This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Ratifikation er det sidste skridt i processen for at godkende en aftale, hvorved parterne tilkendegiver, at de agter at binde sig til den pågældende aftale. Når ratifikationsprocessen er afsluttet, kan en aftale indgås og træde formelt i kraft (bemærk: ofte kan en aftale finde midlertidigt anvendelse, før ratifikationsproceduren er afsluttet).
Procedurerne for ratifikation af internationale aftaler forhandlet af Europa-Kommissionen på EU’s vegne er fastlagt i artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Disse aftaler omfatter en lang række spørgsmål, herunder:
Der er desuden specifikke traktatartikler, som omhandler aftaler med lande, der ønsker at:
Artikel 47 i TEU giver EU status som juridisk person. Det betyder, at EU har beføjelse til at forhandle og indgå internationale aftaler i henhold til
Hvis en international aftale falder under EU’s enekompetencer, behøver EU-landene ikke at ratificere den. I sådanne tilfælde kræver en ratifikation Europa-Parlamentets samtykke, inden Rådet kan indgå aftalen endeligt.
Hvis en aftale falder under delt (også kaldet »samtidig«) kompetence mellem EU og EU-landene (en såkaldt »blandet« aftale), skal den ratificeres både på EU-plan og på nationalt plan af de nationale parlamenter. Ratifikation på nationalt plan afhænger af forskellige aspekter, såsom hvorvidt EU-landene har: