dette nye instrument, listen over omfattede emner, de kommende opgaver for taskforcen og arbejdsgruppen og indførelsen af en retsakt for EU-SILC (dok. Eurostat/E0/00/DSS/2/9/EN). Et foreløbigt udkast til en rammeforordning blev forelagt og ændret i henhold til de beslutninger, der blev truffet på mødet i Udvalget for Det Statistiske Program den 30. maj 2001 og mødet mellem socialstatistikcheferne den 11. og 12. juni 2001.

    2. Forordningsforslagets indhold

    Formålet med forordningen er at fastlægge en fælles ramme for en systematisk udarbejdelse af EF-statistikker om indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC). EU-SILC vil blive referencekilden for sammenlignende statistikker over indkomstfordeling og social udstødelse på EU-niveau.

    Der kræves både tværsnitsdata (vedrørende et bestemt tidspunkt i en bestemt tidsperiode) og tidsseriedata (vedrørende ændringer på personniveau over tid, observeret periodisk i et bestemt tidsrum). Levering af aktuelle og sammenlignelige tværsnitsdata skal dog gives allerhøjeste prioritet. Kravene til tidsseriedata vil være mere begrænsede - både med hensyn til dækning og stikprøvestørrelse.

    For at kunne gennemføre multidimensionale analyser på husstands- og personniveau og specielt for at kunne undersøge vigtige samfundsmæssige problemer, som er nye og kræver særlig forskning, er det vigtigt, at tværsnitsdataene (hhv. tidsseriedataene) kan sammenknyttes på husstands- og personniveau.

    EU-SILC skal være fleksibel med hensyn til datakilder. Eurostat anbefaler kraftigt, at der anvendes eksisterende datakilder, hvad enten der er tale om undersøgelser eller registre. Selv om Eurostat opfordrer til, at der anvendes nationale kilder, anbefales det dog de lande, som planlægger at iværksætte en ny foranstaltning, at følge en integreret udformning for EU-SILC. Denne udformning vil være den mest effektive (også omkostningsmæssigt) med hensyn til de krav, der stilles til både tværsnits- og tidsseriedata.

    EU-SILC iværksættes i 2003. Tværsnits- og tidsseriemikrodatasættene opdateres årligt. Der vil blive tilført moduler til EU-SILC's tværsnitskomponent fra 2004.

    3. Konklusion

    Den store vægt, som Rådet og Kommissionen lægger på at bekæmpe fattigdom og social udstødelse i EU, kræver, at der findes sammenlignelige og aktuelle statistikker til overvågning af fremskridtene. Den foreslåede forordning anses for nødvendig for at kunne opfylde dette fællesskabsbehov i fornødent omfang.

    2001/0293 (COD)

    Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om EF-statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC)

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285, stk. 1,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen [1],

    [1] EFT C [...] af [...], s. [...].

    under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg [2],

    [2] EFT C [...] af [...], s. [...].

    efter proceduren i traktatens artikel 251 [3], og

    [3] EFT C [...] af [...], s. [...].

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) For at kunne udføre de opgaver, den har fået pålagt, især efter Det Europæiske Råds møder i Lissabon og Nice i hhv. marts og december 2000, bør Kommissionen holdes orienteret om indkomstfordelingen og om omfanget og sammensætningen af fattigdom og social udstødelse i medlemsstaterne.

    (2) EU's udvikling og det indre marked øger behovet for sammenlignelige og aktuelle tværsnits- og tidsseriedata om indkomstfordelingen og om omfanget og sammensætningen af fattigdom og social udstødelse med henblik på pålidelige og relevante sammenligninger mellem medlemsstaterne, der hovedsagelig skal anvendes som led i fællesskabshandlingsprogrammet til fremme af medlemsstaternes samarbejde om bekæmpelse af social udstødelse [4] og som en del af inputtet til Kommissionens strukturelle indikatorer.

    [4] EFT C [...] af [...], s. [...].

    (3) Med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et fællesskabshandlingsprogram til fremme af medlemsstaternes samarbejde om bekæmpelse af social udstødelse [5] er der med foranstaltning 1.2 under indsatsområde 1 "Analyse af særtræk, årsager, processer og tendenser i forbindelse med social udstødelse" skabt det nødvendige grundlag for finansiering af foranstaltninger vedrørende indsamling og formidling af sammenlignelige statistikker, specielt støtte til forbedring af undersøgelser og analyser af fattigdom og social udstødelse.

