52001IE0933

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Menneskerettigheder på arbejdspladsen"

(2001/C 260/14)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede på sin plenarforsamling den 30. november 2000 i henhold til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, at udarbejde en udtalelse om det ovennævnte emne.

I medfør af forretningsordenens artikel 11, stk. 4, og artikel 19, stk. 1, henviste ØSU det forberedende arbejde til et særligt underudvalg.

Underudvalget vedtog sit forslag til ØSU's udtalelse den 11. juni 2001 med Heinz Putzhammer som ordfører og J. Ignacio Gafo Fernández som medordfører.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 383. plenarforsamling af 11.-12. juli 2001, mødet den 11. juli 2001, med 120 stemmer for, 10 imod og 23 hverken for eller imod følgende udtalelse.

1. Generelle bemærkninger

1.1. Den 18. oktober 2000 anmodede kommissær Pascal Lamy ØSU om at afgive en sonderende udtalelse om "Menneskerettigheder på arbejdspladsen".

2. Udtalelsens formål

2.1. Hovedformålet med udtalelsen er - via høring af civilsamfundet - at præcisere ØSU's holdning til spørgsmålet om samhandel og social udvikling og at sikre denne holdning en plads i EU's forhandlingsposition. ØSU har allerede beskæftiget sig med denne problemstilling i en række tidligere udtalelser.

2.2. Med udgangspunkt i en analyse af det komplicerede forhold mellem samhandel og social udvikling og forholdet mellem handel og fattigdomsbekæmpelse skulle det herigennem være muligt at formulere en samlet indfaldsvinkel til emnet, således at det bliver klargjort, at de grundlæggende arbejdsnormer ikke er og ikke må være udtryk for camoufleret protektionisme fra de industrialiserede landes side.

2.3. Endvidere kunne det være relevant at se nærmere på forholdet mellem de sociale standarder og handelsstrømmene samt på vekselvirkningen mellem økonomisk vækst og forbedringen af arbejdsvilkårene.

3. Hovedtemaer i udtalelsen

3.1. Den aktuelle situation

Den internationale samhandel har brug for internationale regler. Hertil hører de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Desuden har globaliseringens vidtrækkende konsekvenser for arbejdslivet tilspidset diskussionen om arbejdstagernes grundlæggende rettigheder.

3.1.1. Forbindelsen mellem samhandel og social udvikling var i tiden efter 2. verdenskrig et vigtigt punkt i landenes eksterne relationer og blev da også knæsat som princip i Den internationale Handelsorganisations Havanna-charter. Told- og handelsaftalen fra 1948 (GATT) lagde imidlertid hovedvægten på liberalisering af samhandelen som instrument til fremme af vækst og beskæftigelse.

3.1.2. ØSU understreger frihandelens betydning for den globale økonomiske vækst. Økonomisk vækst yder et afgørende bidrag til velstandsfremgang, jobskabelse og fattigdomsbekæmpelse. Men det er nødvendigt at opstille rammer for væksten, der fører frem til disse mål. I denne sammenhæng understreger ØSU betydningen af en bæredygtig og socialt ansvarlig vækst.

3.1.3. WTO-data viser, at udviklingslande (med undtagelse af lande i krigstilstand og de tidligere kommunistiske stater), som deltager i den globale frihandel, kunne opvise en stigning i den årlige eksporttilvækst fra gennemsnitligt 4,3 % i 1980'erne til 6,4 % i 1990'erne. Set under et er eksportens andel i udviklingslandenes BNP ganske vist vokset, men denne stigning har været koncentreret på blot 13 lande (tre i Latinamerika og 10 i Øst- og Sydøstasien). Sidstnævnte er i henseende til økonomisk formåen og udviklingsniveau rykket tættere på de udviklede industrilande. I de øvrige udviklingslande har eksporten hovedsagelig været koncentreret på råvarer og ikke på industrivarer. Dette skyldes bl.a., at de udviklede lande kun i ringe grad har åbnet deres markeder for landbrugsprodukter fra udviklingslandene, samtidig med at teknologiske problemer og handelshindringer gør det svært for forarbejdningsindustrien at konkurrere på de pågældende markeder.

3.1.4. UNCTAD-rapporten om "Samhandel og udvikling" fra 1997 påviser, at markedsadgang og handelsliberalisering ikke automatisk fører til øget økonomisk vækst i udviklingslandene. Dette skyldes faldende råvarepriser, lav økonomisk vækst i industrilandene i 1990'erne samt ufleksible beskatnings- og prisstabiliseringsprogrammer i udviklingslandene, som har svækket den indenlandske efterspørgsel.

