(1)

Unionens havpolitik sigter mod at sikre et højt sikkerhedsniveau og miljøbeskyttelse. Dette kan opnås ved at overholde internationale konventioner, kodekser og resolutioner, samtidig med at friheden til sejlads bevares, jf. De Forenede Nationers havretskonvention (»UNCLOS«).

(2)

De Forenede Nationers mål for bæredygtig udvikling nr. 14 gør opmærksom på truslerne i form af havforurening og forurening med næringsstoffer, udtømning af ressourcerne og klimaændringer, som alle hovedsagelig er forårsaget af menneskelige aktiviteter. Disse trusler lægger yderligere pres på økosystemerne, f.eks. biodiversiteten og den naturlige infrastruktur, og skaber samtidig verdensomspændende socioøkonomiske problemer, herunder i form af sundhedsmæssige, sikkerhedsmæssige og økonomiske risici. Unionen skal gøre en indsats for at beskytte marine arter og støtte de befolkningsgrupper, der er afhængige af havet, hvad enten det er med henblik på beskæftigelse, ressourcer eller fritid.

(3)

Den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe (»MARPOL-konventionen«) indeholder generelle forbud mod udtømning fra skibe til søs, men regulerer også de betingelser, hvorunder visse former for affald kan udtømmes i havmiljøet. MARPOL-konventionen kræver, at de kontraherende parter sikrer, at der er tilstrækkelige modtagefaciliteter i havne.

(4)

Unionen har søgt at gennemføre dele af MARPOL-konventionen gennem Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/59/EF (4) ved at følge en havnebaseret tilgang. Direktiv 2000/59/EF tager sigte på at forene interesserne for en ubesværet søtransport med beskyttelse af havmiljøet.

(5)

I de sidste to årtier har MARPOL-konventionen og dens bilag været genstand for væsentlige ændringer, der har indført skærpede normer og forbud mod udtømning af affald fra skibe til søs.

(6)

Bilag VI til MARPOL-konventionen indførte udtømningsnormer for nye affaldskategorier, navnlig restprodukter fra udstødningsrensningssystemer, der består af både slam og afløbsvand. Disse affaldskategorier bør være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

(7)

Medlemsstaterne bør fortsat arbejde inden for rammerne af Den Internationale Søfartsorganisation (»IMO«) for på sammenhængende vis at tage hensyn til de miljømæssige virkninger af udledning af spildevand fra åbne scrubbersystemer, herunder foranstaltninger til at modvirke eventuelle virkninger.

(8)

Medlemsstaterne bør opfordres til at træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (5), herunder forbud mod udledning af spildevand fra åbne scrubbersystemer og visse lastrester i farvandene på deres område.

(9)

Den 1. marts 2018 vedtog IMO den reviderede konsoliderede vejledning for udbydere og brugere af modtagefaciliteter i havne (MEPC.1/Bekendtgørelse 834/Rev.1) (»IMO's konsoliderede vejledning«), som omfatter standardformater for affaldsanmeldelse, affaldsleveringskvittering og indberetning af påståede utilstrækkeligheder ved modtagefaciliteter i havne samt rapporteringskrav for faciliteter til modtagelse af affald.

(10)

På trods af denne lovgivningsmæssige udvikling forekommer der stadig udtømning af affald til søs med betydelige miljømæssige, sociale og økonomiske omkostninger til følge. Dette skyldes en kombination af faktorer, navnlig at der ikke altid er adgang til passende modtagefaciliteter i havne, at håndhævelsen ofte er utilstrækkelig, og at der er mangel på incitamenter til at aflevere affaldet på land.

(11)

Direktiv 2000/59/EF har bidraget til at øge den mængde affald, der afleveres til modtagefaciliteter i havne, bl.a. ved at sikre, at skibe bidrager til omkostningerne for disse faciliteter uanset deres faktiske anvendelse af disse faciliteter, og det har således bidraget til at reducere udtømningen af affald som beskrevet i den evaluering af direktivet, der blev gennemført inden for rammerne af programmet for målrettet og effektiv regulering (»REFIT-evaluering«).