    [5] EFT C [...] af [...], s. [...].

    (4) Den bedste metode til at vurdere situationen med hensyn til indkomst, fattigdom og social udstødelse er at udarbejde EF-statistikker under anvendelse af harmoniserede metoder og definitioner.

    (5) For at kunne afspejle ændringer i indkomstfordeling og i omfanget og sammensætningen af social udstødelse må statistikkerne ajourføres hvert år.

    (6) For at kunne undersøge vigtige samfundsmæssige problemer, specielt nye problemer, der kræver videnskabelig forskning, har Kommissionen brug for tværsnits- og tidsseriemikrodata på husstandsniveau og personniveau.

    (7) Der skal lægges størst vægt på at udarbejde aktuelle og sammenlignelige årlige tværsnitsdata om indkomstforhold og social udstødelse.

    (8) Der bør tilskyndes til fleksibilitet med hensyn til datakilder, specielt anvendelse af eksisterende nationale datakilder, uanset om der er tale om undersøgelser, registre, eller nationale stikprøver, ligesom inddragelsen af nye kilder i de etablerede nationale statistiske systemer bør fremmes.

    (9) Kommissionens forordning (EF) nr. .../... af ... om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker for så vidt angår adgang til fortrolige data til videnskabeligt brug [6] fastlægger, med henblik på at gøre det muligt at drage statistiske konklusioner til videnskabelige formål, betingelserne for adgang til fortrolige data, der er indberettet til fællesskabsmyndigheden.

    [6] EFT C [...] af [...], s. [...].

    (10) Udarbejdelsen af særlige EF-statistikker er reguleret ved bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker [7].

    [7] EFT L 52 af 22.2.1997, s. 61.

    (11) Da gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning er forvaltningsbestemmelser, jf. artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [8], bør de vedtages efter forvaltningsproceduren i artikel 4 i nævnte afgørelse.

    [8] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

    (12) Udvalget for Det Statistiske Program, der er nedsat ved afgørelse 89/382/EØF, Euratom [9], er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 3 i ovennævnte afgørelse -

    [9] EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING :

    Artikel 1

    Formål

    Formålet med denne forordning er at etablere en fælles ramme for en systematisk udarbejdelse af EF-statistikker om indkomstforhold og levevilkår (i det følgende benævnt EU-SILC) omfattende sammenlignelige og aktuelle tværsnits- og tidsseriedata om indkomstforhold og om omfanget og sammensætningen af fattigdom og social udstødelse på nationalt plan og EU-plan.

    Artikel 2

    Definitioner

    I denne forordning forstås ved:

    (a) "EF-statistikker": jf. definitionen i artikel 2 i forordning (EF) nr. 322/97.

    (b) "Udarbejdelse af statistikker": jf. definitionen i artikel 2 i forordning (EF) nr. 322/97.

    (c) "Undersøgelsesår": det år, hvor indsamlingen, eller det meste af indsamlingen, gennemføres.

    (d) "Feltarbejdsperiode": den tidsperiode, i hvilken undersøgelseskomponenterne indsamles.

    (e) "Referenceperiode": den tidsperiode, som en bestemt information vedrører.

    (f) "Privat husstand": en person, der bor alene, eller en gruppe personer, der bor sammen i samme private bolig og deler udgifterne, herunder fælles tilvejebringelse af livsfornødenheder.

    Medlemsstater, der har en fælles husstandsdefinition i deres nationale statistiske system, kan i begrænset omfang fravige denne fælles definition, hvis det kun har marginal virkning på sammenligneligheden.

    Virkningen på sammenligneligheden af en enhver fravigelse fra den fælles definition skal beskrives i en kvalitetsrapport.

    (g) "Tværsnitsdata": data vedrørende et bestemt tidspunkt eller en bestemt tidsperiode. Tværsnitsdataene kan uddrages enten af en tværsnitsstikprøve med eller uden en rotationsstikprøve eller af en ren panelstikprøve (forudsat at tværsnitsrepræsentativiteten er sikret); sådanne data kan kombineres med registerdata (data om personer, husstande eller boliger hentet i et enhedsorienteret administrativt eller statistisk register).