3.1.5. Trods alle interessemodsætninger og forskelle i grundholdninger er det et faktum, at globaliseringen bør resultere i en generel forbedring af livskvaliteten. Imidlertid er der belæg for, at økonomisk vækst ikke nødvendigvis fører til en forbedring af udviklingsindikatorerne (dvs. fattigdom, uddannelsesniveau, spædbørns- og børnedødelighed, almen adgang til sundhedsydelser). Øget vækst er ganske vist fortsat drivkraften i en forbedring af beskæftigelsessituationen. Men vækst fører ikke automatisk til øget beskæftigelse og mindre fattigdom. Væksten kan give sig forskellige udslag. Hvis den som i Brasilien, Colombia, Kenya og Sydafrika resulterer i større social ulighed med hensyn til lønninger og indkomster, så vokser fattigdommen snarere, og følgen heraf bliver hindringer for væksten(1).

3.1.6. I mange dele af verden er der ikke sket nogen mærkbar mindskelse hverken af fattigdommen eller af udviklings- og velstandskløften mellem fattige og rige lande. I 1960 var BNP pr. indbygger i verdens 20 rigeste lande atten gange så højt som i de 20 fattigste lande. I tidsrummet indtil 1995 voksede forskellen til det 37-dobbelte. Mere end 80 lande har i dag en lavere indkomst pr. indbygger end for 10 år siden(2).

3.1.7. Ifølge ILO's rapport om beskæftigelsen på verdensplan for år 2000 er en tredjedel af verdens arbejdsvillige befolkning fortsat arbejdsløs eller underbeskæftiget. Over 3 milliarder mennesker (godt halvdelen af jordens befolkning) lever i dag for mindre end 2 US$ om dagen(3).

3.2. Betydningen af at implementere de grundlæggende arbejdsnormer som rettesnore for økonomisk og social organisation

3.2.1. Der er mange faktorer, som kan føre til en forbedring af den økonomiske og sociale situation, der blev beskrevet i det foregående kapitel. Et vigtigt instrument er f.eks. ILO's grundlæggende arbejdsnormer, som blev defineret internationalt i 1998, og som

- fremmer udviklingen af en social markedsøkonomi samt dennes retsgrundlag og institutioner;

- bidrager til anerkendelsen af arbejdsgiversammenslutninger og fagforeninger og dermed til opbygningen af et civilsamfund;

- tenderer i retning af at forbedre marginaliserede gruppers stilling og sociale og økonomiske vilkår (arbejdstagere uden kontrakt, børn, kvinder, tvangsarbejde);

- bidrager til at opnå positive fordelingseffekter for arbejdstagerne (i den formelle sektor).

3.2.2. Alle parter skal kunne høste frugter af verdenshandelen. Resultatet må ikke blive en ødelæggende konkurrence mellem udviklingslandene med brug af komparative fordele, som alene er baseret på lave lønninger og udbytning af arbejdskraften. Under alle omstændigheder er disse lande ude af stand til at konkurrere med industrilandenes produktkvalitet. Hvis de fattigste lande skal slippe fri af denne fælde, må grundstenene lægges til større produktivitet og innovationsevne - og hér er udgangspunktet folk på arbejdspladsen. Hverken brud på retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger eller børne- og tvangsarbejde giver reelt udviklingslandene komparative fordele.

Direkte udenlandske investeringer foretrækker således dynamiske markeder med stabile rammevilkår. Bortset fra lande som Kina og Indonesien gik 55 % af DUI(4) ifølge OECD således i 1998 til udviklingslande, hvor de politiske og sociale rammevilkår er i fremgang, som f.eks. Brasilien, Mexico og Singapore. De 48 fattigste udviklingslande formåede derimod kun at tiltrække tilsammen 1 % af de direkte udenlandske investeringer.