(12)

REFIT-evalueringen har også vist, at direktiv 2000/59/EF ikke har været fuldt effektivt på grund af uoverensstemmelser med MARPOL-konventionens rammer. Desuden har medlemsstaterne fortolket nøglekoncepterne i nævnte direktiv forskelligt såsom faciliteternes tilstrækkelighed, forudanmeldelse af affald, obligatorisk aflevering af affald til modtagefaciliteter i havne samt fritagelser for skibe, der sejler i fast rutefart. REFIT-evalueringen viste, at der var behov for mere harmonisering af disse begreber og fuld tilpasning til MARPOL-konventionen for at undgå en unødig administrativ byrde for både havne og havnebrugere.

(13)

For at tilpasse Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF (6) til de relevante bestemmelser i MARPOL-konventionen om udtømningsnormer bør Kommissionen vurdere behovet for en revision af nævnte direktiv, navnlig ved hjælp af en udvidelse af dets anvendelsesområde.

(14)

Unionens havpolitik bør være rettet mod et højt niveau af beskyttelse af havmiljøet under hensyntagen til diversiteten i Unionens havområder. Den bør bygge på principperne om, at der bør træffes forebyggende foranstaltninger, at skaden på havmiljøet fortrinsvis bør udbedres ved kilden, og at forureneren bør betale.

(15)

Dette direktiv bør være afgørende for anvendelsen af den vigtigste miljølovgivning og relevante principper i forbindelse med havne og håndtering af affald fra skibe. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/56/EF (7) og 2008/98/EF (8) er navnlig relevante instrumenter i denne henseende.

(16)

Direktiv 2008/98/EF fastsætter de vigtigste principper for affaldshåndtering, herunder princippet om, at »forureneren betaler« og affaldshierarkiet, som tilskynder til genbrug og genanvendelse af affald frem for andre former for nyttiggørelse og bortskaffelse af affald og kræver, at der etableres systemer til særskilt indsamling af affald. Desuden er begrebet udvidet producentansvar et vejledende princip i Unionens affaldslovgivning, hvorefter producenter er ansvarlige for deres produkters miljøpåvirkninger gennem hele produkternes livscyklus. Disse forpligtelser gælder også for håndtering af affald fra skibe.

(17)

Særskilt indsamling af affald fra skibe, herunder vraget fiskeriudstyr, er nødvendig for at sikre yderligere nyttiggørelse, således at den kan forberedes med henblik på genbrug eller genanvendelse i det efterfølgende affaldshåndteringsled og for at undgå, at det skader marine dyreliv og havmiljøet. Affald sorteres ofte om bord på skibe i overensstemmelse med internationale normer og standarder, og EU-retten skal sikre, at disse bestræbelser på affaldssortering ombord ikke hindres af manglende ordninger for særskilt indsamling på land.

(18)

Hvert år ender en betydelig mængde plast i have og oceaner i Unionen. Skønt hovedparten af havaffaldet i de fleste havområder stammer fra landbaserede aktiviteter, er skibsindustrien, herunder fiskeri- og fritidssektorerne, også en vigtig bidragyder, idet der udtømmes affald, herunder plast og vraget fiskeriudstyr, der ryger direkte i havet.

(19)

Direktiv (EU) 2008/98/EF opfordrer medlemsstaterne til at standse produktionen af havaffald som et bidrag til FN's bæredygtighedsmål om at forhindre og væsentligt reducere havforurening af enhver slags.

(20)

Kommissionens meddelelse af 2. december 2015 med titlen »Kredsløbet lukkes — en EU-handlingsplan for den cirkulære økonomi« anerkendte den specifikke rolle, som direktiv 2000/59/EF skulle spille i denne henseende ved at sikre adgang til passende faciliteter til modtagelse af affald og sørge for både det rette niveau af incitamenter samt håndhævelsen af aflevering af affald til de landbaserede anlæg.

