EUR-Lex Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52020AR5859
Opinion of the European Committee of the Regions – Adequate minimum wages in the European Union
Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — Passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — Passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
COR 2020/05859
EUT C 175 af 7.5.2021, p. 89–95
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
7.5.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 175/89 |
Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse — Passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
(2021/C 175/08)
|
I. ANBEFALEDE ÆNDRINGER
Anbefalet ændring 1
Betragtning 21
|
Kommissionens forslag |
RU's ændringsforslag |
|
Mindstelønninger anses for at være passende, hvis de er rimelige i forhold til lønfordelingen i landet, og hvis de tillader en anstændig levestandard. Tilstrækkeligheden af de lovbestemte mindstelønninger afgøres i lyset af de nationale socioøkonomiske forhold, herunder vækst i beskæftigelsen, konkurrenceevne samt regional og sektormæssig udvikling. Deres tilstrækkelighed bør som minimum vurderes i forhold til deres købekraft, udviklingen i produktiviteten og deres forhold til bruttoløn, fordeling og vækst. Anvendelsen af indikatorer , der er almindeligt anvendt på internationalt plan, såsom 60 % af bruttomedianlønnen og 50 % af den gennemsnitlige bruttoløn , kan være en rettesnor for vurderingen af mindstelønningernes tilstrækkelighed i forhold til bruttolønningerne. |
Mindstelønninger anses for at være passende, hvis de er rimelige i forhold til lønfordelingen i landet, og hvis de tillader en anstændig levestandard. Tilstrækkeligheden af de lovbestemte mindstelønninger afgøres i lyset af de nationale socioøkonomiske forhold, herunder vækst i beskæftigelsen, konkurrenceevne samt regional og sektormæssig udvikling. Deres tilstrækkelighed bør som minimum vurderes i forhold til deres købekraft, udviklingen i produktiviteten og deres forhold til bruttoløn, fordeling og vækst. De internationalt anerkendte indikatorer på 60 % af bruttomedianlønnen og 50 % af den gennemsnitlige bruttoløn tjener som en rettesnor for vurderingen af mindstelønningernes tilstrækkelighed i forhold til bruttolønningerne. |
Begrundelse
I høringsprocessen har disse indikatorer vist sig at være referenceværdier, der kan mobiliseres opbakning til.
Anbefalet ændring 2
Artikel 3, nr. 3)
|
Kommissionens forslag |
RU's ændringsforslag |
|
»kollektive overenskomstforhandlinger« er alle forhandlinger, der finder sted mellem en arbejdsgiver, en gruppe arbejdsgivere eller en eller flere arbejdsgiverorganisationer på den ene side og en eller flere arbejdstagerorganisationer på den anden side, med henblik på at fastlægge arbejds- og ansættelsesvilkår, og/eller at regulere forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og/eller at regulere forholdet mellem arbejdsgivere eller deres organisationer og arbejdstagerorganisation eller -organisationer ; |
»kollektive overenskomstforhandlinger« er alle forhandlinger, der finder sted mellem en arbejdsgiver, en gruppe arbejdsgivere eller en eller flere arbejdsgiverorganisationer på den ene side og en eller flere fagforeninger på den anden side, med henblik på at fastlægge arbejds- og ansættelsesvilkår, og/eller at regulere forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og/eller at regulere forholdet mellem arbejdsgivere eller deres organisationer og fagforeninger ; |
Begrundelse
Ifølge EU's arbejdsmarkedslovgivning og EU's forpligtelser i henhold til international ret er fagforeninger part i de kollektive overenskomstforhandlinger inden for rammerne af den sociale dialog. Samarbejdsudvalg har f.eks. ikke tilstrækkelig institutionel legitimitet.
