Kommissionen meddeler hermed Kongeriget Danmark, at den efter Rettens dom om annullation af Kommissionens afgørelse af 19. april 2018 i statsstøttesag SA.37433 – Danmark – Påstået statsstøtte i form af rabatter på spildevandsafgifter, har besluttet at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (”TEUF”).

1.   SAGSFORLØB

(1)

Den 26. september 2013 modtog Kommissionen en klage fra Danske Slagtermestre (i det følgende benævnt ”DS” eller ”klageren”), som repræsenterer små og mellemstore slagterier i Danmark, over påstået tildeling af statsstøtte til store slagterier i form af rabatter på spildevandsafgifter, indført ved lov nr. 902 af 4. juli 2013 om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. (”lov nr. 902 af 4.7.2013”) (1).

(2)

Mellem den 26. september 2013 og den 19. april 2018 havde Kommissionen flere udvekslinger med klageren og de danske myndigheder (2).

(3)

Den 19. april 2018 vedtog Kommissionen en afgørelse, hvori den fandt, at det bidrag, som er indført ved lov nr. 902 af 4.7.2013, ikke gav bestemte virksomheder nogen fordel og derfor ikke udgjorde statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF (”Kommissionens afgørelse fra 2018”).

(4)

Den 7. september 2018 anlagde DS søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse fra 2018.

(5)

Ved kendelse af 1. december 2020 i sagen Danske Slagtermestre mod Kommissionen (3), afviste Retten sagen med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde søgsmålskompetence.

(6)

Ved dom af 30. juni 2022 (4) ophævede Domstolen den første kendelse. Domstolen fastslog, at sagsøgeren var umiddelbart berørt af Kommissionens afgørelse fra 2018, og at den pågældende følgelig havde søgsmålskompetence i forhold til denne afgørelse, og at sagen for Retten anlagt med påstand om annullation af afgørelsen kunne antages til realitetsbehandling. Domstolen udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne og hjemviste sagen til realitetsbehandling ved Retten.

(7)

Ved dom af 10. april 2024 annullerede Retten Kommissionens afgørelse fra 2018 af processuelle og materielle grunde (5) (”Rettens dom fra 2024”). Med hensyn til de materielle grunde for Rettens annullation af Kommissionens afgørelse fra 2018 fandt Retten, at selv om Kommissionen havde valgt at vurdere, om de spildevandsafgifter, der blev indført ved lov nr. 902 af 4.7.2013, gav anledning til en fordel som omhandlet i artikel 107 TEUF i henhold til den metode til forhåndsanalyse af rentabiliteten, der er fastsat i punkt 228, andet til fjerde punktum, i meddelelsen om begrebet statsstøtte (6), så havde Kommissionen ikke overholdt de deri fastsatte betingelser, med det resultat, at Kommissionen ikke havde anvendt princippet om den private investor i en markedsøkonomi korrekt og dermed tilsidesatte artikel 107, stk. 1, i TEUF. Rettens dom fra 2024 er ikke blevet appelleret.

(8)

Mellem den 14. juni 2024 og den 18. september 2025 sendte Kommissionen de danske myndigheder anmodninger om oplysninger, som de danske myndigheder besvarede ved at fremsende oplysninger til Kommissionen.

(9)

Denne afgørelse træffes for at efterkomme Rettens dom fra 2024.

2.   BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN

2.1   Retsgrundlag

(10)

I medfør af Bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. (”LBK nr. 187 af 19.2.2025”) (7) skal alle ejere af fast ejendom (dvs. forbrugere eller virksomheder inden for alle økonomiske sektorer), der er tilsluttet et spildevandsforsyningsselskab (i det følgende benævnt ”anlæg”), betale bidrag for afledning af spildevand. Bidragene opdeles i seks forskellige typer (8): a) tilslutningsbidrag b) supplerende tilslutningsbidrag c) årligt vandafledningsbidrag (”det variable vandafledningsbidrag”) d) årligt bidrag for særlig forurenet spildevand e) årligt vejbidrag for statsveje f) årligt vejbidrag for kommunale veje.

(11)

Ved Bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. af 7. juni 2010 (”LBK nr. 633 af 7.6.2010”) (9) udgør det variable vandafledningsbidrag en fast kubikmetertakst for alle ejere af fast ejendom, der er tilsluttet samme anlæg, uanset størrelsen af deres vandforbrug.

(12)

Ved lov nr. 902 af 4. juli 2013 om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. (”lov nr. 902 af 4.7.2013”) (10) blev LBK nr. 633 af 7.6.2010 ændret, og modellen med fast kubikmetertakst for det variable vandafledningsbidrag blev erstattet med en ny degressiv takstmodel (i det følgende benævnt ”trappemodellen”) for ejere af fast ejendom, der er virksomheder (i det følgende benævnt ”brugere”). Lov nr. 902 af 4.7.2013 blev senere indarbejdet i Bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v. af 2. september 2021 (”LBK nr. 1775 af 2.9.2021”) (11) og derefter indarbejdet i LBK nr. 187 af 19.2.2025.

(13)

I Bekendtgørelse nr. 1327 af 10. december 2014 om fastsættelse af den variable del af vandafledningsbidraget m.v. (”BEK nr. 1327 af 10.12.2014”) (12) fastsættes gennemførelsesbestemmelserne vedrørende trappemodellen, herunder reglerne for fastsættelse af kubikmetertaksterne for hvert trin (se nærmere i afsnit 2.2). I december 2024 blev Bekendtgørelse nr. 1527 af 4. december 2024 om fastsættelse af variabelt vandafledningsbidrag, og om pristalskorrektion af tilslutningsbidrag og fast vandafledningsbidrag (”BEK nr. 1527 af 4.12.2024”) (13) vedtaget, og den erstattede fra og med den 1. januar 2025 BEK nr. 1327 af 10.12.2014, dog uden at ændre gennemførelsesbestemmelserne vedrørende trappemodellen.

(14)

Det nuværende retsgrundlag består således af LBK nr. 187 af 19.2.2025 og BEK nr. 1527 af 4.12.2024.

2.2   Detaljeret beskrivelse af foranstaltningen

(15)

Den foranstaltning, som Kommissionen vurderer, er trappemodellen, som erstattede modellen med fast kubikmetertakst for det variable vandafledningsbidrag.