(21)

Offshoreanlæg er en af de havbaserede kilder til havaffald. Medlemsstaterne bør derfor træffe passende foranstaltninger vedrørende aflevering af affald fra offshoreanlæg, der fører deres flag eller opererer i deres farvande eller begge, og sikre overholdelse af de strenge udtømningsnormer for offshoreanlæg, der er fastlagt i MARPOL-konventionen.

(22)

Affald, navnlig plastaffald, fra floder er en af de største kilder til havaffald, som omfatter udtømninger fra fartøjer på indre vandveje. Disse fartøjer bør derfor være omfattet af strenge udtømnings- og afleveringsnormer. I dag fastsættes disse regler af den relevante flodkommission. Indlandshavne er imidlertid omfattet af EU-retten om affald. Med henblik på at fortsætte bestræbelserne på at harmonisere de lovgivningsmæssige rammer for Unionens indre vandveje opfordres Kommissionen til at evaluere en EU-ordning for udtømnings- og afleveringsnormer for fartøjer på indre vandveje, der tager hensyn til konventionen om indsamling, aflevering og modtagelse af affald ved sejlads på Rhinen og de indre vandveje af 9. september 1996 (CDNI).

(23)

I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (9) skal EU-fiskerfartøjer have udstyr om bord til bjergning af tabt udstyr. I tilfælde af tabt udstyr skal fartøjets skibsfører søge at bjerge det hurtigst muligt. Hvis de tabte redskaber ikke kan bjerges, skal fiskerfartøjets skibsfører inden for 24 timer meddele myndighederne i sin flagmedlemsstat. Flagmedlemsstaten skal derefter underrette den kompetente myndighed i kystmedlemsstaten. Underretningen omfatter fiskerfartøjets havnekendingsnummer og navn, det tabte udstyrs art og position samt de foranstaltninger, der er truffet for at bjerge det. Fiskerfartøjer på under 12 meter kan fritages. I henhold til forslaget om Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 skal fiskerfartøjets indberetning foretages i en elektronisk logbog, og medlemsstaterne skal indsamle og registrere oplysninger om tabt udstyr og fremsende disse oplysninger til Kommissionen efter anmodning. De indsamlede oplysninger, der er tilgængelige i affaldskvitteringer, om passivt fisket affald i overensstemmelse med dette direktiv, kan også indberettes på denne måde.

(24)

I overensstemmelse med den internationale konvention for administration og kontrol af skibes ballastvand og sediment, der blev vedtaget den 13. februar 2004 og trådte i kraft den 8. september 2017, er alle skibe forpligtet til at gennemføre procedurer for håndtering af ballastvand i henhold til IMO's standarder, og det kræves, at havne og terminaler, der er udpeget til rengøring og reparation af ballasttanke, skal sikre passende faciliteter til modtagelsen af sedimenter.

(25)

En modtagefacilitet i en havn anses for at være tilstrækkelig, hvis den kan imødekomme behovet hos de skibe, der normalt anløber havnen, uden at forårsage unødig forsinkelse, således som det også er beskrevet i IMO's konsoliderede vejledning og i IMO-retningslinjerne, for at sikre, at havnene råder over tilstrækkelige faciliteter til modtagelse af affald (resolution MEPC.83(44)). Tilstrækkelighed vedrører både driftsforholdene for anlægget i lyset af brugernes behov og miljøstyringen af faciliteterne i overensstemmelse med EU-retten om affald. Det kan i nogle tilfælde være vanskeligt at vurdere, om en modtagefacilitet i en havn beliggende uden for Unionen opfylder sådan standard.

(26)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 (10) kræver, at køkken- og madaffald fra international skibsfart forbrændes eller bortskaffes ved nedgravning i et godkendt deponeringsanlæg, herunder affald fra skibe, der anløber havne i Unionen, og som potentielt har været i kontakt med animalske biprodukter om bord. For at dette krav ikke skal begrænse forberedelsen med henblik på genbrug og genanvendelse af affald fra skibe, bør der i overensstemmelse med IMO's konsoliderede vejledning gøres bestræbelser på at sortere affaldet bedre for at undgå en eventuel kontaminering af affald, såsom emballageaffald.

