1.Konklusioner og anbefalinger

1.1EØSU bifalder det spanske formandskabs initiativ til at fastsætte et mål om, at hiv-relateret stigmatisering og diskrimination skal være udryddet i Europa senest i 2030. Problemet er blevet ignoreret i alt for lang tid, selv om de tilgængelige data entydigt viser, at hiv stadig har negative følger i forskellige dele af verden, i specifikke sociale sammenhænge og i de mest udsatte befolkningsgrupper. EØSU er derfor enig med det spanske formandskab i, at det bør være en politisk prioritet på EU's dagsorden at få sat en stopper for hiv-relateret stigmatisering og diskrimination.

1.2EØSU er enig i, at der er behov for en erklæring på højt niveau fra EU-institutionerne, som skal forelægges for Europa-Parlamentet den 1. december 2023, og giver tilsagn om at støtte den og deltage på alle niveauer, på enhver måde og i alle fora.

1.3For at overvinde stigmatisering, diskrimination og falske stereotyper mener EØSU, at det navnlig i skolerne er vigtigt at fremme bevidstgørelses-, uddannelses- og oplysningstiltag med inddragelse af det organiserede civilsamfund, ungdoms- og studenterorganisationer.

1.4Hindringerne for PrEP skal identificeres og fjernes for at udvide adgangen til lægemidler, ligesom de er behov for større fremskridt med udbredelsen af PrEP for at nå ud til flere mennesker og dermed fremskynde udviklingen mod at bringe aids-epidemien til ophør senest i 2030. Forebyggende foranstaltninger såsom profylakse inden og efter eksponering og behandling som forebyggelse kan have en betydelig effekt i forhold til at få kontrol med hiv og andre seksuelt overførte infektioner.

1.5Hiv-smittede skal have lige muligheder for adgang til arbejdsmarkedet og til faglig udvikling. De bør også have adgang til særlige ordninger såsom fleksible arbejdstider eller forlænget fravær til lægebesøg med garanti for fortrolighed.

1.6EØSU understreger vigtigheden af at træffe specifikke foranstaltninger rettet mod de mest udsatte befolkningsgrupper. Hvis hiv-epidemien skal bekæmpes effektivt, skal målrettet information og institutionelt gennemførte forebyggelsesprogrammer nå ud til disse befolkningsgrupper, så særlige tjenester proaktivt kan tage kontakt til dem, eventuelt gennem ikkestatslige organisationer i nærmiljøet.

1.7Ukraine har næstflest aids-tilfælde i Østeuropa og Centralasien, og EØSU understreger derfor, at det er vigtigt, at de lande, der huser ukrainske flygtninge, sikrer kontinuitet og gratis hiv‑testning og -behandling, så der er bedre muligheder for at blive testet, uanset opholdsstatus. Da de fleste flygtninge er kvinder og børn, kan en udvidelse af testning på hospitaler, i den primære sundhedspleje og i nærmiljøer være de mest hensigtsmæssige rammer for ukrainske flygtninge.

1.8Multiterapi kan have en dobbelt funktion ved dels at forbedre sundheden for hiv-smittede, dels effektivt forebygge hiv-overførsel, da den er yderst effektiv med hensyn til at hæmme koncentrationen af hiv-virus.

1.9Rettidig diagnosticering af hiv-infektion, tidlig start på behandling og fortsat pleje (kontinuitet i plejen) er hjørnestenene i kontrollen med spredningen af infektionen. Da flere lande allerede har nået målet, opfordrer EØSU til, at der fastsættes et nyt, mere ambitiøst mål, der skal nås af alle lande senest i 2030, om test, behandling og virologisk undertrykkelse for helt op til 95 %.

1.10Kontinuitet i plejen og kontinuitet i forebyggelsen kan skabe synergi og dermed indvirke på alle områder af bekæmpelsen af hiv-epidemien og bør derfor udvikles og implementeres.

1.11EØSU efterlyser nye og innovative strategier for at forbedre den tidlige diagnosticering og sikre, at flere bliver klar over, at de er smittede ved at udbrede forskellige og brugervenlige tilgange til mere bredt tilgængelige hiv-test såsom hurtigtest, test i nærmiljøet og selvtest og en integreret tilgang til hiv- og hepatitis B- og -C-testning.

1.12Nærmiljøet spiller en afgørende rolle i indsatsen mod hiv, da det fremmer ansvarlighed, er drivkraft for forebyggende foranstaltninger, gennemfører aktiviteter og bidrager til innovation, som er afgørende for varige fremskridt.