(16)

Trappemodellen består af tre trin, hvorved der fastsættes en degressiv kubikmetertakst baseret på den mængde spildevand, som en bruger udleder (i det følgende benævnt ”foranstaltningen”). I stedet for at alle brugere betaler den samme kubikmetertakst for udledning af spildevand (uanset hvor meget spildevand de hver især udleder), skal brugerne i kraft af trappemodellen betale forskellige kubikmetertakster baseret på følgende årligt udledte spildevandsmængder: a) For hver kubikmeter udledt spildevand på mellem 0 og 500 kubikmeter anvendes trin 1-takst. b) For hver kubikmeter udledt spildevand på mellem 500 og 20 000 kubikmeter anvendes en trin 2-takst, der er 20 % lavere end taksten for trin 1. c) For hver kubikmeter udledt spildevand på over 20 000 m3 anvendes en trin 3-takst, der er 60 % lavere end taksten for trin 1.

(17)

Trappemodellen sikrer, at alle brugere, der er tilsluttet et specifikt anlæg, betaler den samme takst for samme kubikmeter udledt spildevand. Dog vil de brugere, der henhører under trin 2 og trin 3, betale en lavere gennemsnitlig kubikmetertakst end de brugere, der henhører under trin 1 (da afgifterne for trin 2 og 3 kun gælder for den mængde spildevand, der overstiger vandforbruget på henholdsvis trin 1 og 2). Dette fremgår af figur 1, som viser de reelle kubikmeteromkostninger, der afholdes af spildevandsrensningsanlægget afhængigt af den afledte spildevandsmængde (rød kurve), og sammenligner dem med den tidligere model med fast takst (grøn kurve) og den nuværende trappemodel (blå kurve).

Figur 1

Illustration af takst- og omkostningsstrukturen for spildevandsrensningsanlæg

(18)

Mens det absolutte niveau for kubikmetertaksten på de tre trin kan variere fra det ene anlæg til det andet på grund af forskelle i de samlede mængder behandlet spildevand og de tilhørende omkostninger for de forskellige anlæg, er reduktionerne på 20 % og 60 % af kubikmetertaksten for trin 1 de samme for alle spildevandsrensningsanlæg. Der gælder således de samme generelle principper for pris for alle brugere i Danmark.

(19)

De reelle omkostninger, som afholdes af et spildevandsrensningsanlæg for en bestemt bruger – udtrykt i DKK pr. m3 spildevand – beregnes efter følgende formel: , hvor: — 0,8 er de faste omkostningers formodede andel (80 %) af anlæggets samlede spildevandsomkostninger — 0,2 er de variable omkostningers formodede andel (20 %) af anlæggets samlede spildevandsomkostninger — V er en specifik forbrugers udledte spildevandsmængde (m3) — T er anlæggets samlede spildevandsomkostninger — x er antallet af brugere, som er tilsluttet anlægget, og — Vtot er den samlede mængde spildevand, som renses i anlægget.

3.   KLAGERENS HOLDNING

(20)

Klageren hævder, at indførelsen af trappemodellen for det variable vandafledningsbidrag indebærer en selektiv fordel for nogle få store slagterier i form af nedslag i spildevandsafgifter. Dette vil stille små og mellemstore virksomheder i sektoren ringere, både på hjemmemarkedet og på eksportmarkederne, men også med hensyn til den pris, de kan betale for levende dyr.

(21)

Klageren hævder, at trappemodellen indebærer en større relativ besparelse på omkostningerne til spildevandsrensning pr. slagtet svin for store virksomheder i sektoren (55 %) end for små virksomheder (3 %) og mellemstore virksomheder (10 %) (14).

(22)

Klageren gør desuden gældende, at inddelingen af trappemodellens trin ikke er baseret på nogen form for dokumentation eller en beregning af de faktiske omkostninger ved spildevandsrensning og derfor savner et objektivt grundlag.

4.   DANMARKS HOLDNING

(23)

De danske myndigheder anfører, at trappemodellen ikke udgør statsstøtte.

(24)

Som baggrundsinformation beskriver de danske myndigheder de lovgivningsmæssige rammer for spildevandsrensningsanlæg i Danmark. De forklarer, at spildevandsrensningsanlæggene er kommunale, offentligt ejede selskaber, som udgør naturlige monopoler og derfor er underlagt princippet om nødvendig omkostningsdækning (eller princippet om selvfinansiering). Princippet om nødvendig omkostningsdækning betyder, at anlæggene kun kan opkræve bidrag til dækning af nødvendige opgaver og investeringer, og at deres udgifter og indtægter skal balancere over tid. Som følge heraf fungerer anlæggene på nonprofitbasis.

(25)

Desuden er anlæggene også underlagt indtægts- (eller pris)lofter og effektivitetskrav. Vandsektortilsynet fastsætter et årligt loft for anlæggenes respektive samlede indtægter, hvilket begrænser de enkelte anlægs samlede indtægter, og sikrer dermed, at anlæggene anvender de opkrævede bidrag effektivt over tid.

(26)

Efter hensyntagen til de faste tilslutningsbidrag, de årlige bidrag og vejbidragene (se betragtning (10)) skal anlæggets eventuelle resterende omkostninger således dækkes af det variable vandafledningsbidrag, der betales pr. kubikmeter udledt spildevand. Det samlede maksimale variable vandafledningsbidrag, der kan opkræves for et bestemt år, fastsættes således ud fra anlæggets indtægtsloft for det pågældende år.

(27)

Desuden anfører de danske myndigheder, at trappemodellen udelukkende vedrører fordelingen af anlæggenes indtægter, der finansieres gennem opkrævning af det variable vandafledningsbidrag. Trappemodellen berører derfor ikke på reglerne vedrørende de samlede omkostninger og indtægter, som et anlæg måtte have.

(28)

De danske myndigheder anfører, at det primære sigte med indførelse af trappemodellen var at tilpasse spildevandsafgiftsordningen til anlæggenes omkostningsstruktur, som er kendetegnet ved en høj andel af faste omkostninger, hvilket indebærer hurtigt faldende gennemsnitlige omkostninger, efterhånden som mængden af behandlet spildevand stiger. Andre mål er i højere grad at afspejle forureneren betaler-princippet, opretholde incitamenter til at spare på vandet og opretholde princippet om geografisk solidaritet, og at det er let at administrere.

(29)

Formlen i betragtning (19) bygger på en antagelse om, at 80 % af anlæggets rensningsomkostninger er faste (og ligeligt fordelt mellem de brugere, der er tilsluttet anlægget), mens 20 % er variable (og henført til hver enkelt bruger, der genererer disse omkostninger). Denne fordeling mellem faste og variable omkostninger bygger på Spildevandsudvalgets rapport fra 2011 (15) og danner grundlag for trappemodellens struktur.

