RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Tredje Afdeling)

12. marts 2014

Sag F-128/12

CR

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – løn – familietillæg – børnetilskud – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – hensigt om at vildlede administrationen – bevis – manglende mulighed for over for administrationen at påberåbe sig den femårige frist for fremsættelse af krav om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – ulovlighedsindsigelse – administrativ procedure – regel om overensstemmelse – ulovlighedsindsigelse rejst for første gang under søgsmålet – antagelse til realitetsbehandling«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder CR har nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse om tilbagesøgning ud over den femårige forældelsesfrist af de beløb, der fejlagtigt er blevet udbetalt i børnetilskud.

Udfald:      Europa-Parlamentet frifindes. CR bærer sine egne omkostninger og betaler Parlamentets omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union, som har interveneret i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag – ulovlighedsindsigelse fremsat for første gang under søgsmålet – formaliteten

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – forældelsesfrist – ansat, som forsætligt har vildledt administrationen – ingen påberåbelse af nævnte frist over for administrationen – Unionslovgivers tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 85, stk. 2)

3.      Tjenestemænd – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – forældelsesfrist – ansat, som forsætligt har vildledt administrationen – ingen påberåbelse af nævnte frist over for administrationen – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 85, stk. 2)

4.      Tjenestemænd – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – forældelsesfrist – undtagelse – en ansats forsæt om at vildlede administrationen – bevisbyrde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 85, stk. 2)

1.      Betragtninger, der vedrører henholdsvis formålet med den administrative procedure, ulovlighedsindsigelsens art og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, er til hinder for, at en ulovlighedsindsigelse, der fremsættes for første gang i forbindelse med et søgsmål, ikke antages til realitetsbehandling alene med den begrundelse, at ulovlighedsindsigelsen ikke blev fremsat i den klage, der blev indgivet forud for søgsmålet.

Hvad for det første angår formålet med den administrative procedure kan ansættelsesmyndigheden ikke, når der henses til formodningen om, at Den Europæiske Unions retsakter er lovlige, hvorefter de EU-retlige bestemmelser er fuldt ud virksomme, så længe det ikke af en kompetent retsinstans er blevet fastslået, at de er ulovlige, vælge at undlade at anvende en gældende almengyldig retsakt, der efter ansættelsesmyndighedens opfattelse er i strid med en trinhøjere retsregel, med det ene formål at gøre det muligt at opnå et udenretligt forlig. Den berørte ansættelsesmyndighed har endnu mindre en sådan valgmulighed, når den handler i en bunden kompetencesituation, som det er tilfældet, når betingelserne for at anvende vedtægtens artikel 85 er opfyldt, hvor administrationen har pligt til at tilbagesøge de beløb, der fejlagtigt er udbetalt til en af ansættelsesmyndighedens ansatte. Inden for rammerne af en sådan bunden kompetence kan nævnte ansættelsesmyndighed ikke tilbagekalde eller ændre den afgørelse, som den ansatte har anfægtet, selv om den finder, at en ulovlighedsindsigelse, der er fremsat mod den bestemmelse, der ligger til grund for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, er begrundet.

Hvad for det andet angår ulovlighedsindsigelsens art, er artikel 277 TEUF udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag med henblik på at opnå annullation af en retsakt, som vedkommende kan anfægte ved et søgsmål, er berettiget til at fremsætte indsigelse og derved anfægte gyldigheden af en tidligere retsakt fra en EU-institution, som er hjemmel for den anfægtede retsakt, også selv om parten ikke var beføjet til at anlægge direkte søgsmål til prøvelse af en sådan retsakt, hvis virkninger parten således er omfattet af, uden at have været i stand til at påstå den annulleret. Artikel 277 TEUF har således til formål at beskytte de retsundergivne mod anvendelsen af en ulovlig retsakt, idet det forudsættes, at retsvirkningerne af en dom, der fastslår, at retsakten ikke finder anvendelse, er begrænset til sagens parter, og at denne dom ikke anfægter selve retsakten, der har fået retskraft.