3.2.3. Når børnearbejde og tvangsarbejde har form af udbytning, udgør det en bremseklods for en bæredygtig økonomisk udvikling, fordi befolkningen ikke opnår tilstrækkelige kvalifikationer. Der satses udelukkende på den komparative fordel, som er forbundet med lave eller slet ingen lønninger, uden at der gøres forsøg på at øge arbejdets produktivitet. Liberaliseringen af handelen og de nye teknologier har imidlertid reduceret behovet for lavt kvalificeret arbejdskraft på arbejdsmarkedet. Tempoet i den økonomiske aktivitet og de teknologiske forandringer kræver innovation og viden, dvs. den menneskelige kapital bliver stadig mere vigtig. Det internationale program for afskaffelse af børnearbejde (International Programme on the Elimination of Child Labour, IPEC), som blev igangsat i 1991, er et eksempel på, hvordan man kan bidrage til at håndhæve forbudet mod børnearbejde. Det internationale samfund ser deltagelse i IPEC som et tegn på, at de pågældende lande arbejder på at afskaffe børnearbejde. IPEC er blevet ILO's største tekniske samarbejdsprogram og demonstrerer, at det ad samarbejdets vej kan lade sig gøre at føre de grundlæggende arbejdsnormer ud i livet på gennemsigtig vis, når den politiske vilje er til stede(5).

3.2.4. Erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder vedrørende arbejde omtaler udtrykkeligt vandrende arbejdstagere. Mange af disse arbejdstagere er beskæftiget i lande eller brancher, hvor der gælder særlige forbud for udlændinge med hensyn til oprettelsen af fagforeninger eller medlemskab af sådanne organisationer (f.eks. i Kuwait), hvor de udtrykkeligt ikke er omfattet af arbejdsmarkedslovgivningen (f.eks. i Kirgisistan), eller hvor der er sat urimeligt snævre grænser for, hvilke rolle de må spille i faglige organisationer (f.eks. i Mauretanien, Nicaragua, Rwanda eller Venezuela). De grundlæggende arbejdsnormer kunne i denne forbindelse tjene som en global minimumsbeskyttelse af vandrende arbejdstagere(6).

3.2.5. Retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger sætter arbejdstagerne i stand til at opnå et lønniveau, som svarer til deres arbejdes produktivitet. Dette medfører ikke nogen udjævning af forskellene i arbejdstagerindkomster på verdensplan, således at der stadig gør sig komparative fordele gældende. Retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger kan styrke såvel arbejdstagernes innovationsevne og jobegnethed som deres langsigtede tilknytning til den samme virksomhed.

3.2.6. Overholdelsen af ILO's grundlæggende arbejdsnormer understøttes yderligere af den nye bevidsthed hos forbrugerne, som i voksende omfang efterspørger produkter, der er fremstillet efter principperne om fair handel.

3.2.7. De internationale arbejdsnormer er i stigende grad genstand for forhandlinger på såvel multilateralt som bilateralt niveau:

- På Det sociale Verdenstopmøde i København i 1995 forpligtede de deltagende stats- og regeringschefer sig til at respektere arbejdstagernes grundlæggende rettigheder:

- Retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger

- Forbudet mod tvangsarbejde

- Forbudet mod børnearbejde

- Ligestilling på arbejdspladsen.

- På Ministerkonferencen i Singapore i 1996 blev der vedtaget et samarbejde mellem WTO- og ILO-sekretariaterne om verdenshandelens sociale dimension, uden at der dog i praksis har fundet et formelt samarbejde sted.

- I 1998 blev der med ILO-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder vedrørende arbejde opnået global enighed om, at det er påkrævet med alment accepterede mindstenormer for at undgå, at den verdensomspændende konkurrence om at tiltrække virksomheder og arbejdspladser skal føre til en forringelse af leve- og arbejdsvilkårene. Disse mindstenormer blev defineret universelt, og det er udelukkende dem, det drejer sig om i det følgende. Den internationale Arbejdsorganisation (ILO) fik til opgave via teknisk bistand, finansielle hjælpeprogrammer og overvågning af de ratificerede ILO-konventioner at sætte skub i implementeringen af de grundlæggende arbejdsnormer. ILO kan imidlertid også evaluere situationen med hensyn til de grundlæggende arbejdsnormer i lande, som ikke har ratificeret konventionerne. Ratificeringen af ILO-konventionerne er forfatningsretligt bindende, og ud af 184 medlemsstater har efterhånden godt 150 lande forpligtet sig på de otte grundlæggende konventioner inden for ovenstående 4 grupper af arbejdsnormer.

- Den nye Cotonou-aftale af 23. juni 2000 omtaler såvel i præambelen som i artikel 50 forholdet mellem samhandel og grundlæggende arbejdsnormer. Aftalens hovedformål er bekæmpelse af fattigdom, bæredygtig udvikling og gradvis integrering af AVS-landene i verdensøkonomien, samtidig med at AVS-landene forpligter sig til at opbygge en udviklingspolitisk strategi.

