(1)

Med henblik på at sikre et værdigt liv i alle livets faser har denne henstilling til formål at bekæmpe fattigdom og social udstødelse ved at fremme tilstrækkelig indkomststøtte, navnlig ved hjælp af mindsteindkomst, effektiv adgang til støttetjenester og basale tjenesteydelser for personer, som ikke har tilstrækkelige midler, og fremme integrationen på arbejdsmarkedet af dem, der kan arbejde, i overensstemmelse med tilgangen med aktiv inklusion.

(2)

I henhold til artikel 151 i TEUF har Unionen og medlemsstaterne bl.a. som mål at fremme beskæftigelsen, en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene, en passende social beskyttelse og bekæmpelse af udstødelse.

(3)

Af artikel 34 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (1) fremgår, at Unionen anerkender og respekterer retten til sociale sikringsydelser og sociale tjenester. Det fremgår også af chartret, at enhver, der har bopæl og bevæger sig lovligt inden for Unionens område, har ret til sociale sikringsydelser og sociale fordele, og at Unionen for at bekæmpe social udstødelse og fattigdom anerkender og respekterer retten til social bistand og boligstøtte for at sikre en værdig tilværelse for alle, der ikke har tilstrækkelige midler.

(4)

I Rådets henstilling 92/441/EØF (2) om fælles kriterier vedrørende tilstrækkelige indtægter og ydelser fra de socialbeskyttelsesordninger henstilles medlemsstaterne til som led i en samlet og sammenhængende indsats i kampen mod social udstødelse at anerkende, at alle har en grundlæggende ret til indtægter og ydelser, der er tilstrækkelige til at leve en menneskeværdig tilværelse, og det anbefales, at de i det omfang, der er nødvendigt, tilpasser deres socialbeskyttelsesordning. I betragtning af indholdet af denne henstilling bør henstilling 92/441/EØF erstattes.

(5)

Kommissionens henstilling 2008/867/EF (3) om aktiv integration af mennesker, som er udstødt fra arbejdsmarkedet, indeholder en samlet strategi, der skal lette integrationen af dem, som kan arbejde, i en bæredygtig kvalitetsbeskæftigelse og give de mennesker, som ikke kan arbejde, midler, som er tilstrækkelige til at leve et værdigt liv og støtte dem, således at de kan deltage i samfundslivet. Denne integrerede tilgang, der er baseret på en kombination af tre politikområder, nemlig tilstrækkelig indkomststøtte, rummelige arbejdsmarkeder og adgang til kvalitetstjenester, er særlig vigtig for de personer, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet eller er udstødt fra samfundet.

(6)

I november 2017 proklamerede Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den europæiske søjle for sociale rettigheder (4), der indeholder 20 principper til støtte for retfærdige og velfungerende arbejdsmarkeder og velfærdssystemer. Princip 14 fastsætter, at alle, som ikke har tilstrækkelige midler, har ret til passende mindsteindkomstydelser, som sikrer et værdigt liv i alle livets faser, og effektiv adgang til varer og tjenester, der kan understøtte dette, og at for dem, der kan arbejde, bør mindsteindkomstydelser kombineres med incitamenter til at komme ud (tilbage) på arbejdsmarkedet.

(7)

I sin meddelelse af 4. marts 2021 med titlen »Handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder« (5) fastsatte Kommissionen ambitionen om et stærkt socialt Europa. I juni 2021 hilste Det Europæiske Råd i tråd med Portoerklæringen, der blev undertegnet af stats- og regeringscheferne den 8. maj 2021, Unionens sociale mål om fattigdomsbekæmpelse velkommen; ifølge dette mål bør antallet af personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse senest i 2030 være nedbragt med mindst 15 millioner sammenlignet med 2019, hvoraf mindst fem millioner bør være børn. Det Europæiske Råd så også med tilfredshed på de overordnede mål for beskæftigelse, nemlig at mindst 78 % af befolkningen i alderen 20-64 år bør være i beskæftigelse, og at mindst 60 % af alle voksne bør deltage i uddannelse hvert år. En revideret social resultattavle og en benchmarkingramme for mindsteindkomst, som Udvalget for Social Beskyttelse er nået til enighed om, styrker det analytiske grundlag for det europæiske semester, den fælles beskæftigelsesrapport og de landespecifikke henstillinger.

