61994J0103

++++

1. Internationale aftaler ° Faellesskabets aftaler ° direkte virkning ° artikel 39, stk. 1, i samarbejdsaftalen EOEF-Algeriet

(Samarbejdsaftalen EOEF-Algeriet, art. 39, stk. 1)

2. Internationale aftaler ° samarbejdsaftalen EOEF-Algeriet ° algeriske arbejdstagere, som er beskaeftiget i en medlemsstat ° social sikring ° ligebehandling ° en i nationalitet begrundet naegtelse af at tildele enken efter en algerisk arbejdstager, som fortsaetter med at vaere bosat i den medlemsstat, hvor den paagaeldende arbejdstager har vaeret beskaeftiget, og som oppebaerer en efterladtepension, en ydelse fra en national solidaritetsfond, hvis formaal er at forbedre de pensionsberettigedes indkomstniveau ° ulovligt

(Samarbejdsaftalen EOEF-Algeriet, art. 39, stk. 1)

1. Artikel 39, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem EOEF og Algeriet ° som efter sin ordlyd klart, praecist og ubetinget opstiller et forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet af arbejdstagere med algerisk statsborgerskab og deres familiemedlemmer, der bor hos dem, for saa vidt angaar social sikring ° indeholder en klar og praecis forpligtelse, hvis opfyldelse eller retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter.

Det foelger af ordlyden af bestemmelsen, saavel som af formaalet med og karakteren af den aftale, hvori den findes, at bestemmelsen vil kunne skabe umiddelbare retsvirkninger, som medfoerer, at de borgere, der er omfattet af bestemmelsen, kan paaberaabe sig den ved de nationale retsinstanser.

2. Princippet om forbud mod enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling inden for det sociale sikringsomraade, som er indeholdt i artikel 39, stk. 1, i samarbejdsaftalen EOEF-Algeriet, indebaerer, at enken efter en algerisk vandrende arbejdstager ° som er bosat paa omraadet i den medlemsstat, hvor den paagaeldende arbejdstager har vaeret beskaeftiget, og som opfylder alle betingelserne, bortset fra betingelsen om statsborgerskab, for at faa tildelt en ydelse fra en national solidaritetsfond, hvilken ydelse er en saerlig ikke-bidragspligtig ydelse, der tilkommer modtagere af en efterladtepension for at sikre dem en supplerende indtaegt og derved garantere dem et mindsteunderhold, og som ikke er afhaengig af, at modtageren tidligere selv har vaeret arbejdstager, ikke kan naegtes denne ydelse under henvisning til hendes nationalitet.

Det personelle anvendelsesomraade for naevnte bestemmelse omfatter ikke blot en algerisk arbejdstager, men ogsaa medlemmerne af dennes familie, som efter hans doed fortsaetter med at vaere bosat i den medlemsstat, hvor han har vaeret beskaeftiget, hvorved der hvad angaar arbejdstagerens familiemedlemmer ikke boer sondres mellem afledede og selvstaendige rettigheder. Den naevnte bestemmelses materielle anvendelsesomraade omfatter samtlige de ydelser, som forordning nr. 1408/71 ifoelge sin artikel 4 finder anvendelse paa.

I sag C-103/94,

angaaende en anmodning, som Tribunal des affaires de sécurité sociale de Nanterre (Frankrig) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Zoulika Krid

mod

Caisse nationale d' assurance vieillesse des travailleurs salariés (CNAVTS),

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 39, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet, undertegnet i Algier den 26. april 1976 og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2210/78 af 26. september 1978 (EFT L 263, s. 1),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene F.A. Schockweiler (refererende dommer) og C. Gulmann samt dommerne G.F. Mancini, C.N. Kakouris, J.C. Moitinho de Almeida, J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch og L. Sevón,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Caisse nationale d' assurance vieillesse des travailleurs salariés ved directrice du contentieux A. Roses, som befuldmaegtiget

° den franske regering ved sous-directeur á la direction des affaires juridiques C. de Salins, Udenrigsministeriet, og attaché principal d' administration centrale C. Chavance, sammesteds, som befuldmaegtigede

° Det Forenede Kongerige ved S. Braviner, Treasury Solicitor' s Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af Barrister P. Duffy

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved M. Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 31. januar 1995 af den franske regering, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 23. februar 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 16. december 1993 indgaaet til Domstolens Justitskontor den 25. marts 1994 har Tribunal des affaires de sécurité sociale de Nanterre i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 39, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet, undertegnet i Algier den 26. april 1976 og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2210/78 af 26. september 1978 (EFT L 263, s. 1, herefter benaevnt "aftalen").

