–

AV, BT, CV og DW ved avvocati G. Graziani og C. Ingrillì,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocati dello Stato E. De Bonis og F. Sclafani,

–

Europa-Kommissionen ved D. Recchia og F. van Schaik, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9), samt af §§ 4 og 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), som findes i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem de honorære dommere AV, BT, CV og DW, og Ministero della Giustizia (justitsministeriet, Italien) vedrørende disse dommeres anmodning om at opnå den samme økonomiske og retlige behandling som den, der finder anvendelse på ordinære dommere.

3

Rammeaftalens § 2, stk. 1, med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

»Denne aftale finder anvendelse på alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.«

4

Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« bestemmer:

»1. Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.

2. Hvor det er hensigtsmæssigt, gælder princippet om pro rata temporis.

[...]«

5

I rammeaftalens § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« er følgende fastsat:

»1. For at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold fastsættes, medmindre der allerede findes tilsvarende retsregler, bestemmelser af medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter i henhold til national lovgivning, kollektive aftaler eller praksis – og/eller af arbejdsmarkedets parter, hvorved der tages hensyn til behovene inden for bestemte sektorer og/eller blandt bestemte kategorier af arbejdstagere, og som regulerer et eller flere af følgende forhold:

2. Medlemsstaterne – efter høring af arbejdsmarkedets parter – og/eller arbejdsmarkedets parter fastsætter, hvor det er hensigtsmæssigt, under hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold er at anse [for]:

6

Artikel 7 i direktiv 2003/88 med overskriften »Årlig ferie« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

2.   Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

7

I den italienske forfatnings artikel 106 bestemmes:

»Udnævnelse af dommere sker ved udvælgelsesprøve.

Lov om domstolenes opbygning kan fastsætte nærmere regler for udnævnelse, eventuelt efter valg, af honorære dommere til alle opgaver, der tildeles enedommere.

[...]«

8

Regio decreto n. 12 – Ordinamento giudiziario (kongeligt dekret nr. 12 om retssystemet) af 30. januar 1941 (GURI nr. 28 af 4.2.1941), i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »kongeligt dekret nr. 12«), bestemte i artikel 4, stk. 1 og 2:

»1.   Retsordenen består af auditører [prøveansatte dommere], af dommere af enhver grad ved retsinstanser og domstole samt af anklagere ved anklagemyndigheden.

2.   Følgende henhører under retsordenen som honorære dommere: forligsdommere, viceforligsdommere, honorære dommere ved retterne, viceanklagere, sagkyndige ved den ordinære ret og ved appeldomstolens afdeling for mindreårige samt desuden bisiddere ved kassationsdomstolen og sagkyndige ved arbejdsretterne i forbindelse med disses udøvelse af retslige funktioner.«

9

Dette dekrets artikel 42a bestemte, at »[h]onorære dommere kan ansættes ved almindelige retter«.

10

Nævnte dekrets artikel 42b havde følgende ordlyd:

»Honorære dommere ved retten udnævntes ved dekret fra justitsministeren, i overensstemmelse med afgørelsen fra det øverste råd for retsvæsenet, efter forslag fra det retsråd, der har territorial kompetence i den sammensætning, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i [legge n. 374 – Istituzione del giudice di pace (lov nr. 374 om indførelse af fredsdommere) af 21. november 1991 (GURI nr. 278 af 27.11.1991)].«

11

Artikel 42d i kongeligt dekret nr. 12 bestemte, at »udnævnelsen som honorær dommer ved retten sker for en varighed på tre år«, og at »stillingsindehaveren ved ansættelsesperiodens udløb kun kan genudnævnes én gang«. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at en række bestemmelser vedtaget i 2005 og efterfølgende har indført undtagelser til muligheden for kun at genudnævne honorære dommere én gang.