(27)

Som fastsat i forordning (EF) nr. 1069/2009 sammenholdt med Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011 (11) betragtes sejladser inden for Unionen ikke som »transportmidler i international fart«, og køkken- og madaffald fra disse sejladser behøver ikke at blive forbrændt. Sådanne sejladser inden for Unionen betragtes imidlertid som »udenrigsfart« i henhold til international søfartslovgivning (MARPOL-konventionen og den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen (SOLAS)). For at sikre sammenhæng i EU-retten bør definitionerne i forordning (EF) nr. 1069/2009 følges ved fastlæggelsen af anvendelsesområdet for og behandlingen af køkken- og madaffald fra international skibsfart i henhold til dette direktiv sammenholdt med forordning (EU) nr. 142/2011.

(28)

For at sikre, at havnene råder over tilstrækkelige modtagefaciliteter, er det afgørende, at der udvikles og gennemføres en plan for modtagelse og håndtering af affald, som løbende evalueres, og som er baseret på høringer af alle relevante parter. Af praktiske og organisatoriske grunde kan nabohavne i samme geografiske region have interesse i at udarbejde en fælles plan, der dækker adgangen til modtagefaciliteter i hver af de havne, der er omfattet af planen, samtidig med at der skabes en fælles administrativ ramme.

(29)

Det kan være en udfordring for små ikkekommercielle havne såsom fortøjningszoner og lystbådehavne, der har begrænset trafik, der kun består af fritidsfartøjer, eller som kun er i brug en del af året, at vedtage og overvåge planer for modtagelse og håndtering af affald. Affaldet fra disse små havne håndteres normalt som led i det kommunale affaldshåndteringssystem i overensstemmelse med principperne i direktiv 2008/98/EF. For at undgå at overbebyrde de lokale myndigheder og lette affaldshåndteringen i sådanne små havne bør det være tilstrækkeligt, at affald fra sådanne havne indgår i den kommunale affaldsstrøm og håndteres i overensstemmelse hermed, at havnene stiller oplysninger til rådighed om de faciliteter til affaldsmodtagelse, der er tilgængelige for havnebrugere, og at de fritagne havne indberettes i det elektroniske system, så overvågningen kan minimeres mest muligt.

(30)

For effektivt at løse problemet med havaffald er det afgørende at skabe det rette niveau af incitamenter til aflevering af affald til modtagefaciliteter i havne, navnlig affald som defineret i bilag V til MARPOL-konventionen. Dette kan opnås gennem en ordning for omkostningsdækning, som indebærer betaling af en indirekte afgift. Denne indirekte afgift bør betales, uanset om der afleveres affald eller ej, og skal give ret til aflevering af affaldet uden betaling af yderligere direkte afgifter. Fiskeri- og fritidssektorerne bør også være underlagt den indirekte afgift, idet de også bidrager til forekomsten af havaffald. Hvis et skib afleverer en ekstraordinær mængde affald som defineret i bilag V til MARPOL-konventionen, navnlig driftsaffald, der overstiger den maksimale dedikerede lagerkapacitet som nævnt i formularen til forudanmeldelsen af affald, bør det være muligt at opkræve en yderligere direkte afgift for at sikre, at omkostningerne i forbindelse med modtagelsen af denne ekstraordinære affaldsmængde ikke medfører en uforholdsmæssig stor byrde for en havns ordning for omkostningsdækning. Dette kan også være tilfældet, hvis den erklærede dedikerede lagerkapacitet er uforholdsmæssig stor eller urimelig.

(31)

I visse medlemsstater er der indført ordninger for at tilvejebringe alternativ finansiering af omkostningerne ved indsamling og håndtering af affald i form af fiskeriudstyr eller passivt fisket affald på land, herunder »ordninger vedrørende fiskeri efter affald«. Sådanne initiativer bør hilses velkommen, og medlemsstaterne bør tilskyndes til at supplere de ordninger for omkostningsdækning, der er indført i overensstemmelse med dette direktiv, med ordningerne vedrørende fiskeri efter affald for at dække omkostningerne ved passivt fisket affald. Som sådan bør de ordninger for omkostningsdækning, der er baseret på anvendelse af en indirekte afgift på 100 % for affald som defineret i bilag V til MARPOL-konventionen, undtagen lastrester, ikke få fiskerihavnssamfund til at undlade at deltage i eksisterende afleveringsordninger for passivt fisket affald.