Selv om det antages, at kravet om, at en ulovlighedsindsigelse skal fremsættes i klagen, idet den i modsat fald må afvises, kan opfylde formålet med den administrative procedure, har ulovlighedsindsigelsen i sig selv til formål at forene legalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

Endelig fremgår det af ordlyden af artikel 277 TEUF, at en part kun har mulighed for at anfægte en almengyldig retsakt efter udløbet af søgsmålsfristen i forbindelse med et søgsmål, der er anlagt ved Unionens retsinstanser. En sådan indsigelse kan derfor ikke få sin fulde virkning inden for rammerne af en administrativ klageprocedure.

For det tredje gælder endelig, at den retsvirkning, der består i, at en ulovlighedsindsigelse, som er fremsat for første gang i stævningen, afvises, udgør en begrænsning af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, som ikke står i forhold til det mål, der forfølges med reglen om overensstemmelse, dvs. at lette adgangen til forlig i tvister, der opstår mellem den berørte tjenestemand og administrationen. Selv om enhver tjenestemand, der udviser normal påpasselighed, nemlig formodes at kende vedtægten, medfører en ulovlighedsindsigelse ved sin art, at der foretages en bedømmelse af dennes lovlighed i lyset af generelle principper eller trinhøjere retsregler, således at det ikke kan forlanges af den tjenestemand eller den ansatte, der indgiver klagen, og som ikke nødvendigvis råder over de relevante juridiske kvalifikationer, at vedkommende skal fremsætte en sådan indsigelse under den administrative procedure, idet hans søgsmål i modsat fald vil blive afvist.

(jf. præmis 32, 33, 35, 36, 38-40, 44 og 45)

Henvisning til:

Domstolen: 16. marts 1978, sag 7/77, Ritter von Wüllerstorff und Urbair mod Kommissionen, præmis 7; 13. februar 1979, sag 101/78, Granaria, præmis 4; 6. marts 1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, præmis 39; 3. juli 1980, sag 6/79 og 97/79, Grassi mod Rådet, præmis 15; 14. juli 1983, sag 144/82, Detti mod Domstilen, præmis 16; 19. januar 1984, sag 262/80, Andersen m.fl. mod Parlamentet; 7. juni 1988, sag 63/87, Kommissionen mod Grækenland, præmis 10; 5. oktober 2004, sag C-475/01, Kommissionen mod Grækenland, præmis 18

Retten i Første Instans: 30. september 1998, sag T-13/97, Losch mod Domstolen, præmis 99; 30. september 1998, sag T-154/96, Chvatal m.fl. mod Domstolen, præmis 112; 19. maj 1999, forenede sager T-34/96 og T-163/96, Connolly mod Kommissionen, præmis 168 og den deri nævnte retspraksis; 12. juli 2001,sag T-120/99, Kik mod KHIM (Kik), præmis 55; 23. januar 2002, sag T-386/00, Gonçalves mod Parlamentet, præmis 34; 25. oktober 2006, sag T-173/04, Carius mod Kommissionen, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis; 17. september 2008, sag T-218/06, Neurim Pharmaceuticals (1991) mod KHIM – Eurim-Pharm Arzneimittel (Neurim PHARMACEUTICALS), præmis 52; 21. november 2013, forenede sager F-72/12 og F-10/13, Roulet mod Kommissionen, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 7. juni 2011, sag F-64/410, Mantzouratos mod Parlamentet, præmis 22; 20. juni 2012, sag F-66/11, Cristina mod Kommissionen, præmis 34

2.      Forældelsen tilsigter at fremme retssikkerheden, idet den forhindrer, at der på ubestemt tid kan rejses tvivl om situationer, der med tiden har forankret sig, men tillige kan være med til at cementere situationer, der i hvert fald oprindeligt var i strid med lovgivningen. Valget af, at der i et vist omfang skal ske forældelse, er følgelig resultatet af en afvejning mellem kravene til retssikkerhed på den ene side og legalitet på den anden side, hvilken afvejning er foretaget ud fra de historiske og sociale samfundsforhold, der forelå i en given periode. Forældelsen er således alene baseret på lovgivers valg. Unionslovgiver kan derfor ikke være underlagt Unionens retsinstansers prøvelsesret for så vidt angår de valg, unionslovgiver har foretaget som led i indførelsen af forældelsesregler og fastsættelse af de tilsvarende frister.