Anbefalet ændring 3
Artikel 4, stk. 2
|
Kommissionens forslag |
RU's ændringsforslag |
|
Medlemsstater, hvor den kollektive overenskomstdækning er på under 70 % af arbejdstagerne som defineret i henhold til artikel 2, sørger desuden for en ramme af grundforudsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, enten ved lov efter høring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem, og udarbejder en handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger. Handlingsplanen offentliggøres og meddeles Europa-Kommissionen. |
Medlemsstater, hvor den kollektive overenskomstdækning er på under 70 % af arbejdstagerne som defineret i henhold til artikel 2, sørger desuden for en ramme af grundforudsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, enten ved lov efter høring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem, og udarbejder en handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger og til opbygning og udvidelse af arbejdsmarkedsparternes kapacitet . Handlingsplanen offentliggøres og meddeles Europa-Kommissionen. |
Begrundelse
Sikring af sammenhæng med artikel 4, stk. 1.
Anbefalet ændring 4
Artikel 5, stk. 1
|
Kommissionens forslag |
RU's ændringsforslag |
|
Medlemsstater med lovbestemte mindstelønninger træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at fastsættelsen og ajourføringen af de lovbestemte mindstelønninger styres af kriterier, der er fastsat for at fremme tilstrækkelighed med henblik på at opnå anstændige arbejds- og levevilkår, social samhørighed og opadgående konvergens. Medlemsstaterne fastlægger disse kriterier i overensstemmelse med deres nationale praksis, enten i den relevante nationale lovgivning, i afgørelser truffet af de kompetente organer eller i trepartsaftaler. Kriterierne fastlægges på en stabil og klar måde. |
Medlemsstater med lovbestemte mindstelønninger træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at fastsættelsen og ajourføringen af de lovbestemte mindstelønninger styres af kriterier, der er fastsat for at fremme tilstrækkelighed med henblik på at opnå anstændige arbejds- og levevilkår, social og territorial samhørighed og opadgående konvergens. På medlemsstatsniveau bliver disse kriterier i overensstemmelse med den anvendte praksis i medlemsstaterne fastlagt enten i den relevante lovgivning, i afgørelser truffet af de kompetente organer eller i trepartsaftaler. Kriterierne fastlægges på en klar måde og forsynes med en tidsplan . |
Begrundelse
Den territoriale dimension fremhæves.
Anbefalet ændring 5
Artikel 5, stk. 2
|
Kommissionens forslag |
RU's ændringsforslag |
||||
|
De nationale kriterier i stk. 1 skal som minimum omfatte følgende elementer: |
De nationale kriterier i stk. 1 bør som minimum omfatte følgende elementer: |
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
Begrundelse
Skatter, sociale bidrag samt arbejdskraftens produktivitet er i reglen alle virksomhedsspecifikke parametre, der ikke er egnede til at vurdere, om mindstelønninger er passende.
Anbefalet ændring 6
Artikel 5, stk. 3
|
Kommissionens forslag |
RU's ændringsforslag |
|
Medlemsstaterne anvender vejledende referenceværdier som rettesnor for deres vurdering af de lovbestemte mindstelønninger s tilstrækkelighed i forhold til det generelle bruttolønniveau, f.eks. dem, der normalt anvendes på internationalt plan. |
Medlemsstaterne har fortsat kompetence til at fastsætte de lovbestemte mindstelønninger. Medlemsstaterne sikrer under alle omstændigheder, at de lovbestemte mindstelønninger er tilstrækkelige, og at der indledes en konvergensproces, som skal evalueres på årsbasis, således at man hurtigst muligt kan nå en nedre grænse på mindst 60 % af den nationale bruttomedianløn for fuldtidsarbejde og 50 % af den nationale gennemsnitlige bruttoløn for fuldtidsarbejde . |
Begrundelse
I overensstemmelse med anbefalet ændring 1 til betragtning 21.
Anbefalet ændring 7
Artikel 6, stk. 1
|
Kommissionens forslag |
RU's ændringsforslag |
|
Medlemsstaterne kan tillade forskellige satser for de lovbestemte mindstelønninger for bestemte grupper af arbejdstagere . Medlemsstaterne holder disse varierende satser på et minimum og sikrer, at enhver variation er ikkediskriminerende, forholdsmæssig, begrænset i tid, hvis det er relevant, og objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt mål. |
Medlemsstaterne sikrer, at ingen grupper af arbejdstagere er udelukket fra at være beskyttet af de lovbestemte mindstelønninger. |
Begrundelse
Der må ikke være nogen incitamenter for satser under de lovbestemte mindstelønninger for bestemte grupper af arbejdstagere.