(32)

Afgifterne for et skib bør nedsættes for de fartøjer, der er udformet, udstyret eller drives med henblik på at begrænse affald efter bestemte kriterier, som skal udarbejdes af de gennemførelsesbeføjelser, som tillægges Kommissionen, i overensstemmelse med IMO-retningslinjerne for gennemførelse af bilag V til MARPOL-konventionen og standarder udarbejdet af Den Internationale Standardiseringsorganisation. En reduktion og effektiv genanvendelse af affald opnås først og fremmest gennem effektiv affaldssortering om bord i overensstemmelse med disse retningslinjer og standarder.

(33)

Nærskibstrafik har på grund af sin form for skibsfart, som er kendetegnet ved hyppige havneanløb, betydelige omkostninger under den nuværende ordning for aflevering af affald til modtagefaciliteter i havne, fordi de skal betale en afgift ved hvert eneste havneanløb. Samtidig sejler nærskibstrafikken ikke nok i fast rutefart til, at den kan fritages for betaling og aflevering af affald med den begrundelse. For at begrænse den finansielle byrde på sektoren bør der pålægges fartøjer et reduceret gebyr afhængigt af den form for trafik, de er involveret i.

(34)

Lastrester er stadig lastejerens ejendom efter losning af lasten til terminalen, og de kan have en økonomisk værdi. Af denne grund bør lastrester ikke være omfattet af ordningen for omkostningsdækning og den indirekte afgift. Afgifterne i forbindelse med aflevering af lastrester bør betales af brugeren af modtagefaciliteten i en havn i overensstemmelse med de kontraktlige ordninger mellem de involverede parter eller andre lokale ordninger. Lastrester omfatter også rester af olieholdig eller giftig flydende last efter rengøring og rensningshandlinger, som udtømningsnormerne i bilag I og II til MARPOL-konventionen gælder for, og som på visse betingelser, der er fastsat i nævnte bilag, ikke behøver at blive afleveret i havn for at undgå unødvendige driftsomkostninger for skibe og ophobning af skibe i havne.

(35)

Medlemsstaterne bør tilskynde til aflevering af rester fra tankskyllevand, der indeholder flydende stoffer med høj viskositet, eventuelt ved hjælp af passende finansielle incitamenter.

(36)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/352 (12) er levering af modtagefaciliteter i havne en tjeneste inden for dens anvendelsesområde. Forordningen indeholder bestemmelser om gennemsigtighed i afgiftssystemerne i forbindelse med brug af havnetjenester, høring af havnebrugere og behandling af klager. Dette direktiv rækker videre end de rammer, der er fastsat i nævnte forordning, idet det fastsætter mere detaljerede krav til udformningen og forvaltningen af ordningerne for omkostningsdækning i forbindelse med brug af modtagefaciliteter i havne for affald fra skibe samt gennemsigtigheden af afgiftsstrukturen.

(37)

Foruden at skabe incitament til at aflevere affald er det afgørende at sikre en effektiv håndhævelse af pligten til at aflevere affald på grundlag af en risikobaseret tilgang, for hvilken Unionens risikobaserede udvælgelsesmekanisme bør fastlægges.

(38)

En af de største hindringer for en effektiv håndhævelse af pligten til at aflevere affald har været medlemsstaternes forskellige fortolkning og anvendelse af fritagelsen baseret på tilstrækkelig lagerkapacitet. For at undgå, at anvendelsen af denne fritagelse underminerer dette direktivs hovedformål, bør den præciseres nærmere, navnlig med hensyn til den næste anløbshavn, og der bør indføres fælles metoder og kriterier for at sikre en ensartet bestemmelse af, hvad der udgør tilstrækkelig lagerkapacitet. I tilfælde, hvor det er vanskeligt at afgøre, om der er tilstrækkelige modtagefaciliteter til rådighed i havne uden for Unionen, er det af afgørende betydning, at den kompetente myndighed nøje overvejer at anvende fritagelsen.

