EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020R1176

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1176 af 7. august 2020 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/1387 for så vidt angår udsættelse af fristerne for anvendelsen af visse foranstaltninger på baggrund af covid-19-pandemien (EØS-relevant tekst)

C/2020/5401

EUT L 259 af 10.8.2020, p. 10–11 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2020/1176/oj

10.8.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/10


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/1176

af 7. august 2020

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/1387 for så vidt angår udsættelse af fristerne for anvendelsen af visse foranstaltninger på baggrund af covid-19-pandemien

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1139 af 4. juli 2018 om fælles regler for civil luftfart og oprettelse af Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur og om ændring af forordning (EF) nr. 2111/2005, (EF) nr. 1008/2008, (EU) nr. 996/2010, (EU) nr. 376/2014 og direktiv 2014/30/EU og 2014/53/EU og om ophævelse af (EF) nr. 552/2004 og (EF) nr. 216/2008 og Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 (1), særlig artikel 31, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Visse foranstaltninger, der indført med henblik på at begrænse covid-19-pandemien, udgør en alvorlig hindring for, at medlemsstaterne og luftfartsbranchen kan forberede sig på anvendelsen af en række nyligt vedtagne gennemførelsesforordninger vedrørende flyvesikkerhed.

(2)

Isolationsforanstaltningerne og ændringerne i arbejdsforholdene og de ansattes disponibilitet kombineret med den ekstra arbejdsbyrde, der følger af håndteringen af covid-19-pandemiens betydelige negative konsekvenser for alle interessenter, hæmmer forberedelserne med hensyn til anvendelsen af disse gennemførelsesforordninger.

(3)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1387 (2) fastsættes nye standarder for beregning af luftfartøjers landingspræstation, der finder anvendelse fra den 5. november 2020. For at undgå, at anvendelsen af disse standarder som følge af yderligere operationelle krav hindrer en gnidningsløs genoptagelse af flyvninger i forbindelse med genopretningen efter covid-19-pandemien, bør anvendelsen udsættes, således at de kompetente myndigheder og interessenter gives tid til at forberede gennemførelsen heraf.

(4)

Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur har over for Kommissionen bekræftet, at det er muligt at udsætte anvendelsen af de bestemmelser, der henvises til i tredje betragtning, uden at dette får en skadelig virkning på flyvesikkerheden, fordi disse regler indeholder tekniske lempelser for branchen, som bedst gennemføres i et normalt operationelt miljø.

(5)

For at yde de nationale myndigheder og alle interessenter øjeblikkelig bistand under covid-19-pandemien og give dem mulighed for at tilpasse deres planlægning med henblik på at forberede sig på den udsatte anvendelse af de pågældende bestemmelser bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 127 i forordning (EU) 2018/1139 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I artikel 2, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1387 ændres datoen »5. november 2020« til »12. august 2021«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. august 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 212 af 22.8.2018, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1387 af 1. august 2019 om ændring af Kommissionens forordning (EU) nr. 965/2012 for så vidt angår krav til beregning af flyvemaskiners landingspræstation og standarder for vurdering af banens overfladetilstand samt ajourføring af visse typer luftfartøjssikkerhedsudstyr, -krav og -operationer, hvis en operationel godkendelse til langdistanceflyvning ikke indehaves (EUT L 229 af 5.9.2019, s. 1).


Top