1.13For at fortsætte og fremskynde udviklingen mod opfyldelsen af disse mål opfordrer EØSU til en yderligere indsats for at udforme og gennemføre nye programmer med henblik på at udbrede kendskabet til hiv-positiv status og behandlingsmulighederne, mindske spredningen af virusset og dermed hiv-overførslen og begrænse årsagerne til diskrimination i f.eks. adgangen til beskæftigelse og finansielle tjenesteydelser.

2.Hiv i Europa

2.1Hiv-overførsel er fortsat et stort folkesundhedsproblem, der berører mere end 36 mio. mennesker rundt om i verden, hvoraf 2,3 mio. bor i WHO's europæiske region, navnlig i den østlige del af regionen. Næsten 107.000 mennesker blev diagnosticeret med hiv i den europæiske region i 2021, herunder ca. 17.000 i EU/EØS. Antallet af hiv-diagnoser har været faldende siden 2012 med et mere markant fald i 2020 og 2021 (-24 %), muligvis på grund af covid-19-pandemiens indvirkning på anvendelsen af sundhedsydelser og/eller på grund af mindre smittespredning som følge af de folkesundhedsmæssige foranstaltninger, der blev indført under covid-19-pandemien.

2.2Hiv i Europa rammer uforholdsmæssigt befolkningsgrupper, som er socialt marginaliserede, og personer, hvis adfærd er socialt stigmatiseret, f.eks. stiknarkomaner og deres seksuelle partnere, mænd, der har sex med mænd, transkønnede, sexarbejdere, indsatte og migranter.

2.3Data dokumenterer forskellige epidemimønstre og tendenser i landene i WHO's europæiske region: I EU/EØS og den vestlige del af regionen smittes flest via seksuel overførsel mellem mænd, mens overførsel mellem heteroseksuelle og intravenøst stofbrug ifølge indberetningerne er de hyppigst forekommende årsager i den østlige del af regionen.

2.4Sen hiv-diagnose er fortsat en udfordring for de fleste lande i regionen: mere end 50 % fik konstateret hiv på et tidspunkt, hvor antallet af CD4-celler var under 350/mmc.

3.Kontinuitet i plejen af hiv-smittede ukrainske flygtninge

3.1Siden krigens begyndelse den 24. februar 2022 er mere end 13,5 mio. mennesker blevet internt fordrevet eller tvunget til at flygte til nabolandene, heriblandt hiv-smittede (anslået til mellem 10.000 og 30.000 mennesker) og de mest udsatte befolkningsgrupper.

3.2Ukraine er det land i Østeuropa og Centralasien med næstflest tilfælde af aids. Antallet af nye hiv-smittede steg fra 14.240 i 2016 til 16.270 i 2019 og faldt en smule til 15.660 i 2020, sandsynligvis på grund af covid-19-krisen. Overvågningsdata viste, at der heriblandt var 9.000‑10.000 tilfælde af smitte via heteroseksuel kontakt og ca. 5.000 som følge af intravenøst stofbrug.

3.3Inden krigens begyndelse gjorde landet store fremskridt inden for aids-indsatsen: Statslige hiv-klinikker i hele landet ydede gratis hiv-pleje og -behandling, og et stigende antal hiv-smittede var i multiterapi. I 2021 blev det anslået, at ud af 240.000 hiv-smittede (0,6 % af den ukrainske befolkning) var mere end 150.000 i multiterapi (62 %), og 94 % af dem, der fik behandling, var i virushæmmende behandling.

3.4I Ukraine har FN-agenturer og partnere på stedet såsom UNAIDS Emergency Fund arbejdet tæt sammen med de lokale myndigheder for at nå ud til og hjælpe mennesker i nød. På det seneste har de ydet humanitær bistand til hårdt ramte områder i landet, som først nu er blevet tilgængelige. En koalition af regeringen, civilsamfundet og internationale organisationer har været og er fortsat en hjørnesten i den effektive hiv-indsats i Ukraine under krigen.

3.5UNAIDS vil fortsat støtte hiv-forebyggelse, testning, behandling, pleje og støtte til mennesker i hele Ukraine, der er ramt af krigen, og personer, der er fordrevet som følge af konflikten.

3.6Et dokument fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) 1 , der blev offentliggjort i juli 2022, skitserer de vigtigste overvejelser, der skal danne grundlag for beslutningstagningen og den praktiske levering af tjenester for at opretholde kvalitetsstandarder for hiv-pleje til ukrainske flygtninge, Navnlig fremhæves betydningen af, at værtslandene sikrer kontinuitet og gratis hiv-testning og -behandling af ukrainske flygtninge, så der er bedre muligheder for at blive testet, uanset opholdsstatus, da begrænset adgang til multiterapi fører til øget risiko for sygdom, død, fremkomst af resistente stammer og potentielt smitteoverførsel. Da de fleste flygtninge er kvinder og børn, kan udvidet testning på hospitaler, i den primære sundhedspleje og i nærmiljøet være de mest hensigtsmæssige rammer for ukrainske flygtninge.

