Traktaten om Den Europæiske Union

 

RESUMÉ AF:

Traktaten om Den Europæiske Union

HVAD ER FORMÅLET MED TRAKTATEN?

• Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) udgør, sammen med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), en af EU’s primære traktater. Den danner grundlaget for EU-lovgivningen ved at fastlægge EU’s formål og forvaltningen af dens centrale institutioner.
• TEU er baseret på Maastrichttraktaten, som markerede en ny fase hen mod den europæiske integration ved at gå et skridt videre end det oprindelige økonomiske mål (et fælles marked). Den banede vejen for politisk integration med en overgang fra Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) til Den Europæiske Union (EU).
• Maastrichttraktaten indførte et antal store ændringer i strukturen, institutionerne og beslutningstagningen, politikområderne samt omfanget af dette nye EU.

HOVEDPUNKTER

Maastrichttraktatens hovedpunkter

• En europæisk union består af tre »søjler«:
  • de eksisterende europæiske fællesskaber — Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) samt
  • to nye samarbejdsområder med mellemstatslig beslutningstagning frem for »det fællesskabsretlige samarbejde«:
    • den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og
    • politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (retlige og indre anliggender).
• Mere demokratisk legitime institutioner:
  • øget indflydelse på beslutningstagningen til Europa-Parlamentet
  • udvidet anvendelse af samarbejds- og godkendelsesprocedurerne
  • indførelse af den fælles beslutningsprocedure (den nuværende almindelige lovgivningsprocedure)
  • anerkendelse af de europæiske politiske partiers rolle
  • afstemning af Europa-Kommissionens embedsperiode med Parlamentets (fem år)
  • udvidede krav om vedtagelse med kvalificeret flertal i Rådet
  • etablering af Regionsudvalget, der består af repræsentanter fra de regionale myndigheder og har en rådgivende rolle
• etableringen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) for at fuldende det indre marked
• udviklingen af EF’s sociale dimension med den sociale protokol, som er knyttet som bilag til traktaten, der udvider Fællesskabets beføjelser på det sociale område
• indførelsen af fællesskabspolitikker på seks nye områder: transeuropæisk net (TEN), industripolitik, forbrugerbeskyttelse, uddannelse og erhvervsuddannelse, ungdom og kultur
• oprettelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet for at sikre, at beslutninger tages så tæt på borgerne som muligt, og at de kun tages i det omfang, det er nødvendigt for at nå målene
• indførelsen af konceptet om EU-borgerskab som supplement til det nationale statsborgerskab.

Traktatændringer

Maastrichttraktaten blev ændret ved følgende traktater:

• Amsterdamtraktaten (1997) gav EU større beføjelser som et resultat af indførelsen af Fællesskabets beskæftigelsespolitik, overdragelsen til Fællesskabet af en del af de anliggender, der tidligere indgik i det mellemstatslige samarbejde om retlige og indre anliggender, iværksættelsen af foranstaltninger med det formål at bringe EU tættere på befolkningen samt indførelsen af muligheden for et nærmere samarbejde mellem visse EU-lande (forstærket samarbejde). Amsterdamtraktaten medførte også hyppigere brug af den fælles beslutningsprocedure og afstemning på basis af kvalificeret flertal, og traktatens artikler blev forenklet og omnummereret.
• Nicetraktaten (2001) tog hovedsageligt sigte på at løse de problemer, der endnu var tilbage i 1997: Kommissionens sammensætning, vægtningen af stemmerne i Rådet og hyppigere brug af afstemning på basis af kvalificeret flertal. Traktaten indebar også en forenkling af proceduren for forstærket samarbejde og en effektivisering af Domstolens struktur.
• Lissabontraktaten (2007) indførte omfattende reformer. Den bragte Det Europæiske Fællesskab til ophør — traktaten, der oprettede Det Europæiske Fællesskab, skiftede navn til »traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde«. Den afskaffede den tidligere struktur med tre søjler og omfordelte kompetencerne mellem EU og EU-landene. De europæiske institutioners funktionsmåder samt beslutningsprocessen blev ligeledes revideret for at tilpasse dem til et udvidet EU med 28 EU-lande. Flere af EU’s interne og eksterne politikker blev også ændret, og institutionerne fik mulighed for at handle inden for nye politikområder. EU’s demokratiske dimension blev ligeledes styrket yderligere.
• Efter 1992 blev TEU ændret ved forskellige tiltrædelsestraktater, som progressivt øgede antallet af EU-lande fra 12 til 28.

HVORNÅR GÆLDER DEN NUVÆRENDE UDGAVE AF TRAKTATEN FRA?

Lissabontraktaten, der blev underskrevet den 13. december 2007, omfatter TEU og TEUF og den trådte i kraft den 1. december 2009.

BAGGRUND

• Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) har sin oprindelse i Maastrichttraktaten, som blev underskrevet den 7. februar 1992, og dens nuværende udgave er, efter flere ændringer, resultatet af Lissabontraktaten (2007).
• For yderligere oplysninger henvises til:
  • De første traktater (Europa-Parlamentet)
  • EU’s historie (Det Europæiske Råd)
  • EU-traktater (Europa-Kommissionen)
  • Oversigt over traktater (EUR-Lex).

HOVEDDOKUMENT

Traktaten om Den Europæiske Union af 13. december 2007 — konsolideret udgave (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 13-46).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Traktat om Den Europæiske Union (EFT C 191 af 29.7.1992, s. 1-112).

Akt vedrørende vilkårene for Kongeriget Norges, Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union — oversigt (EFT C 241 af 29.8.1994, s. 9-404).

Amsterdamtraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union, traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter (EFT C 340 af 10.11.1997, s. 1-144).

Nicetraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union, traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber og visse tilknyttede akter (EFT C 80 af 10.3.2001, s. 1-87).

Traktat mellem Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Irland, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik, Republikken Finland, Kongeriget Sverige, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (medlemmer af Den Europæiske Union) og Den Tjekkiske Republik, Republikken Estland, Republikken Cypern, Republikken Letland, Republikken Litauen, Republikken Ungarn, Republikken Malta, Republikken Polen, Republikken Slovenien og Den Slovakiske Republik om Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union (EUT L 236 af 23.9.2003, s. 17-930).

Traktat mellem Kongeriget Belgien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Irland, Den Italienske Republik, Republikken Cypern, Republikken Letland, Republikken Litauen, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Ungarn, Republikken Malta, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland, Kongeriget Sverige, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (Den Europæiske Unions medlemsstater) og Republikken Bulgarien og Rumænien om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union (EUT L 157 af 21.6.2005, s. 11-395).

Lissabontraktaten om ændring af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, underskrevet i Lissabon den 13. december 2007 (EUT C 306 af 17.12.2007, s. 1-271).

Traktat mellem Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Irland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Cypern, Republikken Letland, Republikken Litauen, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Ungarn, Republikken Malta, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik, Rumænien, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland, Kongeriget Sverige og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (Den Europæiske Unions medlemsstater) og Republikken Kroatien om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (EUT L 112 af 24.4.2012, s. 10-110).

seneste ajourføring 04.04.2018