1

Austrian Airlines Group (herefter »Austrian Airlines«) består af tre virksomheder: Austrian Airlines Österreichische Luftverkehrs AG, et netorienteret luftfartsselskab etableret i 1957, Tiroler Luftfahrt GesmbH, et regionalt datterselskab etableret i 1978, samt Lauda Air Luftfahrt GmbH, et charterselskab etableret i 1979. Austrian Airlines har hjemsted i Wien (Østrig) og driver luftfart med trafikknudepunkter i Wiens internationale lufthavn og i Innsbruck (Østrig) lufthavn. Austrian Airlines er medlem af Star Alliance. Republikken Østrig ejede via et statsligt holdingselskab, Österreichische Industrieholding AG (herefter »ÖIAG«), 41,56% af kapitalandelene i Austrian Airlines og var hermed den største aktionær i Austrian Airlines.

2

Sagsøgeren Niki Luftfahrt GmbH er et østrigsk selskab med hjemsted i Wien, som driver luftfartvirksomhed, der er kendt under navnet »Flyniki« eller »Niki«. Selskabet opererer i Wien, Linz (Østrig), Salzburg (Østrig), Graz (Østrig) og Innsbruck, hvorfra det bl.a. udbyder flyvninger til destinationer i hele Europa og Nordafrika. Sagsøgeren var på tidspunktet for indgivelsen af søgsmålet ejet med 76% af Privatstiftung Lauda (den private Lauda-fond) og med 24% af det næststørste tyske luftfartselskab, Air Berlin.

3

Austrian Airlines har i adskillige år haft betydelige økonomiske vanskeligheder. Henset til disse vanskeligheder udstedte den østrigske forbundsregering den 12. august 2008 et privatiseringsmandat, som gav ÖIAG bemyndigelse til at sælge alle dets kapitalandele i Austrian Airlines. Mandatet blev den 29. oktober 2008 forlænget indtil den 31. december 2008.

4

ÖIAG offentliggjorde den 13. august 2008 bekendtgørelser i den østrigske og den internationale presse, hvori det opfordrede potentielle investorer til at tilkendegive deres interesse i at overtage ÖIAG’s kapitalandele i Austrian Airlines. De interesserede kunne indgive deres interessetilkendegivelse indtil den 24. august 2008. I alt 12 investorer tilkendegav deres interesse.

5

Den 28. august 2008 blev de potentielle investorer informeret om, at de senest den 12. september 2008 skulle fremlægge en overtagelsesplan. Planen skulle indeholde oplysninger om tilbudsgiveren, et strategisk koncept for Austrian Airlines’ fremtid, et forslag til transaktionsstrukturen, oplysninger om den planlagte finansiering samt en række supplerende oplysninger vedrørende kontraktens indhold (tilsagn, garantier). Der blev kun indgivet tre overtagelsesplaner af henholdsvis Air France-KLM, Deutsche Lufthansa AG (herefter »Lufthansa«) og det russiske luftfartselskab S7.

6

Den 16. september 2008 blev de tre virksomheder, der havde indgivet en overtagelsesplan, opfordret til at afgive deres endelige tilbud uden angivelse af købsprisen senest den 21. oktober 2008 og deres endelige tilbud med angivelse af købsprisen senest den 24. oktober 2008.

7

Den 21. oktober 2008 fremlagde Lufthansa som eneste tilbudsgiver et tilbud, herunder en kontrakt og et strategisk koncept uden prisangivelse, som det var krævet. Den 24. oktober 2008 afgav Lufthansa et bindende tilbud med angivelse af den pris, som selskabet var parat til at betale for ÖIAG’s kapitalandele i Austrian Airlines.

8

Overtagelsesplanen bestemte følgende:

9

Hvad angår gældsbeviset var det fastsat, at ÖIAG tre år efter handelens afslutning eller senest efter aflæggelsen af regnskaberne for den periode, der udløber den 31. december 2011, ville modtage en yderligere betaling på op til 162000000 EUR.

10

De af Austrian Airlines kapitalandele, der var ejet af ÖIAG, skulle erhverves af Österreichische Luftverkehrs-Holding-GmbH, der var ejet med henholdsvis 49,8% af Österreichische Luftverkehrs-Beteiligungs-GmbH, hvilket sidstnævnte selskab var helejet af Lufthansa, og med 50,2% af Österreichische Luftverkehrs-Privatstiftung, en østrigsk fond, der er oprettet af Österreichische Luftverkehrs-Beteiligungs.

11

Sideløbende med denne transaktion skulle Österreichische Luftverkehrs-Holding GmbH erhverve samtlige øvrige kapitalandele i Austrian Airlines gennem et købstilbud eller en »squeeze out«-operation (tvangsindløsning) med henblik på at sikre sig ejerskabet over samtlige sidstnævntes kapitalandele.

12

Transaktionen blev godkendt af Deutsche Lufthansa AG’s bestyrelse den 3. december 2008 og af ÖIAG’s bestyrelse den 5. december 2008.

13

Den 21. december 2008 gav Republikken Østrig Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber meddelelse om foranstaltningerne vedrørende planen for salg af dens kapitalandel i Austrian Airlines.

14

Sideløbende gav Republikken Østrig den 19. december 2008 Kommissionen meddelelse om sin afgørelse om at indrømme Austrian Airlines en redningsstøtte i en form af en garanti på 100% med henblik på at gøre det muligt for sidstnævnte at få en finansiering i form af et lån på 200 mio EUR.

15

Ved afgørelse af 19. januar 2009 om statsstøtte NN/72, Austrian Airlines – redningsstøtte, godkendte Kommissionen denne redningsstøtte i form af en garanti, som skulle ophøre, når Kommissionen traf endelig afgørelse vedrørende den salgsprocedure eller omstruktureringsplan, som de østrigske myndigheder havde fremlagt.

16

Ved skrivelse af 11. februar 2009 meddelte Kommissionen Republikken Østrig, at den havde besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende statsstøtte efter artikel 88, stk. 2, EF i forhold til de foranstaltninger, som Republikken Østrig havde givet meddelelse om med henblik på at overdrage sin kapitalandel Austrian Airlines.

17

Den 11. marts 2009 fremsendte Republikken Østrig sine bemærkninger til indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure til Kommissionen.

18

Samme dag blev beslutningen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, og de berørte parter blev opfordret til at fremsætte deres bemærkninger (EUT 2009 C 57, s. 8).

19

I denne beslutning præciserede Kommissionen først, at den skulle afgøre, om den pris, som Lufthansa betalte for ÖIAG’s kapitalandel i Austrian Airlines, svarede til markedsprisen. I denne forbindelse udtrykte Kommissionen tvivl med hensyn til åbenheden, gennemsigtigheden og den ubetingede karakter af salget samt med hensyn til gældsbevisets værdi. Kommissionen anførte, at i tilfælde af, at det af Austrian Airlines betalte beløb ikke svarede til markedsprisen, skulle forskellen mellem det betalte beløb og markedsprisen anses for statsstøtte.

20

Kommissionen fandt dernæst, at der skulle foretages en undersøgelse af Republikken Østrigs påstand om, at det af Lufthansa betalte beløb ikke udgjorde statsstøtte, eftersom ethvert andet scenario for ÖIAG ville indebære højere omkostninger.

21

Endelig præciserede Kommissionen, idet Republikken Østrig havde foreslået en omstruktureringsplan for det tilfælde, at Kommissionen skulle finde, at den anmeldte foranstaltning udgjorde statsstøtte, at den skulle efterprøve, om den pågældende plan var forenelig med dens meddelelse af 1. oktober 2004 vedrørende rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (EUT C 244, s. 2) (herefter »rammebestemmelserne fra 2004«) og med dens meddelelse af 10. december 1994 anvendelse af artikel [87 EF] og [88 EF] og EØS-aftalens artikel 61 på statsstøtte i luftfartssektoren (EUT C 350, s. 5) (herefter »retningslinjerne for luftfartssektoren fra 1994«).

22

Kommissionen modtog bemærkninger fra de berørte parter, herunder sagsøgeren, og videresendte dem til Republikken Østrig den 15. april 2009.

23

Republikken Østrig fremsendte sine bemærkninger til de berørte parters kommentarer til Kommissionen den 8. maj 2009.

24

Samme dag modtog Kommissionen anmeldelse af et fusionsprojekt, hvorved Lufthansa skulle erhverve enekontrollen med Austrian Airlines.

25

På anmodning fra Republikken Østrig blev der afholdt møder den 7. og den 18. maj 2009 vedrørende privatiseringen af Austrian Airlines. Til opfølgning af disse møder fremsendtes de supplerende oplysninger, som Kommissionen havde anmodet om, den 22. maj 2009 og den 18. juni 2009.

26

Den 28. august 2009 vedtog Kommissionen beslutning 2010/137/EF Statsstøtte C 6/09 (ex N 663/08) – Østrig Austrian Airlines – Omstruktureringsplan (EUT 2010 L 59, s. 1), hvorved den omstruktureringsstøtte, der blev tildelt af Republikken Østrig, med forbehold af opfyldelsen af visse betingelser blev erklæret forenelig med fællesmarkedet (herefter »den anfægtede beslutning«).

27

Efter at have opfordret Republikken Østrig til i overensstemmelse med artikel 25 i Rådets forordning nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88] (EFT L 83, s. 1) om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EFT L 83, s. 1) som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1791/2006 af 20. november 2006 om tilpasning af visse forordninger, beslutninger og afgørelser vedrørende frie varebevægelser, frie personbevægelser, selskabsret, konkurrencepolitik, landbrug (herunder veterinær- og plantesundhedslovgivning), transportpolitik, fiskale bestemmelser, statistikker, energi, miljø, samarbejde om retlige og indre anliggender, toldunion, eksterne forbindelser, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og institutionerne på grund af Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse (EUT L 363, s. 1) at meddele, hvilke oplysninger der ifølge den skal være omfattet af tavshedspligten, offentliggjorde Kommissionen i overensstemmelse med samme forordnings artikel 26, stk. 3, en ikke-fortrolig udgave af den anfægtede beslutning i Den Europæiske Unions Tidende.

28

Den 28. august 2009 vedtog Kommissionen ligeledes beslutning K(2009) 6690 endelig (sag COMP/M.5440 – Lufthansa/Austrian Airlines) om foreneligheden af en fusion, hvorved Lufthansa erhvervede enekontrol over Austrian Airlines, med fællesmarkedet og EØS-aftalen på betingelse af, at de foreslåede tilsagn opfyldes, og hvoraf et sammendrag er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2010 C 16, s. 11) (herefter »beslutningen om tilladelse til fusionen«).

29

Kommissionen fandt i den anfægtede beslutning, at den købspris, der skulle betales af Lufthansa til ÖIAG for denne sidstnævntes kapitalandele i Austrian Airlines, svarede til en negativ pris, for så vidt som den fulgte af forskellen mellem dels det støttebeløb, der blev betalt til Austrian Airlines, dels beløbet i henhold til gældsbeviset samt beløbet for erhvervelsen af kapitalandelene i ÖIAG. Efter at have undersøgt værdien af ÖIAG’s kapitalandele i Austrian Airlines nåede Kommissionen frem til den konklusion, at den negative pris, der blev foreslået af Lufthansa, svarede til markedsprisen og følgelig ikke kunne anses for en støtte til Lufthansa.

30

Kommissionen anførte imidlertid, at når en virksomhed sælges af staten til en negativ pris, er den omstændighed, at denne pris svarer til markedsprisen, ikke et tilstrækkeligt kriterium til at konstatere, at staten har handlet som en markedsøkonomisk investor, og at der ikke blev ydet statsstøtte. En sådan investor skal nemlig sammenligne den negative markedspris med de omkostninger, der ville opstå i forbindelse med de alternative valgmuligheder. I denne forbindelse fandt Kommissionen, at Austrian Airlines’ insolvens, hvis omkostninger for staten ville være lig nul i det foreliggende tilfælde, havde udgjort en billigere valgmulighed for staten end salget af dets kapitalandele i Austrian Airlines til en negativ pris. Kommissionen fandt følgelig, at det samlede beløb for den negative pris skulle anses for statslige midler indrømmet Austrian Airlines, og at tildelingen af disse midler, der kunne tilregnes staten, til en virksomhed i konkurrence med andre luftfartsselskaber i Fællesskabet, kunne skade samhandelen inden for Fællesskabet og følgelig udgjorde statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

31

Efter at have undersøgt den omhandlede støtte fandt Kommissionen, at denne under forudsætning af, at visse betingelser blev opfyldt, og for så vidt som den omstruktureringsplan, der blev anmeldt til Kommissionen, gennemførtes fuldt ud, udgjorde statsstøtte, som er forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 3, litra c), i EF-traktaten.

32

Den dispositive del af den anfægtede beslutning er affattet således:

»Artikel 1

Den omstruktureringsstøtte, som Østrig har ydet Austrian Airlines, betragtes som forenelig med fællesmarkedet efter […] artikel 87, stk. 3, litra c), [EF] under forudsætning af, at betingelserne i artikel 2 opfyldes, for så vidt den omstruktureringsplan, der er anmeldt til Kommissionen, gennemføres fuldt ud.