2 Spoergsmaalet er rejst under en tvist mellem Zoulika Krid, som er algerisk statsborger, og Caisse nationale d' assurance vieillesse des travailleurs salariés (herefter benaevnt "CNAVTS") vedroerende sidstnaevntes afslag paa at tildele et supplerende tilskud fra Fonds national de solidarité (Den Nationale Solidaritetsfond, herefter benaevnt "FNS").

3 Det fremgaar af sagen, at Zoulika Krid, som er enke efter en algerisk statsborger, der har vaeret beskaeftiget hele sit liv i Frankrig. Zoulika Krid har aldrig selv vaeret erhvervsmaessigt beskaeftiget og er bosat i Asnières-sur-Seine (Frankrig).

4 Den 1. december 1984 fik Zoulika Krid' s aegtefaelle, da han fyldte 65 aar, tildelt en alderspension af CNAVTS, som var beregnet paa grundlag af de 123 kvartaler, hvorunder han havde indbetalt bidrag i Frankrig. Den 1. april 1987 blev hans pension forhoejet som foelge af hans forsoergerpligt over for hustruen.

5 Da hendes aegtefaelle afgik ved doeden den 2. oktober 1992, fik Zoulika Krid fra den 1. november 1992 tildelt en efterladtepension, som blev udbetalt af CNAVTS.

6 Den 29. juni 1993 ansoegte Zoulika Krid i Frankrig om et supplerende tilskud fra FNS i henhold til lov af 30. juni 1956.

7 FNS blev oprettet i Frankrig med det formaal at fremme en generel politik til beskyttelse af aeldre ved forhoejelse af pensioner og andre alderdomsydelser. Med henblik herpaa udbetales der et supplerende tilskud til personer, der oppebaerer ydelser ved alderdom eller som foelge af invaliditet med hjemmel i lov eller administrative bestemmelser, men ikke hermed har tilstraekkeligt underhold.

8 Reglerne for det supplerende tilskud er indeholdt i kapitel 5, afsnit I ("Ydelser til aeldre"), i bog VIII i Nouveau code français de la sécurite sociale (den nye franske lov om social sikring). De naermere betingelser for tildeling er indeholdt i lovens artikel L.815-2 ° L.815-6.

9 Berettiget til supplerende tilskud fra FNS er ifoelge artikel L.815-2 franske statsborgere, som er bosat paa fransk omraade. Ifoelge artikel L.815-5 "udbetales tillaegsydelsen kun til udlaendinge, saafremt der er indgaaet internationale konventioner om gensidighed".

10 Ved skrivelse af 18. august 1993 afslog CNAVTS Zoulika Krid' s ansoegning med den begrundelse, at hun er algerisk statsborger, og at den overenskomst om social sikring, som er undertegnet den 1. oktober 1980 mellem Frankrig og Algeriet, ikke indeholder nogen protokol om det supplerende tilskud fra FNS.

11 Den 11. september 1993 anlagde Zoulika Krid sag til proevelse af CNAVTS' afslag ved Tribunal des affaires de sécurité sociale de Nanterre.

12 Zoulika Krid har for den nationale ret i det vaesentlige gjort gaeldende, at hun som modtager af en efterladtepension er omfattet af den almindelige sociale sikringsordning i Frankrig og har ret til de ydelser, som udbetales i tilknytning hertil. Hun har videre anfoert, at de franske myndigheder som foelge af samarbejdsaftalens artikel 39, stk. 1, ikke kan naegte hende de ydelser, hun har ansoegt om, med den begrundelse, at hun er algerisk statsborger.

