1

Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om delvis annullation af Rådets afgørelse (EU) 2019/1754 af 7. oktober 2019 om Den Europæiske Unions tiltrædelse af Genèveaftalen om Lissabonaftalen vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (EUT 2019, L 271, s. 12, herefter »den anfægtede afgørelse«).

2

Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret blev undertegnet i Paris den 20. marts 1883 og senest revideret i Stockholm den 14. juli 1967 samt ændret den 28. september 1979 (United Nation Treaty Series, bind 828, nr. 11851, s. 305, herefter »Pariserkonventionen«). Alle Den Europæiske Unions medlemsstater er parter i denne konvention.

3

Pariserkonventionens artikel 1 fastsætter bl.a., at de stater, over for hvilke den finder anvendelse, danner en union til beskyttelse af den industrielle ejendomsret, herunder patenter, brugsmønstre og modeller, varemærker, servicemærker, firmanavne, oprindelsesbetegnelser og undertrykkelse af illoyal konkurrence.

4

I henhold til Pariserkonventionens artikel 19 forbeholder de stater, der er parter i denne, sig ret til hver for sig at indgå særlige arrangementer indbyrdes til beskyttelse af den industrielle ejendomsret.

5

Lissabonaftalen om beskyttelse af oprindelsesbetegnelser og deres internationale registrering blev undertegnet den 31. oktober 1958, revideret i Stockholm den 14. juli 1967 og ændret den 28. september 1979 (United Nation Treaty Series, bind 828, nr. 13172, s. 205, herefter »Lissabonaftalen«). Den udgør et særligt arrangement som omhandlet i Pariserkonventionens artikel 19, som enhver stat, der er part i denne konvention, kan tiltræde.

6

Syv EU-medlemsstater, nemlig Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Ungarn, Den Portugisiske Republik og Den Slovakiske Republik, er parter i Lissabonaftalen. Til gengæld er Unionen ikke part i denne aftale, som kun stater kan tiltræde.

7

I henhold til ordlyden af Lissabonaftalens artikel 1 udgør de stater, som denne aftale finder anvendelse på, en særlig union (herefter »den særlige union«) inden for rammerne af unionen til beskyttelse af den industrielle ejendomsret, som er oprettet ved Pariserkonventionen, og de påtager sig på deres områder og i henhold til ordlyden i denne aftale at beskytte de oprindelsesbetegnelser for varer fra andre lande i denne særlige union, som er anerkendt og beskyttet i denne henseende i deres oprindelsesland og registreret ved Det Internationale Bureau for Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO).

8

Artikel 21 i Genèveaftalen om Lissabonaftalen om oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (EUT 2019, L 271, s. 15, herefter »Genèveaftalen«) med overskriften »Medlemsskab af Lissabonunionen« bestemmer:

»De kontraherende parter er medlemmer af den samme særlige union som de stater, der er part i Lissabonaftalen[, i sin oprindelige affattelse af 31. oktober 1958] eller [Lissabonaftalen, som revideret i Stockholm den 14. juli 1967 og ændret den 28. september 1979], uanset om de selv er part i Lissabonaftalen[, i den oprindelige affattelse af 31. oktober 1958] eller [Lissabonaftalen, som revideret i Stockholm den 14. juli 1967 og ændret den 28. september 1979].«

9

Genèveaftalens artikel 22 med overskriften »Den særlige unions forsamling« bestemmer i stk. 4:

»[Beslutningstagning i forsamlingen]

[…]«

10

Genèveaftalens artikel 28 med overskriften »Betingelser for at blive part i aftalen« bestemmer i stk. 1:

»(1)   [Berettigelse] Med forbehold af artikel 29 og stk. 2 og 3 i denne artikel

11

Sjette betragtning til den anfægtede afgørelse har følgende ordlyd:

»For at Unionen i forbindelse med de omfattende beskyttelsessystemer for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter reelt kan udøve sin enekompetence på de områder, der er omfattet af Genèveaftalen og dens funktioner, bør Unionen tiltræde Genèveaftalen og blive kontraherende part heri.«

12

Denne afgørelses artikel 1, stk. 1, bestemmer:

»Den Europæiske Unions tiltrædelse af Genèveaftalen […] godkendes hermed på vegne af Unionen.«

13

Den nævnte afgørelses artikel 3 fastsætter:

»De medlemsstater, der ønsker det, bemyndiges hermed til sammen med Unionen at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen, alt efter hvad der er relevant, i Unionens interesse og med fuld respekt for dennes enekompetence.«

14

Samme afgørelses artikel 4 bestemmer følgende:

»1.   I den særlige union repræsenteres Unionen og enhver medlemsstat, der ratificerer eller tiltræder Genèveaftalen i henhold til denne afgørelses artikel 3, af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 17, stk. 1, i TEU. Unionen er ansvarlig for at sikre, at Unionen og de medlemsstater, der ratificerer eller tiltræder Genèveaftalen i henhold til denne afgørelses artikel 3, udøver deres rettigheder og opfylder deres forpligtelser.

[…]

2.   Unionen stemmer i den særlige unions forsamling, og de medlemsstater, der har ratificeret eller tiltrådt Genèveaftalen, udøver ikke deres stemmeret.«

15

Artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1753 af 23. oktober 2019 om Unionens indsats efter tiltrædelsen af Genèveaftalen under Lissabonaftalen om oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (EUT 2019, L 271, s. 1) med overskriften »Overgangsbestemmelser for oprindelsesbetegnelser med oprindelse i medlemsstater, som allerede er registreret i henhold til Lissabonaftalen« bestemmer i stk. 1:

»I forbindelse med hver enkelt oprindelsesbetegnelse med oprindelse i en medlemsstat, der er part i Lissabonaftalen, for et produkt, som er beskyttet i henhold til en af de forordninger, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 1, vælger den pågældende medlemsstat på grundlag af en anmodning fra en fysisk eller juridisk person som omhandlet i Genèveaftalens artikel 5, stk. 2, nr. ii), eller fra en beskyttet part som defineret i Genèveaftalens artikel 1, nr. xvii), eller på eget initiativ at anmode om enten:

[…]«

16

I september 2008 nedsatte den særlige unions forsamling en arbejdsgruppe, der fik mandat til at udarbejde en revision af Lissabonaftalen med henblik på at forbedre den og gøre den mere attraktiv, samtidig med at principperne og målene blev bevaret.