Artikel 2

1.   Østrig træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at Austrian Airlines inden udgangen af 2010 nedskærer sin samlede kapacitet inden for udbudte sædekilometer (ASK) med 15% af niveauet i januar 2008. Derefter begrænses Austrian Airlines’ kapacitetsstigning til gennemsnittet af den stigningstakt, der blev fastsat for de luftfartsselskaber, der er medlem af Association of European Airlines. Denne begrænsning forbliver i kraft indtil udgangen af 2015, eller indtil Austrian Airlines opnår et balanceret EBIT (breakeven), såfremt dette er tilfældet tidligere.

2.   Østrig træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at Austrian Airlines senest den 30. september 2009 reducerer sin ejerandel i Schedule Coordination Austria GmbH til 25%, og at hverken Flughafen Wien AG eller en anden part, som kontrolleres af Austrian Airlines eller Flughafen Wien AG, har en majoritet i Schedule Coordination Austria efter denne omstruktureringsproces.

3.   Østrig træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at betingelserne i fusionsbeslutningen i sag COMP/M.5440 – Lufthansa/Austrian Airlines overholdes.

4.   Østrig opsiger bilaterale luftfartsaftaler, som ikke indeholder klausulen om EF-udpegning, eller genforhandler dem i henhold til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 847/2004. Østrig underretter Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet, for at sikre, at sådanne aftaler er forenelige med fællesskabsretten med hensyn til anerkendelsen af EF-udpegningen.

5.   Østrig forelægger senest den 31. december 2009 Kommissionen en rapport om gennemførelsen og forvaltningen af omstruktureringsplanen samt om de foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at Austrian Airlines ejerandel i Schedule Coordination Austria GmbH reduceres. Østrig meddeler senest den 31. april 2010, hvilke foranstaltninger der er truffet for at gennemføre artikel 2, stk. 4. Østrig forelægger Kommissionen årlige rapporter om gennemførelsen af omstruktureringsplanen samt om kapacitetsstigningen hvert år indtil 2015.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Republikken Østrig.«

33

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. december 2009 har sagsøgeren i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF anlagt nærværende sag.

34

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 23. april 2010 har Republikken Østrig anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen. Ved kendelse af 15. juni 2010 har Formanden for Rettens Sjette Afdeling tilladt Republikken Østrig at intervenere.

35

Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 27. april 2010 har Lufthansa og Austrian Airlines anmodet om tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

36

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 7. maj 2010 har ÖIAG anmodet om tilladelse til at måtte intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

37

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 30. august 2010 har Republikken Østrig indleveret sit interventionsindlæg.

38

Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger blev den refererende dommer tilknyttet Syvende Afdeling, som derfor blev tildelt den foreliggende sag den 27. september 2010.

39

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 18. oktober 2010 indgav sagsøgeren sine bemærkninger til Republikken Østrigs interventionsindlæg.

40

Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 11. november 2010 indgav Kommissionen og Republikken Østrig deres bemærkninger til de begæringerne om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og den begæring om bevisoptagelse, som sagsøgeren fremsatte i sine bemærkninger til Republikken Østrigs interventionsindlæg.

41

Ved kendelse af 29. november 2010 gav formanden for Rettens Syvende Afdeling tilladelse til, at Lufthansa, Austrian Airlines og ÖIAG intervenerede i sagen.

42

Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 14. februar 2011 indgav Lufthansa, Austrian Airlines og ÖIAG deres interventionsindlæg.

43

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 13. maj 2011 indgav sagsøgeren sine bemærkninger til Lufthansas, Austrian Airlines’ og ÖIAG’s interventionsindlæg.

44

Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger blev den refererende dommer tilknyttet Første Afdeling, som derfor blev tildelt den foreliggende sag den 16. maj 2012.

45

Ved en kendelse af 10. juli 2012 vedrørende foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse om fremlæggelse af dokumenter pålagde Retten efter at have konstateret for det første, at Kommissionen anfægtede, at visse argumenter fra sagsøgeren kunne antages til realitetsbehandling, idet de hvilede på udførlige oplysninger, der ikke figurerede i den ikke-fortrolige udgave af den anfægtede beslutning, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, for det andet, at sagsøgeren som bilag til sin stævning havde vedlagt den ikke-fortrolige udgave af den anfægtede beslutning, og for det tredje, at de oplysninger, der var fjernet fra den ikke-fortrolige udgave af den anfægtede beslutning, var nødvendige for en rigtig forståelse af beslutningen og følgelig ligeledes nødvendige for at træffe afgørelse i tvisten i henhold til artikel 65, litra b), artikel 66, stk. 1, og artikel 67, stk. 3, andet afsnit, i Rettens procesreglement, Kommissionen at fremlægge den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning, som den var blevet meddelt dens adressat Republikken Østrig. Det blev præciseret i kendelsen, at den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning ikke blev meddelt sagsøgeren eller andre parter i sagen med undtagelse af Republikken Østrig, som allerede var adressat for beslutningen, på dette stadium af proceduren. Kommissionen efterkom denne anmodning den 25. juli 2012.

46

Den 11. juli 2012 opfordrede Retten i henhold til procesreglementets artikel 64 sagsøgeren til at præcisere, om denne havde haft adgang til den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning som meddelt Republikken Østrig. Sagsøgeren svarede bekræftende på dette spørgsmål den 26. juli 2012.

47

Den 18. februar 2013 fremsatte Retten flere anmodninger til parterne som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64, stk. 3, litra b) og c).

48

Retten opfordrede først efter at have konstateret, at de udførlige oplysninger, der var indeholdt i stævningen, og som ikke figurerede i den udgave af den anfægtede beslutning, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, var indeholdt i den fuldstændige udgave af beslutningen, og at sagsøgeren havde bekræftet at have fået kendskab til den anfægtede beslutning til forberedelse af sit søgsmål, Kommissionen til at uddybe sit forsvar og at udtale sig om samtlige de anbringender, klagepunkter og argumenter, som blev gjort gældende i den pågældende stævning, og som den endnu ikke havde taget stilling til, eftersom den hermed ville tilsidesætte den forpligtelse til ikke at give oplysninger om tjenestehemmeligheder, som er omhandlet i artikel 339 TEUF.

49

Dernæst anmodede Retten Kommissionen om at anføre, om og i hvilket omfang fortroligheden af samtlige de oplysninger, der fandtes i den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning, kunne ophæves i forhold til sagsøgeren og øvrige parter i sagen til brug for nærværende tvist. I det tilfælde, at Kommissionen ønskede at opretholde fortroligheden af alle disse oplysninger, ville den skulle begrunde opretholdelsen af den fortrolige behandling i forhold til hver enkelt påståede fortrolige oplysning med henblik på at gøre det muligt for Retten at træffe afgørelse i den henseende på grundlag af procesreglementets artikel 67, stk. 3, andet afsnit.

50

Endelig opfordrede Retten ligeledes intervenienterne til at tilkendegive deres begrundede mening om den fortrolige karakter af den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning.

51

Republikken Østrig og ÖIAG besvarede denne foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse henholdsvis den 14. og den 18. marts 2013. Kommissionen, Austrian Airlines og Lufthansa svarede for deres vedkommende den 19. marts 2013.

52

Eftersom Kommissionen med henblik på at begrunde opretholdelsen af fortroligheden af den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning i sit svar af 19. marts 2013 begrænsede sig til at henvise til Republikken Østrigs afvisning af at ophæve fortroligheden, bad Retten den 18. juli 2013 på grundlag af procesreglementets artikel 64, stk. 3, litra a), og b), Kommissionen om at angive de grunde, der førte til, at den imødekom Republikken Østrigs anmodning om fortrolighed i forhold til hver enkelt påståede fortrolige oplysning i den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning, idet den præciserede de anvendte kriterier til fastslåelse af, at der forelå oplysninger, der kunne være omfattet af tavshedspligten, bl.a. i henhold til meddelelse C(2003) 4582 af 1. december 2003 om tavshedspligt i statsstøttebeslutninger (EUT C 297, s. 6) Kommissionen efterkom denne foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse den 19. september 2013.

53

Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger blev den refererende dommer tilknyttet Ottende Afdeling, som derfor blev tildelt den foreliggende sag den 1. oktober 2013.

54

Den 14. november 2013 besluttede Retten efter at have undersøgt Kommissionens og intervenienternes argumenter vedrørende den fortrolige karakter af oplysningerne i den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning at hjemvise denne til Kommissionen og traf en ny bestemmelse om en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, hvorved den opfordrede Kommissionen til at udfærdige en ny udgave, i hvilken den udelukkende skulle skjule de fortrolige oplysninger, der ikke var nævnt i sagsøgerens skriftlige indlæg med henblik på underretning herom til sagens øvrige parter.

55

Ved skrivelse af 3. december 2013 afviste Kommissionen at efterkomme denne foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse bl.a. med den begrundelse, at eftersom Retten havde fremsendt Kommissionen den fuldstændige fortrolige udgave af den anfægtede beslutning og ikke havde anfægtet berettigelsen af den beslutning, hvorved den havde slettet visse oplysninger i den offentlige ikke-fortrolige udgave af den anfægtede beslutning, anså den sig ikke for forpligtet til at udfærdige en ny udgave af den anfægtede beslutning.

56

Ved kendelse af 27. januar 2014 pålagde Retten dels Kommissionen at fremlægge en udgave af den anfægtede beslutning, hvori den udelukkende skulle skjule fortrolige oplysninger, som ikke var nævnt i sagsøgerens skriftlige indlæg, dels besluttede den, at dette dokument kunne gennemses i Rettens Justitskontor af sagsøgerens repræsentanter samt af Republikken Østrigs og ÖIAG’s, Lufthansas og Austrian Airlines’ repræsentanter efter dennes meddelelse og indtil datoen for retsmødet uden mulighed for at opnå kopi deraf. Kommissionen efterkom denne foranstaltning om bevisoptagelse den 13. februar 2014.

57

Den 11. marts 2014 besluttede Retten efter høring af parterne at afholde retsmødet for lukkede døre, og dette retsmøde fandt sted den 25. juni 2014.

58

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

59

Kommissionen har støttet af Republikken Østrig, ÖIAG, Lufthansa og Austrian Airlines nedlagt følgende påstande:

60

Kommissionen har i svarskriftet gjort gældende, at eftersom den stævning, som blev tilsendt den, ikke var underskrevet, opfyldte den ikke kravene i procesreglementets artikel 43, stk. 1, og kunne følgelig ikke antages til realitetsbehandling. Under retsmødet den 25. juni 2014 gav Kommissionen imidlertid afkald på denne afvisningspåstand som svar på et spørgsmål fra Retten om de konsekvenser, den drog af skrivelsen af 14. april 2010, hvorved denne sidstnævnte over for Kommissionen bekræftede, at originaleksemplaret af stævningen var blevet underskrevet af sagsøgerens repræsentant.

61

Kommissionen har, uden at den dog formelt har fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 114, gjort gældende, at stævningen delvist skal afvises, for så vidt som den indeholder påstande vedrørende visse oplysninger, på grundlag af hvilke Kommissionen fejlagtigt konkluderede, at den omhandlede støtte var forenelig med fællesmarkedet, og som ikke figurerede i den udgave af den anfægtede beslutning, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, som er vedlagt som bilag til stævningen.

62

Ifølge Kommissionen er det umuligt for den at tage stilling til disse påstande uden at tilsidesætte forpligtelsen til ikke at give oplysninger om tjenestehemmeligheder som fastsat i artikel 339 TEUF. Denne omstændighed begrænser imidlertid udøvelsen af dens ret til forsvar og indebærer følgelig, at stævningen skal afvises delvist på grundlag af procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), for så vidt som den henviser til de omhandlede oplysninger.

63

Endvidere har Kommissionen gjort gældende, at stævningen ligeledes skal delvist afvises, for så vidt som den indeholder de omhandlede oplysninger, eftersom disse sidstnævnte blev indhentet uretmæssigt af sagsøgeren. Ifølge Kommissionen svarer det forhold, at det ikke fastslås, at stævningen skal delvist afvises, til at godkende den måde, hvorpå sagsøgeren havde adgang til de omhandlede oplysninger, og til at tilskynde til en sådan praksis. Dette ville kunne skade de økonomiske operatørers tillid til den beskyttelse, der gives til de fortrolige oplysninger, som de kan fremsende til Kommissionen i forbindelse med undersøgelsesproceduren vedrørende statsstøtte, og få dem til ikke at ville levere sådanne oplysninger til Kommissionen fremover, hvilket ville skade effektivteten af undersøgelsesproceduren vedrørende statsstøtte i sin helhed.

64

Hvad for det første angår Kommissionens argumentation vedrørende tilsidesættelsen af procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), er denne ikke overbevisende.

65

Det skal nemlig bemærkes, at alle stævninger til Retten i medfør af procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), i henhold til fast retspraksis skal indeholde søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar og Retten foretage sin retslige prøvelse. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn skal de væsentligste faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, fremgå af selve stævningen, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde (kendelse af 28.4.1993, De Hoe mod Kommissionen, T-85/92, Sml., EU:T:1993:39, præmis 20, og af 11.7.2005, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, T-294/04, Sml., EU:T:2005:280, præmis 23).

66

Kommissionen har imidlertid ikke gjort gældende, at der foreligger nogen manglende klarhed eller præcisering af anbringenderne i stævningen, men udelukkende at det ikke er muligt at besvare sagsøgerens argumenter på grund af en retlig forpligtelse. Kommissionen har derfor ikke godtgjort, at der foreligger en tilsidesættelse af formkravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), som kan medføre, at stævningen skal afvises i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 65 ovenfor.

