–

Europa-Kommissionen ved S. Grünheid, M. Wasmeier og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 5 i Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA af 25. oktober 2004 om fastsættelse af mindsteregler for gerningsindholdet i strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og straffene herfor (EUT 2004, L 335, s. 8), artikel 4 i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (EUT 2008, L 300, s. 42), artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, samt artikel 47 og 52 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod PT og andre personer tiltalt for at have ledet og/eller deltaget i en organiseret kriminel gruppes aktiviteter.

3

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.«

4

Artikel 4 i rammeafgørelse 2004/757 med overskriften »Sanktioner« bestemmer følgende i stk. 1:

»Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 2 og 3 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning.

Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 2 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst 1-3 år.«

5

Artikel 5 i denne rammeafgørelse med overskriften »Særlige omstændigheder« fastsætter følgende:

»Uanset artikel 4 kan hver medlemsstat træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 4 omhandlede straffe kan nedsættes, hvis gerningsmanden

6

Artikel 3 i rammeafgørelse 2008/841 med overskriften »Sanktioner« bestemmer følgende i stk. 1, litra a):

»Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre,

7

Artikel 4 i denne rammeafgørelse med overskriften »Særlige omstændigheder« fastsætter følgende:

»Hver medlemsstat kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de straffe, der er omhandlet i artikel 3, kan nedsættes, eller at gerningsmanden kan fritages for straf, hvis han f.eks.:

8

Artikel 55, stk. 1, i Nakazatelen kodeks (straffeloven) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen (herefter »NK«), bestemmer følgende:

»I tilfælde af ekstraordinære eller flere formildende omstændigheder kan retten, når den i loven fastsatte mildere sanktion viser sig at være uforholdsmæssig:

1. fastsætte en straf, som ligger under den nedre grænse

[...]«

9

NK’s artikel 321 fastsætter følgende:

»[...]

(2)   Deltagelse i en [organiseret kriminel gruppe] straffes med frihedsstraf på et til seks år.

(3)   Såfremt den [organiserede kriminelle gruppe] er bevæbnet eller dannes i berigelsesøjemed eller med det formål at begå de overtrædelser, der er omhandlet i [...] artikel 354a, stk. 1 og 2, [...] er sanktionerne som følger:

[...]

[...]«

10

NK’s artikel 354a, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Den, som uden behørig tilladelse fremstiller, forarbejder, erhverver eller besidder euforiserende stoffer eller tilsvarende stoffer for at distribuere disse eller distribuerer euforiserende stoffer eller tilsvarende stoffer, straffes i tilfælde af yderst farlige euforiserende stoffer eller tilsvarende stoffer med frihedsstraf på to til otte år og med bøde på 5000 til 20000 [bulgarske leva (BGN) (ca. 2260 til 10230 EUR)] og i tilfælde af farlige euforiserende stoffer eller tilsvarende stoffer med frihedsstraf på et til seks år og med bøde på 2000 til 10000 BGN [(ca. 1020 til 5115 EUR)]. [...]«

11

Artikel 381 i Nakazatelno protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen (herefter »NPK«), med overskriften »Tilståelsesaftale i forbindelse med en forundersøgelsesprocedure« bestemmer følgende:

»(1)   Efter at efterforskningen er afsluttet, kan der på forslag af anklagemyndigheden eller advokaten indgås en aftale mellem disse med henblik på afgørelsen af sagen. [...]

[...]

(4)   I aftalen kan straffen fastsættes på de betingelser, som er omhandlet i NK’s artikel 55, også selv om der ikke foreligger ekstraordinære eller flere formildende omstændigheder.

(5)   Aftalen udfærdiges skriftligt, og der skal være enighed om følgende forhold:

[...]

(6)   Aftalen underskrives af anklagemyndigheden og advokaten. Den tiltalte underskriver aftalen, hvis vedkommende accepterer den, efter at have erklæret, at han giver afkald på, at hans sag pådømmes efter den almindelige procedure.

(7)   Når der føres sag mod flere personer eller vedrørende flere lovovertrædelser, kan aftalen indgås af nogle af disse personer eller for nogle af disse lovovertrædelser.