17

Delegationerne for de 28 stater, der er kontraherende parter i Lissabonaftalen, og to såkaldte »særlige delegationer«, herunder Unionens delegation, samt en række delegationer med »observatørstatus«, blev indbudt til at deltage i en diplomatisk konference, der blev afholdt i Genève fra den 11. til den 21. maj 2015 med henblik på at undersøge og vedtage den reviderede Lissabonaftale, som denne arbejdsgruppe havde udarbejdet.

18

Med henblik på Unionens deltagelse i denne diplomatiske konference vedtog Kommissionen den 30. marts 2015 en henstilling med henblik på Rådet for Den Europæiske Unions afgørelse om bemyndigelse til indledning af forhandlinger om en revideret Lissabonaftale om oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser. I denne henstilling opfordrede Kommissionen bl.a. Rådet for Den Europæiske Union til at støtte sin afgørelse på artikel 207 TEUF og på artikel 218, stk. 3 og 4, TEUF, henset til den enekompetence, der er tillagt Unionen i artikel 3, stk. 1, TEUF på området for den fælles handelspolitik.

19

Den 7. maj 2015 vedtog Rådet afgørelse 8512/15 om bemyndigelse til indledning af forhandlinger om en revideret Lissabonaftale om oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for så vidt angår områder, som falder ind under Unionens kompetence. Til forskel fra det, der var blevet anført i Kommissionens henstilling, var denne afgørelse baseret på artikel 114 TEUF og på artikel 218, stk. 3 og 4, TEUF.

20

Den 20. maj 2015 vedtog den diplomatiske konference, der er nævnt i denne doms præmis 17, Genèveaftalen, som blev åbnet for undertegnelse den følgende dag. I henhold til denne aftales artikel 28, stk. 1, nr. iii), kan enhver mellemstatslig organisation undertegne og blive part i denne aftale.

21

Ved dom af 25. oktober 2017, Kommissionen mod Rådet (revideret Lissabonaftale) (C-389/15, EU:C:2017:798), fastslog Domstolen, at forhandlingen af Genèveaftalen henhører under den enekompetence, som artikel 3, stk. 1, TEUF tildeler Unionen på området for den fælles handelspolitik, der er omfattet af artikel 207, stk. 1, TEUF. Domstolen annullerede derfor afgørelse 8512/15, samtidig med at den opretholdt virkningerne deraf indtil ikrafttrædelsen inden for en rimelig frist, der ikke måtte overstige seks måneder regnet fra datoen for denne doms afsigelse, af en ny afgørelse fra Rådet på grundlag af artikel 207 TEUF og 218 TEUF.

22

Den 5. marts 2018 efterkom Rådet denne dom ved på grundlag af artikel 207 TEUF, sammenholdt med artikel 218, stk. 3 og 4, TEUF, at vedtage afgørelse (EU) 2018/416 om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om en revideret Lissabonaftale om oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (EUT 2018, L 75, s. 23).

23

Den 27. juli 2018 fremsatte Kommissionen et forslag til Rådets afgørelse om Den Europæiske Unions tiltrædelse af Genèveaftalen om Lissabonaftalen vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser (dok. COM(2018) 350 final) på grundlag af artikel 207 TEUF og artikel 218, stk. 6, litra a), TEUF. Henset til Unionens enekompetence for så vidt angår forhandlingen af denne aftale var det fastsat i dette forslag, at kun Unionen tiltræder denne.

24

Den 15. marts 2019 tilsendte Rådet Europa-Parlamentet et udkast til Rådets afgørelse om Unionens tiltrædelse af Genèveaftalen, der bemyndigede alle de medlemsstater, der ønskede det, til at tiltræde denne aftale sammen med Unionen. Den 16. april 2019 godkendte Parlamentet dette udkast til afgørelse.

25

Da Kommissionen ikke havde støttet det nævnte udkast, vedtog Rådet den 7. oktober 2019 enstemmigt den anfægtede afgørelse i overensstemmelse med artikel 293, stk. 1, TEUF.

26

I en erklæring, der er optaget i Rådets mødeprotokol vedrørende vedtagelsen af denne afgørelse, har Kommissionen dels bestridt muligheden for at bemyndige alle de EU-medlemsstater, der måtte ønske det, til at ratificere Genèveaftalen eller at tiltræde denne parallelt med Unionen, dels anført, at den havde været indforstået med at acceptere, at de syv medlemsstater, som længe havde været parter i Lissabonaftalen, og som allerede havde registreret adskillige intellektuelle ejendomsrettigheder i henhold til denne aftale, blev bemyndiget til at tiltræde Genèveaftalen i Unionens interesse.

27

Unionen tiltrådte Genèveaftalen den 26. november 2019.

28

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

29

I et særskilt dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 15. april 2020 har Rådet fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til artikel 151, stk. 1, i Domstolens procesreglement.

30

Kommissionen har fremsat sine bemærkninger til denne formalitetsindsigelse den 18. maj 2020.

31

Ved Domstolens afgørelse af 6. oktober 2020 blev behandlingen af den nævnte indsigelse henskudt til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.

32

Rådet har nedlagt følgende påstande:

33

Ved afgørelser truffet af Domstolens præsident den 17. december 2020 har Kongeriget Belgien, Den Tjekkiske Republik, Den Hellenske Republik, Den Franske Republik, Republikken Kroatien, Den Italienske Republik, Ungarn, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig og Den Portugisiske Republik fået tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Rådets påstande.

34

Til støtte for formalitetsindsigelsen, som de intervenerende medlemsstater i det væsentlige har tilsluttet sig, har Rådet anført, at en EU-retsakt kun kan annulleres delvist, såfremt de elementer, der kræves annulleret, kan udskilles fra den øvrige retsakt.

35

Hvad i første række angår påstanden om annullation af den anfægtede afgørelses artikel 3, har Rådet gjort gældende, at denne artikel ikke kan udskilles fra resten af denne afgørelse, uden at afgørelsens materielle indhold ændres. For det første har den nævnte artikel 3, sammenholdt med den nævnte afgørelses artikel 1, som godkender Unionens tiltrædelse af Genèveaftalen, til formål at sikre, at Unionen reelt kan udøve sin eksterne enekompetence på de områder, der er omfattet af denne aftale, ved at give Unionen mulighed for at have stemmerettigheder i den særlige unions forsamling. Eftersom enhver mellemstatslig organisation, der er part i Genèveaftalen, i overensstemmelse med Genèveaftalens artikel 22, stk. 4, litra b), nr. ii), kun kan råde over et antal stemmer svarende til det antal af dens medlemsstater, der er part i denne aftale, ville en annullation af den anfægtede afgørelses artikel 3 nemlig fratage Unionen stemmeretten i denne forsamling og dermed enhver mulighed for reelt at udøve sin enekompetence på de områder, der er omfattet af Genèveaftalen, hvilket ville gøre denne afgørelses øvrige indhold uforeneligt med dens erklærede hensigt og formål.

