Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31997R1720

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1720/97 af 3. september 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 1318/93 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2067/92 om foranstaltninger til forbrugsfremme af afsætning af kvalitetsoksekød

    EFT L 242 af 4.9.1997, p. 33–36 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 25/01/2002

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1997/1720/oj

    31997R1720

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1720/97 af 3. september 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 1318/93 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2067/92 om foranstaltninger til forbrugsfremme af afsætning af kvalitetsoksekød

    EF-Tidende nr. L 242 af 04/09/1997 s. 0033 - 0036


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1720/97 af 3. september 1997 om ændring af forordning (EØF) nr. 1318/93 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2067/92 om foranstaltninger til forbrugsfremme af afsætning af kvalitetsoksekød

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2067/92 af 30. juni 1992 om foranstaltninger til forbrugsfremme og afsætning af kvalitetsoksekød (1), særlig artikel 4, og

    ud fra følgende betragtninger:

    Kommissionens forordning (EØF) nr. 1318/93 (2), senest ændret ved forordning (EF) nr. 692/97 (3), indeholder gennemførelsesbestemmelserne til forordning (EØF) nr. 2067/92, herunder minimumskravene til produktion, kvalitet og kontrol af de produkter, der er omfattet af foranstaltningerne til forbrugsfremme og afsætning; erfaringerne fra de allerede gennemførte programmer viser, at minimumskravene bør tilpasses for at gøre dem mindre stramme; de kategorier af kød, for hvilke der kan gennemføres foranstaltninger til forbrugsfremme, bør udvides, og kravene til modningsperioden bør lempes; der bør også tages hensyn til forbrugernes ønsker ved at præcisere bestemmelserne om dyrevelfærd, kontrol af restkoncentrationer og mærkning; i betragtning af de mange ændringer bør bilag I til forordning (EØF) nr. 1318/93 udskiftes;

    med henblik på en korrekt forvaltning bør medlemsstaterne anvende passende sanktioner, når der konstateres uregelmæssigheder;

    Forvaltningskomiteen for Oksekød har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EØF) nr. 1318/93 foretages følgende ændringer:

    1) I artikel 8 indsættes som stk. 3:

    »3. De nationale myndigheder anvender passende sanktioner, herunder om nødvendigt midlertidig eller definitiv suspension af deltagelsen i de forbrugsfremmende programmer. De underretter straks Kommissionen om de sanktioner, de anvender.«

    2) Bilag I affattes som angivet i bilaget til nærværende forordning.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Den anvendes på de ansøgninger om EF-støtte, der indgives fra datoen for dens ikrafttrædelse.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 3. september 1997.

    På Kommissionens vegne

    Franz FISCHLER

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 215 af 30. 7. 1992, s. 57.

    (2) EFT L 132 af 29. 5. 1993, s. 83.

    (3) EFT L 102 af 19. 4. 1997, s. 13.

    BILAG

    »BILAG I

    MINIMUMSKRAV FOR PRODUKTION, KVALITET OG KONTROL

    1. OPDRÆT

    1.1. Oprindelse

    1.1.1. Undtagen for slagtekalve, andre racer end de i bilag II til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3886/92 (1) nævnte og de første krydsninger med en af disse racer.

    1.1.2. Kun opdrættere, fra hvilke en del af produktionen jævnligt går eller vil komme til at gå til forbrugsfremmende foranstaltninger, kan komme i betragtning til programmerne for forbrugsfremmende foranstaltninger.

    1.2. Foder

    1.2.1. Foder til andet kvæg end kalve skal være frit for kød-, ben- eller fiskemel, og proteintilskuddet må udelukkende komme fra vegetabilske proteiner.

    1.2.1. Foder til kalve skal indeholde mindst 60 % produkter, der stammer fra mælk, og i øvrigt være frit for kød-, ben- eller fiskemel.

    1.3. Veterinærkontrol

    1.3.1. Supplerende kontrol som led i dyrlægens tilsyn med besætningen med jævne mellemrum; om nødvendigt skal dyrlægen hurtigt kunne være til stede på bedriften.

    1.3.2. Obligatorisk registrering af terapeutisk behandling; i den forbindelse skal der i hver stald være et register, hvori det noteres, hvilke lægemidler dyrlægen har ordineret, hvilke datoer de er blevet anvendt, og hvilke mængder hvert behandlet kreatur har fået indgivet.