13 Heroverfor har CNAVTS gjort gaeldende, at ud over den omstaendighed, at Zoulika Krid ikke er fransk statsborger, og at der ikke er indgaaet nogen international konvention om gensidighed mellem Frankrig og Algeriet vedroerende det supplerende tilskud fra FNS, har kun faellesskabsstatsborgere ret til ikke-bidragspligtige ydelser ifoelge Raadets forordning (EOEF) nr. 1247/92 af 30. april 1992 (EFT L 136, s. 1) om aendring af Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som kodificeret i Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter benaevnt "forordning nr. 1408/71").

14 Paa denne baggrund har Tribunal des affaires de sécurité sociale de Nanterre, forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

"Er det supplerende tilskud fra Den Nationale Solidaritetsfond, som er omhandlet i Raadets forordning nr. 1247/92 af 30. april 1992, alene forbeholdt statsborgere i EOEF (som er bosat i Frankrig), eller kan det tillige ydes til algeriske statsborgere (som er bosat i Frankrig), enten paa grundlag af artikel 39 i samarbejdsaftalen mellem EOEF og Algeriet og/eller paa grundlag af EOEF' s forordninger? Kan dette tilskud ogsaa udbetales til statsborgere fra lande, der har indgaaet en samarbejdsaftale med EOEF om social sikring, som f.eks. Marokko, Tunesien ...?"

15 Indledningsvis skal formaalet med aftalen og de relevante bestemmelser heri undersoeges.

16 Aftalen har ifoelge sin artikel 1 til formaal at fremme et globalt samarbejde mellem de kontraherende parter med henblik paa at bidrage til Algeriets oekonomiske og sociale udvikling og fremme en styrkelse af deres indbyrdes forbindelser. Der indfoeres et saadant samarbejde dels paa det oekonomiske, tekniske og finansielle omraade i medfoer af bestemmelserne i afsnit I, dels med hensyn til samhandelen i medfoer af bestemmelserne i afsnit II, og dels paa det sociale omraade i medfoer af bestemmelserne i afsnit III.

17 Artikel 39, som er indeholdt i afsnit III vedroerende samarbejdet paa arbejdskraftomraadet, indeholder foelgende bestemmelse i stk. 1:

"Med forbehold af bestemmelserne i de foelgende stykker skal der over for arbejdstagere med algerisk statsborgerskab og medlemmer af deres familie, der bor hos dem, anvendes en social sikringsordning, som udelukker enhver forskelsbehandling paa grund af nationalitet i forhold til statsborgere i de medlemsstater, hvor de er beskaeftiget."

18 De foelgende stykker i artikel 39 vedroerer sammenlaegning af de forsikrings-, beskaeftigelses- og bopaelsperioder, som er tilbagelagt i forskellige medlemsstater, udbetaling af familieydelser for de familiemedlemmer, som er bosat inden for Faellesskabet, samt overfoerslen til Algeriet af pensioner, aldersrenter, efterladtepensioner og erstatning for arbejdsulykker, erhvervssygdomme eller invaliditet.

19 Det fremgaar af den sammenhaeng, hvori hovedsagen indgaar, at den nationale ret med sit praejudicielle spoergsmaal i det vaesentlige oensker oplyst, om aftalens artikel 39, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at en medlemsstat afslaar at tildele en ydelse som det supplerende tilskud fra FNS ° der er foreskrevet i medlemsstatens lovgivning til fordel for statsborgere, som er bosat i denne stat ° til enken efter en algerisk arbejdstager, som er bosat i den paagaeldende medlemsstat, og som dér oppebaerer en efterladtepension, med den begrundelse, at hun er algerisk statsborger.

20 For at kunne besvare dette spoergsmaal maa det foerst undersoeges, om aftalens artikel 39, stk. 1, kan paaberaabes direkte af private for en national ret, og dernaest, om bestemmelsen daekker situationen for et familiemedlem til en algerisk vandrende arbejdstager, som i den medlemsstat, hvor vedkommende er bosat og oppebaerer en efterladtepension, ansoeger om en ydelse af den art, som er omhandlet i hovedsagen.