36

For så vidt som den anfægtede afgørelses artikel 3 gør det muligt for de syv EU-medlemsstater, der er kontraherende parter i Lissabonaftalen, at blive kontraherende parter i Genèveaftalen, sikrer denne artikel for det andet ancienniteten og kontinuiteten i beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser, der allerede er registreret i disse medlemsstater i henhold til Lissabonaftalen.

37

Rådet er i øvrigt af den opfattelse, at Kommissionens påstand om, at virkningerne af de annullerede dele af denne afgørelse opretholdes for så vidt angår de nævnte medlemsstater, viser, at den nævnte afgørelses artikel 3 ikke kan udskilles fra resten af den samme afgørelse.

38

Hvad i anden række angår påstanden om annullation af de elementer i den anfægtede afgørelses artikel 4, der henviser til medlemsstaterne, er Rådet af den opfattelse, at disse elementer ikke kan adskilles fra denne afgørelses artikel 3, og at denne påstand derfor af de samme grunde som dem, der er anført for så vidt angår påstanden om annullation af denne artikel 3, skal afvises.

39

Den Italienske Republik har til støtte for Rådets formalitetsindsigelse tilføjet, at søgsmålet i strid med kravene i artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ikke er rettet mod Parlamentet og Rådet, men udelukkende mod Rådet, selv om Parlamentet i overensstemmelse med artikel 218, stk. 6, litra a), nr. iii), TEUF har godkendt den anfægtede afgørelse, hvilket i øvrigt fremgår af præamblen til afgørelsen. Den procedure, der er fastsat i artikel 218, stk. 6, TEUF, indebærer imidlertid en reel fælles beslutningstagning mellem Rådet og Parlamentet, eftersom Rådet hverken kan behandle eller vedtage en afgørelse uden Parlamentets godkendelse.

40

Kommissionen har bestridt denne argumentation og gjort gældende, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

41

Med henblik på at tage stilling til Rådets formalitetsindsigelse skal der først foretages en undersøgelse af Den Italienske Republiks argument om, at Kommissionens søgsmål skal afvises med den begrundelse, at det udelukkende er rettet mod Rådet.

42

I denne henseende bemærkes, at et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF skal anlægges mod den institution, der har vedtaget den anfægtede retsakt, og at et sådant søgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er rettet mod en anden institution (dom af 11.9.2003, Østrig mod Rådet, C-445/00, EU:C:2003:445, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

43

I det foreliggende tilfælde fremgår det af selve den anfægtede afgørelses titel, at denne blev vedtaget af Rådet, og det er desuden ubestridt, at denne afgørelse, for så vidt som den vedrører indgåelsen af en international aftale, er blevet vedtaget på grundlag af artikel 218, stk. 6, TEUF.

44

I henhold til denne bestemmelse er det kun Rådet, der har kompetence til at vedtage en afgørelse om indgåelse af en international aftale. Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 48 i forslaget til afgørelse, kan den omstændighed, at artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), TEUF bestemmer, at Rådet i visse tilfælde vedtager en sådan afgørelse efter godkendelse fra Parlamentet, ikke rejse tvivl om denne konstatering, idet en sådan godkendelse ikke må forveksles med selve den retsakt om indgåelse, som artikel 218, stk. 6, første afsnit, TEUF bestemmer, at Rådet skal vedtage alene.

45

Under disse omstændigheder er det med rette, at den anfægtede afgørelse i overensstemmelse med artikel 297, stk. 2, første afsnit, TEUF – hvorefter ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der ikke angiver, hvem de er rettet til, undertegnes af formanden for den institution, der har vedtaget dem – alene blev undertegnet af Rådets formand, idet denne undertegnelse således identificerer ophavsmanden til denne afgørelse.

46

Den Italienske Republiks argument må derfor forkastes.

47

Hvad angår Rådets argumentation skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at en EU-retsakt kun kan annulleres delvist, såfremt de elementer, der kræves annulleret, kan udskilles fra den øvrige retsakt. Dette krav er ikke opfyldt, når en delvis annullation af en retsakt bevirker, at det materielle indhold heraf ændres. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de anfægtede bestemmelser kan udskilles, afhænger dette af en prøvelse af disse bestemmelsers rækkevidde med henblik på at kunne vurdere, om en annullation af disse vil ændre den anfægtede retsakts ånd eller materielle indhold (dom af 16.7.2015, Kommissionen mod Rådet, C-425/13, EU:C:2015:483, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis, og af 9.11.2017, SolarWorld mod Rådet, C-205/16 P, EU:C:2017:840, præmis 38 og 39 og den deri nævnte retspraksis).

48

Domstolen har ligeledes præciseret, at spørgsmålet om, hvorvidt en delvis annullation ændrer indholdet af den anfægtede retsakt, udgør et objektivt og ikke et subjektivt kriterium, der har sammenhæng med den politiske vilje hos den institution, som har vedtaget denne retsakt (dom af 26.4.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-401/19, EU:C:2022:297, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

49

Som generaladvokaten har anført i punkt 39 i forslaget til afgørelse, består den anfægtede afgørelse materielle indhold i det foreliggende tilfælde i Unionens tiltrædelse af Genèveaftalen, der er godkendt på Unionens vegne i henhold til denne afgørelses artikel 1.

50

Det fremgår nemlig af sjette betragtning til nævnte afgørelse, at »[f]or at Unionen i forbindelse med de omfattende beskyttelsessystemer for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter reelt kan udøve sin enekompetence på de områder, der er omfattet af Genèveaftalen og dens funktioner, bør Unionen tiltræde Genèveaftalen og blive kontraherende part heri«.

51

Samme afgørelses artikel 2 og 5 fastsætter de praktiske retningslinjer for denne tiltrædelse.

52

Som Rådet selv har anerkendt, er det imidlertid kun for at løse visse vanskeligheder, som ifølge Rådet kan følge af nævnte tiltrædelse, at den anfægtede afgørelses artikel 3 bemyndiger de medlemsstater, der ønsker det, til at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen. Artikel 4 i denne afgørelse indeholder præciseringer vedrørende repræsentationen af Unionen og de medlemsstater, der ratificerer eller tiltræder denne aftale inden for den særlige union, samt vedrørende det ansvar, der påhviler Unionen med hensyn til udøvelsen af de rettigheder og forpligtelser, der påhviler Unionen og disse medlemsstater, som følger af den nævnte retsakt.