    (h) "Tidsseriedata": data vedrørende ændringer på personniveau over tid observeret periodisk i et bestemt tidsrum. Tidsseriedata kan stamme enten fra en tværsnitsundersøgelse med rotationsstikprøve, hvor udvalgte personer følges op, eller fra en ren panelundersøgelse; de kan kombineres med registerdata.

    (i) "Stikprøvepersoner": de personer, der udvælges til stikprøven ved første afsnit af et tidsseriepanel. De kan omfatte samtlige medlemmer af en oprindelig stikprøve af husstande eller en repræsentativ stikprøve af enkeltpersoner i en personundersøgelse.

    (j) "Primære målområder": de områder, hvor der skal indsamles data på årsbasis.

    (k) "Sekundære målområder": de områder, hvor der skal indsamles data hvert fjerde år eller sjældnere.

    (l) "Bruttoindkomst": husstandens samlede bruttoindkomst i en bestemt indkomstreferenceperiode før fradrag af indkomstskat, formueskat, arbejdstageres obligatoriske bidrag til sociale ordninger og arbejdsgiveres bidrag til sociale ordninger, men efter overførsler mellem husstandene.

    (m) "Disponibel indkomst": bruttoindkomst minus indkomstskat, formueskat, arbejdstageres obligatoriske bidrag til sociale ordninger og arbejdsgiveres bidrag til sociale ordninger.

    Artikel 3

    Anvendelsesområde

    EU-SILC omfatter sammenlignelige og aktuelle tværsnitsdata om indkomstforhold, fattigdom, social udstødelse og andre levevilkår samt tidsseriedata om indkomstforhold, arbejdskraft og et begrænset antal ikke-monetære indikatorer for social udstødelse.

    Artikel 4

    Tidsplan

    1. Tværsnits- og tidsseriedataene indsamles eller - hvis der er tale om registre - sammenstilles årligt fra 2003. I hver medlemsstat skal indsamlingstidspunktet så vidt muligt være det samme fra år til år.

    2. Som undtagelse til artikel 4, stk. 1 kan Tyskland, Frankrig, Italien, Nederlandene og Det Forenede Kongerige starte den årlige tværsnits- og tidsseriedataindsamling i 2004, forudsat at landene forsyner sammenlignelige data i overgangsperioden for de af Kommissionen efterspurgte indikatorer for de områder, for hvilke der i Rådet er opnået enighed om en åben koordineringsmetode.

    3. Indkomstreferenceperioden er en tolvmåneders periode. Denne kan være en fast tolvmåneders periode (f.eks. det foregående kalender- eller skatteår) eller en glidende tolvmåneders periode (f.eks. tolvmånedersperioden forud for interviewet).

    Medlemsstater, der har en anderledes national statistisk tradition, kan i begrænset omfang fravige denne definition, hvis virkningen på sammenligneligheden er marginal.

    Virkningen på sammenligneligheden af en enhver fravigelse fra den fælles definition skal beskrives i den kvalitetsrapport, der er omhandlet i artikel 16.

    4. Hvis der anvendes en fast indkomstreferenceperiode, gennemføres feltarbejdet for undersøgelseselementet i en begrænset periode, der ligger så tæt op ad indkomstreferenceperioden eller selvangivelsesperioden som muligt, således at den tidsmæssige afstand mellem indkomstvariabler og de løbende variabler bliver så lille som muligt.

    Artikel 5

    Datakarakteristika

    1. For at gøre det muligt at gennemføre multidimensionale analyser på husstands- og personniveau og specielt undersøgelser af vigtige samfundsmæssige problemer, som er nye, og som kræver specifik forskning, skal samtlige husstands- og persondata kunne sammenknyttes med tværsnitskomponenten.

    På samme måde skal alle husstands- og persondata kunne sammenknyttes med tidsseriekomponenten.

    Tidsseriemikrodataene behøver ikke at kunne sammenknyttes med tværsnitsmikrodataene.

    Tidsseriekomponenten skal omfatte mindst fire år.

    2. For at begrænse respondentbyrden, for at lette indkomstimputationsprocedurerne og for at teste datakvaliteten skal de nationale myndigheder have adgang til relevante administrative datakilder i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 322/97.

