Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017D0847

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/847 af 16. maj 2017 om indrømmelse af en undtagelse på anmodning af Danmark i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (meddelt under nummer C(2017) 2891)

    C/2017/2891

    EUT L 125 af 18.5.2017, p. 35–42 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2018

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2017/847/oj

    18.5.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 125/35


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/847

    af 16. maj 2017

    om indrømmelse af en undtagelse på anmodning af Danmark i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget

    (meddelt under nummer C(2017) 2891)

    (kun den danske udgave er autentisk)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (1), særlig bilag III, punkt 2, tredje afsnit, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 18. november 2002 vedtog Kommissionen beslutning 2002/915/EF (2) om indrømmelse af en undtagelse, Danmark havde anmodet om i henhold til direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget, hvorved Danmark fik tilladelse til at anvende op til 230 kg kvælstof pr. hektar årligt fra husdyrgødning på visse kvægbrug inden for rammerne af det danske handlingsprogram 1999-2003. Undtagelsen blev forlænget ved Kommissionens beslutning 2005/294/EF (3) i forbindelse med det danske handlingsprogram 2004-2007, ved Kommissionens beslutning 2008/664/EF (4) i forbindelse med det danske handlingsprogram 2008-2012 og ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/659/EU (5) i forbindelse med det danske handlingsprogram 2008-2015.

    (2)

    Den undtagelse, som blev indrømmet ved gennemførelsesafgørelse 2012/659/EU, omfattede (for perioden 2014/2015) ca. 1 500 kvægbrug, 425 102 dyreenheder og 205 165 hektar agerjord, svarende til 4,0 % af det samlede antal bedrifter, 18,6 % af det samlede antal dyreenheder og 8,2 % af det samlede antal hektar agerjord i Danmark.

    (3)

    Den 4. februar 2016 forelagde Danmark Kommissionen en anmodning om forlængelse af undtagelsen i henhold til bilag III, punkt 2, tredje afsnit, i direktiv 91/676/EØF.

    (4)

    Danmark har i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 91/676/EØF iværksat et handlingsprogram for perioden 2016-2018, som udmøntes gennem dele af bekendtgørelse nr. 1324 af 15. november 2016 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v., bekendtgørelse nr. 388 af 27. april 2016 af lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække og bekendtgørelse nr. 1055 af 1. juli 2016 om jordbrugets anvendelse af gødning i planperioden 2016/2017 der er en ny målrettet efterafgrødeordning, som er obligatorisk, jf. lovbekendtgørelsen om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække. Hertil kommer, at der i den danske lovgivning indføres en ny generel fosforregulering, jf. lovbekendtgørelse om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug og bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.

    (5)

    Den danske lovgivning til gennemførelse af direktiv 91/676/EØF omfatter grænseværdier for kvælstoftilførsel. Der er vedtaget lovgivning med henblik på begrænsning af fosforanvendelsen, som træder i kraft i august 2017.

    (6)

    Af den danske rapport om status og udvikling for vandmiljø og landbrugspraksis vedrørende perioden 2012-2015 fremgår det, at der er et årligt overskud i markbalancen på 80 kg N/ha i 2014 og en samlet kvælstofudledning til havet fra landbruget på ca. 70 % af den samlede udledning i 2012. Ifølge Danmarks skøn skal den landbaserede kvælstofbelastning til kystvande nedbringes fra 56,8 mio. ton til 44,7 mio. ton for at understøtte en god økologisk tilstand.

    (7)

    Den danske lovgivning bør omfatte en kombination af målrettede ordninger for frivillige og pligtige efterafgrøder for 2017 og 2018. I henhold til denne ordning vil de bindende bestemmelser for efterafgrøder automatisk træde i kraft, hvis det ikke lykkes at opfylde de miljømæssige mål gennem de frivillige aftaler. Arealerne med efterafgrøder skal supplere det nationale krav om pligtige efterafgrøder i henhold til den danske lovbekendtgørelse om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække. Disse foranstaltninger er nødvendige for at sikre, at den nuværende undtagelse ikke fører til en yderligere forringelse af vandkvaliteten.

