Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Kommissærkollegiet

RESUMÉ AF:

Det Europæiske Råds afgørelse 2013/272/EU om antallet af medlemmer af Europa-Kommissionen

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN?

Den fastlægger antallet af medlemmer af Europa-Kommissionen og sikrer, at Kommissionen omfatter én statsborger fra hver af Den Europæiske Unions (EU) medlemsstater.

Artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) fastsætter Kommissionens beføjelser.

HOVEDPUNKTER

I begyndelsen af processen foreslår Det Europæiske Råd en kandidat til Kommissionens formand til Europa-Parlamentet. Formanden vælges herefter ved en flertalsafstemning blandt medlemmerne af Europa-Parlamentet.

I 2014 skulle EU’s ledere for første gang tage hensyn til resultatet af europaparlamentsvalget i maj i det pågældende år, da de skulle vælge Kommissionens formand. Det betød i praksis, at kandidaten skulle have opbakning fra et flertal i Parlamentet, da medlemmerne af Europa-Parlamentet stemte om formandskandidaten i juli måned det år. Kandidaten til posten som Kommissionens formand fremlægger de politiske retningslinjer for sin embedsperiode for Parlamentet, så medlemmerne kan udveksle synspunkter på et informeret grundlag før afstemningen.

Sammensætning af kommissærkollegiet

Efter at være blevet valgt kontakter Kommissionens formand medlemsstaternes regeringslederne for at få hjælp til at sammensætte kommissærkollegiet. Medlemmerne af kollegiet (kommissærerne) vælges ud fra deres generelle duelighed og engagement i EU. Efter samråd mellem formanden og regeringslederne vil Rådet for Den Europæiske Union, i enighed med den valgte formand, udstede en liste over de personer, der er foreslået til udnævnelse som kommissionsmedlemmer. Deres uafhængighed skal være uomtvistelig. Formanden bestemmer den interne organisation af Kommissionen og fordeler de forskellige ansvarsområder, såsom energi, miljø og handel, blandt de nye kommissionsmedlemmer — en proces, hvor det kræver stor politisk faglig dygtighed at forene konkurrerende krav og forventninger.

Europa-Parlamentets rolle

Når kommissærkandidaternes navne og ansvarsområder er på plads, kommer de hver især i offentlig høring hos det parlamentsudvalg, der hører til deres ansvarsområde. Der bliver de udspurgt udførligt om deres egnethed til posten og deres viden om deres ansvarsområde. Dette er ikke blot en formalitet. Tidligere har udpegede kommissærer været tvunget til at træde tilbage, fordi det ikke lykkedes dem at få et udvalgs godkendelse. Derefter stemmer Parlamentet samlet om det nye hold af kommissionsmedlemmer, som, når det er godkendt, udnævnes af Det Europæiske Råd. Det nye kollegium tiltræder som regel den 1. november.

Kommissionen er som organ ansvarlig over for Europa-Parlamentet. Parlamentet er den eneste EU-institution, der kan afskedige Kommissionen i dens 5-årige tjenesteperiode ved at vedtage et mistillidsvotum.

Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik

I henhold til artikel 18 i TEU udnævnes Kommissionens næstformand som den højtstående repræsentant. Indehaveren af embedet er valgt af EU-ledere i enighed med formanden for Kommissionen. Indehaveren af embedet er ikke kun medlem af Kommissionen, men er også ordstyrer ved møder for udenrigsministrene og er ansvarlig for EU-Udenrigstjenesten. Den højtstående repræsentant udformer og gennemfører EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Antallet af kommissærer

Ifølge artikel 17, stk. 5, i TEU skulle antallet af kommissærer fra november 2014 svare til to tredjedele af antallet af medlemsstater, medmindre EU-lederne besluttede at ændre dette antal. I maj 2013 besluttede Det Europæiske Råd dog, at antallet fortsat skulle svare til antallet af medlemsstater.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

Afgørelsen trådte i kraft den .

BAGGRUND

Det nuværende kommissærkollegium, som ledes af Ursula von der Leyen, tiltrådte i december 2019 for perioden 2019-2024.

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Det Europæiske Råds afgørelse 2013/272/EU af om antallet af medlemmer i Europa-Kommissionen (EUT L 165 af , s. 98).

seneste ajourføring

Top