67

I øvrigt kan Kommissionens argumentation vedrørende en tilsidesættelse af sin ret til forsvar, som hviler på en påstået manglende mulighed for at besvare de argumenter fra sagsøgeren, der var støttet på oplysninger, som ikke figurerer i den offentlige udgave af den anfægtede beslutning, ikke tiltrædes.

68

En fysisk eller juridisk person, der i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan anfægte en retsakt, der er omhandlet i bestemmelsens stk. 1, kan uden begrænsning påberåbe sig de anbringender, der er nævnt i samme artikels stk. 2.

69

Følgelig skal enhver begrænsning i en sådan sagsøgers ret til at påberåbe sig annullationsanbringender, som denne finder hensigtsmæssige, henset til den omstændighed, at den ligeledes udgør en begrænsning af den ret til adgang til effektive retsmidler, som er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, være fastsat i EU-retten i henhold til samme charters artikel 52, stk. 1, og skal være i overensstemmelse med kravene i sidstnævnte bestemmelse. Nærmere bestemt skal den under iagttagelse af proportionalitetsprincippet være nødvendig og faktisk svare til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller til et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

70

I denne forbindelse skal det bemærkes, at artikel 339 TEUF, som Kommissionen har påberåbt sig til støtte for sin formalitetsindsigelse, bestemmer, at Kommissionen er forpligtet til ikke at videregive oplysninger om forhold, som efter deres natur er tjenestehemmeligheder, navnlig oplysninger om virksomheder og om deres forretningsforbindelser eller omkostningsforhold. Denne forpligtelse gentages i artikel 24 i forordning nr. 659/1999 for så vidt angår oplysninger, som de får kendskab til i medfør af samme forordning. Ifølge denne bestemmelse gælder tavshedspligten ikke kun for Kommissionen, men ligeledes for medlemsstaterne og deres bemyndigede repræsentanter samt uafhængige eksperter udpeget af Kommissionen. Artikel 25 i forordning nr. 659/1999 præciserer, at Kommissionen straks skal meddele beslutninger, der vedtages i medfør af samme forordnings kapitel II-V og VII til den pågældende medlemsstat, og giver denne medlemsstat mulighed for at oplyse Kommissionen om, hvilke oplysninger der ifølge den skal være omfattet af tavshedspligten. Endvidere har Kommissionen i sin meddelelse C(2003) 4582 (jf. præmis 52 ovenfor) fastlagt vilkårene for behandling af anmodninger fra medlemsstater, til hvem statsstøttebeslutninger er rettet, om at betragte dele af disse beslutninger som værende omfattet af tavshedspligt og således ikke røbe disse, når beslutningen offentliggøres.

71

Det bemærkes, at hverken artikel 339 TEUF eller artikel 24 i forordning nr. 659/1999 udtrykkeligt bestemmer, at anbringender vedrørende oplysninger i den beslutning, der er genstand for søgsmålet, som var blevet skjult i den udgave af beslutningen, der blev offentliggjort, og som en sagsøger kun ville have adgang til ved uden Kommissionens tilladelse at indhente den fuldstændige fortrolige udgave af samme beslutning, skal afvises.

72

Selv om det antages, at disse bestemmelser kan fortolkes i denne retning, skal det konstateres, at de ikke finder anvendelse på omstændighederne i det foreliggende tilfælde.

73

Det fremgår nemlig af Kommissionens svar af 19. september 2013 på en af Retten anordnet foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, at Kommissionen den 31. august 2009 meddelte den anfægtede beslutning til Republikken Østrig ved samtidigt at opfordre den til inden for en frist på 15 arbejdsdage at underrette den om de oplysninger, den anså for fortrolige, og som ikke måtte offentliggøres. Ved skrivelse af 18. september 2009 anmodede Republikken Østrig Kommissionen om, at slette visse oplysninger i den anfægtede beslutning, idet de var fortrolige. I en skrivelse af 29. september 2009, der blev tilstillet Republikken Østrig, meddelte Kommissionen denne sidstnævnte, at dens anmodning ikke kunne efterkommes i sin helhed, og forelagde den en beskåret midlertidig udgave af den anfægtede beslutning, idet den anmodede Republikken Østrig om at godkende den inden for en frist på 5 arbejdsdage. Ved skrivelse af 2. oktober 2009 godkendte Republikken Østrig i det væsentlige den udgave af den anfægtede beslutning, der blev forelagt af Kommissionen. Den anmodede imidlertid endnu en gang om en sletning af oplysninger i 61. og 63. betragtning til den anfægtede beslutning, idet den gav nogle yderligere grunde, der ifølge Republikken berettigede en fortrolig behandling af disse oplysninger. Efter en fornyet undersøgelse af Republikken Østrigs begrundelse slettede Kommissionen de omhandlede oplysninger i 61. og 63. betragtning til den anfægtede beslutning og gav meddelelse om denne beslutning (herefter »den offentlige udgave af den anfægtede beslutning«) til berørte tredjeparter, herunder sagsøgeren, og offentliggjorde den på sin hjemmeside den 13. oktober 2009. Den offentlige udgave af den anfægtede beslutning blev dernæst offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 9. marts 2010.

74

Retten har imidlertid i lighed med, hvad Kommissionen har gjort gældende, konstateret, at sagsøgeren i sin stævning fremførte argumenter, som hvilede på oplysninger, som, selv om de angiveligt var indeholdt i den anfægtede beslutning, ikke figurerede i den offentlige udgave af den anfægtede beslutning, som blev vedlagt som bilag til stævningen. Retten fastslog ligeledes, at de betragtninger i den offentlige udgave af den anfægtede beslutning, som sagsøgeren havde henvist til til støtte for sine påstande vedrørende de omhandlede oplysninger, indeholdt en angivelse af, at visse oplysninger var blevet slettet på grund af deres fortrolighed.

75

De omhandlede oplysninger, der er nævnt i stævningen, vedrører størrelsen af det egetbidrag, som udelukkende blev erlagt af Austrian Airlines, og den procentdel af omstruktureringsomkostningerne, som dette bidrag anses for at udgøre, størrelsen af det driftsunderskud, som Austrian Airlines forudså, Lufthansas egetbidrag, størrelsen af Lufthansa og Austrian Airlines kumulerede egetbidrag og størrelsen af omstruktureringsomkostningerne i tilfælde af, at Lufthansas overtagelse af Austrian Airlines’ driftsunderskud og Lufthansas bidrag til reduktion af Austrian Airlines gældsætning ikke skal anses for et bidrag til omstruktureringsomkostningerne.

76

Disse oplysninger vedrørte ligeledes visse foranstaltninger i omstruktureringsplanen, optimering af trafikken mellem visse lande, procentdele for de kapacitetsnedskæringer, der fandt sted i 2008 og 2009 på Austrian Airlines’ rute- og charterflyvninger, det antal fly, som Austrian Airlines skulle råde over i 2011, samt antallet af former for fly, som Austrian Airlines’ skulle tage i brug, hvorledes disse fly skulle erhverves, samt datoen for, hvornår de skulle tages i brug.

77

På dette stadium var Retten ikke i stand til at efterprøve, om sagsøgerens påstande vedrørende indholdet af denne sidstnævnte var sandfærdige eller ej.

78

Disse påstande vedrørte imidlertid oplysninger, som synes relevante for afgørelsen af denne tvist, for så vidt som sagsøgeren til støtte for sit søgsmål bl.a. gjorde gældende, at der forelå en tilsidesættelse af gældende regler for statsstøtte som følge af, at bidraget fra støttemodtageren til omstruktureringsplanen var utilstrækkeligt, at der ikke forelå en rigtig omstruktureringsplan, og at de kompensationsforanstaltninger, der skulle afhjælpe den konkurrencefordrejning, der blev skabt med den omhandlede statsstøtte, var utilstrækkelige.

79

Endvidere havde Kommissionen ved besvarelsen af sagsøgerens argumenter, som var støttet på disse oplysninger, kunnet være foranlediget til om end implicit at afkræfte sagsøgerens påstande vedrørende indholdet af den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning og følgelig tilsidesætte den forpligtelse til ikke at give oplysninger om tjenestehemmeligheder, som er omhandlet i artikel 339 TEUF.

80

Følgelig pålagde Retten, henset til de omhandlede oplysningers betydning for tvistens afgørelse, Kommissionen at fremlægge den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning, idet den præciserede, at den på dette stadium af sagen hverken var blevet meddelt sagsøgeren eller intervenienterne med undtagelse af Republikken Østrig, med henblik på at efterprøve, at de oplysninger, der var nævnt i stævningen, og som ikke figurerede i den offentlige udgave af den anfægtede beslutning, svarede til dem, der figurerede i den endelige udgave af den anfægtede beslutning. Som svar på denne foranstaltning med henblik på bevisoptagelsen fremlagde den den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning. Retten har således kunnet konstatere, at sagsøgerens påstande vedrørende indholdet af den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning var korrekte.

81

Samtidigt opfordrede Retten som led i en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse sagsøgeren til at oplyse, om denne havde haft adgang til den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning. Som svar på dette spørgsmål oplyste sagsøgeren, at selskabets advokater havde haft adgang til dette dokument ved forberedelsen af søgsmålet.

82

På denne baggrund fastslog Retten for så vidt angår de oplysninger i stævningen, der ikke figurerede i den offentlige udgave af den anfægtede beslutning, men som var indeholdt i den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning, at den forpligtelse til ikke at give oplysninger om tjenestehemmeligheder, som påhviler Kommissionen, ikke længere var relevant i forhold til sagsøgeren, idet denne sidstnævnte allerede havde fået kendskab til de omhandlede oplysninger.

83

Henset til karakteren af de omhandlede oplysninger var denne forpligtelse ligeledes uden genstand i forhold til intervenienterne. Det skal bemærkes, at Republikken Østrig nemlig var adressat for den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning, og at den således herved fik kendskab til indholdet af dette dokument. For så vidt angår risikoen for tilsidesættelsen af tavshedspligten i forhold til de øvrige intervenienter skal det bemærkes, at de omhandlede oplysninger, der vedrørte omkostningerne ved Austrian Airlines’ omstruktureringsplan, Austrian Airlines’ og Lufthansas bidrag til omkostningerne til denne omstruktureringsplan, de driftsunderskud, der blev forudset af Austrian Airlines, samt indholdet af omstruktureringsplanen, efter al sandsynlighed var kendt af ÖIAG, Austrian Airlines og Lufthansa. Såfremt Kommissionen havde nogen tvivl i så henseende, finder Retten, at det tilkom Kommissionen at anmode om en fortrolig behandling af stævningen i forhold til intervenienterne, hvilket den ikke gjorde.

84

Det er i denne sammenhæng, at Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse opfordrede Kommissionen til at tage stilling til samtlige de klagepunkter, argumenter og anbringender, som den endnu ikke havde taget stilling til, fordi den ikke kunne gøre dette uden at tilsidesætte artikel 339 TEUF, hvilket Kommissionen gjorde ved at fremlægge et supplerende svarskrift den 19. marts 2013.

85

Henset endvidere til for det første, at den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning ligeledes indeholdt oplysninger, der var blevet fjernet fra den offentlige udgave af den anfægtede beslutning på grund af deres fortrolighed, og som ikke figurerede i stævningen, og for det andet, at der var usikkerhed om, hvorvidt sagsøgeren virkelig havde haft adgang til hele den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning på trods af sagsøgeren svar på Rettens spørgsmål vedrørende dette punkt, stillede Retten Kommissionen det spørgsmål, om det var muligt for den at ophæve fortroligheden vedrørende samtlige oplysninger i den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning i forhold til nærværende tvist. Retten opfordrede ligeledes intervenienterne til at udtale sig om fortroligheden af den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning.

86

Retten videresendte efter at have undersøgt Kommissionens og intervenienternes argumenter for at afvise at ophæve fortroligheden af den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning dette dokument til Kommissionen og opfordrede denne sidstnævnte til ved en ny foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse at fremlægge en udgave af den anfægtede beslutning, hvori den udelukkende skulle skjule de fortrolige oplysninger, der ikke var nævnt i sagsøgerens skriftlige indlæg, med henblik på gøre de andre parter i sagen bekendt hermed. Da Kommissionen afviste at fremlægge det pågældende dokument, vedtog Retten bevisoptagelsen af 27. januar 2014, som Kommissionen efterkom den 13. februar 2014.

87

Med henblik på overholdelse af den fortrolige karakter af de omhandlede oplysninger i forhold til tredjemænd traf Retten endvidere efter høring af parterne afgørelse om at afholde retsmødet for lukkede døre.

88

I denne forbindelse skal det bemærkes, at Kommissionen som svar på et spørgsmål fra Retten under retsmødet anførte, at den på trods af, at retsmødet blev afholdt for lukkede døre, fastholdt, at den stadig var bundet af sin pligt til ikke at give oplysninger om tjenestehemmeligheder, og at stævningen følgelig skulle afvises delvist, for så vidt som den ikke gjorde det muligt for Kommissionen fuldt ud at udøve sin ret til forsvar.

89

Retten finder imidlertid, at Kommissionen, henset til de ovenstående betragtninger, ikke i det foreliggende tilfælde kan påberåbe sig en tilsidesættelse af sin ret til forsvar, der er støttet på en påstået manglende mulighed for at besvare sagsøgerens argumenter, uden at tilsidesætte sin pligt til ikke at give oplysninger om tjenestehemmeligheder.