    1.3.3. Programmerne for forbrugsfremmende foranstaltninger kan kun omfatte dyr, som ikke har fået indgivet produkter, der indeholder beta-agonister, uanset om det er sket i behandlingsøjemed.

    1.3.4. Programmerne for forbrugsfremmende foranstaltninger kan dog omfatte dyr, der er blevet behandlet med antibiotika eller parasitmidler, forudsat at der er tale om en helbredende behandling, som er ordineret af en dyrlæge, og ikke om en forebyggende behandling; der bør fortrinsvis anvendes lægemidler, som ikke indebærer tilbageholdelsestid. En forebyggende behandling kan dog ordineres af en dyrlæge i op til 2 uger efter, at dyrene er samlet.

    1.3.5. Hvis ovenfor nævnte bestemmelser ikke overholdes, udelukkes producenten definitivt fra at benytte foranstaltningen.

    1.4. Reststoffer

    1.4.1. For de stoffer, der er anført i bilag I til Rådets direktiv 96/23/EF (2), skal der gennemføres supplerende kontrol. I den forbindelse skal der udtages prøver til analyse:

    - i stalden såvel af dyrene som af foder og drikkelse

    - på slagteriet af slagtekroppe og slagteaffald.

    1.4.2. Myndighederne skal tage stilling til, om antallet og hyppigheden af prøveudtagninger er tilstrækkeligt repræsentativt for hele den produktion, der anvendes til programmer for forbrugsfremmende foranstaltninger.

    1.4.3. Prøveudtagning i stalden skal finde sted i så god tid, at myndighederne kan nå at få analyseresultaterne, inden produkterne afsættes.

    Med hensyn til slagtekroppe og slagteaffald skal prøverne udtages i slagtekæden.

    1.5. Dyrevelfærd

    1.5.1. For andet kvæg end kalve anvendes de nationale normer, de internationale normer og i givet fald EU-normerne. Under opstaldningen skal dyrene:

    - holdes i rum, hvor de har plads nok, hvor der er tilstrækkelig naturlig belysning, hvor der er god udluftning, og hvor der ikke er træk

    - forblive samlet i en gruppe, idet de kun må isoleres fra resten af besætningen i tilfælde af sygdom

    - kunne bevæge sig frit omkring og have permanent adgang til vand og foder.

    Desuden skal der i staldene være et tilstrækkeligt stort strøelses- eller lejeareal, ligesom staldene jævnligt skal rengøres.

    1.5.2. For kalve anvendes de nationale normer og EU-normerne. Det er navnlig fastsat:

    - at kalvene under opstaldningen skal holdes i rum, hvor de har plads nok, hvor der er tilstrækkelig naturlig belysning, hvor der er god udluftning, og hvor der ikke er træk

    - at alle bedrifter, der berøres af de programmer, som indsendes fra 1999, skal opfylde samtlige krav, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, i Rådets direktiv 91/629/EØF (1), uanset bestemmelserne i stykkets sidste afsnit.

    2. TRANSPORT

    2.1. Der skal træffes foranstaltninger, der sikrer, at dyrene ikke får stress under transport til og ophold på slagteriet. Med henblik herpå fastsættes det, hvor længe dyr højst må transporteres, før det kræves, at der indlægges en tilstrækkeligt lang hvileperiode inden slagtning.

    2.2. Transporten skal foregå med grundigt rengjorte lastbiler, der opfylder kravene i EU-bestemmelserne. De skal være forsynet med skridsikre, svagthældende ramper til læsning og aflæsning af dyrene.

    2.3. Ved transport skal dyrene være tørre og tilstrækkeligt rene; når de drives frem, skal det ske uden anvendelse af vold eller eldrivere.

    3. SLAGTNING

    3.1. Produkt

    Fersk kød

    3.2. Valg af slagteri

    Der må ikke benyttes slagterier, som ikke er endeligt godkendt, eller for hvilke der er indrømmet midlertidige undtagelser.

    3.3. Hygiejne

    3.3.1. Dyr, der ikke er tilstrækkeligt rene, navnlig på bagbenene, på halen eller omkring anus godkendes ikke til programmerne for forbrugsfremmende foranstaltninger.