Anbefalet ændring 8
Artikel 6, stk. 2
|
Kommissionens forslag |
RU's ændringsforslag |
|
Medlemsstaterne kan tillade nedsatte satser ved lov , som reducerer lønnen til arbejdstagere til et niveau, der ligger under den lovbestemte mindsteløn. Medlemsstaterne sikrer, at disse nedsatte satser for lovbestemte mindstelønninger er nødvendige, objektivt begrundede og forholdsmæssige. |
Medlemsstaterne kan ved lov tillade nedsatte satser ved at bevilge sociale ydelser eller naturalieydelser , som reducerer lønnen til arbejdstagere til et niveau, der ligger under den lovbestemte mindsteløn. Medlemsstaterne sikrer, at disse nedsatte satser for lovbestemte mindstelønninger er nødvendige, objektivt begrundede og forholdsmæssige. Medlemsstaterne sikrer, at drikkepenge, overarbejde og andre ekstrabetalinger ikke medregnes i de lovbestemte mindstelønninger, men derimod udbetales oven i disse. |
Begrundelse
Giver sig selv.
Anbefalet ændring 9
Artikel 9
|
Kommissionens forslag |
RU's ændringsforslag |
|
Offentlige udbud I overensstemmelse med direktiv 2014/24/EU, direktiv 2014/25/EU og direktiv 2014/23/EU træffer medlemsstaterne passende foranstaltninger for at sikre, at økonomiske aktører ved udførelsen af offentlige udbud eller koncessionskontrakter udbetaler de lønninger , der er fastsat ved kollektive overenskomster for den pågældende sektor og det pågældende geografiske område, og de lovbestemte mindstelønninger, hvor sådanne findes. |
Offentlige udbud I overensstemmelse med direktiv 2014/24/EU, direktiv 2014/25/EU og direktiv 2014/23/EU træffer medlemsstaterne passende foranstaltninger for at sikre, at økonomiske aktører ved udførelsen af offentlige udbud eller koncessionskontrakter respekterer de lønvilkår og andre arbejdsvilkår , der er fastsat ved kollektive overenskomster for den pågældende sektor og det pågældende geografiske område, og de lovbestemte mindstelønninger, hvor sådanne findes , samt retten til kollektive forhandlinger . Medlemsstaterne sikrer desuden, at de økonomiske aktører som en betingelse for tildeling af offentlige kontrakter forpligtes til at respektere lønvilkår og andre arbejdsvilkår, der er fastsat ved lov og/eller kollektive overenskomster, til at respektere retten til kollektive forhandlinger og til at anerkende og forhandle med fagforeninger . |
Begrundelse
Giver sig selv.
II. POLITISKE ANBEFALINGER
DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG
|
1. |
Det Europæiske Regionsudvalg bifalder, at Kommissionen har foretaget en kursændring i spørgsmålet om mindstelønninger, ifølge hvilken passende mindstelønninger er en grundlæggende rettighed og en grundlæggende forudsætning for en social, retfærdig og bæredygtig markedsøkonomi, som danner grundlaget for det europæiske indre marked. De økonomiske, sociale og samfundsmæssige omkostninger ved løndumping og lønforskellen inden for EU overstiger langt de eventuelle kortsigtede gevinster for virksomhederne; |
|
2. |
glæder sig over, at Kommissionens forslag muliggør en europæisk ramme for styrkelse af de kollektive overenskomstforhandlingers dækning og for rimelige og passende mindstelønninger, som navnlig skal bekæmpe fattigdom blandt personer i arbejde. Udvalget fremhæver kommissionsforslagets ambition om at skabe en ramme for mere passende mindstelønninger og bedre adgang for arbejdstagere til garanterede mindstelønninger, der både respekterer de særlige forhold, der gør sig gældende i de nationale systemer, og arbejdsmarkedsparternes uafhængighed og aftalefrihed. I tråd med RU's tidligere anmodning er kommissionsforslaget ikke en universalløsning, og det bygger på den af udvalget støttede præmis, nemlig at »[v]elfungerende kollektive forhandlinger og omfattende kollektive overenskomster er den primære metode til at opnå retfærdige lønninger og regulere andre arbejdsvilkår, da arbejdstagere og arbejdsgivere kender deres sektor og region bedst« (1); |