(8)

I 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og dens mål understreges det, at bæredygtig økonomisk vækst skal gå hånd i hånd med udryddelse af fattigdom og andre former for afsavn, mindskelse af ulighed og forbedret adgang til sundhedspleje, uddannelse og beskæftigelse.

(9)

I sin beslutning af 24. oktober 2017 (6) om mindsteindkomstpolitik som et redskab til bekæmpelse af fattigdom opfordrede Europa-Parlamentet medlemsstaterne til at indføre en tilstrækkelig mindsteindkomst og fremhævede betydningen af mindsteindkomstsikring som et redskab til bekæmpelse af fattigdom. I sine konklusioner af 12. oktober 2020 om styrkelse af mindsteindkomstsikringen til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse under og efter covid-19-pandemien (7) opfordrede Rådet Kommissionen til at indlede en ajourføring af EU-rammerne for effektivt at støtte og supplere medlemsstaternes politikker for national mindsteindkomstsikring. På konferencen om Europas fremtid efterspurgte borgerne en fælles EU-ramme for mindsteindkomst.

(10)

Denne henstilling bygger på resultaterne af Kommissionens vurderinger af de hidtidige fremskridt med gennemførelsen af henstilling 2008/867/EF. Vurderingerne bekræftede, at tilgangen med aktiv inklusion var gyldig, men fremhævede specifikke udfordringer i forbindelse med bl.a. lav tilstrækkelighed, begrænset udnyttelse og snæver dækning af mindsteindkomst, potentielle negative incitamenter fra skatte- og socialsikringssystemer og problematisk adgang til kvalitetstjenester, der fremmer social inklusion og integration på arbejdsmarkedet. Vurderingerne opfordrede også til et skarpere fokus på passende støtte til social inklusion af personer, der ikke kan arbejde.

(11)

Til trods for de fremskridt, der er gjort med hensyn til at reducere fattigdom og social udstødelse i Unionen i det seneste årti, var over 95,4 millioner mennesker i 2021 stadig i risiko for fattigdom og social udstødelse, og risikoen var højere for kvinder. Stigningen i fattigdomsrisikoen for personer, der lever i (delvis) arbejdsløse husstande, og en forværring af fattigdom i mange medlemsstater samt et fald i de sociale overførslers indvirkning på fattigdomsbekæmpelsen giver anledning til bekymring. Unionen og dens medlemsstater bør gøre mere for effektivt at bistå de mest sårbare og ugunstigt stillede personer og gøre det på en mere effektiv måde.

(12)

Bæredygtig kvalitetsbeskæftigelse er den bedste vej ud af fattigdom og social udstødelse. Ved at sikre, at flere mennesker er på arbejdsmarkedet, bidrager man til finansieringen af de sociale beskyttelsessystemer og øger deres finansielle bæredygtighed, hvilket bidrager til retfærdighed mellem generationerne og fremmer social samhørighed. For at opnå større beskæftigelse er det helt afgørende at støtte folk i at foretage vellykkede jobskift.

(13)

De sociale og økonomiske fordele ved tilstrækkelige og målrettede sociale sikkerhedsnet blev endnu vigtigere under nedlukningerne i forbindelse med covid-19-pandemien. Inddæmningstiltagene i forbindelse med covid-19 havde en uforholdsmæssig stor indvirkning på kvinder og ugunstigt stillede grupper, navnlig med hensyn til adgang til sundhedspleje, både af fysiske og psykiske årsager, uddannelse og relevante tjenester, hvilket også forværrede allerede eksisterende begrænsninger i adgangen til beskæftigelse (8). Blandt de fremhævede konklusioner på covid-19-krisen var også betydningen af tilstrækkelige, omfattende og modstandsdygtige sociale beskyttelsessystemer, der kan reagere på chok, forebyggende instrumenter, som støtter genopretningen.

