Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0224

2012/224/EU: Rådets gennemførelsesafgørelse af 29. marts 2012 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal

EUT L 115 af 27.4.2012, pp. 21–24 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2012/224/oj

27.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 115/21


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 29. marts 2012

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Portugal

(2012/224/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme (1), særlig artikel 3, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 9, i Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU (2) har Kommissionen sammen med Den Internationale Valutafond og i samråd med Den Europæiske Centralbank foretaget den tredje gennemgang af de portugisiske myndigheders fremskridt med gennemførelsen af de aftalte foranstaltninger under det økonomiske og finansielle tilpasningsprogram og af disses effektivitet og økonomiske og sociale virkninger.

(2)

Gennemgangen har vist, at Portugals overholdelse af betingelserne i fjerde kvartal af 2011 var tilfredsstillende. I 2011 faldt det offentlige underskud til under målet på 5,9 % af BNP, og det skønnes nu at ligge på omkring 4 % af BNP, omend takket være en ekstraordinær foranstaltning i form af en overførsel af bankernes pensionsmidler på omtrent 6 mia. EUR (omkring 3½ % af BNP) til statens socialsikringssystem. 2012-budgettet er foreneligt med bestræbelserne på at nå underskudsmålet på 4½ % af BNP i overensstemmelse med programmet. Politikken til støtte for stabiliteten i det finansielle system fortsætter. Portugisiske banker arbejder hen imod at opfylde de højere kapitalkrav, som er fastsat i programmet, og tager i den forbindelse også hensyn til de virkninger, der følger af Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds krav om en ny midlertidig kapitalreserve for statsengagementer, det særlige program for kontrolbesøg på stedet og overførslen af bankernes pensionsfonde til statens socialsikringssystem. Det går også fremad med reformerne på arbejds- og produktmarkederne. Der er således blevet indgået en aftale med arbejdsmarkedets parter om en bred og ambitiøs arbejdsmarkedsreform, og parlamentet har fået forelagt en kraftig revision af de retlige rammer på konkurrenceområdet, som vil skabe de rette betingelser for en virkningsfuld ordning til sikring af konkurrence. Privatiseringsprogrammet gennemføres i henhold til en ny rammelov. Energiselskabet EDP og energiforsyningsselskabet REN er blevet solgt. Der er blevet udformet en strategi til omstrukturering af statsejede virksomheder. Den retlige ramme for offentlige indkøb er i færd med at blive forbedret, og den retlige ramme for moderniseringen af boligmarkedet er sat i gang. Der gøres store fremskridt med reformen af retsvæsenet.

(3)

På baggrund heraf bør gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I artikel 3 i gennemførelsesafgørelse 2011/344/EU foretages følgende ændringer:

1)

Stk. 6 affattes således:

»6.   I overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet træffer Portugal følgende foranstaltninger i løbet af 2012:

a)

De i litra b) og c) anførte foranstaltninger, der beløber sig til mindst 9,8 mia. EUR, opføres på budgettet for 2012. Der træffes yderligere foranstaltninger, mest på udgiftssiden, for at lukke eventuelle huller, der måtte opstå som følge af budgetudviklingen i 2012. Regeringen vedtager et tillægsbudget i marts, hvori inkorporeres forskellige elementer såsom følgerne af overførslen af bankernes pensionsfonde til statens socialsikringssystem, den finansielle aftale med den selvstyrende region Madeira, de finanspolitiske konsekvenser af forværringen af de økonomiske udsigter, lavere rentebetalinger og strategien for afvikling af restancer. I tillægsbudgettet fastholdes målet for det offentlige underskud i 2012 (svarende til 4½ % af BNP) uændret.

b)

Portugal stræber efter at mindske de offentlige udgifter i 2012 med mindst 6,8 mia. EUR, herunder gennem nedsættelse af lønningerne og antallet af ansatte i den offentlige sektor, nedsættelse af pensionsbeløb, gennemførelse af en gennemgribende omorganisering af centraladministrationen, eliminering af overlapninger og andre former for ineffektivitet, lavere overførsler til statsejede virksomheder, reorganisering og mindskelse af antallet af kommuner og sogne, nedskæringer på uddannelses- og sundhedsområdet, nedsættelse af overførsler til regionale og lokale myndigheder samt begrænsning af anlægsudgifter og andre udgifter som beskrevet i programmet.

