Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000R2040

    Rådets forordning (EF) nr. 2040/2000 af 26. september 2000 om budgetdisciplin

    EFT L 244 af 29.9.2000, p. 27–32 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2006; ophævet ved 32007R1248

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2000/2040/oj

    32000R2040

    Rådets forordning (EF) nr. 2040/2000 af 26. september 2000 om budgetdisciplin

    EF-Tidende nr. L 244 af 29/09/2000 s. 0027 - 0032


    Rådets forordning (EF) nr. 2040/2000

    af 26. september 2000

    om budgetdisciplin

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37, 279 og 308,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2),

    under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten(3), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) På mødet den 24. og 25. marts 1999 i Berlin besluttede Det Europæiske Råd, at Unionens udgifter både skal overholde kravet om budgetdisciplin og udgiftseffektivitet.

    (2) Europa-Parlamentet, Rådet, og Kommissionen indgik den 6. maj 1999 en interinstitutionel aftale om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren(4). I denne interinstitutionelle aftale, hvis bestemmelser i deres helhed gælder fuldt ud, understreges, at budgetdisciplinen skal forstås i bredeste forstand, at den gælder for alle udgifter og er bindende for alle implicerede institutioner med hensyn til iværksættelse heraf. Heri fastlægges de finansielle overslag, der for hovedkategorierne af Den Europæiske Unions udgifter sikrer en ordnet udvikling på mellemlang sigt inden for grænserne af egne indtægter.

    (3) Institutionerne er enige om, at beregningen af landbrugsretningslinjen forbliver uændret. For at gøre proceduren enklere bør der dog fastsættes et seneste referencegrundlag og sikres sammenhæng mellem de statistiske principper heri og de principper, det påtænkes at fastlægge i en kommende rådsafgørelse om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter.

    (4) Det Europæiske Råd konkluderede, at landbrugsretningslinjen fremover dækker udgifterne til den ændrede fælles landbrugspolitik, nye foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne, veterinær- og plantesundhedsforanstaltninger, udgifter i forbindelse med førtiltrædelsesinstrumentet på landbrugsområdet samt de beløb, der er til rådighed for tiltrædelser.

    (5) De ordninger til nedskrivning af lagrene, der blev opbygget i løbet af regnskabsåret, bør bibeholdes.

    (6) På mødet den 24.-25. marts 1999 i Berlin fandt Det Europæiske Råd under hensyntagen til det reelle udgiftsniveau og med henblik på at stabilisere landbrugsudgifterne i faste priser for perioden 2000-2006, at reformen af den fælles landbrugspolitik kan iværksættes inden for den af Det Europæiske Råd fastsatte finansielle ramme. Det opfordrede Kommissionen og Rådet til at forsøge at gennemføre yderligere besparelser, så årsgennemsnittet af de samlede udgifter for perioden 2000-2006, bortset fra foranstaltninger vedrørende udvikling af landdistrikter og veterinærforanstaltninger, ikke overskrider det fastsatte beløb. På baggrund af de trufne afgørelser fandt det, at de beløb, der skal opføres under udgiftsområde 1 i de finansielle overslag, ikke bør overskride visse årlige lofter, som Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har tilsluttet sig ved den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999.

    (7) Lofterne i underudgiftsområdet "Udgifter til den fælles landbrugspolitik" og underudgiftsområdet "Udvikling af landdistrikterne og ledsageforanstaltninger" fastsættes i de finansielle overslag, der er en integrerende del af den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999. De kan kun ændres ved en fælles beslutning fra budgetmyndighedens to parter, efter forslag fra Kommissionen og i overensstemmelse med bestemmelserne herom i den interinstitutionelle aftale.

    (8) Derfor bør Kommissionen, når Rådet ændrer landbrugslovgivningen, og hver gang den finder det hensigtsmæssigt, i givet fald meddele Rådet, at der er en væsentlig risiko for, at de udgifter, som Kommissionen mener er en følge af landbrugslovgivningen, overskrider loftet i underudgiftsområde 1a i de finansielle overslag.