Den direkte virkning af aftalens artikel 39, stk. 1

21 Ifoelge Domstolens faste praksis (jf. dom af 31.1.1991, sag C-18/90, Kziber, Sml. I, s. 199, praemis 15-22, og af 20.4.1994, sag C-58/93, Yousfi, Sml. I, s. 1353, praemis 16) indeholder artikel 41, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Kongeriget Marokko, undertegnet i Rabat den 27. april 1976 og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2211/78 af 26. september 1978 (EFT L 264, s. 1) ° som efter sin ordlyd klart, praecist og ubetinget opstiller et forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet af arbejdstagere med marokkansk statsborgerskab og deres familiemedlemmer, der bor hos dem, for saa vidt angaar social sikring ° en klar og praecis forpligtelse, hvis opfyldelse eller retsvirkninger ° for alle andre spoergsmaal end dem, der omhandles i artiklens stk. 2, 3 og 4 ° ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter. I samme domme har Domstolen tilfoejet, at den omstaendighed, at aftalen har til formaal at fremme et globalt samarbejde mellem de kontraherende parter, navnlig paa arbejdskraftomraadet, bekraefter, at princippet om forbud mod forskelsbehandling i artikel 41, stk. 1, efter sin beskaffenhed direkte indgaar i fastlaeggelsen af den enkelte borgers retsstilling

22 Heraf har Domstolen udledt (jf. dommen i Kziber-sagen, praemis 23, og i Yousfi-sagen, praemis 17), at bestemmelsen kan skabe umiddelbare retsvirkninger.

23 Artikel 39, stk. 1, i samarbejdsaftalen EOEF-Algeriet er affattet i tilsvarende vendinger som artikel 41, stk. 1, i samarbejdsaftalen EOEF-Marokko, og de to aftaler har samme formaal.

24 Den direkte virkning, som derfor maa tillaegges aftalens artikel 39, stk. 1, indebaerer, at de retsundergivne, som bestemmelsen finder anvendelse paa, er berettiget til at paaberaabe sig den for de nationale domstole.

Raekkevidden af aftalens artikel 39, stk. 1

25 For at bestemme princippet om forbud mod forskelsbehandling i aftalens artikel 39, stk. 1, maa det undersoeges dels, om en person som sagsoegeren i hovedsagen er omfattet af bestemmelsens personelle anvendelsesomraade, dels, om en ydelse som det i hovedsagen omhandlede supplerende tilskud fra FNS er omfattet af begrebet social sikringsordning i samme bestemmelse.

26 Hvad for det foerste angaar det personelle anvendelsesomraade for aftalens artikel 39, stk. 1, bemaerkes, at denne bestemmelse foerst og fremmest finder anvendelse paa arbejdstagere med algerisk statsborgerskab, hvilket begreb maa forstaas i vid betydning. Det omfatter ifoelge Domstolens praksis vedroerende den tilsvarende bestemmelse i samarbejdsaftalen EOEF-Marokko (jf. dommen i Kziber-sagen, praemis 27, og i Yousfi-sagen, praemis 21) ° hvilken praksis skal anvendes analogt paa den foreliggende sag ° saavel erhvervsaktive arbejdstagere som arbejdstagere, der har forladt arbejdsmarkedet efter at have naaet en saadan alder, at de har krav paa alderspension, eller efter at vaere blevet udsat for en af de begivenheder, der giver ret til ydelser inden for andre sociale sikringsordninger.

27 Det bemaerkes endvidere, at aftalens artikel 39, stk. 1, ogsaa finder anvendelse paa medlemmer af saadanne arbejdstageres familie, som bor hos dem i den medlemsstat, hvor de er beskaeftiget.

28 Artikel 39, stk. 2, indeholder i saa henseende, hvad angaar retten til sammenlaegning af forsikrings-, beskaeftigelses- og bopaelsperioder, som er tilbagelagt i forskellige medlemsstater, en udtrykkelig henvisning til de pensioner og efterladtepensioner, som tilkommer familien til en vandrende algerisk arbejdstager, der er bosat inden for Faellesskabet.

29 I oevrigt kan der ifoelge artikel 39, stk. 4, frit overfoeres visse sociale sikringsydelser til Algeriet, som er erhvervet i medlemsstaterne, herunder pensioner og efterladtepensioner.

30 Foelgelig omfatter aftalens artikel 39, stk. 1, ogsaa familiemedlemmerne til en algerisk vandrende arbejdstager, som efter arbejdstagerens doed fortsaetter med at vaere bosat i den medlemsstat, hvor han var beskaeftiget.

31 Herefter finder aftalens artikel 39, stk. 1, anvendelse paa en person som sagsoegeren i hovedsagen, som er enke efter en algerisk vandrende arbejdstager og bosat i den medlemsstat, hvor arbejdstageren foer sin doed var beskaeftiget hele sit liv, og som i samme medlemsstat oppebaerer en efterladtepension, der udbetales som foelge af denne beskaeftigelse.

32 Hvad for det andet angaar begrebet social sikringsordning i aftalens artikel 39, stk. 1, fremgaar det ved en analogi fra dommene i Kziber-sagen (praemis 25) og Yousfi-sagen (praemis 24), at dette begreb skal forstaas paa samme maade som det tilsvarende begreb i forordning nr. 1408/71.

33 Selv om forordning nr. 1408/71 ° foer den blev aendret ved forordning nr. 1247/92 ° ikke saerligt blandt de sociale sikringsgrene, som den finder anvendelse paa, udtrykkeligt naevnte sociale sikringsydelser af den art, som det supplerende tilskud fra FNS henhoerer under, fremgik det dog af Domstolens faste praksis (jf. navnlig dom af 24.2.1987, forenede sager 379/85-381/85 og 93/86, Giletti m.fl., Sml. s. 955, og af 12.7.1990, sag C-236/88, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 3163), at dette tilskud var omfattet af det materielle anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71 i kraft af forordningens artikel 4, stk. 1.

34 Domstolen har nemlig fastslaaet (jf. navnlig dommen i Giletti-sagen, praemis 10), at en national lovgivning som den, der vedroerer det supplerende tilskud fra FNS, i realiteten har et dobbelt formaal, nemlig dels at sikre et mindsteunderhold for personer, der har behov herfor, dels at sikre en supplerende indkomst for modtagere af utilstraekkelige sociale sikringsydelser.

35 Heraf har Domstolen udledt (jf. dommen i Giletti-sagen, praemis 11), at for saa vidt en saadan lovgivning indebaerer et retligt krav paa tillaegsydelser, hvorved den sociale sikrings pensionsbeloeb forhoejes, og dette uden den bedoemmelse af individuelle behov og omstaendigheder, som er karakteristisk for forsorgen, er ydelsen omfattet af det sociale sikringssystem som omhandlet i forordning nr. 1408/71. Domstolen tilfoejede, at den omstaendighed, at en saadan lov ogsaa hjemler sociale ydelser, der kan betegnes som sociale forsorgsydelser, ikke kan aendre den faellesskabsretlige begrebsbestemmelse, hvorefter en ydelse, der umiddelbart efter loven knytter sig som et tillaeg til en invalide-, alders- eller efterladtepension, har karakter af en egentlig social sikringsydelse.

36 I oevrigt er ydelser af tilsvarende art som det supplerende tilskud fra FNS siden ikrafttraedelsen af forordning nr. 1247/92 den 1. juni 1992 udtrykkeligt blevet medtaget i det materielle anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71 netop for at tage hensyn til ovennaevnte praksis, saaledes som det fremgaar af tredje og fjerde betragtning til forordning nr. 1247/92. Det fremgaar nemlig af det nye stk. 2a, som blev indsat i artikel 4 i forordning nr. 1408/71, at forordningen ligeledes finder anvendelse paa saerlige ikke-bidragspligtige ydelser, naar de, som i det foreliggende tilfaelde, har til formaal at daekke de risici, der svarer til de i stk. 1, litra a)-h), omhandlede sikringsgrene, som netop bl.a. omfatter alderdomsydelser.