53

Artikel 3 og 4 har således til formål at gøre det muligt for de medlemsstater, der ønsker det, at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen sammen med Unionen. Det følger imidlertid af den fakultative karakter af sådanne tiltrædelser eller ratifikationer, at den anfægtede afgørelses artikel 1 kan have virkninger i en situation, hvor ingen medlemsstat udøver den mulighed, der er fastsat i nævnte artikel 3 og 4.

54

Selv hvis en sådan situation, som Rådet har gjort gældende, skulle få konsekvenser for Unionens mulighed for at deltage i afstemningen i den særlige unions forsamling og for garantien for ancienniteten og kontinuiteten i beskyttelsen af de oprindelsesbetegnelser, der er registreret i medlemsstaterne i henhold til Lissabonaftalen, ville den ikke påvirke den retlige rækkevidde af den anfægtede afgørelses artikel 1 og ville ikke rejse tvivl om Unionens tiltrædelse af Genèveaftalen, der, således som det er fremhævet i denne doms præmis 49, udgør denne afgørelses materielle indhold.

55

Det følger heraf, at de bestemmelser i den anfægtede afgørelse, som Kommissionen har nedlagt påstand om skal annulleres, kan udskilles fra resten af denne afgørelse.

56

I modsætning til hvad Rådet har gjort gældende, kan denne konklusion ikke drages i tvivl af den omstændighed, at Kommissionen har nedlagt påstand om, at virkningerne af de dele af den anfægtede afgørelse, som den har nedlagt påstand om skal annulleres, opretholdes for så vidt angår de medlemsstater, der er parter i Lissabonaftalen. Denne omstændighed har nemlig ingen indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt de bestemmelser i denne afgørelse, som der er nedlagt påstand om skal annulleres, kan udskilles, og dermed på, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling.

57

Henset til det ovenstående skal Rådets formalitetsindsigelse forkastes.

58

Kommissionen har gjort to anbringender gældende til støtte for sit søgsmål.

59

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 218, stk. 6, TEUF og af artikel 293, stk. 1, TEUF, af princippet om kompetencetildeling, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, TEU, samt af princippet om den institutionelle ligevægt og Kommissionens initiativret.

60

Kommissionen har for det første gjort gældende, at den ikke har foreslået eller i noget tilfælde accepteret at bemyndige medlemsstaterne til at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen, men at den blot har foreslået, at Unionen skulle tiltræde denne aftale. Selv om Rådet i henhold til artikel 293, stk. 1, TEUF kan ændre et forslag fra Kommissionen med enstemmighed, har der i det foreliggende tilfælde ikke været noget forslag med henblik på at bemyndige medlemsstaterne til at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen, og et sådant forslag har derfor ikke kunnet ændres. At hævde det modsatte ville indebære, at Rådet med enstemmighed kunne foretage en hvilken som helst tilføjelse til et forslag fra Kommissionen, uafhængigt af forslagets genstand. Retspraksis kræver imidlertid, at enhver ændring af et forslag fra Kommissionen analyseres med hensyn til dette forslags »genstand« og »formål«. Ved at tilføje en generel bemyndigelse til medlemsstaternes tiltrædelse til Unionens tiltrædelse har Rådet reelt i den samme »formelle« retsakt vedtaget en anden særskilt afgørelse, som ikke findes i Kommissionens forslag.

61

For det andet har Kommissionen i sin replik bestridt de grunde, som Rådet har påberåbt sig med henblik på at begrunde ændringen af Kommissionens forslag, dvs. nødvendigheden af at sikre, at Unionen har stemmeret i den særlige unions forsamling og at bevare ancienniteten og kontinuiteten i beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser, der er registreret i henhold til Lissabonaftalen i de syv medlemsstater, der allerede var parter i denne aftale.

62

For det første sikrer den omstændighed, at medlemsstaterne bemyndiges til at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen, ikke, at denne mulighed vil blive udøvet, og følgelig ikke, at Unionen har stemmeret i den særlige unions forsamling. Under alle omstændigheder skal betydningen af denne stemmeret ikke overvurderes. Den særlige unions forsamling træffer nemlig kun afgørelse om administrative spørgsmål og i de fleste tilfælde ved konsensus.

63

Hvad for det andet angår ancienniteten og kontinuiteten i beskyttelsen af de oprindelsesbetegnelser, der er registreret i henhold til Lissabonaftalen, kan de gældende regler fortolkes således, at de gør det muligt at tage hensyn til disse oprindelsesbetegnelser. Hvad angår et spørgsmål, der kun vedrører de syv medlemsstater, som er parter i Lissabonaftalen, er det under alle omstændigheder tilstrækkeligt, at disse ikke tiltræder Genèveaftalen, for at Lissabonaftalen fortsat finder anvendelse på dem og at denne anciennitet og at denne kontinuitet er sikret.

64

Den Italienske Republik har indledningsvis gjort gældende, at det første anbringende er ugrundet, idet artikel 293, stk. 1, TEUF ikke finder anvendelse på den procedure, der er reguleret i artikel 218 TEUF. Det fremgår nemlig af denne sidstnævnte artikel, at den procedure, der er fastsat heri, er baseret på en afgørelse fra Rådet, der er vedtaget på grundlag af en »henstilling« fra Kommissionen, som i henhold til artikel 288 TEUF er en ikke-bindende retsakt. Rådet har således en vid beføjelse til at imødekomme, forkaste eller ændre en henstilling fra Kommissionen om forhandlingen og dernæst indgåelsen af en aftale. Navnlig er en afgørelse om indgåelse af en aftale reguleret ved artikel 218, stk. 6, TEUF, hvorefter Rådet vedtager denne afgørelse »på forslag af forhandleren«. Kommissionen deltager ikke i denne procedure for indgåelse som sådan, men alene som forhandler af aftalen. Et forslag fra Kommissionen inden for rammerne af den nævnte procedure, som er tilpasset internationale aftalers særlige karakter, kan således ikke sammenlignes med det forslag, der er fastsat i artikel 293, stk. 1, TEUF.

65

Ifølge Rådet har Domstolen for det første i sin praksis anerkendt, at der foreligger en formel og en materiel betingelse, som Rådet skal overholde, når det ændrer et forslag fra Kommissionen som omhandlet i artikel 293, stk. 1, TEUF.