(14)

De makroøkonomiske tendenser, der er forbundet med globaliseringen, den grønne og den digitale omstilling, demografiske ændringer og ændrede arbejdsmønstre, er fortsat med til at forme Unionen. Omfattende og robuste sociale sikkerhedsnet, som sikrer tilstrækkelig indkomststøtte og letter omstillinger på arbejdsmarkedet, herunder støtte til omskoling og opkvalificering, kan bidrage til, at disse processer bliver retfærdige og inklusive. Ændringer i karrieremønstre kombineret med en stigning i atypiske beskæftigelsesformer kan gøre det vanskeligere for personer med lav indkomst at få adgang til forsikringsbaserede sociale beskyttelsessystemer og kan føre til øget efterspørgsel efter alternative støtteforanstaltninger såsom mindsteindkomst. Desuden påvirkes husstande med lav indkomst og med lavere mellemindkomst af den kraftige stigning i energipriserne og efterfølgende inflation som følge af Ruslands uberettigede og ulovlige angrebskrig mod Ukraine. Indkomstforanstaltninger kan målrettes mod sårbare grupper og er forenelige med opretholdelsen af incitamenter til at reducere energiefterspørgslen og forbedre energieffektiviteten.

(15)

Denne henstilling fokuserer på »personer, som ikke har tilstrækkelige midler,« dvs. personer, som bor i husstande, der ikke har tilstrækkelige, regelmæssige eller sikre økonomiske og materielle midler, som er en forudsætning for deres sundhed og trivsel og for at deltage i det økonomiske og sociale liv. For dem, der kan arbejde, skal robuste sociale sikkerhedsnet gøre det lettere at komme ud (tilbage) på arbejdsmarkedet ved hjælp af specifikke støtteforanstaltninger, der kombinerer aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, støtte til jobsøgning, uddannelse og erhvervsuddannelse. For dem, der har størst behov, herunder dem, der ikke kan arbejde, sikrer de tilstrækkelig indkomststøtte og støttetjenester. Sociale sikkerhedsnet er således ikke et passivt redskab, men fungerer så vidt muligt som et springbræt for socioøkonomisk integration og opadgående social mobilitet, der forbedrer inklusions- og beskæftigelsesudsigterne.

(16)

Sociale sikkerhedsnet omfatter en række økonomiske ydelser og naturalydelser, der giver indkomststøtte og adgang til støttetjenester og basale tjenesteydelser. Vigtige elementer i indkomststøtte er mindsteindkomstydelser defineret som ikkebidragspligtig og indtægtsbestemt økonomisk ydelse, der som en sidste udvej har til formål at udligne forskellen op til et vist samlet indkomstniveau i husstande, når andre indtægtskilder eller ydelser er udtømt eller ikke er tilstrækkelige til at sikre et værdigt liv. I nogle medlemsstater kan mindsteindkomstydelser kombineres med andre økonomiske ydelser til husstanden og dens medlemmer såsom børne- og familieydelser, boligydelser, arbejdsløshedsunderstøttelse, handicapydelser, ydelser ved alderdom eller sociale ydelser forbeholdt personer i beskæftigelse. De kan også supplere minimumspensioner og arbejdsindkomst. Denne henstilling vedrører primært mindsteindkomst og berører ikke Rådets henstilling om adgang til social beskyttelse for arbejdstagere og selvstændige (9).