c)

På indtægtssiden gennemfører Portugal indtægtsforøgende foranstaltninger til en samlet værdi af omkring 3 mia. EUR, der bl.a. tilvejebringes gennem en udvidelse af momsgrundlaget ved at mindske antallet af momsfritagelser og revidere listerne over de varer og tjenesteydelser, for hvilke der gælder reducerede, mellemliggende eller højere satser, forhøjelse af punktafgifterne, udvidelse af selskabs- og personskattegrundlaget gennem en mindskelse af antallet af skattefradrag og særordninger, sikring af konvergens mellem personskattefradragene i tilknytning til pensioner og lønindkomster samt ændring af ejendomsbeskatningen ved at skære kraftigt ned på antallet af undtagelser. Disse tiltag ledsages af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteunddragelse, svig og den sorte økonomi.

d)

Portugal træffer foranstaltninger for at styrke forvaltningen af de offentlige finanser. Portugal gennemfører foranstaltningerne i den nye budgetrammelov, herunder udformning af en mellemfristet budgetramme. De lokale og regionale budgetrammer styrkes i betydelig grad, navnlig ved at præsentere de centrale muligheder for at afstemme finansieringslovgivningen med kravene i budgetrammeloven. Portugal optrapper sin indberetning og overvågning af de offentlige finanser og styrker sine bestemmelser og procedurer angående budgetgennemførelsen. Den portugisiske regering udarbejder en strategi for valideringen og afviklingen af restancer. Strategien skal indeholde kriterier for prioritering af betalende kreditorer samt styringsordninger til sikring af en fair og gennemsigtig afviklingsproces på tværs af alle sektorer. Portugal forstærker de juridiske og institutionelle rammer for gennemførelse af budgetmæssige risikovurderinger forud for indgåelse af offentlig-private partnerskabsaftaler. Tilsvarende vedtager Portugal en lov om regulering af oprettelsen og driften af statsejede virksomheder på centralt, regionalt og lokalt plan. Portugal indgår ikke nye offentlig-private partnerskabsaftaler og opretter ingen nye statsejede virksomheder, så længe de nødvendige undersøgelser pågår, og så længe den nye retlige struktur ikke er på plads.

e)

Den lokale myndighedsforvaltning i Portugal består for nærværende af 308 kommuner og 4 259 sogne. Portugal udvikler en konsolideringsplan med henblik på at reorganisere og betydeligt reducere antallet af sådanne enheder. Disse ændringer træder i kraft ved begyndelsen af næste lokalvalgsperiode.

f)

Portugal gennemfører en modernisering af indtægtsforvaltningen ved at oprette en fælles enhed, mindske antallet af kommunale kontorer og tackle de resterende flaskehalse i systemet for indbringelse af appelsager på skatteområdet.

g)

Portugal gennemfører den finansielle aftale med den selvstyrende region Madeira.

h)

Portugal vedtager foranstaltninger med henblik på at forbedre statsejede virksomheders effektivitet og holdbarhed på centralt, regionalt og lokalt plan. Portugal gennemfører en strategi til omstrukturering af statsejede virksomheder, til mindskelse af deres gæld og til forbedring af vilkårene for markedsfinansiering. Portugal gennemfører denne strategi for at opnå operationel balance på sektorniveau senest ved udgangen af 2012.

i)

Portugal fortsætter med at gennemføre privatiseringsprogrammet. I 2012 sælges navnlig den offentlige sektors andele i GALP, TAP og ANA, og privatiseringen af godsdivisionen af Comboios de Portugal, Correios de Portugal og en række mindre virksomheder lanceres. Der udarbejdes en strategi for Parpública, som led i hvilken der tages hensyn til virksomhedens afvikling eller sammenlægning med den offentlige sektor.

j)