    (9) Da en sådan overskridelse ikke vil kunne tages med i betragtning i et eventuelt forslag om revision af loftet i underudgiftsområde 1a i de finansielle overslag, er det med forbehold af punkt 19 i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 nødvendigt, at Rådet i tide sættes i stand til at tilpasse landbrugslovgivningen for at få dette loft overholdt.

    (10) Budgetdiciplinen kræver, at al lovgivning, der foreslås og eventuelt vedtages, samt at bevillingsansøgninger, godkendte bevillinger eller gennemførte bevillinger på et hvilket som helst tidspunkt under budgetproceduren og budgettets gennemførelse ligger inden for de beløb, der er fastsat i de finansielle overslag dels for udgifterne til den fælles landbrugspolitik med undtagelse af udviklingen af landdistrikterne, der er klassificeret som obligatoriske udgifter, og dels udgifterne til udvikling af landdistrikterne og ledsageforanstaltningerne.

    (11) For at sikre overholdelsen af de lofter, der er fastsat for udgiftsområde 1 i de finansielle overslag, må spareforanstaltninger i visse tilfælde træffes med kort varsel. For at sikre overholdelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning bør de interesserede parter underrettes, så de kan afpasse deres berettigede forventninger til denne mulighed. Sådanne foranstaltninger bør træffes tilstrækkelig tidligt og kan først træde i kraft fra begyndelsen af det følgende produktionsår for hver af de berørte sektorer.

    (12) Nødvendigheden af at respektere de interesserede parters berettigede forventninger indebærer endvidere, at de foranstaltninger, der eventuelt viser sig nødvendige, skal træffes tilstrækkelig tidligt, og at man med henblik herpå hvert år undersøger budgetsituationen på mellemlang sigt på grundlag af de stadig mere pålidelige prognoser.

    (13) Hvis denne undersøgelse viser en væsentlig risiko for, at de beløb, der i de finansielle overslag er fastsat for udgiftsområde 1, overskrides, bør Kommissionen inden for rammerne af sine forvaltningsbeføjelser træffe passende foranstaltninger til at rette op på situationen, og, hvis den ikke kan træffe tilstrækkelige foranstaltninger, foreslå Rådet andre foranstaltninger. Rådet skal, da produktionsåret for flere fælles markedsordninger starter den 1. juli, træffe afgørelse inden denne dato. Hvis Kommissionen vurderer, at der herefter stadig er en væsentlig risiko, og at den ikke kan træffe tilstrækkelige foranstaltninger inden for rammerne af sine forvaltningsbeføjelser, skal den så hurtigt som muligt foreslå Rådet andre foranstaltninger. Rådet skal træffe afgørelse så hurtigt som muligt.

    (14) Under gennemførelsen af budgettet bør Kommissionen for hvert enkelt budgetkapitel iværksætte et månedsbaseret alarm- og overvågningssystem for landbrugsudgifterne, så den, hvis der viser sig en risiko for, at loftet for udgiftsområde 1a for regnskabsåret overskrides, så tidligt som muligt kan træffe passende foranstaltninger inden for rammerne af sine forvaltningsbeføjelser, og, hvis disse foranstaltninger viser sig utilstrækkelige, kan foreslå Rådet andre foranstaltninger. Rådet skal træffe afgørelse så hurtigt som muligt.

    (15) Den vekselkurs, som Kommissionen anvender til at udarbejde de budgetdokumenter, den forelægger for Rådet, bør under hensyntagen til den nødvendige frist mellem udarbejdelsen og forelæggelsen afspejle de seneste oplysninger.

    (16) Det er nødvendigt, at bestemmelserne for den monetære reserve bringes i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999. Den gradvise gennemførelse af reformen af den fælles landbrugspolitik vil medføre at udgifterne bliver mindre følsomme over for udsving i euro/dollar-vekselkursen, og den monetære reserve vil derfor gradvis kunne afskaffes.

