Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008D0721

2008/721/EF: Kommissionens afgørelse af 5. august 2008 om oprettelse af en rådgivningsstruktur bestående af videnskabelige komitéer og eksperter inden for forbrugersikkerhed, folkesundhed og miljø og om ophævelse af afgørelse 2004/210/EF (EØS-relevant tekst)

EUT L 241 af 10.9.2008, p. 21–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 19/06/2024; ophævet ved 32024D1514

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2008/721/oj

10.9.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 241/21


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 5. august 2008

om oprettelse af en rådgivningsstruktur bestående af videnskabelige komitéer og eksperter inden for forbrugersikkerhed, folkesundhed og miljø og om ophævelse af afgørelse 2004/210/EF

(EØS-relevant tekst)

(2008/721/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 152 og 153, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der blev oprettet tre videnskabelige komitéer ved Kommissionens afgørelse 2004/210/EF (1), som ændret ved afgørelse 2007/263/EF (2): Den Videnskabelige Komité for Forbrugsvarer (VKF), Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici (VKSM) og Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici (VKNNPS).

(2)

Visse af VKSM’s opgaver er overgået til Det Europæiske Kemikalieagentur, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (3), og komitéens kompetenceområder bør derfor ændres.

(3)

Erfaringerne fra de tre videnskabelige komitéers arbejde viser, at der er behov for at ændre og forbedre komitéernes struktur og arbejdsgange.

(4)

Mandatperioden for medlemmerne af de tre videnskabelige komitéer, der blev oprettet ved afgørelse 2004/210/EF, blev forlænget ved Kommissionens afgørelse 2007/708/EF (4) og slutter den 31. december 2008. Medlemmerne af disse komitéer beholder deres hverv, indtil de afløses eller får deres mandat fornyet.

(5)

Af klarhedshensyn er det derfor nødvendigt at lade afgørelse 2004/210/EF afløse af en ny afgørelse.

(6)

Ordentlig og rettidig videnskabelig rådgivning er af afgørende betydning for Kommissionens forslag, beslutninger, afgørelser og politik vedrørende forbrugersikkerhed, folkesundhed og miljø. I den forbindelse er det nødvendigt med en fleksibel rådgivningsstruktur, så der sikres lettere adgang til højt kvalificeret videnskabelig ekspertise inden for en lang række områder.

(7)

Den videnskabelige rådgivning i sager vedrørende forbrugersikkerhed, folkesundhed og miljø må bygge på principperne om kompetence, uafhængighed og upartiskhed samt åbenhed, jf. Kommissionens meddelelse »Kommissionens inddragelse og udnyttelse af ekspertise: principper og retningslinjer — Større viden som grundlag for en bedre politik« (5), og den skal tilrettelægges i overensstemmelse med principper om bedste praksis i forbindelse med risikovurdering.

(8)

Det er af afgørende betydning, at de videnskabelige komitéer bedst muligt udnytter videnskabelig ekspertise i EU og i andre lande alt efter behovet i de enkelte sager. I det øjemed bør der oprettes en kreds af videnskabelige rådgivere, som på passende vis dækker komitéernes kompetenceområder.

(9)

Omorganiseringen af rådgivningsstrukturen skal sikre større fleksibilitet, for at der kan ydes rådgivning til Kommissionen i såvel spørgsmål, der falder ind under allerede fastlagte kompetenceområder, som i forbindelse med nye og nyligt identificerede sundhedsrisici og spørgsmål, der ikke sorterer under andre fællesskabsorganer med ansvar for risikovurdering, og der skal kunne ydes hurtig rådgivning, når der er behov for det, og der skal sikres fuld gennemsigtighed og veludbygget sammenhæng og samarbejde med andre fællesskabsorganer og relevante videnskabelige instanser.

(10)

Der kan forventes et stadig stigende behov for uafhængig videnskabelig rådgivning på både traditionelle og nye emneområder under EF-kompetence, der falder ind under de videnskabelige komitéer. Det er derfor nødvendigt at styrke strukturen for videnskabelig rådgivning om risikovurdering såvel med hensyn til sammensætningen som med hensyn til mere effektive arbejdsgange.

(11)

Der er oprettet diverse fællesskabsorganer, som bl.a. har til opgave at foretage risikovurderinger på forskellige områder. Det er nødvendigt at sikre sammenhæng og fremme koordinering mellem de videnskabelige komitéer og sådanne organer. De videnskabelige komitéer har behov for at få forbedret deres effektivitet ved også at udveksle oplysninger og ekspertise på relevant vis og via samarbejde med andre videnskabelige organer og instanser på nationalt og internationalt plan.

