EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006D0288

2006/288/EF: Kommissionens afgørelse af 30. marts 2006 om nedsættelse af en ekspertgruppe vedrørende de europæiske værdipapirmarkeder, som kan give juridisk og økonomisk rådgivning om anvendelsen af EU’s værdipapirdirektiver

EUT L 106 af 19.4.2006, p. 14–17 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 338M af 17.12.2008, p. 324–329 (MT)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2009

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/288/oj

19.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 106/14


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 30. marts 2006

om nedsættelse af en ekspertgruppe vedrørende de europæiske værdipapirmarkeder, som kan give juridisk og økonomisk rådgivning om anvendelsen af EU’s værdipapirdirektiver

(2006/288/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Fuldt integrerede og effektive finansmarkeder er en forudsætning for velfungerende moderne økonomier. Derfor er gennemførelsen af det indre marked for finansielle tjenesteydelser en vigtig del af Lissabon-processens økonomiske reformer og afgørende for EU’s globale konkurrenceevne.

(2)

Hvidbogen om politikken for finansielle tjenesteydelser 2005-2010 (herefter benævnt »hvidbogen«) (1) præsenterer Europa-Kommissionens prioriteter for politikken for finansielle tjenesteydelser frem til 2010. En af målsætningerne med Kommissionens politik for finansielle tjenesteydelser er at gennemføre, håndhæve og løbende evaluere den eksisterende lovgivning og konsekvent anvende dagsordenen for bedre regulering på kommende initiativer.

(3)

Hvidbogen peger på en række praktiske skridt for at belyse, hvordan fællesskabsretten anvendes i praksis, og for at sikre, at den grad af retlig kohærens, markederne har brug for, faktisk bliver gennemført i overensstemmelse med Kommissionens dagsorden for bedre regulering. Da den første kontrol af ensartet anvendelse i forskellige sektorer vil finde sted på værdipapirområdet, har man besluttet at nedsætte en gruppe af aktører fra og eksperter i værdipapirmarkederne for at hjælpe Kommissionen med at analysere de største problemer på dette område. Dermed må man undersøge gennemførelsen og anvendelsen af fællesskabsretten i praksis og sikre, at der faktisk er tale om den grad af retlig kohærens, der er påkrævet for grænseoverskridende investeringstjenester og værdipapirmarkederne.

(4)

Ud over at få aktørernes råd om spørgsmål vedrørende den retlige evaluering af EU’s værdipapirdirektiver finder Kommissionen det vigtigt at høre ekspertgruppens analyse af den økonomiske virkning af EU’s værdipapirdirektiver og den praktiske gennemførelse og anvendelse i medlemsstaterne. Derfor vil ekspertgruppen også bistå Kommissionen med at udarbejde dens rapporter om anvendelsen af de forskellige bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (2), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (3), direktiv 2003/6/EF af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (5). Ekspertgruppen vil også give teknisk rådgivning, når Kommissionen anmoder herom, vedrørende spørgsmål af aktuel relevans på EU’s værdipapirmarkeder, som f.eks. kreditvurderingsinstitutter og finansanalytikere.

(5)

Ekspertgruppen skal bestå af personer med juridisk ekspertise eller direkte kommerciel erfaring i de emner, mandatet omfatter. Der skal være mulighed for at lade eksperter eller observatører fra andre ekspertgrupper eller forbruger-/investorsammenslutninger deltage.

(6)

Denne afgørelse er det konkrete udtryk for det tilsagn om at oprette ekspertgruppen, Kommissionen gav i hvidbogen, og fastlægger procedurerne for dens sammensætning og arbejdsmetoder.

(7)

Da ekspertgruppens aktiviteter skal være af begrænset varighed, vil den indlede sit arbejde i 2006 og forsætte til udgangen af 2009, medmindre Kommissionen beslutter at forlænge dens mandat —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionen nedsætter hermed en ekspertgruppe vedrørende de europæiske værdipapirmarkeder, herefter kaldet »gruppen«.

Artikel 2

Opgave

Gruppen skal:

rådgive Kommissionen i forbindelse med dens analyser af den retlige kohærens i EU-reglerne og i givet fald gennemførelsen heraf i national ret ved at kontrollere, om EU’s værdipapirdirektiver behandler alle sektorer ens, ved at gennemgå den relevante ret for at finde frem til punkter i lovgivningen, der skaber retsusikkerhed for de regulerede aktører og brugerne af værdipapirmarkederne og dermed gør disse markeder mindre velfungerende

bistå Kommissionen med rådgivning i forbindelse med dens udarbejdelse af rapporter om anvendelsen af de forskellige bestemmelser i direktiv 2004/39/EF, 2003/71/EF, 2004/109/EF og 2003/6/EF. Gruppens rådgivning vil desuden kræve en analyse af disse direktivers økonomiske virkning

give teknisk rådgivning, når Kommissionen anmoder herom, vedrørende spørgsmål af aktuel relevans på EU’s værdipapirmarkeder, som f.eks. kreditvurderingsinstitutter og finansanalytikere. Med hensyn til kreditvurderingsinstitutter vil Kommissionen indhente oplysninger om synspunkter blandt markedsaktørerne, navnlig købere af komplekse finansielle instrumenter, ved at bede gruppen om rådgivning om specifikke emner i forbindelse med kreditvurderingsinstitutternes arbejde. Med hensyn til finansanalytikere kan gruppen blive bedt om at udtale sig om, hvorvidt de eksisterende lovkrav er passende.

Gruppen rapporterer regelmæssigt til Kommissionen og giver en oversigt over sine analyser og rådgivning. Kommissionen er ikke bundet af gruppens rådgivning, og rådgivningen berører ikke rådgivning fra andre af Kommissionens ekspertgrupper om beslægtede emner, der er omfattet af mandatet. Gruppen sikrer passende koordinering med disse øvrige relevante ekspertgrupper for at undgå dobbeltarbejde.

Artikel 3

Sammensætning — Udpegelse

1.   Gruppen består af højst 20 medlemmer.

2.   Gruppens medlemmer udpeges af Kommissionen på grundlag af ansøgninger efter en indkaldelse af interessetilkendegivelser fra fremtrædende eksperter med praktisk erfaring fra erhvervslivet, det akademiske miljø eller civilsamfundet, herunder repræsentanter for forbruger- eller investorsammenslutninger, der er involveret i sektoren for investeringstjenester og værdipapirer.

3.   Kommissionen vurderer egnetheden af de individuelle eksperter, der har tilkendegivet deres interesse, efter følgende kriterier:

dokumenteret ekspertise og nylig praktisk erfaring, blandt andet på europæisk eller internationalt plan, inden for områder, der er relevante for sektoren for investeringstjenester og værdipapirer, og/eller i virkningen af EU's værdipapirdirektiver på disse områder

den enkelte eksperts evne til at præge holdninger i erhvervslivet, det akademiske miljø og civilsamfundet inden for de områder, der er omfattet af mandatet

interessetilkendegivelser skal ledsages af dokumentation for, at den enkelte ekspert opfylder ovenstående betingelser

de enkelte eksperter skal desuden have et så indgående kendskab til et sprog, som er udbredt i finanskredse, at de kan bidrage til drøftelser og udarbejdelse af rapporter på dette sprog.

4.   Ved udvælgelsen af eksperter tager Kommissionen desuden hensyn til behovet for at inddrage ekspertise, der omfatter alle de relevante funktioner og produkter i værdipapirsektoren.

Endvidere skal Kommissionen sikre en bred geografisk repræsentation i gruppen af eksperter, som har direkte kendskab til en bred vifte af EU-markeder, herunder nationale markeder, i størst muligt omfang på grundlag af de modtagne interessetilkendegivelser.

