Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D2207

    Rådets afgørelse (EU) 2019/2207 af 5. december 2019 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det 39. møde i forvaltningsorganet for konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande til visse ændringer af protokollen angående reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen

    ST/14345/2019/INIT

    EUT L 332 af 23.12.2019, p. 17–18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/2207/oj

    23.12.2019   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 332/17


    RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/2207

    af 5. december 2019

    om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på det 39. møde i forvaltningsorganet for konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande til visse ændringer af protokollen angående reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 191 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (»konventionen«) har en protokol angående reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen (»protokollen«), der blev vedtaget i 1999.

    (2)

    De parter, der er til stede på et møde i forvaltningsorganet for konventionen (»forvaltningsorganet«), kan i henhold til protokollens artikel 13a vedtage ændringer til protokollen og bilagene hertil.

    (3)

    Protokollen blev ændret i 2012 gennem vedtagelsen af beslutning 2012/1 og 2012/2 af de parter, der var tilstede på det 30. møde i forvaltningsorganet. Ændringerne i beslutning 2012/1 trådte i kraft og fik virkning ved den fremskyndede procedure, der er fastsat i protokollen. Ændringen i beslutning 2012/2 krævede godkendelse fra parterne i protokollen og blev godkendt af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2017/1757 (1). Nævnte ændring trådte i kraft den 7. oktober 2019.

    (4)

    Forvaltningsorganet skal på sit 39. møde den 9.-13. december 2019 træffe afgørelse om vedtagelsen af ændringer til protokollens artikel 3a og bilag VII til protokollen som foreslået af Amerikas Forenede Stater med henblik på at gøre det lettere for parter uden for Unionen at ratificere protokollen.

    (5)

    Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i forvaltningsorganet, da genstanden for og indholdet af den protokol, der skal ændres, er omfattet af gældende EU-ret og navnlig af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2284 (2).

    (6)

    Unionens holdning på det 39. møde i forvaltningsorganet bør være at støtte forslaget om ændring af bilag VII til protokollen.

    (7)

    Hvis parterne fra landene i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien, der er til stede på det 39. møde i forvaltningsorganet, anfører, at forslaget om ændring af artikel 3a i protokollen er hensigtsmæssigt, bør Unionens holdning på det 39. møde i forvaltningsorganet være at støtte dette forslag. Hvis disse parter ikke anfører, at forslaget om ændring af artikel 3a i protokollen er hensigtsmæssigt, bør Unionens holdning være at opfordre Amerikas Forenede Stater til at trække dets forslag tilbage, og hvis Amerikas Forenede Stater ikke trækker det tilbage, bør Unionen have mulighed for at gøre indsigelse mod forslaget —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 39. møde i forvaltningsorganet for konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (»39. møde i forvaltningsorganet«), er følgende:

    a)

    at støtte forslaget fra Amerikas Forenede Stater om at ændre bilag VII til protokollen for at forlænge fleksibilitetsfristen fra 2019 til 2024

    b)

    hvis parterne fra landene i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien, der er til stede på det 39. møde i forvaltningsorganet, anfører, at forslaget om ændring af artikel 3a i protokollen for at forlænge fleksibilitetsfristerne fra 2019 til 2024 og fra 2022 til 2030 er hensigtsmæssigt, at støtte forslaget fra Amerikas Forenede Stater om at ændre nævnte artikel

    c)

    hvis betingelsen i nærværende artikels litra b) ikke er opfyldt, at opfordre Amerikas Forenede Stater til at trække forslaget om ændring af protokollens artikel 3a tilbage

    d)

    hvis Amerikas Forenede Stater ikke trækker forslaget om ændring af protokollens artikel 3a tilbage i forlængelse af en opfordring som omhandlet i nærværende artikels litra c), at Unionen kan gøre indsigelse mod forslaget.

    Artikel 2

    Unionens repræsentanter kan i samråd med medlemsstaterne på koordineringsmøder på stedet aftale justeringer af den holdning, der er fastlagt i artikel 1, i lyset af udviklingen på det 39. møde i forvaltningsorganet, uden yderligere afgørelse truffet af Rådet.

    Artikel 3

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 5. december 2019.

    På Rådets vegne

    Formand

    M. LINTILÄ


    (1)  Rådets afgørelse (EU) 2017/1757 af 17. juli 2017 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af en ændring til 1999‐protokollen til konventionen af 1979 om grænseoverskridende luftforurening over store afstande angående reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen (EUT L 248 af 27.9.2017, s. 3).

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2284 af 14. december 2016 om nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer, om ændring af direktiv 2003/35/EF og om ophævelse af direktiv 2001/81/EF (EUT L 344 af 17.12.2016, s. 1).


    Top