Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D2433

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2022/2433 af 12. december 2022 om gennemførelse af afgørelse 2011/235/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Iran

ST/15251/2022/INIT

EUT L 318I af 12.12.2022, p. 36–44 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2022/2433/oj

12.12.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

LI 318/36


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (FUSP) 2022/2433

af 12. december 2022

om gennemførelse af afgørelse 2011/235/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Iran

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 2,

under henvisning til Rådets afgørelse 2011/235/FUSP af 12. april 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Iran (1), særlig artikel 3, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 12. april 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/235/FUSP.

(2)

Den 25. september 2022 udsendte Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en erklæring på Unionens vegne, hvori han beklagede de iranske sikkerhedsstyrkers udbredte og uforholdsmæssige magtanvendelse over for ikkevoldelige demonstranter og påpegede, at den havde resulteret i tab af menneskeliv samt et stort antal kvæstelser. Erklæringen præciserede også, at de ansvarlige for drabet på Mahsa Amini skal drages til ansvar, og opfordrede de iranske myndigheder til at sikre gennemsigtige og troværdige undersøgelser for at klarlægge antallet af dræbte og anholdte, at løslade alle ikkevoldelige demonstranter og at sørge for en retfærdig rettergang for alle tilbageholdte. Desuden understregede erklæringen, at Irans beslutning om kraftigt at begrænse internetadgangen og blokere instant messaging-platforme udgør en åbenlys krænkelse af ytringsfriheden. Endelig blev det i erklæringen anført, at Unionen vil overveje alle de muligheder, den har til rådighed som reaktion på drabet på Mahsa Amini og den måde, hvorpå de iranske sikkerhedsstyrker har håndteret de efterfølgende demonstrationer.

(3)

I denne forbindelse og i overensstemmelse med Unionens tilsagn om at behandle alle spørgsmål, der giver anledning til bekymring vedrørende Iran, herunder menneskerettighedssituationen, bør 20 personer og en enhed opføres på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilaget til afgørelse 2011/235/FUSP.

(4)

Afgørelse 2011/235/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilaget til afgørelse 2011/235/FUSP ændres som anført i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. december 2022.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)   EUT L 100 af 14.4.2011, s. 51.


BILAG

Følgende personer og enhed føjes til listen over personer og enheder i bilaget til afgørelse 2011/235/FUSP:

 

Personer

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Opført på listen den

»136.

JEBELLI Peyman

پیمان جبلی

Fødselsdato: 25.1.1967

Fødested: Teheran, Iran

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Stilling: Direktør for Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB)

Peyman Jebelli er direktør for Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB), der er berygtet for at være talerør for regimet.

IRIB begrænser kraftigt den frie informationsstrøm og afskærer det iranske folk fra den. Desuden deltager IRIB aktivt i tilrettelæggelse og transmission af tvungne »tilståelser« fra regimekritikere fremtvunget gennem intimidering og grov vold. Disse »tilståelser« sendes ofte efter offentlige protester eller inden en henrettelse som et middel til at dæmpe offentlighedens reaktion. Peyman Jebelli er som direktør for IRIB ansvarlig for IRIB's handlinger og nyhedsindhold.

12.12.2022

 

 

 

Mens flere højtprofilerede ansatte på statslig radio og TV for nylig har opsagt deres stilling og taget afstand fra det iranske regimes voldelige reaktion på protesterne i 2022, fortsætter Jebelli i sin stilling. Hans udnævnelse som direktør for Irans vigtigste officielle nyhedskilde blev godkendt af den øverste leder, Ali Khamenei, og antyder en nær ideologisk tilknytning til regimet.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

 

137.

REZVANI Ali

رضوانی علی

Fødselsdato: 1984

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Stilling: Journalist for Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB) og nyhedsvært vedrørende politiske forhold og sikkerhedsforhold

Ali Rezvani er journalist for Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB) og nyhedsvært på IRIB's nyhedsudsendelse kl. 20.30 hver aften.

