15.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 306/37

(1)

En institutsikringsordning beskrives i artikel 113, stk. 7, forordning (EU) nr. 575/2013 som en kontraktmæssig eller vedtægtsmæssig ansvarsordning, der beskytter de institutter, der deltager i ordningen, og sikrer, at de har den likviditet og solvens, der er nødvendig for at undgå konkurs, hvis det bliver nødvendigt. I henhold til denne bestemmelse kan de kompetente myndigheder under forbehold af visse betingelser, som er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013, undlade at anvende udvalgte tilsynsmæssige krav eller tillade visse undtagelser for deltagere i institutsikringsordninger.

(2)

Den Europæiske Centralbank (ECB) er som den myndighed, der inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme (SSM) har kompetence til at føre tilsyn med kreditinstitutter, der er klassificeret som signifikante, ansvarlig for at vurdere de ansøgninger, der fremsendes af sådanne institutter.

(3)

Betingelserne for vurderingen af institutsikringsordninger af tilsynsmæssige hensyn er fastsat i artikel 113, stk. 7, i forordning (EU) nr. 575/2013. I henhold til denne forordning har de kompetente myndigheder en vis skønsmargin i forbindelse med den tilsynsmæssige vurdering, der kræves for at fastslå, om betingelserne er opfyldt. For at sikre sammenhæng, effektivitet og transparens har ECB tilføjet et nyt kapitel til »ECB Guide on options and discretions available in Union law«, som vedrører proceduren til anerkendelse af institutsikringsordninger i tilsynsøjemed (3), hvori det nærmere anføres, hvorledes ECB skal vurdere, hvorvidt institutsikringsordningerne og deres deltagere opfylder ovennævnte betingelser.

(4)

ECB er ansvarlig for Den Fælles Tilsynsmekanismes (SSM) effektive og konsekvente virkemåde og skal som en af sine overordnede opgaver sikre konsistens i tilsynsresultaterne. I den forbindelse vedtager ECB retningslinjer rettet til de kompetente nationale myndigheder, som danner grundlag for, hvorledes tilsynsopgaver skal udføres og tilsynsafgørelser skal vedtages for så vidt angår mindre signifikante institutter.

(5)

Da institutsikringsordninger kan bestå af både signifikante og mindre signifikante institutter, er det vigtigt at sikre ensartet behandling af deres deltagere i hele SSM for at fremme konsistens i de afgørelser, der vedtages af ECB og de kompetente nationale myndigheder. For institutsikringsordninger, hvis deltagere både omfatter signifikante og mindre signifikante kreditinstitutter, er det navnlig vigtigt, at både ECB, som har ansvar for at føre tilsyn med signifikante institutter, og de kompetente nationale myndigheder, som har ansvar for at føre tilsyn med mindre signifikante institutter, lægger de samme specifikationer til grund for deres vurdering af, hvorvidt de kan anerkendes. Det er også nødvendigt, at de kompetente nationale myndigheder lægger de samme specifikationer til grund ved vurderingen af institutsikringsordninger, der udelukkende omfatter mindre signifikante institutter, da såvel sammensætningen af institutsikringsordningerne som klassifikationen af deres deltagere som signifikante eller mindre signifikante kan ændre sig over tid —

a)

modparten er et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk servicevirksomhed, som er underlagt passende tilsynskrav

b)

modparten, der anmoder om tilladelsen, er etableret i den samme medlemsstat.

a)

deltagernes aktiebeholdning eller juridiske struktur vil kunne hæmme muligheden for at overføre kapitalgrundlagsmidler eller tilbagebetale forpligtelser

b)

den formelle beslutningstagningsproces i relation til overførsel af kapitalgrundlagsmidler mellem deltagerne sikrer hurtig overførsel

c)

deltagernes vedtægter, eventuelle aktionæroverenskomster eller andre kendte aftaler indeholder bestemmelser, der kan stå i vejen for modpartens overførsel af kapitalgrundlagsmidler eller tilbagebetaling af forpligtelser

d)

der har været alvorlige ledelsesvanskeligheder eller spørgsmål om corporate governance i relation til deltagerne, som kunne have en negativ indflydelse på den hurtige overførsel af kapitalgrundlagsmidler eller tilbagebetalingen af forpligtelser

e)

en tredjepart (6) har mulighed for at udøve kontrol over eller forhindre hurtig overførsel af kapitalgrundlagsmidler eller tilbagebetaling af forpligtelser

f)

der er indikationer fra tidligere forhold med hensyn til strømme af midler mellem deltagere, som godtgør muligheden for hurtig overførsel af kapitalgrundlagsmidler eller tilbagebetaling af forpligtelser.

