Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003R0345

    Kommissionens forordning (EF) nr. 345/2003 af 24. februar 2003 om åbning af et præferencetoldkontingent for import af rårørsukker med oprindelse i AVS-landene til forsyning af raffinaderierne i perioden 1. marts til 30. juni 2003

    EUT L 50 af 25.2.2003, p. 13–14 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2003

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/345/oj

    32003R0345

    Kommissionens forordning (EF) nr. 345/2003 af 24. februar 2003 om åbning af et præferencetoldkontingent for import af rårørsukker med oprindelse i AVS-landene til forsyning af raffinaderierne i perioden 1. marts til 30. juni 2003

    EU-Tidende nr. L 050 af 25/02/2003 s. 0013 - 0014


    Kommissionens forordning (EF) nr. 345/2003

    af 24. februar 2003

    om åbning af et præferencetoldkontingent for import af rårørsukker med oprindelse i AVS-landene til forsyning af raffinaderierne i perioden 1. marts til 30. juni 2003

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1260/2001 af 19. juni 2001 om den fælles markedsordning for sukker(1), ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 680/2002(2), særlig artikel 23, stk. 2, og artikel 39, stk. 6, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Det fastsættes i artikel 39 i forordning (EF) nr. 1260/2001, at der i produktionsårene 2001/02 til 2005/06 og med henblik på hensigtsmæssig forsyning af EF-raffinaderierne opkræves en nedsat særafgift ved import af rårørsukker med oprindelse i stater, med hvilke Fællesskabet har indgået leveringsaftaler på præferencebetingelser. Der er i øjeblikket indgået sådanne aftaler med de lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-lande), der er parter i protokol 3 om AVS-sukker i bilag V til partnerskabsaftalen AVS/EF, og med Republikken Indien, jf. Rådets afgørelse 2001/870/EF(3).

    (2) De mængder særligt præferencesukker, der skal importeres, fastsættes i henhold til nævnte artikel 39 på grundlag af en årlig EF-forsyningsprognose. Ifølge prognosen skal der indføres råsukker og på dette tidspunkt i produktionsåret 2002/03 åbnes toldkontingenter til nedsat særafgift, således som fastsat i ovennævnte aftaler, med henblik på at dække EF-raffinaderiernes behov i en del af produktionsåret. Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1096/2002(4) blev der åbnet kontingenter for perioden 1. juli 2002 til 28. februar 2003. Da prognoserne for produktionen af rårørsukker for produktionsåret 2002/03 nu foreligger, bør der åbnes et kontingent for anden del af produktionsåret. På grundlag af raffinaderiernes forventede maksimale forsyningsbehov, som fastsættes af medlemsstaterne, og de mængder, der mangler ifølge forsyningsprognosen, bør de medlemsstater, der har raffinaderier, udstede importlicenser for perioden 1. marts til 30. juni 2003.

    (3) Ifølge de ved afgørelse 2001/870/EF indgåede aftaler skal de pågældende raffinaderier betale en minimumsopkøbspris svarende til den garanterede mindstepris for råsukker, nedsat med den tilpasningsstøtte, der er fastsat for det pågældende produktionsår. Minimumsopkøbsprisen bør derfor fastsættes under hensyn til de forhold, der gør sig gældende for produktionsåret 2002/03.

    (4) Det bør præciseres, at Kommissionens forordning (EF) nr. 2513/2001 af 20. december 2001 om gennemførelsesbestemmelser for indførsel under et toldkontingent i forbindelse med præferenceaftaler om råt rørsukker til raffinering(5) gælder for det nye kontingent.

    (5) For at undgå en afbrydelse af forsyningerne bør det fastsættes, at medlemsstaterne for de mængder, der skal importeres i henhold til forordning (EF) nr. 1096/2002, og som der ikke var ansøgt om pr. 1. marts 2003, kan udstede de pågældende licenser efter nævnte dato, men inden udgangen af produktionsåret 2002/03.

    (6) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelsen fra Forvaltningskomitéen for Sukker -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    For perioden 1. marts til 30. juni 2003 åbnes der, jf. afgørelse 2001/870/EF, med henblik på import af rårørsukker til raffinering henhørende under KN-kode 1701 11 10, et toldkontingent på 33798 tons udtrykt i hvidt sukker med oprindelse i AVS-landene.

    Kontingentet har løbenummer 09.4097.

    Artikel 2

    1. Den særlige nedsatte afgift pr. 100 kg råsukker af standardkvalitet ved import af de i artikel 1 omhandlede mængder fastsættes til 0 EUR.

    2. Den minimumsopkøbspris, som EF-raffinaderierne skal betale, fastsættes for den i artikel 1 omhandlede periode til 49,68 EUR pr. 100 kg råsukker af standardkvalitet.

    Artikel 3

    Medlemsstaterne bemyndiges til i forbindelse med det i artikel 1 fastsatte kontingent og på de i artikel 2 omhandlede betingelser at udstede importlicenser for følgende mængder udtrykt i hvidt sukker:

    a) 10713 tons for så vidt angår Finland

    b) 5126 tons for så vidt angår det franske hovedland

    c) 13082 tons for så vidt angår det kontinentale Portugal

    d) 4876 tons for så vidt angår Det Forenede Kongerige.

    Artikel 4

    Forordning (EF) nr. 2513/2001 gælder for det toldkontingent, der åbnes ved nærværende forordning.

    Artikel 5

    De i artikel 3 i forordning (EF) nr. 1096/2002 nævnte medlemsstater kan for de i samme artikel nævnte mængder, for hvilke der ikke indgives ansøgninger om importlicenser inden den 1. marts 2003, udstede sådanne licenser med henblik på import og raffinering af mængderne indtil den 30. juni 2003.

    Artikel 6

    Denne forordning træder i kraft den 1. marts 2003.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 24. februar 2003.

    På Kommissionens vegne

    Frederik Bolkestein

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 178 af 30.6.2001, s. 1.

    (2) EFT L 104 af 20.4.2002, s. 26.

    (3) EFT L 325 af 8.12.2001, s. 21.

    (4) EFT L 166 af 25.6.2002, s. 6.

    (5) EFT L 339 af 21.12.2001, s. 19.

    Top