(30)

Det er imidlertid ikke hensigten, at det variable vandafledningsbidrag skal være fuldstændig kostægte for de enkelte brugere (dvs. at der ikke altid er et nøjagtigt match mellem det bidrag, som den enkelte bruger betaler, og de omkostninger til spildevandsrensning, som denne bruger påfører anlægget), da princippet om geografisk solidaritet også finder anvendelse. Dette princip indebærer, at det variable vandafledningsbidrag, der opkræves af et anlæg, er det samme for brugere, der udleder den samme mængde spildevand, uanset andre faktorer, der fastsætter de faktiske omkostninger ved håndtering af en enkelt brugers spildevand (f.eks. om brugeren befinder sig tæt på eller langt fra anlægget). De danske myndigheder anfører, at det variable vandafledningsbidrag, der pålægges individuelle brugere som følge af trappemodellen, er mere kostægte end den tidligere model med fast takst, fordi trappemodellen fastsætter en takststruktur, der generelt er mere kostægte med hensyn til anlæggets samlede omkostninger til håndtering af spildevand end den tidligere struktur med fast takst.

(31)

De danske myndigheder har fremlagt data, der viser, at efterspørgslen efter spildevandsrensning fra store brugere er mere elastisk end for små brugere. Det betyder, at de vil reagere hurtigere på en mindre stigning i spildevandsafgiften ved at gøre mindre brug af anlæggene. Dette skyldes primært, at store brugere kan fravælge den centrale ordning ved at etablere deres egne spildevandsrensningsanlæg uden tilslutning til hovedkloaksystemet. Store brugere (normalt dem, der henhører under trin 3 i trappemodellen) vil i dette tilfælde ikke være forpligtet til at betale spildevandsafgift til rensningsanlægget. De danske myndigheder har fremlagt dokumentation for, at store brugere kunne have fordel af at fravælge ordningen.

(32)

De danske myndigheder vurderer, at det vil være til skade for anlæggene, at store brugere fravælger ordningen. Dette skyldes, at den høje andel af faste omkostninger i anlæggenes omkostningsstruktur og de betydelige stordriftsfordele ved behandling af spildevand betyder, at afkoblingen af store brugere fra anlægget kan bringe anlæggenes økonomisk effektive drift i større fare end afkobling af småbrugere fra anlægget. Af denne grund giver de lovgivningsmæssige rammer kommunerne mulighed for at tillade en bruger hel eller delvis afkobling fra et rensningsanlæg, forudsat at brugeren etablerer sit eget spildevandsrensningsanlæg eller får tilladelse til alternativ afledning af spildevandet i overensstemmelse med spildevandsreglerne, og kun hvis følgende forudsætninger er opfyldt: a) Der er overensstemmelse med sådan afkobling og kommunalbestyrelsens plan for bortskaffelse af spildevand i kommunen. b) Der er enighed herom mellem brugeren og kommunalbestyrelsen. c) Der sker ikke en væsentlig forringelse af anlæggets samlede økonomi som følge af afkoblingen, og anlægget kan fortsat fungere teknisk forsvarligt.

(33)

De danske myndigheder har forklaret, at brugeres anmodninger om afkobling fra rensningsanlæg ikke registreres centralt i Danmark. Det er de enkelte danske spildevandsrensningsanlæg og kommunerne, der har adgang til oplysninger om, hvorvidt bestemte brugere, som kunne henhøre under trin 2 eller trin 3 i trappemodellen, har ansøgt om og fået tilladelse til hel eller delvis afkobling fra deres spildevandsrensningsanlæg.

(34)

I 2023 sendte de danske myndigheder imidlertid på eget initiativ en anmodning til de 98 danske kommuner. Energistyrelsen anmodede kommunerne om at oplyse, om kommunen, ved brugere med et vandforbrug på over 500 m3, havde givet tilladelse til eller afslag på hel eller delvis afkobling af disse brugere fra et spildevandsrensningsanlæg. De danske myndigheder modtog svar fra 60 kommuner, som indeholdt oplysninger om ansøgninger om hel eller delvis afkobling, siden trappemodellen trådte i kraft den 1. januar 2014. Der blev modtaget syv ansøgninger om afkobling fra rensningsanlæg, hvoraf der er givet seks tilladelser (heraf én midlertidig), og der er givet afslag på én ansøgning. Kommunens afslag skyldtes en række forskellige faktorer, herunder miljøkvalitetskrav (16).

(35)

De danske myndigheder er således bekendt med konkrete eksempler på brugere, der er blevet afkoblet fra det centrale rensningsanlæg

(36)

Med hensyn til selektivitet henviser de danske myndigheder til Domstolens nylige domme vedrørende en polsk afgift i detailsektoren (sag C-562/19 P, Kommissionen mod Polen (17)) og en ungarsk afgift på den omsætning, der er forbundet med reklamer (sag C-596/19 P, Kommissionen mod Ungarn (18)), hvori Domstolen fastslog, at de enkelte elementer af afgiften, herunder progressive afgiftssatser, i princippet udgjorde den almindelige ordning eller den normale skatteordning i henhold til analysen af betingelsen om selektivitet. De danske myndigheder anfører, at den samme begrundelse gør sig gældende for trappemodellen. De har forklaret, at de enkelte elementer af spildevandsbetalingsstrukturen, som omfatter en degressiv betalingsafgift, udgør den almindelige ordning i henhold til analysen af betingelsen om selektivitet. Den degressive bidragsstruktur sikrer, at alle brugere, der er tilsluttet det samme spildevandsanlæg, betaler det samme bidrag for den samme kubikmeter udledte spildevandsmængde, og taksterne for trin 2 og 3 gælder derfor kun for den mængde spildevand, der overstiger vandforbruget på henholdsvis trin 1 og 2. Desuden beregnes bidragene på lige og gennemsigtige vilkår for alle registrerede brugere, uanset sektor, placering eller størrelse. Beregningsmodellen giver ikke spildevandsanlæggene mulighed for at differentiere mellem individuelle brugere eller sektorer, da bidragene skal beregnes på basis af faste, foruddefinerede og objektive kriterier.

(37)

Selv om den gennemsnitlige kubikmetertakst er lavere for store vandforbrugere, der henhører under trin 1, 2 og 3, end for mindre vandforbrugere, der kun henhører under trin 1 og 2, har klageren endvidere ikke været i stand til at påvise, at dette aspekt af betalingsstrukturen indebærer selektivitet. Den gennemsnitlige takst varierer derfor logisk set fra bruger til bruger afhængigt af, hvor meget vand der bruges, men ingen gennemsnitlige takster er mere ”normale” end andre.

(38)

Endelig anfører de danske myndigheder, at den degressive takstmodel, der følger af trin 2 og 3, ikke er udformet på en måde, der er åbenbart diskriminerende, således at disse trin bør udelukkes fra den almindelige ordning.