    (17) Der bør være mulighed for at nedsætte eller midlertidigt tilbageholde de månedlige forskud, når de oplysninger, medlemsstaterne indsender, ikke giver Kommissionen mulighed for at fastslå, om de gældende fællesskabsbestemmelser er overholdt, eller når det af oplysningerne fremgår, at fællesskabsmidlerne tydeligvis er anvendt uretmæssigt.

    (18) Institutionerne er blevet enige om, at der på budgettet skal opføres en reserve i form af formålsbestemte reserver til dækning af lån og lånegarantier vedrørende tredjelande for at sikre tilførslen af midler til den garantifond for aktioner i forhold til tredjeland, der er oprettet ved forordning (EF, Euratom) nr. 2728/94(5), og for i givet fald at dække garantifordringer, som overstiger fondens disponible midler.

    (19) Institutionerne er blevet enige om, at der på budgettet skal opføres en reserve i form af formålsbestemte reserver, så der hurtigt kan reageres på punktuelle behov for nødhjælp i tredjelande som følge af uforudseelige begivenheder, især som led i humanitære hjælpeforanstaltninger.

    (20) Institutionerne er blevet enige om, at den monetære reserve, lånegarantireserven og nødhjælpsreserven skal fungere ens for så vidt angår fremgangsmåden ved indkrævning og frigivelse af midler efter de nærmere bestemmelser, som institutionerne har fastlagt i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999.

    (21) Af hensyn til klarheden forekommer det hensigtsmæssigt at ophæve Rådets beslutning 94/729/EF af 31. oktober 1994 om budgetdisciplin(6) og erstatte den med nærværende forordning -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    Budgetdisciplinen anvendes på alle udgifterne. Den gennemføres i det enkelte tilfælde ved finansforordningen, nærværende forordning og den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999.

    I. Udgifter under EUGFL, Garantisektionen

    Artikel 2

    Landbrugsretningslinjen, der for hvert regnskabsår udgør loftet over landbrugsudgifterne, jf. artikel 4, stk. 1, skal overholdes hvert år. For hvert regnskabsår forelægger Kommissionen landbrugsretningslinjen samtidig med det foreløbige budgetforslag.

    Artikel 3

    1. Referencegrundlaget for beregningen af landbrugsretningslinjen er 36394 mio. EUR for 1995, dvs. det beløb, man når frem til for dette år ved at foretage beregningen på det tidligere 1988-grundlag.

    2. For et givet år svarer landbrugsretningslinjen til det i stk. 1 fastsatte referencegrundlag, forhøjet med:

    a) referencegrundlaget ganget med produktet af:

    - 74 % af BNI-vækstraten mellem 1995 (basisår) og det pågældende år, og

    - BNI-deflatoren for samme periode, anslået af Kommissionen

    b) overslagene for det pågældende regnskabsår over udgifterne til afsætning af AVS-sukker, restitutioner i forbindelse med fødevarehjælp, producenternes indbetalinger af afgifter i henhold til den fælles markedsordning for sukker samt eventuelle andre fremtidige indtægter fra landbrugssektoren.

    3. Det statistiske grundlag for beregningen af BNI er fastlagt i Rådets direktiv 89/130/EØF, Euratom af 13. februar 1989 om harmonisering af fastlæggelsen af bruttonationalindkomsten i markedspriser(7).

    4. Ved anvendelsen af denne forordning fastsættes BNI som årets BNI i markedspriser som fastlagt af Kommissionen i medfør af ENS-95 i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab(8).

    Artikel 4

    1. Landbrugsretningslinjen dækker summen af:

    - de beløb, der opføres under afsnit 1-4 i undersektion B 1 i budgettets sektion III efter kontoplanen for 2000-budgettet

    - de beløb, der er afsat til førtiltrædelsesinstrumentet på landbrugsområdet under udgiftsområde 7 i de finansielle overslag

    - og endelig den landbrugsrelaterede del af det beløb, der i de finansielle overslag er stillet til rådighed i forbindelse med tiltrædelsen.

