Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D1775

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1775 af 25. november 2020 om tilladelse til, at Nederlandene godkender biocidholdige produkter, der består af in situ-genereret nitrogen, til beskyttelse af kulturarv (meddelt under nummer C(2020) 8052) (Kun den nederlandske udgave er autentisk)

    C/2020/8052

    EUT L 398 af 27.11.2020, p. 23–26 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2020/1775/oj

    27.11.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 398/23


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/1775

    af 25. november 2020

    om tilladelse til, at Nederlandene godkender biocidholdige produkter, der består af in situ-genereret nitrogen, til beskyttelse af kulturarv

    (meddelt under nummer C(2020) 8052)

    (Kun den nederlandske udgave er autentisk)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 55, stk. 3,

    efter høring af Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Bilag I til forordning (EU) nr. 528/2012 indeholder aktivstoffer, som har en mere gunstig profil vedrørende miljøet eller menneskers eller dyrs sundhed. Produkter, der indeholder disse aktivstoffer, kan derfor godkendes efter en forenklet procedure. Nitrogen er optaget i bilag I til forordning (EU) nr. 528/2012 med den begrænsning, at det kun må anvendes i begrænsede mængder i klar-til-brug-beholdere.

    (2)

    Jf. artikel 86 i forordning (EU) nr. 528/2012 godkendes nitrogen som aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 18, insekticider (2). Biocidholdige produkter, der består af nitrogen, der er godkendt, er godkendt i flere medlemsstater og leveres i gasflasker (3).

    (3)

    Nitrogen kan også genereres in situ fra den omgivende luft. In situ-genereret nitrogen er i øjeblikket ikke godkendt til anvendelse i Unionen og er hverken opført i bilag I til forordning (EU) nr. 528/2012 eller på listen over aktivstoffer, der indgår i undersøgelsesprogrammet for eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter, i bilag II til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 (4).

    (4)

    I henhold til artikel 55, stk. 3, i forordning (EU) nr. 528/2012 indgav Nederlandene den 9. juli 2020 en ansøgning til Kommissionen om at blive undtaget fra artikel 19, stk. 1, litra a), i nævnte forordning og få tilladelse til at godkende biocidholdige produkter bestående af nitrogen, der er genereret in situ fra den omgivende luft, til beskyttelse af kulturarven (»ansøgningen«).

    (5)

    Kulturarven kan blive skadet af en lang række skadegørere, lige fra insekter til mikroorganismer. Tilstedeværelsen af disse organismer kan ikke alene føre til et tab af selve kulturgenstanden, men indebærer også en risiko for, at skadegørerne spredes til andre genstande i nærheden. Uden en passende behandling kan genstande lide uoprettelig skade og bringe kulturarv i alvorlig fare.

    (6)

    In situ-genereret nitrogen anvendes til at skabe en kontrolleret atmosfære med en meget lav koncentration af ilt (anoksi) i permanente eller midlertidigt forseglede behandlingstelte eller -kamre til bekæmpelse af skadegørere på kulturgenstande. Nitrogen adskilles fra den omgivende luft og pumpes ind i behandlingsteltet eller -kammeret, hvor atmosfærens nitrogenindhold øges til omkring 99 %, og ilten derfor reduceres til næsten ingenting. Luftfugtigheden i det nitrogen, der pumpes ind i behandlingsområdet, fastsættes i overensstemmelse med kravene til den genstand, der undergår behandling. Skadegørere kan ikke overleve under de betingelser, der skabes i behandlingsteltet eller -kammeret.

    (7)

    Ifølge de oplysninger, som Nederlandene har indgivet, synes anvendelsen af in situ-genereret nitrogen at være den eneste effektive metode til at bekæmpe skadegørere, som kan anvendes på samtlige typer materialer og kombinationer af materialer, der er til stede i kulturinstitutioner, uden at skade dem og er effektive mod alle udviklingsstadier af skadegørere i kulturarv.

    (8)

    Som anført i ansøgningen har kulturarvsinstitutioner i Nederlandene i mere end 25 år fulgt strategier for integreret skadedyrsbekæmpelse, og man er gået fra at anvende meget giftige stoffer til at anvende stoffer med lav giftighed.

