32001D0198

Kommissionens beslutning

af 15. november 2000

om Belgiens statsstøtte til fordel for jern- og stålvirksomheden Cockerill Sambre SA

(meddelt under nummer K(2000) 3563)

(Kun den franske og nederlandske tekst er autentiske)

(EØS-relevant tekst)

(2001/198/EKSF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, særlig artikel 4, litra c),

under henvisning til Kommissionens beslutning 2496/96/EKSF af 18. december 1996 om fællesskabsregler for støtte til jern- og stålindustrien(1),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med ovennævnte beslutning(2), under hensyntagen til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I. SAGSFORLØB

(1) Som følge af en række oplysninger i den belgiske presse skrev Kommissionen den 23. november 1998 til de belgiske myndigheder (D/54789) og bad om oplysninger om den støtte, der skulle være ydet stålvirksomheden Cockerill Sambre SA som led i en nedsættelse af arbejdstiden. Ved brev af 11. december 1998 bekræftede de belgiske myndigheder, at de havde truffet de pågældende foranstaltninger, men erklærede, at der efter deres opfattelse ikke var tale om statsstøtte.

(2) Ved brev af 25. januar 2000 underrettede Kommissionen Belgien om sin beslutning om at indlede proceduren efter artikel 6, stk. 5, i beslutning nr. 2496/96/EKSF (i det følgende benævnt "stålstøttereglerne") over for de pågældende foranstaltninger.

(3) Kommissionens beslutning om at indlede proceduren er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(3). Kommissionen har anmodet de interesserede parter om at fremsætte deres bemærkninger til de pågældende foranstaltninger.

(4) Kommissionen har modtaget bemærkninger hertil fra de interesserede parter. Den sendte bemærkningerne til Belgien den 23. maj 2000 og gav samtidig landet mulighed for at kommentere dem, hvilket Belgien gjorde ved brev af 8. juni 2000.

II. DETALJERET BESKRIVELSE AF STØTTEN

(5) Belgiens støtte til fordel for virksomheden Cockerill Sambre SA beløber sig til 553,3 mio. BEF (13,7 mio. EUR) og består af to dele:

1. Nedsættelse af arbejdsgivernes socialsikringsbidrag gennem et samlet beløb fra den føderale regering på 418 mio. BEF (10,36 mio. EUR) over en periode på syv år, nemlig 1999-2005.

2. Et tilskud fra den wallonske regering på 135,3 mio. BEF (3,35 mio. EUR) i samme periode på syv år.

(6) Denne støtte blev ydet i forbindelse med en nedskæring af den ugentlige arbejdstid fra 37 til 34 timer for virksomhedens lønmodtagere. Nedskæringen berører 1852 ansatte og dækker perioden 1999-2005.

(7) Støtten fra den føderale regering blev ydet i henhold til bekendtgørelse af 24. december 1993, der omfatter en række reduktioner i socialsikringsbidragene med henblik på en omfordeling af arbejdet(4). For så vidt angår kriseramte virksomheder eller virksomheder under omstrukturering er denne bekendtgørelse suppleret med bekendtgørelsen af 24. februar 1997, som indeholder mere favorable vilkår. Disse fordele angår bl.a. antallet af arbejdspladser, der skal skabes, og den periode, hvor reduktionen kan indrømmes, som i dette tilfælde vil kunne omfatte den periode, hvor det anerkendes, at virksomheden er i vanskeligheder eller under omstrukturering, med mulighed for forlængelse i en periode på højst syv år. Den 28. juli 1997 besluttede den føderale regering at lade Cockerill Sambre SA blive betragtet som en virksomhed under omstrukturering, og den 19. maj 1998 lod den virksomheden være omfattet af reduktionen af socialsikringsbidragene som omhandlet i bekendtgørelsen af 24. december 1993 på de mere favorable vilkår i bekendtgørelsen af 24. februar 1997.

(8) Den wallonske regerings støtte blev ydet den 18. december 1998 som supplement til støtten fra den føderale regering. Støtten udbetales til de ansatte gennem et almennyttigt foretagende, der er oprettet til formålet.