|
3. |
bemærker, at tre nationale parlamenter ud af tyve, der har behandlet Kommissionens forslag, inden fristens udløb den 21. januar 2021, har afgivet begrundede udtalelser inden for rammerne af mekanismen for kontrol med overholdelsen af nærhedsprincippet; |
|
4. |
ser i Kommissionens forslag dels en opnåelse af de europæiske mål om at styrke den sociale og territoriale samhørighed og undgå konkurrenceforvridning (artikel 3 i TEU), dels en kontinuitet med hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder (princip 6) (2) samt chartret om grundlæggende rettigheder (artikel 31), den europæiske socialpagt (artikel 4) og ILO-konventionen 131. Dette er især vigtigt for de områder, hvor forskellene i mindstelønninger i EU resulterer i en ubalance i migrationsstrømmene internt i EU, hvilket kan være destabiliserende for lokalsamfundet og påvirke demografien i hjemregionen negativt; |
|
5. |
fremhæver, at behovet for en »opadgående konvergens« for mindstelønninger er presserende, hvilket også skal ses i lyset af det forhold, at beskæftigelsen i EU fortsat karakteriseres af lave lønninger. Det anslås, at ca. én ud af seks arbejdstagere er en lavtlønnet lønmodtager. I de seneste år har de lave lønninger i mange medlemsstater ikke holdt trit med andre lønninger, hvilket har ført til øget lønulighed. Andelen af arbejdstagere, der trues af fattigdom, steg fra 8,3 % i 2010 til 9,3 % i 2018. Derudover har covid-19-udbruddet fået en negativ indvirkning på arbejdstagernes lønninger, især dem med de laveste indkomster inden for f.eks. rengøring, detailhandel, sundheds-, langtids- og institutionspleje. Disse sektorer falder helt eller delvist ind under de lokale og regionale myndigheders kompetenceområder. Ifølge en onlineundersøgelse foretaget af Eurofound i 2020 angav næsten 40 % af de adspurgte i EU, at deres økonomiske situation var blevet forværret med pandemien, og næsten halvdelen angav, at deres husholdninger havde svært ved at få økonomien til at hænge sammen (47 % i april 2020). Hertil kommer, at 59 % af arbejdstagerne på mindsteløn er kvinder, selv om de kun udgør 48 % af arbejdstagerne samlet set. Dette bidrager til løn- og pensionsgabet mellem mænd og kvinder og til fattigdom blandt kvinder i arbejde (3). Opadgående konvergens ville således medvirke til at mindske fattigdommen blandt personer i arbejde samt løn- og pensionsgabet mellem mænd og kvinder; |
|
6. |
mener, at det af Kommissionen foreslåede retsgrundlag, dvs. artikel 153 i TEUF, ifølge nærhedsprincippet og EU-Domstolens retspraksis (C-268/06 Impact, 2008), ikke tillader direkte indgreb i forbindelse med fastlæggelsen af lønninger i Den Europæiske Union. Kommissionens forslag kan kun udstikke rammerne for en proces med målsætninger, der fuldt ud anerkender eksisterende national lovgivning om mindsteløn og arbejdsmarkedsparternes rolle; |
|
7. |
minder Kommissionen om, at det kræver en flerstrenget indsats at bekæmpe fattigdom blandt personer i arbejde. Af Kommissionens egen analyse fremgår det, at bekæmpelse af fattigdom blandt personer i arbejde er en kompleks udfordring, hvor andre faktorer såsom skattesystemet, uddannelsesindsatser, niveauet af socialydelser, beskæftigelsespolitikken og overvågning af positiv ret også spiller en afgørende rolle. Disse er områder, hvor kompetencen primært ligger hos medlemsstaterne, og derfor vil succes med en europæisk tilgang til passende mindstelønninger i høj grad afhænge af medlemsstaternes villighed til selv at justere på disse parametre; |
|
8. |