    (9)

    Metoden med anoksi eller modificeret/kontrolleret atmosfære er opført i standarden EN 16790:2016 »Bevaring af kulturarv — Integreret skadedyrsbekæmpelse (IPM)«, og nitrogen er i denne standard beskrevet som den »mest anvendte« til at frembringe anoksi.

    (10)

    Der findes andre teknikker til bekæmpelse af skadegørere, såsom teknikker bestående af termisk chok (høje og lave temperaturer) og gammastråling. Desuden kan der anvendes biocidholdige produkter indeholdende andre aktivstoffer til dette formål. Ifølge Nederlandene har hver af disse teknikker imidlertid begrænsninger i form af skader, der kan forekomme på visse materialer under behandlingen

    (11)

    Ifølge oplysningerne i ansøgningen medfører termiske chok-processer (fryse- eller varmebehandling) uønskede effekter på en række materialer. Behandlinger med lave temperaturer er ikke egnede til genstande, som har en lagdelt struktur eller er lavet af anisotropisk materiale, da udvidelseskoefficienterne varierer mellem materialerne eller i forskellige retninger, hvilket fører til spændinger og delaminering (f.eks. malerier, møbler med finér eller intarsia, musikinstrumenter), og heller ikke til genstande, der indeholder olie, fedt eller voks, som kan krystallisere og danne en hvid skorpe på genstandens overflade.

    (12)

    Behandlinger med høje temperaturer kan forårsage spredning af harpikser og farveændring i træet, blødgøring af lakker og ændringer i fugtfordelingen i materialerne. Disse behandlinger er ikke egnede til genstande, som har en lagdelt struktur eller er lavet af anisotropisk materiale (f.eks. malerier, møbler med finér eller intarsia, musikinstrumenter), læder, materialer, der blødgøres, deformeres eller smelter ved øgede temperaturer (f.eks. malerier, lakker, sammensatte genstande, der indeholder plast, voks, harpikser og visse former for lim), naturhistoriske genstande og genstande, som tidligere er behandlet med biocidholdige produkter indeholdende visse aktivstoffer, f.eks. dichlordiphenyltrichlorethan (DDT) eller lindan, da varmen gør, at restkoncentrationerne fordamper.

    (13)

    Som anført i ansøgningen anvendes andre aktivstoffer sjældent i kulturinstitutioner på grund af deres fareprofil. Efter behandling med disse stoffer kan restkoncentrationerne på de behandlede genstande gradvist udledes i miljøet, hvilket indebærer en risiko for menneskers sundhed. Disse stoffer kan desuden reagere med de materialer, som kulturarvsgenstandene er lavet af, og forårsage uacceptable ændringer såsom misfarvning og pletter.

    (14)

    I henhold til ansøgningen kan anvendelsen af gammastråling forårsage uønskede reaktioner og øget nedbrydning af materialer, som indeholder cellulose såsom papir, proteinholdige materialer, såsom læder, og syntetiske polymerer, såsom plast. Derudover er det nødvendigt at transportere genstande og samlinger til særlige behandlingsfaciliteter.

    (15)

    Ifølge oplysningerne i ansøgningen er anvendelsen af nitrogen i flasker ikke et passende alternativ for kulturinstitutioner, da den medfører praktiske ulemper. De begrænsede mængder i flasker kræver hyppig transport og en separat opbevaringsfacilitet. Behandlingen med nitrogen i flasker ville også medføre øgede omkostninger for kulturinstitutionerne.

    (16)

    Som anført i ansøgningen har adskillige kulturinstitutioner i løbet af de sidste årtier investeret i opførelsen af trykkamre og indkøb af nitrogen-generatorer. På grund af dens alsidighed og egnethed til behandling af alle materialer, anvendes anoksi som følge af in situ-genereret nitrogen i bredt omfang til bevaring af kulturgenstande.

    (17)

    En anmodning om, at kulturinstitutioner anvender flere forskellige teknikker til at bekæmpe skadegørere — hvor hver teknik er egnet til bestemte materialer og genstande — i stedet for at anvende én teknik, der allerede har været anvendt, og som er egnet til samtlige materialer, vil indebære ekstra omkostninger for kulturinstitutioner og vil gøre det mere kompliceret for dem at nå målet om at udfase brugen af mere farlige aktivstoffer, hvad angår deres IPM. Desuden ville afskaffelsen af faciliteter og udstyr, som er indkøbt med henblik på anoksi forårsaget af in situ-genereret nitrogen, udgøre et tab af tidligere investeringer.