    2. Hvert år omfatter afsnit 1 og 2 i budgettets undersektion B1 de bevillinger, der er nødvendige til finansiering af samtlige omkostninger i forbindelse med nedskrivning af lagre, der er opbygget i løbet af regnskabsåret.

    Artikel 5

    1. Al lovgivning, der foreslås af Kommissionen eller vedtages enten af Rådet eller af Kommissionen som led i den fælles landbrugspolitik, skal holdes under de beløb, der i de finansielle overslag er fastsat dels for underudgiftsområdet "Udgifter til den fælles landbrugspolitik" ("underudgiftsområde 1a"), dels for underudgiftsområdet "Udvikling af landdistrikterne og ledsageforanstaltninger" ("underudgiftsområde 1b").

    2. På intet tidspunkt under budgetproceduren og budgettets gennemførelse må bevillingerne vedrørende udgifter til den fælles landbrugspolitik overskride det beløb, der er fastsat for underudgiftsområde 1a, og bevillingerne vedrørende udvikling af landdistrikterne og ledsageforanstaltninger skal tilsvarende holdes inden for det beløb, der er fastsat for underudgiftsområde 1b.

    3. Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen skal ved udøvelsen af deres respektive beføjelser under budgetproceduren og budgettets gennemførelse overholde de pågældende årlige udgiftslofter.

    4. For at sikre, at beløbene for underudgiftsområde 1a overholdes, kan Rådet efter proceduren i traktatens artikel 37 i rette tid beslutte at justere niveauet for de støtteforanstaltninger, der finder anvendelse fra begyndelsen af det følgende produktionsår i hver af de berørte sektorer.

    Artikel 6

    1. Ved udarbejdelsen af det foreløbige budgetforslag for hvert regnskabsår undersøger Kommissionen budgetsituationen på mellemlang sigt. Samtidig med det foreløbige budgetforslag for regnskabsår N forelægger den Europa-Parlamentet og Rådet sine overslag for hvert produkt for regnskabsårene N - 1, N og N + 1. Den forelægger samtidig en analyse af de afvigelser, der er konstateret mellem de oprindelige overslag og de faktiske udgifter i løbet af regnskabsårene N - 2 og N - 3, samt de foranstaltninger, der er truffet for at forbedre overslagenes kvalitet.

    2. Hvis det ved udarbejdelsen af det foreløbige budgetforslag for et regnskabsår N viser sig, at beløbene i de finansielle overslag for underudgiftsområde 1a eller 1b for regnskabsår N risikerer at blive overskredet, træffer Kommissionen inden for rammerne af sine forvaltningsbeføjelser de foranstaltninger, der er nødvendige for at rette op på situationen.

    3. Hvis Kommissionen ikke kan træffe tilstrækkelige foranstaltninger, foreslår den Rådet at træffe andre foranstaltninger, eventuelt som led i fastsættelsen af niveauet for støtteforanstaltningerne, for at sikre overholdelsen af de beløb, der er nævnt i artikel 5, stk. 2. Rådet træffer afgørelse om de nødvendige foranstaltninger efter proceduren og på betingelserne i artikel 5, stk. 4, inden den 1. juli i regnskabsår N - 1. Europa-Parlamentet afgiver sin udtalelse i så god tid, at Rådet har mulighed for at gøre sig bekendt med den og træffe afgørelse inden for den anførte frist.