37 Da begrebet social sikringsordning i aftalens artikel 39, stk. 1, ud fra en analogi med dommene i Kziber- og Yousfi-sagerne ikke kan have et andet indhold end det, som det er tillagt efter forordning nr. 1408/71, er en ydelse som det supplerende tilskud fra FNS omfattet af begrebet social sikringsordning i aftalens artikel 39, stk. 1.

38 Heroverfor har den franske regering imidlertid gjort gaeldende, at en algerisk statsborger, som er enke efter en algerisk vandrende arbejdstager, men som aldrig selv har vaeret arbejdstager, ikke kan paaberaabe sig aftalens artikel 39 for at faa tildelt en ydelse som det supplerende tilskud fra FNS, da dette efter fransk ret har karakter af en selvstaendig rettighed og ikke er nogen afledt rettighed, som er erhvervet som foelge af den paagaeldendes status som familiemedlem til en vandrende arbejdstager.

39 Herved er det tilstraekkeligt at fastslaa, at aftalens artikel 39, stk. 1, begraenser sig til at fastslaa princippet om forbud mod enhver form for forskelsbehandling, begrundet i nationalitet, af algeriske vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som bor hos dem, i forhold til statsborgerne i de medlemsstater, hvor de er beskaeftiget. Da det personelle anvendelsesomraade for denne bestemmelse i aftalen ikke er identisk med det personelle anvendelsesomraade for artikel 2 i forordning nr. 1408/71, kan den domspraksis vedroerende forordning nr. 1408/71, som bygger paa en sondring mellem afledte og selvstaendige rettigheder for familiemedlemmer til en vandrende arbejdstager, ikke overfoeres paa aftalen, saaledes som det fremgaar af dommen i Kziber-sagen.

40 Herefter indebaerer princippet om forbud mod enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling inden for det sociale sikringsomraade, som er indeholdt i aftalens artikel 39, stk. 1, at enken efter en algerisk vandrende arbejdstager, som er bosat paa omraadet i den medlemsstat, hvor arbejdstageren har vaeret beskaeftiget, og som opfylder alle betingelserne ° bortset fra betingelsen om statsborgerskab ° for at faa tildelt en ydelse som det supplerende tilskud fra FNS, der tilkommer modtagere af en efterladtepension, og som ikke er afhaengig af, at modtageren tidligere selv har vaeret arbejdstager, ikke kan naegtes denne ydelse under henvisning til hendes nationalitet.

41 Af samtlige disse betragtninger foelger, at spoergsmaalet fra Tribunal des affaires de sécurité sociale de Nanterre maa besvares med, at aftalens artikel 39, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at en medlemsstat afslaar at tildele en ydelse som det supplerende tilskud fra FNS ° der er foreskrevet i medlemsstatens lovgivning til fordel for statsborgere, som er bosat i denne stat ° til enken efter en algerisk arbejdstager, som er bosat i den paagaeldende medlemsstat, og som dér oppebaerer en efterladtepension, med den begrundelse, at hun er algerisk statsborger.

Sagens omkostninger

42 De udgifter, der er afholdt af den franske regering, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal des affaires de sécurité sociale de Nanterre, ved dom af 16. december 1993, for ret:

Artikel 39, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet, undertegnet i Algier den 26. april 1976 og godkendt paa Faellesskabets vegne ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2210/78 af 26. september 1978, skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at en medlemsstat afslaar at tildele en ydelse som det supplerende tilskud fra Den Nationale Solidaritetsfond ° der er foreskrevet i medlemsstatens lovgivning til fordel for statsborgere, som er bosat i denne stat ° til enken efter en algerisk arbejdstager, som er bosat i den paagaeldende medlemsstat, og som dér oppebaerer en efterladtepension, med den begrundelse, at hun er algerisk statsborger.