IRIB er et statskontrolleret iransk medieforetagende, som har til opgave at udbrede regeringsoplysninger. IRIB's nyhedsudsendelse hver aften kl. 20.30 sendes på Channel 2 og er landets førende nyhedsprogram og betragtes som IRIB's primære platform til at gennemføre de dagsordener, som sikkerhedsstyrkerne, herunder efterretningsministeriet (MOIS) og Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC), har. Der er dokumenterede tilfælde af, at nyhederne kl. 20.30 viser tvungne tilståelser.

12.12.2022

 

 

 

Ali Rezvani deltager i sin egenskab af IRIB-journalist i afhøringer, der fører til tvungne tilståelser, og er dermed direkte medvirkende til og med til at fremme alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Rezvani fremmer i sin egenskab af nyhedsvært for nyhederne kl. 20.30 de iranske sikkerhedsstyrkers dagsorden, som accepterer alvorlige krænkelser af menneskerettighederne såsom tortur, vilkårlige anholdelser og tilbageholdelse. Rezvani udbreder også propaganda mod kritikerne for at intimidere dem og retfærdiggøre og tilskynde til mishandling af dem og dermed krænke deres ret til ytringsfrihed.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

 

138.

ZABIHPOUR Ameneh Sadat

ذبیح پور آمنه سادات

Fødselsdato: 7.8.1984

Fødested: Iran

Nationalitet: iransk

Køn: kvinde

Stilling: Journalist for Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB) og chef for den udenlandske persisksprogede mediekoncern i IRIB

Pasnr.: 09324611

Ameneh Sadat Zabihpour er chef for den udenlandske persisksprogede mediekoncern i IRIB, som er berygtet for at være talerør for regimet.

IRIB begrænser kraftigt den frie informationsstrøm og afskærer det iranske folk fra den. Desuden deltager IRIB aktivt i tilrettelæggelse og transmission af tvungne »tilståelser« fra regimekritikere fremtvunget gennem intimidering og grov vold. Disse »tilståelser« sendes ofte efter offentlige protester eller inden en henrettelse som et middel til at dæmpe offentlighedens reaktion.

Mens flere højtprofilerede ansatte på statslig radio og TV for nylig har opsagt deres stilling og taget afstand fra det iranske regimes voldelige reaktion på protesterne i 2022, fortsætter Ameneh Zabihpour i sin stilling. Hun har afhørt regimekritikere og produceret videoer af tvungne tilståelser.

Hun er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

139.

KHATAMI Seyyed Ahmad

خاتمی سید احمد

Fødselsdato: 8.5.1960

Fødested: Semnan, Iran

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Stilling: Imam under fredagsbøn, medlem af lederskabets ekspertråd

Seyyed Ahmad Khatami er en radikal præst og en indflydelsesrig imam under fredagsbønnen i Teheran. Khatami er også medlem af lederskabets ekspertråd, en iransk enhed, der selv er involveret i krænkelser af menneskerettighederne, idet den forsømmer at opretholde de forfatningsmæssige bestemmelser.

Som præst med tætte forbindelser til de statslige myndigheder og med et stort publikum udnytter han sin position til verbalt at angribe og opildne til vold mod demonstranter. Ikke blot forsvarer han Irans sikkerhedsstyrkers undertrykkende handlinger, men han har også ved flere lejligheder indtrængende opfordret til en endnu hårdere behandling af demonstranterne, herunder dødsstraffen.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

140.

MIRAHMADI Seyyed Majid

مجید سید میراحمدی

Fødested: Iran

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: Irans viceindenrigsminister

Brigadegeneral Seyyed Majid Mirahmadi er Irans viceindenrigsminister og har ansvaret for at føre tilsyn med Irans sikkerheds- og politistyrker — aktører, som er medvirkende til alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

Irans sikkerheds- og politistyrker slår voldeligt ned på demonstrationer, skyder direkte mod fredelige demonstranter og foretager vilkårlige anholdelser af personer, hvor de helt ser bort fra disses menneskerettigheder.

Seyyed Mirahmadi omtaler i sine erklæringer demonstrationerne som optøjer, der skal bringes til ophør, og kriminaliserer og truer deltagerne i de fredelige demonstrationer. Han benægter også personligt de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som er begået af styrker under hans myndighed — f.eks. ved at hævde, at den 16-årige demonstrant, Nika Shakrami, begik selvmord. Ifølge rapporter er det meget sandsynligt, at hun blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

141.