[...]«

12

NPK’s artikel 383 med overskriften »Virkninger af tilståelsesaftalen« fastsætter i stk. 1:

»En aftale, der er godkendt af retten, har retsvirkninger som en retskraftig dom.«

13

NPK’s artikel 384 med overskriften »Tilståelsesaftale inden for rammerne af en retslig procedure« har følgende ordlyd:

»(1)   På de betingelser og efter de regler, som er fastsat i dette kapitel, kan retten i første instans godkende en tilståelsesaftale, efter at den retslige procedure er indledt, men før den retslige undersøgelse er afsluttet.

[...]

(3)   I så fald godkendes indgåelsen af [tilståelsesaftalen] først, når der er indhentet samtykke fra samtlige [procesdeltagere].«

14

NPK’s artikel 384a med overskriften »Afgørelse om en aftale med nogle af de tiltalte eller om en af lovovertrædelserne« bestemmer følgende:

»(1)   Når der efter indledningen af den retslige procedure, men inden den retslige undersøgelse er afsluttet, er indgået en aftale med en af de tiltalte eller om en af overtrædelserne, udsætter retten sagen.

(2)   Et andet dommerkollegium træffer afgørelse om den indgåede aftale [...]

(3)   Det dommerkollegium, som er omhandlet i stk. 1, fortsætter behandlingen af sagen, efter at der er truffet afgørelse om aftalen.«

15

Den 25. marts 2020 indledte Spetsializirana prokuratura (særlig anklagemyndighed, Bulgarien) for Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien), der er den forelæggende ret, straffesager mod 41 personer, herunder SD og PT, for at have ledet og/eller deltaget i en organiseret kriminel gruppes aktiviteter med henblik på at distribuere narkotika i berigelsesøjemed. PT er tiltalt for at have deltaget i denne kriminelle gruppe og for besiddelse af narkotika med henblik på distribution på grundlag af NK’s artikel 321, stk. 2, og artikel 321, stk. 3, nr. 2, og artikel 354a, stk. 1.

16

Den 19. august 2020 blev sagen sendt tilbage til Spetsializirana prokuratura (særlig anklagemyndighed) med henblik på afhjælpning af mangler ved anklageskriftet.

17

Den 26. august 2020 indgik anklagemyndigheden og SD’s advokat under forundersøgelsesproceduren en aftale, hvorefter SD ville blive idømt en mildere straf end den i loven fastsatte, idet sidstnævnte havde erklæret sig skyldig i anklagerne mod sig. I aftalen var angivet de øvrige 40 tiltaltes fulde navne og personnumre, hvis samtykke til godkendelsen af den nævnte aftale ikke var blevet indhentet. Denne aftale blev den 1. september 2020 godkendt af et andet dommerkollegium end det, som oprindeligt behandlede sagen.

18

Den 28. august 2020 indgav Spetsializirana prokuratura (særlig anklagemyndighed) en korrigeret version af anklageskriftet, og den retslige procedure i sagen blev indledt.

19

Den 17. november 2020 indgik anklagemyndigheden og PT’s advokat en tilståelsesaftale, hvorefter denne tiltalte efter at have erklæret sig skyldig i tiltalen mod sig blev idømt en frihedsstraf på tre år, som blev gjort betinget i fem år. Aftalen blev ændret for at tage hensyn til dom af 5. september 2019, AH m.fl. (Uskyldsformodning) (C-377/18, EU:C:2019:670), således at de øvrige tiltaltes navne og personnumre blev udeladt. Den korrigerede version af den nævnte aftale er i øvrigt dateret den 17. november 2020.

20

Den 18. januar 2021 oversendte den forelæggende ret i overensstemmelse med NPK’s artikel 384a den tilståelsesaftale, der er omhandlet i den foregående præmis, til retspræsidenten med henblik på udpegelse af et andet dommerkollegium, der skulle træffe afgørelse om den nævnte aftale. Den 21. januar 2021 afslog det således udpegede dommerkollegium at godkende den nævnte aftale med den begrundelse, at visse tiltalte ikke havde givet deres samtykke som krævet i henhold til NPK’s artikel 384, stk. 3.

21

Den 10. maj 2022 indgik anklagemyndigheden og PT’s advokat en ny tilståelsesaftale med samme indhold og anmodede den forelæggende ret om at træffe afgørelse om aftalen uden at indhente de øvrige tiltaltes samtykke.