5.   VURDERING AF FORANSTALTNINGEN

5.1   Vurdering af, om der er tale om statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF

(39)

I artikel 107, stk. 1, i TEUF fastsættes følgende: ”Bortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne”.

(40)

En foranstaltning udgør således statsstøtte efter denne bestemmelse, hvis alle følgende betingelser er opfyldt: i) Støttemodtagerne skal være virksomheder, dvs. de skal udøve en økonomisk aktivitet, ii) foranstaltningen skal kunne tilregnes staten og finansieres ved hjælp af statsmidler, iii) den skal give modtageren en fordel, iv) denne fordel skal være selektiv, v) og foranstaltningen skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(41)

Da foranstaltningen er baseret på retsakter, på grundlag af hvilke den degressive takstmodel uden yderligere gennemførelsesforanstaltninger kan anvendes på brugere, som i retsakten defineres generelt og abstrakt, finder Kommissionen foreløbig, at hvis foranstaltningen udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF, så vil den udgøre en støtteordning som omhandlet i artikel 1, litra d), i Rådets forordning 2015/1589. Kommissionen vil derfor i så fald vurdere foranstaltningen som en ordning.

(42)

Da betingelserne for statsstøtte i artikel 107, stk. 1, i TEUF, skal opfyldes kumulativt, er det tilstrækkeligt at fastslå, at én af betingelserne ikke er opfyldt, for at fastslå, at en foranstaltning ikke kan betegnes som statsstøtte. Kommissionen har på dette stadie særdeles vanskeligt ved at afgøre, om foranstaltningen udgør statsstøtte, navnlig med hensyn til det tredje og fjerde kriterium, dvs. fordel og selektivitet.

5.1.1   Økonomisk fordel

5.1.1.1   Vanskeligheder ved anvendelsen af princippet om den markedsøkonomiske aktør

(43)

I overensstemmelse med EU-domstolenes praksis er en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF en økonomisk fordel, som en virksomhed ikke kunne have opnået under normale markedsbetingelser, dvs. uden statslig indgriben (19). Som støtte betragtes indgreb, der under enhver tænkelig form direkte eller indirekte kan give virksomheder en fordel, eller som bør betragtes som en økonomisk fordel, som modtagervirksomheden ikke ville have opnået under normale markedsbetingelser (20).

(44)

En statslig foranstaltning henhører, hvad enten den har vedvarende eller midlertidig karakter, under begrebet statsstøtte i traktatens artikel 107, stk. 1's forstand (21), når den medfører, at en økonomisk fordel ydes til en virksomhed og forbedrer dens finansielle situation.

(45)

I sin dom (se betragtning (7)) kritiserer Retten Kommissionen for ikke at have anvendt den markedsøkonomiske aktørtest korrekt til at efterprøve, om store brugere, som er tilsluttet spildvandsrensningsanlæg, har fået en fordel som følge af anvendelsen af trappemodellen. Retten anerkender, at Kommissionen har skønsbeføjelse ved gennemførelsen af komplekse økonomiske vurderinger, men fastslår, at hvis Kommissionen vælger at anvende en bestemt metode, der er fastsat i en meddelelse fra Kommissionen (som den i punkt 228 i meddelelsen om begrebet statsstøtte), er den i princippet bundet af denne metode og skal følge den korrekt, hvilket Kommissionen ikke havde gjort.

(46)

I sin dom fandt Retten, at i henhold til ordlyden af punkt 228 i meddelelsen om begrebet statsstøtte skulle Kommissionen for at afgøre, om brugerne af en ikkespecifik offentlig infrastruktur bidrager til rentabiliteten af denne infrastruktur på en progressiv måde, i princippet identificere de omkostninger og indtægter, der skyldes tilstedeværelsen af hver enkelt bruger af denne infrastruktur, med henblik på for hver enkelt bruger, der var tilsluttet et anlæg, at vurdere, om det bidrag til spildevandsrensning, der blev betalt i overensstemmelse med trappemodellen, kunne dække omkostningerne som følge af brugerens anvendelse af den pågældende infrastruktur (22).

(47)

Kommissionen er imidlertid på nuværende tidspunkt af den opfattelse, at der henset til Rettens dom fra 2024 foreligger alvorlige vanskeligheder ved at anvende testen i punkt 228 i meddelelsen om begrebet statsstøtte (samt punkt 226 og 227 i samme meddelelse – se yderligere betragtning (52)) på ordningen i det foreliggende tilfælde.

(48)

For det første er det i tilfælde af en foranstaltning som den foreliggende, der finder anvendelse på et stort antal brugere, ikke muligt at foretage en individuel vurdering, som den Retten påbød ved dommen fra 2024. Der ca. 100 spildevandsrensningsanlæg i Danmark, som tilsammen betjener ca. 10 000 brugere, der henhører under trin 2 og 3 i trappemodellen.

(49)

For det andet har spildevandsrensningsanlæggene i det foreliggende tilfælde ikke nogen skønsbeføjelse ved fastsættelsen af taksterne, men skal i stedet anvende en ved lov fastsat takststruktur. Dette gælder for alle spildevandsrensningsanlæg i Danmark (selv om det absolutte indtægts- og omkostningsniveau kan variere fra anlæg til anlæg) og er baseret på, at spildevandsrensningsanlæg i Danmark ikke drives med vinding for øje (se betragtning (16), (17) og (26)).

(50)

I modsætning hertil indebærer punkt 228 i meddelelsen om begrebet statsstøtte, at brugerne skal bidrage til anlæggenes ”rentabilitet” , og at anlæggene skal opnå en ”rimelig fortjeneste” , hvilket en privat virksomhed ville have krævet (23). Det er yderst vanskeligt at anvende disse principper i det foreliggende tilfælde, da spildevandsrensningsanlæggene udgør naturlige monopoler, som er forpligtet til at anvende regulerede takster og til at overholde princippet om nødvendig omkostningsdækning, og som er underlagt indtægtslofter, således at de objektivt set ikke har den samme forretningsmæssige frihed til at fastsætte deres priser som markedsaktører. I den forbindelse fastsættes et årligt loft på anlæggenes respektive samlede indtægter af Vandsektortilsynet, hvilket begrænser de enkelte anlægs samlede indtægter og dermed sikrer, at anlæggene anvender indtægterne fra bidragene effektivt over tid (se betragtning (25)). Dette indebærer, at anlæggene ikke kan udtrække afkast eller på anden måde generere overskud og skal sørge for, at regnskabet balancerer over tid (se betragtning (24)). Det er fastsat ved lov, at anlæggene ikke må opnå fortjeneste, hvilket en privat virksomhed ville have krævet.

