EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011D0289

2011/289/EU: Rådets afgørelse af 12. maj 2011 om gensidig bistand til Rumænien

EUT L 132 af 19.5.2011, p. 18–18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2011/289/oj

19.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 132/18


RÅDETS AFGØRELSE

af 12. maj 2011

om gensidig bistand til Rumænien

(2011/289/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 143,

under henvisning til Europa-Kommissionens henstilling efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rumænien har gennemført et omfattende reformprogram siden 2009. Holdbarheden i de offentlige finanser er blevet forbedret, og også regeringens adgang til markedsbaseret finansiering er blevet markant forbedret. Eftersom den finanspolitiske tilpasning fortsætter, og kursen på den rumænske valuta (RON) i forhold til de vigtigste handelspartneres valutaer er blevet mere stabil, og eftersom moderinstitutterne til udenlandsk ejede banker har bibeholdt deres eksponering mod Rumænien, er banksektoren forblevet stabil med et godt kapitalgrundlag, og Rumæniens eksterne underskud er ikke vokset.

(2)

Det er nødvendigt at fortsætte konsolideringen af de offentlige finanser for at stabilisere gældskvoten yderligere og sikre, at de offentlige finanser forbliver bæredygtige på lang sigt i en situation med en hastigt stigende ældrekvote. Rumænien er begyndt at opbygge en rentekurve, men det er stadig dyrt at finansiere budgetunderskuddet og refinansieringen af forfalden gæld, og Rumænien satser fortsat på gældsinstrumenter med korte løbetider. Skønt det er lykkedes at fastholde stabiliteten inden for banksektoren, vil stigningen i uproduktive aktiver måske blive ved med at lægge pres på systemet.

(3)

På den baggrund er det vigtigt, at de rumænske myndigheder også fremover fører en sund og troværdig makroøkonomisk politik for at forhindre, at der igen opstår stress på de finansielle markeder. En af hjørnestene i det økonomiske program består fortsat i at mindske budgetunderskuddet i overensstemmelse med de henstillinger, som Rådet har rettet til Rumænien som led i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. For at sikre en holdbar nedbringelse af budgetunderskuddet er det nødvendigt, at Rumænien går videre med sin reform af den offentlige finansforvaltning og finanskontrol.

(4)

Rådet gennemgår med regelmæssige mellemrum Rumæniens økonomiske politikker, navnlig i forbindelse med den årlige analyse af opdateringerne af landets konvergensprogram og af gennemførelsen af det nationale reformprogram og i forbindelse med den regelmæssige gennemgang af fremskridtene i Rumænien som led i konvergensrapporten.

(5)

I henhold til det økonomiske programs baseline-scenario er der sikret fuld dækning for det samlede bruttofinansieringsbehov frem til første kvartal af 2013, og regeringen fortsætter med at konsolidere sin adgang til markedsbaseret finansiering, men de uafsluttede reformplaner og de betydelige risici, der knytter sig til baseline-scenariet, berettiger Rumæniens anmodning om at få stillet forebyggende bistand til rådighed som opfølgning på den bistand, der blev ydet i henhold til Rådets beslutning 2009/458/EF af 6. maj 2009 om gensidig bistand til Rumænien (1).

(6)

De rumænske myndigheder har anmodet Unionen og andre internationale finansielle institutioner om finansiel bistand til støtte for holdbarheden i landets betalingsbalance og for at sikre, at landets internationale valutareserver kan holdes på sikkert niveau, selv i tilfælde af en ugunstig økonomisk udvikling.

(7)

Rumænien er fortsat alvorligt truet af vanskeligheder i forhold til landets betalingsbalance, og den trussel berettiger, at Unionen vedbliver med at yde gensidig bistand —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Unionen vedbliver med at yde gensidig bistand til Rumænien, hvorved den bistand, der blev stillet til rådighed i henhold til beslutning 2009/458/EF, videreføres.

Artikel 2

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. maj 2011.

På Rådets vegne

PINTÉR S.

Formand


(1)  EUT L 150 af 13.6.2009, s. 6.


Top