    4. Hvis Kommissionen senere vurderer, at der stadig er risiko for at overskride de beløb, der i de finansielle overslag er fastsat for underudgiftsområde 1a eller 1b for regnskabsårene N eller N + 1, og at den ikke inden for rammerne af sine forvaltningsbeføjelser kan træffe tilstrækkelige foranstaltninger til at rette op på situationen, foreslår Kommissionen Rådet at træffe andre foranstaltninger for at sikre overholdelsen af de i artikel 5, stk. 2, nævnte beløb. Rådet træffer afgørelse om de nødvendige foranstaltninger efter proceduren og på betingelserne i artikel 5, stk. 4, inden for en frist på to måneder efter modtagelse af Kommissionens forslag. Europa-Parlamentet afgiver sin udtalelse i så god tid, at Rådet kan gøre sig bekendt med den og træffe afgørelse inden for den anførte frist.

    Artikel 7

    1. For at sikre, at lofterne for underudgiftsområde 1a og 1b i de finansielle overslag ikke overskrides, iværksætter Kommissionen for hvert enkelt budgetkapitel et månedsbaseret alarm- og overvågningssystem, der viser udviklingen i de udgifter, der er omhandlet i afsnit 1-4 i budgettets undersektion B1.

    2. Inden hvert regnskabsårs begyndelse udarbejder Kommissionen i den forbindelse profiler for de månedlige udgifter for hvert budgetkapitel, eventuelt baseret på de gennemsnitlige månedlige udgifter i de tre foregående år.

    3. Hvad angår overvågningen af udgifterne under afsnit 4 i undersektion B1 foretager Kommissionen desuden en kontrol, der skal sikre overholdelsen af det beløb, der omhandles i artikel 5, stk. 2, og som er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 1750/1999 af 23. juli 1999 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL)(9).

    4. Den meddelelse om afholdte udgifter, som medlemsstaterne hver måned indsender til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, i Kommissionens forordning (EF) nr. 296/96(10), sender Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet til orientering.

    Kommissionen forelægger, normalt inden 30 dage efter at have modtaget meddelelsen, Europa-Parlamentet og Rådet en månedlig beretning, der indeholder en undersøgelse af udviklingen i de afholdte udgifter i forhold til profilerne samt en vurdering af den forventede udnyttelse af bevillingerne for regnskabsåret.

    5. Hvis denne undersøgelse viser, at der er en risiko for, at loftet for underudgiftsområde 1a som fastsat for regnskabsår N vil være overskredet, træffer Kommissionen inden for rammerne af sine forvaltningsbeføjelser foranstaltninger for at rette op på situationen. Viser disse foranstaltninger sig at være utilstrækkelige, foreslår Kommissionen Rådet at træffe andre foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 5, stk. 2, nævnte beløb overholdes. Rådet træffer afgørelse om de nødvendige foranstaltninger efter proceduren og på betingelserne i artikel 5, stk. 4, inden for en frist på to måneder efter modtagelse af Kommissionens forslag. Europa-Parlamentet afgiver sin udtalelse i så god tid, at Rådet kan gøre sig bekendt med den og træffe afgørelse inden for den anførte frist.

    Artikel 8

    1. Når Kommissionen vedtager det foreløbige budgetforslag eller en ændringsskrivelse til det foreløbige budgetforslag, som vedrører landbrugsudgifterne, anvender den ved opstillingen af budgetoverslagene for udgifterne i afsnit 1-3 i undersektion B1 den gennemsnitlige dollar/euro-markedskurs for det seneste kvartal, der afsluttedes mindst 20 dage inden Kommissionens vedtagelse af budgetdokumentet.

    2. Når Kommissionen vedtager et foreløbigt forslag til tillægs- og ændringsbudget eller en ændringsskrivelse hertil i det omfang disse dokumenter vedrører bevillingerne i afsnit 1-3 i budgettets undersektion B1, anvendes

    - den effektive dollar/euro-markedskurs fra den 1. august i det foregående regnskabsår indtil slutningen af det seneste kvartal, der afsluttedes mindst 20 dage inden Kommissionens vedtagelse af budgetdokumentet og senest den 31. juli i det indeværende regnskabsår

    - med henblik på resten af regnskabsåret den effektive gennemsnitskurs for det seneste kvartal, der afsluttedes mindst 20 dage inden Kommissionens vedtagelse af budgetdokumentet.

    Artikel 9

    1. Et beløb på 500 mio. EUR opføres i en reserve på Den Europæiske Unions almindelige budget, den såkaldte "monetære reserver", til dækning af udgifter forårsaget af bevægelser i dollar/euro-markedskursen i forhold til den kurs, der er anvendt i budgettet, jf. artikel 10.

    2. I regnskabsåret 2002 nedsættes den monetære reserve til 250 mio. EUR. Den monetære reserve bortfalder fra 2003.

    3. Disse bevillinger er ikke omfattet af landbrugsretningslinjen og henhører ikke under underudgiftsområde 1a i de finansielle overslag.

    Artikel 10

    Kommissionen aflægger senest ved udgangen af oktober hvert år beretning til budgetmyndigheden om de virkninger, som bevægelser i den gennemsnitlige dollar/euro-vekselkurs har på de udgifter, der hører under afsnit 1-3 i budgettets undersektion B1.

    Artikel 11

    1. Besparelser eller ekstraomkostninger som følge af bevægelser i dollar/euro-vekselkursen behandles symmetrisk. Stiger dollaren i forhold til euroen i sammenligning med den kurs, der er anvendt i budgettet, overføres besparelser inden for Garantisektionen til den monetære reserve med et beløb på indtil 500 mio. EUR i 2000 og 2001 og på indtil 250 mio. EUR i 2002. Opstår der ekstraomkostninger på budgettet som følge af, at dollaren falder i forhold til euroen i sammenligning med den kurs, der er anvendt i budgettet, bringes den monetære reserve i anvendelse, og der foretages overførsler til de poster under EUGFL, Garantisektionen, der er påvirket af dollarens fald. Forslag til sådanne overførsler forelægges i givet fald samtidig med den i artikel 10 omhandlede beretning.

    2. Der indføres et fribeløb på 200 mio. EUR. Hvis besparelserne eller ekstraomkostningerne som følge af de i stk. 1 nævnte bevægelser ligger under dette beløb, sker der ikke overførsel til eller fra den monetære reserve. Den del af besparelserne eller ekstraomkostningerne, der ligger over fribeløbet, overføres til eller fra reserven. Fribeløbet nedsættes til 100 mio. EUR i 2002.

    Artikel 12

    1. Overførsler fra reserven foretages kun, hvis ekstraomkostningerne ikke kan finansieres inden for rammerne af de budgetbevillinger, der for det pågældende regnskabsår er afsat til dækning af de udgifter, der omhandles i underudgiftsområde 1a i de finansielle overslag.

    2. De nødvendige egne indtægter indkræves i overensstemmelse med Rådets afgørelse 94/728/EF, Euratom af 31. oktober 1994 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter(11) og de bestemmelser, der er vedtaget i henhold hertil, med henblik på at finansiere de tilsvarende udgifter.

    3. Enhver besparelse under EUGFL, Garantisektionen, der er overført til den monetære reserve i henhold til artikel 11, stk. 1, og som ved regnskabsårets afslutning stadig er opført under reserven, bortfalder og opføres som indtægt på budgettet for det følgende regnskabsår ved hjælp af en ændringsskrivelse til det foreløbige budgetforslag for det følgende år.

    Artikel 13

    Artikel 9-12 finder kun anvendelse til og med regnskabsåret 2002.

    Artikel 14

    1. Kommissionens udbetaling af månedlige forskud vedrørende EUGFL, Garantisektionen, sker på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaterne forelægger om hvert enkelt udgiftskapitel.

    2. Giver en medlemsstats udgiftsopgørelser eller oplysninger ikke Kommissionen mulighed for at konstatere, om udgiftsforpligtelserne er indgået i overensstemmelse med de gældende fællesskabsregler, anmoder Kommissionen den pågældende medlemsstat om at give supplerende oplysninger inden for en frist, som den fastsætter under hensyn til, hvor alvorlig sagen er, og som generelt skal være mindst 30 dage.

