EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008D0264

2008/264/EF: Kommissionens afgørelse af 25. marts 2008 om brandsikkerhedskrav i europæiske standarder for cigaretter i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF (EØS-relevant tekst)

EUT L 83 af 26.3.2008, p. 35–36 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2008/264/oj

26.3.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 83/35


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 25. marts 2008

om brandsikkerhedskrav i europæiske standarder for cigaretter i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF

(EØS-relevant tekst)

(2008/264/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (1), særlig artikel 4, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det er i direktiv 2001/95/EF fastsat, at europæiske standardiseringsorganer bør fastlægge europæiske standarder. Sådanne standarder bør sikre, at produkter opfylder direktivets almindelige sikkerhedskrav.

(2)

I henhold til direktiv 2001/95/EF formodes et produkt at være sikkert for så vidt angår de risici og risikokategorier, der er omfattet af de pågældende nationale standarder, når det er i overensstemmelse med ikke-bindende nationale standarder, der gennemfører europæiske standarder.

(3)

Cigaretter er i sig selv farlige produkter, da de frembringer varme, og fordi de indeholder et brændbart materiale, der bliver ved med at brænde i hele cigarettens længde, når den tændes. Tændte cigaretter, der lægges uforsigtigt eller ligger uden opsyn, indebærer en risiko for brand med dødsfald, personskader og materielle skader til følge. Der har været den slags ulykker, som skønnes at være skyld i mindst 1 000 dødsfald om året i Fællesskabet (2).

(4)

Der er udviklet tekniske løsninger, der kan hindre cigaretter i at brænde i hele deres længde, når der ikke suges aktivt på dem. I cigaretpapiret på cigaretter, der fås i handelen, er der papirstrimler, der er ca. 6 mm brede, med en afstand på 20-30 mm. Sådanne »stopklodser« gør brændende cigaretter selvslukkende — i hvert fald til en vis grad — ved at hæmme ilttilførslen til ilden. Den nedsatte antændelsestilbøjelighed begrænser således brandårsagen og -risikoen.

(5)

Sikkerhedskravet til cigaretter bør fastsættes i henhold til artikel 4 i direktiv 2001/95/EF med det formål at anmode standardiseringsorganerne om at udarbejde en standard for nedsat antændelsestilbøjelighed for cigaretter, jf. proceduren i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (3), og for at gøre det muligt at offentliggøre referencen til den vedtagne standard i Den Europæiske Unions Tidende. Standardiseringsorganerne bør tage behørigt hensyn til ASTM-standard E2187-04.

(6)

Efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende vil cigaretter, der er fremstillet i overensstemmelse med standarden, formodes at opfylde det almindelige sikkerhedskrav i direktiv 2001/95/EF for så vidt angår det brandsikkerhedskrav, der er omfattet af den pågældende standard.

(7)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til direktiv 2001/95/EF —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Formål

Formålet med denne afgørelse er at fastsætte krav, på grundlag af hvilket Kommissionen kan anmode de relevante standardiseringsorganer om at udarbejde den relevante standard for nedsat antændelsestilbøjelighed for cigaretter. Cigaretters antændelsestilbøjelighed skal nedsættes for at minimere antallet af brande med dødsfald, personskader og materielle skader til følge.

Artikel 2

Definition

I denne afgørelse forstås ved »cigaret med nedsat antændelsestilbøjelighed« en cigaret, der slukker af sig selv, når der ikke suges aktivt på den, inden den er brændt i hele sin længde.

Artikel 3

Krav

I henhold til artikel 4 i direktiv 2001/95/EF fastsættes følgende sikkerhedskrav: Ikke mere end 25 % af cigaretterne i et testet parti må brænde i hele deres længde.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. marts 2008.

På Kommissionens vegne

Meglena KUNEVA

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4.

(2)  ASPECT Consortium: Tobacco or Health in the European Union. Past, present and future. Europa-Kommissionen, 2004:

http://ec.europa.eu/health/ph_determinants/life_style/Tobacco/Documents/tobacco_exs_en.pdf.

(3)  EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37. Senest ændret ved Rådets direktiv 2006/96/EF (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 81).


Top