(12)

De videnskabelige komitéers arbejdsgange bør forbedres ved som supplement til det interne arbejde at tilrettelægge møder og workshopper og oprette netværk.

(13)

Samtidig med at fuld uafhængighed bevares, er det vigtigt at sikre åbenhed og gennemsigtighed i de videnskabelige komitéers arbejde ved at etablere relevante procedurer for dialog med aktører.

(14)

Den åbenhed og gennemsigtighed, der sigtes mod ved gennemførelsen af denne afgørelse, bør sikres, samtidig med at man fuldt ud overholder kravene i fællesskabslovgivningen om beskyttelse af personoplysninger og om offentlig aktindsigt, herunder beskyttelse af forretningshemmeligheden —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

KAPITEL 1

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Rådgivningsstruktur og kompetenceområder

1.   Der oprettes hermed en rådgivningsstruktur vedrørende videnskabelig risikovurdering inden for forbrugersikkerhed, folkesundhed og miljø. Strukturen omfatter:

a)

Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (i det følgende benævnt »VKF«)

b)

Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici (i det følgende benævnt »VKSM«)

c)

Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici (i det følgende benævnt »VKNNPS«).

d)

en kreds af videnskabelige rådgivere om risikovurdering (i det følgende benævnt »ekspertkredsen«), som skal bistå de videnskabelige komitéers aktiviteter i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i denne afgørelse.

2.   Rådgivningsstrukturens kompetenceområder er angivet i bilag I, uden at dette berører den kompetence, der i fællesskabsretten er tillagt andre fællesskabsorganer med ansvar for risikovurdering, såsom Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, Det Europæiske Lægemiddelagentur, Det Europæiske Kemikalieagentur og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme.

Artikel 2

Kommissorium

1.   Kommissionen anmoder de videnskabelige komitéer om en videnskabelig udtalelse i de tilfælde, der er fastsat i fællesskabsretten.

2.   Kommissionen kan desuden anmode de videnskabelige komitéer om en udtalelse om spørgsmål,

a)

som er af særlig betydning for forbrugernes sikkerhed, folkesundheden og miljøet, og

b)

som ikke falder ind under andre fællesskabsorganers kommissorium.

3.   Kommissionen kan endvidere anmode de videnskabelige komitéer om hurtig rådgivning vedrørende den videnskabelige viden om særlige risici i tilfælde af hastende behov.

4.   Kommissionen kan opfordre en videnskabelig komité til at pege på forskningsbehov og vurdere forskningsresultater i forbindelse med de emneområder, der falder ind under dens kompetenceområde.

5.   Efter anmodning fra Kommissionen eller på eget initiativ og efter aftale med Kommissionen kan de videnskabelige komitéer beslutte at etablere tematiske workshopper med henblik på at gennemgå data og videnskabelig viden om bestemte risici eller om brede risikovurderingsspørgsmål. Efter anmodning fra Kommissionen udarbejder komitéerne rapporter, positionspapirer eller konklusioner, som sådanne workshopper resulterer i.

Workshopperne kan foruden komitéernes medlemmer inddrage videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen samt relevante eksterne eksperter, herunder eksperter fra fællesskabsorganer eller nationale eller internationale organer, der varetager lignende opgaver.

Workshopperne arrangeres af de videnskabelige komitéers sekretariat. Sekretariatet træffer beslutning om og sikrer i givet fald formidling af rapporter, positionspapirer eller konklusioner, som sådanne workshopper resulterer i.

6.   Kommissionen kan opfordre de videnskabelige komitéer til at indgå i temanetværk med andre fællesskabsorganer eller videnskabelige instanser med henblik på at følge med i og bidrage til udviklingen i den videnskabelige viden om risici inden for de kompetenceområder, der er fastsat i bilag I.

7.   De videnskabelige komitéer gør Kommissionen opmærksom på specifikke og nye problemer, der hører under deres kompetence, og som efter deres vurdering udgør en reel eller en potentiel risiko for forbrugernes sikkerhed, folkesundheden eller miljøet, ved at vedtage memoranda eller positionspapirer og stile dem til Kommissionen. Kommissionen kan beslutte at offentliggøre sådanne memoranda og papirer, og den træffer beslutning om, hvilke foranstaltninger der skal træffes, herunder om nødvendigt anmodning om en videnskabelig udtalelse om spørgsmålet.