4.Hiv i verden

4.1Der er bred global enighed om, at der nu findes redskaberne til at bringe aids-epidemien til ophør. I løbet af de seneste to årtier har et stigende antal undersøgelser i forskellige sammenhænge påvist, at multiterapi kan have en dobbelt funktion ved dels at forbedre sundheden for hiv-smittede, dels effektivt forebygge hiv-overførsel (forebyggelse som behandling), da den er yderst effektiv med hensyn til at hæmme koncentrationen af hiv-virus (defineret som under 200 kopier/ml).

4.2I de senere år er der blevet fastlagt en strategi, hvor rettidig diagnosticering af hiv-infektion, tidlig start på behandling og fortsat pleje (kontinuitet i pleje) betragtes som hjørnestenene i kontrollen med spredningen af infektionen. I 2014 lancerede UNAIDS 90-90-90-målet (90 % af personer med hiv skal diagnosticeres, 90 % af disse skal modtage behandling, og 90 % af disse skal have virushæmmende behandling). Hvis disse mål nås, vil viruskoncentrationen hos 73 % af alle hiv-smittede være lav, og personer med lav viruskoncentration kan ikke videregive hiv.

4.3Der er dokumentation for, at flere lande med forskellig geografi, indkomststatus og epidemiologi allerede havde nået målet ved udgangen af 2020. Eksperter mener, at disse resultater potentielt kan vise, at et nyt, mere ambitiøst mål for alle lande kan nås senest i 2030 om test, behandling og virologisk undertrykkelse for helt op til 95 %. For at fortsætte og fremskynde udviklingen mod opfyldelsen af disse mål i indsatsen mod hiv-epidemien er der behov for en yderligere indsats for at udforme og gennemføre nye programmer med henblik på at udbrede kendskabet til hiv-positiv status og behandlingsmulighederne, mindske spredningen af virusset og dermed hiv-overførslen. Disse nye programmer bør ikke udelukkende fokusere på de standardforanstaltninger, der skal anvendes, men bør tillige gennemføres i forhold til de hiv‑smittede behov og specifikke.

4.4På det seneste har kontinuitet i forebyggelsen af hiv – en tilgang, der svarer tilgangen med kontinuitet i plejen af hiv – vundet udbredelse over for den del af befolkningen, der er i risiko for hiv-infektion for at sikre, at hiv-smitten ikke spreder sig. Grundlaget for kontinuitet i forebyggelsen af hiv er hiv-testning. Derefter henvises personer, der ikke er hiv-smittede, til forebyggelsestjenester, så de bliver i behandlingsforløbet og kan få løbende rådgivning om, hvordan risikoen mindskes og om konsekvent brug af kondom for at forhindre hiv-smitte og ‑overførsel. Det er også vigtigt, at de bliver i forløbet, så de kan få foretaget gentagne hiv-test og tidligt blive diagnosticeret med hiv, hvis de bliver smittet. Nyligt smittede personer skal straks henvises hiv-pleje og -behandling og andre forebyggelsesmetoder, herunder partnertestning, brug af kondom og antiretrovirale lægemidler med henblik på forebyggelse. Flere undersøgelser har påvist, at fortsat behandling og forebyggelse blandt befolkningsgrupper kan skabe synergier, så de til sammen udgør en fuldstændig indsats til bekæmpelse af hiv‑epidemien.

4.5Der er behov for nye og innovative strategier for at forbedre den tidlige diagnosticering og sikre, at flere bliver klar over, at de er smittede ved at udbrede forskellige og brugervenlige tilgange til mere bredt tilgængelige hiv-test såsom hurtigtest, test i nærmiljøet og selvtest og en integreret tilgang til hiv- og hepatitis B- og -C-testning.

4.6WHO anbefaler en omfattende pakke af sundhedstjenester til forebyggelse af hiv med særligt fokus på at nå ud til de mest udsatte befolkningsgrupper. Det er særligt vigtigt, at hiv-forebyggelsestjenester integreres med tjenester for seksuel og reproduktiv sundhed, mental sundhed, forebyggelse af og behandling af seksuel og kønsbaseret vold, behandling af stofafhængighed, forebyggelse og behandling af hepatitis C, tuberkulosekontrol, fængselssundhed, ikkeoverførbare sygdomme og juridiske og sociale støttetjenester.