- EU's frihandelsaftale med Sydafrika samt EU's forhandlingsoplæg til en frihandelsaftale med Mercosur har for første gang medtaget grundlæggende arbejdsnormer og regler om overvågningen af disse i relation til frihandel.

- EU's og USA's generelle præferenceordninger giver et yderligere incitament til udviklingslande, som respekterer de grundlæggende arbejdsnormer.

- De demonstrationer, som har fundet sted efter den 3. WTO-ministerkonference i Seattle, er et vidnesbyrd om, at de grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder er et centralt tema i den offentlige debat og vil derfor forblive på den politiske dagsorden.

3.2.8. Gennemførelsen af de grundlæggende arbejdsnormer samt yderligere sociale fremskridt i udviklingslandene kræver tid og penge, lige som udviklingslandenes regeringer og det globale civilsamfund skal forpligte sig politisk på at støtte denne proces. ØSU finder det derfor nødvendigt at gå frem med langsomme skridt og at følge processen på vej med støtteforanstaltninger fra EU's og andre internationale organers side.

3.3. Ønsket om en "social dagsorden" inden for næste WTO-runde

3.3.1. De industrialiserede lande tilstræber en yderligere liberalisering af verdenshandelen i WTO-regi og gør derfor en kraftig indsats for at få udviklingslandene til at deltage i en ny forhandlingsrunde i Quatar i november. Det er hensigten at opstarte en "udviklingsrunde", hvor udviklingslandene skal have særlige markedsindrømmelser, og udviklingslandenes integration i verdensøkonomien støttes ved at tage fat på handelens udviklingsdimension. ØSU støtter idéen om en international og tværinstitutionel "social dagsorden" parallel med WTO's dagsorden. Følgende tiltag bør indtage en fremtrædende plads i forhandlingsoplægget:

3.3.1.1. Støtte til Kofi Annans initiativ om "Den globale Pagt: En udfordring til erhvervslivet". Sammen med et flertal af medlemslandene og deres økonomiske partnere forsøger ILO at overtale erhvervslivet til at respektere de internationalt anerkendte arbejds- og miljøminimumsnormer. Den globale Pagt er imidlertid ikke tænkt som en adfærdskodeks og indeholder derfor ingen procedure til overvågning af, at virksomhederne overholder de forpligtelser, som de frivilligt påtager sig. Alligevel er der tale om et vigtigt public relations-redskab.

3.3.1.2. Overholdelsen af f.eks. internationale arbejds- og miljønormer bør garanteres. Hensigten er, at en overvågningsinstans under de enkelte regeringers kontaktorganer skal støtte håndhævelsen af disse retningslinjer. Frivillige adfærdskoder kan også være en god og alternativ metode til at sikre, at dette gennemføres på en effektiv måde på virksomhedsniveau.

3.3.1.3. Støtte f.eks. i form af internationale hædersdiplomer eller præferenceadgang til internationale, offentlige låneinstitutioner skal ydes til multinationale virksomheder, der i overensstemmelse med ILO's trepartserklæring forpligter sig på de internationale arbejdsnormer via selvpålagte adfærdskodekser eller via produktmærkning om social bæredygtighed.

3.3.1.4. Overholdelsen af de internationale arbejdsnormer samt overvågningen af disse bør gradvis medtages i EU's bilaterale frihandelsaftaler. EU's nuværende ordning med generelle præferencer indrømmer præferencefordele, hvis ILO-konventionerne om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger samt om mindstealder for adgang til beskæftigelse bliver overholdt (ILO-konvention nr. 87, 98 og 138). For Burmas vedkommende trak EU de yderligere præferencefordele tilbage efter en observationsperiode på 10 år, fordi der blev konstateret grove overtrædelser af menneskerettighederne i form af tvangs- og børnearbejde. Den økonomiske løftestangseffekt af disse præferencer må imidlertid styrkes. Denne GPS-ordning, hvorefter EU giver ekstra toldindrømmelser til lande, der overholder de internationale arbejdsnormer, skal styrkes og udvides med yderligere incitamenter. Med henblik herpå bør der hurtigst muligt foretages gennemførlighedsundersøgelser.

3.3.1.5. ØSU bifalder det initiativ om "Alt undtagen våben", som er vedtaget af EU's Ministerråd, og som indebærer omgående afskaffelse af EU-told og importmængdebegrænsninger for de 49 fattigste udviklingslande, som en vigtig indrømmelse til udviklingslandene. Disse indrømmelser bør udbygges yderligere i de kommende år under forsætning af, at ILO's grundlæggende konventioner overholdes.