(39)

Der er behov for en yderligere harmonisering af undtagelsesordningen for skibe, der sejler i fast rutefart med hyppige og regelmæssige havneanløb, og navnlig bør de anvendte udtryk og betingelserne for disse fritagelser præciseres. REFIT-evalueringen og konsekvensanalysen har vist, at manglen på harmonisering af betingelserne for og anvendelsen af fritagelser har skabt en unødvendig administrativ byrde for skibe og havne.

(40)

Overvågning og håndhævelse bør lettes gennem et system baseret på elektronisk indberetning og udveksling af oplysninger. Med henblik herpå bør det eksisterende informations- og overvågningssystem, der er oprettet i henhold til direktiv 2000/59/EF, videreudvikles og bør fortsat drives på grundlag af eksisterende elektroniske datasystemer, navnlig Unionens informations- og udvekslingssystem (SafeSeaNet) fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF (13) og Inspektionsdatabasen (THETIS) oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF (14). Et sådant system bør også indeholde oplysninger om de modtagefaciliteter, der er tilgængelige i de forskellige havne.

(41)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/65/EU (15) forenkler og harmoniserer de administrative procedurer i forbindelse med søtransport ved at gøre elektronisk overførsel af informationer mere generel og strømline indberetningsformaliteter. Vallettaerklæringen om Prioriteter for EU's søtransportpolitik frem til 2020, som blev godkendt af Rådet i dets konklusioner af 8. juni 2017, opfordrede Kommissionen til at foreslå passende opfølgning af revisionen af nævnte direktiv. Kommissionen foretog en offentlig høring om indberetningsformaliteter for skibe fra den 25. oktober 2017 til den 18. januar 2018. Den 17. maj 2018 forelagde Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til en forordning om oprettelse af et europæisk søfartsmiljø med ét kontaktpunkt og ophævelse af direktiv 2010/65/EU.

(42)

MARPOL-konventionen kræver, at de kontraherende parter holder oplysningerne om deres modtagefaciliteter i havne ajour og formidler disse oplysninger til IMO. Med henblik herpå har IMO etableret en database for modtagefaciliteter i havne inden for sit Global Integrated Shipping Information System (»GISIS«).

(43)

I IMO's konsoliderede vejledning fastslår IMO bestemmelser om indberetning af påståede utilstrækkeligheder ved modtagefaciliteter i havne. Efter denne procedure bør et skib indberette sådanne utilstrækkeligheder til flagstatens administration, som dernæst giver IMO og havnestaten meddelelse om forholdet. Havnestaten bør undersøge indberetningen og reagere hensigtsmæssigt samt informere IMO og den indberettende flagstat. Hvis disse oplysninger om påståede utilstrækkeligheder indberettes direkte i det informations-, overvågnings- og håndhævelsessystem, som er fastlagt i dette direktiv, kan disse oplysninger efterfølgende sendes til GISIS, hvorved medlemsstaterne i deres egenskab af flag- og havnestater fritages for deres indberetningspligt til IMO.

(44)

Undergruppen for havnemodtagefaciliteter, der blev oprettet under det europæiske forum for bæredygtig skibsfart, og som samlede en bred vifte af eksperter inden for forurening fra skibe og håndtering af affald fra skibe, blev opløst i december 2017 i lyset af påbegyndelsen af interinstitutionelle forhandlinger. Eftersom denne undergruppe ydede Kommissionen værdifuld vejledning og ekspertise, ville det være ønskeligt at oprette en lignende ekspertgruppe med mandat til udveksling af erfaringer om gennemførelsen af dette direktiv.

(45)

Det er vigtigt, at eventuelle sanktioner, der fastsættes af medlemsstaterne, gennemføres korrekt og er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og har afskrækkende virkning.