22

Den 18. maj 2022 afviste det dommerkollegium, som var udpeget i henhold til NPK’s artikel 384a, at godkende den tilståelsesaftale, der er omhandlet i den foregående præmis, med den begrundelse, at denne godkendelse krævede de øvrige 39 tiltaltes samtykke i overensstemmelse med NPK’s artikel 384, stk. 3.

23

Som følge af dette afslag bekræftede anklagemyndigheden, PT og dennes advokat, at de ønskede at indgå en tilståelsesaftale, og at den forelæggende ret, for hvilken alle beviserne var blevet optaget, skulle godkende aftalen uden at indhente de øvrige tiltaltes samtykke. Anklagemyndigheden udtrykte dog tvivl om, hvorvidt den forelæggende ret ville være upartisk, når proceduren blev fortsat for så vidt angår de øvrige tiltalte, hvis den godkendte den nævnte aftale. PT gjorde gældende, at det forhold, at han ikke kunne indgå en sådan aftale, indebar en tilsidesættelse af hans rettigheder i henhold til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).

24

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, har den forelæggende ret bemærket, at den sag, der verserer for den, vedrører strafbare handlinger, som er omfattet af anvendelsesområdet for rammeafgørelse 2004/757 og 2008/841 og dermed af »områder, der er omfattet af EU-retten« som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU. Da disse overtrædelser i henhold til bl.a. artikel 4, stk. 1, første afsnit, i rammeafgørelse 2004/757 efter den forelæggende rets opfattelse skal straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virkning, er den straffesag, inden for hvilken disse bestemmelser finder anvendelse, undergivet de krav, som følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47, stk. 1 og 2. Denne ret er endvidere af den opfattelse, at de i national ret fastsatte regler for indgåelse af en tilståelsesaftale mellem anklagemyndigheden og en tiltalt udgør en »gennemførelse af EU-retten« som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, i det foreliggende tilfælde af artikel 5 i rammeafgørelse 2004/757 og artikel 4 i rammeafgørelse 2008/841.

25

Under disse omstændigheder har den forelæggende ret for det første rejst spørgsmålet om, hvorvidt NPK’s artikel 384a er forenelig med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, med henvisning til, at denne bestemmelse i bulgarsk ret i forbindelse med en straffesag mod flere personer kræver, at der udpeges et andet dommerkollegium end det, som behandlede sagen, med henblik på at træffe afgørelse om en tilståelsesaftale, der indgås af en af de tiltalte under den retslige procedure i denne sag. Den forelæggende ret har anført, at NPK’s artikel 384 har til formål at give det dommerkollegium, som skal træffe afgørelse vedrørende sagens realitet, mulighed for at fortsætte proceduren for så vidt angår de øvrige tiltalte, uden at risikere at miste dets objektivitet og upartiskhed. Samme ret er ikke desto mindre af den opfattelse, at retten til en effektiv domstolsbeskyttelse ville blive tilsidesat, hvis beviser, der er indsamlet for det dommerkollegium, som oprindeligt behandlede sagen, skulle bedømmes af et andet dommerkollegium.

26

Den forelæggende ret er for det andet i tvivl om, hvorvidt NPK’s artikel 384, stk. 3, er forenelig med artikel 5 i rammeafgørelse 2004/757, artikel 4 i rammeafgørelse 2008/841, artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU samt chartrets artikel 47 og 52 med henvisning til, at når der under den retslige procedure i en straffesag mod flere personer af en af de tiltalte er indgået en tilståelsesaftale, kræver denne bestemmelse i bulgarsk ret de øvrige tiltaltes enstemmige samtykke, for at en sådan aftale kan blive godkendt, hvilket ikke er tilfældet under forundersøgelsesfasen af en sådan sag.

27

Ifølge den forelæggende ret opnår den tiltalte gennem indgåelsen og den retslige godkendelse af en tilståelsesaftale det endelige resultat, han tilstræber, nemlig at blive idømt en mildere straf end den straf, han ville være blevet idømt ved en almindelig retsforhandling. Under disse betingelser undergraver kravet om de øvrige tiltaltes enstemmige samtykke den retfærdige behandling af sagen som omhandlet i chartrets artikel 47, stk. 2, og begrænser adgangen til et retsmiddel som omhandlet i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, hvilket er i strid med det proportionalitetsprincip, der er fastsat i chartrets artikel 52.

