Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Ratifikationsproces

Ratifikation er det sidste skridt i processen for at godkende en aftale, hvorved parterne tilkendegiver, at de agter at binde sig til den pågældende aftale. Når ratifikationsprocessen er afsluttet, kan en aftale indgås og træde formelt i kraft (bemærk: ofte kan en aftale finde midlertidigt anvendelse, før ratifikationsproceduren er afsluttet).

Procedurerne for ratifikation af internationale aftaler forhandlet af Europa-Kommissionen på EU’s vegne er fastlagt i artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Disse aftaler omfatter en lang række spørgsmål, herunder:

Der er desuden specifikke traktatartikler, som omhandler aftaler med lande, der ønsker at:

  • tiltræde (artikel 49 i traktaten om den Europæiske Union (TEU) eller
  • træde ud af EU (artikel 50 i TEU).

Artikel 47 i TEU giver EU status som juridisk person. Det betyder, at EU har beføjelse til at forhandle og indgå internationale aftaler i henhold til

  • artikel 5 i TEU (som definerer rammerne for EU’s kompetencer) og
  • artikel 2 (kompetencefordeling), 3 (enekompetencer) og 4 (delte kompetencer) i TEUF.

Hvis en international aftale falder under EU’s enekompetencer, behøver EU-landene ikke at ratificere den. I sådanne tilfælde kræver en ratifikation Europa-Parlamentets samtykke, inden Rådet kan indgå aftalen endeligt.

Hvis en aftale falder under delt (også kaldet »samtidig«) kompetence mellem EU og EU-landene (en såkaldt »blandet« aftale), skal den ratificeres både på EU-plan og på nationalt plan af de nationale parlamenter. Ratifikation på nationalt plan afhænger af forskellige aspekter, såsom hvorvidt EU-landene har:

  • et eller to kamre i deres parlament eller
  • et føderalt system, der muligvis også kræver en aftale på subnationalt plan — af stater (f.eks. Länder i Tyskland og Østrig) eller regioner (i Belgien).

SE DESUDEN

Top