    (8)

    Ifølge de oplysninger, som Danmark har forelagt vedrørende den undtagelse, der blev indrømmet ved gennemførelsesafgørelse 2012/659/EU, har undtagelsen ikke ført til en forringelse af vandkvaliteten, når der sammenlignes med arealer, der ikke er omfattet af undtagelsen. Af de data, som Danmark har forelagt om gennemførelsen af direktiv 91/676/EØF i perioden 2012-2015 (6), fremgår det, at hvad angår grundvandet i Danmark, er der ved ca. 16 % af målestationerne målt et gennemsnitligt kvælstofindhold over 50 mg/l, og ved ca. 23 % af målestationerne er der målt et gennemsnitligt kvælstofindhold over 40 mg/l. Overvågningsdata viser, at der er en stabil udviklingstendens i kvælstofindholdet i grundvandet sammenholdt med den foregående rapporteringsperiode (2008-2011). Hvad angår overfladevandet, ses der ved størstedelen af overvågningsstederne for overfladevand et gennemsnitligt kvælstofindhold under 50 mg/l og en stabil udviklingstendens i kvælstofindholdet. I rapporten om perioden 2012-2015 anføres det, at 2 ud af 119 kystvande blev klassificeret som i »god økologisk tilstand«.

    (9)

    Efter at have gennemgået Danmarks anmodning på grundlag af de elementer, der er beskrevet i bilag III, punkt 2, tredje afsnit, i direktiv 91/676/EØF, er det i lyset af de erfaringer, der er gjort med undtagelserne i beslutning 2002/915/EF, 2005/294/EF og 2008/664/EF og gennemførelsesafgørelse 2012/659/EU, Kommissionens opfattelse, at den mængde husdyrgødning, som Danmark påtænker at anvende, nærmere bestemt 230 kg kvælstof årligt pr. hektar, ikke vil være til hinder for, at målene i direktiv 91/676/EØF kan nås, forudsat at visse skærpede betingelser opfyldes.

    (10)

    På bedrifter med tilladelse til at anvende husdyrgødning svarende til 230 kg kvælstof årligt pr. hektar ajourføres gødningsplanerne rettidigt for at sikre overensstemmelse med den faktiske landbrugspraksis, og der etableres permanent plantedække af dyrkningsarealet og efterafgrøder for at sikre genvindelse af kvælstoftabet i underliggende jordlag om efteråret og begrænse kvælstoftabet om vinteren.

    (11)

    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (7) danner rammen for en sammenhængende grænseoverskridende tilgang til beskyttelse af vand i områder omkring flodbassiner med det formål at opnå en god tilstand i Europas vandområder senest i 2015. Nedbringelse af næringsstofindholdet er en del af dette mål. Undtagelsen i denne afgørelse indskrænker ikke anvendelsen af bestemmelserne i direktiv 2000/60/EF og udelukker ikke, at der kan blive behov for yderligere foranstaltninger for at opfylde forpligtelser, der følger heraf.

    (12)

    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF (8) indeholder generelle bestemmelser for opbygning af en infrastruktur for geografisk information i EU med henblik på EU's miljøpolitik og andre politikområder eller aktiviteter, der kan have indvirkning på miljøet. Hvor det er relevant, bør den geografiske information, der indsamles inden for rammerne af denne afgørelse, være i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte direktiv. For at mindske den administrative byrde og forbedre sammenhængen i data bør Danmark ved indsamlingen af de nødvendige data inden for rammerne af denne afgørelse benytte de oplysninger, der tilvejebringes i det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, der er oprettet i henhold til afsnit V, kapitel II, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 (9).

    (13)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Nitratkomitéen, der er nedsat ved artikel 9 i direktiv 91/676/EØF —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Undtagelse

    Den undtagelse, som Danmark ved brev af 4. februar 2016 har anmodet om med henblik på at tillade, at arealer kan tilføres en større mængde kvælstof fra husdyrgødning end den mængde, der er anført i punkt 2, andet afsnit, første punktum, i bilag III til direktiv 91/676/EØF, indrømmes på de betingelser, der er fastlagt i denne afgørelse.