Portugal gennemfører lovgivning med henblik på omlægning af arbejdsløshedsforsikringssystemet, herunder gennem begrænsning af den maksimale arbejdsløshedsunderstøttelsesperiode, fastsættelse af et loft over arbejdsløshedsydelser på 2,5 gange det sociale understøttelsesindeks, nedsættelse af ydelserne over arbejdsløshedsperioden, begrænsning af den minimale bidragsperiode og udvidelse af arbejdsløshedsforsikringssystemet til også at omfatte bestemte kategorier af selvstændige.

k)

Den portugisiske regering udarbejder et forslag med henblik på at afstemme fratrædelsesgodtgørelsessystemet med og reducere godtgørelsernes størrelse til EU-gennemsnittet på 8-12 dage pr. arbejdsår og oprette en kompensationsfond for fratrædelsesgodtgørelser.

l)

Reglerne vedrørende overarbejdsbetaling lempes, og der indføres mere fleksible arbejdstidsordninger.

m)

Portugal fremmer en lønudvikling, der er i overensstemmelse med målsætningerne om at skabe nye arbejdspladser og forbedre virksomhedernes konkurrenceevne med henblik på at korrigere makroøkonomiske ubalancer. Over programperioden forhøjes mindstelønnen kun, hvis den økonomiske udvikling og udviklingen på arbejdsmarkedet retfærdiggør dette. Der tages skridt til at rette op på svaghederne i det nuværende lønforhandlingssystem, herunder gennem lovgivning, der redefinerer kriterierne og vilkårene for forlængelse af kollektive overenskomster og gør det lettere at indgå aftaler på virksomhedsplan. Indtil det er sket, suspenderes muligheden for forlængelser.

n)

De aktive arbejdsmarkedspolitikker styrkes med udgangspunkt i en evaluering af den aktuelle praksis og en aftalt handlingsplan.

o)

Der udarbejdes en handlingsplan til forbedring af uddannelserne på sekundærtrinnet og af de erhvervsfaglige uddannelser.

p)

Retsvæsenets funktionsmåde forbedres ved at gennemføre de foranstaltninger, der er blevet foreslået som led i køreplanen for en retsreform, og ved at gennemføre en undersøgelse af udestående sager med henblik på at tage skridt til at afvikle domstolenes forsinkelser og indføre alternative muligheder for bilæggelse af tvister.

q)

Portugal fortsætter med at åbne dets økonomi op for konkurrence. Den portugisiske regering træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dens handlinger ikke lægger hindringer i vejen for de frie kapitalbevægelser, og navnlig for at sikre, at den portugisiske stat eller ethvert offentligt organ ikke, i sin egenskab af aktionær, indgår aftaler, som kan hindre den frie bevægelighed for kapital eller påvirke kontrollen over selskabernes ledelse. Faglige tjenesteydelser liberaliseres ved at forbedre reglerne vedrørende faglige kvalifikationer og afskaffe de restriktioner, der gælder for regulerede erhverv. Inden for byggebranchen og ejendomshandel gør Portugal kravene til grænseoverskridende udbydere mindre besværlige og tager hindringerne for tjenesteudbyderes etablering op til revision.

r)

Konkurrencevilkårene og de lovgivningsmæssige rammer forbedres. Portugal forstærker de primære nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed og forøger deres ressourcer, gennemfører konkurrenceloven med henblik på at forbedre den hastighed og effektivitet, hvormed konkurrencereglerne håndhæves, og gøre den særlige ret for konkurrence, regulering og tilsyn operationel.

s)

Inden for energisektoren træffer Portugal foranstaltninger for at forbedre markedsadgangen og fremme etableringen af det iberiske gasmarked og tager nye skridt i retning af en komplet gennemførelse af EU's tredje energipakke. Portugal tager skridt til at genbehandle støtte- og kompensationsreglerne for elproduktion. Portugal træffer foranstaltninger for senest i 2020 at mindske de uforholdsmæssigt store mark-ups og eliminere den gæld, der er opstået som følge af fejlagtige takster, og fokuserer på ordningerne for kompensation for en elforsyningsgaranti, en særlig ordning (vedvarende energi, ekskl. den, der er indført som led i udbudsmekanismer, og kraftvarme) samt den ordinære ordning (»CMEC« og »CAE«).