(9) Den pågældende støtte blev ydet med henblik på at fastholde lønniveauet for virksomhedens lønmodtagere i en periode på syv år til trods for nedskæringen af arbejdstiden, idet virksomheden kun betalte samme timeløn som førhen. Under forhandlingerne i 1997-1998 krævede og opnåede lønmodtagerne nemlig en nedskæring af den ugentlige arbejdstid fra 37 til 34 timer på følgende betingelser:

1. Nedskæring af den ugentlige arbejdstid fra 37 til 34 timer på ubestemt tid.

2. Opretholdelse af lønmodtagernes samlede arbejdstid på det niveau, der er fastlagt i virksomhedsplanen "Horizon 2000". Dette betød oprettelse af 150 nye arbejdspladser, således at det samlede antal nåede op på 1852.

3. Fastholdelse af lønsummen i 1998, indtil den absorberes af lønindekseringen på grundlag af 34 timer (forventet i slutningen af 2005).

(10) Virksomheden finansierer kun den del af lønnen, der svarer til lønninger beregnet på grundlag af 34 timer, med årlig indeksregulering. Forskellen mellem det beløb, der udbetales af virksomheden, og lønmodtagernes lønninger finansieres med ressourcer fra forskellige kilder:

1. Lønmodtagerne selv: den lønforhøjelse, som de havde ret til i 1997 og 1998, men som de gav afkald på (29,2 mio. BEF = 0,7 mio. EUR).

2. Den føderale regering: støtten i forbindelse med oprettelsen af de 150 nye arbejdspladser som følge af omlægningen af arbejdstiden (418 mio. BEF = 10,4 mio. EUR)

3. Den regionale regering: støtten fra den wallonske regering som supplement til støtten fra den føderale regering (135,3 mio. BEF = 3,4 mio. EUR).

III. BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER

(11) I forbindelse med proceduren har Kommissionen modtaget bemærkninger fra "UK Steel Association" og fra Det Forenede Kongeriges faste repræsentation ved Den Europæiske Union.

(12) Bemærkningerne fra disse to parter går i retning af den tvivl, som Kommissionen gav udtryk for, da den besluttede at indlede proceduren. De mener, at de pågældende foranstaltninger udgør støtte til virksomheden Cockerill Sambre SA, som er uforenelig med stålstøttereglerne.

IV. KOMMENTARER FRA BELGIEN

(13) I sine kommentarer gentager Belgien det synspunkt, som landet allerede havde givet udtryk for, inden det blev besluttet at indlede proceduren, nemlig at de trufne foranstaltninger ikke udgør statsstøtte.

(14) Belgien fastholder, at virksomheden ikke har nogen direkte eller indirekte fordel af disse foranstaltninger, og at de pågældende offentlige interventioner derfor ikke udgør statsstøtte. Som begrundelse herfor anfører Belgien følgende argumenter:

1. Initiativet til planen for omfordeling af arbejdstiden (i det følgende benævnt omfordelingsplanen) kom fra arbejdstagerne, og Cockerill Sambre erklærede sig kun enig på den betingelse, at transaktionen ikke medførte nogen yderligere udgifter for virksomheden. Som følge heraf skulle den offentlige støtte ikke finansiere nogen af Cockerills forpligtelser over for lønmodtagerne. I overenskomsten fra 1998, som fastlagde omfordelingsplanen, skulle det være angivet, at "nærværende overenskomst afhænger økonomisk af, at der opnås offentlig kompensation svarende til de paritetisk fastlagte beløb. Opnås denne kompensation ikke, undersøger parterne sammen situationen og muligheden for at gennemføre nærværende overenskomst".

2. Nedsættelsen af socialbidragene skulle ikke give Cockerill Sambre nogen økonomisk fordel. Dette skyldes, at virksomheden i fuldt omfang har videregivet besparelserne til arbejdstagerne, således at de offentlige midler fra den føderale regering kun er passeret igennem virksomheden uden at reducere dens udgifter i forhold til tidligere. De offentlige midler fra regionen passerer ikke engang igennem virksomheden.

3. Cockerill Sambre betaler fortsat det samme lovfæstede og aftalte beløb for det antal timer, der er præsteret af lønmodtagerne inden omfordelingsplanen. Udgifterne til timeløn er de samme for virksomheden efter iværksættelsen af omfordelingsplanen, idet virksomheden som angivet ovenfor kun skulle have godkendt den nye arbejdstid på den betingelse, at transaktionen ikke giver den ekstraomkostninger.