66

Hvad angår den formelle betingelse er Rådet, når Kommissionen ikke accepterer en ændring foretaget af Rådet, forpligtet til at træffe afgørelse med enstemmighed. I det foreliggende tilfælde har Rådet overholdt dette formkrav, idet det har ændret Kommissionens forslag med enstemmighed.

67

Hvad angår den materielle betingelse må Rådet ikke hindre gennemførelsen af de mål, der forfølges med Kommissionens forslag. Navnlig bør ændringer af et forslag fortsat være omfattet af dette forslags anvendelsesområde som fastlagt af Kommissionen. Dette er tilfældet, når Rådet overholder Kommissionens hensigter og hverken ændrer forslagets genstand eller formål.

68

Rådet har anført, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde i begrundelsen for sit forslag, der er nævnt i denne doms præmis 23, anførte, at »[f]or at Unionen i forbindelse med de udtømmende beskyttelsessystemer for geografiske betegnelser for landbrugsprodukter reelt kan udøve sin enekompetence i henseende til Genèveaftalen […] og dens funktioner, bør EU blive kontraherende part i aftalen«. Rådet har endvidere anført, at det fremgår af sjette betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[f]or at Unionen i forbindelse med de omfattende beskyttelsessystemer for oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter reelt kan udøve sin enekompetence på de områder, der er omfattet af Genèveaftalen og dens funktioner, bør Unionen tiltræde Genèveaftalen og blive kontraherende part heri«.

69

Rådet har således holdt sig inden for rammerne af det erklærede formål med Kommissionens forslag. Ifølge Rådet ville dette forslag, hvis det ikke var blevet ændret, ikke have gjort det muligt at nå dette formål i to henseender: Dels ville Unionen ikke have haft stemmeret i den særlige unions forsamling, dels ville ancienniteten for de geografiske betegnelser, der var registreret i henhold til Lissabonaftalen af de syv medlemsstater, som var parter i denne aftale, være forsvundet som følge af Unionens ex novo-registrering af geografiske betegnelser i henhold til Genèveaftalen, idet Unionen var ny kontraherende part i den særlige union.

70

For det andet har Rådet gjort gældende, at hvis Kommissionens argument, der er anført i denne doms præmis 60, om, at vedtagelsen af en afgørelse fra Rådet, der ændrer Kommissionens forslag, svarer til, at der ikke foreligger et forslag, blev accepteret, ville den ændringsret, som Rådet er tillagt ved artikel 293, stk. 1, TEUF, blive indholdsløs, idet denne bestemmelse ville blive frataget enhver effektiv virkning.

71

For det tredje har Rådet anført, at det i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, ikke har vedtaget to afgørelser ved hjælp af den samme »formelle retsakt«, hvoraf den ene er baseret på Kommissionens forslag, og den anden ikke er det. Den ændring, som Rådet foretog i den anfægtede afgørelses artikel 3, har ikke til formål at bemyndige medlemsstaterne til at tiltræde Genèveaftalen, således at de kan udøve deres kompetencer, men at give genstanden for og formålet med dette forslag fuld virkning, således at Unionen kan handle effektivt i den særlige unions forsamling og beskytte medlemsstaternes interesser. Rådet har i denne sammenhæng henvist til, at den bemyndigelse, der gives til medlemsstaterne, meddeles med forbehold af »fuld respekt for [Unionens] enekompetence«. For at sikre enheden i Unionens og dens medlemsstaters internationale repræsentation har Rådet i øvrigt overladt repræsentation af Unionen og enhver medlemsstat, der ønsker at gøre brug af denne bemyndigelse, til Kommissionen.

72

Republikken Østrig har i denne henseende anført, at det forhold, at medlemsstaterne fik lov til at tiltræde Genèveaftalen under streng respekt for Unionens enekompetence, men uden at Unionen tiltrådte denne aftale, ville være meningsløst. I henhold til den anfægtede afgørelses artikel 4 er Unionen nemlig ansvarlig for at sikre, at Unionen og de medlemsstater, der ratificerer eller tiltræder Genèveaftalen, udøver deres rettigheder og opfylder deres forpligtelser, og det er kun Unionen, der stemmer i den særlige unions forsamling, idet de medlemsstater, der har ratificeret eller tiltrådt Geneveaftalen, ikke udøver deres stemmeret.

73

For det fjerde er Rådet af den opfattelse, at Kommissionens erklæring, der er nævnt i denne doms præmis 26, hvorefter den havde været indforstået med at acceptere, at de syv medlemsstater, der var parter i Lissabonaftalen, og som allerede havde registreret adskillige intellektuelle ejendomsrettigheder i henhold til denne aftale, blev bemyndiget til at tiltræde Genèveaftalen i Unionens interesse, er vigtig i mindst tre henseender. For det første anerkendte Kommissionen med denne erklæring, at den bemyndigelse, som Rådet har givet medlemsstaterne, eller i det mindste visse af dem, er i Unionens interesse. For det andet accepterede Kommissionen stiltiende, at Rådet kan give denne bemyndigelse virkning ved at ændre Kommissionens forslag. For det tredje medgav Kommissionen, at en sådan bemyndigelse er mulig på et område, der henhører under Unionens enekompetence.

74

Den Tjekkiske Republik og Den Portugisiske Republik har bestridt det af Kommissionen anførte, hvorefter Lissabonaftalen fortsat finder anvendelse på de syv medlemsstater, der er kontraherende parter heri, hvis disse ikke tiltræder Genèveaftalen, og således sikrer en kontinuitet i beskyttelsen af allerede registrerede geografiske betegnelser. Artikel 11 i forordning 2019/1753 fastsætter nemlig for så vidt angår overgangsbestemmelserne for medlemsstaternes oprindelsesbetegnelser, der allerede er registreret i henhold til Lissabonaftalen, international registrering af disse oprindelsesbetegnelser i henhold til Genèveaftalen på betingelse af, at den pågældende medlemsstat har ratificeret eller tiltrådt Genèveaftalen i henhold til den bemyndigelse, der er omhandlet i den anfægtede afgørelses artikel 3.

75

Med det første anbringende har Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at Rådet ved at ændre Kommissionens forslag med indførelsen af en bestemmelse, der bemyndiger de medlemsstater, som ønsker det, til at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen, har handlet uden for ethvert initiativ fra Kommissionens side og således tilsidesat artikel 218, stk. 6, TEUF og artikel 293, stk. 1, TEUF og skadet den institutionelle ligevægt, der følger af artikel 13, stk. 2, TEU.