    Artikel 2

    Anvendelsesområde

    Denne undtagelse gælder for kvægbrug, på hvilke sædskiftet omfatter mere end 80 % afgrøder med højt kvælstofoptag og lang vækstsæson, og for hvilke der er givet tilladelse i overensstemmelse med artikel 5.

    Artikel 3

    Definitioner

    I denne afgørelse forstås ved:

    a)   »kvægbrug«: bedrift med en årlig produktion af kvælstof i husdyrgødning på over 300 kg, hvoraf mindst to tredjedele stammer fra kvæg

    b)   »græs«: permanente græsarealer eller græsarealer i omdrift

    c)   »afgrøder udlagt med græs«: ensilagekornarter, ensilagemajs, vårbyg eller vårbyg og ærter udlagt med græs før eller efter høst

    d)   »afgrøder med højt kvælstofoptag og lang vækstsæson«:

    i)

    græs

    ii)

    græsefterafgrøder

    iii)

    foderroer

    iv)

    afgrøder udlagt med græs

    e)   »jordbundsprofil«: jordlaget ned til en dybde af 0,90 meter eller til gennemsnittet af det højestliggende grundvand, hvis dette niveau er mindre end 0,90 meter under jordoverfladen.

    Artikel 4

    Betingelser for undtagelsen

    Undtagelsen indrømmes på følgende betingelser:

    1)

    I august 2017 træder en ny fosforregulering i kraft, hvorved der afhængigt af den geografiske placering og gødningstype fastsættes fosforlofter på forskellige niveauer i hele landet. Lofterne gælder for udbringning af fosfor fra alle gødningstyper: organiske gødningsstoffer, herunder husdyrgødning, afgasset biomasse, afgasset plantebiomasse, spildevandsslam og handelsgødning. De skærpede lofter for fosforudbringning, som gælder for alle gødningstyper, finder anvendelse i afvandingsomåder med fosforfølsomme vandmiljøer.

    2)

    Der indføres indikator- og overvågningssystemer for at registrere mængden af fosfor, der udbringes på landbrugsarealer i Danmark. Såfremt enten indikator- eller overvågningssystemet viser, at det gennemsnitlige faktiske årlige fosforudbringningsniveau på landbrugsjorden i Danmark muligvis eller faktisk overstiger de niveauer for den gennemsnitlige fosforanvendelse, som skal nås i perioden 2018-2025, vil lofterne for den maksimale fosforudbringning blive nedsat tilsvarende.

    3)

    En målrettet kombineret ordning for frivillige og pligtige efterafgrøder indføres med den begrundelse, at det er nødvendigt at nedbringe kvælstofindholdet i grundvandsforekomster og kystvande. Under denne ordning træder de bindende bestemmelser for efterafgrøder automatisk i kraft, hvis miljømålsætningerne ikke kan nås gennem de frivillige aftaler.

    4)

    De efterafgrøder, der etableres inden for rammerne af denne ordning, supplerer det nationale bindende krav om 10 eller 14 % efterafgrøder på bedriftens efterafgrødegrundareal, og kan ikke udlægges på det samme areal, som anvendes til at opfylde kravet om miljømæssigt fokusområde for efterafgrøder.

    Artikel 5

    Årlig tilladelse og forpligtelse

    1.   Kvægbrug kan indgive ansøgning til de kompetente myndigheder om en årlig tilladelse til at udbringe op til 230 kg kvælstof fra husdyrgødning pr. hektar pr. år.

    Fristen for indgivelse af ansøgningen er den samme som den nationale frist for ansøgning om støtte fra enkeltbetalingsordningen og for indsendelse af gødningsplanen og efterafgrødeplanen.

    2.   Samtidig med den ansøgning, der er nævnt i stk. 1, indsender ansøgeren en erklæring om, at betingelserne i artikel 7, 8 og 9 er opfyldt.

    Artikel 6

    Meddelelse af tilladelser

    Tilladelse til udbringning af en mængde kvæggødning, herunder gødning afsat af dyrene selv og behandlet gødning, svarende til 230 kg kvælstof pr. hektar årligt, gives på de i artikel 7-9 fastlagte betingelser.