(51)

Endelig er det i henhold til de danske spildvandsafgiftsregler ikke muligt at efterprøve rentabiliteten ved at betjene individuelle brugere, da flere af de afgifter, som rensningsanlæggene opkræver fra brugerne (f.eks. det variable vandafledningsbidrag og tilslutningsbidraget), ikke er fastsat i nøje overensstemmelse med de reelle omkostninger, som genereres af den enkelte bruger, men følger princippet om geografisk solidaritet, hvilket indebærer, at den pågældende afgift er den samme uanset brugerens geografiske placering i forhold til anlægget (se betragtning (30)).

(52)

På grundlag af disse elementer ser det på nuværende tidspunkt ud til, at de fleste forudsætninger i den markedsøkonomiske aktørtest baseret på punkt 228 i meddelelsen om begrebet statsstøtte ikke kan anvendes på danske spildevandsrensningsanlæg og trappemodellen, da den omfatter elementer, som er indført ved lov, og som ikke afspejler en markedsøkonomisk aktørs rent profitdrevne motiver. Dette gælder også for hele kapitel 7.4 i meddelelsen om begrebet statsstøtte, da ordningen hverken er baseret på udbud (punkt 226) eller tildelt af sammenlignelige private operatører (punkt 227).

5.1.1.2   Økonomisk begrundelse for den degressive takstmodel

(53)

Det forekommer også vanskeligt at påvise – i overensstemmelse med præmis 52 i Rettens dom fra 2024 (24) – at den markedsøkonomiske aktørtest bør udelades i det foreliggende tilfælde med den begrundelse, at: i) den statslige adfærd (dvs. beslutningen om at indføre trappemodellen) ikke kan sammenlignes med en markedsøkonomisk aktørs adfærd, fordi den statslige adfærd er forbundet med eksistensen af en infrastruktur, som ingen privat operatør nogensinde kunne have opbygget, eller ii) staten handlede i sin egenskab af offentlig myndighed. Kommissionens foreløbige vurdering er, at det forekommer vanskeligt at fremføre argumenter i den henseende, for det første fordi det er muligt for brugerne at blive afkoblet fra et rensningsanlæg og selv rense deres spildevand, og at der findes eksempler på sådanne afkoblinger (25) (se betragtning (31)-(35)) – dvs. private operatører har opført alternativ infrastruktur til rensningsanlæggene. For det andet, som anerkendt af Retten (26), udgør spildevandsrensningsaktiviteterne en økonomisk aktivitet snarere end en aktivitet, som staten udøver i sin egenskab af offentlig myndighed.

(54)

I betragtning af at det ikke desto mindre kan være nødvendigt at anvende den markedsøkonomiske aktørtest i det foreliggende tilfælde, og i betragtning af at spildevandsrensning faktisk er en økonomisk aktivitet, samtidig med at der tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for de danske spildevandsrensningsanlæg og spildevandsafgiftsordningen, har Kommissionen for øjeblikket særdeles vanskeligt ved at afgøre, om indførelsen af trappemodellen indebærer en fordel for store brugere (dvs. om den markedsøkonomiske aktørtest er opfyldt i dette tilfælde).

(55)

Kommissionen er foreløbig af den opfattelse, at det – under hensyntagen til de begrænsninger, der følger af de danske regler om spildevandstakster – kunne være økonomisk rationelt at indføre den degressive takstmodel i stedet for den tidligere model med fast kubikmetertakst, samtidig med at der tages hensyn til, at EU-domstolenes retspraksis i visse tilfælde anerkender, at visse enheders specifikke driftsprincipper skal adskilles fra kommercielle virksomheders (27)

(56)

Kommissionen mener, at den økonomisk rationelle begrundelse for at anvende en degressiv takstmodel er risikoen for, at store brugere ellers kan have et incitament til afkobling fra rensningsanlæg (se betragtning (31)-(32)). Som vist i figur 1 afspejler trappemodellen rensningsanlæggenes reelle omkostninger bedre end den tidligere model med fast kubikmetertakst, hvilket indebærer, at store brugere betalte for meget under den tidligere model med fast takst (mens små brugere betalte for lidt). Med modellen med fast takst havde store brugere således et (større) incitament til afkobling og til at skifte til eget (billigere) spildevandsanlæg. I betragtning af den høje andel af faste omkostninger i anlæggenes omkostningsstruktur og de betydelige stordriftsfordele ved behandling af spildevand, kan afkoblingen af store brugere fra anlægget potentielt bringe anlæggenes økonomisk effektive drift i fare. Kommissionen mener, at det derfor ville være økonomisk rationelt at indrømme en rabat på de spildevandsafgifter, som store brugere opkræves, for at undgå afkobling og dermed minimere risiciene i forbindelse med effektiv drift af spildevandsrensningsanlæggene generelt.

(57)

I den forbindelse har Kommissionen anmodet de danske myndigheder om dokumentation for, at sådanne afkoblinger fra store brugeres side ikke blot er en teoretisk mulighed, der ikke forekommer i virkeligheden. Som det fremgår af de indsamlede data, er de danske myndigheder bekendt med konkrete eksempler på brugere, der er blevet afkoblet fra det centrale rensningsanlæg, hvorfor muligheden for, at store brugere afkobles de centrale rensningsanlæg, ikke blot er en teoretisk, men en reel mulighed.

(58)

Det kan derfor være økonomisk rationelt for et rensningsanlæg at tage hensyn til risikoen for, at store brugere afkobles fra rensningsanlægget for at gå fra en ordning med fast takst til trappemodellen (se betragtning (33)-(34)).

(59)

Kommissionen bemærker imidlertid, at de danske kommuner fortsat har ret til at give afslag på en anmodning om afkobling, hvis en række forudsætninger ikke er opfyldt (se betragtning (32)), hvoraf en af disse forudsætninger er, at der ikke sker en væsentlig forringelse af anlæggets samlede økonomi som følge af afkoblingen, eller at anlægget fortsat kan fungere teknisk forsvarligt. Denne ret giver rensningsanlæggene en vis mulighed for at give afslag på en anmodning om afkobling, hvis en sådan anmodning ville bringe anlæggets økonomiske drift i fare, men den udelukker ikke fuldt ud en mulig gradvis forringelse af et rensningsanlægs omkostningseffektive drift. Kommissionens foreløbige vurdering er, at spildevandsrensningsanlæggene fortsat har et økonomisk incitament til at indføre en degressiv spildevandsafgiftsordning for i første omgang at modvirke anmodninger om afkobling.

(60)

I betragtning af ovenstående har Kommissionen særdeles vanskeligt ved at afgøre, om indførelsen af trappemodellen indebærer en økonomisk fordel for store brugere som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF.