4.7Forskellige muligheder for at blive hiv-testet kan betyde rettidig diagnosticering for forskellige befolkningsgrupper, der er i risiko for hiv-smitte.

4.8UNAIDS anbefaler en tilgang med "kombinationsforebyggelse" til forebyggelse af hiv. Da der ikke er én forebyggelsesstrategi, der alene kan dæmme op for spredningen af sygdommen, kræves der en tilgang med biomedicinske, adfærdsmæssige og strukturelle tiltag, der er specifikt udvalgt og skræddersyet til de lokale behov, som de berørte grupper har givet udtryk for. Dertil kommer, at strategierne kun vil blive en succes, hvis de koordineres, er effektive, konsekvente og bygger på en fælles forpligtelse til fælles mål.

5.Nærmiljøers indsats mod hiv

5.1Det er veldokumenteret og anerkendt af UNAIDS 2 , at fællesskaber af hiv-smittede, marginaliserede og sårbare grupper, kvinder og unge gennem tiden har spillet en rolle i forbindelse med levering hiv-tjenester, forskning og udvikling af lægemidler, oplysningsarbejde, social og politisk ansvarlighed, mobilisering af ressourcer og beskyttelse af sociale rettigheder og menneskerettigheder. De seneste tre årtier har vist, at fællesskaber af hiv‑smittede og lignende grupper har afgørende betydning for et fortsat engagement i og arbejde for lighed på sundhedsområdet og finansiering til sundhed og sikring af, at menneskerettighederne anerkendes og opretholdes for alle mennesker. God og effektiv integration af sundhedssystemerne og universel sygesikring kan bedre tilrettelægges, leveres og opretholdes, hvis fællesskaber af hiv-smittede og lignende grupper gives en central plads. Disse fællesskabers lederskab og engagement har bidraget direkte til bedre resultater, hvad angår adgang til hiv-behandling, forebyggelse, støtte og pleje i hele verden.

5.2Nærmiljøet spiller en afgørende rolle i indsatsen mod hiv, da det øger ansvarligheden, er drivkraft for den forebyggende indsats, gennemfører aktiviteter og bidrager til innovation, hvilket er afgørende for varige fremskridt. Tjenesteplatforme, som styres af fællesskaber i nærmiljøet, er ofte mere effektive end formelle platforme for sundhedsfaciliteter til at nå ud til marginaliserede befolkningsgrupper og grupper uden adgang til så mange faciliteter, navnlig i miljøer, hvor stigmatisering og diskrimination er udbredt. Organisationer, der styres af fællesskaber i nærmiljøet, har gode forudsætninger for at afdække både mangler i tjenesterne og hindringer for leveringen og brugen af tjenester og muligheder for at anerkende tjenester som en del af den enkeltes grundlæggende rettigheder og i højere grad gøre dem mere menneskecentrerede, nemme at bruge og effektive.

5.3Fællesskaber (forstået som ikkestatslige sammenslutninger og organisationer, der beskæftiger sig med bekæmpelse af aids og forsvar af hiv-smittede personers rettigheder på daglig basis) spiller en afgørende rolle med hensyn til at give de mest sårbare og udsatte befolkningsgrupper en stemme og levere effektive løsninger til at begrænse hiv-/aids-epidemien. Faktisk i en sådan grad, at Verdenssundhedsorganisationen (UNAIDS) i 2019 dedikerede verdens aidsdag (den 1. december) til dem med sloganet "Communities make the difference'' (Fællesskaber gør forskellen).

5.4Man bør også overveje at sikre konstant overvågning og gennemføre konsekvensanalyser af de forskellige sundhedspolitikker og lovrammer, som medlemsstaterne har vedtaget, og i den forbindelse inddrage uafhængige og upartiske aktører med henblik på bl.a. at finde frem til bedste praksis, der kan deles og foreslås på EU-niveau.

5.5Selv med målet og ønsket om at "normalisere" det at være hiv-positiv anbefales det, at den enkeltes privatliv respekteres såvel ved kontakt med sundhedsfaciliteter med henblik på adgang til tjenester som på områder, der vedrører hverdagslivet (skole, arbejde osv.). I alle medlemsstater skal reglerne derfor være indrettet, så de garanterer beskyttelse af den hiv‑smittedes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og naturlige værdighed.

5.6For at overvinde stigmatisering, diskrimination og falske stereotyper bør bevidstgørelses-, uddannelses- og oplysningstiltag fremmes, navnlig i skolerne, med inddragelse af det organiserede civilsamfund såsom lokale organisationer og fællesskaber samt ungdoms- og studenterorganisationer.