påpeger, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 154 i TEUF gennemførte en høring i to faser af arbejdsmarkedets parter om mulige EU-tiltag på området mindstelønninger forud for fremlæggelsen af sit forslag. I første runde hørte Kommissionen mellem den 14. januar og den 25. februar 2020 arbejdsmarkedets parter om behovet for et initiativ om mindstelønninger og dets mulige retning. I anden runde mellem den 3. juni og den 4. september 2020 hørte Kommissionen arbejdsmarkedets parter om indholdet af og retsgrundlaget for det påtænkte forslag. Direktivforslaget tager hensyn til parternes bidrag, navnlig hvad angår spørgsmålet om arbejdsmarkedsparternes uafhængighed. Det er derfor særligt vigtigt, at Kommissionen understøtter den fremtidige kapacitetsopbygning og arbejdsmarkedsparternes uafhængighed på europæisk og nationalt plan, da lovgivningen ikke garanterer stærke arbejdsmarkedsparter. Der blev også indhentet offentlige synspunkter gennem svarene på Eurobarometers standardundersøgelse 92 (efteråret 2019), som omfattede spørgsmål om EU's prioriteter (herunder mindstelønninger); |
|
9. |
mener, at anstændige lønninger ikke blot handler om at udrydde ekstrem fattigdom. Formålet med disse er at sikre borgerne en grundlæggende livskvalitet og deltagelse i det sociale og kulturelle liv. De er kontekstspecifikke og sigter mod at overgå »fattigdomslønninger«, hvorved det sikres, at borgerne kan få opfyldt deres grundlæggende behov; |
|
10. |
henviser til, at der allerede er blevet vedtaget en række direktiver, der indeholder bestemmelser vedrørende lønninger, på grundlag af artikel 153, stk. 1, litra b), i TEUF og i fuld overensstemmelse med artikel 153, stk. 5 (4); |
|
11. |
fremhæver, at princippet om lige løn for lige arbejde skal respekteres i de tilfælde, hvor der fastlægges branchespecifikke mindstelønninger; |
|
12. |
støtter udtrykkeligt, at der i direktivforslaget ikke lægges op til en social minimumsharmonisering. Kommissionens forslag synes at indebære et forbud mod at sænke de nuværende beskyttelsesniveauer i medlemsstaterne, som er højere end det beskyttelsesniveau, der gives garanti for i direktivforslaget (artikel 16); |
|
13. |
er bevidst om, at Kommissionen i sit forslag til direktiv fritager medlemsstater, hvis mindstelønninger er fastsat inden for rammerne af kollektive overenskomster, fra kapitel II i direktivet om lovbestemte mindstelønninger; |
|
14. |
ser den europæiske merværdi af Kommissionens forslag i det forhold, at det udgør et grundlag for i dialog med medlemsstaterne at sætte gang i en opadgående konvergens af mindstelønningerne; |
|
15. |
fremhæver, at spørgsmålet om passende mindstelønninger har en stærk regional dimension, selv om dette ikke i tilstrækkelig grad kommer til udtryk i Kommissionens forslag. Den regionale dimension kommer også til udtryk i forekomsten af regionale kollektive aftaler, i det stærke samspil mellem mindsteløn og social og territorial samhørighed og i det forhold, at lokale og regionale myndigheder som arbejdsgivere er dem, der har det endelige ansvar for lønfastsættelsen i henhold til lokale og regionale forhold; |
|
16. |
gør opmærksom på den studie, RU har bestilt om »A fair minimum wage for the EU workers from the local and regional perspective« (5). Udvalget fremhæver især, at det konkluderes, at en generel indførelse af regionale mindstelønninger ikke vil kunne opretholdes af forskellige årsager, bl.a. de institutionelle rammer, kompetencer og traditioner, som gør, at mindstelønninger overvejende fastsættes på nationalt niveau, men at der samtidig er en række muligheder for, at de lokale og regionale myndigheder kan spille en rolle med hensyn til at håndhæve, fremme og overvåge mindstelønninger; |
|
17. |
advarer om, at der er betydelige forskelle mellem antallet af mennesker, der er afhængige af en mindsteløn i hhv. byer og landdistrikter, og understreger, at ønsket om konvergens i retning af mere passende mindstelønninger kun vil kunne opfyldes, hvis der findes innovative tilgange, der hjælper de lokale og regionale myndigheder med at indhente den nødvendige finansiering til deres budgetter, som er blevet alvorligt udhulet af covid-19-pandemien; |