a)

ordningerne omfatter en lang række foranstaltninger, processer og mekanismer, der udgør den ramme, inden for hvilken institutsikringsordningen opererer. Denne ramme bør omfatte muligheden for at træffe en række foranstaltninger, lige fra mindre indgribende til mere omfattende, der står i forhold til risikoen ved det begunstigede institut og alvorligheden af dets finansielle vanskeligheder, herunder direkte kapital- og likviditetsstøtte. Støtten kan være betinget, f.eks. af at instituttet gennemfører visse foranstaltninger til genopretning og omstrukturering

b)

institutsikringsordningens ledelsesstruktur og proceduren, der ligger til grund for beslutninger om at træffe støtteforanstaltninger, gør det muligt at yde støtte på en rettidig måde

c)

der foreligger en klar forpligtelse for institutsikringsordningen til at yde støtte, hvis en deltager, på trods af forudgående overvågning af risici og foranstaltninger til tidlig indgriben, er eller må forventes at blive insolvent eller illikvid og til at sikre, at dens deltagere opfylder de relevante lovgivningsmæssige krav til kapitalgrundlagsmidler og likviditet

d)

institutsikringsordningen gennemfører stresstests med regelmæssige intervaller for at kvantificere eventuelle kapital- og likviditetsstøtteforanstaltninger

e)

institutsikringsordningens kapacitet til risikoabsorbering (bestående af indbetalte midler, eventuelle ex post-bidrag og tilsvarende forpligtelser) er tilstrækkelig til at dække eventuelle støtteforanstaltninger, der træffes i relation til dens deltagere

f)

der er blevet etableret en ex ante-fond til sikring af, at institutsikringsordningen har midler til støtteforanstaltninger, der umiddelbart står til rådighed, og

a)

institutsikringsordningens deltagere har pligt til med regelmæssige intervaller at fremsende opdaterede data over deres risikosituation til institutsikringsordningens primære ledelsesorgan, herunder oplysninger om deres kapitalgrundlagsmidler og kapitalgrundlagskrav

b)

tilsvarende passende datastrømme og IT-strømme er på plads

c)

institutsikringsordningens primære ledelsesorgan fastsætter ensartede standarder og metoder til den ramme for risikostyring, som deltagerne skal anvende

d)

der i forbindelse med institutsikringsordningens overvågning og klassificering af risici findes en fælles definition af risici, de samme risikokategorier overvåges for alle deltagere, og det samme fortrolighedsniveau og den samme tidshorisont anvendes til kvantificeringen af risici

e)

institutsikringsordningens systemer til overvågning og klassificering af risici klassificerer deltagerne i overensstemmelse med deres risikosituation, dvs. at institutsikringsordningen har defineret forskellige kategorier, som den opdeler sine deltagere i, for at muliggøre tidlig intervention

f)

institutsikringsordningen har mulighed for at påvirke risikosituationen for sine deltagere ved at udstede instrukser, henstillinger og lignende til dem, f.eks. for at begrænse visse aktiviteter eller for at stille krav om, at visse risici reduceres.

a)

institutsikringsordningen med regelmæssige intervaller vurderer risici og sårbarheder i den sektor, som dens deltagere tilhører,

b)

resultaterne af risikovurderingen opsummeres i en rapport eller et andet dokument og fremsendes til de relevante beslutningstagende organer i institutsikringsordningen og/eller hos deltagerne umiddelbart efter, at de er blevet færdige,

c)

deltagerne informeres om deres risikoklassifikation af institutsikringsordningen i overensstemmelse med artikel 113, stk. 7, litra c).

a)

den konsoliderede eller aggregerede rapport revideres af en uafhængig ekstern revisor på grundlag af de relevante regnskabsregler, eller, alt efter omstændighederne, på grundlag af aggregeringsmetoden

b)

den eksterne revisor skal afgive en regnskabserklæring

c)

alle deltagere i institutsikringsordningen og alle datterselskaber, mellemliggende strukturer, såsom holdingselskaber, og enheden, der forvalter institutsikringsordningen selv (hvis det er en juridisk enhed), indgår i konsolideringen/aggregeringen

d)

i tilfælde, hvor institutsikringsordningen udarbejder en rapport, der omfatter en aggregeret balance og en aggregeret resultatopgørelse, giver aggregeringsmetoden sikkerhed for, at alle koncerninterne eksponeringer fjernes.

a)

den eksterne revisor, som er ansvarlig for revisionen af den konsoliderede eller aggregerede finansielle rapport, kan bekræfte, at denne praksis er blevet forhindret

b)

transaktioner mellem deltagerne har ført til uhensigtsmæssig etablering af kapitalgrundlag på individuelt, delkonsolideret eller konsolideret niveau.

a)

hvorvidt institutsikringsordningen har tilstrækkeligt mange deltagere (blandt de institutter, der opfylder betingelserne for deltagelse) til at kunne dække alle de støtteforanstaltninger, den måtte være nødt til at gennemføre

b)

deltagernes forretningsmodel, forretningsstrategi, størrelse, kunder, regionale fokus, produkter, finansieringsstrukturer, væsentlige risikokategorier, salgssamarbejds- og serviceaftaler med andre deltagere i institutsikringsordninger og lign.

c)

hvorvidt deltagernes forskellige forretningsprofiler gør det muligt at overvåge og klassificere deres risikosituation under anvendelse af de ensartet udformede systemer, som institutsikringsordningen har etableret i henhold til artikel 113, stk. 7, litra c), i forordning (EU) nr. 575/2013

d)

at institutsikringsordningssektorer ofte er baseret på samarbejde, hvilket betyder, at centrale institutter og andre specialiserede institutter i institutsikringsordningens netværk tilbyder produkter og tjenester til andre deltagere i institutsikringsordningen. Ved vurderingen af ensartetheden af forretningsprofilerne skal den kompetente nationale myndighed tage i betragtning, i hvor høj grad deltagernes forretningsaktiviteter har relation til netværket (produkter eller tjenester, som leveres til lokale banker, tjenester til delte kunder, kapitalmarkedsaktiviteter og lign.).