12

Dette dekrets artikel 42e bestemte:

»En honorær dommer ved retten ophører med at udøve sin funktion:

[...]«

13

Nævnte dekrets artikel 42f bestemte:

»En honorær dommer ved retten skal, med de nødvendige ændringer, overholde de forpligtelser, der er fastsat for ordinære dommere. En honorær dommer kan kun gøre krav på godtgørelser og andre rettigheder, der udtrykkeligt er tildelt ved lov, og som specifikt vedrører arbejdet som honorær dommer.«

14

Samme dekrets artikel 43a lød således:

»Ordinære dommere og honorære dommere udfører ved de almindelige retter det retslige arbejde, som de får tildelt af rettens præsident, eller, hvis retten er sammensat i afdelinger, af afdelingsformanden eller af en anden dommer, der er formand for afdelingen.

Honorære dommere ved retten kan ikke afholde retsmøde, medmindre de ordinære dommere har forfald eller medmindre antallet af ordinære dommere ikke er tilstrækkeligt.

I forbindelse med de i første afsnit omhandlede nærmere regler for tildeling af sager skal anvendes et kriterium om, at honorære dommere ikke tildeles:

15

Artikel 71 i kongeligt dekret nr. 12 bestemte:

»Honorære dommere kan ansættes ved anklagemyndigheder ved de almindelige retter som viceanklagere med henblik på varetagelse af de funktioner, der er nævnt i artikel 72, og de øvrige funktioner, som de særligt er blevet tildelt ved lov.

Honorære viceanklagere udnævnes efter samme regler som dem, der finder anvendelse på honorære dommere ved retterne. Bestemmelserne i artikel 42b, artikel 42c, artikel 42d og artikel 42e finder anvendelse på disse.«

16

Dette dekrets artikel 72 bestemte:

»I sager, hvor retten beklædes af en enkelt dommer, kan anklagemyndighedens funktioner i henhold til bemyndigelse givet i den offentlige anklagers navn ved den almindelige ret, udøves:

I straffesager anvendes ligeledes kriteriet om ikke at uddelegere anklagemyndighedens funktioner for så vidt angår sager vedrørende andre lovovertrædelser end dem, for hvilke retsforfølgningen er indledt ved direkte indkaldelse til at møde i retten i overensstemmelse med bestemmelserne i strafferetsplejelovens artikel 550.«

17

Ved decreto legislativo n. 116 – Riforma organica della magistratura onoraria e altre disposizioni sui giudici di pace, nonché disciplina transitoria relativa ai magistrati onorari in servizio, a norma della legge 28 aprile 2016, n. 57 (lovdekret nr. 116 om ændring af organiseringen af den honorære dommerstand og af andre bestemmelser vedrørende fredsdommere samt overgangsbestemmelser for tjenestegørende honorære dommere i overensstemmelse med lov nr. 57 af 28.4.2016) af 13. juli 2017 (GURI nr. 177 af 31.7.2017, s. 1, herefter »lovdekret nr. 116«), ophævede den italienske lovgiver de bestemmelser i kongeligt dekret nr. 12, der er anført i denne doms præmis 8-16.

18

Artikel 29 i lovdekret nr. 116, som ændret ved legge n. 234 – Bilancio di previsione dello Stato per l’anno finanziario 2022 e bilancio pluriennale per il triennio 2022-2024 (lov nr. 234 om statsbudgettet for budgetåret 2022 og det flerårige budget 2022-2024) af 30. december 2021 (GURI nr. 310 af 31.12.2021, s. 1), bestemmer:

»1.   Honorære dommere, som udøver deres hverv på datoen for dette lovdekrets ikrafttrædelse, kan efter ansøgning genudnævnes, indtil de fylder 70 år.