6.Profylakse inden eksponering (PrEP) til forebyggelse af hiv-infektion

6.1Profylakse inden eksponering (PrEP) er en biomedicinsk behandling til forebyggelse af hiv, hvor personer med høj risiko for hiv tager antiretrovirale lægemidler. PrEP's virkning er veldokumenteret, når det tages som anvist. Behandlingen er et væsentligt element i den "kombinationsforebyggelse", der er nødvendig for at nå verdensmålet for bæredygtig udvikling om at bringe aids-epidemien til ophør senest i 2030, og den anbefales i nationale og internationale retningslinjer. ECDC mener, at EU-landene bør overveje at integrere PrEP i deres eksisterende hiv-forebyggelsesprogrammer for de mest udsatte befolkningsgrupper og dem, der er mest i risiko for hiv-infektion.

6.2Flere undersøgelser har beskrevet, at PrEP vinder langsom udbredelse i kliniske miljøer og ikke anvendes tilstrækkeligt. PrEP havde den største effekt på hiv-incidensen ved fortsat behandling, men mange brugere holder op med behandlingen inden for det første år, efter at den er sat i gang, og det blev konstateret, at mindre end halvdelen holdt fast. Der er forskellige årsager til, at folk holder op med at tage PrEP: ændret seksuel adfærd i visse livsperioder, bivirkninger, opfattelse af lav risiko, frygt for, at PrEP ikke beskytter tilstrækkeligt, stigmatisering, forstyrrelser i den daglige rutine, stofbrug, udgiften og manglende forsikringsdækning og økonomisk støtte samt hyppige lægebesøg.

6.3Adgangen til PrEP i Europa er fragmenteret, kompleks og under konstant forandring. Ser man på, hvordan tilbud om PrEP fordeler sig geografisk, er forskellene store i Europa og Centralasien. Hindringerne for PrEP skal identificeres og fjernes for at udvide adgangen til lægemidler og gøre større fremskridt med udbredelsen af PrEP og dermed nå ud til flere mennesker og fremskynde udviklingen mod at bringe aids-epidemien til ophør senest i 2030.

6.4Forebyggende foranstaltninger såsom profylakse inden og efter eksponering og behandling som forebyggelse kan have en betydelig effekt i forhold til at få kontrol med hiv og andre seksuelt overførte infektioner.

7.De mest udsatte befolkningsgrupper

7.1Trods fremragende resultater med hensyn til at begrænse hiv-smitten i forskellige dele af verden i de seneste årtier (med et betydeligt fald i antallet af dødsfald som følge af aids) er den brede vifte af kombinerede hiv-forebyggelsesforanstaltninger langtfra "alment" tilgængelig. Og hvor der ikke er nogen aids-behandling, spreder hiv-smitten sig fortsat uforholdsmæssigt, og folk dør fortsat.

7.2Hiv-smitten spredes fortsat i befolkningsgrupper, som de forebyggende foranstaltninger af forskellige årsager ikke når ud til, eller som, når de er smittet, ikke kan få den antiretrovirale behandling, der findes i øjeblikket. Disse befolkningsgrupper, der er i større risiko for at få hiv, såsom stofmisbrugere, sexarbejdere, homoseksuelle mænd og mænd, der har sex med mænd, indsatte, transpersoner, migranter og deres respektive partnere, omtales som "de mest udsatte befolkningsgrupper" og har en højere sygelighed og dødelighed end befolkningen generelt, ringere adgang til sundhedsydelser og spiller også en central rolle i spredningen af epidemien. Alligevel har de kombinerede hiv-forebyggelsestjenester kun formået at nå ud til under halvdelen af personerne i disse grupper, hvilket viser, at der er tale om befolkningsgrupper, som stadig er marginaliserede og lades i stikken, når det drejer sig om de seneste fremskridt i kampen mod aids.

7.3Hvor udsatte disse befolkningsgrupper er, kan afhænge af såvel specifik adfærd i disse grupper som vanskeligheder med at få adgang til hiv-tjenester på grund af fattigdom og forhold som følge af marginalisering og isolation i forskellige sociale sammenhænge af forskellige årsager, f.eks. kulturelle, religiøse og endda juridiske årsager.