MOUSAVI Sayyed Abdolrahim

موسوی سید عبدالرحیم

Fødselsdato: 1959/1960

Fødested: Qom, Iran

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: generalmajor

Stilling: øverstkommanderende i den iranske hær

Generalmajor Sayyed Abdolrahim Mousavi er øverstkommanderende i Irans hær. I denne egenskab bærer han ansvaret for den iranske hærs deltagelse i regimets voldelige reaktion på demonstrationerne i 2022.

Mousavi har ved flere lejligheder beskrevet demonstrationerne i Iran som optøjer, der er tilrettelagt og planlagt af Irans fjender, og derved kategoriseret demonstrationerne som en national sikkerhedstrussel. Han har anvendt et truende sprog over for deltagerne i protestbevægelsen. Han har også hyldet de iranske sikkerhedsstyrkers voldelige reaktion mod demonstranterne, idet han beskrev den som en effektiv måde til at neutralisere Irans fjender.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

142.

BORMAHANI Mohsen

محسن برمهانی

Fødselsdato: 24.5.1979

Fødested: Neishabur, Iran

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Pasnr.: A54062245 (Iran), udløber den 12.7.2026

Nationalt ID-nr.: 1063893488 (Iran)

Stilling: vicedirektør for Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB)

Mohsen Boormahani er vicedirektør for Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB), der fungerer som talerør for regimet.

I denne stilling har Bormahani ansvar for IRIB-indhold. IRIB begrænser kraftigt den frie informationsstrøm og afskærer det iranske folk fra den. Desuden deltager IRIB aktivt i tilrettelæggelse og transmission af tvungne »tilståelser« fra regimekritikere opnået gennem intimidering og grov vold. Disse »tilståelser« sendes ofte efter offentlige demonstrationer eller inden henrettelser som et middel til at dæmpe offentlighedens reaktion.

Mens flere højtprofilerede ansatte på statslig radio og TV er fratrådt i den seneste tid og har taget afstand fra det iranske regimes voldelige reaktion på demonstrationerne i 2022, fortsætter Bormahani sine handlinger i sin stilling som vicedirektør og har i nylige erklæringer forsvaret regimet.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

143.

JOKAR Morteza

جوکار مرتضا

(alias JOWKAR Morteza)

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: oberst

Stilling: vicechef for Irans retshåndhævende styrker i provinsen Sistan og Baluchestan

Oberst Morteza Jokar er vicechef for Irans retshåndhævende styrker i provinsen Sistan og Baluchestan.

I denne stilling er han ansvarlig for at lede den voldelige undertrykkelse af civile demonstranter i provinsen Sistan og Baluchestan efter Mahsa Aminis død i september 2022. Styrker under hans kommando er ansvarlige for at have skudt med skarpt mod demonstranter under massakren den 30. september 2022 i Zahedan og massakren den 4. november 2022 i Khash, hvor snesevis af mennesker blev dræbt eller såret. Anden voldelig undertrykkelse af demonstrationer i andre provinsbyer (Saravan, Chabahar, Iranshahr, Rask, Sarbaz m.fl.) fandt også sted under hans ledelse i efteråret 2022.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

144.

SOURI Majid

سوری مجید

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: oberst

Stilling: næstkommanderende for Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i Lorestanprovinsen

Oberst Majid Souri er næstkommanderende for Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i Lorestanprovinsen.

Han er ansvarlig for sikkerhedsstyrkernes voldelige undertrykkelse af demonstrationer i 2022, navnlig i byen Khorramabad, hvor folk mødtes for at sørge over, at Nika Shakrami, en iransk teenager, som forsvandt kort efter Mahsa Aminis død, var død.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

145.

KARIMI Mohsen

کریمی محصن

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i Markaziprovinsen

Brigadegeneral Mohsen Karimi er øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i Markaziprovinsen.

Han er ansvarlig for sikkerhedsstyrkernes voldelige undertrykkelse af demonstrationer i 2022, som også førte til 19-årige Mehrshad Shahidis død i et IRGC-tilbageholdelsescenter i Arak.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

146.

HEYDARNIA Alireza

حیدرنیا علیرضا

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i Alborzprovinsen.

