Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31996D0252

96/252/EF: Kommissionens afgørelse af 1. marts 1996 om godtagelse af tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af visse rørfittings af jern og stål med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik, Kroatien og Thailand

EFT L 84 af , pp. 46–47 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 04/04/2001: This act has been changed. Current consolidated version: 22/07/2000

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1996/252/oj

31996D0252

96/252/EF: Kommissionens afgørelse af 1. marts 1996 om godtagelse af tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af visse rørfittings af jern og stål med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik, Kroatien og Thailand

EF-Tidende nr. L 084 af 03/04/1996 s. 0046 - 0047


KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 1. marts 1996 om godtagelse af tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af visse rørfittings af jern og stål med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik, Kroatien og Thailand (96/252/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 3283/94 af 22. december 1994 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1251/95 (2), særlig artikel 23,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 522/94 (4), særlig artikel 10,

efter konsultationer i Det Rådgivende Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionen indførte ved forordning (EF) nr. 2318/95 (5) en midlertidig antidumpingtold på importen til Fællesskabet af visse rørfittings af jern og stål med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik, Kroatien og Thailand. Rådet forlængede ved forordning (EF) nr. 149/96 (6) gyldigheden af denne told.

(2) I den efterfølgende procedure blev det fastlagt, at der burde indføres endelige antidumpingforanstaltninger for at afhjælpe de skadelige virkninger af dumpingen. Resultater og konklusioner vedrørende alle aspekter af undersøgelsen er anført i Rådets forordning (EF) nr. 584/96 (7).

(3) Efter at være blevet underrettet om konklusionerne afgav den kroatiske eksportør og de tre thailandske eksportører, som medvirkede ved denne undersøgelse, tilsagn i henhold til artikel 10, stk. 2, litra b), i forordning (EØF) nr. 2423/88.

(4) Kommissionen undersøgte sagen og tog hensyn til de særlige forhold ved den pågældende import og fastslog, at tilsagnene kunne afhjælpe de skadelige virkninger af dumpingimporten og således være et passende middel i denne sag. Da den kroatiske og de thailandske eksportører endvidere har forpligtet sig til at forelægge Kommissionen detaljerede, regelmæssige salgsoplysninger, og da eksporten fra de pågældende lande foregår gennem et begrænset antal købere i Fællesskabet, konkluderede Kommissionen, at den effektivt vil kunne overvåge, at tilsagnene anvendes korrekt.

(5) Under disse omstændigheder finder Kommissionen, at de afgivne tilsagn kan godtages, og undersøgelsen kan derfor afsluttes med hensyn til de pågældende eksportører, uden at der indføres endelig antidumpingtold.

(6) De pågældende producenter og eksportører blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke der blev foreslået endelige foranstaltninger, og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger til alle aspekter af undersøgelsen. Skulle tilsagnene således blive trukket tilbage, eller har Kommissionen grund til at antage, at tilsagnene er blevet misligholdt, kan den, hvor Fællesskabets interesser kræver det og i overensstemmelse med artikel 10, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 2423/88, omgående indføre midlertidige foranstaltninger på grundlag af de resultater og konklusioner, der er anført i forordning (EF) nr. 584/96. Rådet vil følgelig kunne indføre endelig told på grundlag af de kendsgerninger, der er fastlagt i den pågældende undersøgelse.

(7) Da Det Rådgivende Udvalg blev hørt om godtagelse af de afgivne tilsagn, blev der gjort indsigelse. Kommissionen sendte derfor i overensstemmelse med artikel 9 og artikel 10, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2423/88 Rådet en rapport om resultaterne af konsultationerne og et forslag om, at undersøgelsen kunne afsluttes ved godtagelse af tilsagnene. Da Rådet i overensstemmelse med nævnte artikel 9 og artikel 10, stk. 1, ikke har truffet anden beslutning, er Kommissionen bemyndiget til at vedtage nærværende afgørelse.

(8) Den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen agtede at godtage tilsagnene, og gjorde ikke indsigelse herimod -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

De tilsagn, der er afgivet af:

a) Kroatien:

- Zeljezara Sisak, Zagreb

b) Thailand:

- Awaji Sangyo (Thailand) Co. Ltd, Samutprakarn

- Thai Benkan Co. Ltd, Prapadaeng-Samutprakarn

- TTU Industrial Corp. Ltd, Bangkok

i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af rørfittings (undtagen fittings af støbejern, flanger og fittings med gevind), af jern og stål (men ikke rustfrit stål), med største udvendige diameter på 609,6 mm og derunder, til stuksvejsning eller andre formål, med oprindelse i bl.a. Kroatien og Thailand og henhørende under KN-kode ex 7307 93 11, ex 7307 93 19, ex 7307 99 30 og ex 7307 99 90, godtages.

Denne godtagelse får virkning fra datoen for ikrafttrædelsen af forordning (EF) nr. 584/96.

Artikel 2

Undersøgelsen vedrørende den i artikel 1 omhandlede antidumpingprocedure afsluttes, for så vidt angår de selskaber, der er nævnt i den pågældende artikel.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. marts 1996.

På Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Næstformand

(1) EFT nr. L 349 af 31. 12. 1994, s. 1.

(2) EFT nr. L 122 af 2. 6. 1995, s. 1.

(3) EFT nr. L 209 af 2. 8. 1988, s. 1.

(4) EFT nr. L 66 af 10. 3. 1994, s. 10.

(5) EFT nr. L 234 af 3. 10. 1995, s. 4.

(6) EFT nr. L 23 af 30. 1. 1996, s. 1.

(7) Se side 1 i denne Tidende.

Top