    Artikel 7

    Betingelser for anvendelse af husdyrgødning og andre gødningsmidler

    1.   Den samlede kvælstoftilførsel må ikke overstige den pågældende afgrødes forventede næringsstofbehov under hensyntagen til næringsstoftilførslen fra jorden. Den må ikke overstige de maksimale tilførselsnormer som fastsat i bekendtgørelse nr. 1055 af 1. juli 2016 om jordbrugets anvendelse af gødning i planperioden 2016/2017 og i tilsvarende bekendtgørelser i de efterfølgende planperioder.

    2.   Der udarbejdes en gødningsplan for hele kvægbedriftens areal. Planen opbevares på bedriften. Gødningsplanen omfatter perioden 1. august til 31. juli det efterfølgende år. Gødningsplanen skal indeholde følgende:

    a)

    en sædskifteplan med følgende oplysninger:

    1)

    arealstørrelse for marker med afgrøder med højt kvælstofoptag og lang vækstsæson

    2)

    arealstørrelse for marker med andre afgrøder end dem, der er omhandlet i nr. 1)

    3)

    en kortskitse over markernes beliggenhed med henblik på nr. 1) og 2)

    b)

    antallet af husdyr på bedriften, beskrivelse af opstaldnings- og husdyrgødningsopbevaringssystemerne, herunder opbevaringskapaciteten for husdyrgødning

    c)

    en beregning af kvælstof- og fosforandelen fra husdyrgødning, der produceres på bedriften

    d)

    en beskrivelse af en eventuel husdyrgødningsbehandling og forventede egenskaber for den behandlede gødning

    e)

    oplysning om mængde, type og egenskaber ved den husdyrgødning, som leveres udenfor eller modtages på bedriften,

    f)

    oplysning om den forventede mængde kvælstof og fosfor, der er nødvendig for afgrøderne på hver enkelt mark

    g)

    en beregning af, hvor meget kvælstof og fosfor der tilføres med husdyrgødning, for hver mark

    h)

    en beregning af, hvor meget kvælstof og fosfor der tilføres med handelsgødning, for hver mark

    i)

    tidspunktet for tilførsel af husdyrgødning og handelsgødning.

    Gødningsplanen skal revideres senest syv dage efter enhver ændring i kvægbrugets landbrugspraksis. Gødningsregnskabet skal senest være indsendt til de kompetente myndigheder ved udgangen af marts hvert år.

    3.   Husdyrgødning må i perioden 31. august til 1. marts ikke udbringes på græsarealer, som pløjes det efterfølgende forår.

    Artikel 8

    Betingelser for jordprøveudtagning og jordbundsanalyse

    1.   Jordbundsprøver udtages i de øverste 30 cm af agerjorden og analyseres for deres indhold af kvælstof og fosfor.

    2.   Jordbundsprøverne og jordbundsanalysen foretages mindst hvert fjerde år for hvert af bedriftens områder, der med hensyn til sædskifte og jordbundsegenskaber er homogene.

    3.   Der udtages mindst én jordbundsprøve og analyse for hver fem hektar landbrugsjord.

    4.   Resultaterne af analyserne skal være tilgængelige for inspektion på kvægbedriften.

    Artikel 9

    Betingelser for arealanvendelse

    1.   Mindst 80 % af det areal, hvor der må udbringes husdyrgødning, dyrkes med afgrøder med højt kvælstofoptag og lang vækstsæson.

    2.   Græsefterafgrøder pløjes ikke før den 1. marts i det år, der følger deres etablering.

    3.   Græsarealer i omdrift pløjes om foråret. En afgrøde med højt kvælstofoptag og lang vækstsæson sås hurtigst muligt, dog senest tre uger efter, at græsset er blevet pløjet.

    4.   De afgrøder, der indgår i sædskiftet, omfatter ikke bælgplanter eller andre kvælstoffikserende planter, med undtagelse af:

    a)

    kløver i græsmarker med under 50 % kløver og lucerne

    b)

    lucerne i græsmarker med under 50 % kløver og lucerne

    c)

    byg og ærter udlagt med græs.