Brigadegeneral Alireza Heydarnia er øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i Alborzprovinsen.

IRGC er ansvarlig for den voldelige undertrykkelse af demonstranter, navnlig i byen Karaj i Alborz i 2022. I denne by slog sikkerhedsstyrkerne hårdt ned på demonstranter under et stormøde til ære for dødsofrene under demonstrationerne 40 dage tidligere. Den 17. oktober 2022 bortførte sikkerhedsstyrker i Karaj en ung, tyveårig kvinde, Armita Abbasi, fra hospitalet og voldtog hende gentagne gange.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

147.

GARSHASBI Amanollah

گرشاسبی امانالله

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: næstkommanderende for Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i provinsen Sistan og Baluchestan

Brigadegeneral Amanollah Garshasbi er næstkommanderende for Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i provinsen Sistan og Baluchestan. Salaman-provinskorpset står under hans kommando.

Provinsen Sistan og Baluchestan har oplevet noget af den mest voldelige undertrykkelse fra de iranske sikkerhedsstyrkers, herunder IRGC's, side under demonstrationerne i 2022. Den 30. september 2022 oplevede provinshovedstaden Zahedan en »blodig fredag«, da sikkerhedsstyrker åbnede ild mod en demonstration, der opstod i Zahedan forbindelse med fredagsbønnen. Det anslås, at mindst 70 demonstranter blev skudt og dræbt. Siden da er volden mod demonstrationsdeltagere fortsat.

Amanollah Garshasbi er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

148.

REYHANI Bahman

بهمن ریحانی

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: næstkommanderende for Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i det vestlige Iran med ansvar for Kermanshahprovinsen

Brigadegeneral Bahman Reyhani er næstkommanderende for Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) i det vestlige Iran med ansvar for Kermanshahprovinsen. Hazrat Nabi Akram-provinskorpset står under hans kommando.

Kermanshahprovinsen har oplevet voldelig undertrykkelse fra iranske sikkerhedsstyrkers, herunder IRGC's, side under demonstrationerne i 2022. Bahman Reyhanier er blandt de ansvarlige for IRGC's vold mod demonstranter i Kermanshahprovinsen.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

149.

SHAHSAVARI Habib

شهسواری حبیب

Fødselsdato: 1963/1964

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) »Shohada«-provinskorps i provinsen West Azerbaijan

Habib Shahsavari er øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) »Shohada«-landtroppekorps i provinsen West Azerbaijan.

IRGC-tropperne under hans kommando udførte operationer mod demonstranter i Irans kurdiske regioner. Navnlig blev der fra den 15. november 2022 udført sådanne operationer mod demonstranter i byerne Piranshahr, Mahabad og Bukan i West Azerbaijan. IRGC-troppernes magtanvendelse under disse operationer var uforholdsmæssig. Ifølge NGO-estimater dræbte IRGC-operationerne i byerne Mahabad og Bukan henholdsvis 4 og 12 mennesker.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

150.

ABDOLLAHPOUR Mohammad

عبدللاهپور محمد

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) »Quds«-provinskorps i Gilanprovinsen

Brigadegeneral Mohammad Abdollahpour er øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) »Quds«-provinskorps i Gilanprovinsen.

Gilanprovinsen har oplevet voldelig undertrykkelse fra iranske sikkerhedsstyrkers side, herunder IRGC's styrker under Abdollahpours kommando, under demonstrationerne i 2022.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

151.

MOSLEMI Siavash

مسلمی سیاوش

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) »Karbala«-provinskorps i Mazandaranprovinsen

Brigadegeneral Siavash Moslemi har været øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) »Karbala«-provinskorps i Mazandaranprovinsen siden juni 2020.

I 2022 udførte IRGC-tropper under hans kommando operationer mod demonstranter med uforholdsmæssig magtanvendelse. Som øverstbefalende for de indsatte tropper er Moslemi blandt de ansvarlige for vold mod demonstranter.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

152.

ZULQADR Ahmad

ذوالقدر احمد

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) »Seyyed al-Shohada«-provinskorps i Teheranprovinsen

Brigadegeneral Ahmad Zulqadr har været øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) »Seyyed al-Shohadaa«-provinskorps i Teheranprovinsen siden november 2020. Han er også næstkommanderende for IRGC-korpset i Teheran by.