KAPITEL 2

OPRETTELSE OG SAMMENSÆTNING AF DE VIDENSKABELIGE KOMITÉER OG EKSPERTKREDSEN

Artikel 3

Udnævnelse af medlemmerne af de videnskabelige komitéer

1.   VKF, VKSM og VKNNPS er hver sammensat af højst 17 medlemmer, og de kan på eget initiativ tilknytte op til 5 videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen, som kan bidrage til komitéens arbejde vedrørende særlige emner eller discipliner.

2.   Medlemmerne af de videnskabelige komitéer udnævnes af Kommissionen på grundlag af deres ekspertise og i overensstemmelse hermed efter en geografisk fordeling, som afspejler de forskelligartede videnskabelige problemstillinger og fremgangsmåder i bl.a. Europa. Kommissionen fastsætter antallet af medlemmer i hver komité i overensstemmelse med, hvad der er behov for.

Medlemmerne af hver enkelt videnskabelig komité skal være eksperter inden for én eller flere af komitéens kompetenceområder, og de skal tilsammen dække det bredest mulige udsnit af videnskabelige discipliner.

3.   Kommissionen udnævner medlemmerne af de videnskabelige komitéer på grundlag af en liste over egnede kandidater, som opstilles, efter at der i Den Europæiske Unions Tidende og på Kommissionens websted har været offentliggjort en indkaldelse af interessetilkendegivelser.

4.   Ingen kan udnævnes til medlem af mere end én af komitéerne i artikel 1, stk. 1.

Artikel 4

Oprettelse af ekspertkredsen

1.   Ekspertkredsen består af videnskabelige rådgivere, der er eksperter inden for én eller flere af de kompetenceområder, der er fastsat i bilag I, eller emner med relation hertil, og de skal tilsammen dække det bredest mulige udsnit af videnskabelige discipliner.

2.   Kommissionen udnævner ekspertkredsens videnskabelige rådgivere på grundlag af en liste over egnede kandidater, som opstilles, efter at der i Den Europæiske Unions Tidende og på Kommissionens websted har været offentliggjort en indkaldelse af interessetilkendegivelser.

3.   Antallet af videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen på et hvilket som helst tidspunkt besluttes af Kommissionen på grundlag af dens behov for videnskabelig rådgivning.

Artikel 5

Mandatperiode

1.   Medlemmerne af de videnskabelige komitéer udnævnes for en treårig periode, og de kan højst være medlem af den samme komité i tre på hinanden følgende perioder. De beholder deres hverv, indtil de afløses eller får deres mandat fornyet.

For at sikre kontinuitet i ekspertisen kan Kommissionen undtagelsesvis forlænge mandatperioden for medlemmerne af en videnskabelig komité med en periode på højst 18 måneder.

Medlemmer, som har udøvet deres hverv i en videnskabelig komité i tre på hinanden følgende perioder, kan udnævnes til medlem af en anden videnskabelig komité.

2.   I tilfælde af at et medlem ikke opfylder kriterierne for deltagelse, som fastsættes i forretningsordenen, jf. artikel 12, eller hvis han eller hun ønsker at trække sig tilbage, kan Kommissionen ophæve den pågældendes medlemskab og udnævne en afløser fra ekspertkredsen.

3.   Videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen udnævnes for en femårig periode, og deres mandat kan fornyes.

KAPITEL 3

RÅDGIVNINGSSTRUKTURENS FUNKTIONSMÅDE

Artikel 6

Indhentning af bistand fra ekspertkredsen

1.   De videnskabelige komitéer kan hver især beslutte at tilknytte op til fem videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen med henblik på udarbejdelse af en videnskabelig udtalelse. Disse tilknyttede medlemmer deltager i aktiviteterne og drøftelserne om det pågældende emne med samme funktioner, ansvar og rettigheder som medlemmerne af den pågældende komité.

2.   De videnskabelige komitéer kan hver især desuden beslutte at indbyde andre videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen til at deltage i udarbejdelsen af en videnskabelig udtalelse. Disse rådgivere deltager i aktiviteterne om det pågældende emne, men deres funktioner og ansvar omfatter kun udarbejdelsen af udtalelsen.

3.   Videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen kan ligeledes blive indbudt af de videnskabelige komitéer til at bistå dem med tilvejebringelse af hurtig rådgivning, som Kommissionen har anmodet om i henhold til artikel 2, stk. 3, eller til at deltage i tematiske workshopper, jf. artikel 2, stk. 5.