    Artikel 6

    Krævede data

    1. De primære målområder og de dertil svarende referenceperioder, der skal være omfattet af tværsnits- og tidsseriekomponenterne, er fastlagt i bilag I.

    2. Sekundære målområder skal fra 2004 inddrages i tværsnitskomponenten. De fastlægges i overensstemmelse med proceduren i artikel 14. Hvert år skal et sekundært område være omfattet.

    Artikel 7

    Indsamlingsenhed

    1. Referencepopulationen for EU-SILC er alle private husstande og medlemmerne heraf på medlemsstatens område på dataindsamlingstidspunktet.

    2. De vigtigste indsamlede oplysninger skal vedrøre

    (a) private husstande, herunder data om husstandens størrelse og sammensætning og grundlæggende karakteristika for dens medlemmer og

    (b) personer på 16 år eller derover.

    3. Indsamlingsenheden samt indsamlingsmetoden for husstands- og personoplysninger er fastlagt i bilag I.

    Artikel 8

    Stikprøve- og opfølgningsbestemmelser

    1. Tværsnits- og tidsseriedataene skal være baseret på nationalt repræsentative stikprøver med tilfældig udvælgelse.

    2. I tidsseriekomponenten skal enkeltpersoner, der indgår i den oprindelige stikprøve, dvs. stikprøvepersoner, følges i hele panelets varighed. Enhver stikprøveperson, som er flyttet til en privat husstand inden for de nationale grænser, skal følges til den nye bopæl efter opfølgningsbestemmelser og -procedurer, der fastlægges i overensstemmelse med proceduren i artikel 14.

    Artikel 9

    Stikprøvestørrelser

    1. På grundlag af forskellige statistiske og praktiske overvejelser og præcisionskravene for de mest kritiske variabler skal den effektive minimumsstikprøvestørrelse, der skal opnås, være som fastlagt i tabellen i bilag II.

    2. Stikprøvestørrelsen for tidsseriekomponenten er det antal husstande, i hvilke der i to på hinanden følgende år er gennemført interview. Et interview anses for gennemført, hvis samtlige eller i hvert fald størstedelen af husstandsmedlemmerne på 16 år eller derover er blevet interviewet.

    3. Medlemsstater, der anvender registre for indkomst og andre data, kan anvende en stikprøve af personer frem for en stikprøve af fuldstændige husstande i interviewundersøgelsen. Den effektive minimumsstikprøvestørrelse udtrykt i antal detaljerede personlige interview skal være 75 % af de tal, der fremgår af kolonne 3 og 4 i tabellen i bilag II, for hhv. tværsnits- og tidsseriekomponenterne.

    Hver stikprøvepersons husstand skal også interviewes, idet indkomstdata og alle andre data, der ikke er dækket i interviewundersøgelsen, hentes fra registre for alle sådanne husstande og for samtlige deres medlemmer.

    Artikel 10

    Indberetning af data

    1. I form af mikrodatafiler indberetter medlemsstaterne til Kommissionen (Eurostat) vægtede tværsnits- og tidsseriedata, der er fuldstændig kontrolleret, bearbejdet og imputeret, med hensyn til indkomstforhold.

    Medlemsstaterne indberetter dataene i elektronisk form i et egnet teknisk format, som foreslås af Kommissionen.

    2. Med hensyn til tværsnitskomponenten indberetter medlemsstaterne mikrodatafilerne for undersøgelsesår N til Kommissionen (Eurostat) så vidt muligt inden ti måneder efter afslutningen af dataindsamlingen. Allersidste frist for indberetning af mikrodata til Eurostat er 31. oktober (N+1) for medlemsstater, hvor data indsamles ultimo år N eller gennem en løbende undersøgelse eller gennem registre, og 1. september (N+1) for andre medlemsstater.

    Dog indberettes tværsnitsmikrodatafiler for 2003 til Kommissionen (Eurostat) senest den 31. december 2004.

    Sammen med mikrodatafilerne indberetter medlemsstaterne indikatorer om social samhørighed baseret på tværsnitsstikprøven for år N, som kommer til at indgå i den årlige forårsrapport i år (N+2) til Det Europæiske Råd.