    5.   Kvælstofnormer for afgrøder, der følger efter græsarealer i omdrift, fratrækkes den foregående afgrødes kvælstofværdi i henhold til bekendtgørelse nr. 1055 af 1. juli 2016 om jordbrugets anvendelse af gødning i planperioden 2016/2017 og tilsvarende bekendtgørelser i de efterfølgende planperioder for kvælstofnormer, tabel over kvælstofnormer for landbrugsafgrøder og grønsager samt efterfølgende ændringer.

    Artikel 10

    Overvågning

    1.   De kompetente myndigheder sørger for, at der udarbejdes kort, hvoraf følgende fremgår:

    a)

    procentdelen af kvægbrug i hver kommune, som er omfattet af tilladelser

    b)

    procentdelen af husdyr i hver kommune, som er omfattet af tilladelser

    c)

    procentdelen af landbrugsarealerne i hver kommune, som er omfattet af tilladelser.

    Disse kort ajourføres hvert år.

    De kompetente myndigheder indsamler data om sædskifter og dyrkningspraksis, som er omfattet af tilladelserne. Disse data ajourføres hvert år.

    2.   De kompetente myndigheder overvåger rodzonevand, overfladevand og grundvand og forelægger Kommissionen data om kvælstof- og fosforindholdet i jordprofilen og kvælstofkoncentrationen i overfladevand og grundvand, både under betingelserne for undtagelsesordningen og uden betingelserne for undtagelsesordningen.

    Overvågningen foretages på mark- og bedriftsniveau inden for rammerne af det nationale program for overvågning af landbrugsoplande. Overvågningslokaliteterne skal være repræsentative for de vigtigste jordtyper, den mest udbredte gødskningspraksis og hovedafgrøderne. Der foretages en skærpet overvågning af landbrugsarealer i afvandingsområder beliggende på sandjord.

    Derudover overvåges kvælstofkoncentrationerne i overfladevand og grundvand på mindst 3 % af alle bedrifter, der er omfattet af tilladelser.

    3.   De kompetente myndigheder gennemfører inden for rammerne af det nationale program for overvågning af landbrugsoplande undersøgelser og løbende næringsstofanalyser og tilvejebringer data om den lokale arealanvendelse, sædskifter og landbrugspraksis på de kvægbrug, der er omfattet af en undtagelse.

    De oplysninger og data, der tilvejebringes gennem næringsstofanalysen, jf. artikel 7, og overvågningen, jf. artikel 10, stk. 2, anvendes til modelbaserede beregninger af kvælstof- og fosfortab i kvægbrug, der på grundlag af videnskabelige principper blev givet en tilladelse.

    4.   De kompetente myndigheder sætter tal på procentdelen af arealer omfattet af undtagelse, der er udlagt med:

    a)

    kløver eller lucerne i græsmarker

    b)

    byg og ærter udlagt med græs.

    Artikel 11

    Kontrol

    1.   De kompetente myndigheder sørger for, at ansøgninger om tilladelse kontrolleres administrativt. Viser det sig ved kontrollen, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne i artikel 7, 8 og 9, afvises ansøgningen, og ansøgeren underrettes om begrundelsen for afslaget.

    2.   De kompetente myndigheder indfører en ordning for inspektion af bedrifter, der er omfattet af tilladelser.

    Ordningen skal være baseret på risikoanalyser under hensyntagen til resultaterne af tidligere års kontroller med henblik på de i artikel 7, 8 og 9 fastlagte betingelser og resultaterne af kontrollen af overholdelsen af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 91/676/EØF.

    3.   Inspektionerne omfatter markinspektioner og kontrol på stedet af overholdelsen af betingelserne i artikel 7, 8 og 9 og gennemføres på mindst 7 % af de bedrifter, der er omfattet af en tilladelse. Fastslås det, at en bedrift ikke opfylder disse betingelser, pålægges indehaveren af tilladelsen en bøde i henhold til national ret og er ikke berettiget til en tilladelse det efterfølgende år.