5.1.2   Selektivitet

(61)

For at være omfattet af artikel 107, stk. 1, i TEUF, skal en foranstaltning være selektiv (28). Domstolen har fastslået, at nævnte bestemmelse således kræver en stillingtagen til, om en national foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den nævnte ordning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation (29).

(62)

Ved foranstaltninger, som mindsker de byrder, en virksomhed normalt ville have, vurderes selektivitet ud fra en analyse i tre etaper (30). Selv om den generelt anvendes i forbindelse med skattemæssige foranstaltninger, har EU-domstolene i flere domme (31) bekræftet, at ”tretrinstesten” også kan anvendes på ikkeskattemæssige foranstaltninger (32).

(63)

For hvert af trinnene skal den almindelige ordning først bestemmes. Den almindelige ordning udgør det sammenligningsgrundlag, i forhold til hvilket selektiviteten skal vurderes, og består af et samlet sæt fælles eller ”normale” regler, der generelt – på grundlag af objektive kriterier – gælder i den pågældende medlemsstat.

(64)

For det andet skal det i forhold til den almindelige ordning, som anden etape i analysen af selektivitet, vurderes, om foranstaltningen fraviger den fælles ordnings regler (dvs. den almindelige ordning), hvis den sondrer mellem økonomiske aktører, der henset til formålet med den almindelige ordning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation. Er dette tilfældet, betragtes foranstaltningen umiddelbart som selektiv.

(65)

For det tredje kan en foranstaltning, der udgør en undtagelse fra anvendelsen af den almindelige ordning (dvs. den fraviger dens regler), stadig være begrundet, hvis den pågældende medlemsstat kan påvise, at foranstaltningen udspringer direkte af den almindelige ordnings grundlæggende eller ledende principper. Hvis en fravigelse af den almindelige ordning er begrundet i ”ordningens karakter eller opbygning” (33), vil foranstaltningen ikke blive anset for selektiv og dermed ikke være omfattet af artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(66)

En foranstaltning er også selektiv, hvis selve referencerammen er udformet efter åbenbart diskriminerende parametre med det formål at omgå statsstøttereglerne (34).

(67)

I Kommissionens afgørelse fra 2018 vurderede Kommissionen ikke spørgsmålet om selektivitet på grundlag af tretrinstesten, der er beskrevet ovenfor, fordi Kommissionen på grundlag af analysen i denne afgørelse fandt, at foranstaltningen, baseret på punkt 228 i meddelelsen om begrebet statsstøtte, ikke gav en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF, og dermed, henset til de relevante betingelsers kumulative karakter (jf. betragtning (40)), var det ikke nødvendigt at vurdere selektivitetskriteriet for, at Kommissionen kunne konkludere, at foranstaltningen ikke udgjorde støtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(68)

Henset til de alvorlige vanskeligheder, der er konstateret i afsnit 5.1.1 ovenfor vedrørende den potentielle anvendelse af den markedsøkonomiske aktørtest, og hvorvidt denne test er opfyldt i det foreliggende tilfælde, finder Kommissionen det hensigtsmæssigt også at undersøge, om indførelsen af trappemodellen giver brugere, der henhører under trin 2 og 3 i denne model, en selektiv fordel, når den vurderes i forhold til tretrinstesten.

(69)

Med hensyn til trin 1 består den almindelige ordning af et samlet sæt regler, der generelt – på grundlag af objektive kriterier – gælder for alle virksomheder, der falder ind under ordningens anvendelsesområde. Typisk definerer reglerne ikke blot ordningens anvendelsesområde, men også betingelserne for ordningens anvendelse, rettigheder og forpligtelser for de virksomheder, der er omfattet af ordningen, og tekniske aspekter for, at ordningen kan fungere (35).

(70)

EU-domstolene har vurderet, at de progressive afgiftssatser kan anses for at være en del af den almindelige ordning. Som anført af de danske myndigheder (se betragtning (36)), fastslog Domstolen i sine domme vedrørende en polsk afgift i detailsektoren (sag C-562/19 P, Kommissionen mod Polen (36)) og en ungarsk afgift på den omsætning, der er forbundet med reklamer (sag C-596/19 P, Kommissionen mod Ungarn (37)), at de elementer, som udgør afgiften, herunder progressive afgiftssatser, i princippet udgjorde den almindelige ordning eller den normale skatteordning i henhold til analysen af betingelsen om selektivitet. Under disse omstændigheder blev den progressive afgiftssats i den omhandlede skatteforanstaltning anset for at være en del af den almindelige ordning eller den normale skatteordning, og henset hertil skulle det vurderes, om der forelå en selektiv fordel. Domstolen fastslog, at medlemsstaterne ikke er afskåret fra at vælge progressive ordninger, der har til formål at tage hensyn til skattepligtiges bidragsevne, så længe der vælges et neutralt sondringskriterium, der er en relevant indikator for de afgiftspligtige personers bidragsevne, og at dette kan gælde for både overskud og omsætning (38). Kommissionen vil derfor vurdere, om begrundelserne i disse domme finder tilsvarende anvendelse på den danske spildevandsbetalingsstruktur.

(71)

I Danmark er reglerne for fastsættelse af det årlige variable vandafledningsbidrag fastlagt i §3 i LBK nr. 187 af 19.2.2025 og yderligere gennemført i henhold til §1 og 2 i BEK nr. 1527 af 4.12.2024. I henhold til disse regler skal alle brugere, der er tilsluttet et rensningsanlæg, betale et årligt variabelt vandafledningsbidrag for behandlingen af deres spildevand. Bidraget beregnes på grundlag af den mængde spildevand, der udledes til anlægget. Da anlæggenes omkostningsstruktur er kendetegnet ved en høj andel af faste omkostninger, er det variable vandafledningsbidrag efter trappemodellen degressivt for at tage højde for de faldende gennemsnitlige omkostninger ved spildevandsrensning for yderligere kubikmeter udledt spildevandsmængde. De danske myndigheder har forklaret, at formålet med det variable vandafledningsbidrag er at fastlægge en tilnærmelsesvis (39) kostægte fordeling af spildevandsrensningsomkostningerne for at afholde store brugere fra afkobling fra rensningsanlæg (se betragtning (30)-(32) og (56)).

(72)

Henset til de elementer, der udgør det variable vandafledningsbidrag, som er anført ovenfor, og henset til målet om at fastlægge en mere kostægte fordeling af spildevandsrensningsomkostningerne, finder Kommissionen foreløbig, at den degressive karakter af afgiften baseret på mængden af udledt spildevand er en iboende del af det samlede sæt regler, der fastlægger det variable vandafledningsbidrag. Kommissionen finder derfor foreløbig, at den degressive karakter af afgiften under trappemodellen er en del af referencerammen og ikke en fravigelse af den.

