This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32005D0802
2005/802/EC: Commission Decision of 17 October 2005 accepting undertakings offered in connection with the anti-dumping proceeding concerning imports of potassium chloride originating in the Russian Federation
2005/802/EF: Kommissionens afgørelse af 17. oktober 2005 om godtagelse af tilsagn, der er afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af kaliumchlorid med oprindelse i Den Russiske Føderation
2005/802/EF: Kommissionens afgørelse af 17. oktober 2005 om godtagelse af tilsagn, der er afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af kaliumchlorid med oprindelse i Den Russiske Føderation
EUT L 302 af 19.11.2005, p. 79–80
(ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV) Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave
(BG, RO, HR)
EUT L 349M af 12.12.2006, p. 579–580
(MT)
No longer in force, Date of end of validity: 13/04/2006: This act has been changed. Current consolidated version: 10/08/2006
Relation | Act | Comment | Subdivision concerned | From | To |
---|---|---|---|---|---|
Modified by | 32006D0557 | erstatning | artikel 1 | 10/08/2005 |
19.11.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 302/79 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE
af 17. oktober 2005
om godtagelse af tilsagn, der er afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af kaliumchlorid med oprindelse i Den Russiske Føderation
(2005/802/EF)
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1), i det følgende benævnt »grundforordningen«, særlig artikel 8,
efter høring af det rådgivende udvalg, og
ud fra følgende betragtninger:
I. PROCEDURE
(1) |
Ved forordning (EF) nr. 3068/92 (2) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på importen af kaliumchlorid med oprindelse i bl.a. Rusland, i det følgende benævnt »de gældende foranstaltninger«. |
(2) |
I marts 2004 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (3) og iværksatte derved på eget initiativ en delvis interimsundersøgelse af de gældende foranstaltninger for at undersøge, om det var nødvendigt at ændre dem som følge af Den Europæiske Unions udvidelse til 25 medlemsstater den 1. maj 2004, i det følgende benævnt »udvidelsen«. |
(3) |
Resultaterne af den delvise interimsundersøgelse viste, at det var i Fællesskabets interesse at foretage en midlertidig tilpasning af foranstaltningerne for at undgå pludselige og alt for store negative virkninger for importører og brugere i de ti nye medlemsstater, i det følgende benævnt »EU-10«, umiddelbart efter udvidelsen. |
(4) |
Med henblik herpå godtog Kommissionen i maj 2004 ved forordning (EF) nr. 1002/2004 (4) tilsagn fra bl.a. to eksporterende producenter i Rusland, nemlig JSC Silvinit og JSC Uralkali vedrørende deres eksport til EU-10. Desuden blev forordning (EØF) nr. 3068/92 ændret ved forordning (EF) nr. 992/2004 (5) for at give mulighed for fritagelse for den antidumpingtold, der indførtes ved forordning (EØF) nr. 3068/92, ved import i henhold til tilsagnene. |
(5) |
I juni 2005 godtog Kommissionen i medfør af forordning (EF) nr. 858/2005 (6) nye tilsagn vedrørende disse russiske virksomheders eksport til EU-10 i en yderligere periode, der udløber den 13. april 2006. |
(6) |
I mellemtiden indgik der i januar 2004 særskilte anmodninger fra JSC Silvinit og JSC Uralkali, i det følgende benævnt »ansøgerne«, om en individuel delvis interimsundersøgelse af de gældende foranstaltninger i medfør af artikel 11, stk. 3, i grundforordningen. |
(7) |
Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at der forelå tilstrækkeligt materiale til at begrunde indledningen af delvise interimsundersøgelser, og offentliggjorde en meddelelse om indledning af sådanne undersøgelser (7). |
(8) |
På baggrund af resultaterne af disse to delvise interimsundersøgelser ændrede Rådet ved forordning (EF) nr. 1891/2005 de for ansøgerne fastsatte antidumpingtoldsatser. |
II. TILSAGN
(9) |
Som nævnt ovenfor godtog Kommissionen de af ansøgerne afgivne tilsagn vedrørende deres eksport til EU-10. Der skal i den forbindelse erindres om, at disse tilsagn i medfør af forordning (EF) nr. 992/2004 var af midlertidig karakter og at betragte som en interimsforanstaltning, indtil købspriserne på kaliumchlorid i EU-10 var steget til det gældende prisniveau i Fællesskabet i dets sammensætning umiddelbart forud for udvidelsen, i det følgende benævnt »EU-15«. EU-10-tilsagnene svarede endvidere ikke direkte til en antidumpingtold, eftersom de konstaterede mindsteimportpriser ekstraordinært var lavere, end de ellers ville have været i tilfældet (dvs. at de var sat til niveauer, som ikke helt fjernede de skadelige virkninger af dumping). |