2.   Honorære dommere, som udøver deres hverv på datoen for dette lovdekrets ikrafttrædelse, og som ikke genudnævnes, enten fordi de ikke indgiver ansøgning herom eller fordi de ikke har bestået den i stk. 3 nævnte bedømmelsesprocedure, har ret til, dog med mulighed for at give afkald herpå, en godtgørelse på henholdsvis 2500 EUR, før skat, for hvert tjenesteår, i hvilket de har deltaget i retsmøder i mindst 80 arbejdsdage, og på 1500 EUR, før skat, for hvert tjenesteår, i hvilket de har deltaget i retsmøder i mindre end 80 dage, og under alle omstændigheder op til et maksimumsbeløb på 50000 EUR pr. dommer, før skat. Med henblik på beregningen af den godtgørelse, der er fastsat i foregående punktum, sidestilles tjenesteperioder på mere end seks måneder med et år. Modtagelsen af godtgørelsen medfører, at der gives afkald på ethvert andet krav, uanset dettes karakter, der følger af tidligere udført hverv som honorær dommer.

3.   Med henblik på den genudnævnelse, der er anført i stk. 1, tilrettelægger det øverste råd for retsvæsenet ved afgørelse tre forskellige bedømmelsesprocedurer, der afholdes årligt i løbet af den treårige periode 2022-2024. De vedrører tjenestegørende honorære dommere, som på tidspunktet for dette dekrets ikrafttræden har tilbagelagt:

[...]

5.   Ansøgning om deltagelse i de i stk. 3 nævnte bedømmelsesprocedurer medfører, at der gives afkald på ethvert andet krav, uanset dettes karakter, som følger af det arbejde som honorær dommer, der er udført tidligere, med undtagelse af retten til den godtgørelse, der er fastsat i stk. 2 i tilfælde af manglende genudnævnelse.

[...]«

19

AV, BT, CV og DW er italienske honorære dommere. Denne kategori af dommere udgøres af jurister, der i en periode, der teoretisk set er begrænset, udøver retslige funktioner ved siden af deres hovederhverv, og som ikke er medlemmer af dommerstanden. Navnlig udfører sagsøgerne i hovedsagen opgaver som procuratore onorario aggiunto (honorær viceanklager) og som giudice onorario (honorær dommer).

20

Idet sidstnævnte havde udført deres hverv i mere end 16 år, anlagde de den 23. marts 2016 sag ved Tribunale amministrativo regionale per il Lazio (den regionale forvaltningsdomstol i Lazio), som er retten i første instans i forbindelse med hovedsagen, bl.a. med påstand om, at de tildeles den samme økonomiske og retlige behandling som den, der gælder for ordinære dommere.

21

Da dette søgsmål blev forkastet ved dom afsagt af denne ret den 1. september 2021, iværksatte sagsøgerne i hovedsagen appel til prøvelse af denne dom ved Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), som er den forelæggende ret.

22

Den forelæggende ret har for det første anført, at den ordning, der finder anvendelse på ordinære dommere, ikke automatisk kan overføres på honorære dommere på grund af de forskelle, der følger af de relevante bestemmelser i kongeligt dekret nr. 12, og som kendetegner opgaverne, ansættelsesvilkårene samt karakteren af forholdet mellem disse dommere og den offentlige administration.

23

Navnlig adskiller situationen for de honorære dommere sig fra situationen for de ordinære dommere på flere væsentlige punkter, nemlig ved den måde, hvorpå de ansættes, ved det forhold, at deres retslige aktiviteter ikke er eksklusive eller kontinuerlige, ved ordningen om aktiviteternes uforenelighed, ved ansættelsesforholdets varighed, ved begrænsningerne af deres retslige aktiviteter, ved deres aflønningsordning og sociale sikringsordning samt ved karakteren af deres forhold til den offentlige administration.

24

For det andet har den forelæggende ret ikke desto mindre anført, at honorære dommere udfører reelle og faktiske ydelser, som hverken er rent marginale eller sekundære, og for hvilke de modtager godtgørelser, der har karakter af vederlag, således at de ifølge Domstolens praksis er omfattet af begrebet »alle med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 2, stk. 1.