(73)

Af de grunde, der er anført nedenfor, finder Kommissionen foreløbig, at den almindelige ordning ikke er udformet på en åbenbart diskriminerende måde med det formål at omgå statsstøttereglerne.

(74)

For det første er det variable vandafledningsbidrag en afgift, der er baseret på kubikmeter vandforbrug, hvilket udgør et neutralt, objektivt og sporbart grundlag, der sikrer, at alle brugere, der er tilsluttet det samme spildevandsanlæg, betaler det samme bidrag for den samme kubikmeter udledte spildevandsmængde, hvilket gør det til en generel ordning, der gælder for alle brugere. Desuden beregnes bidragene på lige og gennemsigtige vilkår for alle registrerede brugere, uanset sektor, placering eller størrelse (se betragtning (18)). Beregningsmodellen giver ikke rensningsanlæggene mulighed for at differentiere mellem individuelle brugere eller sektorer, da bidragene skal beregnes på basis af faste, foruddefinerede og objektive kriterier, der hverken retligt eller faktisk er forbundet med de enkelte brugeres særlige karakteristika eller arten af deres aktiviteter.

(75)

For det andet tager trappemodellen – i overensstemmelse med foranstaltningens mål om at sikre en mere kostægte fordeling af det variable vandafledningsbidrag – behørigt hensyn til, at ordningen består af små og store brugere, som påfører ordningen forskellige gennemsnitlige omkostninger pr. m3 spildevand (se betragtning (17)). Denne differentiering bygger på, at jo større input, desto mindre er de variable omkostninger, og forekommer at etablere en bidragsmodel, der tager hensyn til dette.

5.1.3   Konklusion

(76)

Kommissionen er af den opfattelse, at der foreligger alvorlige vanskeligheder ved at afgøre, om indførelsen af trappemodellen indebærer en selektiv fordel for brugere, der henhører under trin 2 og 3 i denne model.

5.2   Forenelighed

(77)

Da Kommissionen har særdeles vanskeligt ved at afgøre, om den pågældende foranstaltning udgør statsstøtte, og da klassificeringen af en foranstaltning som statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, er en forudsætning for eventuel anvendelse af en undtagelse efter artikel 107, stk. 2, i TEUF, eller artikel 107, stk. 3, i TEUF (40), er det på nuværende tidspunkt ikke nødvendigt at vurdere, om foranstaltningen er forenelig med det indre marked. I betragtning af at en sådan vurdering imidlertid vil være nødvendig, hvis foranstaltningen udgør statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF, opfordrer Kommissionen allerede nu Kongeriget Danmark til at fremsætte sine synspunkter om eventuelle retlige rammer for at påvise, at støtten er forenelig med det indre marked.

6.   KONKLUSION

I lyset af ovenstående anmoder Kommissionen, efter proceduren i artikel 108, stk. 2, i TEUF, Kongeriget Danmark om at fremsætte sine bemærkninger og fremlægge alle de oplysninger, der kunne være nyttige for vurderingen af foranstaltningen, senest en måned efter modtagelsen af dette brev.

Kommissionen minder Kongeriget Danmark om, at artikel 108, stk. 3, i TEUF har opsættende virkning, og henviser til artikel 16 i Rådets forordning (EF) nr. 2015/1589, hvori det er fastsat, at ulovligt udbetalt støtte kan tilbagesøges hos støttemodtageren.

Kommissionen gør Kongeriget Danmark opmærksom på, at den informerer interesserede parter ved at offentliggøre dette brev samt et resumé af det i Den Europæiske Unions Tidende. Den vil også underrette interesserede parter i de EFTA-lande, der har undertegnet EØS-aftalen, ved at indrykke en meddelelse i EØS-tillægget til EU-Tidende, og underrette EFTA-Tilsynsmyndigheden ved at fremsende en kopi af dette brev. Alle interesserede parter vil blive opfordret til at fremsætte deres bemærkninger senest en måned efter offentliggørelsen.

---

(1)  Se: Lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., (lov nr. 902 af 4.7.2013), https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2013/902.

(2)  Se Kommissionens afgørelse af 19. april 2018 i statsstøttesag SA.37433 (2017/FC) – Danmark – Påstået statsstøtte i form af nedslag i spildevandsafgifter, betragtning 1-4.

(3)  Rettens kendelse af 1. december 2020, Danske Slagtermestre mod Kommissionen, sag T-486/18, EU:T:2020:576.

(4)  Rettens dom af 30. juni 2022, Danske Slagtermestre mod Kommissionen, sag C-99/21 P, EU:C:2022:510.

(5)  Rettens dom af 10. april 2024, Danske Slagtermestre mod Kommissionen, sag T-486/18 RENV, EU:T:2024:217.

(6)  Kommissionens meddelelse om begrebet statsstøtte, jf. artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT C 262/01 af 19.7.2016).

(7)  Se: Bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., (LBK nr. 187 af 19.2.2025), https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/187.

(8)  Derudover kan der være et fast årligt bidrag, som betales efter antal tilslutningspunkter og uanset mængden af udledt spildevand, men i praksis er det uden betydning.

(9)  Se: Bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., (LBK nr. 633 of 7.6.2010), https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2010/633.

(10)  Se: Lov om ændring af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., (lov nr. 902 af 4.7.2013), https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2013/902.

(11)  Se: Bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., (LBK nr. 1775 af 2.9.2021), https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/1775.

(12)  Se: Bekendtgørelse om fastsættelse af den variable del af vandafledningsbidraget m.v., (BEK nr. 1327 af 10.12.2014), https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/1327.

(13)  Se: Bekendtgørelse om fastsættelse af variabelt vandafledningsbidrag, og om pristalskorrektion af tilslutningsbidrag og fast vandafledningsbidrag, (BEK nr. 1527 af 4.12.2024), https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2024/1527.

(14)  Klagerens oplysninger var baseret på følgende svar fra Miljøministeriet på et spørgsmål fra Folketingets Miljøudvalg: ”For små, mellemstore og store slagterier, som ligger i en kommune, hvor spildevandsbetalingen i dag ligger på niveau med det estimerede landsgennemsnit, og hvor de store vandforbrugere aftager over 10 pct, vil den økonomiske effekt af trappemodellen for et lille slagteri med et vandforbrug på 2 000 m3 være, at spildevandsprisen pr. slagtesvin bliver reduceret med ca. 3 %, efter trappemodellen er fuldt indfaset.” For et mellemstort slagteri med et vandforbrug på 17 000 m3 vil spildevandsprisen pr. slagtesvin blive reduceret med ca. 10 pct, mens den for et stort slagteri med et forbrug på 450 000 m3 reduceres med ca. 55 pct"

(15)  Spildevandsudvalget – Analyse af forskellige modeller til ændring af spildevandsbetalingsreglerne (2011), Miljøministeriet – Naturstyrelsen.