7.4For at gøre det nemmere at nå ud til alle de mest udsatte befolkningsgrupper, herunder i udkantsområder, bør arbejdet på gadeplan udbredes og styrkes, bl.a. for at tilbyde grundlæggende tjenester som hurtigtest. Mobile tjenester vil også kunne fungere som den første kontakt med henblik på vedvarende og mere virkningsfuld behandling af enkeltpersoner dér, hvor det er nemmere for mennesker, der bor i udkantsområder eller områder, der er vanskeligt tilgængelige.

7.5Situationen kan undertiden være endnu værre for kvinder end for mænd, idet de er økonomisk dårligere stillet, ikke altid er i en position, hvor de kan sige nej til sex og ofte er ofre for vold 3 . I andre situationer forhindrer stigmatisering af visse former for adfærd samt fordomme, intolerance eller sågar, der gør homoseksualitet strafbart, den frie adgang til tjenester. Meget ofte er der en overlapning mellem forskellige faktorer, der forstærker sårbarheden.

7.6Hiv-smittede skal have lige muligheder for adgang til arbejdsmarkedet og til faglig udvikling. De bør også have adgang til særlige ordninger såsom fleksible arbejdstider eller forlænget fravær til lægebesøg med garanti for fortrolighed. I nogle lande er det forbudt for hiv-smittede personer at varetage visse job, f.eks. i politiet, ved toldmyndigheder og i detentionscentre 4 . For hiv-smittede er det stadig forbundet med problemer og dyrere at tegne forsikringer og optage realkreditlån og andre lån, selv om nogle medlemsstater har truffet foranstaltninger, der gør adgangen nemmere og sikrer et loft for de højere omkostninger for personer med alvorlige helbredsproblemer. EØSU efterlyser, at betingelserne for forsikringer og lån afspejler fremskridtene inden for behandling, forventet sundhedstilstand og levetid. Den anonymiserede statistiske dokumentation, som kan findes via EU's sundhedsdataområde, bør derfor bruges til at forbedre adgangen til disse finansielle tjenesteydelser.

7.7Den epidemiologiske nødsituation forårsaget af covid-19 har haft store konsekvenser for sundhedssystemerne i hele verden, hvilket har forværret de eksisterende uligheder og gjort det vanskeligere at nå WHO's mål, navnlig i lande med begrænsede ressourcer. Afbrydelser af forebyggende foranstaltninger har formentlig også ført til en uundgåelig stigning i antallet af hiv-tilfælde. Faktisk så mange, at de har neutraliseret de foregående års fremskridt.

7.8I Europa er de mest udsatte befolkningsgrupper, der er hårdest ramt af hiv, stofmisbrugere, mænd, der har sex med mænd, og migranter. Prævalensen varierer geografisk, alt efter hvilke lande der er tale om. Hvis hiv-epidemien skal bekæmpes effektivt, skal målrettet information og institutionelt gennemførte forebyggelsesprogrammer nå ud til disse befolkningsgrupper, så de særlige tjenester kan komme i kontakt med dem proaktivt, eventuelt gennem ikkestatslige organisationer i nærmiljøet.

7.9Sundhedsydelser er en umistelig ret for alle 5 . Derfor skal alle hiv-smittede have gratis og garanteret adgang til lægebehandling og til en fælles minimumstandard for kvaliteten af tjenester af hensyn til velfærden for mennesker, der er ramt af hiv, uden diskrimination og begrænsninger i overensstemmelse med anbefalingerne i Den Internationale Sygdomsklassifikation, og sådan som det i øvrigt er tilfældet for alle sygdomme. Det skal nøje overvåges og kontrolleres, at principperne om lighed og effektivitet overholdes.

8.Stofmisbrugere

8.1Afhængighed af intravenøse stoffer har altid været forbundet med overførsel af hiv, fordi inficeret udstyr til stofmisbrug bruges af flere. Brug af ikkeintravenøse stoffer kan imidlertid også sættes i sammenhæng med usikker seksuel adfærd og dermed med en potentiel risiko for at blive smittet med og overføre hiv samt andre seksuelt overførte infektioner. Navnlig er brug af stimulerende midler såsom kokain, crack og methamphetamin ofte forbundet med højrisiko seksuel adfærd. Seksuel overførsel af hiv blandt stofmisbrugere bør derfor ikke undervurderes.

8.2Mere end 80 % af de hiv-smittede i Østeuropa i 2018 var stofmisbrugere, de fleste meget unge og de fleste kvinder. Unge kvinder er hårdere ramt end mænd, bl.a. på grund af prostitution, som hænger tæt sammen med stofmisbrug. Lokale hiv-epidemier er også blevet dokumenteret blandt marginaliserede grupper af stiknarkomaner i Vesteuropa.