76

Indledningsvis skal der foretages en undersøgelse af Den Italienske Republiks argument om, at artikel 293, stk. 1, TEUF ikke finder anvendelse på en afgørelse som den anfægtede afgørelse, der er vedtaget på grundlag af artikel 218, stk. 6, TEUF, fordi denne artikel 293, stk. 1, TEUF kun finder anvendelse på vedtagelsen af retsakter inden for rammerne af Unionens interne foranstaltninger.

77

Det fremgår af selve ordlyden af artikel 293, stk. 1, TEUF, at når Rådet i medfør af traktaterne træffer afgørelse på forslag af Kommissionen, kan det kun ændre forslaget med enstemmighed, undtagen i de tilfælde, der er omhandlet i visse bestemmelser i EUF-traktaten, der er nævnt i denne artikel 293, stk. 1.

78

For det første er artikel 218 TEUF ikke nævnt blandt disse bestemmelser.

79

For det andet finder artikel 293, stk. 1, TEUF, som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 61 i forslaget til afgørelse, anvendelse på alle EU-retsakter, hvis vedtagelse Rådet træffer afgørelse om på forslag af Kommissionen, uanset om disse retsakter henhører under Unionens interne foranstaltninger eller dens optræden udadtil. Navnlig er der intet i denne bestemmelses ordlyd, der gør det muligt at udelukke, at den finder anvendelse på proceduren for vedtagelse af en afgørelse på grundlag af artikel 218, stk. 6, TEUF, for så vidt som Rådet, når det vedtager en sådan afgørelse, træffer afgørelse på forslag af Kommissionen.

80

Det er ganske vist korrekt, at Rådet i overensstemmelse med artikel 218, stk. 6, TEUF vedtager afgørelsen om indgåelse af aftalen på forslag af forhandleren.

81

Eftersom Rådet i henhold til artikel 218, stk. 3, TEUF har udpeget Kommissionen som forhandler, træffer det imidlertid nødvendigvis afgørelse på forslag af Kommissionen med henblik på at vedtage denne afgørelse.

82

Det følger heraf, at artikel 293, stk. 1, TEUF finder anvendelse, når Rådet på forslag af Kommissionen vedtager en afgørelse på grundlag af artikel 218, stk. 6, TEUF. Den Italienske Republiks argument må derfor forkastes.

83

Med henblik på i det foreliggende tilfælde at vurdere, om Rådet har tilsidesat artikel 293, stk. 1, TEUF, skal det bemærkes, at denne bestemmelse skal fortolkes i lyset af artikel 13, stk. 2, TEU, hvorefter hver EU-institution handler inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt den ved traktaterne, og i overensstemmelse med de procedurer, betingelser og mål, der er fastsat i disse. Sidstnævnte bestemmelse er udtryk for princippet om den institutionelle ligevægt, der er karakteristisk for Unionens institutionelle opbygning, hvilket forudsætter, at hver enkelt af institutionerne udøver sine beføjelser under hensyntagen til de øvrige institutioners beføjelser (dom af 2.9.2021, EPSU mod Kommissionen, C-928/19 P, EU:C:2021:656, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

84

Artikel 13, stk. 2, TUE bestemmer i øvrigt, at EU-institutionerne samarbejder loyalt med hinanden.

85

I denne sammenhæng bemærkes, at i henhold til artikel 17, stk. 2, andet punktum, TEU vedtages andre EU-retsakter end lovgivningsmæssige retsakter på forslag af Kommissionen, når dette er fastsat i traktaterne.

86

Som det blev anført i denne doms præmis 80 og 81, følger det af artikel 218, stk. 3 og 6, TEUF, at afgørelsen om indgåelse af den pågældende internationale aftale vedtages på forslag af Kommissionen som udpeget forhandler.

87

Domstolen har imidlertid allerede præciseret, at den initiativret, som Kommissionen har ifølge artikel 17, stk. 2, andet punktum, TEU, ikke alene består i at fremsætte et forslag. I medfør af denne ret tilkommer det nemlig principielt Kommissionen, som i overensstemmelse med artikel 17, stk. 1, TEU fremmer Unionens almene interesse og tager passende initiativer med henblik herpå, at beslutte, om der skal fremlægges et forslag eller ej, og i givet fald at fastlægge dets genstand, formål og indhold samt, så længe Rådet ikke har truffet afgørelse, ændre sit forslag eller om nødvendigt trække det tilbage (jf. i denne retning dom af 14.4.2015, Rådet mod Kommissionen, C-409/13, EU:C:2015:217, præmis 70 og 74).

88

Kommissionens udøvelse af sin initiativret er således uløseligt forbundet med den funktion, der går ud på at fremme den almene interesse, som den er tillagt ved artikel 17, stk. 1, TEU.

89

Med artikel 293 TEUF tillægges denne initiativret en dobbeltgaranti.

90

For det første bestemmer artikel 293, stk. 1, TEUF, således som det er anført i denne doms præmis 77, at undtagen i de tilfælde, der er omhandlet i de bestemmelser i EUF-traktaten, der er nævnt deri, må Rådet, når det i henhold til traktaterne træffer afgørelse på forslag af Kommissionen, kun ændre forslaget med enstemmighed.

91

For det andet fremgår det af artikel 293, stk. 2, TEUF, at så længe Rådet ikke har truffet afgørelse, kan Kommissionen ændre sit forslag under hele forløbet af de procedurer, der fører frem til vedtagelsen af en EU-retsakt.

92

Artikel 293 TEUF sikrer således overholdelsen af princippet om institutionel ligevægt ved at foretage en afvejning mellem bl.a. Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 17, stk. 2, TEU og Rådets beføjelser, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, TEU, hvilket, som anført i denne doms præmis 83, indebærer, at hver enkelt af institutionerne udøver sine beføjelser under hensyntagen til de øvrige institutioners beføjelser.

93

Det følger bl.a. heraf, at Rådets ændringsbeføjelse ikke kan udvides til at gøre det muligt for Rådet at forvanske Kommissionens forslag på en måde, der er til hinder for opnåelsen af de med forslaget efterstræbte formål, og som dermed frarøver forslaget dets berettigelse (jf. vedrørende en tilbagetrækning af et forslag til en lovgivningsmæssig retsakt, dom af 14.4.2015, Rådet mod Kommissionen, C-409/13, EU:C:2015:217, præmis 83).

94

Domstolen har fastslået, at dette ikke er tilfældet, når de ændringer, som Rådet har foretaget i et forslag fra Kommissionen, hverken falder uden for dette forslags genstand eller ændrer dets formål (jf. i denne retning dom af 30.5.1989, Kommissionen mod Rådet, 355/87, EU:C:1989:220, præmis 44, og af 11.11.1997, Eurotunnel m.fl., C-408/95, EU:C:1997:532, præmis 39).