3.3.1.6. I den næste WTO-runde bør der i forhandlingsdagsordenen med udviklingslandene medtages yderligere emner, som kan bidrage til at forbedre sidstnævntes økonomiske situation, herunder f.eks.:

- Genforhandling af aftalen om handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret (TRIPS).

- Forbedret markedsadgang for eksportprodukter fra udviklingslande.

- Gruppefritagelser, såfremt visse objektive og dokumenterbare betingelser er opfyldt, for udviklingslandene fra bestemte WTO-liberaliseringskrav, så der tages behørigt hensyn til forskellene i udviklingsniveau.

- Bistand til udviklingslande i forbindelse med brugen af ordningen til bilæggelse af handelskonflikter.

ØSU vil uddybe disse henstillinger i en udtalelse om "Forberedelse af den 4. WTO-Ministerkonference i Qatar - ØSU's standpunkt".

3.3.2. Betragter man dette forhandlingsoplæg under ét, er det klart, at de grundlæggende arbejdsnormer ikke er og fra udviklingslandenes side ikke må fortolkes som et udslag af protektionisme fra industrilandenes side. Hvis EU gør overholdelsen af grundlæggende arbejdsnormer til et vigtigt punkt på sin politiske dagsorden, må det naturligvis føre en politik, som er baseret på disse principper, og selv implementere dem både hjemme og i sine eksterne relationer.

3.3.3. Alle internationale organisationer, som øver direkte indflydelse på udviklingslandenes politik, må udvise social ansvarlighed. Det gælder f.eks. ILO, Verdensbanken, IMF, WTO, UNCTAD og andre. Den Internationale Valutafond og Verdensbanken har gennem de seneste tre årtier fulgt en primært udbudsorienteret kurs i udviklingslandene i form af lån, støtte til direkte investeringer og gældseftergivelse for fattige, reformtrængende lande under betingelse af, at der samtidig blev ført en restriktiv penge-, skatte- og lønpolitik med det formål at nedbringe inflationen og underskuddet på betalingsbalancens løbende poster. Strukturtilpasningsprogrammerne, dvs. privatiseringen af den offentlige sektor og dereguleringen af vare- og faktormarkederne, skulle sætte skub i frihandelen og øge markedseffektiviteten. Resultatet har været begrænset, med i bedste fald en beskeden stigning, undertiden en direkte nedgang i den økonomiske vækst og beskæftigelsen og en forøgelse af udviklingslandenes gældsætning, lige som indkomstkløften og dermed fattigdommen er vokset. Dette skyldtes også, at disse tiltag kun i begrænset omfang er blevet fulgt op med en forbedring i de pågældende landes styringskapacitet. Disse erfaringer tilsiger, at en bæredygtig økonomisk udvikling i udviklingslandene kun kan opnås, hvis de internationale finansinstitutioners strukturtilpasningsprogrammer udbygges med en "social dimension", uden hvilken der ikke kan tages højde for den sociale situation i disse lande, lige som der må insisteres på en fornuftig offentlig forvaltning i de pågældende lande. Dette kræver også støtte fra industrilandene til gældsnedbringelsesprogrammer.

3.3.4. Hvad civilsamfundet angår, skal EU's forpligtelse på den sociale dagsorden være udgangspunktet for inkorporering af de grundlæggende arbejdsnormer i forhandlinger om fornyelse af det internationale samhandelssystem. Udviklingslandene skal have både teknisk og finansiel bistand samt indrømmes rimelige overgangsperioder til gennemførelsen af minimumsnormer. Til dette formål kunne blandede rådgivende udvalg for EU's frihandelsaftaler eller andre fora være et egnet teknisk hjælpemiddel. På verdensplan findes der allerede en række sådanne blandede rådgivende udvalg, som f.eks. møderne mellem de økonomiske og sociale interessegrupper i EU/AVS, Euro-Middelhavstopmøderne mellem de økonomiske og sociale råd og lignende organer, samt regelmæssige møder mellem MERCOSUR's økonomiske og sociale forum og det økonomiske og sociale råd for social dialog i Chile. Noget tilsvarende gælder for forbindelserne til Indien og nogle af ansøgerlandene.

3.4. Hvordan kan det internationale system bedst fremme universal anvendelse af de grundlæggende arbejdsnormer, f.eks. gennem en positiv sammenkædning af liberalisering af handel og investeringer?