4.   Videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen kan blive indbudt af Kommissionen til at deltage i videnskabelige møder eller til at give Kommissionens tjenestegrene oplysninger på ad hoc-basis om bestemte emner.

Artikel 7

Arbejdsgrupper

1.   De videnskabelige komitéer kan nedsætte særlige arbejdsgrupper, hvis opgave består i at udarbejde og formulere deres videnskabelige udtalelser. Disse arbejdsgrupper nedsættes først og fremmest, hvis en komité har brug for ekspertise udefra vedrørende et givet emne.

2.   De videnskabelige komitéer kan efter aftale med Kommissionen indbyde tilknyttede medlemmer, andre videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen, specialiserede eksterne eksperter samt eksperter fra andre fællesskabsorganer, som de mener råder over relevant videnskabelig viden og ekspertise, til at deltage i deres arbejde.

3.   Arbejdsgrupperne har som formand et medlem af den videnskabelige komité, der har nedsat dem, og aflægger rapport til denne komité, og de kan udpege en referent blandt deltagerne. I forbindelse med særligt komplekse, tværfaglige spørgsmål kan der udpeges mere end én referent.

4.   Hvis et spørgsmål vedrører mere end én videnskabelig komité, nedsættes en fælles arbejdsgruppe med deltagelse af medlemmer af de pågældende komitéer samt efter behov tilknyttede medlemmer, videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen og eksterne eksperter.

Artikel 8

Praktikanters deltagelse

Efter aftale med Kommissionen og i overensstemmelse med forretningsordenen, jf. artikel 12, kan de videnskabelige komitéer tillade, at praktikanter deltager i deres møder, med henblik på at bidrage til kapacitetsopbygning vedrørende risikovurdering.

Artikel 9

Særlige bestemmelser

1.   Kommissionen kan anmode om, at en videnskabelig udtalelse fra en videnskabelig komité afgives inden for en bestemt frist.

2.   Kommissionen kan anmode om en fælles udtalelse om spørgsmål, der ikke kun vedrører en enkelt videnskabelig komités kompetenceområder, eller som det er nødvendigt at henvise til mere end én komité. En fælles udtalelse, der afgives efter anmodning fra Kommissionen, kan også vedtages af videnskabelige komitéer på foranledning af den tværgående koordinationsgruppe, der er omhandlet i artikel 11.

3.   Kommissionen kan i anmodningen om en videnskabelig udtalelse afgrænse, hvilke konsultationer eller høringer eller hvilket samarbejde med andre videnskabelige organer den finder påkrævet med henblik på udarbejdelsen af udtalelsen. Efter aftale med Kommissionen kan en komité beslutte at gennemføre konsultationer og høringer, hvis det findes påkrævet for at udarbejde en udtalelse.

4.   De videnskabelige komitéer kan anmode aktører om supplerende oplysninger til brug for udarbejdelsen af en videnskabelig udtalelse. En videnskabelig komité kan fastsætte en frist for indsendelse af de nødvendige oplysninger. I så fald kan den videnskabelige komité beslutte at suspendere sit arbejde med den pågældende videnskabelige udtalelse. Er de nødvendige oplysninger ikke blevet indsendt inden fristens udløb, kan komitéen vælge at vedtage sin udtalelse på grundlag af de oplysninger, der er til rådighed.

Artikel 10

Valg af formand og næstformænd

1.   Hver enkelt videnskabelig komité vælger en formand og to næstformænd blandt sine medlemmer. Valget sker ved almindeligt flertal blandt komitéens medlemmer. Formanden og næstformændene vælges for en treårig periode, der kan fornyes.

2.   Proceduren for valg af formand og næstformænd for de videnskabelige komitéer fastsættes i forretningsordenen, jf. artikel 12.

Artikel 11

Koordinering af de videnskabelige komitéer

En tværgående koordinationsgruppe, der består af de videnskabelige komitéers formænd og næstformænd varetager koordineringen af de tre videnskabelige komitéer i overensstemmelse med forretningsordenen, jf. artikel 12.

Artikel 12

Forretningsorden

1.   Efter forslag fra og efter aftale med Kommissionen vedtager de videnskabelige komitéer en fælles forretningsorden.

2.   Forretningsordenen skal sikre, at de videnskabelige komitéer udfører deres opgaver i overensstemmelse med principperne vedrørende kompetence, uafhængighed og åbenhed, dog således at legitime ønsker om bevarelse af forretningshemmeligheder tilgodeses, og under hensyntagen til de risikovurderingsprincipper, som Kommissionen kan fastsætte i lyset af erfaringerne og dens politik på området.