(46)

Gode arbejdsvilkår for personale, der arbejder i modtagefaciliteter i havne er af afgørende betydning for at skabe en sikker, effektiv og socialt ansvarlig søfartssektor, der er i stand til at tiltrække kvalificerede arbejdstagere og sikre lige i vilkår i hele Europa. Indledende og regelmæssig uddannelse af personalet er afgørende for at sikre kvaliteten af tjenesterne og beskyttelsen af arbejdstagerne. Havnemyndigheder og myndigheder med ansvar for modtagefaciliteter bør sikre, at alt personale modtager den nødvendige uddannelse for at tilegne sig den viden, som er nødvendig for deres arbejde, idet opmærksomheden i særlig grad skal rettes mod sundheds- og sikkerhedsaspekter vedrørende håndtering af farligt affald, og at uddannelseskravene løbende ajourføres, så de imødekommer de udfordringer, som den teknologiske innovation medfører.

(47)

Kommissionens beføjelser til at gennemføre direktiv 2000/59/EF bør ajourføres i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(48)

Beføjelse til at vedtage retsakter bør delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af bilagene til dette direktiv og referencerne til internationale instrumenter i det omfang det er nødvendigt for at bringe dem i overensstemmelse med EU-retten eller for at tage hensyn til udviklingen på internationalt niveau, navnlig i forhold til IMO; ændring af bilagene til dette direktiv, når dette er nødvendigt for at forbedre gennemførelses- og overvågningsordningerne fastsat deri, navnlig i forbindelse med den effektive anmeldelse og aflevering af affald og en korrekt anvendelse af undtagelser; samt under særlige omstændigheder, når det er behørigt begrundet ud fra en relevant analyse foretaget af Kommissionen og for at undgå en alvorlig og uacceptabel trussel mod havmiljøet, ændring af dette direktiv i det omfang det er nødvendigt for at undgå en sådan trussel for om nødvendigt at forhindre, at ændringer af disse internationale instrumenter gælder i forbindelse med dette direktiv. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016 (16). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(49)

Kommissionen bør tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at fastlægge en metode til beregning af tilstrækkelig dedikeret lagerkapacitet; med det formål at indrømme disse skibe en nedsat affaldsafgift at udvikle fælles kriterier for anerkendelse af, at et skibs design, udstyr og drift påviser, at det producerer en reduceret mængde affald og håndterer affaldet på en bæredygtig og miljømæssig forsvarlig måde; at fastlægge metoder til indsamling af overvågningsdata om omfanget og mængden af passivt fisket affald og indberetningsformatet; at definere de detaljerede elementer i Unionens risikobaserede udvælgelsesmekanisme. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (17).

(50)

Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte havmiljøet imod udtømning af affald til søs, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(51)

Unionen er præget af regionale forskelle på havneniveau, hvilket også kan konstateres i den territoriale konsekvensanalyse, som Kommissionen foretog. Havne varierer afhængigt af geografisk placering, størrelse, administrativ struktur og ejerskab, og karakteriseres ved den type skibe, der normalt anløber. Desuden afspejler affaldshåndteringssystemerne forskellene på kommunalt plan samt den underliggende infrastruktur til affaldshåndtering.

(52)

I henhold til artikel 349 i TEUF skal der tages hensyn til de særlige karakteristika, der gør sig gældende i regionerne i Unionens yderste periferi, dvs. Guadeloupe, Fransk Guyana, Martinique, Mayotte, Réunion, Saint-Martin, Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer. For at sikre, at der forefindes tilstrækkelige modtagefaciliteter i havne, kan det være hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne stiller regional driftsstøtte til rådighed for operatører af modtagefaciliteter i havne eller havnemyndigheder i disse regioner i Unionen for at imødegå de vedvarende handicaps, der er omhandlet i nævnte artikel. Regional driftsstøtte, der i den sammenhæng stilles til rådighed af medlemsstaterne, er fritaget fra underretningspligten i artikel 108, stk. 3, i TEUF, hvis den på tildelingstidspunktet opfylder betingelserne i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 (18), vedtaget i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 994/98 (19).

(53)

Direktiv 2000/59/EF bør derfor ophæves —