28

For det tredje ønsker den forelæggende ret oplyst, om den, hvis den godkender tilståelsesaftalen vedrørende PT, i overensstemmelse med kendelse af 28. maj 2020, UL og VM (C-709/18, EU:C:2020:411), er forpligtet til at afvise at prøve tiltalen mod de øvrige tiltalte med henblik på at sikre deres ret til en upartisk domstol, der er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 2.

29

Den forelæggende ret har bemærket, at Domstolens besvarelse af dens præjudicielle spørgsmål i det væsentlige giver den mulighed for at fastslå, om den selv kan eller skal godkende den af PT indgåede tilståelsesaftale, således som PT har anmodet den om at gøre uden de øvrige tiltaltes samtykke.

30

På denne baggrund har Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Ved skrivelse af 5. august 2022 meddelte Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) Domstolen, at Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) var blevet opløst som følge af en lovændring, der trådte i kraft den 27. juli 2022, og at en række straffesager, som var indbragt for den nævnte ret, herunder hovedsagen, var blevet overført til Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) med virkning fra denne dato.

32

Det skal indledningsvis bemærkes, at det tilkommer Domstolen at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale ret har forelagt sagen for Domstolen, med henblik på at efterprøve sin egen kompetence eller formaliteten vedrørende den forelagte anmodning (jf. i denne retning dom af 4.7.2006, Adeneler m.fl., C-212/04, EU:C:2006:443, præmis 42, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 29).

33

Chartrets artikel 51, stk. 1, fastsætter, at chartrets bestemmelser udelukkende er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. I denne artikel 51, stk. 2, er det præciseret, at chartrets bestemmelser ikke på nogen måde udvider Den Europæiske Unions beføjelser som fastsat i traktaterne.

34

Disse bestemmelser bekræfter Domstolens praksis, hvorefter de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer. Inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse i medfør af artikel 267 TEUF kan Domstolen derfor kun fortolke EU-retten inden for grænserne af de kompetencer, som den er blevet tildelt (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 30 og 31 og den deri nævnte retspraksis).

35

Begrebet »gennemførelse af EU-retten« som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, forudsætter, at der foreligger en tilknytning mellem en EU-retsakt og den omhandlede nationale foranstaltning, som går ud over den beslægtethed, der måtte findes mellem de omhandlede områder, eller den indirekte virkning, som et område kan have på et andet (jf. i denne retning dom af 6.3.2014, Siragusa, C-206/13, EU:C:2014:126, præmis 24, og af 29.7.2024, protectus, C-185/23, EU:C:2024:657, præmis 42).

36

Domstolen har allerede fastslået, at EU’s grundlæggende rettigheder ikke finder anvendelse på en national lovgivning, hvis EU-reglerne på det pågældende område ikke opstiller nogen specifik forpligtelse for medlemsstaterne for så vidt angår den i hovedsagen omtvistede situation (jf. i denne retning dom af 6.3.2014, Siragusa, C-206/13, EU:C:2014:126, præmis 26, og af 10.7.2014, Julián Hernández m.fl., C-198/13, EU:C:2014:2055, præmis 35).

37

Det er på baggrund af disse betragtninger, at det skal afgøres, om den bulgarske lovgivning, der således som anført af den forelæggende ret regulerer tilståelsesaftalen, gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, og om Domstolen derfor har kompetence til at fortolke de bestemmelser i chartret, som den forelæggende ret har henvist til.

38

For så vidt som den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne nationale lovgivning udgør en gennemførelse af artikel 5 i rammeafgørelse 2004/757, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, heri, og artikel 4 i rammeafgørelse 2008/841, skal det for det første bemærkes, at disse bestemmelser i EU-retten fremgår af retsakter, der vedtages på grundlag af artikel 31, stk. 1, TEU, hvis bestemmelser er gengivet i artikel 83, stk. 1, første afsnit, TEUF. Denne artikel 4, stk. 1, og denne artikel 3 indeholder mindsteregler for straffene for strafbare handlinger på de områder med kriminalitet, der er omfattet af de respektive anvendelsesområder for disse to rammeafgørelser, dvs. narkotikahandel og organiseret kriminalitet.