(17)

Mindsteindkomst er et centralt element i strategierne for at komme ud af fattigdom og udstødelse og kan fungere som en automatisk stabilisator. I tider med økonomisk krise kan en mindsteindkomst bidrage til at støtte en bæredygtig og inklusiv genopretning, være med til at afbøde faldet i husstandsindkomsterne og begrænse antallet af personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse. For dem, der kan arbejde, bør mindsteindkomsten bl.a. give passende incitamenter til og skræddersyede og forholdsmæssige betingelser for at få dem ud eller tilbage på arbejdsmarkedet. Samtidig bør mindsteindkomsten udformes sammen med incitamenter til at arbejde for at undgå hystereseeffekter på arbejdsmarkedet og støtte et højt beskæftigelsesniveau, høj arbejdsintensitet, bæredygtig overgang til arbejdsmarkedet og opadgående indkomstmobilitet.

(18)

Naturalydelser kan supplere økonomiske ydelser ved at fremme adgang til specifikke tjenester såsom førskoleundervisning og børnepasning i overensstemmelse med Rådets henstilling (EU) 2021/1004 (10) om oprettelse af en europæisk børnegaranti, sundhedspleje og langtidspleje, socialt boligbyggeri, beskæftigelse og uddannelse samt til basale tjenesteydelser. Leveringen af sådanne naturalydelser kan bidrage til at kontekstualisere vurderingen af, om indkomststøtten er tilstrækkelig. Visse naturalydelser, der ydes gennem målrettede ordninger og støtte til det generelle forbrug (f.eks. madkuponer eller kompensation for omkostninger, der er direkte forbundet med boligen, herunder reducerede energitakster) til personer, der ikke har tilstrækkelige midler, kan tages i betragtning ved vurderingen af, om indkomststøtten er tilstrækkelig, for så vidt som disse ydelser direkte bidrager til at forbedre indkomstsituationen for modtagerne af mindsteindkomst.

(19)

Indsatsen for at gennemføre integrerede, robuste sociale sikkerhedsnet har potentiale til ikke blot at forbedre de sociale og sundhedsmæssige resultater for dem, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, men også til at skabe varige sociale og økonomiske fordele for Unionen, sætte skub i den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og munde ud i mere retfærdige og sammenhængende og modstandsdygtige samfund. Der er behov for en fortsat indsats for at forbedre adgangen til det forsikringsbaserede sociale beskyttelsessystem for lavindkomstgrupper for at hjælpe dem med at erhverve rettigheder til social beskyttelse, navnlig ved at fremme kvalitetsbeskæftigelse, og koordinere tilvejebringelsen af indkomststøtte under de respektive ordninger. Disse sociale sikkerhedsnet bør også bidrage til at øge adgangen til sundhedspleje og sunde fødevarer for dem, der lever i fattigdom. Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at gøre deres sociale beskyttelsessystemer mere effektive overordnet set, bl.a. ved at støtte adgangen til arbejdsmarkedet som helhed, for at forhindre, at mennesker bliver ramt af fattigdom eller bliver nødt til at modtage mindsteindkomst på længere sigt.

(20)

Selv om alle medlemsstater har indført sociale sikkerhedsnet, har fremskridtene med at gøre dem tilgængelige og tilstrækkelige været ujævne. Udformningen varierer fra medlemsstat til medlemsstat og afspejler forskellige nationale traditioner og de sociale beskyttelsessystemers overordnede struktur og samspillet mellem økonomiske ydelser og naturalydelser. På trods af ovenstående punkter står medlemsstaterne over for samme type udfordringer. Selv om der sket en vis konvergens, har de hidtil vedtagne reformer ikke altid været tilstrækkelige, eller deres gennemførelse har været langsom, hvilket afspejles i relevante landespecifikke henstillinger, der med tiden er udstedt i forbindelse med det europæiske semester. De nationale planer under genopretnings- og resiliensfaciliteten omfatter støtte til reformer og investeringer i de berørte medlemsstater for at styrke effektiviteten, udformningen og modstandsdygtigheden af deres sociale beskyttelsessystemer, herunder ved at forbedre udformningen af mindsteindkomster og sikre opadgående konvergens i deres tilstrækkelighed og dækning. Flere investeringer fokuserer også på at bekæmpe energifattigdom og forbedre adgangen til basale tjenesteydelser for sårbare husholdninger.