25

I denne henseende er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede ordning, der finder anvendelse på de honorære dommere, er forenelig med EU-retten, for det første derved, at denne ordning fratager disse dommere muligheden for at nyde godt af retten til betalt ferie samt af alle former for social sikring.

26

For det andet er denne ret i tvivl om, hvorvidt denne ordning er forenelig med EU-retten, eftersom forskellige nationale retsakter, der fraviger artikel 42d i kongeligt dekret nr. 12, har tilladt at foretage på hinanden følgende forlængelser af de honorære dommeres ansættelsesforhold og således at forlænge varigheden af deres ansættelsesforhold. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om den begrundelse, som den italienske lovgiver har påberåbt sig for at begrunde de på hinanden følgende forlængelser af disse dommeres ansættelsesforhold, dvs. bl.a. nødvendigheden af at afvente den strukturelle reform af den honorære dommerstand og i mellemtiden at sikre kontinuiteten i retsplejen, kan kvalificeres som objektive omstændigheder som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a). I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret ligeledes oplyst, om der skal tages hensyn til de fordelagtige kompenserende virkninger for de pågældende, der følger af undtagelserne til den regel, der er fastsat i artikel 42d i kongeligt dekret nr. 12, eftersom de honorære dommere takket være disse undtagelser har fået forlænget deres ansættelser næsten automatisk.

27

Det er på denne baggrund, at Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28

Ifølge den italienske regering skal de præjudicielle spørgsmål afvises.

29

Hvad angår det første spørgsmål har denne regering fremhævet, at Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i forelæggelsesafgørelsen har oplyst, at den forskellige behandling af ordinære dommere og honorære dommere hvad angår retten til betalt ferie og retten til en ordning for social sikring og for lovpligtig forsikring, der dækker arbejdsulykker og erhvervssygdomme blev ophævet efter ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 116, og at det ville kunne forholde sig således, at betingelserne for en analog anvendelse af dette lovdekret på de ansættelsesforhold, der er genstand for søgsmålet i hovedsagen, foreligger.

30

Denne ret burde således, inden den forelagde Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, have foretaget en mere indgående undersøgelse af muligheden for inden for rammerne af tvisten i hovedsagen at anvende lovdekret nr. 116 analogt. Den blotte henvisning til denne mulige anvendelighed gør det nemlig ikke muligt at forstå den forbindelse, der ifølge den nævnte ret foreligger mellem de påberåbte EU-retlige bestemmelser og de relevante bestemmelser i italiensk ret.

31

Hvad angår det andet spørgsmål er det den italienske regerings opfattelse, at den stabilisering af de honorære dommeres ansættelsesforhold, der følger af ændringen af artikel 29 i lovdekret nr. 116, burde have været taget i betragtning af den forelæggende ret, inden den forelagde denne præjudicielle anmodning for Domstolen. Denne stabilisering gør den italienske lovgivning om honorære dommere forenelig med rammeaftalens §§ 4 og 5, hvilket gør det andet spørgsmål hypotetisk.

32

I denne henseende bemærkes, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen, hvilke spørgsmål er omfattet af en formodning for at være relevante. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen eller gyldigheden af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse, medmindre det fremgår, at den ønskede fortolkning savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af disse spørgsmål (dom af 27.4.2023, AxFina Hungary, C-705/21, EU:C:2023:352, præmis 27).

33

Inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, er det desuden alene den nationale ret, der har kompetence til at fortolke og anvende bestemmelser i national ret, hvorimod Domstolen alene har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen og gyldigheden af en EU-retsakt med udgangspunkt i de faktiske omstændigheder, som den nationale ret har anført i forelæggelsen (dom af 27.4.2023, AxFina Hungary, C-705/21, EU:C:2023:352, præmis 28).

34

I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at den forelæggende ret klart har redegjort for den faktiske og retlige sammenhæng, som de præjudicielle spørgsmål indgår i, i forbindelse med en tvist, som ikke forekommer hypotetisk eller fiktiv. Den har desuden udtrykkeligt anført, at lovdekret nr. 116 ikke fandt tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen.