39

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 32 og 33 i forslaget til afgørelse, indebærer gennemførelsen af disse bestemmelser, at medlemsstaterne vedtager lovgivningsmæssige foranstaltninger vedrørende materiel strafferet, som f.eks. NK’s artikel 321 og artikel 354a, stk. 1. På området for processuelle strafferetlige bestemmelser, som i det væsentlige omfatter bestemmelserne i bulgarsk ret om tilståelsesaftalen, dvs. NPK’s artikel 384, stk. 3, og artikel 384a, er der derimod ikke på grundlag af artikel 31 EU eller artikel 82 TEUF, som definerer Unionens kompetence på området for processuelle strafferetlige bestemmelser, blevet vedtaget nogen lovgivningsmæssig EU-retsakt, der har denne type aftaler som genstand.

40

Det følger heraf, at forholdet mellem de EU-retlige bestemmelser vedrørende materiel strafferet, der er omhandlet i denne doms præmis 38, og de bulgarske bestemmelser vedrørende processuel strafferet, der regulerer den i hovedsagen omhandlede tilståelsesaftale, ikke går ud over den beslægtethed eller den indirekte virkning, som det førstnævnte område kan have på det sidstnævnte område. Under disse omstændigheder kan der ikke godtgøres en tilknytning mellem dem som omhandlet i den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 35.

41

For det andet begrænser artikel 5 i rammeafgørelse 2004/757 og artikel 4 i rammeafgørelse 2008/841, der begge har overskriften »Særlige omstændigheder«, sig til at fastsætte, at medlemsstaterne kan træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de straffe, der er omhandlet i disse rammeafgørelser, kan nedsættes, hvis gerningsmanden opgiver sin kriminelle virksomhed på de områder, der er omfattet af de nævnte rammeafgørelser, og giver de administrative eller retslige myndigheder oplysninger, som de ikke kunne have skaffet sig på anden vis, hvilket navnlig hjælper myndighederne med at identificere eller retsforfølge medgerningsmændene til den strafbare handling eller at fremskaffe bevismateriale. Disse bestemmelser i EU-retten præciserer hverken reglerne eller betingelserne for indgåelse af en tilståelsesaftale, og de pålægger heller ikke medlemsstaterne at lovgive på dette område, i modsætning til hvad der kræves i henhold til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 36, for at der kan godtgøres en tilknytning mellem de nævnte bestemmelser i EU-retten og bestemmelserne i bulgarsk ret vedrørende en tilståelsesaftale.

42

Det fremgår af ovenstående grunde, at NPK’s bestemmelser om indgåelse og godkendelse af en tilståelsesaftale, navnlig NPK’s artikel 384, stk. 3, og artikel 384a, ikke udgør en »gennemførelse« som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, af bestemmelserne i rammeafgørelse 2004/757 og 2008/841.

43

Domstolen har derfor ikke kompetence til at besvare de forelagte spørgsmål, for så vidt som de vedrører artikel 5 i rammeafgørelse 2004/757, artikel 4 i rammeafgørelse 2008/841 samt chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, og artikel 52.

44

I henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU tilvejebringer medlemsstaterne den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre borgernes ret til en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Det påhviler således medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsprøvelse på disse områder (dom af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, C-64/16, EU:C:2018:117, præmis 34, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

45

Hvad angår det materielle anvendelsesområde for artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU omhandler denne bestemmelse »de områder, der er omfattet af EU-retten«, uafhængigt af den situation, hvori medlemsstaterne gennemfører EU-retten (dom af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, C-64/16, EU:C:2018:117, præmis 29, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

46

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU finder således navnlig anvendelse i forhold til enhver national retsinstans, der som domstol kan træffe afgørelse vedrørende spørgsmål om anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som således vedrører områder, der er omfattet af EU-retten (jf. i denne retning dom af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, C-64/16, EU:C:2018:117, præmis 40, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

47

Dette er tilfældet for den forelæggende ret, som i denne sag er blevet anmodet om at træffe afgørelse vedrørende spørgsmål, der er forbundet med anvendelsen eller fortolkningen af rammeafgørelse 2004/757 og 2008/841, der er blevet gennemført i den bulgarske retsorden ved bestemmelserne i NK, således at denne ret skal opfylde kravene i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU til en effektiv retsbeskyttelse.

48

På denne baggrund har Domstolen kompetence til at fortolke artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU i den foreliggende sag.

49

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse, der ikke tillægger dommerkollegiet med ansvaret for sagen, men et til lejligheden sammensat dommerkollegium kompetencen til at træffe afgørelse om en tilståelsesaftale, der indgås af en tiltalt og anklagemyndigheden under den retslige procedure i en straffesag, når andre tiltalte ligeledes er tiltalt i forbindelse med den samme sag.