4. Cockerill Sambre får yderligere ulemper og omkostninger, som f.eks. yderligere uddannelsesudgifter, mindre disponibilitet, forøgelse af de faste enhedsomkostninger, administrative ekstraomkostninger, organisatoriske vanskeligheder osv. Disse ekstraomkostninger skulle være forholdsvis høje og afholdes af virksomheden.

5. Virksomheden har bestilt en rapport hos to revisionsfirmaer, hvori det konkluderes, at virksomhedens beregningsmetode er rimelig, og at virksomhedens finansielle og regnskabsmæssige oplysninger vedrørende anvendelsen af omfordelingsplanen for året 1999 kan bekræftes. Belgien konkluderer på grundlag heraf, at alle de pågældende finansielle foranstaltninger, herunder de offentlige interventioner, udelukkende kommer arbejdstagerne til gode, og at virksomheden på ingen måde har fordel af de offentlige midler.

(15) Efter Belgiens opfattelse er det ikke tilstrækkeligt, at støtten er ydet til arbejdstagere i deres egenskab af ansatte i en bestemt virksomhed, for at støtten ikke kan anses for personstøtte. I den forbindelse støtter Belgien sig til Kommissionens beslutning om de belgiske finansielle interventioner i virksomheden SA Duferco Clabecq(5), hvor Kommissionen mente, at den supplerende arbejdsløshedsunderstøttelse, der blev udbetalt til de tidligere arbejdstagere på Forges de Clabecq indtil en alder af 65 år, ikke udgjorde virksomhedsstatsstøtte, men personstøtte.

(16) Belgien fastholder ligeledes, at den offentlige belgiske støtte udgør en social foranstaltning til fordel for lønmodtagerne på Cockerill Sambre. Kommissionen skulle tidligere have godkendt lignende foranstaltninger, bl.a. i sagen om den støtte, i som de franske myndigheder skulle have ydet i fiskerisektoren "i betragtning af de konkrete situationer og ansøgernes umiddelbare behov, som er uden en reel økonomisk virkning, der kunne påvirke den frie konkurrence mellem virksomhederne".

V. VURDERING AF INTERVENTIONSFORANSTALTNINGERNE

Retsgrundlag for vurderingen

(17) Cockerill Sambre SA er en integreret stålvirksomhed i regionen Wallonien i Belgien. Indtil begyndelsen af 1999 var den en offentlig virksomhed, hvor regionen Wallonien havde aktiemajoriteten. I det år blev den privatiseret og har siden tilhørt den franske jern- og stålgruppe Usinor. Eftersom den er en integreret stålvirksomhed, hører den ind under EKSF-traktaten, og analysen af den støtte, den har modtaget, sker derfor på grundlag af stålstøttereglerne.

(18) I henhold til artikel 6 i stålstøttereglerne skal medlemsstaterne underrette Kommissionen om enhver overførsel af offentlige ressourcer til fordel for virksomheder i jern- og stålindustrien. De skal ligeledes underrette den om enhver påtænkt anvendelse inden for jern- og stålindustrien af støtteordninger, som er godkendt af Kommissionen på grundlag af EF-traktaten. Kommissionen skal tage stilling til, om disse foranstaltninger indeholder støtteelementer i henhold til artikel 1, stk. 2, i stålstøttereglerne, og vurderer i givet fald, om de er forenelige med fællesmarkedet.

(19) Kommissionen har i sin meddelelse om retningslinjer for beskæftigelsesstøtte(6) offentliggjort de kriterier, hvorefter den vurderer, om myndighedernes beskæftigelsesfremmende interventioner udgør statsstøtte. Disse kriterier kan anvendes i den foreliggende sag til at afgøre, om de pågældende interventioner udgør støtte, men deres forenelighed skal i bekræftende fald kontrolleres i henhold til EKSF-traktaten og således stålstøttereglerne. Ifølge disse kan der ikke ydes beskæftigelsesstøtte eller driftsstøtte i relation til lønomkostningerne.