90

Kommissionens formalitetsindsigelse vedrørende den manglende mulighed for at besvare argumenter, der var støttet på oplysninger, der udelukkende var indeholdt i den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning, må således forkastes.

91

Hvad for det andet angår Kommissionens påstand om, at stævningen bør afvises delvist med den begrundelse, at den indeholder oplysninger, der blev indhentet på retsstridig måde, er denne heller ikke overbevisende.

92

Kommissionen har nemlig til støtte for sin påstand begrænset sig til at gøre gældende, at den omstændighed, at sagsøgeren inden for rammerne af proceduren for Retten kan anvende oplysninger, der er indhentet retsstridigt, kan krænke kontrolordningerne for statsstøtte i Den Europæiske Union, for så vidt som dette ville svække de økonomiske operatørers incitament til at betro den fortrolige oplysninger inden for rammerne af undersøgelsesproceduren vedrørende statsstøtte.

93

Sådanne betragtninger falder, såfremt de anses for begrundede, for det første ikke ind under de omstændigheder, der begrunder, at en stævning, der indgives på grundlag af artikel 263 TEUF, skal afvises i henhold til den retspraksis, der vedrører procesreglementets artikel 44 som omhandlet i præmis 65 ovenfor. Da der for det andet ikke foreligger udtrykkelige bestemmelser, der foreskriver, at anbringender, der støttes på fortrolige oplysninger i en beslutning om statsstøtte, skal afvises, er de generelle betragtninger, som Kommissionen har påberåbt sig, uden relevans.

94

Det er ganske vist korrekt som anført af Kommissionen, at sagsøgeren havde mulighed for at anmode den om adgang til den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning i henhold til de betingelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43), eller i sin stævning, som Republikken Østrig og Lufthansa gjorde gældende, at anfægte sletningen af visse oplysninger i den offentlige udgave af den anfægtede beslutning som følge af deres påståede fortrolige karakter og at anmode Retten om at vedtage en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse med henblik på at indhente den fuldstændige udgave.

95

Det skal imidlertid understreges, at sagsøgeren til forskel fra Kommissionen og Republikken Østrig ikke er undergivet den forpligtelse til ikke at give oplysninger om tjenestehemmeligheder, der er omhandlet i artikel 339 TEUF og artikel 24 i forordning nr. 659/1999.

96

Følgelig var der, for så vidt som sagsøgeren allerede havde adgang til de oplysninger, der var indeholdt i den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning, intet, der forhindrede denne i at anvende et af de retsmidler, der er omhandlet i præmis 94 ovenfor.

97

Sagsøgeren kunne nemlig ligeledes, som denne gjorde det i sin stævning, begrænse sig til at formulere nogle påstande vedrørende indholdet af den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning.

98

Under sådanne omstændigheder finder Retten, at det, eftersom de omhandlede påstande vedrørte oplysninger, der var væsentlige for løsningen af tvisten, tilkom den at efterprøve rigtigheden af de pågældende påstande ved at anordne fremlæggelse af den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning.

99

Det følger heraf, at Kommissionens formalitetsindsigelse vedrørende anvendelsen i stævningen af oplysninger, der udelukkende var indeholdt i den fuldstændige udgave af den anfægtede beslutning, skal forkastes.

100

Til støtte for dette søgsmål har sagsøgeren fremsat tre anbringender vedrørende for det første tilsidesættelse af bestemmelserne i EUF-traktaten, for det andet tilsidesættelse af begrundelsespligten og for det tredje magtmisbrug.

101

Retten finder det hensigtsmæssigt først at behandle det andet anbringende vedrørende tilsidesættelsen af begrundelsespligten.

102

Det andet anbringende, som sagsøgeren har fremsat, består af to led vedrørende for det første en begrundelsesmangel med hensyn til, om de kompenserende modydelser var af tilstrækkelig karakter, og for det andet en begrundelsesmangel for så vidt angår overholdelsen af princippet om engangsstøtte.

103

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende for det første, at den anfægtede beslutning ikke indeholder nogen henvisning til situationen på det marked, der kan påvirkes af den omhandlede støttetildeling, og for det andet, at den anfægtede beslutning mangler begrundelse med hensyn til, om de kompenserende modydelser, som blev pålagt ved beslutningen på baggrund af situationen på det pågældende marked, var af tilstrækkelig karakter.

104

I denne forbindelse bemærkes, at begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt. De klagepunkter og argumenter, som har til formål at bestride rigtigheden af denne retsakt, er derfor uden betydning inden for rammerne af et anbringende om manglende eller mangelfuld begrundelse (dom af 22.3.2001, Frankrig mod Kommissionen, C-17/99, Sml., EU:C:2001:178, præmis 35-38, og af 15.6.2005, Corsica Ferries France mod Kommissionen, T-349/03, Sml., EU:T:2005:221, præmis 52 og 59; jf. i denne retning dom af 6.4.2006, Schmitz-Gotha Fahrzeugwerke mod Kommissionen, T-17/03, Sml, EU:T:2006:109, præmis 70 og 71).

105

Det bemærkes ligeledes, at omfanget af begrundelsespligten afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Begrundelsen skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, på en måde, der gør det muligt dels for Unionens retsinstanser at udøve deres prøvelsesret, dels for de berørte parter at få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning med henblik på at forsvare deres rettigheder og på at kontrollere, om afgørelsen er korrekt. Det kræves ikke, at begrundelsen nærmere angiver samtlige relevante faktiske og retlige forhold i det omfang, hvor spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen i en retsakt opfylder kravene i artikel 296 TEUF, bør vurderes, henset til ikke alene dens ordlyd, men også dens sammenhæng, såvel som samtlige de juridiske bestemmelser, der regulerer det pågældende emne (jf. dom 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, Sml., EU:C:1998:154, præmis 63, og af 3.3.2010, Freistaat Sachsen mod Kommissionen, T-102/07 og T-120/07, Sml., EU:T:2010:62, præmis 180).

106

Navnlig er Kommissionen ikke forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de berørte parter har fremført for den. Den behøver kun at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på afgørelsens opbygning (dom af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, Sml., EU:C:2008:375, præmis 96, og dom Freistaat Sachsen m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 105 ovenfor, EU:T:2010:62, præmis 180).

107

Hvad for det første angår den påståede manglende angivelse vedrørende situationen på det marked, der kan påvirkes af den omhandlede støttetildeling, bemærkes, at overholdelsen af den begrundelsespligt, der er fastsat i artikel 296 TEUF, skal vurderes på baggrund af den sammenhæng, hvori den er vedtaget. I denne forbindelse bemærkes, at den anfægtede beslutning blev vedtaget samme dag som beslutningen om at godkende fusionen mellem Lufthansa og Austrian Airlines, hvori Kommissionen netop foretog en undersøgelse af virkningerne af denne fusion på markedet. Endvidere fremgår det af 316. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen fandt, at markedsforholdene i det foreliggende tilfælde krævede en yderligere kapacitetsnedskæring i forhold til den, der allerede var foreskrevet i omstruktureringsplanen. Endvidere fremgår det af 322. og 324. betragtning til den anfægtede beslutning, at omtruktureringsplanen var baseret på den antagelse, at markedsudviklingen ville vende i 2010, hvilket begrundede en forøgelse af Austrian Airlines’ kapacitet, som blev begrænset til den gennemsnitlige vækstrate, der er fastsat for luftfartsselskaber inden udgangen af 2015, eller indtil det tidspunkt, hvor Austrian Airlines opnår breakeven.

108

Det følger heraf, at i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, er den anfægtede beslutning ikke uden angivelser, der vedrører situationen på det marked, som kan blive påvirket af den omhandlede tildeling af støtte.

109

Hvad for det andet angår den påståede begrundelsesmangel i den anfægtede beslutning vedrørende spørgsmålet, om de kompenserende modydelser, der blev foreskrevet ved den pågældende beslutning på baggrund af situationen på markedet, var tilstrækkelige, skal der erindres om de argumenter, som sagsøgeren har fremført til støtte for denne påstand.

110

Sagsøgeren har således i sin stævning og replik gjort gældende, at Kommissionen ved at fastslå, at den omhandlede støtte var forenelig med det indre marked, muliggør en udvidelse af den konkurrencebegænsende praksis, som Lufthansa og Austrian Airlines har gjort sig skyldige i siden 2006 gennem deres joint-venture, at de kompenserende modydelser ikke gør det muligt at afbøde de konkurrencebegrænsende virkninger, der fulgte af støttetildelingen, at den anfægtede beslutning ikke foreskrev nogen kompenserende modydelse vedrørende markedet for forbindelserne mellem Østrig og Østeuropa og mellem Østrig og Mellemøsten, på hvilket Austrian Airlines har en dominerende stilling, og endelig, at den anfægtede beslutning ikke foreskriver nogle kompenserende modydelse til bekæmpelse af den illoyale prispolitik, som Lufthansa og Austrian Airlines har ført.

111

Følgelig fremgår det til trods for nærværende anbringendes overskrift af formuleringen af sagsøgtes argumenter såvel i stævningen som i replikken, at disse i realiteten tilsigter at anfægte rigtigheden af Kommissionens vurdering med hensyn til den omhandlede støttes forenelighed med fællesmarkedet. Der skal foretages en undersøgelse af disse argumenter inden for rammerne af det første anbringendes tredje led vedrørende omstruktureringsplanens og de kompenserende modydelsers utilstrækkelighed. Som det blev anført i præmis 104 ovenfor, er sådanne argumenter imidlertid irrelevante inden for rammerne af et anbringende vedrørende manglende eller utilstrækkelig begrundelse.

112

Det følger heraf, at det andet anbringendes første led må forkastes som ugrundet.

113

Sagsøgeren har i det væsentlige kritiseret Kommissionen for dels ikke i den anfægtede beslutning at have taget stilling til de mange støttebeløb, som Austrian Airlines tidligere havde modtaget, og som var blevet godtgjort af sagsøgeren inden for rammerne af dennes klage, dels at have vurderet, at den omhandlede støtte ikke var i strid med princippet om engangsstøtte.

114

I denne forbindelse bemærkes for det første, at Kommissionen for så vidt angår de beslutninger, der vedtages på grundlag af artikel 87, stk. 3, EF, i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 106 ovenfor, ikke er forpligtet til tage stilling til alle de argumenter, som de interesserede har fremført for den. Det er tilstrækkeligt, at Kommissionen redegør for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende for beslutningen (domme Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., nævnt i præmis 106 ovenfor, EU:C:2008:375, præmis 96, og Sachsen m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 105 ovenfor, EU:T:2010:62, præmis 180).

115

Det skal imidlertid ligeledes bemærkes, at princippet om, at støtte kun må ydes én gang, har en særlig betydning ved bedømmelsen af, om en omstruktureringsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, som det fremgår af punkt 72 i rammebestemmelserne fra 2004, som finder anvendelse på det foreliggende tilfælde.

116

Det skal imidlertid konstateres, at Kommissionen har taget stilling til, om princippet blev overholdt i det foreliggende tilfælde ved i 339. betragtning til den anfægtede beslutning at anføre, at den havde konstateret, at hverken Austrian Airlines selv eller nogen anden virksomhed inden for koncernen tidligere havde modtaget omstruktureringsstøtte.

117

Sagsøgeren kan derfor ikke gøre gældende, at Kommissionen tilsidesatte sin begrundelsespligt ved ikke i den anfægtede beslutning at tage stilling til alle de argumenter, som sagsøgeren har påberåbt sig under den administrative procedure med henblik på at godtgøre, at der tidligere blev tildelt ulovlig støtte til Austrian Airlines.

118

Hvad endvidere angår Kommissionens klagepunkt om, at Kommissionen med urette fastslog, at den omhandlede støtte ikke var i strid med princippet om engangsstøtte, skal det fastslås, at dette svarer til at sætte spørgsmålstegn ved Kommissionens indholdsmæssige vurdering, og at det følgelig er irrelevant inden for rammerne af et anbringende vedrørende en fejl eller en begrundelsesmangel i overensstemmelse med den retspraksis, der er henvist til i præmis 104 ovenfor.

119

Det andet anbringendes andet led skal derfor forkastes som ugrundet, og følgelig skal det andet anbringende i sin helhed forkastes som ugrundet.

120

Det første anbringende, som sagsøgeren har fremsat, består af fire led og det første vedrører et åbenbart urigtig skøn med hensyn til støttemodtagerens identitet og støtteberettigelse, det andet vedrører et utilstrækkeligt egetbidrag fra støttemodtagerens side til omstruktureringsplanen, det tredje led vedrører utilstrækkeligheden af omstruktureringsplanen og de kompenserende modydelser og det fjerde en tilsidesættelse af artikel 43 EF.

121

Sagsøgeren har i det væsentlige kritiseret Kommissionen for at have anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til støttemodtagerens identitet, idet denne støttemodtager ikke er Austrian Airlines, men Lufthansa. Denne oprindelige fejl havde en indvirkning på den anfægtede beslutning, for så vidt som Lufthansa ikke var en kriseramt virksomhed og således ikke var berettiget til den omhandlede omstruktureringsstøtte. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at selv i det tilfælde, at Austrian Airlines rent faktisk havde været støttemodtageren, ville selskabet heller ikke have opfyldt betingelserne for at modtage støtten.