35

I overensstemmelse med den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 32 og 33, tilkommer det i øvrigt ikke Domstolen at afgøre, om den forelæggende ret, der har redegjort for de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at Domstolen kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de præjudicielle spørgsmål, burde have foretaget en mere indgående undersøgelse af de nationale retlige rammer, som den selv er ansvarlig for at fastlægge, inden den forelagde denne præjudicielle anmodning for Domstolen.

36

Det følger heraf, at de præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

37

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7 i direktiv 2003/88 og rammeaftalens § 4 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der til forskel fra det, som den fastsætter for ordinære dommere, udelukker honorære dommere fra enhver ret til udbetaling af en godtgørelse i den ferieperiode, hvor de retslige aktiviteter er suspenderet, samt til at nyde godt af en ordning for social beskyttelse og lovpligtig forsikring, der dækker arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

38

Det bemærkes, at § 4, stk. 1, i rammeaftalen indeholder et forbud mod at behandle personer med tidsbegrænset ansættelse mindre gunstigt end sammenlignelige fastansatte for så vidt angår ansættelsesvilkår, hvis dette udelukkende er begrundet i, at de udøver en aktivitet i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold (dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 32).

39

For det første bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i § 2, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse skal fortolkes således, at det omfatter en fredsdommer, der er udnævnt for en begrænset periode, og som inden for rammerne af sine funktioner udfører reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som et rent marginalt supplement, og for hvilke han modtager vederlag, der har karakter af løn (dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 30).

40

For så vidt som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at fredsdommere er »honorære« dommere, der tilhører den italienske retsorden, kan denne retspraksis ligeledes finde anvendelse på de i hovedsagen omhandlede dommere. Disse dommere kan således principielt være omfattet af begrebet »alle med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 2, stk. 1, forudsat at de udøver reelle og effektive ydelser, der ikke fremtræder som hverken rent marginale eller accessoriske, og for hvilke de modtager godtgørelser, der har karakter af løn, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

41

Hvad for det andet angår begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i denne rammeaftales § 4 har Domstolen allerede fastslået, at disse vilkår omfatter vilkår vedrørende løn og pensioner, der hidrører fra ansættelsesforholdet, bortset fra vilkår vedrørende pensioner, der følger af en lovbestemt social sikringsordning. Domstolen har ligeledes fastslået, at det afgørende kriterium ved vurdering af, om en foranstaltning kan anses for et »ansættelsesvilkår«, er kriteriet om ansættelse, dvs. arbejdsforholdet mellem en arbejdstager og hans arbejdsgiver (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Vega González, C-158/16, EU:C:2017:1014, præmis 30, og af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 36).

42

Følgelig kan en ordning om social beskyttelse og lovpligtig forsikring mod arbejdsulykker og erhvervssygdomme, såsom ordningen for ordinære dommere, hvis den hænger sammen med disse dommeres ansættelsesforhold, henhøre under begrebet »ansættelsesvilkår« som omhandlet i rammeaftalens § 4, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

43

Hvad angår udbetalingen af en godtgørelse under ferie i tilfælde af suspension af de retslige aktiviteter, såsom den godtgørelse, der udbetales til ordinære dommere, bemærkes desuden, at de »ansættelsesvilkår«, som er omhandlet i denne rammeaftales § 4, omfatter retten til årlig betalt ferie (jf. i denne retning dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 38).

44

For det tredje bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at princippet om ikke-diskrimination, som rammeaftalens § 4, stk. 1, er et særligt udtryk for, kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (dom af 16.7.2020, Governo della Repubblica italiana (Italienske fredsdommeres status), C-658/18, EU:C:2020:572, præmis 141).