3.   Forretningsordenen skal først og fremmest omfatte de emner, der er anført i bilag II.

Artikel 13

Afstemningsregler

1.   De videnskabelige komitéer vedtager udtalelser, hurtig rådgivning, memoranda og/eller positionspapirer med et flertal blandt den pågældende komités medlemmer kombineret med antallet af tilknyttede medlemmer.

2.   Om alle andre spørgsmål træffer hver enkelt videnskabelig komité beslutning med stemmeflertal blandt sine medlemmer.

3.   I forbindelse med anvendelsen af stk. 1 og 2 medregnes komitémedlemmer, der er udtrådt, eller hvis medlemskab er ophævet i henhold til artikel 5, stk. 2, ikke ved flertalsberegningen.

Artikel 14

Divergerende udtalelser, koordinering og samarbejde med andre fællesskabsorganer eller nationale eller internationale organer

1.   De videnskabelige komitéer bistår Kommissionen og bidrager til hurtigt at opdage:

a)

behov og muligheder for koordinering af arbejde og samarbejde

b)

potentielle eller faktiske divergenser i videnskabelige udtalelser fra andre fællesskabsorganer eller nationale eller internationale organer, der varetager lignende opgaver, om generelle eller specifikke risikovurderingsspørgsmål.

De bistår Kommissionen med at undgå, finde en løsning på eller nærmere redegøre for divergens mellem udtalelser og med at etablere og opretholde samarbejde med sådanne organer.

2.   Kommissionen kan tage initiativ til at anmode om og arrangere, at der udføres arbejde i fællesskab mellem de videnskabelige komitéer og fællesskabsorganer eller nationale eller internationale organer, der varetager lignende opgaver. Den kan navnlig anmode de videnskabelige komitéer om at udarbejde fælles udtalelser sammen med andre fællesskabsorganer efter aftale med de pågældende organer.

3.   Såfremt det konstateres, at der eksisterer en alvorlig divergens med hensyn til et videnskabeligt spørgsmål, og det pågældende organ er et fællesskabsorgan, samarbejder den berørte videnskabelige komité på Kommissionens anmodning med det pågældende organ med henblik på enten at nå til enighed eller at forelægge Kommissionen et fælles dokument, hvori der redegøres nærmere for det omtvistede videnskabelige spørgsmål og for de relevante usikkerhedsmomenter i de foreliggende data. Dette dokument offentliggøres.

KAPITEL 4

PRINCIPPER

Artikel 15

Uafhængighed

1.   Medlemmerne af de videnskabelige komitéer, de tilknyttede medlemmer, de øvrige videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen og de eksterne eksperter udnævnes personligt. De kan ikke delegere deres ansvarsområder til andre personer.

2.   Medlemmerne af de videnskabelige komitéer, de videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen og de eksterne eksperter forpligter sig til at handle uafhængigt af ekstern indflydelse.

De afgiver med henblik herpå en erklæring, hvori de forpligter sig til at handle i almenhedens interesse, samt en interesseerklæring, hvori de anfører, om de har direkte eller indirekte interesser, der kunne opfattes som værende til hinder for deres uafhængighed.

Disse erklæringer skal være skriftlige. Medlemmerne af de videnskabelige komitéer og de videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen afgiver erklæringerne hvert år.

3.   Medlemmerne af de videnskabelige komitéer, tilknyttede medlemmer og øvrige videnskabelige rådgivere samt eksterne eksperter, der deltager i arbejdsgrupper, skal på hvert møde gøre opmærksom på eventuelle interesser, som kunne anses for at være til hinder for deres uafhængighed med hensyn til de punkter, der er på dagsordenen.

Artikel 16

Åbenhed

1.   Der skal være en høj grad af åbenhed omkring udførelsen af de videnskabelige komitéers aktiviteter. Kommissionen skal bl.a. på sit websted hurtigst muligt offentliggøre:

a)

anmodninger om udtalelser fra de videnskabelige komitéer

b)

dagsordener for og referater af møderne i de videnskabelige komitéer, den tværgående koordinationsgruppe og arbejdsgrupperne

c)

videnskabelige udtalelser og hurtig rådgivning, som de videnskabelige komitéer har vedtaget, herunder mindretalsudtalelser og navnene på deltagerne i de arbejdsgrupper, der har bidraget til den pågældende udtalelse; mindretalsudtalelser anføres med angivelse af de medlemmer eller rådgivere, der står for disse synspunkter

d)

de videnskabelige komitéers fælles forretningsorden

e)

navnene på medlemmerne af de videnskabelige komitéer og på de videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen samt et kort cv for de enkelte medlemmer og rådgivere

f)

interesseerklæringerne fra medlemmerne af de videnskabelige komitéer, de videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen og de eksterne eksperter, som har deltaget i en arbejdsgruppe.