50

Selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne, bl.a. de nationale domstoles oprettelse, sammensætning, kompetence og funktion, henhører under medlemsstaternes kompetence, er de under udøvelsen af denne kompetence ikke desto mindre forpligtet til at overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og navnlig artikel 19 TEU (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

51

Princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, som artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU henviser til, udgør et generelt EU-retligt princip, der bl.a. er fastslået i chartrets artikel 47, stk. 2. Der skal følgelig tages behørigt hensyn til sidstnævnte bestemmelse ved fortolkningen af denne artikel 19, stk. 1, andet afsnit (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

52

I øvrigt har rettighederne i chartret i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, første punktum, samme betydning og omfang som de tilsvarende rettigheder, der er sikret ved EMRK. I medfør af denne bestemmelses andet punktum er dette ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse. Ifølge forklaringerne til chartret (EUT 2007, C 303, s. 17) svarer chartrets artikel 47, stk. 2, til EMRK’s artikel 6, stk. 1. Domstolen skal følgelig sørge for, at den fortolkning, som den foretager i den foreliggende sag, sikrer et beskyttelsesniveau, som ikke tilsidesætter det beskyttelsesniveau, der er sikret ved EMRK’s artikel 6, stk. 1, således som denne bestemmelse fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

53

Enhver medlemsstat skal i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU sørge for, at de retsinstanser, der som »domstole« i EU-rettens forstand skal træffe afgørelse om spørgsmål, der er knyttet til anvendelsen eller til fortolkningen af denne ret, og som således henhører under medlemsstatens retsmiddelsystem på de områder, der er omfattet af EU-retten, opfylder kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse, herunder kravet om uafhængighed (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 220 og 224, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 47).

54

Domstolen har i øvrigt tidligere præciseret, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, som pålægger medlemsstaterne en klar og præcis forpligtelse til at nå et bestemt resultat, hvortil der ikke er knyttet nogen betingelser, bl.a. med hensyn til uafhængigheden og upartiskheden af de retsinstanser, som skal fortolke og anvende EU-retten, har direkte virkning, som indebærer, at anvendelse af enhver eventuel national bestemmelse, retspraksis eller praksis, der er modstridende med disse EU-retlige bestemmelser, således som de er fortolket af Domstolen, undlades (dom af 5.6.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), C-204/21, EU:C:2023:442, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

55

Dette krav om uafhængighed omfatter to aspekter. Det første eksterne aspekt kræver, at den pågældende ret udøver sit hverv helt uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, og at den således er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dens medlemmers uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser. Det andet interne aspekt hænger sammen med begrebet upartiskhed og vedrører det forhold, at der skal være den samme afstand til tvistens parter og deres respektive interesser for så vidt angår denne tvists genstand. Dette aspekt fordrer objektivitet og en fuldstændig mangel på interesse i sagens udfald ud over den strikte anvendelse af retsregler (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 50 og 51 og den deri nævnte retspraksis).

56

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at anklagemyndigheden over for den forelæggende ret udtrykte tvivl om upartiskheden hos dommerkollegiet med ansvaret for hovedsagen til at fortsætte proceduren for så vidt angår de øvrige tiltalte, hvis den skulle godkende tilståelsesaftalen vedrørende PT.

57

Når flere personer som i det foreliggende tilfælde er tiltalt for deres deltagelse i den samme organiserede kriminelle gruppe, og den ene af dem under den retslige procedure i denne sag indgår en aftale, hvori vedkommende erkender sit strafansvar, udgør udpegelsen af et til lejligheden sammensat dommerkollegium med henblik på at træffe afgørelse om denne aftale, som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse, en strafferetsplejeforanstaltning, som det står medlemsstaterne frit for at fastsætte med henblik på at sikre eller endog styrke kravene om uafhængighed og upartiskhed i det dommerkollegium, der skal dømme de tiltalte, som ikke har erkendt deres skyld, hvilke krav følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.