    3. Med hensyn til tidsseriekomponenten indberetter medlemsstaterne mikrodatafilerne indtil år N til Kommissionen (Eurostat) så vidt muligt inden femten måneder efter feltarbejdets afslutning. Den bindende frist for årlig indberetning af mikrodata til Eurostat er ultimo marts (N+2) begyndende i det andet år, hvor EU-SILC finder anvendelse. Den første indberetning af data (omfattende data, der er sammenknyttet tidsseriemæssigt, for undersøgelsesårene 2003 og 2004) finder sted senest ultimo marts 2006. Næste indberetning dækker de første tre undersøgelsesår 2003-2005; derefter skal der hvert år indberettes tidsseriedata omfattende de foregående fire undersøgelsesår (om nødvendigt med rettelser til tidligere indberetninger).

    Artikel 11

    Offentliggørelse

    Med hensyn til tværsnitskomponenten offentliggør Kommissionen (Eurostat) en årlig tværsnitsrapport på EU-niveau senest ultimo juni (N+2) baseret på de data, der er indsamlet i år N.

    Dog udarbejder Eurostat for det første år af EU-SILC (indsamling i 2003) en tværsnitsrapport på EU-niveau senest i september 2005.

    Artikel 12

    Adgang til fortrolige EU-SILC-data til videnskabelige formål

    1. Fællesskabsmyndigheden (Eurostat) kan til videnskabelige formål give adgang til EU-SILC-mikrodata i overensstemmelse med forordning (EF) nr. .../... [af ... om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker for så vidt angår adgang til fortrolige data til videnskabeligt brug].

    2. Med hensyn til tværsnitskomponenten stilles mikrodatafiler på EU-niveau vedrørende data indsamlet i år N til rådighed til videnskabelige formål senest ultimo februar (N+2).

    Dog stilles tværsnitsmikrodatafiler på EU-niveau vedrørende 2003 til rådighed til videnskabelige formål senest ultimo april 2005.

    3. Med hensyn til tidsseriekomponenten stilles mikrodatafiler på EU-niveau for data indsamlet indtil år N til rådighed til videnskabelige formål senest ultimo juli (N+2).

    Den første udgave af tidsseriemikrodatafiler på EU-niveau skal omfatte 2003 og 2004 og udsendes ultimo juli 2006. Anden udgave i juli 2007 skal omfatte årene 2003-2005; derefter skal hver udsendelse i juli omfatte tidsseriedata for de seneste fire år, for hvilke der foreligger data.

    Artikel 13

    Finansiering

    1. For de første fire år, for hvilke de i denne forordning omhandlede data indsamles, modtager medlemsstaterne et finansielt bidrag fra Fællesskabet til dækning af de omkostninger, som arbejdet medfører.

    2. De årlige bevillinger til det finansielle bidrag, der er omhandlet i stk. 1, fastsættes som led i de årlige budgetprocedurer.

    3. Budgetmyndigheden fastsætter de årlige disponible bevillinger.

    Artikel 14

    Udvalg

    1. Kommissionen bistås af Udvalget for Det Statistiske Program, der er nedsat ved afgørelse 89/382/EØF/Euratom, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

    2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF i overensstemmelse med samme afgørelses artikel 8.

    3. Det tidsrum, der nævnes i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til 3 måneder.

    Artikel 15

    Gennemførelsesforanstaltninger

    1. De nødvendige foranstaltninger til forordningens gennemførelse, herunder foranstaltninger under hensyn til den økonomiske og tekniske udvikling, fastsættes senest ni måneder før undersøgelsesårets begyndelse i overensstemmelse med proceduren i artikel 14. Disse foranstaltninger vedrører:

    (a) fastlæggelsen af listen over primære målvariabler, der skal indgå i hvert område for tværsnitskomponenten, og listen over målvariabler i tidsseriekomponenten, herunder fastsættelse af koderne for variablerne og det tekniske format for indberetning til Eurostat

    (b) det detaljerede indhold af kvalitetsrapporten

    (c) ajourføring af definitionerne, specielt den praktiske anvendelse af indkomstdefinitionerne i artikel 2, litra l) og m) (herunder tidsplanen for inddragelse af de forskellige komponenter)

    (d) stikprøveaspekterne, herunder opfølgningsbestemmelserne

    (e) feltarbejdsaspekterne

    (f) listen over sekundære målområder og variabler.