122

Hvad for det første angår klagepunktet vedrørende den påståede fejl fra Kommissionens side med hensyn til identiteten af modtageren af den omhandlede støtte skal det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at alle betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF skal være opfyldt, for at der kan være tale om støtte i denne bestemmelses forstand. For det første skal der være tale om statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler. For det andet skal denne støtte kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater. Den skal for det tredje være til fordel for modtageren ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner. For det fjerde skal støtten fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (jf. i denne retning dom af 24.7.2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, C-280/00, Sml., EU:C:2003:415, præmis 74 og 75, og af 22.2.2006, Le Levant 001 m.fl. mod Kommissionen, T-34/02, Sml., EU:T:2006:59, præmis 110).

123

I denne forbindelse bemærkes, at levering af varer og tjenesteydelser på særligt gunstige vilkår kan anses for statsstøtte i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF (jf. i denne retning dom af 2.2.1988, Kwekerij van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, 67/85, 68/85 og 70/85, Sml., EU:C:1988:38, præmis 28 og 29, af 20.11.2003, GEMO, C-126/01, Sml., EU:C:2003:622, præmis 29, og af 1.7.2010, Italien mod Kommissionen, T-53/08, Sml., EU:T:2010:267, præmis 59).

124

Anvendt på det tilfælde, hvor en offentlig myndighed sælger en vare til en privatperson, medfører dette princip, at det bl.a. skal afgøres, om prisen på salget af denne vare svarer til markedsprisen, således at den svarer til den salgspris, som køberen kunne have opnået under normale markedsøkonomiske vilkår (jf. i denne retning dom af 16.9.2004, Valmont mod Kommissionen, T-274/01, Sml., EU:T:2004:266, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis). Kommissionen skal herved anvende et markedsøkonomisk investorprincip ved vurderingen af, om der er tale om statsstøtte, når en offentlig myndighed sælger en grund til en privatperson, med henblik på at afgøre, om den pris, som den formodede støttemodtager har betalt, svarer til den, som en privat investor, der handler under normale konkurrencevilkår, kunne have fastsat (jf. i denne retning dom af 2.9.2010, Kommissionen mod Scott, C-290/07 P, Sml., EU:C:2010:480, præmis 68, og af 16.12.2010, Seydaland Vereinigte Agrarbetriebe, C-239/09, Sml., EU:C:2010:778, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Den konkrete anvendelse af dette kriterium indebærer i princippet, at der foretages en kompliceret økonomisk bedømmelse (dom Kommissionen mod Scott, EU:C:2010:480, præmis 68).

125

Det skal ligeledes bemærkes, at hvad angår rækkevidden og karakteren af domstolsprøvelse har begrebet statsstøtte efter definitionen i traktaten en retlig karakter og skal fortolkes på grundlag af objektive elementer. Af denne grund skal Unionens retsinstanser principielt under hensyntagen såvel til de konkrete omstændigheder i den sag, der verserer for dem, som til, at Kommissionens vurderinger er af teknisk eller kompleks karakter, gennemføre en fuldstændig efterprøvelse af, om en foranstaltning henhører under artikel 87, stk. 1, EF (jf. i denne retning dom af 16.5.2000, Frankrig mod Ladbroke Racing og Kommissionen, Sml., EU:C:2000:248, præmis 25, og af 22.12.2008, British Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, Sml., EU:C:2008:757, præmis 111). Unionens retsinstanser skal ikke blot tage stilling til bl.a. den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, samt oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (jf. dom Kommissionen mod Scott, nævnt i præmis 124 ovenfor, EU:C:2010:480, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

126

Inden for rammerne af denne kontrol tilkommer det imidlertid ikke Unionens retsinstanser at sætte deres eget økonomiske skøn i stedet for Kommissionens. Den kontrol, som Unionens retsinstanser foretager af Kommissionens komplekse økonomiske vurderinger, er således en begrænset kontrol, der nødvendigvis må begrænses til en efterprøvelse af, om de processuelle regler er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder materielt er rigtige, samt om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning (jf. dom Kommissionen mod Scott, nævnt i præmis 124 ovenfor, EU:C:2010:480, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.12.2008, Ryanair mod Kommissionen, T-196/04, Sml., EU:T:2008:585, præmis 41).

127

Endvidere skal det præciseres, at retmæssigheden af en beslutning fra Kommissionen om statsstøtte skal vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen kunne råde over på det tidspunkt, da den vedtog den (dom af 10.7.1986, Belgien mod Kommissionen, 234/84, Sml., EU:C:1986:302, præmis 16, af 14.9.2004, Spanien mod Kommissionen, C-276/02, Sml., EU:C:2004:521, præmis 31, og Valmont mod Kommissionen, nævnt i præmis 124 ovenfor, EU:T:2004:266, præmis 38). Det fremgår navnlig heraf, at eftersom begrebet statsstøtte skal anvendes på en objektiv situation, der skal bedømmes på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtager sin beslutning, er det de vurderinger, som er foretaget på dette tidspunkt, der skal tages i betragtning med henblik på gennemførelse af denne domstolsprøvelse (dom Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., nævnt i præmis 106 ovenfor, EU:C:2008:375, præmis 144).

128

Det er på baggrund, af disse principper, at det skal efterprøves, om Kommissionen i det foreliggende tilfælde anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at finde, at den omhandlede støttemodtager var Austrian Airlines og ikke Lufthansa.

129

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at tilskuddet på 500000000 EUR udgør statsstøtte til Lufthansa. Til støtte for denne påstand har sagsøgeren gjort gældende, at det pågældende tilskud svarer til en pris, der betales af en sælger, dvs. ÖIAG, til en køber, dvs. Lufthansa, for en overtagelse af negative aktiver. Dette bekræftes af den omstændighed, at tilskuddet først blev betalt til Suriba Beteiligungsverwaltungs GmbH (herefter »Suriba«), et selskab, der var under Lufthansas fulde kontrol, inden det blev betalt til Austrian Airlines, der slutteligt blev et af Lufthansa helejet datterselskab. Betalingen af dette tilskud udgjorde for staten et mindre fordelagtigt scenario end et scenario, hvor Austrian Airlines gik konkurs.

130

I denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af det tilbud om køb af Republikken Østrigs ejerandel i Austrian Airlines, der blev fremsat af Lufthansa, at betalingen af et offentligt tilskud på 500000000 EUR til Austrian Airlines udgjorde en købsbetingelse i lighed med Lufthansas betaling til ÖIAG af en købspris på 366268,75 EUR og det gældsbevis, der kunne medføre et krav på en yderligere betaling på op til 162 mio. EUR., således at denne støtte kan anses for et negativt element, der er integreret i den salgspris, der blev accepteret af Republikken Østrig til gengæld for dens ejerandel i Austrian Airlines.

131

Denne analyse af salgsprisen blev vedtaget af Kommissionen i den anfægtede beslutning og er ikke formelt bestridt af sagsøgeren.

132

Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning efter at have foretaget en undersøgelse af markedsvilkårene fastslog, at den pris, der blev foreslået af Lufthansa i tilbuddet om overtagelse af Republikken Østrigs kapitalandel i Austrian Airlines, svarede til markedsprisen, hvilken omstændighed ikke er bestridt af sagsøgeren i forbindelse med dette søgsmål.

133

Ifølge Domstolens faste retspraksis er støtteelementet, når en virksomhed, der har modtaget en ulovlig støtte, købes til markedsprisen, dvs. til højeste pris, som en privat investor, der handlede på normale konkurrencevilkår, var parat til at betale for dette selskab i den situation, som det befandt sig i, bl.a. efter at have modtaget statsstøtte, blevet vurderet til markedsprisen og indbefattet i købsprisen. Under disse omstændigheder kan køberen ikke anses for at have haft nogen fordel i forhold til de øvrige aktører på markedet (jf. analogt dom af 20.9.2001, Banks, C-390/98, Sml., EU:C:2001:456, præmis 77).

134

Det følger heraf, at sagsøgeren ikke har godtgjort, på hvilken måde Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved i den anfægtede beslutning at fastslå, at Austrian Airlines var modtager af den omhandlede støtte.

135

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af sagsøgerens argument om, at betalingen af det offentlige tilskud ikke var nødvendig i det tilfælde, at Austrian Airlines var blevet købt af en anden operatør, eller i det tilfælde, at Austrian Airlines havde kunnet fortsætte sin virksomhed uafhængigt af iværksættelsen af en alternativ omstruktureringsplan, der angiveligt blev holdt hemmelig af Republikken Østrig.

136

Et sådant argument svarer nemlig til at hævde, at Republikken Østrig ved at acceptere et købstilbud, der omfatter et negativt element til et beløb af 500000000 EUR for sin kapitalandel i Austrian Airlines, ikke optrådte som en privat investor.

137

Det er imidlertid netop dette, som Kommissionen fastslog i den anfægtede beslutning ved at finde, at scenariet med en konkurs for Austrian Airlines, der ikke var forbundet med omkostninger for staten, ville have udgjort en mere fordelagtig option for denne sidstnævnte end et salg af Austrian Airlines, som ville nødvendiggøre en betaling til dette selskab af et offentligt tilskud på 500000000 EUR. Det er på grundlag af denne konstatering, at Kommissionen i den anfægtede beslutning fandt, at dette offentlige tilskud skulle anses for statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, der blev tildelt Austrian Airlines af Republikken Østrig.

138

Denne konklusion kan heller ikke drages i tvivl af sagsøgerens argument om, at Austrian Airlines ikke var modtager af det offentlige tilskud, for så vidt som ÖIAG’s betaling af dette tilskud til Suriba, Lufthansas datterselskab, ikke blev fulgt af en forøgelse af Austrian Airlines selskabskapital. Selv om det fremgår af bestemmelserne i Bundesgesetz über die Übertragung vom Bundesbeteiligungen in das Eigentum der ÖIAG (forbundslov om overførsel af ÖIAG’s forbundsmæssige besiddelser) af 23. oktober 2009 (BGB1. I, 87/1998), at den finansielle støtte på 500000000 EUR skal muliggøre en forøgelse af sidstnævnte selskabs kapital, bliver det nemlig ikke præciseret, at denne foranstaltning nødvendigvis skal ske i form af en forøgelse af selskabskapitalen. Som Kommissionen således med rette har gjort gældende, er formålet med denne foranstaltning at forbedre Austrian Airlines’ gældsforhold ved at forøge dets egne midler. Det fremgår af sagsakterne, at Austrian Airlines har fået forøget sine egne midler gennem selskabets fusion med Suriba.

139

Henset til ovenstående betragtninger skal sagsøgerens argument om, at Lufthansa i sidste ende modtog det omhandlede tilskud med den begrundelse, at selskabet direkte eller indirekte erhvervede samtlige kapitalandele i Austrian Airlines, for så vidt som det ikke er bestridt, at det offentlige tilskud var en del af den negative salgspris, som blev betalt af Lufthansa for Austrian Airlines, og at denne salgspris svarede til markedsprisen, forkastes.

140

Under disse omstændigheder skal det konstateres, at spørgsmålet, om Lufthansa er en støtteberettiget virksomhed som omhandlet i rammebestemmelserne fra 2004, er uden relevans.

141

Hvad for det andet angår klagepunktet om, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med urette fandt, at Austrian Airlines var en virksomhed, der var berettiget til omstruktureringsstøtte, skal det bemærkes, at et sådant klagepunkt vedrører en bedømmelse, som Kommissionen foretog inden for rammerne af anvendelsen af artikel 87, stk. 3, litra c), EF.

142

Der skal i denne forbindelse erindres om de relevante retsforskrifter vedrørende kontrol med tildeling af omstruktureringsstøtte.

143

For det første kan støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner betragtes som forenelig med det indre marked i henhold til artikel 87, stk. 3, litra c), EF, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

144

I henhold til fast retspraksis har Kommissionen ved anvendelsen af artikel 87, stk. 3, litra c), EF et vidt skøn, hvis udøvelse indebærer komplicerede økonomiske og sociale vurderinger, der kommer i betragtning på fællesskabsplan (jf. i denne retning dom af 24.2.1987, Deufil mod Kommissionen, 310/85, Sml., EU:C:1987:96, præmis 18, af 29.4.2004, Italien mod Kommissionen, C 372/97, Sml., EU:C:2004:234, præmis 83, og Corsica Ferries France mod Kommissionen, nævnt i præmis 104 ovenfor, EU:T:2005:221, præmis 137).

145

Kommissionen kan endvidere pålægge sig selv retningslinjer for udøvelsen af sit skøn gennem vedtagelse af retsakter såsom rammebestemmelserne for kriseramte virksomheder, for så vidt som disse retsakter indeholder vejledende regler om den praksis, som denne institution vil følge, og hvis ikke de indebærer en afvigelse fra traktatbestemmelserne (jf. dom af 30.1.2002, Keller og Keller Meccanica mod Kommissionen, T-35/99, Sml., EU:T:2002:19, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

146

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at hvad angår begrebet omstruktureringsstøtte fremgår det i det væsentlige af punkt 16 og 17 i rammebestemmelserne fra 2004, at Kommissionen er af den opfattelse, at en sådan støtte har til formål at genoprette en virksomheds rentabilitet på lang sigt til forskel fra støtte til redning af en virksomhed, som består i en midlertidig assistance, og som har til formål at gennemføre øjeblikkelige foranstaltninger.