    (18)

    Drøftelserne om en mulig undtagelse i henhold til artikel 55, stk. 3, i forordning (EU) nr. 528/2012 vedrørende in situ-genereret nitrogen fandt sted på flere møder (5) i Kommissionens ekspertgruppe, der er sammensat af medlemsstaternes kompetente myndigheder vedrørende biocidholdige produkter i 2019.

    (19)

    Efter modtagelsen af en tidligere og lignende ansøgning fra Østrig om at blive indrømmet en undtagelse vedrørende produkter, der består af in situ-genereret nitrogen, gennemførte Det Europæiske Kemikalieagentur på Kommissionens anmodning en offentlig høring om denne ansøgning, hvor alle interesserede parter kunne fremsætte deres synspunkter. Langt størstedelen af de 1487 modtagne bemærkninger var til støtte for at indrømme denne undtagelse. Mange af bidragyderne redegjorde for ulemperne ved de alternative teknikker, der er tilgængelige: termiske behandlinger kan være til skade for visse materialer, anvendelse af andre aktivstoffer efterlader giftige restkoncentrationer på artefakter, der derefter gradvist udledes i miljøet, anvendelsen af nitrogen i flasker gør det ikke muligt at kontrollere den relative luftfugtighed i behandlingsområdet, hvilket er nødvendigt ved behandlingen af visse materialer.

    (20)

    To internationale organisationer, der repræsenterer museer og kulturarvssteder — International Council of Museums og International Council on Monuments and Sites — har givet udtryk for, at de agter at indgive en ansøgning om optagelse af in situ-genereret nitrogen i bilag I til forordning (EU) nr. 528/2012, hvilket ville give medlemsstaterne mulighed for at godkende produkter, der består af in situ-genereret nitrogen, uden at der er behov for en undtagelse i henhold til artikel 55, stk. 3, i nævnte forordning. Det vil dog tage tid at udføre evalueringen af en sådan ansøgning, herunder optagelsen af stoffet i bilag I til forordning (EU) nr. 528/2012, samt at opnå produktgodkendelserne.

    (21)

    Ansøgningen viser, at der for øjeblikket ikke findes egnede alternativer i Nederlandene, eftersom alle de alternative teknikker, der er tilgængelige for øjeblikket, enten er uegnede til behandling af samtlige materialer eller medfører praktiske ulemper.

    (22)

    På grundlag af alle disse argumenter er det hensigtsmæssigt at konkludere, at in situ-genereret nitrogen er afgørende for beskyttelsen af kulturarv i Nederlandene, og at der ikke findes egnede alternativer. Nederlandene bør derfor have tilladelse til at godkende tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter bestående af in situ-genereret nitrogen til beskyttelse af kulturarv.

    (23)

    Den mulige optagelse af in situ-genereret nitrogen i bilag I til forordning (EU) nr. 528/2012 og medlemsstaternes efterfølgende godkendelse af produkter bestående af in situ-genereret nitrogen vil tage tid. Det er derfor hensigtsmæssigt at indrømme en undtagelse i en periode, der vil gøre det muligt at afslutte de underliggende procedurer —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Nederlandene har tilladelse til at godkende tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter bestående af in situ-genereret nitrogen til beskyttelse af kulturarv frem til den 31. december 2024.

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Nederlandene.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 2020.

    På Kommissionens vegne

    Stella KYRIAKIDES

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.

    (2)  Kommissionens direktiv 2009/89/EF af 30. juli 2009 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF med henblik på at optage nitrogen som et aktivt stof i bilag I hertil (EUT L 199 af 31.7.2009, s. 19).

    (3)  Liste over godkendte produkter kan ses på https://echa.europa.eu/fr/information-on-chemicals/biocidal-products

    (4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 af 4. august 2014 om det arbejdsprogram for systematisk undersøgelse af alle eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (EUT L 294 af 10.10.2014, s. 1).

    (5)  Det 83., 84., 85. og 86. møde i Kommissionens ekspertgruppe bestående af repræsentanter for medlemsstaternes kompetente myndigheder til gennemførelse af forordning (EU) nr. 528/2012, som blev afholdt i henholdsvis maj 2019, juli 2019, september 2019 og november 2019. Mødereferaterne kan læses her: https://ec.europa.eu/health/biocides/events_en#anchor0


    Top