58

I dom af 25. november 2021, Mucha mod Slovakiet (CE:ECHR:2021:1125JUD006370319, §§ 62-64 og 66), fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol således, at der forelå en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1, med hensyn til princippet om upartiskhed og princippet om uskyldsformodning i en situation, hvor det samme dommerkollegium havde truffet afgørelse i første omgang om tilståelsesaftalerne for så vidt angår otte personer tiltalt for at have deltaget i en organiseret kriminel gruppes aktiviteter og i anden omgang om, hvorvidt tiltalen mod en anden person tiltalt for at have deltaget i den samme kriminelle gruppe var begrundet, da dommene om godkendelse af disse aftaler indeholdt en specifik og individuel angivelse af de forhold, som blev foreholdt denne sidstnævnte person, og derfor havde krænket den pågældende persons ret til at blive anset for uskyldig, indtil vedkommendes skyld var bevist. Denne ret konkluderede heraf, at tvivlen med hensyn til det nævnte dommerkollegiums upartiskhed var objektivt begrundet.

59

Den forelæggende ret er i øvrigt af den opfattelse, at udpegelsen af et til lejligheden sammensat dommerkollegium med henblik på at træffe afgørelse om en tilståelsesaftale i forbindelse med en straffesag, hvori flere personer er tiltalt, kan tilsidesætte princippet om straffesagens umiddelbarhed.

60

Dette princip indebærer, at de personer, der har ansvaret for at træffe afgørelse om, hvorvidt en tiltalt er skyldig eller uskyldig, principielt skal afhøre vidnerne personligt og bedømme disses troværdighed, eftersom en af de væsentlige elementer i en retfærdig rettergang i straffesager er den tiltaltes mulighed for at blive stillet over for vidnerne under tilstedeværelse af den dommer, der i sidste ende træffer afgørelse (jf. i denne retning dom af 29.7.2019, Gambino og Hyka, C-38/18, EU:C:2019:628, præmis 42 og 43).

61

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 73 i forslaget til afgørelse, kan udpegelsen i det foreliggende tilfælde af et til lejligheden sammensat dommerkollegium med henblik på at træffe afgørelse om en tilståelsesaftale som den i hovedsagen omhandlede ikke tilsidesætte princippet om straffesagens umiddelbarhed. Ved på en frivillig måde under fuldt kendskab til sagens faktiske omstændigheder og til de retsvirkninger, der knytter sig til dette valg, at vælge at erkende sit strafansvar, giver den tiltalte, således som det fremgår af NPK’s artikel 381, stk. 6, afkald på, »at hans sag pådømmes efter den almindelige procedure«, og visse rettigheder, der følger deraf.

62

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national bestemmelse, der ikke tillægger dommerkollegiet med ansvaret for sagen, men et til lejligheden sammensat dommerkollegium kompetencen til at træffe afgørelse om en tilståelsesaftale, der indgås af en tiltalt og anklagemyndigheden under den retslige procedure i en straffesag, når andre tiltalte ligeledes er tiltalt i forbindelse med den samme sag.

63

Europa-Kommissionen har i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at begrundelsen i anmodningen om præjudiciel afgørelse for det andet præjudicielle spørgsmål, for så vidt som det vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, er »meget kortfattet« og ikke opfylder kravene i artikel 94 i Domstolens procesreglement.

64

I overensstemmelse med fast retspraksis gælder der en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve, er relevante. Domstolen kan alene afvise at træffe afgørelse vedrørende en anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt af en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. i denne retning dom af 15.12.1995, Bosman, C-415/93, EU:C:1995:463, præmis 61, og af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 61).

65

Eftersom anmodningen om præjudiciel afgørelse danner grundlaget for den præjudicielle forelæggelse ved Domstolen i medfør af artikel 267 TEUF, er det nødvendigt, at den nationale ret i denne anmodning redegør for den retlige og faktiske baggrund for tvisten i hovedsagen og i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen. Disse kumulative krav fremgår udtrykkeligt af procesreglementets artikel 94 (jf. i denne retning dom af 4.6.2020, C.F. (Skatte- og afgiftskontrol), C-430/19, EU:C:2020:429, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