8.3Indsatte har et større stofbrug og mere skadelige forbrugsmønstre end befolkningen generelt, herunder brug af sprøjter, hvilket gør indsatte stofmisbrugere særligt sårbare.

8.4Stofmisbrugere har ringe adgang til at blive testet og bliver oftere diagnosticeret sent. Selv i Italien udgjorde hiv-testede stofmisbrugere en lav procentdel af alle lokale brugere af misbrugstjenester, og der tilbydes sjældent test uden hiv-relaterede symptomer.

8.5Der er ingen tvivl om, at stofmisbrugere har begrænset adgang til behandling, hvilket dog varierer fra land til land. Samlet set anslås det, at kun 8 % af stofmisbrugere er i antiretroviral behandling, og at kun 20 % af alle, der er i behandling, er stofmisbrugere. Sammenlignet med hiv-smittede i befolkningen generelt er det også mindre sandsynligt, at stofmisbrugere modtager virushæmmende behandling. Det skyldes, at stofmisbrugere er mere tilbøjelige til ikke at følge behandlingen og ofte helt standser den. Dette fører til en højere risiko for dødsfald som følge af aids blandt hiv-positive stofmisbrugere.

8.6Der er behov for programmer, der mere effektivt når ud til stofmisbrugere, hvis målet om at sikre universel adgang til hiv-behandling både i og uden for Europa skal nås.

9.Mænd, der har sex med mænd

9.1Generelt har mænd, der har sex med mænd, 27 gange større risiko for at blive smittet med hiv end befolkningen generelt 6 . Nogle biologiske faktorer gør det lettere at få hiv. De fleste mænd, der har sex med mænd, smittes med hiv gennem ubeskyttet anal sex, som er den seksuelle praksis, hvor der er størst risiko for at blive smittet med hiv. I denne befolkningsgruppe kan et stort antal seksuelle partnere og den udbredte, lejlighedsvise brug af stoffer, herunder intravenøse stoffer (som ofte involverer sex, kaldet "chemsex"), også bidrage til de mange tilfælde af hiv hos mænd, der har sex med mænd.

9.2Den antiretrovirale behandling, der er blevet mere udbredt, og som samlet set har begrænset spredningen af hiv markant, har ikke haft samme effekt blandt mænd, der har sex med mænd. Tværtimod har der i de seneste år været en stigning i antallet af hiv-smittede i denne befolkningsgruppe i mange vestlige lande 7 , og andelen af tilfælde, der kan henføres til overførsel blandt mænd, der har sex med mænd, har gradvist været stigende.

9.3Kondom er med til at forhindre hiv-smitte og andre seksuelt overførte infektioner, men brugen af kondom er ikke så udbredt som følge af kulturelle, uddannelsesmæssige og forsyningsmæssige barrierer, der afspejler forskellige sociale situationer og sundhedstjenester.

9.4Der er forskellige hindringer for adgang til forebyggelsesværktøjer i mange lande og under mange individuelle omstændigheder på grund af stigmatisering, homofobi og diskrimination, hvilket gør det vanskeligt at få adgang til sundhedsydelser og ordentlig information. Der er mange eksempler på, at det er strafbart at have sex med personer af samme køn, hvilket tvinger de pågældende til at leve under jorden og skjule deres seksuelle orientering eller endnu værre deres identitet. Selv hvor lovgivningen ikke er åbenlyst diskriminerende, afholder stigmatisering og frygt folk fra at tilgå hiv-tjenester, og de er dermed uvidende om de værktøjer til forebyggelse af hiv-infektion, der findes.

9.5Stigmatisering påvirker også adgangen til at blive testet og diagnosticeret. Mange mænd, der har sex med mænd, rapporterer, at de frygter, at sundhedspersoner dømmer dem, og de venter derfor med at blive testet med det resultat, at de ofte bliver diagnosticeret sent. Da de ikke er klar over, at de er smittede, har de ikke adgang til antiretrovirale lægemidler, hvilket – ud over at have en effekt på deres helbred – ville have mindsket risikoen for overførsel til seksuelle partnere.

9.6Mange mænd oplyser, at de foretrækker at blive testet andre steder end i de traditionelle sundhedsfaciliteter. Testprogrammer i nærmiljøet (ikkestatslige organisationer) kan i forskellige situationer være en god måde til at fremme forebyggelse og give adgang til test for dem, der er mest udsatte, hvor infektionsraten er højere.

9.7For at sikre at 90-90-90-målet også kan nås i gruppen af mænd, der har sex med mænd, er samarbejde mellem nærmiljøet og institutioner af afgørende betydning.