    2. Uanset bestemmelserne i stk. 1 fastsættes med henblik på den dataindsamling, der gennemføres i 2003, de nødvendige foranstaltninger til forordningens gennemførelse, herunder foranstaltninger under hensyn til den økonomiske og tekniske udvikling, senest seks måneder før undersøgelsesårets begyndelse, og disse vedrører kun stk. 1, litra a) til e).

    3. Den samlede varighed af interviewet vedrørende primære målvariabler og sekundære målvariabler for tværsnitskomponenten, herunder husstandsinterview og interview med enkeltpersoner, bør ikke overstige en time i gennemsnit i hvert land.

    Artikel 16

    Rapporter

    Medlemsstaterne udarbejder senest ultimo (N+2) som fastlagt i artikel 10, stk. 2, andet afsnit, kvalitetsrapporter, som omfatter både tværsnits- og tidsseriekomponenter i relation til undersøgelsesår N, idet der fokuseres på intern nøjagtighed. Rapporten for 2003 skal dog kun omfatte tværsnitskomponenten.

    Kommissionen (Eurostat) udarbejder senest 30. juni (N+3) en sammenlignende kvalitetsrapport, som omfatter både tværsnits- og tidsseriekomponenter i relation til undersøgelsesår N. Rapporten for 2003 skal dog kun omfatte tværsnitskomponenten.

    Senest den 31. december 2007 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om det arbejde, der er udført i henhold til denne forordning.

    Artikel 17

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den

    På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

    Formand Formand

    BILAG I

    PRIMÆROMRÅDER OMFATTET AF TVÆRSNITSKOMPONENTEN OG OMRÅDER OMFATTET AF TIDSSERIEKOMPONENTEN

    1. Husstandsoplysninger

    >TABELPOSITION>

    2. Personoplysninger

    >TABELPOSITION>

    >TABELPOSITION>

    BILAG II

    Mindste effektive stikprøvestørrelse

    >TABELPOSITION>

    NB:

    Der er tale om den effektive stikprøvestørrelse, som er den størrelse, der kræves, hvis undersøgelsen var baseret på simpel tilfældig stikprøveudvælgelse (stikprøveplaneffekt = 1,0). De faktiske stikprøvestørrelser skal være større, hvis stikprøveplaneffekten overstiger 1,0, således at der kompenseres for alle former for manglende besvarelse. Desuden er stikprøvestørrelsen antal gyldige husstande, dvs. husstande - og samtlige medlemmer heraf - hvor samtlige eller næsten samtlige krævede oplysninger er blevet indhentet.

    FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAGET

    Politikområde: Statistik

    Aktiviteter: Socialstatistikker

    Titel: EU-SILC (EF-statistikker over indkomstforhold og levevilkår)

    1. BUDGETPOST (nummer og betegnelse): B5-6000 (ESTAT) + B3-4104 (GD EMPL)

    2002: 1.8 mio. EUR over B5-6000 (ESTAT)

    1.8 mio. EUR over B3-4105 (DG EMPL)

    2003: 3.3 mio. EUR over B5-6000 (ESTAT)

    3.3 mio. EUR over B3-4105 (DG EMPL)

    2004: 3.3 mio. EUR over B5-6000 (ESTAT)

    3.3 mio. EUR over B3-4105 (DG EMPL)

    2005: 3.3 mio. EUR over B5-6000 (ESTAT)

    3.3 mio. EUR over B3-4105 (DG EMPL)

    2006: 1.5 mio. EUR over B5-6000 (ESTAT)

    1.5 mio. EUR over B3-4105 (DG EMPL)

    2. SAMLEDE TAL

    2.1. Samlet rammebevilling (del B): 26,4 mio. EUR som forpligtelsesbevilling

    2.2. Gennemførelsesperiode: 2002 - 2008

    2.3. Samlet flerårigt skøn over udgifterne:

    a) Forfaldsplan for forpligtelses- og betalingsbevillinger (finansieringstilskud) (jf. punkt 6.1.1)

    Mio. EUR

    >TABELPOSITION>

    b) Personale- og andre driftsudgifters samlede budgetvirkninger

    Mio. EUR

    >TABELPOSITION>

    Mio. EUR

    >TABELPOSITION>

    2.4. Forenelighed med den finansielle programmering og de finansielle overslag

    Forslaget er foreneligt med den gældende finansielle programmering

    2.5. Virkninger for budgettets indtægtsside [10]

    [10] Nærmere oplysninger i særskilt orienterende dokument.

