Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021R1061

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1061 af 28. juni 2021 om forlængelse af referenceperioden i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1429 af 7. oktober 2020 om fastsættelse af foranstaltninger for at bidrage til et bæredygtigt jernbanemarked på baggrund af covid-19-udbruddet (EØS-relevant tekst)

    C/2021/4611

    EUT L 229 af 29.6.2021, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2021/1061/oj

    29.6.2021   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 229/1


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2021/1061

    af 28. juni 2021

    om forlængelse af referenceperioden i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1429 af 7. oktober 2020 om fastsættelse af foranstaltninger for at bidrage til et bæredygtigt jernbanemarked på baggrund af covid-19-udbruddet

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1429 af 7. oktober 2020 om fastsættelse af foranstaltninger for at bidrage til et bæredygtigt jernbanemarked på baggrund af covid-19-udbruddet (1), særlig artikel 5, stk. 2, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Covid-19-pandemien har ført til en brat nedgang i jernbanetrafikken grundet et betydeligt fald i efterspørgslen og direkte foranstaltninger truffet af medlemsstaterne til at inddæmme pandemien.

    (2)

    Disse omstændigheder ligger uden for jernbaneselskabernes kontrol, og disse virksomheder har haft betydelige likviditetsproblemer og store tab og risikerer i nogle tilfælde at blive insolvente.

    (3)

    For at afbøde de negative økonomiske virkninger af covid-19-udbruddet og støtte jernbanevirksomhederne giver forordning (EU) 2020/1429 medlemsstaterne mulighed for at give infrastrukturforvalterne tilladelse til at nedsætte, give afkald på eller udsætte betalingen af afgifter for adgang til jernbaneinfrastrukturen. Denne mulighed blev indrømmet fra den 1. marts 2020 til den 31. december 2020 og forlænget ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/2180 (2) indtil den 30. juni 2021 (herefter »referenceperioden«).

    (4)

    Begrænsninger af mobiliteten i løbet af pandemien havde betydelige virkninger på brugen af personbefordring med jernbane. Jernbanegodstransporten blev også påvirket, men ikke i så udstrakt grad. Det fremgår af de data, som jernbaneinfrastrukturforvalterne i Unionen har forelagt, at pandemien ramte passagersegmentet hårdere, navnlig den kommercielle passagertransport, hvor udbuddet blev væsentligt reduceret i alle medlemsstater og ikke er nået tilbage til 2019-niveauerne. I perioden marts 2020-februar 2021 faldt personbefordringen udtrykt i tog-km med 11,5 % i forhold til samme periode 2019-2020, mens godstransporten faldt med 6,1 %. I perioden marts 2020-februar 2021 faldt den del af personbefordringen, der drives i henhold til forpligtelser til offentlig tjeneste, udtrykt i tog-km med 5,9 % i forhold til samme periode 2019-2020, mens den kommercielle personbefordring faldt med 33,1 %. I fjerde kvartal af 2020 faldt passagertrafikken målt i passager-km med 56 %, og antallet af passagerer blev halveret i forhold til samme periode i 2019. Denne tendens kan have betydelige virkninger for konkurrencen på jernbanepassagermarkederne, virkeliggørelsen af et reelt fælles europæisk jernbaneområde og i sidste ende overgangen til en mere bæredygtig transportsektor, hvor flere mennesker og mere gods transporteres ad jernbane. Godstrafikken i ton-km steg med 5 % i fjerde kvartal af 2020 i forhold til 2019, og godsmængden i ton, der blev transporteret med tog, steg med 3 %.

    (5)

    Data fra Verdenssundhedsorganisationen viser, at antallet af dagligt registrerede tilfælde af covid-19 i Europa stadig er meget højt, idet de indberettede tilfælde den 9. maj 2021 udgjorde 107 253 blot på denne dag.

    (6)

    Ved udgangen af april 2021 fremhævede Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, at »Europa står ved et kritisk vendepunkt i bekæmpelsen af covid-19. Mange lande er i øjeblikket i færd med at lempe restriktionerne, nogle på baggrund af et stigende antal tilfælde og med nye varianter, samtidig med at der stadig gennemføres landsdækkende vaccinationsprogrammer.«

    (7)

    Nedgangen i jernbanetrafikken i forhold til niveauet i den tilsvarende periode i de foregående år fortsætter og vil sandsynligvis fortsætte, i det mindste indtil vaccinationsprocessen er afsluttet. Denne situation er resultatet af covid-19-udbruddets konsekvenser.

    (8)

    Det er derfor nødvendigt at forlænge den referenceperiode, der er fastsat i artikel 1 i forordning (EU) 2020/1429, indtil udgangen af december 2021.

    (9)

    Hvis Europa-Parlamentet og Rådet gransker nærværende forordning i hele den indsigelsesperiode, der er fastsat i artikel 6, stk. 6, i forordning (EU) 2020/1429, vil nærværende forordning først træde i kraft efter udløbet af den referenceperiode, der i øjeblikket er fastsat i artikel 1 i forordning (EU) 2020/1429. For at undgå retsusikkerhed bør nærværende forordning vedtages efter hasteproceduren i artikel 7 i forordning (EU) 2020/1429, og den bør grundet sagens hastende karakter træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Artikel 1 i forordning (EU) 2020/1429 affattes således:

    »Artikel 1

    Denne forordning fastsætter midlertidige regler for opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, jf. kapitel IV i direktiv 2012/34/EU. Den finder anvendelse på infrastruktur, der anvendes til indenlandsk og international jernbanetransport, som er omfattet af nævnte direktiv, i perioden fra den 1. marts 2020 til den 31. december 2021 (»referenceperioden«).«

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 28. juni 2021..

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 333 af 12.10.2020, s. 1.

    (2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/2180 af 18. december 2020 om forlængelse af referenceperioden i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1429 om fastsættelse af foranstaltninger for at bidrage til et bæredygtigt jernbanemarked på baggrund af covid-19-udbruddet (EUT L 433 af 22.12.2020, s. 37).


    Top