    4.   De kompetente myndigheder tillægges de beføjelser og midler, der er nødvendige for at efterprøve overholdelsen af betingelserne for den undtagelse, der er givet i medfør af denne afgørelse.

    Artikel 12

    Rapportering

    De kompetente myndigheder forelægger hvert år Kommissionen senest den 31. december en rapport med følgende oplysninger:

    a)

    kort for hver kommune, hvoraf fremgår den procentvise andel af kvægbrug, husdyr, landbrugsarealer, der er omfattet af undtagelser, samt kort over den lokale arealanvendelse, jf. artikel 10, stk. 1

    b)

    resultaterne af overvågningen af grundvandet og overfladevandet hvad angår kvælstof- og fosforkoncentrationen, herunder oplysning om udviklingen i vandkvaliteten, både for landbrug, der er omfattet af en undtagelse, og dem, der ikke er, samt undtagelsens virkning for vandkvaliteten, jf. artikel 10, stk. 2

    c)

    resultaterne af overvågningen af jorden hvad angår kvælstof- og fosforkoncentrationen i rodzonevandet, både for landbrug, der er omfattet af en undtagelse, og dem, der ikke er, jf. artikel 10, stk. 2

    d)

    resultaterne af undersøgelserne af den lokale arealanvendelse, sædskifter og landbrugspraksis, jf. artikel 10, stk. 3

    e)

    resultaterne af modelberegningerne af omfanget af kvælstof- og fosforudvaskning fra landbrug, der er omfattet af en tilladelse, jf. artikel 10, stk. 3

    f)

    tabeller over den procentvise andel af landbrugsarealer omfattet af en undtagelse, som er udlagt medkløver eller lucerne i græsmarker eller med byg/ærter udlagt med græs, jf. artikel 10, stk. 4

    g)

    en vurdering af overholdelsen af betingelserne for undtagelsen på basis af kontrol af de enkelte bedrifter og oplysninger om bedrifter, der ikke overholder betingelserne, på basis af de administrative kontroller og markinspektionerne, jf. artikel 11

    h)

    udviklingen i husdyrantallet og husdyrgødningsproduktionen for hver husdyrkategori i Danmark og på bedrifter, der er omfattet af en undtagelse.

    Geodataene i rapporten skal i de relevante tilfælde opfylde bestemmelserne i direktiv 2007/2/EF. Danmark benytter ved indsamlingen af det nødvendige datamateriale, hvor det er relevant, de oplysninger, der tilvejebringes i det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 67, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1306/2013.

    Artikel 13

    Anvendelsesperiode

    Denne afgørelse anvendes indtil den 31. december 2018.

    Artikel 14

    Adressat

    Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Danmark.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 16. maj 2017.

    På Kommissionens vegne

    Karmenu VELLA

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 375 af 31.12.1991, s. 1.

    (2)  Kommissionens beslutning 2002/915/EF af 18. november 2002 om anmodning om undtagelse i henhold til bilag III, stk. 2, litra b), og artikel 9 i Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EFT L 319 af 23.11.2002, s. 24).

    (3)  Kommissionens beslutning 2005/294/EF af 5. april 2005 om anmodning om undtagelse i henhold til bilag III, punkt 2, litra b), og artikel 9 i Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EUT L 94 af 13.4.2005, s. 34).

    (4)  Kommissionens beslutning 2008/664/EF af 8. august 2008 om ændring af beslutning 2005/294/EF om anmodning om undtagelse i henhold til bilag III, punkt 2, litra b), og artikel 9 i Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EUT L 217 af 13.8.2008, s. 16).

    (5)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/659/EU af 23. oktober 2012 om godkendelse af en undtagelse på anmodning af Kongeriget Danmark i henhold til Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (EUT L 295 af 25.10.2012, s. 20).

    (6)  Danish Environmental Protection Agency (ed.), Status and trends of the aquatic environment and agricultural practice in Denmark, Report to the European Commission for the period 2012-2015 in accordance with article 10 of the Nitrates Directive (1991/676/EEC), September 2016.

    (7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1).

    (8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF af 14. marts 2007 om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab (Inspire) (EUT L 108 af 25.4.2007, s. 1).

    (9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 549).


    Top