    Ingen (vedrører tekniske aspekter ved en foranstaltnings gennemførelse)

    3. BUDGETSPECIFIKATIONER

    >TABELPOSITION>

    4. RETSGRUNDLAG

    - Artikel 136, 137, 284 og 285 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

    - Rådets forordning (EF) nr. 322/97 om EF-statistikker

    - Rådets afgørelse (1999/126/EF) af 22. december 1998 om Fællesskabets statistiske program 1998 - 2002

    - (Det Europæiske Råd i Lissabon (23. - 24. marts 2000) og Nice (7. - 9. december 2000)).

    5. BESKRIVELSE OG BEGRUNDELSE

    5.1. Behov for EU-foranstaltninger [11]

    [11] Nærmere oplysninger i særskilt orienterende dokument.

    5.1.1. Mål

    Det overordnede mål for EU-SILC (EF-statistikker om indkomstforhold og levevilkår) er at udarbejde aktuelle og sammenlignelige tværsnits- og tidsseriedata om indkomstforhold og om omfanget og sammensætningen af fattigdom og social udstødelse på nationalt plan og EU-plan.

    Den store betydning, som Rådet og Kommissionen tillægger bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i EU, kræver, at der findes sammenlignelige og aktuelle statistikker til overvågning af denne proces.

    5.1.2 Dispositioner, der er truffet på grundlag af forhåndsevalueringen

    EU-SILC-projektet vil blive igangsat i 2003 til erstatning for den europæiske husstandspanelundersøgelse (ECHP), som løber i perioden 1994-2001.

    I 1999 besluttede de nationale statistiske kontorers socialstatistikchefer, at der skulle findes en afløser for ECHP-projektet i 2003. Denne beslutning blev truffet på baggrund af behovet for at ajourføre indholdet efter de nye politiske krav og på baggrund af behovet for en operationel forbedring, hovedsagelig af de udarbejdede datas aktualitet.

    I 2000 godkendte socialstatistikcheferne, at der skulle udarbejdes en retsakt for EU-SILC. Udkastet til rammeforordningen herom blev forelagt og ændret på grundlag af de beslutninger, der blev truffet på møderne i Udvalget for det Statistiske Program den 30. maj 2001 og på mødet mellem socialstatistikcheferne den 11. og 12. juni 2001.

    De samlede omkostninger ved indsamlingen af data til EU-SILC vil være omkring 10 mio. EUR om året. To tredjedele af dataindsamlingsomkostningerne vil blive dækket af Kommissionen, da der er tale om et nyt projekt.

    De årlige dataindsamlingsomkostninger i forbindelse med ECHP-projektet var i samme størrelsesorden (10 mio. EUR), men Kommissionen finansierede kun halvdelen af omkostningerne.

    Evaluering af EU-SILC

    Der skal efter planen gennemføres en regelmæssig evaluering af EU-SILC-projektet:

    - Hver medlemsstat skal udarbejde årlige kvalitetsrapporter om EU-SILC's tværsnits- og tidsseriekomponenter, hvor der fokuseres på den interne præcision.

    - Efter fem år forelægger Kommissionen desuden Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om det arbejde, der er udført i henhold til forordningen.

    5.2. Indsatsområder og nærmere bestemmelser for støtten

    - Målgruppe(r): EU's politiske beslutningstagere, de nationale regeringer, erhvervslivet, universiteter, forskningsorganisationer og befolkningen generelt.

    - Konkrete foranstaltninger til gennemførelse af aktionen: gennemførelse af husstandsundersøgelser og personorienterede undersøgelser i samtlige EU-medlemsstater kombineret med registerdata i nogle lande.

    - Medlemsstaterne bærer en tredjedel af omkostningerne.

    - Umiddelbare resultatkrav: årlig udarbejdelse af undersøgelsesdata (kombineret med registerdata).

    - Resultaternes forventede virkninger for realiseringen af det overordnede mål: årlig udarbejdelse for EU som helhed og for hver medlemsstat af sammenlignelige og aktuelle data om indkomstforhold og om omfanget og sammensætningen af fattigdom og social udstødelse.