3.4.1. De grundlæggende arbejdsnormer kunne knæsættes som forsigtighedsprincip i en fælles erklæring fra så mange ILO-WTO-medlemmer som muligt.

3.4.2. Med henblik herpå er det bydende nødvendigt, at forholdet mellem handelsforanstaltninger, handelsliberalisering og grundlæggende arbejdsnormer - som foreslået i Det Europæiske Råds konklusioner fra oktober 1999 - efterprøves i et permanent ILO- og WTO-forum. Hvis dette forum skal være virkelig repræsentativt, må det efter ØSU's opfattelse udvides til også at omfatte internationale finansielle institutioner som f.eks. UNCTAD, UNDP og Verdensbanken. Også arbejdsmarkedets parter på internationalt plan samt andre dele af civilsamfundet bør inddrages i det permanente forums arbejde.

3.4.3. Dette permanente forum bør gives mulighed for at analysere sammenkædningen af liberalisering og social udvikling, så man kan identificere god praksis og enes om metoder til at fremme et handelssystem, der støtter social udvikling.

4. Planlægning af underudvalgets arbejde samt opfølgning

4.1. I betragtning af emnets internationale dimension og nødvendigheden af at starte en dialog med tredjelanderepræsentanter er der blevet indledt et samarbejde med de grupper i ØSU, som står for de formelle forbindelser til de pågældende lande:

4.1.1. Euromed-partnerskabet: En ØSU-informationsrapport om "International handel og social udvikling" er under udarbejdelse, og der blev foranstaltet en høring af det organiserede civilsamfund i Egypten i Alexandria den 5. maj 2001.

4.1.2. Forbindelserne mellem AVS og EU: såvel fra ØSU's som fra AVS' side arbejdes der på tematiske bidrag om "Afbalanceret samhandel og økonomisk og social udvikling". En høring af økonomiske og sociale interessegrupper i 15 karibiske lande fandt sted i Santo Domingo den 22. og 23. maj 2001.

4.1.3. Den Internationale Sammenslutning af Økonomiske og Sociale Råd og tilsvarende organer bestående af næsten 40 organisationer fra forskellige dele af verden: det tema, som behandles i år, er: "Styring af globaliseringen - en nødvendighed af hensyn til de allersvageste", hvorom ØSU for nylig har vedtaget en informationsrapport (CES 326/2001 fin rev.).

4.1.4. Der er blevet foranstaltet en række høringer i tilknytning til denne udtalelse, navnlig høringen i ILO's hovedsæde i Genève med deltagelse af fagforeninger og arbejdsgiverrepræsentanter fra Afrika, Asien og Latinamerika.

4.2. Det er planen, at udtalelsen om "Menneskerettigheder på arbejdspladsen" skal præsenteres i forskellige fora, som har forbindelse til implementeringen af strategien, lige som dialogen med repræsentanter for tredjelande om dette spørgsmål vil blive videreført.

4.3. ØSU's præsidium agter at afholdelse en slutkonference i Bruxelles med det formål at skabe offentlig opmærksom omkring ØSU's arbejde på området.

Bruxelles, den 11. juli 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) "Global trends in work, employment and income - challenges for social development", Werner Sengenberger, ILO, Geneva, 2001.

(2) "Global trends in work, employment and income - challenges for social development", Werner Sengenberger, ILO, Geneva, 2001.

(3) ILO's 2001-rapport om beskæftigelsen på verdensplan, "Arbejdsliv i informationssamfundet", Genève 2001.

(4) DUI = direkte udenlandske investeringer.

(5) I forbudet mod børnearbejde indgår en definition på bestemte typer arbejde, som har karakter af udnyttelse.

(6) Samlet rapport om den konkrete opfølgning af ILO-erklæringen, Genève 2000.

BILAG

til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Forkastede ændringsforslag

Følgende ændringsforslag blev forkastet under debatten, men opnåede over en fjerdedel af de afgivne stemmer.

Punkt 3.3.4

Anden del af første punktum erstattes med:

"Hvad civilsamfundet angår, skal EU's forpligtelse på den sociale dagsorden være udgangspunktet for på internationalt niveau at fremme universel anvendelse af de grundlæggende arbejdsnormer."inkorporering af de grundlæggende arbejdsnormer i forhandlinger om fornyelse af det internationale samhandelssystem.

Begrundelse

Selvindlysende.

Afstemningsresultat

For: 47, imod: 85, hverken for eller imod: 4.