Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013PC0452

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om tilpasning af en række retsakter inden for retlige anliggender, der indeholder bestemmelser om brug af forskriftsproceduren med kontrol, til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

/* COM/2013/0452 final - 2013/0220 (COD) */

52013PC0452

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om tilpasning af en række retsakter inden for retlige anliggender, der indeholder bestemmelser om brug af forskriftsproceduren med kontrol, til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde /* COM/2013/0452 final - 2013/0220 (COD) */


BEGRUNDELSE

Sideløbende med forslaget til Europa-Parlamentet og Rådets forordning om tilpasning af en række retsakter, der indeholder bestemmelser om brug af forskriftsproceduren med kontrol (COM(2013) 451), til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde omhandler nærværende forslag tilpasningen af fem lovgivningsmæssige retsakter inden for retlige anliggender, der stadig henviser til forskriftsproceduren med kontrol. Disse retsakter bør tilpasses ved et særskilt forslag, da de blev vedtaget på et retsgrundlag i henhold til afsnit V i del III i TEUF og derfor ikke er bindende for alle medlemsstater. De er således uforenelige med retsgrundlaget i de andre basisretsakter.

Den fremgangsmåde, der følges i dette forslag, er den samme som i det foregående forslag. I den nuværende rammeforordning fastsættes det derfor, at Kommissionen har beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, når retsakterne i bilaget indeholder bestemmelser om brug af artikel 5a i komitologiafgørelsen.

Tilpasningen til bestemmelserne om delegerede retsakter kommer ikke til at berøre igangværende procedurer, hvor der allerede afgivet udtalelse fra et udvalg i overensstemmelse med komitologiafgørelsen.

Basisretsakter, der skal tilpasses bestemmelserne om delegerede retsakter, er opført i forslagets bilag.

2013/0220 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om tilpasning af en række retsakter inden for retlige anliggender, der indeholder bestemmelser om brug af forskriftsproceduren med kontrol, til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 81, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[1],

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget[2],

efter den almindelige lovgivningsprocedure og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Lissabontraktaten giver mulighed for, at lovgiveren kan delegere beføjelser til Kommissionen til at vedtage almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der supplerer eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt.

(2)       De foranstaltninger, der hører under den delegation af beføjelser, der henvises til i artikel 290, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), svarer i princippet til dem, der falder ind under forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen[3].

(3)       Det er nødvendigt at tilpasse retsakter, der allerede er trådt i kraft og anvender forskriftsproceduren med kontrol, til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(4)       Denne forordning bør ikke berøre igangværende procedurer, hvor et udvalg allerede har afgivet udtalelse i overensstemmelse med artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF inden denne forordnings ikrafttræden.

(5)       Når Kommissionen forbereder delegerede retsakter på baggrund af de retsakter, der er tilpasset ved denne forordning, er det særligt vigtigt, at den gennemfører relevante høringer, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(6)       Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af retsakterne i bilaget og deltager derfor i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(7)       I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Når retsakterne i bilaget til denne forordning indeholder bestemmelser om brug af forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a, stk. 1 til 4, i afgørelse 1999/468/EF, har Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i henhold til artikel 2 i denne forordning.

Artikel 2

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode.

3. Delegationen af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning fra dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller fra en senere dato, der fastsættes nærmere i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5. En vedtaget delegeret retsakt træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 3

Denne forordning berører ikke igangværende procedurer, hvor et udvalg allerede har afgivet udtalelse i overensstemmelse med artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne                    På Rådets vegne

Formand                                                        Formand

BILAG

Retsakter, der henviser til forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF, og som tilpasses bestemmelserne om delegerede retsakter

1.           Rådets forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område

2.           Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav

3.           Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december 2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure

4.           Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli 2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure

5.           Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000.

[1]               EUT C […] af ]…], s. […].

[2]               EUT C […] af ]…], s. […].

[3]               EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

Top