    5.3. Gennemførelsesmetoder

    Anvendte metoder til gennemførelse af de planlagte foranstaltninger: forvaltes direkte af Kommissionen med vedtægtsmæssigt eller eksternt personale.

    6. FINANSIELLE VIRKNINGER

    6.1. Samlede finansielle virkninger for budgettets del B (hele programperioden)

    6.1.1. Finansieringsstøtte

    Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (3 decimaler)

    >TABELPOSITION>

    6.2. Beregning af omkostningerne pr. foranstaltning i budgettets del B (hele programperioden) [12]

    [12] Nærmere oplysninger i særskilt orienterede dokument.

    Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR

    >TABELPOSITION>

    1 I de fleste lande vil tværsnitskomponenterne og tidsseriekomponenterne blive kombineret i en arbejdsgang. I nogle få lande vil der være to separate arbejdsgange: det yderligere antal husstande i forbindelse med den ekstra dataindsamling til tidsseriekomponenten er omkring 20 000.

    2 13,6 mio. EUR vil blive betalt af medlemsstaterne (3,4 mio. EUR om året).

    7. VIRKNINGER FOR PERSONALERESSOURCER OG ADMINISTRATIONS UDGIFTER

    7.1. Personalemæssige virkninger

    >TABELPOSITION>

    7.2. Samlede finansielle virkninger af personaleforbruget

    >TABELPOSITION>

    Beløbene modsvarer de samlede udgifter i en tolvmåneders periode.

    7.3. Andre administrative udgifter som følge af foranstaltningen

    >TABELPOSITION>

    Beløbene modsvarer de samlede udgifter i en tolvmåneders periode.

    I. Samlet årligt beløb (7.2 + 7.3)

    II. Foranstaltningens varighed

    III. Foranstaltningens samlede omkostninger (I x II) // 1 080 000 EUR

    4 år

    4 320 000 EUR

    8. RESULTATOPFØLGNING OG EVALUERING

    8.1. Resultatopfølgningssystem

    Gennemførelsen af EU-SILC-projektet vil være omfattet af udvalgsproceduren. Der vil blive udarbejdet forordninger om listen over de variabler, der skal indgå i EU-SILC, de ajourførte definitioner, aspekterne vedrørende stikprøver og feltarbejde samt indholdet af de kvalitetsrapporter, som medlemsstaterne skal indsende til Eurostat.

    8.2. Hvordan og hvor ofte skal der evalueres-

    De vigtigste værktøjer til evaluering af EU-SILC-projektet er medlemsstaternes årlige kvalitetsrapporter, der skal dække både EU-SILC's tværsnits- og tidsseriekomponenter, og hvori der skal fokuseres på den interne præcision, samt den rapport, som Kommissionen efter fem år skal forelægge Europa-Parlamentet og Rådet om arbejdet i henhold til forordningen.

    Derudover vil der også blive foretaget løbende evaluering af EU-SILC-projektet under gennemførelsen.

    Der vil blive gennemført brugerundersøgelser for at give et klart billede af projektets stærke og svage sider. Disse evalueringsaktiviteter finder sted som led i Eurostats strategiplan.

    9. FORHOLDSREGLER MOD SVIG

    Efter Kommissionens reforminitiativ vedrørende finansiel forvaltning blev der indført et revideret system til intern forvaltning og kontrol. Dette system omfatter bl.a. større mulighed for intern revision.

    Den årlige kontrol af, hvilke fremskridt der sker i gennemførelsen af Kommissionens interne kontrolstandarder, er udformet på en sådan måde, at den sikrer, at de procedurer, der anvendes til forebyggelse og opdagelse af svig og uregelmæssigheder, fungerer effektivt.

    Der er indført nye regler og procedurer for de vigtigste budgetprocedurer: indkaldelse af bud, tilskud, forpligtelser, kontrakter og betalinger. Proceduremanualerne stilles til rådighed for alle, der deltager i udarbejdelsen af retsakter med finansielt indhold, så de kan få klarhed over kompetenceområderne, forenkle arbejdsgangen og informere sig om de centrale kontrolpunkter. Der undervises i anvendelsen af dem. Manualerne vil med regelmæssige mellemrum blive revideret og opdateret.

    Top