Analyse af Belgiens argumenter

(20) Således som Belgien også erkender, giver enhver statsstøtte en fordel til den virksomhed, som modtager den, i forhold til de andre konkurrerende virksomheder. I modsætning til det, som Belgien påstår, har Cockerill Sambre imidlertid fået finansielle og økonomiske fordele ud af den modtagne støtte. Disse fordele skal vurderes i forhold til den situation, hvor virksomheden ikke havde modtaget (eller ikke ville have modtaget) en sådan støtte, og ikke i forhold til den tidligere situation. Der er nemlig tale om følgende:

1. Det forhold, at initiativet til omlægningsordningen er kommet fra arbejdstagerne, og at virksomheden kun skulle have accepteret det på den betingelse, at den ikke skulle afholde de heraf følgende ekstraudgifter, ændrer intet ved den offentlige interventions karakter af statsstøtte. De udgifter, der følger af overenskomsterne, skal afholdes af virksomhederne, uanset spørgsmålet om, hvem der har taget initiativ til processen. Hvis staten intervenerer som direkte part i forhandlingerne eller efterfølgende for at finansiere udgifterne i forbindelse hermed, er der nemlig tale om statsstøtte til fordel for denne virksomhed. Det er ikke fordi Cockerill Sambre, lige siden forhandlingerne blev indledt, har krævet, at de finansielle udgifter i forbindelse med aftalen skal finansieres af de offentlige myndigheder, og fordi virksomheden har indføjet dette standpunkt i arbejdsoverenskomsten, at den ikke længere skulle afholde lønudgifterne til sine ansatte. Dens adfærd viser nemlig tværtimod, at den udmærket er klar over betydningen af den opnåede fordel.

2. Det forhold, at de offentlige midler kun passerer gennem virksomheden eller endog ikke passerer gennem den, og at de i sidste ende er bestemt til arbejdstagerne, ændrer ligeledes ikke noget ved karakteren af statsstøtte. Det som er vigtigt er, at de offentlige midler finansierer en del af lønnen til en gruppe arbejdstagere på Cockerill Sambre. Det som er afgørende for, at de kan blive anset for statsstøtte, er ikke organiseringen og forvaltningen af disse midler, men karakteren af de udgifter, som de finansierer.

3. Belgien fremfører også det argument, at timelønsudgifterne er forblevet de samme for virksomheden. Rent faktisk er det den timeløn, som virksomheden er ansvarlig for, der er forblevet uændret, idet ekstraomkostningerne som følge af omfordelingsplanen afholdes af de offentlige myndigheder. De enhedslønomkostninger, som virksomhederne skal afholde, ville forblive uændrede, hvis staten betalte ekstraudgifterne som følge af nye lønaftaler indeholdende finansielle fordele for arbejdstagerne. Fordelen for virksomheden ligger helt konkret i det forhold, at virksomheden ikke selv skal finansiere den forhøjelse af lønudgifterne, som er aftalt med dens lønmodtagere.

4. Det forhold, at de beløb, som virksomheden afslog at betale, ikke indeholdt den del af de supplerende indirekte udgifter, som er forbundet med omfordelingsplanen, er heller ikke relevant, idet dette afslag som anført ovenfor ikke har nogen betydning, når karakteren af de offentlige midler, som den har modtaget, skal afgøres, selv i forbindelse med et sådant afslag. De arbejdsrelaterede udgifter udgør en del af de væsentlige omkostninger for enhver virksomhed, og de kan ikke på noget tidspunkt væltes over på de offentlige myndigheder.

5. Som anført ovenfor er en virksomheds forvaltning og organisering af offentlige midler ikke et relevant element, når det skal afgøres, om disse midler udgør statsstøtte. Det forhold, at revisorerne skulle have konkluderet, at de finansielle strømme i relation til de pågældende offentlige midler er normale, er således ikke relevant, når det drejer sig om at afgøre, om statens intervention udgør statsstøtte eller ej.

(21) Ifølge Belgien bør det forhold, at støtten udelukkende udbetales til de pågældende arbejdstagere, fordi de er arbejdstagere på Cockerill Sambre, ikke være afgørende for, om støtten skal betegnes som støtte til virksomheden og ikke som personstøtte. Belgien mener, at Kommissionen indtog dette synspunkt i forbindelse med dens beslutning vedrørende de tidligere arbejdstagere på virksomheden Forges de Clabecq. Det forholder sig lige modsat, idet det netop er fordi Forges de Clabecq gik fallit, at den støtte, som staten udbetalte til de tidligere arbejdstagere på denne virksomhed, kunne anses for personstøtte. Da de fik fordel af støtten, var de ikke arbejdstagere på Forges de Clabecq.