t)

For så vidt angår andre netværksindustrier, især transport, telekommunikation og posttjenester, træffer Portugal supplerende foranstaltninger for at fremme konkurrence og fleksibilitet.

u)

Portugal vedtager de reviderede regler, der skal følges i forbindelse med offentlige indkøb, for at skabe større konkurrence i erhvervsmiljøet og sikre større effektivitet i de offentlige udgifter.

v)

Portugal gennemfører lovgivning på boligudlejningsmarkedet for at skabe bedre balance mellem lejernes og udlejernes forpligtelser, øge incitamenterne til renovering og gøre markedet mere fleksibelt og dynamisk.«

2)

I stk. 8 foretages følgende ændringer:

a)

Litra b) og c) affattes således:

»b)

de følger nøje de planer, som bankerne forelagde med henblik på at nå frem til tier 1-kernekapitalskvoter på 10 % senest ved udgangen af 2012. De kapitalkrav, der følger af, at statsgælden skal værdiansættes til markedspriser i henhold til Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, skal opfyldes i juni 2012 sammen med de kapitalmæssige konsekvenser af det særlige program for kontrolbesøg på stedet og overførslen af bankernes pensionsfonde til statens socialsikringssystem. Kan bankerne ikke opfylde disse kapitalkrav til tiden, kan de få behov for en midlertidig offentlig kapitaltilførsel, som privatejede banker skal have adgang til via den solvensstøttefacilitet for banker på 12 mia. EUR, der er blevet indført som led i programmet

c)

de sikrer en afbalanceret og forsvarlig mindskelse af fremmedfinansieringen af banksektoren, hvilket fortsat er af afgørende betydning for elimineringen af ubalancer i finansieringen på en varig måde. Bankernes finansieringsplaner har som mål at begrænse deres udlåns-/indlånskvote til en indikativ værdi på ca. 120 % ved afslutningen af programperioden og potentielt begrænse deres afhængighed af eurosystemets finansieringsordninger i programmets løbetid. Disse finansieringsplaner gennemgås hvert kvartal«.

b)

Litra e) og f) affattes således:

»e)

de sikrer, at den statsejede bank Caixa Geral de Depósitos (CGD) strømlines for i det fornødne omfang at udvide kapitalgrundlaget for bankens centrale bankaktiviteter. Salget af bankens forsikringsdivision forventes at finde sted i 2012 direkte til en endelig køber og at bidrage til dækning af behovet for supplerende kapital samme år, og CGD vil fortsat bestræbe sig på at afhænde ikke-strategiske aktiver. Hvis dette kapitalbehov ikke kan dækkes via interne kilder i koncernen inden udgangen af juni 2012, tilføres CGD kapitalstøtte fra staten fra likviditetsreserver uden for solvensstøttefaciliteten for banker

f)

de sikrer, at indtægterne fra den delvise overførsel af bankernes pensionsfonde til statens socialsikringssystem anvendes i overensstemmelse med Unionens statsstøtteregler. Den portugisiske regering gennemfører, i overensstemmelse med strenge kriterier for støtteberettigelse, en kreditoverførsel på op til 3 mia. EUR fra bankerne til den offentlige sektor, samtidig med at debitors kontraktlige forpligtelser fastholdes«.

c)

Litra g) affattes således:

»g)

de udformer og gennemfører en mere effektiv strategi til inddrivelse af kriseramte aktiver i »special purpose vehicles« med det formål at maksimere afkastet for skatteyderne inden for en rimelig tidshorisont«.

d)

Litra i) affattes således:

»i)

de sikrer, at bankerne har inkorporeret resultaterne af det særlige program for kontrolbesøg på stedet i stresstesten med en tier 1-kernekapitalskvote på 6 %.«

e)

Litra j) udgår.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Den Portugisiske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. marts 2012.

På Rådets vegne

N. WAMMEN

Formand


(1)   EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1.

(2)   EUT L 159 af 17.6.2011, s. 88.


Top