|
18. |
mener, at udarbejdelsen af nationale handlingsplaner til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger i medlemsstaterne som beskrevet i artikel 4, stk. 2, kunne have været konkretiseret gennem angivelsen af mulige elementer i en sådan handlingsplan; |
|
19. |
rejser det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt begrebet arbejdstager, som direktivet er baseret på, bør revideres på EU-niveau. Henvisningen til EU-Domstolens retspraksis fra 1986 (Lawrie Blum-sagen) tager ikke højde for fremkomsten af nye arbejdsformer, navnlig usikre job inden for platformsøkonomien; |
|
20. |
minder i forbindelse med offentlige udbud om Domstolens dom i sag C-115/14 (af 17. november 2015), hvori det fastsættes, at EU-retten ikke er til hinder for, at tilbudsgivere, som nægter at forpligte sig til at betale de pågældende ansatte en lovbestemt mindsteløn, udelukkes fra deltagelse i udbudsproceduren (6); |
|
21. |
understreger, at det i direktivforslaget ikke udtrykkeligt nævnes, at overvågningen af direktivets gennemførelse kunne knyttes til den europæiske semesterproces, f.eks. ved at tilpasse den sociale resultattavle. Udvalget ser kritisk på en sådan mulighed, medmindre semesterprocessen generelt underkastes en dybtgående reform i retning af øget gennemsigtighed, demokratisk styring (Europa-Parlamentets ret til medbestemmelse) og inddragelse af lokale myndigheder og arbejdsmarkedets parter som partnere; |
|
22. |
mener, at konvergensprocessen hen imod mere rimelige mindstelønninger bør ledsages af et forslag fra Kommissionen til foranstaltninger vedrørende løntransparens, som bl.a. også kan udgøre et vigtigt middel til udligning af den kønsbestemte lønkløft og forebyggelse af forskelsbehandling på grundlag af race, tro, alder, handicap eller seksuel orientering (7). |
Bruxelles, den 19. marts 2021.
Apostolos TZITZIKOSTAS
Formand for Det Europæiske Regionsudvalg
(1) Se punkt 31 i RU's udtalelse »Et stærkt socialt Europa for retfærdig omstilling« (ordfører: Anne Karjalainen) (EUT C 440 af 18.12.2020, s. 42).
(2) 6. Lønninger: Arbejdstagere har ret til rimelige lønninger, der sikrer en anstændig levestandard. De skal sikres passende mindstelønninger, så behovene hos arbejdstageren og dennes familie opfyldes inden for rammerne af de nationale økonomiske og sociale vilkår, samtidig med at adgangen til beskæftigelse og incitamenterne til at søge arbejde bibeholdes. Vi skal hindre fattigdom blandt personer i arbejde.
Alle lønninger skal fastsættes på en gennemsigtig og forudsigelig måde i overensstemmelse med national praksis og i respekt for arbejdsmarkedets parters uafhængighed.
(3) Eurofound (2017), In-work poverty in the EU, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.
(4) Jf. bl.a. 1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54 EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23), 2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94 EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EUT L 283 af 28.10.2008, s. 36) og 3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1158 af 20. juni 2019 om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ændring af Rådets direktiv 2010/18/EU (EUT L 188 af 12.7.2019, s. 79).
(5) https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/6f084eaa-879e-11eb-ac4c-01aa75ed71a1/language-en.
(6) Delstatslovgivning i en medlemsstat, som pålægger tilbudsgivere og deres underentreprenører at forpligte sig til at betale en mindsteløn til de ansatte, der udfører de tjenesteydelser, som er genstand for en offentlig kontrakt, blev dømt som forenelig med EU-retten.
(7) Se punkt 32 i RU's udtalelse »Et stærkt socialt Europa for retfærdig omstilling« (ordfører: Anne Karjalainen) (EUT C 440 af 18.12.2020, s. 42).