(16)  De danske kommuner har fortsat ret til at give afslag på anmodninger om afkobling, hvis en række forudsætninger ikke er opfyldt. En af disse forudsætninger er, at der ikke sker en væsentlig forringelse af anlæggets samlede økonomi som følge af afkoblingen, eller at anlægget fortsat kan fungere teknisk forsvarligt.

(17)  Domstolens dom af 16. marts 2021, Polen mod Kommissionen, sag C-562/19 P, EU:C:2021:201.

(18)  Domstolens dom af 16. marts 2021, Ungarn mod Kommissionen, sag C-596/19 P, EU:C:2021:202.

(19)  F.eks. dom af 16. juli 2014, Grækenland mod Kommissionen, T-52/12, EU:T:2014:677, præmis 51, dom af 25. marts 2015, Belgien mod Kommissionen, T-538/11, EU:T:2015:188, præmis 72, dom af 30. juni 2016, Belgien mod Kommissionen, C-270/15 P, EU:C:2016:489, præmis 34.

(20)  F.eks. dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, C-280/00, EU:C:2003:415, præmis 84.

(21)  Dom af 27. januar 1998, Ladbroke Racing mod Kommissionen, T-67/94, EU:T:1998:7, præmis 78.

(22)  Rettens dom af 10. april 2024, Danske Slagtermestre mod Kommissionen, sag T-486/18 RENV, EU:T:2024:217, præmis 75-79.

(23)  Rettens dom af 10. april 2024, Danske Slagtermestre mod Kommissionen, sag T-486/18 RENV, præmis 92-93.

(24)   ”Kvalificeringen af en sådan fordel skal principielt ske i henhold til princippet om den private aktør, medmindre der ikke er nogen mulighed for at sammenligne den pågældende statslige adfærd i et givet tilfælde med den private aktørs adfærd, fordi denne adfærd er uløseligt forbundet med eksistensen af en infrastruktur, som ingen privat aktør nogensinde kunne have opbygget, eller staten handlede i sin egenskab af offentlig myndighed, idet det dog præciseres, at den blotte iværksættelse af offentlige myndigheders prærogativer – såsom anvendelsen af virkemidler af lovgivningsmæssig eller skatte- og afgiftsmæssig art – ikke i sig selv, lige så lidt som forfølgelsen af offentlige politiske mål, medfører, at dette princip ikke finder anvendelse (...).”

(25)  Det skal dog bemærkes, at hvis en stor bruger renser sit eget spildevand, så er det naturligvis ikke det samme, som at en privat aktør kopierer en spildevandsrensningsinfrastruktur, der ville være et alternativ til de danske spildevandsrensningsanlægs infrastruktur.

(26)  Desuden fremgår det af Kommissionens infrastrukturelle analytiske koordinatsystem for vandinfrastruktur: ”Conversely, the operation of water infrastructure, for example by a local authority's in-house operator or a third party provider, constitutes in many instances an economic activity to which the State aid rules may apply. For instance, the provision of water services (e.g. for drinking/waste water) against payment of a price is typically an economic activity”.

(27)  Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, forenede sager 67, 68 og 70/85, EU:C:1988:38.

(28)  Se sag C-66/02, Italien mod Kommissionen, EU:C:2005:768, præmis 94.

(29)  Se f.eks. sag C-143/99 Adria-Wien Pipeline og Wietersdorfer & Peggauer Zementwerke, EU:C:2001:598, præmis 41, sag C-308/01, GIL Insurance m.fl., EU:C:2004:252, præmis 68, og sag C-172/03, Heiser, EU:C:2005:130, præmis 40.

(30)  Som Retten anerkendte i sag T-778/16, Apple mod Kommissionen, præmis 134-138, medfører anvendelsen af tretrinstesten, at undersøgelsen af fordelen og undersøgelsen af selektivitet er sammenfaldende, for så vidt det ifølge disse to kriterier skal godtgøres, at den anfægtede foranstaltning fører til en nedsættelse af det beløb, som den, der begunstiges af foranstaltningen, normalt skulle betale i medfør af den almindelige ordning, der således finder anvendelse på andre brugere, der befinder sig i samme situation.

(31)  Rettens dom af 12. marts 2025, PGI Spanien mod Kommissionen, i sag T-596/22, Domstolens dom af 20. december 2017, Comunidad Autónoma de Galicia og Redes de Telecomunicación Galegas Retegal, SA (Retegal) mod Europa-Kommissionen, i sag C-70/16 P, Domstolens dom af 21. december 2016, Europa-Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, i sag C-524/14.

(32)  I denne forbindelse henvises også til præmis 81 i Domstolens dom af 7. marts 2024, Autorità di Regolazione per Energia Reti e Ambiente mod Fallimento Esperia SpA, sag C-558/22.

(33)  Se f.eks. sag 173/73, Italien mod Kommissionen, EU:C:1974:71, og punkt 13 ff. i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne (EFT C 384 af 10.12.1998, s. 3).

(34)  Se f.eks. dom af 15. november 2011, Kommissionen og Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, i forenede sager C-106/09 P og C-107/09 P, EU:C:2011:732, dom af 16. marts 2021, Kommissionen mod Ungarn, sag C-596/19, EU:C:2021:202, præmis 49.

(35)  Punkt 132 i meddelelsen om begrebet statsstøtte og den deri nævnte retspraksis.

(36)  Domstolens dom af 16. marts 2021, Polen mod Kommissionen, sag C-562/19 P, EU:C:2021:201.

(37)  Domstolens dom af 16. marts 2021, Ungarn mod Kommissionen, sag C-596/19 P, EU:C:2021:202.

(38)  Domstolens dom af 16. marts 2021, Polen mod Kommissionen, sag C-562/19 P, EU:C:2021:201, præmis 41.

(39)  Det variable vandafledningsbidrag er ikke fuldstændig kostægte for de enkelte brugere, da princippet om geografisk solidaritet også finder anvendelse. Dette princip indebærer, at det variable vandafledningsbidrag, der opkræves af et anlæg, er det samme for brugere, der udleder den samme mængde spildevand, uanset andre faktorer, der fastsætter de faktiske omkostninger ved håndtering af en enkelt brugers spildevand (f.eks. om brugeren befinder sig tæt på eller langt fra anlægget).

(40)  Domstolens dom af 13. juni 2024, Kommissionen mod Kongeriget Nederlandene, sag C-40/23 P, EU:C:2024:492, præmis 37.