95

Det skal derfor efterprøves, om den ændring, som Rådet foretog med enstemmighed i det forslag fra Kommissionen, der er nævnt i denne doms præmis 23, hvorved der blev indført en bestemmelse, som bemyndiger de medlemsstater, der ønsker det, at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen, har forvansket genstanden for eller formålet med dette forslag på en måde, der vil være til hinder for gennemførelsen af de mål, der forfølges med forslaget.

96

Med henblik herpå skal det bemærkes, at genstanden for det nævnte forslag bestod i Unionens tiltrædelse alene af Genèveaftalen, og at formålet med det samme forslag, som det følger af begrundelsen til dette forslag, der er nævnt i denne doms præmis 68, var at gøre det muligt for Unionen reelt at udøve sin enekompetence på de områder, der er omfattet af denne aftale.

97

I denne henseende bemærkes for det første, at artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF tildeler Unionen en enekompetence på området for den fælles handelspolitik. I henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF bygger den fælles handelspolitik på ensartede principper, bl.a. for så vidt angår de handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret, og den føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil.

98

Domstolen har allerede haft anledning til nærmere bestemt at præcisere, at Genèveaftalen dels i det væsentlige har til formål at lette og regulere samhandelen mellem Unionen og tredjelandene, dels kan have direkte og umiddelbare virkninger på denne samhandel, således at forhandlingen heraf henhører under denne enekompetence (jf. i denne retning dom af 25.10.2017, Kommissionen mod Rådet (revideret Lissabonaftale), C-389/15, EU:C:2017:798, præmis 74).

99

For det andet fremgår det af artikel 2, stk. 1, TEUF, at når Unionen i traktaterne tildeles enekompetence på et bestemt område, er det kun Unionen, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter.

100

Det tilføjes ikke desto mindre i denne bestemmelse, at medlemsstaterne kun kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på et sådant område efter bemyndigelse fra Unionen hertil.

101

I denne henseende følger det af Domstolens praksis, at princippet om kompetencetildeling, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, TEU og i artikel 5, stk. 1 og 2, TEU, og den institutionelle ramme, der er defineret i artikel 13 TEU til 19 TEU, med henblik på at gøre det muligt for Unionen at udøve de kompetencer, som traktaterne har tildelt den, udgør Unionens og EU-rettens særlige karakteristika vedrørende Unionens forfatningsmæssige struktur (jf. i denne retning udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 165).

102

Afgørelsen om at tildele medlemsstaterne en sådan bemyndigelse påvirker de nærmere vilkår for udøvelsen af de kompetencer, som Unionen er tildelt som enekompetence ved traktaterne, for så vidt som den gør det muligt for medlemsstaterne at udøve en kompetence, som traktaterne har tildelt Unionen som enekompetence, og som Unionen principielt skal udøve alene.

103

Det følger heraf, at en sådan afgørelse er udtryk for et præcist og alternativt politisk valg mellem på den ene side Unionens udøvelse alene af en enekompetence, som traktaterne har tildelt Unionen på et bestemt område, og på den anden side Unionens bemyndigelse af medlemsstaterne til at udøve denne kompetence.

104

Et sådant valg henhører under Kommissionens vurdering af Unionens almene interesse med henblik på at fastlægge de mest egnede initiativer til at fremme denne, hvilken vurdering, således som det er præciseret i denne doms præmis 88, er uløseligt forbundet med den initiativret, som artikel 17, stk. 2, TEU tildeler denne institution.

105

En ændring fra Rådets side, der har til formål at bemyndige medlemsstaterne til at udøve en enekompetence for Unionen, ville derfor forvanske selve formålet med et forslag fra Kommissionen, som udtrykker valget om, at Unionen alene udøver denne kompetence.

106

I det foreliggende tilfælde havde Kommissionens forslag netop til formål at gøre det muligt for Unionen at tiltræde Genèveaftalen, som i det væsentlige gav Unionen mulighed for at blive medlem af den særlige union, mens Lissabonaftalen kun tillod tiltrædelse af stater, og således at gøre det muligt for Unionen selv at udøve sin enekompetence på de områder, der henhører under Genèveaftalen. Ikke alene fastsatte dette forslag, at de medlemsstater, der ønskede at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen, ikke skulle bemyndiges dertil; under forhandlingerne havde Kommissionen klart udtrykt sin modstand mod en sådan generel bemyndigelse, selv om den ikke modsatte sig syv medlemsstaters tiltrædelse, således som det fremgår af erklæringen nævnt i denne doms præmis 26.

107

Rådets ændring førte imidlertid til vedtagelsen af den anfægtede afgørelses artikel 3, som bemyndiger de medlemsstater, der ønsker det, til at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen.

108

Det må derfor konkluderes, at denne ændring forvansker genstanden for og formålet med Kommissionens forslag.

109

I modsætning til det, som Rådet har gjort gældende, kan denne konklusion ikke drages i tvivl af den omstændighed, at den bemyndigelse, der er fastsat i den anfægtede afgørelses artikel 3, meddeles med forbehold for »fuld respekt for [Unionens] enekompetence«, og at Rådet i overensstemmelse med denne afgørelses artikel 4 for at sikre enheden i Unionens og dens medlemsstaters internationale repræsentation har overladt repræsentation af Unionen og enhver medlemsstat, der ønsker at gøre brug af denne bemyndigelse, til Kommissionen.

110

Til trods for at den anfægtede afgørelse for de medlemsstater, der har ratificeret eller tiltrådt Genèveaftalen, fastsætter rammer for udøvelsen af de rettigheder, som disse medlemsstater har i henhold til denne aftale, forholder det sig nemlig ikke desto mindre således, at de nævnte medlemsstater ved anvendelsen af denne bemyndigelse som folkeretssubjekter, der er uafhængige af Unionen, udøver en enekompetence for denne, som forhindrer Unionen i at udøve denne kompetence alene.

111

Rådets ændring kan heller ikke begrundes af dets argumenter, der er gengivet i denne doms præmis 61-63, vedrørende nødvendigheden af at sikre, at Unionen har stemmeret i den særlige unions forsamling og at bevare ancienniteten og kontinuiteten i beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser, der er registreret i henhold til Lissabonaftalen i de syv medlemsstater, der allerede var parter i denne aftale.