45

Ved bedømmelsen af, om de berørte personer udfører samme eller tilsvarende arbejde i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalen, skal det, i henhold til rammeaftalens § 3, stk. 2, og § 4, stk. 1, undersøges, om disse personer, henset til en helhed af omstændigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation (dom af 16.7.2020, Governo della Repubblica italiana (Italienske fredsdommeres status), C-658/18, EU:C:2020:572, præmis 143).

46

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret for det første henvist til en række forskelle mellem de retlige og økonomiske ordninger, der finder anvendelse på de omhandlede dommere, og har navnlig fremhævet reglerne for udnævnelse af honorære dommere, den teoretisk set midlertidige varighed af deres ansættelsesforhold, den type sager, som disse dommere er bemyndiget til at behandle, samt deres specifikke aflønning.

47

For det andet fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at honorære dommere og ordinære dommere har samme forpligtelser og ansvar og er underlagt den samme kontrol. Det er desuden ubestridt, at honorære dommere udøver judiciel virksomhed.

48

Under disse omstændigheder tilkommer det den forelæggende ret, som alene har kompetence til at bedømme de faktiske omstændigheder, at afgøre, om honorære dommere som sagsøgerne i hovedsagen befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for ordinære dommere (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, Governo della Repubblica italiana (Italienske fredsdommeres status), C-658/18, EU:C:2020:572, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis).

49

I denne henseende bemærkes, at den forskellige behandling af ordinære dommere og honorære dommere, som sagsøgerne i hovedsagen har påberåbt sig, består i den omstændighed, at de honorære dommere, i forhold til ordinære dommere, der udøver funktioner, der kan sammenlignes med førstnævntes, fratages såvel enhver godtgørelse i den ferieperiode, hvor den retslige virksomhed er suspenderet, som retten til at være omfattet af ordningen for social beskyttelse og lovpligtig forsikring.

50

Hvis det godtgøres, at honorære dommere såsom sagsøgerne i hovedsagen befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for ordinære dommere, skal det undersøges, om foreligger objektive grunde, der kan begrunde en sådan forskellig behandling.

51

I denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den konstaterede ulige behandling skal begrundes i, at der foreligger præcise og konkrete omstændigheder, der kendetegner det ansættelsesvilkår, der er tale om, i den særlige sammenhæng, det indgår i, og på grundlag af objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om denne ulige behandling rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, med henblik på hvis udførelse tidsbegrænsede kontrakter er indgået, samt de hermed forbundne forhold eller i givet fald på grund af en medlemsstats forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det fremgår for det første af Domstolens praksis, at de formål, som den italienske lovgiver forfølger, og som består i at afspejle forskellene i arbejdet mellem en honorær dommer og en ordinær dommer, kan anses for at udgøre et »objektivt forhold« som omhandlet i rammeaftalens § 4, stk. 1 og/eller stk. 4, for så vidt som de opfylder et reelt behov, er egnede til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor. For det andet har Domstolen fastslået, at forskellene mellem ansættelsesprocedurerne for honorære dommere og ordinære dommere, og bl.a. den særlige betydning, som den nationale retsorden og nærmere bestemt forfatningens artikel 106, stk. 1, tillægger de udvælgelsesprøver, som specifikt er tilrettelagt med henblik på ansættelse af ordinære dommere, synes at antyde en særlig karakter af de opgaver, som disse sidstnævnte har ansvaret for, og et forskelligt niveau for de kvalifikationer, der kræves med henblik på udførelsen af disse opgaver (jf. analogt dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 45 og 46).

53

Under disse omstændigheder gør den omstændighed, at der foreligger en indledende udvælgelsesprøve, der er specielt tilrettelagt til ordinære dommere med henblik på adgang til dommerstanden, og som ikke er uløseligt forbundet med udnævnelsen af honorære dommere, det muligt at udelukke, at sidstnævnte dommere fuldt ud er omfattet af de ordinære dommeres rettigheder (jf. analogt dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 47).