(21)

Indkomststøtte anses for at være tilstrækkelig, når den sikrer et værdigt liv i alle livets faser. For at sikre, at den samlede indkomststøtte er tilstrækkelig, er der behov for en forsvarlig og gennemsigtig metode til fastsættelse, regelmæssig vurdering og, når det er relevant, en årlig tilpasning af indkomststøtten, baseret på relevante indikatorer og som tager højde for husstandens specifikke behov. Referenceværdier såsom den nationale fattigdomsrisikotærskel eller metoder baseret på en nationalt defineret kurv af varer og tjenesteydelser, der afspejler leveomkostningerne for og behovene hos personer, der ikke har tilstrækkelige midler i en given medlemsstat eller region, kan være en rettesnor for vurderingen af tilstrækkeligheden. Tilstrækkelighed kan også benchmarkes i forhold til indkomsten fra arbejde, såsom indkomsten for en lavtlønnet eller en mindstelønsmodtager, samtidig med at fattigdomsrisikotærsklen overholdes, eller leveomkostningerne for og behovene hos personer, der ikke har tilstrækkelige midler, sikres. Selv om det er klart, at indkomsten fra arbejde (på mindstelønsniveau) bør være højere end indkomsten fra ydelser, er der generelt ingen tegn på, at dette i væsentlig grad indvirker negativt på sandsynligheden for at finde et job for personer, der modtager mindsteindkomststøtte. I betragtning af forskellene i tilstrækkelighed mellem landene bør medlemsstaterne gradvist opnå et tilstrækkeligt niveau for den samlede indkomststøtte. Når medlemsstaterne fastsætter og tilpasser mindsteindkomstniveauet, bør de tage hensyn til inflationsniveauet (navnlig for fødevarer og energi), stigninger i leveomkostningerne og lønudviklingen.

(22)

Kriterier for berettigelse til mindsteindkomst kan være en hindring for visse gruppers adgang. I princippet er børn dækket som en del af husstanden. Aldersgrænsen for ansøgere, der er fastsat til over 18 år, kan dog begrænse adgangen for unge voksne. Begrænsninger i forbindelse med minimumsperioden for lovligt ophold kan begrænse adgangen for ikkestatsborgere, mens manglen på fast bopæl gør det vanskeligt for hjemløse eller personer, der bor i dårligt stillede områder (f.eks. i romabosættelser), at drage fordel af mindsteindkomst. Selv om indtægtsbestemmelse er et væsentligt element for at sikre en passende målretning af mindsteindkomsten, kan der også opstå utilstrækkelig dækning, når tærsklen for den maksimale samlede værdi af indkomst og aktiver under indtægtsbestemmelsen fastsættes på et lavt niveau, hvorved nogle husstande udelukkes, selv om de er fattige. Indførelsen af ikkediskriminerende kriterier for adgang til en mindsteindkomst berører ikke undtagelser fra ligebehandling, der er fastsat eller tilladt i henhold til EU-retten, såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (11).

(23)

Huller i mindsteindkomstens dækning bør afhjælpes, og den fortsatte dækning i de forskellige livsfaser bør sikres ved at indføre gennemsigtige og ikkediskriminerende adgangskriterier. Alder, fast bopæl eller krav om uforholdsmæssigt langt lovligt ophold bør ikke udgøre en hindring for adgang til mindsteindkomst. Indtægtsbestemmelse omfatter normalt forskellige typer indkomst (f.eks. fra arbejde eller allerede tildelte ydelser) og visse aktiver (f.eks. fast ejendom). Tærsklerne for indtægtsbestemmelsen og typen af indtægter og aktiver, der er udelukket fra indtægtsbestemmelsen, bør afspejle et værdigt liv for forskellige typer og størrelser af husstande i en given medlemsstat. Lav arbejdsindkomst (såsom engangsindkomster eller uregelmæssige indkomster) bør behandles proportionalt i indtægtsbestemmelsen på en måde, der sikrer incitamenter til at arbejde for dem, der kan arbejde, og ikke udelukker ansøgere fra at modtage (muligvis lavere) ydelser. Der skal hurtigt og uden unødigt ophold gives adgang til mindsteindkomst, og retten hertil bør være ubegrænset, forudsat at ansøgerne fortsat opfylder kriterierne for støtteberettigelse og de specifikke konditionalitetskriterier, med forbehold af regelmæssig vurdering. Den planlagte frist på 30 dage til at behandle ansøgningen fra indgivelsen kan afbrydes, hvis det er nødvendigt for at fastslå alle fakta, forudsat at personer, der ikke har tilstrækkelige midler, hvor det er muligt, modtager passende midlertidig bistand.