5.   Der gælder følgende bestemmelser:

Medlemmerne udpeges personligt, og der er ikke mulighed for at lade stedfortrædere deltage i gruppens drøftelser, og medlemmerne skal rådgive Kommissionen uafhængigt af alle erhvervsmæssige forbindelser eller anden indflydelse udefra.

Medlemmerne udpeges for en toårig periode, der kan forlænges.

Medlemmerne forventes at tage aktivt del i gruppens møder og i mindst én af de undergrupper, der er nævnt i artikel 4, stk. 2.

Medlemmer, som ikke længere er i stand til at bidrage effektivt til gruppens drøftelser, som træder ud, eller som ikke overholder betingelserne i denne artikel eller i artikel 287 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, kan erstattes af Kommissionen for den resterende mandatperiode.

Navnene på de medlemmer, Kommissionen har udpeget, vil blive offentliggjort på GD for Det Indre Marked og Tjenesteydelsers websted. Medlemmernes navne indsamles, behandles og offentliggøres i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6).

Artikel 4

Arbejde

1.   Kommissionen tilrettelægger og leder gruppens møder. Gruppen mødes fire gange om året i plenum og flere gange i undergrupperne.

2.   Kommissionen kan nedsætte en eller flere undergrupper for at undersøge specifikke spørgsmål og fastlægge gruppernes kommissorium. Alle undergrupper skal opløses, så snart deres specifikke funktion er udført.

3.   Kommissionen udarbejder et arbejdsprogram for hvert kalenderår. Programmet fastlægger, hvilke emner gruppen eller en af dens undergrupper skal drøfte, og indeholder en tidsplan for drøftelser af rapportudkast på gruppens plenarmøder. Gruppens råd og analyser vil give Kommissionen mulighed for at foretage den fornødne vurdering.

4.   Kommissionen kan anmode eksperter eller observatører med specifik kompetence i et emne på dagsordenen om at deltage i gruppens eller en undergruppes drøftelser, hvis det er nyttigt eller påkrævet. Denne bestemmelse kan bruges til at invitere eksperter fra andre af Kommissionens ekspertgrupper eller observatører fra sammenslutninger, der repræsenterer forbrugere eller investorer.

5.   En ekspert eller observatør må ikke videregive oplysninger indhentet gennem deltagelse i gruppens eller en undergruppes drøftelser, hvis Kommissionen klassificerer disse oplysninger som fortrolige.

6.   Gruppen og dens undergrupper mødes normalt i Kommissionens lokaler i overensstemmelse med de procedurer og efter den tidsplan, Kommissionen har fastlagt. Kommissionen varetager gruppens sekretariatsopgaver.

7.   Gruppen vedtager sine vedtægter på grundlag af et udkast, som Kommissionen forelægger.

8.   Kommissionen offentliggør gruppens konklusioner og rapporter samt sine egne og undergruppernes mødereferater på GD for Det Indre Marked og Tjenesteydelsers websted på det sprog, det pågældende dokument er udarbejdet på.

Artikel 5

Mødeudgifter

1.   Kommissionen refunderer medlemmernes rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med gruppens aktiviteter i henhold til Kommissionens gældende bestemmelser herom. Medlemmerne modtager ingen betaling for deres arbejde.

2.   Mødeudgifterne refunderes inden for bevillingsrammerne for den pågældende afdeling ved den årlige procedure for ressourcefordeling.

Artikel 6

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den gælder indtil udgangen af 2009, medmindre Kommissionen inden da beslutter at forlænge mandatet for gruppen eller en af de undergrupper, der kan være nedsat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. marts 2006.

På Kommissionens vegne

Charlie McCREEVY

Medlem af Kommissionen


(1)  White Paper on Financial Services Policy (2005-2010), COM(2005) 629 final af 1.12.2005 (foreligger ikke på dansk).

(2)  EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1. Berigtiget ved EUT L 45 af 16.2.2005, s. 18.

(3)  EUT L 345 af 31.12.2003, s. 64.

(4)  EUT L 96 af 12.4.2003, s. 16.

(5)  EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.

(6)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


Top