54

Selv om visse former for forskelsbehandling kan begrundes i forskellene i de krævede kvalifikationer og arten af de opgaver, som de ordinære dommere skal påtage sig ansvaret for, kan udelukkelse fra enhver ret til betalt ferie samt til enhver form for social sikrings- og pensionsordning for honorære dommere ikke tillades i henhold til rammeaftalens § 4 (jf. analogt dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 53).

55

Hvad navnlig angår retten til ferie bemærkes, at medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 »træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed«.

56

I øvrigt fremgår det af ordlyden af direktiv 2003/88 og af Domstolens praksis, at medlemsstaterne, selv om det tilkommer dem at definere betingelserne for udøvelsen og gennemførelsen af retten til årlig betalt ferie, er forpligtet til at afholde sig fra at fastsætte nogen form for betingelser for selve stiftelsen af denne ret, der direkte er fastsat i direktivet (dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status, C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

57

Endeligt bemærkes, at princippet om pro rata temporis i overensstemmelse med § 4, stk. 2, i rammeaftalen gælder, hvor det er hensigtsmæssigt.

58

Under disse omstændigheder fremgår det ikke, at den forskelsbehandling, der er omhandlet i denne doms præmis 49, rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og er nødvendig herfor, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

59

Henset til samtlige disse betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 7 i direktiv 2003/88 og rammeaftalens § 4 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der til forskel fra det, som den fastsætter for ordinære dommere, udelukker honorære dommere, der befinder sig i en sammenlignelig situation, fra enhver ret til udbetaling af en godtgørelse i den ferieperiode, hvor de retslige aktiviteter er suspenderet, samt til at nyde godt af en ordning for social beskyttelse og lovpligtig forsikring, der dækker arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

60

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter honorære dommeres ansættelsesforhold kan være genstand for flere på hinanden følgende forlængelser, uden at der, med henblik på at begrænse misbrug af disse forlængelser, er fastsat effektive og afskrækkende sanktioner eller ændring af disse dommeres ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold.

61

Ved rammeaftalens § 5, stk. 1, pålægges medlemsstaterne med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold effektivt og ufravigeligt at vedtage i det mindste en af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret. Der opregnes tre foranstaltninger i denne bestemmelses stk. 1, litra a)-c), der vedrører henholdsvis objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold, den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold eller antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 74).

62

Det fremgår af fast retspraksis, at selv om medlemsstaterne råder over en skønsmargen med hensyn til foranstaltninger til forebyggelse af misbrug for så vidt angår disse fornyelser, kan de imidlertid ikke anfægte formålet med eller den effektive virkning af rammeaftalen (jf. i denne retning dom af 7.4.2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status), C-236/20, EU:C:2022:263, præmis 58).

63

Navnlig skal begrebet »objektive omstændigheder« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), forstås således, at det henviser til præcise og konkrete omstændigheder i forbindelse med en bestemt aktivitet, og som følgelig i denne særlige sammenhæng kan begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, som sådanne kontrakter er indgået med henblik på udførelsen af, samt de hermed forbundne forhold eller i givet fald på grund af medlemsstatens forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 87).

64

I denne sammenhæng er fornyelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold for at dække behov, der faktisk ikke er midlertidige, men derimod faste og varige, ikke begrundet som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a). En sådan anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold er i direkte modstrid med den forudsætning, hvorpå rammeaftalen hviler, nemlig forudsætningen om, at tidsubegrænsede ansættelseskontrakter udgør den sædvanlige ansættelsesform, selv om tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er en beskæftigelsesform i visse sektorer, inden for visse erhverv og ved visse former for aktiviteter (dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).