    3.3.2. Slagtekroppene må ikke være forurenet med ekskrementer; en eventuel dekontaminering må ikke foregå ved vask af slagtekroppen, men udelukkende ved renskæring af de forurenede dele.

    3.4. Køling

    Undtagen for kalve anvendes der kølemetoder, der fremmer mørheden, såsom langsom køling eller eventuelt hurtig køling med elektrisk stimulering.

    3.5. Slagtekropsklasser

    3.5.1. Slagtekropstyper:

    - Slagtekalve på højst seks måneder som defineret i direktiv 91/629/EØF.

    - Voksent kvæg med en slagtevægt mellem 140 og 200 kg.

    - Ungkvæg (kategori A som defineret i Rådets forordning (EØF) nr. 1208/81 (2)) på højst 24 måneder.

    - Stude (kategori C som defineret i forordning (EØF) nr. 1208/81).

    - Hundyr, der allerede har kælvet, på under 48 måneder (kategori D som defineret i forordning (EØF) nr. 1208/81). Myndighederne kan indrømme en undtagelse på op til 72 måneder, forudsat at modningsperioden forlænges til mindst ni dage.

    - Andre hundyr (kategori E som defineret i forordning (EØF) nr. 1208/81).

    3.5.2. Vægt

    For slagtekalve må slagtekroppens vægt inkl. alle organer i brysthulen og bughulen højst være 140 kg.

    3.5.3. pH-værdi

    Undtagen for kalve skal pH-værdien måles på hver slagtekrop senest 24 timer efter slagtning. pH-værdien skal være under 6.

    4. AFSÆTNING

    4.1. Modning

    Undtagen for kalve kræves der er modning på mindst syv dage fra slagtning til udbud til salg til forbrugerne, heraf 60 timer på den virksomhed, hvor slagtningen fandt sted.

    Myndighederne kan indrømme en undtagelse fra minimumsmodningsperioden for udskæringer, der ikke skal grilles eller steges. I så fald skal dette anføres specifikt i mærkningen.

    4.2. Tilsyn og kontrol

    Der skal føres tilsyn og kontrol med produkterne i engros- og detailhandelen, så det sikres, at produkternes kvalitet ikke forringes ved uhensigtsmæssig håndtering og oplagring.

    4.3. Mærkning

    For emballeret kød skal følgende være anført i mærkningen:

    - referencenummeret som omhandlet i punkt 5.2

    - slagtedatoen eller den dato, hvor kødet tidligst må sælges

    - navnet på den udskæring, som kødstykket kommer fra

    - sidste anvendelsesdato.

    5. SPORING

    5.1. Hvert enkelt dyr skal identificeres efter bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 820/97 (1), og slagtekroppene skal være mærket med det dertil svarende registreringsnummer helt frem til detailsalgsstedet.

    5.2. Enhver udskæring skal være forsynet med et referencenummer, der gør det muligt at spore nummeret på det dyr eller den gruppe af dyr (højst 20 dyr med identiske kvalitetsegenskaber), som kødet kommer fra.

    5.3. Det skal kontrolleres, om det er muligt at spore et produkt tilbage til det dyr, det kommer fra, efter en metode, der gør det muligt at sikre, at det afsatte produkt og det dyr, som produktet kommer fra, har samme identitet.

    6. FÆLLES BESTEMMELSER

    6.1. Metoder

    Metoderne for opdræt, slagtning og forarbejdning skal være klart defineret i forvejen, så de kan standardiseres med henblik på at opnå en konstant kvalitet.

    6.2. Supplerende kriterier

    Myndighederne og/eller en forslagsstillende organisation kan fastsætte supplerende kriterier for at tage hensyn til de specifikke karakteristika for det pågældende marked og de kvalitetskrav, forbrugerne på dette marked stiller.«

    (1) EFT L 391 af 31. 12. 1992, s. 20.

    (2) EFT L 125 af 23. 5. 1996, s. 10.

    (1) EFT L 340 af 11. 12. 1991, s. 28.

    (2) EFT L 123 af 7. 5. 1981, s. 3.

    (1) EFT L 117 af 7. 5. 1997, s. 1.

    Top