(24)

I tider med økonomisk tilbagegang og forskellige typer af krisesituationer kan fleksibilitet i udformningen af mindsteindkomst, herunder gennem midlertidig forenklet adgang, lempelse af kriterierne for støtteberettigelse eller forlængelse af ydelsernes varighed, spille en vigtig rolle med hensyn til at afbøde de negative sociale konsekvenser og spille en stabiliserende rolle i økonomien. Finanspolitiske konsolideringsforanstaltninger, der fører til lavere beskyttelsesniveauer i stedet for at forbedre ordningernes effektivitet, bør kun anvendes som en sidste udvej og ledsages af en analyse af fordelingsvirkninger for at afbøde de negative virkninger for de dårligst stillede; beskyttelsesniveauet bør under alle omstændigheder fortsat være tilstrækkeligt.

(25)

En uforholdsmæssigt stor administrativ byrde, manglende oplysning eller frygt for stigmatisering eller forskelsbehandling kan betyde, at personer, der er berettiget til en mindsteindkomst, ikke anmoder om den. Ensartede ordninger, sikring af generel tilgængelighed og enkelhed i ansøgningsprocedurerne og tilbud om administrativ støtte til potentielle ansøgere kan øge udnyttelsen af mindsteindkomst. Der er behov for yderligere tiltag til at fremme udbredelsen af mindsteindkomst blandt husstande med enlige forsørgere, som hovedsagelig er kvinder. Desuden bør proaktivt opsøgende arbejde især rettes mod socialt dårligt stillede områder og de mest marginaliserede husstande, herunder romaer, samtidig med at reglerne om databeskyttelse overholdes. Den ringe adgang til digitale værktøjer eller manglen på færdigheder til at anvende disse værktøjer kan også udgøre en hindring for effektiv adgang, herunder for personer med handicap. Regelmæssig overvågning og analyse af relevante data kan bidrage til at forstå årsagerne til den manglende udnyttelse og forbedre den politiske reaktion.

(26)

Selv om indtægtsbestemmelsen udføres på husstandsniveau, tager den ofte ikke hensyn til den enkeltes situation i husstanden, den potentielle ulige fordeling af familiens indkomst og ønsket om autonomi. Dette påvirker især kvinder, da de er mere tilbøjelige til at have lavere indkomster, lavere løn og større omsorgsforpligtelser. Uden nødvendigvis at ændre praksis med indtægtsbestemmelse og øge det samlede niveau af ydelser, der modtages af husstanden, kan løsninger, der er truffet i overensstemmelse med national lovgivning og praksis, og som gør det lettere for de enkelte medlemmer af husstanden at modtage deres andel af indkomststøtten, bidrage til at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder og økonomisk uafhængighed samt indkomstsikkerhed for kvinder, unge voksne og personer med handicap.