147

Det følger for det andet af fast retspraksis, at domstolskontrollen med udøvelsen af Kommissionens skøn ved anvendelsen af artikel 87, stk. 3, litra c), EF skal begrænses til en prøvelse af, om procedurereglerne og begrundelsesforskrifterne er overholdt, om de omstændigheder, som er lagt til grund, er materielt korrekte, og om der er begået en retlig fejl eller er foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder eller begået magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 13.2.2003, Spanien mod Kommissionen, C-409/00, Sml., EU:C:2003:92, præmis 93, og Corsica Ferries France mod Kommissionen, nævnt i præmis 104 ovenfor, EU:T:2005:221, præmis 138 og den deri nævnte retspraksis). Derimod kan Retten ikke sætte sit økonomiske skøn i stedet for det skøn, der er anlagt af den institution, som beslutningen hidrører fra (dom af 25.6.1998, British Airways m.fl. mod Kommissionen, T-371/94 og T-394/94, Sml., EU:T:1998:140, præmis 79, og dom Corsica Ferries France mod Kommissionen, nævnt i præmis 104 ovenfor, EU:T:2005:221, præmis 138).

148

Retten skal i øvrigt ligeledes efterprøve, om de retningslinjer, Kommissionen har pålagt sig selv i disse rammebestemmelser, er blevet overholdt (jf. i denne retning dom Keller og Keller Meccanica mod Kommissionen, nævnt i præmis 145 ovenfor, EU:T:2002:19, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

149

Det tilkommer derimod ikke Unionens retsinstanser at sætte sig i Kommissionens sted og gennemføre en undersøgelse, som denne ikke har gennemført på noget tidspunkt, og herefter foretage en vurdering af de konklusioner, Kommissionen er nået til (dom af 1.7.2008, Deutsche Post mod Kommissionen, T-266/02, Sml., EU:T:2008:235, præmis 95; jf. i denne retning dom Valmont mod Kommissionen, nævnt i præmis 124 ovenfor, EU:T:2004:266, præmis 136).

150

Det er på baggrund af disse principper, at der skal foretages en undersøgelse af klagepunktet om, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med urette fandt, at Austrian Airlines var en virksomhed, der var berettiget til omstruktureringsstøtte, for så vidt som den var ved at blive overtaget af Lufthansa, og dette sidstnævnte selskab havde kapacitet til alene at imødegå Austrian Airlines vanskeligheder.

151

Punkt 13 i rammebestemmelserne fra 2004, som findes i den del af rammebestemmelserne, hvori Kommissionen præciserer betydningen af kriseramt virksomhed, bestemmer følgende:

»En virksomhed, der tilhører eller er i færd med at blive overtaget af en større koncern, kan normalt ikke modtage rednings- eller omstruktureringsstøtte, medmindre det kan påvises, at virksomhedens vanskeligheder hidrører fra virksomheden selv og ikke er et resultat af en vilkårlig omkostningsfordeling inden for koncernen, og at virksomhedens vanskeligheder er for alvorlige til, at koncernen selv kan løse dem […]«

152

Det skal således først efterprøves, om Austrian Airlines på tidspunktet for den anfægtede beslutning tilhørte en koncern eller kunne kvalificeres som en virksomhed, der er i færd med at blive overtaget af en større koncern som omhandlet i punkt 13 i rammebestemmelserne fra 2004, og dernæst i givet fald undersøges, om Lufthansa var i stand til at løse de vanskeligheder, som Austrian Airlines havde.

153

I denne forbindelse bemærkes, at ÖIAG’s godkendelse af Lufthansas tilbud om at overtage Austrian Airlines, der blev foretaget den 5. december 2008, i modsætning til det af sagsøgeren hævdede, ikke betyder, at Austrian Airlines på denne dato allerede tilhørte Lufthansa. ÖIAG’s faktiske overdragelse af sin kapitalandel i Austrian Airlines til Lufthansa forblev betinget af Kommissionens tilladelse, som først blev givet senere, den 28. august 2009, gennem beslutningen om tilladelse til fusionen.

154

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i øvrigt under retsmødet medgivet, at Austrian Airlines’ overtagelsesoperation, dvs. Lufthansas erhvervelse af ÖIAG’s selskabsandele i Austrian Airlines, fortsat var betinget af betaling af det omhandlede tilskud, mens denne sidstnævnte var betinget af Kommissionens tilladelse.

155

Betalingen af den omhandlede støtte kunne imidlertid ikke bedømmes isoleret, idet den var inkluderet i den negative salgspris, som Lufthansa havde tilbudt at betale, og som var blevet accepteret af ÖIAG.

156

Derfor forblev betalingen af den negative pris og følgelig overdragelsen af ejendomsretten til Lufthansa af ÖIAG’s ejerandel af Austrian Airlines betinget af betalingen af det omhandlede tilskud.

157

Det må således lægges til grund, at Austrian Airlines på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning endnu ikke var en del af Lufthansakoncernen.

158

Spørgsmålet er derfor, om Austrian Airlines den samme dato kunne anses for en virksomhed, der er i færd med at blive overtaget af en større koncern som omhandlet i punkt 13 i rammebestemmelserne fra 2004.

159

I denne forbindelse bemærkes, at et af de principper, der opstilles med punkt 13 i rammebestemmelserne fra 2004, er et forbud for en kriseramt virksomhed, der er en del af en koncern, mod at modtage rednings- eller omstruktureringsstøtte, såfremt virksomhedens vanskeligheder ikke hidrører fra virksomheden selv og er et resultat af en vilkårlig omkostningsfordeling inden for koncernen, eller at koncernen selv kan løse vanskelighederne. Formålet med dette forbud er således at hindre, at en virksomhedskoncern lader staten bære omkostningerne ved en omstruktureringsplan for en af de virksomheder, den består af, når denne virksomhed er i vanskeligheder, og koncernen selv er årsag til vanskelighederne eller har midlerne til selv at løse vanskelighederne.

160

I denne sammenhæng er formålet med udvidelsen af forbuddet mod rednings- eller omstruktureringsstøtte til kriseramte virksomheder, »der overtages« af en koncern, at undgå, at en virksomhedskoncern omgår dette forbud ved at drage fordel af den omstændighed, at den virksomhed, den er i færd med at overtage, endnu ikke formelt tilhører den på tidspunktet for udbetalingen af omstruktureringsstøtte til den overtagede virksomhed.

161

En sådan situation kan imidlertid ikke sidestilles med situationen i den foreliggende sag, hvor statens betaling af det omhandlede tilskud til Austrian Airlines, som det blev præciseret i præmis 130 ovenfor, udgør et negativt element, der er integreret i den pris, der blev betalt af Lufthansa til ÖIAG for erhvervelsen af Austrian Airlines.

162

Det skal derfor konstateres, at Kommissionen ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at finde, at betingelserne for anvendelse af punkt 13 i rammebestemmelserne fra 2004 ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

163

Følgelig skal det første anbringendes første led forkastes som ugrundet, uden at det er fornødent at undersøge, om Lufthansa på tidspunktet for den anfægtede beslutning var i stand til at imødegå Austrian Airlines vanskeligheder.

164

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen med urette fandt, at den omhandlede støttemodtagers egetbidrag var passende på grundlag af punkt 43 i rammebestemmelserne fra 2004.

165

Punkt 43 i rammebestemmelserne fra 2004 fastsætter følgende:

»Støttebeløbet og støtteintensiteten skal begrænses til det absolutte minimum af de omstruktureringsomkostninger, der er nødvendige for at kunne gennemføre omstruktureringen under hensyn til virksomhedens, aktionærernes eller den pågældende koncerns finansielle ressourcer. Ved vurderingen heraf tages der hensyn til eventuel redningsstøtte, som virksomheden har modtaget på et tidligere tidspunkt. Støttemodtagerne skal selv yde et betydeligt bidrag til omstruktureringsplanen med egne midler, herunder ved afhændelse af aktiver, som ikke er nødvendige for virksomhedens overlevelse, eller ved ekstern finansiering på markedsvilkår. Et sådant bidrag er udtryk for, at markederne har tillid til, at virksomheden igen kan blive rentabel. Bidraget skal være et reelt bidrag, dvs. et faktisk bidrag, hvilket udelukker forventede fremtidige gevinster såsom cash flow, og det skal være så stort som muligt.«

166

Det fremgår bl.a. af punkt 44 i rammebestemmelserne fra 2004, at Kommissionen normalt vil anse støttemodtageres bidrag på 50% for store virksomheder for passende.

167

Følgende fremgår ligeledes af 307. betragtning til den anfægtede beslutning i den version af den anfægtede beslutning, der blev fremlagt af Kommissionen som svar på Rettens kendelse af 27. januar 2014 om en bevisoptagelse:

»[...] Kommissionen [konkluderer], at de samlede omstruktureringsomkostninger vil udgøre ca. 1405 mio. EUR (eller 1048 mio. EUR i tilfælde af, at Lufthansa ikke nedbringer Austrian Airlines’ gæld med 357 mio. EUR), idet egetbidraget (som ydes i fællesskab eller individuelt af Austrian Airlines og/eller Lufthansa) udgør 905 mio EUR (eller 548 mio EUR). Dette svarer til 64% (eller 52%) af omstruktureringsomkostningerne. Kommissionen kan derfor konkludere, at kravet om at bidrage med et tilstrækkeligt beløb til omstruktureringsomkostningerne er opfyldt i det foreliggende tilfælde.«

168

Det er på baggrund af disse oplysninger, at sagsøgerens argumenter skal besvares.

169

Hvad for det første angår sagsøgerens argument om, at det alene er det bidrag fra modtageren af den omhandlede støtte, der stammer fra egne midler, der skal tages hensyn til med henblik på at vurdere, om bidraget til omstruktureringsplanen er passende, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af punkt 43 i rammebestemmelserne fra 2004, at støttemodtageren kan bidrage til omstruktureringen gennem ekstern finansiering på markedsvilkår.

170

Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om, at Lufthansas bidrag ikke udgør en ekstern finansiering i henhold til punkt 43 i rammebestemmelserne fra 2004 med den begrundelse dels, at såfremt Lufthansa ikke var tæt på at overtage Austrian Airlines på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, kunne selskabet ikke anses for en ekstern investor, dels, at Lufthansa ikke over for Austrian Airlines stillede likvid kapital eller langfristede aktiver til rådighed til omstrukturering af sidstnævnte selskab, kan det ikke tiltrædes.

171

For det første er den omstændighed, at Austrian Airlines ikke befandt sig i en situation, hvor selskabet var i færd med at blive overtaget af en virksomhedskoncern i henhold til punkt 13 i rammebestemmelserne fra 2004, som det blev fastslået i præmis 162 ovenfor, nemlig uden betydning for den omstændighed, at Lufthansa på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning var en privat investor, hvis overtagelsestilbud ud over betaling af et beløb på 366268,75 EUR og et gældsbevis på op til 162000000 EUR omfattede betaling af en negativ pris, der bestod i betaling foretaget af Republikken Østrig af en omstruktureringsstøtte til Austrian Airlines, hvilken omstrukturering Lufthansa havde forpligtet sig til at deltage i inden for rammerne af den omstruktureringsplan, som var blevet fremlagt for Kommissionen.

172

Dernæst fremgår det af selve ordlyden af punkt 43 i rammebestemmelserne fra 2004, at disse ikke stiller krav om, at den eksterne finansiering sker i form af likvid kapital eller langfristede aktiver. Kommissionen kunne således i 303. og 304. betragtning til den anfægtede beslutning lægge til grund, at en sådan ekstern finansiering bl.a. kunne ske i form af dækning af driftsunderskud eller af omkostninger, såsom dem, der følger af en fusion, uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn.

173

Selv om det fremgår af 302. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen fandt, at Austrian Airlines’ befrielse af gæld gennemført af Lufthansa kun vil kunne anses for et egetbidrag, for så vidt som denne befrielse for gæld sker i form af en kapitaltilførsel og ikke ved den blotte gældsafvikling, skal det fastslås, at formålet er at sikre, at befrielsen for gæld er effektiv, og ikke at pålægge, at Lufthansas bidrag nødvendigvis erlægges i form af betaling af likvid kapital.

174

Hvad for det tredje angår sagsøgerens argument om, at det under alle omstændigheder er umuligt at anse Lufthansas overtagelse af Austrian Airlines driftstab for perioden 2009-2013 for et bidrag til Austrian Airlines’ omstrukturering med den begrundelse dels, at der ikke er tale om et faktisk bidrag, for så vidt som de pågældende tab endnu ikke er realiseret og ville kunne være lavere end antaget, dels, at dækningen af disse fremtidige driftsunderskud ikke, som Kommissionen har gjort det, kan sidestilles med betaling af et kontant bidrag til omstrukturering, skal det ligeledes forkastes som baseret på en fejlagtig præmis.

175

Det fremgår nemlig af 302. og 303. betragtning til den anfægtede beslutning, at det ikke er dækningen af eventuelle driftsunderskud, som af Kommissionen blev sidestillet med en kontant betaling som bidrag til en omstrukturering, men en eventuel kapitaltilførsel fra Lufthansas side til Austrian Airlines med henblik på at reducere sidstnævnte selskabs gældsætning.

176

Det fremgår endvidere af 295. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen fandt, at de negative perspektiver vedrørende udviklingen i Austrian Airlines’ samlede resultat, der blev forelagt i omstruktureringsplanen, var baseret på realistiske antagelser med hensyn til brændstofprisen, valutakurserne, trafikmængden og markedsudviklingen. Sagsøgeren har imidlertid ikke fremført noget argument, der kan rejse tvivl om disse antagelsers plausibilitet. Sagsøgeren har således ikke redegjort for, hvorledes Austrian Airlines’ fremtidige driftsunderskud kunne være mindre end dem, der var forudset i omstruktureringsplanen.

177

Sagsøgeren har følgelig ikke godtgjort, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til, om Austrian Airlines’ egetbidrag til finansieringen af omstruktureringsplanen var af passende karakter på baggrund af punkt 43 i rammebestemmelserne af 2004.

178

Det følger heraf, at det første anbringendes andet led må forkastes som ugrundet.

179

Sagsøgeren har inden for rammerne af det første anbringendes tredje led rejst tvivl om dels de foranstaltninger, der er fastsat i omstruktureringsplanen, og som har til formål at genoprette Austrian Airlines’ rentabilitet, dels de kompenserende modydelser, der er fastsat i den anfægtede beslutning.

180

Hvad for det første angår sagsøgerens klagepunkt om, at Kommissionen med urette fandt, at den omstruktureringsplan, der blev fremlagt til dens undersøgelse, var i overensstemmelse med rammebestemmelserne fra 2004, selv om den omhandlede støtte udelukkende skulle tjene til Austrian Airlines’ finansielle omstrukturering, bemærkes, at punkt 17 i rammebestemmelserne fra 2004 bestemmer følgende:

»En omstrukturering bygger på den anden side på en realistisk sammenhængende og omfattende plan for genetablering af virksomhedens langsigtede rentabilitet. Den omfatter normalt et eller flere af følgende elementer: en reorganisering og rationalisering af virksomhedens aktiviteter med det formål at gøre den mere effektiv, hvilket typisk indebærer, at virksomheden opgiver tabsgivende aktiviteter, omstrukturerer de aktiviteter, der igen kan gøres konkurrencedygtige, og eventuelt foretager en diversifikation i retning af nye rentable aktiviteter. Den fysiske omstrukturering skal normalt ledsages af en finansiel omstrukturering (kapitaltilførsel, gældsreduktion). Inden for disse rammebestemmelsers område må en omstrukturering derimod ikke kun bestå i finansiel støtte, der sigter på at dække tidligere tab uden også at tackle årsagerne til tabene.«

181

En omstrukturering omfatter således normalt i henhold til rammebestemmelserne fra 2004 en erhvervsmæssig del, som foreskriver foranstaltninger, der har til hensigt at omorganisere og rationalisere virksomhedens aktiviteter, og en finansiel del, som bl.a. kan have form af en kapitaltilførsel eller en nedbringelse af gælden. I denne forbindelse kan en omstrukturering ikke begrænses til en finansiel støtte.

182

I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, betyder dette imidlertid ikke, at omstruktureringsstøtten nødvendigvis skal finansiere de foranstaltninger, der vedtages inden for rammerne af omstruktureringens erhvervsmæssige del. Der skal således tages hensyn til punkt 43 i rammebestemmelserne, af hvilket det fremgår, at støttebeløbet skal begrænses til det absolutte minimum af de omstruktureringsomkostninger, der er nødvendige for at kunne gennemføre omstruktureringen under hensyn til virksomhedens finansielle ressourcer. I tilfælde af, at en virksomhed har en betydelig gæld, som det er tilfældet med Austrian Airlines i det foreliggende tilfælde, ville en væsentlig del af støtten imidlertid logisk nok blive anvendt til en afvikling af gælden, mens de erhvervsmæssige omstruktureringsforanstaltninger dækkes af støttemodtageren gennem dennes egne midler eller gennem en eventuel fremmedfinansiering på markedsvilkår.

183

Derfor må dette anbringende forkastes som ugrundet.

184

Hvad for det andet angår sagsøgerens klagepunkt om, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med urette fandt, at Austrian Airlines’ omstruktureringsforanstaltninger skabte synergier for udgifter og indtægter, selv om sådanne synergier er uadskilleligt forbundne med enhver fusion, bemærkes, at denne sidstnævnte omstændighed, såfremt den antages for godtgjort, ikke viser, at disse foranstaltninger ikke er passende i det foreliggende tilfælde, og at de ikke gør det muligt at forbedre Austrian Airlines’ situation og sikre genoprettelse af selskabets rentabilitet, hvilket er formålet med enhver omstrukturering. Et sådant argument må således forkastes som irrelevant.

185

Det samme svar skal gives for så vidt angår for det tredje sagsøgerens klagepunkt om, at de foranstaltninger, der er fastsat ved omstruktureringsplanen vedrørende nedsættelsen af antallet af ansatte i Austrian Airlines, ikke er knyttet til omstruktureringen i dette sidstnævnte selskab, for så vidt som selskabets markedsføringsaktiviteter ikke reduceres, men blot overtages af Lufthansa for at dække det østrigske marked. En sådan påstand er nemlig, selv om den anses for velbegrundet, uden betydning for den omstændighed, at denne foranstaltning har til følge, at Austrian Airlines omkostninger reduceres og udgør en klassisk foranstaltning til sikring af genoprettelsen af en virksomheds rentabilitet, som er formålet med en omstrukturering, som det fremgår af punkt 43 i rammebestemmelserne fra 2004.

186

For det fjerde har sagsøgeren foreholdt Kommissionen at have lagt til grund, at de foranstaltninger vedrørende indtjeningssynergier, der var fastsat i omstruktureringsplanen, var passende, selv om de pågældende foranstaltninger hviler på en illoyal prispolitik, som udgør en tilsidesættelse af artikel 81 EF og 82 EF.

187

Sagsøgeren beskrev således i en klage af 26. januar 2009 over for Kommissionen Austrian Airlines’ strategi vedrørende illoyale priser. For så vidt angår Lufthansa har sagsøgeren præciseret, at denne politik fastlægges gennem rammeaftaler såsom dem, der er fastsat i programmet »PartnerPlus Progress 2008/2009«, som blev indgået med erhvervskunder, og i henhold til hvilke der tilbydes betydelige rabatter på forbindelser, der er undergivet Lufthansas monopol, som modydelse for køb foretaget af selskabets kunder på forbindelser, der er undergivet konkurrence, bl.a. forbindelser mellem Østrig og Tyskland. De indtjeningssynergier, der blev skabt gennem Austrian Airlines’ integrering i Lufthansas rammeaftaler, ville ikke kunne anerkendes som værende en del af en omstruktureringsplan for en virksomhed i vanskeligheder, som modtager statsstøtte, medmindre en tilsidesættelse af artikel 81 EF og 82 EF legitimeres. De kompenserende modydelser, som Kommissionen fastsatte i den anfægtede beslutning, frembyder ifølge sagsøgeren ingen beskyttelse mod en sådan adfærd, og den omstændighed, at andre virksomheder tilbyder rammeaftaler, som indeholder variable rabatmuligheder, kan ikke drage denne konklusion i tvivl.

188

I denne forbindelse bemærkes, at et sådant klagepunkt er irrelevant i forbindelse med et søgsmål, der er anlagt til prøvelse af en beslutning, hvorved Kommissionen udtaler sig om en støttes forenelighed med fællesmarkedet. Det påhviler sagsøgeren, såfremt denne finder, at Lufthansas og Austrian Airlines’ prispolitik udgør en tilsidesættelse af artikel 81 EF og 82 EF, at indgive en klage i den forbindelse til Kommissionen, hvilket sagsøgeren i øvrigt har gjort vedrørende den påståede urimelige prispolitik, som Austrian Airlines ifølge sagsøgeren har ført. Det skal i øvrigt bemærkes, at retmæssigheden af en beslutning fra Kommissionen om statsstøtte skal vurderes i forhold til de oplysninger, som Kommissionen kunne råde over på det tidspunkt, da den vedtog den, som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 127 ovenfor. Følgelig kan sagsøgeren ikke med føje påberåbe sig Lufthansas prispolitik, som sagsøgeren ikke havde indgivet klaget over til Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Denne sidstnævnte betragtning gør sig ligeledes gældende for så vidt angår Lufthansas og Austrian Airlines’ adfærd med hensyn til prisfastsættelse, efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

189

Hvad for det femte angår klagepunktet om, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med urette godkendte omstruktureringsplanen, selv om denne plan indeholdt konjunkturstimulerende foranstaltninger, for så vidt som den i strid med retningslinjerne for luftfartssektoren fra 1994 foreskrev en forøgelse af Austrian Airlines kapacitet fra 2010 bemærkes, som det fremgår af den anfægtede beslutning, at begrænsningen af Austrian Airlines’ kapacitet ikke udgør en foranstaltning i omstruktureringsplanen, men en kompenserende modydelse.

190

Endvidere skal det ligeledes bemærkes, at det fremgår af punkt 38, nr. 4), i retningslinjerne for luftfartssektoren fra 1994, at omstruktureringen ikke må føre til en stigning, der er større end markedets vækst, i antallet af fly eller kapacitet (sæder), der udbydes på de relevante markeder.

191

Denne begrænsning må imidlertid forenes med det formål, der er fastsat i punkt 38, nr. 1), i retningslinjerne for luftfartssektoren fra 1994, dvs. at omstruktureringsplanen skal gøre det muligt for selskabet at genoprette sin langsigtede rentabilitet inden for en rimelig frist. Et sådant mål ville imidlertid være svært at nå, såfremt det selskab, der modtager omstruktureringsstøtten, ikke kan vokse i samme tempo som dets konkurrenter, særligt i tilfælde af, at markedet er i hastig vækst.

192

Det fremgår i det foreliggende tilfælde af 332. betragtning til den anfægtede beslutning, at omstruktureringsplanen forudså, at markedsudviklingen blev vendt og kapaciteten blev forhøjet i 2010.

193

Ved i den anfægtede beslutnings artikel 2 at bestemme, at Republikken Østrig har pligt til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at Austrian Airlines nedskærer sin samlede kapacitet inden for udbudte sædekilometer med 15% af niveauet i januar 2008 inden udgangen af 2010, og ved at begrænse Austrian Airlines’ kapacitetsstigning for udbudte sædekilometer til gennemsnittet af den stigningstakt, der blev fastsat for de luftfartsselskaber, der er medlem af Association of European Airlines indtil udgangen af 2015, eller indtil Austrian Airlines opnår breakeven, sikrede Kommissionen på en gang en begrænsning i udvidelse af Austrian Airlines’ kapacitet og en genoprettelse af rentabiliteten.

194

Dette klagepunkt må således forkastes som ugrundet.

195

Hvad for det sjette og sidste angår klagepunktet om, at Kommissionen i den anfægtede beslutning med urette fastslog, at reduktionen af Austrian Airlines’ flypark udgjorde en passende foranstaltning, selv om en reduktion af den regionale flypark under alle omstændigheder ville blive kompenseret af erhvervelsen af fragtfly samt af anvendelsen af langdistancefly på korte og mellemlange forbindelser for at forøge Austrian Airlines’ kapacitet på dette marked, bemærkes, at for så vidt som kapacitetsnedskæringen er udtrykt af Kommissionen i den anfægtede beslutning med hensyn til antallet af udbudte sædekilometer, forbliver Austrian Airlines fri til at foranstalte denne kapacitetsnedskæring i sin flypark efter eget skøn, forudsat at den integreres i omstruktureringsplanen i overensstemmelse med punkt 40 i rammebestemmelserne fra 2004.

196

Et sådant klagepunkt skal således ligeledes forkastes som ugrundet.

197

Sagsøgeren har for det første i det væsentlige foreholdt Kommissionen at have fundet, at en kapacitetsnedskæring på 15% i forhold til niveauet for januar 2008 var en passende kompenserende modydelse til afhjælpning af de konkurrencefordrejende virkninger af den omhandlede støtte. Sagsøgeren har til støtte for dette klagepunkt fremført adskillige argumenter.

198

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at en sådan foranstaltning ikke har nogen praktisk virkning på Austrian Airlines’ væsentligste marked, som er markedet for korte og mellemlange flyvninger til og fra Østrig og nærmere bestemt mellem Østrig og Tyskland og mellem Østrig og Østeuropa.

199

I denne forbindelse bemærkes, at punkt 40 i rammebestemmelserne fra 2004 bestemmer, at de modydelser, der indrømmes inden for rammerne af de kompenserende modydelser, skal stå i et rimeligt forhold til den relative vægt på dens markeder, og modydelserne bør særligt angå det eller de markeder, hvor virksomheden vil komme til at indtage en stærk position efter omstruktureringen.

200

Det fremgår imidlertid af 320. betragtning til den anfægtede beslutning, at der blev foretaget en nedskæring af Austrian Airlines’ kapacitet af rute- og charterflyvninger i løbet af 2008.

201

Det fremgår ligeledes af 322. betragtning til den anfægtede beslutning, at der i begyndelsen af 2009 blev truffet yderligere omstruktureringsforanstaltninger, som medførte en yderligere kapacitetsnedskæring inden for rute- og charterflyvninger.

202

Det fremgår således ikke af den anfægtede beslutning, at de kapacitetsnedskæringer, der blev foretaget i 2008 og 2009, udelukkende vedrørte Austrian Airlines’ langdistance- og charterflyvninger.

203

Endvidere er det, selv i tilfælde af, at de kapacitetsnedskæringer, der henvises til i den anfægtede beslutning, udelukkende er foretaget for langdistance- og charterflyvninger, ikke urimeligt at antage, at den fornyede kapacitetsnedskæring, der blev pålagt i den anfægtede beslutning, havde større chance for at blive foretaget på de øvrige typer flyvninger, der blev udbudt af Austrian Airlines, herunder korte og mellemlange flyvninger mellem Østrig og Tyskland og mellem Østrig og Østeuropa.