Ifølge medieforlydender blev Ahmad Zulqadr valgt til posten navnlig på grund af sin ekspertise i undertrykkelse af demonstrationer. I 2022 har undertrykkelsen af demonstranter i Teheran været særligt voldelig.

Som øverstbefalende for IRGC-tropper, der deltager i ovennævnte vold mod demonstranter, er han derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

153.

KASHKOULI Morteza

کشکولی مرتضی

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) »Hazrat Abulfazl«-provinskorps i Lorestanprovinsen

Brigadegeneral Morteza Kashkouli er øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) »Hazrat Abulfazl«-provinskorps i Lorestanprovinsen.

I 2022 udførte IRGC-tropper under hans kommando operationer mod demonstranter i Irans kurdiske regioner. Navnlig blev der udført operationer i byen Khorramabad i Lorestan. IRGC-troppernes magtanvendelse under disse operationer var uforholdsmæssig, idet de skød med skarpt mod demonstranterne.

Som øverstbefalende for disse IRGC-tropper er Kashkouli blandt de ansvarlige for ovennævnte vold. Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

154.

BAYAT Isa

بیات عیسی

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: oberst

Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) 364. brigade (Shahid Nasirzadeh) i Mahabad i provinsen West Azerbaijan

Oberst Isa Bayat har været øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes 364. brigade (Shahid Nasirzadeh) i Mahabad i provinsen West Azerbaijan siden juni 2022.

I 2022 udførte IRGC-tropperne under hans kommando militære operationer mod demonstranter i Irans kurdiske regioner. Navnlig blev der fra den 15. november 2022 udført sådanne operationer mod demonstranter i byerne Mahabad med uforholdsmæssig magtanvendelse og drab på fire personer til følge.

Som øverstbefalende for en IRGC-enhed, der udførte de nævnte operationer, er Isa Bayat derfor ansvarlig for vold mod demonstranter. Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022

155.

ASANLOO Mohammad Taghi

آصانلو محمد تقی

Fødested: Zanjanprovinsen, Iran

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Rang: brigadegeneral

Stilling: øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) regionale »Hamzeh Seyed Al-Shohada«-hovedkvarter i det nordvestlige Iran

Brigadegeneral Mohammad Taghi Asanloo er øverstbefalende for Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC's) regionale »Hamzeh Seyed Al-Shohada«-hovedkvarter i det nordvestlige Iran med ansvar for provinserne Kordestan og West Azerbaijan.

»Hamzeh Seyed Al-Shohada«-hovedkvarteret har den særlige opgave at standse uroligheder i de kurdiske regioner i det nordvestlige Iran. I 2022 under Mohammad Asanloos kommando udførte IRGC-tropper i dette område militære operationer mod demonstranter i Irans kurdiske regioner. Navnlig udførte IRGC-tropper under Asanloos kommando fra den 15. november 2022 sådanne operationer mod demonstranter i byerne Piranshahr, Mahabad og Bukan.

IRGC's magtanvendelse under disse operationer var uforholdsmæssig. Ifølge NGO-estimater har IRGC-operationer mod demonstranter i de kurdiske regioner ført til drab på 42 mennesker siden den 15. november 2022.

Som øverstbefalende for IRGC-tropper i regionen er Asanloo derfor ansvarlig for vold mod demonstranter, som hans tropper har udøvet. Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022«

 

Enheder

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Opført på listen den

»12.

Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB)

سازمان صدا و سيمای جمهوری اسلامی ايران

Adresse: Jamejam Street, Valiasr Avenue, 19395-3333 Teheran, Iran

Type enhed: statsejet radio- og tv-selskab

Andre tilknyttede enheder: Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC)

Islamic Republic of Iran Broadcasting (IRIB) er et statsejet radio- og tv-selskab, som er berygtet for at være talerør for regimet.

IRIB er ansvarlig for at producere og transmittere de tvungne tilståelser fra tilbageholdte, herunder journalister, politiske aktivister samt personer tilhørende det kurdiske og det arabiske mindretal, hvorved den internationalt anerkendte ret til en retfærdig rettergang krænkes.

IRIB er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran.

12.12.2022«


Top