(27)

Det er vigtigt at styrke rummelige arbejdsmarkeder, der er tilgængelige for alle, for at mindske afhængigheden af indkomststøtte på lang sigt. Krav om aktivering og aktive arbejdsmarkedspolitikker kan tilskynde til en større jobsøgningsindsats og accept af jobtilbud, når de omfatter støttetjenester såsom rådgivning, coaching og hjælp til jobsøgning og foranstaltninger til at sikre balance mellem arbejdsliv og privatliv. I overensstemmelse med Rådets henstilling af 30. oktober 2020 om en bro til job — styrkelse af ungdomsgarantien (12) bør der især lægges vægt på unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEETs), og som er i risiko for fattigdom eller social udstødelse, ved at få dem tilbage i uddannelse eller på arbejdsmarkedet hurtigst muligt, mens modtagelse af indkomststøtte bør kædes sammen med særligt stærke aktiveringsforanstaltninger. I overensstemmelse med Kommissionens strategi for rettigheder for personer med handicap 2021-2030 (13) bør der også lægges særlig vægt på behovene hos personer med handicap. Opkvalificerings- og omskolingsmuligheder, personlig støtte og vejledning, der opfylder specifikke behov, sikring af kvalitetsjob, bedre fastholdelse af job og mulighed for avancement, kan støtte overgangen til beskæftigelse i alle aldre. Regelmæssige vurderinger af positive og negative incitamenter som følge af skatte- og socialsikringssystemer, gradvis udfasning af indkomststøtte ved ansættelse eller muligheden for at kombinere den med indtjening kan øge husstandens disponible indkomst og dermed bidrage til, at det kan betale sig at arbejde, mindske fattigdom blandt personer i arbejde og skabe incitamenter til formel beskæftigelse. Samtidig skal ydelser til personer i arbejde udformes omhyggeligt for at undgå lavtlønsfælder.

(28)

Beskæftigelse i den sociale økonomi kan være et springbræt til at komme ud i andre sektorer af arbejdsmarkedet. Fremme af overgangen til beskæftigelse bør støttes gennem målrettede foranstaltninger til arbejdsgivere og ledsages af målrettede finansielle incitamenter, hvor det er nødvendigt.

(29)

Tjenester vedrørende social inklusion, f.eks. socialt arbejde, rådgivning, coaching, mentorordninger, psykologisk støtte og forskellige rehabiliteringsordninger, og foranstaltninger, der letter adgangen til andre støttetjenester eller basale tjenesteydelser, er også nødvendige for at opbygge robuste sociale sikkerhedsnet. Der bør også fortsat gøres en indsats for at forbedre kvaliteten af tjenesteydelserne i overensstemmelse med den frivillige europæiske kvalitetsramme for sociale tjenesteydelser, der er udarbejdet af Udvalget for Social Beskyttelse (14) og for at sikre kontinuitet i adgangen til basale tjenesteydelser. Foranstaltninger, som skal afhjælpe finansielle og ikkefinansielle hindringer, der hæmmer lige og universel adgang til tjenesteydelser, bør også styrkes.

(30)

En mere individualiseret støtte, der har til formål at identificere og imødekomme komplekse behov hos personer, som ikke har tilstrækkelige midler, og deres husstande kan i væsentlig grad bidrage til deres vellykkede sociale og økonomiske integration. En behovsvurdering er en forudsætning for, at der kan indgås en skræddersyet inklusionsplan, der omfatter personer, som ikke har tilstrækkelige midler, i en given husstand (individuelt eller i fællesskab), og som fastlægger, hvilken type støtte der er behov for, og de aftalte mål. Støtten bør omfatte passende foranstaltninger til social inklusion eller aktive arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger afhængigt af den enkeltes situation og mulighederne for at arbejde, samtidig med at der sikres en balance mellem positive incitamenter og aktiveringskrav. De aftaler om jobintegration, der er indgået i overensstemmelse med Rådets henstilling af 15. februar 2016 om integration af langtidsledige på arbejdsmarkedet (15), kan også anvendes i dette øjemed og kan om nødvendigt tilpasses i overensstemmelse hermed.