2.   Åbenhedsbestemmelserne i stk. 1 anvendes i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6) og med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (7), navnlig med hensyn til forretningshemmeligheder.

Artikel 17

Tavshedspligt

Medlemmerne af de videnskabelige komitéer, videnskabelige rådgivere, eksterne eksperter og praktikanter må ikke videregive oplysninger, som arbejdet i de videnskabelige komitéer, tematiske workshopper, arbejdsgrupper eller andre aktiviteter i forbindelse med anvendelsen af denne afgørelse giver dem kendskab til, når de er blevet gjort opmærksomme på, at de pågældende oplysninger skal behandles fortroligt.

KAPITEL 5

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 18

Sekretariatet for Kommissionens videnskabelige komitéer

1.   De videnskabelige komitéer og deres arbejdsgrupper, den tværgående koordinationsgruppe samt andre møder, workshopper eller arrangementer i forbindelse med anvendelsen af denne afgørelse indkaldes af Kommissionen.

2.   Kommissionen varetager de videnskabelige og administrative sekretariatsopgaver for de videnskabelige komitéer og deres arbejdsgrupper og for alle andre aktiviteter i forbindelse med anvendelsen af denne afgørelse.

3.   Sekretariatet yder den videnskabelige og administrative bistand, der er nødvendig for at sikre en effektiv arbejdsgang i de videnskabelige komitéer, for at overvåge overholdelsen af forretningsordenen, navnlig for så vidt angår kravene vedrørende kompetence, uafhængighed og åbenhed, og for at sikre kommunikation om komitéernes aktiviteter og en relevant dialog med aktørerne, herunder navnlig tilrettelæggelse af høringer om komitéernes aktiviteter, og offentliggørelse af udtalelser og andre offentligt tilgængelige dokumenter. Sekretariatet yder endvidere bistand til komitéerne og tilrettelægger og gennemfører kvalitetskontrol af udtalelserne, jf. forretningsordenen, med hensyn til fuldstændighed, konsekvens, klarhed samt overensstemmelse med anmodningerne og med redaktionelle standarder.

4.   Sekretariatet sikrer den videnskabelige og tekniske koordinering af de videnskabelige komitéers aktiviteter og sørger om nødvendigt for at koordinere disse aktiviteter med andre fællesskabsorganers og nationale og internationale organers aktiviteter samt anvendelse af den procedure for dialog med aktører, der er fastsat i forretningsordenen, og kommunikation om komitéernes aktiviteter.

Artikel 19

Godtgørelser

Medlemmerne af de videnskabelige komitéer, videnskabelige rådgivere i ekspertkredsen og eksterne eksperter er berettigede til en godtgørelse for deres deltagelse i komitéernes møder, tematiske workshopper, arbejdsgrupper og andre møder og arrangementer, der organiseres af Kommissionen, og for deres arbejde som referenter for specifikke spørgsmål, jf. bilag III.

Rejse- og opholdsudgifter godtgøres af Kommissionen.

Artikel 20

Udskiftning af de videnskabelige komitéer

De videnskabelige komitéer, der oprettes ved artikel 1, stk. 1, i denne afgørelse, erstatter de nuværende videnskabelige komitéer, der blev oprettet ved afgørelse 2004/210/EF, således som det fremgår af nedenstående:

a)

Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed erstatter Den Videnskabelige Komité for Forbrugsvarer

b)

Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici erstatter komitéen af samme navn

c)

Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici erstatter komitéen af samme navn.

Artikel 21

Ophævelse

1.   Afgørelse 2004/210/EF ophæves.

Medlemmerne af de tre komitéer, der blev oprettet ved nævnte afgørelse, beholder dog deres hverv, indtil de videnskabelige komitéer, der oprettes ved nærværende afgørelse, træder i funktion.

2.   Henvisninger til den ophævede afgørelse betragtes som henvisninger til nærværende afgørelse; henvisninger til de komitéer, der er oprettet ved den ophævede afgørelse, betragtes som henvisninger til de komitéer, der oprettes ved nærværende afgørelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. august 2008.