    3. Findes svaret ikke tilfredsstillende, eller fremgår det, at reglerne klart er overtrådt, og at fællesskabsmidler tydeligvis er anvendt uretmæssigt, kan Kommissionen midlertidigt nedsætte eller tilbageholde de månedlige forskud til medlemsstaterne.

    4. Disse nedsættelser eller tilbageholdelser berører ikke de beslutninger, der træffes i forbindelse med regnskabsafslutningen.

    5. Kommissionen underretter den pågældende medlemsstat, inden den træffer afgørelse. Medlemsstaten redegør for sit synspunkt inden for en frist på to uger. Kommissionen træffer efter høring af EUGFL-komitéen en behørigt begrundet afgørelse under overholdelse af proportionalitetsprincippet.

    II. Reserve vedrørende foranstaltninger udadtil

    1. Reserve til lån og lånegarantier

    Artikel 15

    1. På Den Europæiske Unions almindelige budget opføres hvert år en reserve til dækning af:

    a) behovet for tilførsel af midler til Garantifonden for Aktioner i forhold til Tredjelande

    b) i givet fald garantifordringer, der ikke kan dækkes af garantifondens disponible midler, således at de kan opføres på budgettet.

    2. Størrelsen af denne reserve er som anført i de finansielle overslag i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999. De nærmere bestemmelser for anvendelse af denne reserve er som fastsat i den interinstitutionelle aftale.

    2. Reserve til nødhjælp

    Artikel 16

    1. På Den Europæiske Unions almindelige budget opføres hvert år en reserve til nødhjælp til tredjelande. Reserven skal gøre det muligt at reagere hurtigt på punktuelle behov for nødhjælp i tredjelande som følge af uforudseelige begivenheder, især som led i humanitære hjælpeforanstaltninger.

    2. Størrelsen af denne reserve er som anført i de finansielle overslag i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999. De nærmere bestemmelser for anvendelse af reserven er som fastsat i den interinstitutionelle aftale.

    3. Fælles bestemmelser

    Artikel 17

    Reserverne anvendes ved overførsel til de relevante budgetposter i overensstemmelse med finansforordningen.

    Artikel 18

    De egne indtægter, der er nødvendige til finansiering af reserverne, indkræves først hos medlemsstaterne, når reserverne anvendes som omhandlet i artikel 17. De nødvendige egne indtægter overdrages til Kommissionen i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter(12).

    III. Afsluttende bestemmelser

    Artikel 19

    Beslutning 94/729/EF ophæves.

    Artikel 20

    Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Den finder anvendelse fra den 1. oktober 2000.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 26. september 2000.

    På Rådets vegne

    C. Tasca

    Formand

    (1) EFT C 21 E af 25.1.2000, s. 37.

    (2) EFT C 189 af 7.7.2000, s. 80.

    (3) EFT C 334 af 23.11.1999, s. 1.

    (4) EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1.

    (5) EFT L 293 af 12.11.1994, s. 1. Forordningen er ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 1149/1999 (EFT L 139 af 2.6.1999, s. 1).

    (6) EFT L 293 af 12.11.1994, s. 14.

    (7) EFT L 49 af 21.2.1989, s. 26.

    (8) EFT L 310 af 30.11.1996, s. 1.

    (9) EFT L 214 af 13.8.1999, s. 31.

    (10) Kommissionens forordning (EF) nr. 296/96 af 16. februar 1996 om de oplysninger, som medlemsstaterne skal fremsende, og om månedlig bogføring af de udgifter, der finansieres gennem Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, Garantisektionen (EUGFL), og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2776/88 (EFT L 39 af 17.2.1996, s. 5).

    (11) EFT L 293 af 12.11.1994, s. 9.

    (12) EFT L 130 af 31.5.2000, s. 1.

    Top