(10) |
Ansøgerne har imidlertid som led i de delvise interimsundersøgelser foruden de ovenfor nævnte tilsagn, der allerede gælder for deres eksport til EU-10, også tilbudt at sælge den pågældende vare til kunder i EU-15 til en pris på eller over niveauer, som kan fjerne de skadelige virkninger af dumping. |
(11) |
De afgivne tilsagn vedrørende eksporten til EU-10 er gyldige indtil den 13. april 2006, og indtil det tidspunkt skal tilsagnene for salg til EU-10 og de tilbudte tilsagn vedrørende eksport til EU-15 gælde side om side. |
(12) |
Det følger heraf, at de højere mindsteimportpriser i de tilsagn, der er afgivet i forbindelse med de delvise interimsundersøgelser vedrørende salget til EU-15, efter udløbet af EU-10-tilsagnenes gyldighed i april 2006 også skal gælde for salg til EU-10. På denne måde skal samme mindsteimportpriser, der er fastsat til niveauer, hvor der ikke forvoldes skade, gælde for al import fra ansøgerne til Fællesskabets marked som helhed, og målet med de midlertidige og ekstraordinære foranstaltninger vedrørende eksporten til EU-10 i perioden efter udvidelsen vil være opfyldt. |
(13) |
Virksomhederne skal sende Kommissionen regelmæssige og detaljerede oplysninger om deres eksport til Fællesskabet, hvilket betyder, at Kommissionen effektivt kan overvåge tilsagnene. Virksomhederne har desuden en sådan salgsstruktur, at Kommissionen finder, at risikoen for omgåelse af tilsagnet er begrænset. |
(14) |
For at gøre det muligt for Kommissionen effektivt at overvåge, om virksomhederne overholder tilsagnet, når der fremlægges en anmodning om overgang til fri omsætning i henhold til tilsagnet for de relevante toldmyndigheder, er fritagelsen for tolden betinget af, at der fremlægges en faktura, som mindst indeholder de oplysninger, der er anført i bilaget til Rådets forordning (EF) nr. 1891/2005. Disse oplysninger er også nødvendige, for at toldmyndighederne med en tilstrækkelig grad af nøjagtighed kan afgøre, om forsendelserne svarer til handelsdokumenterne. Hvis der ikke fremlægges en sådan faktura, eller hvis den ikke svarer til den vare, der frembydes for toldmyndighederne, vil der i stedet skulle betales antidumpingtold med den relevante sats. |
(15) |
De eksporterende producenter bør være klar over, at hvis det konstateres, at det på nogen måde bliver vanskeligt eller umuligt at føre tilsyn med tilsagnene, eller hvis de på nogen måde tilsidesættes, har Kommissionen i medfør af de betingelser, der er knyttet til tilsagnene, ret til at tilbagetrække sin godtagelse, hvilket kan resultere i, at der i stedet indføres en endelig antidumpingtold. |
(16) |
De af ansøgerne afgivne tilsagn som led i de delvise interimsundersøgelser er på denne baggrund acceptable — |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
De tilsagn, der er afgivet af nedenfor anførte eksporterende producenter og selskaber i forbindelse med denne antidumpingprocedure vedrørende importen af kaliumchlorid med oprindelse i Rusland, godtages.
Land |
Producent |
TARIC-tillægskode |
Den Russiske Føderation |
Produceret af JSC Silvinit, Solikamsk, Rusland, og solgt af JSC International Potash Company, Moskva, Rusland, til den første uafhængige kunde i Fællesskabet, der optræder som importør |
A695 |
Den Russiske Føderation |
Produceret og solgt af JSC Uralkali, Berezniki, Rusland, eller produceret af JSC Uralkali, Berezniki, Rusland, og solgt af Uralkali Trading SA, Genève, Schweiz, til den første uafhængige kunde i Fællesskabet, der optræder som importør |
A520 |
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 17. oktober 2005.
På Kommissionens vegne
Peter MANDELSON
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 (EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12).
(2) EFT L 308 af 24.10.1992, s. 41. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1891/2005 (se side 14 i denne EUT).
(3) EUT C 70 af 20.3.2004, s. 15.
(4) EUT L 183 af 20.5.2004, s. 16. Ændret ved forordning (EF) nr. 588/2005 (EUT L 98 af 16.4.2005, s. 11).
(5) EUT L 182 af 19.5.2004, s. 23.
(6) EUT L 143 af 7.6.2005, s. 11.
(7) EUT C 93 af 17.4.2004, s. 2.