Den omstændighed, at den femårige forældelsesfrist ikke kan påberåbes over for administrationen, når den i forbindelse med tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb kan godtgøre, at den pågældende forsætligt har vildledt administrationen, udgør derfor ikke i sig selv en ulovlighed i relation til forpligtelsen til at overholde retssikkerhedsprincippet.

(jf. præmis 48 og 49)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 6. oktober 2005, forenede sager T-22/02 og T-23/02, Sumitomo Chemical og Sumika Fine Chemicals mod Kommissionen, præmis 82 og 83

3.      I henhold til proportionalitetsprincippet er lovligheden af Unionens lovgivning betinget af, at de midler, der bringes i anvendelse, er egnede til at nå det formål, der lovligt forfølges med de pågældende bestemmelser, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at virkeliggøre dette, og såfremt der er mulighed for at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal principielt den mindst bebyrdende foranstaltning vælges.

Det med vedtægtens artikel 85 forfulgte formål er klart at beskytte Unionens finansielle interesser i den særlige sammenhæng vedrørende forholdet mellem Unionens institutioner og deres ansatte, dvs. personer, der er knyttet til de nævnte institutioner i kraft af den særlige loyalitetsforpligtelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 11, hvoraf bl.a. fremgår, at en tjenestemand i sin adfærd »udelukkende [skal] lade sig lede af Unionens interesser« og udføre de opgaver, han har fået tildelt, »under overholdelse af sin forpligtelse til loyalitet over for Unionen«.

I medfør af vedtægtens artikel 85, stk. 2, andet punktum, har administrationen pligt til at tilbagesøge hele det beløb, der fejlagtigt er udbetalt i det konkrete tilfælde, hvor administrationen er i stand til at godtgøre, at den berørte ansatte forsætligt har vildledt administrationen og derved tilsidesat den nævnte særlige loyalitetsforpligtelse. I en sådan situation går den omstændighed, at det ikke er muligt at påberåbe sig den femårige forældelsesfrist, ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at virkeliggøre det forfulgte formål.

(jf. præmis 60-63)

Henvisning til:

Personaleretten: 28. marts 2012, sag F-36/10, Rapone mod Kommissionen, præmis 50

4.      Ifølge vedtægtens artikel 85, stk. 2, skal kravet om tilbagebetaling af et beløb, der fejlagtigt er udbetalt, fremsættes inden for en frist på fem år, der begynder at løbe på datoen for udbetalingen af beløbet. Denne frist på fem år kan dog ikke påberåbes over for ansættelsesmyndigheden, hvis denne kan godtgøre, at den pågældende forsætligt har vildledt administrationen med henblik på at opnå udbetaling af det omhandlede beløb. Det følger således klart af ordlyden af vedtægtens artikel 85, stk. 2, andet punktum, at det påhviler administrationen at bevise, at den berørte ansatte havde til hensigt at vildlede administrationen.

Når ansættelsesmyndigheden baserede kravet om tilbagebetaling af det beløb, der fejlagtigt er udbetalt, på den omstændighed, at den pågældende ansatte gentagne gange havde afgivet urigtige erklæringer til administrationen, og at disse urigtige erklæringer hidrørte fra en tjenestemand i en højere lønklasse, der havde erhvervserfaring som jurist inden for personaleretsområdet, og ikke har bestridt, at han havde kendskab til, at tillægget var blevet udbetalt ved en fejl, eller at han burde have kendt denne fejl, har den i tilstrækkelig grad bevist, at sagsøgeren havde til hensigt at vildlede administrationen.

(jf. præmis 67, 68, 72 og 73)