204

Endvidere skal effektiviteten af kapacitetsnedskæringsforanstaltningen ligeledes foretages på baggrund af de tilsagn, der blev afgivet i beslutningen om at godkende fusionen. I denne forbindelse fremgår det af 328. og 329. betragtning til den anfægtede beslutning, at Lufthansa og Austrian Airlines forpligtede sig til at stille slots til rådighed på forbindelserne fra Wien til Stuttgart, Köln/Bonn, München, Frankfurt og Bruxelles med henblik på at gøre det muligt for konkurrenter at operere på disse forbindelser.

205

Under disse omstændigheder kan pålæggelsen af en foranstaltning til kapacitetsnedskæring, der støttes på antallet af udbudte sæder pr. kilometer, ikke anses for at være åbenbart uegnet.

206

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ved fastsættelsen af niveauet for kapacitetsnedskæringen med 15% skulle tage hensyn til Austrian Airlines’ kapacitetsniveau på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, dvs. den 28. august 2009 og ikke i januar 2008. Ifølge sagsøgeren kunne Kommissionen, selv i det tilfælde, at den kunne tage hensyn til kapacitetsnedskæringer, der fandt sted i forbindelse med omstruktureringen inden vedtagelsen af den anfægtede beslutning, ikke tage hensyn til de kapacitetsnedskæringer, der fandt sted, inden Republikken Østrig udstedte mandatet til privatisering af Austrian Airlines til ÖIAG, dvs. den 12. august 2008. Der foreligger nemlig ingen forbindelse mellem de kapacitetsnedskæringer, der fandt sted som del af omstruktureringen i Austrian Airlines med henblik på selskabets privatisering, i forbindelse med hvilken den pågældende støtte blev tildelt, og de kapacitetsnedskæringer, der fandt sted forud for denne privatisering.

207

I denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af punkt 40 i rammebestemmelserne fra 2004, at indskrænkningens omfang må afgøres på grundlag af de konkrete omstændigheder, og at den omstændighed, at kapacitetsnedskæringen skete inden støttetildelingen, ikke udelukker, at der kan tages hensyn til den som en kompenserende modydelse, forudsat at den udgør en integreret del af omstruktureringen af den kriseramte virksomhed, der modtager støtte, som fastsat i omstruktureringsplanen.

208

Det følger heraf, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke med henblik på at fastsætte satsen for nedskæring var forpligtet til udelukkende at tage hensyn til kapacitetsniveauet på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, men den kunne tage hensyn til kapacitetsskæringer, der havde fundet sted forinden, for så vidt som den udgjorde en integrerende del af Austrian Airlines’ omstrukturering som fastsat i den omstruktureringsplan, som Republikken Østrig meddelte Kommissionen.

209

Hvad endvidere angår sagsøgerens argument om, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke kunne tage hensyn til de kapacitetsnedskæringer, der blev foretaget inden den 12. august 2008, datoen, hvorpå Republikken Østrig udstedte et mandat til ÖIAG til at privatisere Austrian Airlines, skal det som anført ovenfor bemærkes, at muligheden for at tage hensyn til foranstaltninger til kapacitetsnedskæring, som foretages inden støttetildelingen, afhænger af den omstændighed, at disse foranstaltninger er blevet gennemført inden for rammerne af omstruktureringen af den støttemodtagende virksomhed. Den omstændighed, at privatiseringsmandatet formelt blev udstedt til ÖIAG af Republikken Østrig den 12. august 2008, udelukker ikke i sig selv, at kapacitetsnedskæringer, der fandt sted fra og med januar 2008, kan anses for at være en integrerende del af Austrian Airlines omstrukturering med henblik på en privatisering af selskabet. Det fremgår endvidere af den anfægtede beslutning, at de kapacitetsnedskæringer, der blev vedtaget i 2008 af Austrian Airlines, ikke var en del af dem, der var fastsat i den »Go4Profit«-plan, der blev indledt i 2007 og udformet i forbindelse med en »stand alone-løsning«.

210

Under disse omstændigheder skal klagepunktet om, at den nedsættelse på 15% kapacitetsnedskæring i antallet af sædekilometer, der blev pålagt Austrian Airlines som en kompenserende modydelse, var uhensigtsmæssig, forkastes som ugrundet.

211

For det andet har sagsøgeren kritiseret Kommissionen for som en kompenserende modydelse at have taget hensyn til eventuelle omstruktureringsforsøg, der fandt sted mere end et år inden anmeldelsen af den omhandlede støtte.

212

I denne forbindelse er det, for så vidt som dette argument skal forstås som en henvisning i den anfægtede beslutning til de foranstaltninger, der blev iværksat i 2006 inden for rammerne af »Go4Profit«-planen, tilstrækkeligt at bemærke, at det i modsætning til, hvad sagsøgeren har givet udtryk, fremgår af 319. betragtning til den anfægtede beslutning, at den pågældende plan ikke blev anset for en kompenserende modydelse.

213

Det første anbringendes tredje led må følgelig forkastes som ugrundet.

214

Med dette led af det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen på baggrund af retspraksis ikke kunne erklære den omhandlede støtte for forenelig med fællesmarkedet, for så vidt som den er uadskilleligt forbundet med opretholdelsen af lufttrafikrettigheder, der er indrømmet på grundlag af en nationalitetsklausul, som er i strid med artikel 43 EF.

215

I denne forbindelse bemærkes, som sagsøgeren har gjort gældende, at selv om den i artikel 87 EF og 88 EF fastsatte procedure overlader et skøn til Kommissionen med henblik på vurderingen af, om en statsstøtteordning kan forenes med fællesmarkedets krav, følger det dog af EF-traktatens almindelige opbygning, at denne procedure aldrig må føre til resultater, der er i strid med traktatens særlige bestemmelser (jf. i denne retning dom af 21.5.1980, Kommissionen mod Italien, 73/79, Sml., EU:C:1980:129, præmis 11, af 19.9.2000, Tyskland mod Kommissionen, C-156/98, Sml, EU:C:2000:467, præmis 78, og af 31.1.2001, Weyl Beef Products m.fl. mod Kommissionen, T-197/97 og T-198/97, Sml., EU:T:2001:28, præmis 75). Denne forpligtelse for Kommissionen til at tage fornødent hensyn til sammenhængen mellem på den ene side artikel 87 EF og 88 EF og på den anden side andre af EF-traktatens bestemmelser gælder specielt i tilfælde, hvor de andre bestemmelser også tilsigter at forhindre, at konkurrencen inden for fællesmarkedet fordrejes, som i den foreliggende sag artikel 43 EF, der tilsigter at beskytte den frie etableringsret og den frie konkurrence mellem økonomiske aktører i en medlemsstat, der er etableret i en anden medlemsstat, og de økonomiske aktører i denne sidstnævnte medlemsstat. Når Kommissionen vedtager en beslutning om, hvorvidt en støtte er forenelig med fællesmarkedet, kan den således ikke se bort fra, at der er fare for, at individuelle erhvervsdrivende griber ind i konkurrencen inden for fællesmarkedet (jf. i denne retning dom af 9.9.2010, British Aggregates m.fl. mod Kommissionen, T-359/04, Sml., EU:T:2010:366, præmis 91 og 92).

216

Det er ligeledes blevet fastslået, at gennemførelsesforanstaltninger til en støtte, som er i strid med andre særlige traktatbestemmelser end artikel 87 EF og 88 EF, kan være så uløseligt forbundet med støttens formål, at det ikke er muligt at bedømme dem isoleret (jf. i denne retning dom af 22.3.1977, Iannelli Volpi, 74/76, Sml., EU:C:1977:51, og af 15.6.1993, Matra mod Kommissionen, C-225/91, Sml., EU:C:1993:239, præmis 41).

217

Det skal imidlertid konstateres, at bevarelsen af Austrian Airlines’ lufttrafikrettigheder i det foreliggende tilfælde ikke udgjorde en betingelse for den omhandlede støtte. Selv om bevarelsen af lufttrafikrettigheder udgjorde en interesse for Lufthansa derved, at sådanne rettigheder er et væsentligt element i et luftfartselskabs aktiver, udgjorde det på ingen måde en betingelse for tildeling af den omhandlede støtte. Der var snarere tale om en betingelse for en succesfuld overtagelse af Austrian Airlines, som ville have gjaldt for enhver overtager, uanset om der af Republikken Østrig blev forlangt en negativ købspris, som i givet fald omfattede betaling af statsstøtte i Austrian Airlines.

218

Under disse omstændigheder og i modsætning til det af sagsøgeren hævdede kan anvendelsen af et juridisk kunstgreb gennem stiftelsen af et østrigsk selskab med henblik på at bevare Austrian Airlines østrigske nationalitet og følgelig at bevare de lufttrafikrettigheder, som var blevet tildelt selskabet på grundlag af en nationalitetsklausul i de bilaterale aftaler, der var blevet indgået med tredjelande, ikke anses for uadskilleligt forbundet med den omhandlede støtte i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 216 ovenfor.

219

Det kan derfor ikke foreholdes Kommissionen at have tilsidesat artikel 43 EF ved at fastslå, at den omhandlede støtte var forenelig med fællesmarkedet.

220

Denne konklusion foregriber ikke undersøgelsen af lovligheden af nationalitetsklausulerne i de bilaterale luftfartsaftaler, som Republikken Østrig har indgået med tredjelande på grundlag af artikel 43 EF.

221

I denne forbindelse skal det bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning pålagde Republikken Østrig at opsige sådanne aftaler eller at genforhandle dem i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 847/2004 af 29. april om forhandling og gennemførelse af luftfartsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande (EUT L 157, s. 7). Republikken Østrig har i øvrigt ligeledes i henhold til den anfægtede beslutnings artikel 2 pligt til at underrette Kommissionen om de foranstaltninger, den har truffet for at sikre, at sådanne aftaler er forenelige med fællesskabsretten.

222

På denne baggrund skal det første anbringendes fjerde led forkastes som ugrundet, og følgelig skal hele det første anbringende forkastes.

223

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen afveg fra sine egne rammebestemmelser i forbindelse med undersøgelsen af den passende karakter af størrelsen af Austrian Airlines’ eget bidrag, af omstruktureringsforanstaltningerne og af de kompenserende modydelser med henblik på vedtagelsen af den anfægtede beslutning, således at den begik magtfordrejning.

224

I denne forbindelse bemærkes, at selv om påstanden om, at Kommissionen afveg fra sine egne rammebestemmelser ved vedtagelsen af den anfægtede beslutning, anses for godtgjort, hvilket ikke er tilfældet i denne sag, er den ikke af en karakter, der kan godtgøre, at der foreligger magtfordrejning på baggrund af de betingelser, der er fastsat i retspraksis.

225

I henhold til retspraksis foreligger der nemlig kun magtfordrejning, såfremt der er objektive, relevante og samstemmende tegn på, at en beslutning udelukkende eller dog i det mindste overvejende er truffet med det formål at forfølge andre mål end dem, der er angivet (dom af 6.3.2002, Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, T-92/00 og T-103/00, Sml., EU:T:2002:61, præmis 84, og af 12.9.2007, Olympiaki Aeroporia Ypiresies mod Kommissionen, T-68/03, Sml., EU:T:2007:253, præmis 484). I det foreliggende tilfælde bemærkes, at sagsøgeren ikke har påberåbt sig noget indicium, der giver grundlag for at antage, at Kommissionen ud fra hensigtsmæssighedsbetragtninger har foretaget enten en særlig streng eller særligt lempelig anvendelse af fællesskabsbestemmelserne om statsstøtte, og at den ikke har fulgt den gældende fremgangsmåde og anvendt de gældende kriterier i overensstemmelse med sin sædvanlige praksis og de relevante bestemmelser i traktaten og den afledte ret.

226

Det tredje anbringende må følgelig forkastes som ugrundet.

227

Det følger heraf, at Kommissionen i det hele skal frifindes.

228

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

229

Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen, ÖIAG, Lufthansa og Austrian Airlines afholdte omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens, ÖIAG’s, Lufthansas og Austrian Airlines’ påstand herom.

230

Republikken Østrig bærer sine egne omkostninger i medfør af procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

Sagens baggrund

Procedure

Parternes påstande

Retlige bemærkninger

1. Formaliteten

Den manglende underskrift i originaleksemplaret af stævningen

Sagsøgerens anvendelse af oplysninger, der ikke figurerer i den udgave af den anfægtede beslutning, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, men som er indeholdt i den udgave, der blev meddelt Republikken Østrig

2. Om realiteten

Det andet anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten

Første led af det andet anbringende om en begrundelsesmangel med hensyn til, om de kompenserende modydelser var af en tilstrækkelig karakter på baggrund af situationen på de omhandlede markeder

Om andet led vedrørende en mangelfuld begrundelse med hensyn til overholdelsen af princippet om engangsstøtte

Det første anbringende om en tilsidesættelse af bestemmelserne i EF-traktaten

Det første anbringendes første led om et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til støttemodtagerens identitet og ret til støtte

Det første anbringendes andet led om utilstrækkeligheden af støttemodtagerens egetbidrag til omstruktureringsplanen

Første anbringendes tredje led om, at de kompenserende modydelser i omstruktureringsplanen er utilstrækkelige

– De i omstruktureringsplanen foreskrevne foranstaltninger

– De kompenserende modydelser, der er fastsat i den anfægtede beslutning

Det første anbringendes fjerde led om en tilsidesættelse af artikel 43 EF

Det tredje anbringende om magtfordrejning

Sagens omkostninger