112

De eventuelle vanskeligheder, som Unionen på internationalt plan måtte støde på ved udøvelsen af sin enekompetence, eller konsekvenserne af denne udøvelse for medlemsstaternes internationale forpligtelser, kan nemlig ikke som sådan tillade Rådet at ændre et forslag fra Kommissionen i en sådan grad, at forslagets genstand eller formål forvanskes, idet den institutionelle ligevægt, som artikel 293 TEUF har til formål at sikre overholdelsen af, således tilsidesættes.

113

Henset til ovenstående betragtninger skal det fastslås, at den anfægtede afgørelse er blevet vedtaget i strid med artikel 293, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 13, stk. 2, TEU, således at det første anbringende skal tages til følge.

114

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 2, stk. 1, TEUF og af artikel 207 TEUF samt af begrundelsespligten.

115

Da Kommissionen kun har fremsat dette anbringende subsidiært, og det første anbringende skal tages til følge, er det ufornødent at tage stilling til det andet anbringende.

116

På baggrund af alt det ovenstående skal der gives medhold i søgsmålet, og den anfægtede afgørelse skal annulleres delvist i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom. Hvad navnlig angår den anfægtede afgørelses artikel 4 skal denne artikel i overensstemmelse med Kommissionens principale påstand kun annulleres, for så vidt som den indeholder henvisninger til medlemsstaterne, eftersom disse henvisninger kan adskilles fra resten af nævnte artikel.

117

Det fremgår af artikel 264, stk. 1, TEUF, at såfremt klagen findes berettiget, erklærer Domstolen den anfægtede retsakt for ugyldig.

118

I henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF tilkommer det den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidrører, at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger.

119

Domstolen kan dog i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF, dersom den skønner det nødvendigt, angive, hvilke af den annullerede retsakts virkninger der skal betragtes som bestående.

120

Denne skønsbeføjelse kan anvendes af retssikkerhedsmæssige grunde, bl.a. når en af Rådet vedtaget afgørelses annullation inden for rammerne af proceduren for indgåelse af internationale aftaler, som fastsat i artikel 218 TEUF, vil kunne rejse tvivl om Unionens deltagelse i den omhandlede internationale aftale eller gennemførelsen heraf, selv om der ikke hersker tvivl om Unionens kompetence i denne henseende (jf. analogt dom af 25.10.2017, Kommissionen mod Rådet (revideret Lissabonaftale), C-389/15, EU:C:2017:798, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

121

Kommissionen har nedlagt påstand om, at Domstolen bringer artikel 264, stk. 2, TEUF i anvendelse med henblik på at afbøde virkningerne af den delvise annullation af den anfægtede afgørelse. I denne henseende har Kommissionen anført, at den undtagelsesvis kan acceptere et kompromis, der fastsætter, at de syv medlemsstater, der på nuværende tidspunkt er parter i Lissabonaftalen, tiltræder Genèveaftalen for at undgå problemer forbundet med kontinuiteten af rettighederne. For så vidt som den anfægtede afgørelses artikel 4 ligeledes omfatter andre aspekter, der ikke som sådan er bestridt, og som er af afgørende betydning for Unionens korrekte gennemførelse af Genèveaftalen, er det ifølge Kommissionen desuden vigtigt at opretholde dens virkninger, indtil den erstattes med en ny bestemmelse.

122

Følgelig har Kommissionen, således som det fremgår af denne doms præmis 28, nedlagt påstand om, at Domstolen opretholder virkningerne af de dele af den anfægtede afgørelse, som er blevet annulleret, navnlig enhver anvendelse af den bemyndigelse, der er blevet tildelt i henhold til artikel 3, inden datoen for dommen af de medlemsstater, som på nuværende tidspunkt er parter i Lissabonaftalen, indtil en afgørelse fra Rådet, der erstatter den anfægtede afgørelse, træder i kraft inden for en rimelig frist, der ikke må overstige seks måneder fra datoen for dommens afsigelse.

123

Den franske regering har tilsluttet sig denne påstand, som ifølge denne regering er baseret på, at der foreligger vigtige retssikkerhedsmæssige grunde, eftersom det forhold, at der rejses tvivl om deltagelsen i Genèveaftalen for de medlemsstater, der er parter i Lissabonaftalen, kan få alvorlige negative konsekvenser for indehaverne af oprindelsesbetegnelser, som disse stater har registreret i henhold til Lissabonaftalen.

124

Rådet er af den opfattelse, at nævnte påstand skal afvises med den begrundelse, at Kommissionen med denne påstand i realiteten ikke blot søger at opnå, at virkningerne af den anfægtede afgørelse opretholdes, men at opnå en ændring af denne afgørelse.

125

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen med sin påstand tilsigter at opretholde virkningerne af de annullerede dele af den anfægtede afgørelse midlertidigt.

126

Selv om det er korrekt, at en tiltrædelse af denne påstand i praksis midlertidigt vil ændre rækkevidden af denne afgørelses virkninger, er en sådan konsekvens uløseligt forbundet med Domstolens udøvelse af den kompetence, som den har i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF.

127

Det følger heraf, at en påstand om opretholdelse af virkningerne af de annullerede dele af den anfægtede retsakt kan antages til realitetsbehandling.

128

Hvad angår realiteten skal det medgives, at bevarelsen af ancienniteten og kontinuiteten i beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser, der er registreret i henhold til Lissabonaftalen i de syv medlemsstater, der allerede er parter i denne aftale, i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde mellem Unionen og medlemsstaterne, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, bl.a. er nødvendig for at beskytte de erhvervede rettigheder, der følger af disse nationale registreringer.

129

Følgelig skal virkningerne af de annullerede dele af den anfægtede afgørelse opretholdes, alene for så vidt som de vedrører de medlemsstater, der på datoen for afsigelsen af denne dom allerede har gjort brug af den i denne afgørelses artikel 3 fastsatte bemyndigelse til at ratificere eller tiltræde Genèveaftalen sammen med Unionen, indtil en ny afgørelse fra Rådet træder i kraft inden for en rimelig frist, der ikke må overstige seks måneder fra denne dato.

130

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

131

Da Kommissionen i denne sag har nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og Rådet har tabt sagen, bør det pålægges det at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger.

132

Ifølge procesreglementets artikel 140, stk. 1, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger.

133

Det følger heraf, at Kongeriget Belgien, Den Tjekkiske Republik, Den Hellenske Republik, Den Franske Republik, Republikken Kroatien, Den Italienske Republik, Ungarn, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig og Den Portugisiske Republik bærer deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):