Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Miljø – affald – direktiv 75/442 – begrebet affald

[Art. 174, stk. 2, EF; Rådets direktiv 75/442, som ændret ved direktiv 91/156, art. 1, litra a)]

2. Miljø – affald – direktiv 75/442 – anvendelsesområde

[Rådets direktiv 75/442, som ændret ved direktiv 91/156, art. 1, litra a), og art. 2, stk. 1]

3. Miljø – affald – direktiv 75/442 – begrebet affald

[Rådets direktiv 75/442, som ændret ved direktiv 91/156, art. 1, litra a)]

4. Miljø – affald – direktiv 75/442 – anvendelsesområde

[Rådets direktiv 75/442, som ændret ved direktiv 91/156, art. 1, litra a), og art. 2, stk. 1]

5. Miljø – affald – direktiv 75/442 – anvendelsesområde

(Rådets direktiv 75/442, som ændret ved direktiv 91/156)

Sammendrag

1. Kvalificeringen som »affald« af et stof eller en genstand i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442 om affald, som ændret ved direktiv 91/156, afhænger først og fremmest af indehaverens handlemåde og af, hvorledes udtrykket »skille sig af med« skal forstås. Ordene »skille sig af med« skal fortolkes i lyset ikke blot af direktivets væsentligste formål – som ifølge tredje betragtning er beskyttelse af menneskets sundhed og miljøet mod de skadelige virkninger ved indsamling, transport, behandling, oplagring og deponering af affald – men også af artikel 174, stk. 2, EF, som bestemmer, at Fællesskabets politik på miljøområdet tager sigte på et højt beskyttelsesniveau og bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats. Det følger heraf, at ordene »skille sig af med« og dermed begrebet affald ikke kan fortolkes snævert.

(jf. præmis 34 og 35)

2. Da direktiv 75/442 om affald, som ændret ved direktiv 91/156, ikke indeholder noget afgørende kriterium til påvisning af, om indehaveren har til hensigt at skille sig af med det pågældende stof eller den pågældende genstand, er medlemsstaterne, når der ikke foreligger fællesskabsbestemmelser på området, frit stillet med hensyn til valget af de bevismidler, der kræves for de forskellige forhold, der defineres i de direktiver, som de gennemfører, idet fællesskabsrettens virkning dog ikke må begrænses. Således kan medlemsstaterne f.eks. definere forskellige affaldskategorier, bl.a. for at lette tilrettelæggelsen og kontrollen af affaldshåndteringen, forudsat at forpligtelserne ifølge direktivet eller andre fællesskabsbestemmelser om affald overholdes, og at udelukkelse af visse kategorier fra anvendelsesområdet for de regler, som er fastsat for gennemførelsen af forpligtelserne i henhold til direktivet, er sket i medfør af dettes artikel 2, stk. 1.

(jf. præmis 43)

3. Listen over affaldskategorier i bilag I til direktiv 75/442 om affald, som ændret ved direktiv 91/156, samt de bortskaffelses- og nyttiggørelsesformer, der opregnes i bilag II A og II B til direktivet, viser, at affaldsbegrebet principielt ikke udelukker nogen type af restprodukter eller andre stoffer hidrørende fra en fremstillingsproces.

Om der faktisk er tale om »affald« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra a), i direktivet, skal undersøges på grundlag af samtlige omstændigheder, hvorved der skal tages hensyn til dette direktivs formål, og det skal påses, at dets virkning ikke begrænses. Visse omstændigheder kan således være indicier for, at der foreligger en handling til, en hensigt om eller en pligt til at »skille sig af med« et stof eller en genstand i nævnte bestemmelses forstand. Det er bl.a. tilfældet, når det anvendte stof er et restprodukt fra en produktion eller fra forbrug, dvs. et produkt, producenten ikke primært og som sådan har søgt at fremstille, idet metoden til behandling af eller anvendelsesmåden for et stof ikke er afgørende for, om det kvalificeres som affald. Ud over kriteriet om, at et givet stof har karakter af fremstillingsrest eller ej, udgør sandsynlighedsgraden for genanvendelse af det pågældende stof uden forudgående forarbejdningsoperation følgelig et relevant kriterium med henblik på at afgøre, om stoffet er affald i direktivets forstand. Såfremt der ud over den blotte mulighed for genanvendelse af stoffet består en økonomisk fordel for indehaveren ved genanvendelse, er sandsynligheden for en sådan genanvendelse høj. I en sådan situation kan det pågældende stof ikke længere fremstå som en byrde, som indehaveren ville søge at skille sig af med, men som et autentisk produkt. For at visse stoffer ikke bør betragtes som restprodukter fra fremstilling, men som biprodukter, som indehaveren på grund af sin åbenbare vilje til deres genanvendelse ikke søger at skille sig af med, må det tillige kræves, at denne genanvendelse af et gode, et materiale eller et råstof – herunder til opfyldelse af behov hos andre erhvervsdrivende end den, som har fremstillet det – ikke er rent eventuel, men sikker, ikke nødvendiggør forudgående forarbejdning og sker i den kontinuerlige produktions- eller anvendelsesproces. Følgelig kan det ikke udledes af den blotte omstændighed, at de pågældende materialer bliver genanvendt, at de ikke udgør affald i direktivets forstand. Hvad der sker med en genstand eller et stof i fremtiden, er nemlig ikke i sig selv afgørende for, om genstanden eller stoffet eventuelt har karakter af affald, idet affald i direktivets artikel 1, litra a), er defineret under henvisning til indehaverens adfærd, hensigt eller forpligtelse i relation til at skille sig af med genstanden eller stoffet.

(jf. præmis 36, 37, 40, 42, 44-46, 48 og 49)

4. Artikel 1, litra a), i direktiv 75/442 om affald, som ændret ved direktiv 91/156, angiver ikke blot definitionen af begrebet »affald« i direktivets forstand, men fastsætter også, sammen med artikel 2, stk. 1, direktivets anvendelsesområde. Artikel 2, stk. 1, angiver, hvilken type affald der er eller kan være udelukket fra direktivets anvendelsesområde, og på hvilke betingelser, idet samtlige affaldsformer, som opfylder den nævnte definition, i princippet er omfattet heraf. Enhver national bestemmelse, der generelt begrænser rækkevidden af de af direktivet flydende forpligtelser mere end det efter direktivets artikel 2, stk. 1, tilladte, er nødvendigvis ikke i overensstemmelse med direktivets anvendelsesområde.

(jf. præmis 53)

5. Direktiv 75/442 om affald, som ændret ved direktiv 91/156, kan ikke anses for at finde residuel anvendelse i forhold til Fællesskabets og de nationale retsforskrifter om fødevaresikkerhed hvad angår fødevarerester fra landbrugsfødevareindustrien og restprodukter hidrørende fra tilberedelse i køkkener af alle former for fødevarer til selskabsdyr. Selv om formålene med visse af disse forskrifter eventuelt kan overlappe direktivets bestemmelser, er og forbliver de nemlig mærkbart forskellige. Desuden er der, uden for de udtrykkeligt i direktivets artikel 2, stk. 1, nævnte tilfælde, intet i direktivet, som angiver, at det ikke skal finde anvendelse kumulativt med anden lovgivning.

(jf. præmis 55)