På Kommissionens vegne

Androulla VASSILIOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 66 af 4.3.2004, s. 45.

(2)  EUT L 114 af 1.5.2007, s. 14.

(3)  EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1. Berigtiget i EUT L 136 af 29.5.2007, s. 3.

(4)  EUT L 287 af 1.11.2007, s. 25.

(5)  KOM(2002) 713 endelig af 11. december 2002.

(6)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.

(7)  EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.


BILAG I

KOMPETENCEOMRÅDER

1.   Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed

Komitéen afgiver udtalelser om spørgsmål vedrørende sundheds- og sikkerhedsrisici (især kemiske, biologiske, mekaniske og andre fysiske risici) ved nonfood-forbrugsvarer (f.eks. kosmetiske midler og deres bestanddele, legetøj, tekstiler, beklædningsgenstande, midler til personlig pleje og husholdningsartikler såsom rengøringsmidler) og tjenesteydelser (f.eks. tatovering og kunstig solbruning).

2.   Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici

Komitéen afgiver udtalelser om sundheds- og miljørisici i forbindelse med forurenende stoffer i miljømedier og andre biologiske og fysiske faktorer eller ændringer af fysiske forhold, som kan have skadelige virkninger for sundhed og miljø, f.eks. i forbindelse med luftkvalitet, vand, affald og jord, og for miljømæssig livscyklusvurdering. Den behandler også spørgsmål om sundhed og sikkerhed i forbindelse med biociders toksicitet og økotoksicitet.

Uden at det tilsidesætter de kompetenceområder, som Det Europæiske Kemikalieagentur, Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed og andre europæiske risikovurderingsagenturer har fået, kan komitéen også på Kommissionens foranledning, bl.a. i samarbejde med andre europæiske agenturer, navnlig Kemikalieagenturet, behandle spørgsmål vedrørende undersøgelse af toksicitet og økotoksicitet for kemiske, biokemiske og biologiske forbindelser, hvis anvendelse kan have skadelige virkninger på menneskers sundhed og på miljøet. Desuden vil komitéen efter behov behandle spørgsmål vedrørende metodologiske aspekter i forbindelse med vurdering af sundheds- og miljørisici forbundet med kemikalier, herunder kemikalieblandinger, med henblik på at yde ordentlig og konsekvent rådgivning inden for sine kompetenceområder og med henblik på at bidrage til de pågældende emner i tæt samarbejde med andre europæiske agenturer.

3.   Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici

Komitéen afgiver udtalelser om spørgsmål vedrørende nye og nyligt identificerede sundheds- og miljørisici samt om brede, komplekse eller tværfaglige emner, der kræver en fuldstændig vurdering af risikoen for forbrugernes sikkerhed eller folkesundheden, og dermed relaterede spørgsmål, der ikke sorterer under andre fællesskabsorganer med ansvar for risikovurdering.

Som eksempler på mulige aktivitetsområder kan nævnes potentielle risici ved interaktion mellem risikofaktorer, synergivirkninger, kumulative virkninger, antimikrobiel resistens, nye teknologier såsom nanoteknologi, medicinsk udstyr, herunder udstyr, hvori der anvendes stoffer af animalsk og/eller menneskelig oprindelse, fremstilling af vævsbaserede produkter, blodprodukter, nedsat fertilitet, kræft i de endokrine organer, fysiske farer såsom støj og elektromagnetiske felter (fra mobiltelefoner, sendemaster og elektronisk styrede hjemmemiljøer) og metoder til vurdering af nye risici. Den kan også blive anmodet om at behandle risici i forbindelse med folkesundhedsdeterminanter og ikke-overførbare sygdomme.


BILAG II

FORRETNINGSORDEN

Den fælles forretningsorden, som de videnskabelige komitéer skal vedtage i henhold til artikel 12, skal først og fremmest omfatte følgende emner:

1.   Koordinering mellem de videnskabelige komitéer

a)

udpegelse af, hvilken videnskabelig komité der er ansvarlig for anmodninger om videnskabelige udtalelser, der ikke kun vedrører en enkelt videnskabelig komités kompetenceområder, eller som det er nødvendigt at henvise til mere end én komité

b)

vedtagelse af fælles udtalelser, hurtig rådgivning, memoranda og/eller positionspapirer

c)

procedurer, der sikrer koordinering mellem de videnskabelige komitéer, herunder spørgsmål vedrørende harmonisering af risikovurdering og den tværgående koordinationsgruppes funktionsmåde.

2.   Komitéernes beslutningsprocedurer

a)

valg af formænd og næstformænd for de videnskabelige komitéer

b)

procedurer for vedtagelse af udtalelser:

under normale omstændigheder

ved anvendelse af en skriftlig procedure under normale omstændigheder

ved anvendelse af en skriftlig hasteprocedure i hastesager, hvor en sådan procedure er påkrævet

c)

procedure for hurtig rådgivning, hvis Kommissionen anmoder herom, jf. artikel 2, stk. 3; proceduren skal sikre kvaliteten af rådgivningen og passende godkendelse fra komitéens side

d)

vedtagelse af memoranda og positionspapirer med henblik på at gøre Kommissionen opmærksom på særlige eller nye problemer.

3.   Tilrettelæggelse af det videnskabelige arbejde

a)

nedsættelse og organisering af arbejdsgrupperne under de videnskabelige komitéer, herunder fælles arbejdsgrupper

b)

tilknytning af videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen til komitéernes aktiviteter og inddragelse af eksterne eksperter

c)

udpegelse af referenter og beskrivelse af disses opgaver i forbindelse med udarbejdelsen af udkast til udtalelser fra de videnskabelige komitéer

d)

videnskabelige udtalelsers format og indhold og procedurer til sikring og forbedring af overensstemmelsen mellem disse samt redaktionelle standarder

e)

tilrettelæggelse af og deltagelse i møder, tematiske workshopper og netværk

f)

tilknytning af praktikanter.

4.   Forpligtelser for komitémedlemmerne, de tilknyttede og øvrige videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen, eksterne eksperter og praktikanter

a)

kriterier for deltagelse og betingelser for ophør af medlemskab af komitéerne

b)

gennemførelse af tavshedspligt, jf. artikel 17

c)

ansvar og forpligtelser for medlemmer, tilknyttede og øvrige videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen og eksterne eksperter i forbindelse med deres kontakt med interesserede parter, særlige interessegrupper og andre aktører

d)

betingelser og procedure for udelukkelse af et komitémedlem, en tilknyttet eller øvrig videnskabelig rådgiver fra ekspertkredsen eller en ekstern ekspert fra drøftelserne og/eller afstemningen om et givet emne i komitéerne eller en arbejdsgruppe, når der er begrundet tvivl om vedkommendes uafhængighed.

5.   Forbindelser med tredjepart

a)

procedurer til at påvise, finde en løsning på eller nærmere redegøre for divergens mellem udtalelser sammen med fællesskabsorganer og nationale og internationale organer med tilsvarende opgaver, herunder udveksling af oplysninger og afholdelse af fælles møder

b)

en videnskabelig komités repræsentation i eksterne aktiviteter, navnlig i forhold til andre fællesskabsorganer eller internationale organer med tilsvarende opgaver

c)

tilrettelæggelse af proceduren for dialog med aktører, navnlig tilrettelæggelse af høringer med erhvervslivet eller andre særlige interessegrupper eller andre aktører

d)

offentliggørelse af videnskabelige udtalelser og andre dokumenter.


BILAG III

GODTGØRELSER

Medlemmerne af de videnskabelige komitéer, videnskabelige rådgivere fra ekspertkredsen og eksterne eksperter er berettigede til godtgørelse af udgifter i forbindelse med deltagelse i de videnskabelige komitéers aktiviteter, jf. nedenstående:

 

For deltagelse i møder:

300 EUR for en hel dags deltagelse eller 150 EUR for deltagelse i et formiddags- eller et eftermiddagsmøde i en videnskabelig komité eller arbejdsgruppe eller i et eksternt møde som led i en videnskabelig komités arbejde.

 

For hvervet som referent for et spørgsmål, der kræver mindst én dags arbejde med udarbejdelse af et udkast til udtalelse, efter forudgående skriftlig godkendelse fra Kommissionen:

300 EUR.

Dette beløb kan, hvis det er fuldt ud berettiget, og såfremt de nødvendige budgetmidler er til rådighed, hæves til 600 EUR, hvor der er tale om særligt arbejdskrævende sager.

Kommissionen vil med jævne mellemrum vurdere behovet for at justere godtgørelserne på grundlag af prisindekser, evalueringen af godtgørelserne til eksperter i andre europæiske organer og erfaringerne med arbejdets omfang for medlemmer, tilknyttede medlemmer, andre videnskabelige rådgivere og eksterne eksperter. Første vurdering finder sted i 2009.


Top