(22) Belgien anfører endvidere, at landet anser den pågældende offentlige støtte for at udgøre en social foranstaltning til fordel for denne gruppe arbejdstagere. Belgien hævder, at Kommissionen skulle have indtaget en sådan holdning i en lignende sag vedrørende støtte, som Frankrig har ydet i fiskerisektoren. Eftersom denne henvisning er upræcis, har Kommissionen ikke kunnet finde den pågældende beslutning og kan derfor ikke kommentere den. Den gør dog opmærksom på, at fiskerisektoren hører ind under EF-traktaten og kan modtage forskellige former for støtte på en række nærmere fastlagte betingelser, som imidlertid ikke er tilladte i henhold til EKSF-traktaten, som Cockerill Sambre hører ind under.

Vurdering af støttens forenelighed

(23) Som beskrevet ovenfor kan Kommissionen ikke acceptere de argumenter, som Belgien har fremført. Når Kommissionen følger de kriterier, som den har fastlagt i retningslinjerne for beskæftigelsesstøtte, må den tværtimod konkludere, at den pågældende støtte ikke udgør støtte til enkeltpersoner, men til virksomheden. Støtten finansierer udgifter i forbindelse med arbejdsydelser præsteret af ansatte på Cockerill Sambre. Sådanne udgifter er en væsentlig del af driftsomkostningerne i enhver virksomhed, og hvis de finansieres med hjælp fra staten, udgør denne finansiering bestemt statsstøtte til fordel for virksomheden.

(24) Kommissionen konstaterer desuden, således som det allerede er anført i beslutningen om at indlede proceduren og gentaget ovenfor, at den offentlige støtte er udbetalt i henhold til en lov, som Kommissionen har godkendt som værende forenelig med EF-traktaten, og som pålagde Belgien - for så vidt angår den føderale støtte - at overholde en række specifikke sektorbestemte regler under gennemførelsen. Denne del af støtten er derfor ydet i strid med Kommissionens beslutning, som godkendte den føderale støtteordning. For så vidt angår regionalstøtten, er den ydet som ad hoc-støtte. Støtten udgør derfor ikke generelle foranstaltninger, men støtte som har været til fordel for en bestemt virksomhed.

VI. KONKLUSION

(25) Kommissionen konstaterer, at Belgien ulovligt har ydet støtte til virksomheden Cockerill Sambre SA i strid med artikel 6, stk. 1 og 2, i stålstøttereglerne.

(26) Den pågældende støtte udgør statsstøtte i henhold til artikel 1 i stålstøttereglerne. Den kan ikke sidestilles med en af de støtteforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 2-5 i reglerne, og er derfor uforenelig med EKSF-traktaten og fællesmarkedets normale funktion -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den statsstøtte, som Belgien har ydet til fordel for stålvirksomheden Cockerill Sambre SA på 553,3 mio. BEF (13,7 mio. EUR), udgør statsstøtte i henhold til artikel 1 i stålstøttereglerne og er uforenelig med fællesmarkedet.

Artikel 2

1. Belgien træffer alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede støtte, som allerede er udbetalt ulovligt til Cockerill Sambre SA, og for at standse udbetalingen af endnu ikke udbetalte beløb.

2. Tilbagesøgningen skal ske uophørligt og i overensstemmelse med den nationale lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme beslutningen hurtigt og effektivt. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtageren, og indtil den er blevet tilbagebetalt. Renterne beregnes på basis af den referencesats, der anvendes til beregning af støtteækvivalenten for regionalstøtte, og som var gældende på det tidspunkt, da støtten blev udbetalt.

Artikel 3

Belgien underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Belgien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. november 2000.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 338 af 28.12.1996, s. 42.

(2) EFT C 88 af 25.3.2000, s. 8.

(3) Se fodnote 2.

(4) Kommissionen godkendte denne bekendtgørelse som støtte, der er forenelig med EF-traktaten, ved brev af 30.6.1994 (D/9395).

(5) EFT C 20 af 22.1.1998, s. 3.

(6) EFT C 334 af 12.12.1995, s. 4.