65

Overholdelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), kræver dermed, at det konkret efterprøves, at fornyelsen af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold har til formål at dække midlertidige behov, og at en national bestemmelse ikke i virkeligheden anvendes til at dække arbejdsgiverens faste og varige personalebehov (jf. i denne retning dom af 26.11.2014, Mascolo m.fl., C-22/13, C-61/13 – C-63/13 og C-418/13, EU:C:2014:2401, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

66

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de ved den italienske lovgivning indførte undtagelser til reglen i artikel 42d i kongeligt dekret nr. 12, hvorefter honorære dommere udnævnes for en periode på tre år, og hvorefter deres ansættelsesforhold kun kan forlænges én gang, har gjort det muligt at forlænge sagsøgerne i hovedsagens ansættelsesforhold flere gange. Det fremgår i øvrigt ikke af de oplysninger, som Domstolen råder over, at denne lovgivning har fastsat »tilsvarende retsregler« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold eller muligheden for at ændre ansættelsesforholdet for honorære dommere, såsom sagsøgerne i hovedsagen, til et tidsubegrænset ansættelsesforhold.

67

Ifølge den italienske regering blev disse undtagelser indført som »objektive omstændigheder« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), med henblik på at begrunde forlængelsen af de honorære dommeres ansættelsesforhold. Disse forlængelser var nemlig nødvendige, i afventning af en strukturel reform af den honorære dommerstand, der først fandt sted i 2021, med henblik på at sikre kontinuiteten i retsplejen.

68

I denne henseende bemærkes, at kontinuiteten i retsplejen kan udgøre et lovligt formål, som kan forfølges af Den Italienske Republik, og som kan begrunde en forlængelse af visse honorære dommeres ansættelsesforhold.

69

Det bemærkes imidlertid, at ansættelsesforholdet for sagsøgerne i hovedsagen, der tiltrådte tjenesten i 1995, er blevet forlænget adskillige gange, og at det først var i 2021, efter ændringen af lovdekret nr. 116, at den italienske lovgiver indførte en mekanisme, der gjorde det muligt at stabilisere honorære dommeres ansættelsesforhold.

70

Under disse omstændigheder fremgår det, med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse, at forlængelserne af sagsøgerne i hovedsagens ansættelsesforhold, henset til antallet heraf, synes at være brugt til at dække behov, der ikke er af midlertidig karakter, f.eks. på grund af en pludselig og uforudsigelig stigning i antallet af retssager, men til at dække faste og varige behov i det italienske retssystem.

71

I øvrigt bemærkes, at Domstolen, i mangel af en sanktion, der kan forebygge og i givet fald sanktionere misbrug af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, i dom af 7. april 2022, Ministero della Giustizia m.fl. (Italienske fredsdommeres status) (C-236/20, EU:C:2022:263), vedrørende en lovgivning, der fandt anvendelse på honorære dommere, som ganske vist er forskellig fra den lovgivning, der følger af kongeligt dekret nr. 12, fastslog, at rammeaftalens § 5, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et tidsbegrænset ansættelsesforhold højst kan fornyes tre på hinanden følgende gange, hver gang for fire år, for en samlet varighed på ikke over 16 år, og som ikke fastsætter en mulighed for effektivt og afskrækkende at sanktionere misbrug af fornyelse af ansættelsesforhold.

72

Med forbehold for den vurdering af de faktiske omstændigheder i hovedsagen, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, må det følgelig antages, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning ikke er begrundet i en »objektiv omstændighed« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), der gør det muligt at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold.

73

I denne henseende er argumentet om, at forlængelserne af de i hovedsagen omhandlede honorære dommeres ansættelsesforhold har angiveligt positive retsvirkninger, irrelevant, idet sådanne retsvirkninger ikke udgør omstændigheder, der kan kvalificeres som »objektive omstændigheder« som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), således som fortolket i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 63.

74

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 5, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter honorære dommeres ansættelsesforhold kan være genstand for flere på hinanden følgende forlængelser, uden at der, med henblik på at begrænse misbrug af disse forlængelser, er fastsat effektive og afskrækkende sanktioner eller ændring af disse dommeres ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold.

75

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret: