Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D2479

    Rådets afgørelse (FUSP) 2022/2479 af 16. december 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed

    ST/15777/2022/INIT

    EUT L 322I af 16.12.2022, p. 687–688 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2022/2479/oj

    16.12.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    LI 322/687


    RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/2479

    af 16. december 2022

    om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 17. marts 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/145/FUSP (1).

    (2)

    Unionen er fortsat urokkelig i sin støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet.

    (3)

    I betragtning af situationen er det hensigtsmæssigt at indføre en ny frist for den undtagelse, der indebærer, at en på listen opført enhed kan foretage afhændelse. Denne nye frist lovliggør ikke med tilbagevirkende kraft afhændelser, der ikke opfylder de nødvendige krav i henhold til afgørelse 2014/145/FUSP, f.eks. uautoriserede afhændelser efter, at enheden blev opført på listen. Det er også hensigtsmæssigt at udvide undtagelsen fra indefrysningen af aktiver og fra forbuddet mod at stille pengemidler og økonomiske ressourcer til rådighed, så den omfatter to enheder, der nyligt er opført på listen, for at gøre det muligt at afslutte operationer, kontrakter eller andre aftaler, der tidligere er indgået med disse enheder. For yderligere at imødegå problemerne med fødevaresikring i tredjelande bør der indføres en ny undtagelse, der gør det muligt at ophæve indefrysningen af aktiver, der tilhører visse enkeltpersoner, der havde en væsentlig rolle i den internationale handel med landbrugsmæssige og fødevarerelaterede produkter, herunder hvede og gødningsstoffer, forud for deres opførelse på listen, og at pengemidler og økonomiske ressourcer stilles til rådighed for dem. For at forhindre omgåelse får de nationale kompetente myndigheder til opgave at meddele tilladelse til sådanne transaktioner. I den forbindelse bør de handle i tæt samarbejde med Kommissionen for at sikre en ensartet gennemførelse i hele Unionen. De nationale kompetente myndigheder kan lade sig inspirere af De Forenede Nationers og Verdensfødevareprogrammets prioriteter for at bekæmpe manglende fødevaresikring i hele verden. Denne undtagelse berører ikke andre restriktive foranstaltninger, som Unionen har indført over for Rusland og over for andre lande, og medlemsstaternes respektive nationale sikkerhedshensyn.

    (4)

    Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at gennemføre visse foranstaltninger.

    (5)

    Afgørelse 2014/145/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    I artikel 2 i afgørelse 2014/145/FUSP foretages følgende ændringer:

    1)

    I stk. 10, litra a), ændres datoen »31. december 2022« til »28. februar 2023«.

    2)

    Stk. 15 affattes således:

    »15.   Uanset stk. 1 og 2 kan en medlemsstats kompetente myndigheder på sådanne vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, meddele tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til, at visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed for den enhed, der er opført på listen i bilag I under nummer 108 under overskriften »Enheder«, efter at have konstateret, at pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer er nødvendige med henblik på senest den 17. juni 2023 at gennemføre et løbende salg og overførsel af ejendomsrettigheder, der direkte eller indirekte ejes af denne enhed, i en juridisk person, en enhed eller et organ, der er etableret i Unionen. Denne frist lovliggør ikke med tilbagevirkende kraft afhændelser, der ikke opfylder de nødvendige krav i henhold til denne afgørelse.«

    3)

    Stk. 17 affattes således:

    »17.   Uanset stk. 1 og 2 kan en medlemsstats kompetente myndigheder meddele tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, der tilhører de enheder, der er opført på listen under nummer 53, 54, 55, 79, 80, 81, 82, 108, 126 og 127 under overskriften »Enheder« i bilaget, eller til, at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed for disse enheder på sådanne vilkår, som de kompetente myndigheder skønner hensigtsmæssige, og efter at have konstateret, at sådanne pengemidler eller økonomiske ressourcer er nødvendige for indkøb, import eller transport af landbrugsmæssige og fødevarerelaterede produkter, herunder hvede og gødningsstoffer.

    Uanset stk. 1 og 2 kan en medlemsstats kompetente myndigheder på grundlag af en specifik vurdering fra sag til sag meddele tilladelse, særskilt for hver relevant transaktion, til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, der tilhører fysiske personer opført på listen under overskriften »Personer« i bilaget, der havde en væsentlig rolle i den internationale handel med landbrugsmæssige- og fødevarerelaterede produkter, herunder hvede og gødningsstoffer, forud for deres opførelse på listen, eller til, at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed for disse personer på sådanne vilkår, som de kompetente myndigheder skønner hensigtsmæssige, og efter at have konstateret, at sådanne pengemidler eller ressourcer er nødvendige for salg, levering, overførsel eller eksport af landbrugsmæssige og fødevarerelaterede produkter, herunder hvede og gødningsstoffer.

    Når den pågældende medlemsstat meddeler tilladelse til sådanne transaktioner, handler den i tæt samarbejde med Kommissionen. Den underretter de øvrige medlemsstater om alle tilladelser, der gives i medfør af nærværende stykke, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.«

    4)

    Følgende stykke tilføjes:

    »20.   Uanset stk. 1 og 2 kan en medlemsstats kompetente myndigheder meddele tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, der tilhører de enheder, der er opført på listen under nummer 126 og 127 under overskriften »Enheder« i bilaget, eller til, at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed for disse enheder på sådanne vilkår, som de kompetente myndigheder skønner hensigtsmæssige, og efter at have konstateret, at sådanne pengemidler eller økonomiske ressourcer er nødvendige for afslutningen senest den 17. juni 2023 af operationer, kontrakter eller andre aftaler, herunder korrespondentbankforbindelser, der er indgået med disse enheder inden den 16. december 2022. Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af nærværende stykke, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.«

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 16. december 2022.

    På Rådets vegne

    M. BEK

    Formand


    (1)  Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L 78 af 17.3.2014, s. 16).


    Top