10.Migranter

10.1Det anslås, at der er omkring 231 mio. migranter på verdensplan. Migration sætter mennesker i situationer, hvor de er ekstremt sårbare over for hiv-infektion på grund af socioøkonomiske og politiske faktorer, og i nogle lande er det endda den største risikofaktor for hiv. Migranter støder dagligt på hindringer, der gør det vanskeligt at få adgang til sundhedstjenester og sociale tjenester. Især social eksklusion gør migranter ekstremt sårbare over for hiv.

10.2Mere end en tredjedel af de nye hiv-diagnoser i EU vedrører migranter 8 . Selv om tallet er faldende, kommer halvdelen af de migranter, der diagnosticeres med hiv, fra højendemiske lande (f.eks. Afrika syd for Sahara), hvilket tyder på infektion med oprindelse på deres oprindelige kontinent. Der er stadig mere dokumentation for, at en betydelig andel smittes i værtslandet, altså efter migration 9 . Desuden bør sandsynligheden for infektion under midlertidige besøg i hjemlandet ikke undervurderes.

10.3Kvinder udgør en betydelig del af de hiv-smittede udlændinge. Andelen af kvinder med nye hiv‑diagnoser blandt EU-borgerne ligger på 16 %, men tallet stiger til 40 % blandt udlændinge – hovedsagelig afrikanske kvinder.

10.4En rapport fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), der blev offentliggjort i 2017 (der udelukkende beskæftigede sig med spørgsmålet om migranter med hiv), viste, at udlændinge i Europa har svært ved at få adgang til hiv-forebyggende tjenester og hiv-testning. Stigmatisering og diskrimination, navnlig over for personer fra lande med høj smitteforekomst (herunder stigmatisering og diskrimination fra sundhedspersoner), rapporteres som de største hindringer. Som følge heraf får udlændinge med hiv deres diagnose senere end de europæiske borgere, nemlig når der allerede er symptomer på immundefekt. Når udlændinge er blevet diagnosticeret, har de, især dem, der ikke har opholdstilladelse, også problemer med at få adgang til behandling. 15 lande giver dem ikke den rette antiretrovirale behandling, hvilket igen ikke lever op til de tilsagn, der blev givet i 2004 i Dublinkonventionen om at bekæmpe diskrimination og krænkelser af rettighederne for de svageste og mest sårbare befolkningsgrupper, som altid har været mindre beskyttet.

Bruxelles, den 14. juni 2023

Oliver Röpke
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

_____________

(1)    Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, Operational considerations for the provision of the HIV continuum of care for refugees from Ukraine in the EU/EEA, 5. juli 2022, Stockholm, ECDC, 2022.

(2)    I 2016 undertegnede verdens ledere FN's politiske erklæring om bekæmpelse af aids, der anerkendte den afgørende rolle, som fællesskaber spiller med hensyn til oplysning, deltagelse i koordineringen af indsatser mod aids og levering af tjenester. Desuden erkendte de, at nærmiljøets indsats mod hiv skal øges, og at mindst 30 % af tjenesterne skal finde sted i nærmiljøet.

(3)    Selv om EU undertegnede Istanbulkonventionen i 2017, er den stadig ikke blevet ratificeret af nogle medlemsstater.

(4)    Regler, der ofte går tilbage til de første år af hiv-epidemien, hvor der var mindre viden om smitte og ingen behandling.

(5)    Som det er udtrykt i artikel 25 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og artikel 35 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(6)    Overalt i verden er mænd, der har sex med mænd, i større risiko for at blive hiv-smittet, men infektionsraten varierer mellem geografiske områder: I Nordamerika og Vesteuropa udgør de 50 % af alle nyligt indberettede hiv-tilfælde, i Latinamerika 47 %, ca. 20 % i Østeuropa, Asien, Mellemøsten og Nordafrika og 12 % i Afrika.

(7)    I Vesteuropa steg antallet af hiv-positive blandt mænd, der har sex med mænd, med næsten 20 % mellem 2010 og 2014. Blandt mænd i Italien stilles de fleste nye hiv-diagnoser blandt mænd, der har sex med mænd.

(8)    Andelen af migranter blandt nyligt diagnosticerede hiv-tilfælde varierer fra land til land, fra 70 % i Luxembourg og Sverige til 5 % i visse østlande såsom Polen, Litauen og Rumænien. I mere end ti lande udgør de mere end 50 %.

(9)    Skøn over hiv-smitte efter migration spænder fra 2 % blandt migranter fra Afrika syd for Sahara til Schweiz til 62 % blandt sorte mænd, der har sex med mænd, fra Caribien, og som migrerer til Det Forenede Kongerige.