(31)

Effektive forvaltningsmekanismer er afgørende for at skabe solide sociale sikkerhedsnet. Forvaltningen af ydelser og tjenesteydelser bør drage fordel af de værktøjer, som den digitale omstilling tilbyder, samtidig med, at man undgår udstødelse på grund af den digitale kløft. Der bør gøres en indsats for at sikre en tæt koordinering og tilpasning af eksisterende ordninger og ydelser samt koordinering heraf med andre politikker. Der skal især lægges vægt på at styrke alle involverede institutioners operationelle kapacitet. Udveksling af data og tættere samarbejde på tværs af forskellige forvaltningsniveauer og tjenester, herunder gennem formelle aftaler eller kvikskranker, fremmer bedre integreret støtte. Pålidelig overvågning og regelmæssig evaluering af politikkens virkninger med inddragelse af alle interessenter kan bidrage til øget effektivitet, informeret politikudformning og øget gennemsigtighed i de nationale systemer.

(32)

Civilsamfundsorganisationer spiller ofte en vigtig supplerende rolle i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse. Deres særlige aktiviteter kan støtte offentlige myndigheder i udformningen og gennemførelsen af inklusions- og aktiveringspolitikker. Ved at yde både materiel og psykosocial støtte til de mest sårbare bidrager civilsamfundsorganisationer til at genoprette den menneskelige værdighed og støtte social inklusion, samtidig med at de hjælper dem, der kan arbejde, på vej til beskæftigelse.

(33)

Sammen med gensidig læring og udveksling af bedste praksis på EU-plan bør analytisk arbejde med henblik på at videreudvikle den eksisterende EU-benchmarkingramme for mindsteindkomst, herunder ved at øge tilgængeligheden og sammenligneligheden af relevante indikatorer og regelmæssige data, støtte medlemsstaterne i udformningen og gennemførelsen af nationale reformer.

(34)

Der er EU-midler til rådighed til at støtte gennemførelsen af denne henstilling. Inden for rammerne af Den Europæiske Socialfond Plus, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1057 (16), bør hver medlemsstat afsætte mindst 25 % af midlerne fra Den Europæiske Socialfond Plus til bekæmpelse af social udstødelse. Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og InvestEU kan ligeledes støtte investeringer i social infrastruktur, som f.eks. socialt boligbyggeri og førskoleundervisnings- og børnepasningsfaciliteter, samt udstyr og adgang til almindelige tjenester af høj kvalitet. Instrumentet for teknisk støtte og genopretnings- og resiliensfaciliteten støtter allerede medlemsstaterne i udformningen og gennemførelsen af strukturreformer på mindsteindkomstområdet.

(35)

De offentlige finansers overordnede holdbarhed og tilstrækkelig finansiering af mindsteindkomst er afgørende for deres modstandsdygtighed, produktivitet og effektivitet. Gennemførelsen af denne henstilling bør ikke i væsentligt omfang berøre medlemsstaternes sociale beskyttelsessystemers finansielle balance.

(36)

Vurdering af den fordelingsmæssige virkning er et nyttigt redskab til at måle virkningerne af budgetforanstaltninger og andre reformer og investeringer på forskellige indkomstgrupper, herunder de dårligst stillede. Vurderingen af den fordelingsmæssige virkning kan således bidrage til en mere effektiv og virkningsfuld udformning af reformer af skatteordninger og sociale ordninger, hvorved det sikres, at ingen lades i stikken. I Kommissionens meddelelse af 28. september 2022 med titlen »Bedre vurdering af den fordelingsmæssige virkning af medlemsstaternes politikker« (17) vejledes medlemsstaterne om, hvordan de bedst kan integrere vurderingen af den fordelingsmæssige virkning i deres politiske beslutningsproces.

(37)

Gennemførelsen af denne henstilling kan ikke bruges til at sænke beskyttelsesniveauet i henhold til gældende national lovgivning eller som fastsat i henstilling 92/441/EØF. Medlemsstaterne opfordres til at indføre eller opretholde bestemmelser, der er gunstigere end dem, der anbefales heri.

(38)

Denne henstilling berører ikke medlemsstaternes beføjelser til at definere og tilrettelægge deres sociale beskyttelsessystemer —

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.