66

Den forelæggende ret har i denne sag i tilstrækkelig grad redegjort for omstændighederne i hovedsagen og redegjort detaljeret for de relevante nationale bestemmelser. Den har ligeledes angivet grundene til, at den har rejst tvivl om foreneligheden af især NPK’s artikel 384, stk. 3, med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU. Samme ret er nemlig af den opfattelse, at alle de øvrige tiltaltes samtykke til godkendelsen af en tilståelsesaftale, der indgås af en af disse tiltalte under den retslige procedure i en straffesag mod flere personer, uretmæssigt begrænser det »retsmiddel«, som en sådan aftale ifølge den forelæggende ret udgør for denne tiltalte, for så vidt som den nævnte tiltalte gennem indgåelsen og godkendelsen af denne aftale »opnår det endelige resultat, han tilstræber, nemlig at blive idømt en mildere straf end den straf, han ville være blevet idømt ved en almindelig retsforhandling«. Den nævnte ret er ligeledes af den opfattelse, at en sådan begrænsning kan tilsidesætte »retfærdigheden af proceduren«.

67

I modsætning til hvad Kommissionen har anført i relation til dette spørgsmål, følger det heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse opfylder kravene i procesreglementets artikel 94 og derfor kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.

68

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse, der i en straffesag mod flere tiltalte for deres deltagelse i den samme organiserede kriminelle gruppe gør godkendelsen af en tilståelsesaftale, der indgås af en af de tiltalte og anklagemyndigheden under den retslige procedure i denne sag, betinget af alle de øvrige tiltaltes samtykke.

69

Som den forelæggende ret har anført, tjener et sådant krav i hovedsagen »interessen hos visse af de andre [tiltalte], mod hvem PT vil kunne afgive forklaring som vidne efter godkendelsen af den aftale, der vedrører ham«. Som svar på en anmodning om uddybende oplysninger, som Domstolen sendte i henhold til procesreglementets artikel 101, stk. 1, har den nævnte ret desuden præciseret, at den ret, der skal dømme de andre tiltalte, er »bundet« af indholdet af den tilståelsesaftale, der indgås af en af de tiltalte.

70

Set i dette perspektiv er kravet om de øvrige tiltaltes samtykke omfattet af retten til en retfærdig rettergang og deres ret til forsvar. Overholdelsen af disse rettigheder udgør således et af de væsentlige elementer, der er en integrerende del af overholdelsen af det grundlæggende princip om effektiv domstolsbeskyttelse i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU i lighed med begrebet »retfærdig rettergang« i EMRK’s artikel 6 (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere), C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 203).

71

Dette grundlæggende princip i EU-retten ville blive tilsidesat, hvis en retsafgørelse blev baseret på faktiske omstændigheder og dokumenter, som parterne eller en af disse ikke har kunnet skaffe sig kendskab til, og som de således ikke har kunnet tage stilling til (jf. i denne retning dom af 22.3.1961, Snupat mod Den Høje Myndighed, 42/59 og 49/59, EU:C:1961:5, s. 247, og af 17.11.2022, Harman International Industries, C-175/21, EU:C:2022:895, præmis 63). Princippet om en retfærdig rettergang kræver endvidere, at hensynet til forsvaret i relevante tilfælde afvejes i forhold til hensynet til vidner eller ofre, som er indkaldt til at afgive forklaring (dom af 29.7.2019, Gambino og Hyka, C-38/18, EU:C:2019:628, præmis 41).

72

Henset til det ovenstående kan princippet om overholdelsen af retten til forsvar ikke fortolkes således, at dette princip er til hinder for nationale bestemmelser, som f.eks. NPK’s artikel 384, stk. 3, hvis formål er at sikre disse rettigheder hos tiltalte, der, idet de ikke har erkendt deres strafansvar, skal dømmes i forbindelse med en senere retssag, henset ikke blot til de oplysninger, der vedrører dem, og som kan fremgå af den tilståelsesaftale, der indgås af den tiltalte, som har erkendt sit strafansvar, men også til de erklæringer, som kan afgives af den pågældende som vidne ved det dommerkollegium, der skal træffe afgørelse om de øvrige tiltaltes strafferetlige ansvar.

73

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national bestemmelse, der i en straffesag mod flere tiltalte for deres deltagelse i den samme organiserede kriminelle gruppe gør godkendelsen af en tilståelsesaftale, der indgås af en af de tiltalte og anklagemyndigheden under den retslige procedure i denne sag, betinget af alle de øvrige tiltaltes samtykke.

74

Som det fremgår af denne doms præmis 42, har Domstolen ikke kompetence til at besvare det tredje spørgsmål, da dette udelukkende vedrører fortolkningen af chartrets artikel 47.

75

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: