SOC/652

En strategi for ofres rettigheder

Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

UDTALELSE

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – EU-strategi for ofres rettigheder (2020-2025)
[COM(2020) 258 final]

Ordfører: Ionuț Sibian

1.Konklusioner og anbefalinger

1.1EØSU glæder sig over Kommissionens EU-strategi for ofres rettigheder for 2020-2025, som støtter langsigtet planlægning og korrekt koordineret gennemførelse af politikker på tværs af en bred vifte af sektorer og samtidig sikrer, at ingen ofre glemmes.

1.2EØSU mener, at strategien har behov for en klar handlingsplan for at være operationel med detaljer om, hvordan og hvornår der skal gennemføres foranstaltninger, og hvilke resultater der forventes.

1.3Den foreslåede strategi bør forstås og gennemføres sideløbende med andre EU-strategier: strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder, EU-strategi om en mere effektiv bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, LGBTI-ligestillingsstrategi, EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration og FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD).

1.4Den foreslåede strategi bør give mere vejledning og et detaljeret overblik over, hvordan medlemsstaterne kan gennemføre standarder af høj kvalitet og indføre tilgængelige, rimelige og effektive værktøjer, der støtter ofre i deres adgang til genoprettende tjenester.

1.5Kommissionen bør udnytte strategien til at tilskynde medlemsstaterne til at støtte dataindsamling og høring af samfundsgrupper og ofre og potentielle ofre og gennemføre behovsvurderinger for at styre politikudformningen og de institutionelle svar. En fælles vision for dataindsamling vedrørende ofre for kriminalitet, som denne strategi kan tilvejebringe, vil give bedre og mere målrettede svar.

1.6EØSU anbefaler, at det foreslåede EU-netværk til forebyggelse af kønsbaseret vold og vold i hjemmet, som der henvises til i strategien, får sin rolle udvidet til også at omfatte mål og resultater vedrørende identifikation og afhjælpning af denne type kriminalitet, hvilket navnlig er relevant, når den har en tværnational komponent.

1.7Med hensyn til de vigtige tiltag for Kommissionen i strategien mener EØSU, at visse aspekter af strategien ville have godt af at blive yderligere præciseret, herunder:

a.Fremme af undervisningstiltag bør ikke begrænses til retslige og/eller retshåndhævende myndigheder. Behovet for at sikre fortsat faglig uddannelse af personer, der beskæftiger sig med ofre for forbrydelser, navnlig ofre for hadforbrydelser, er lige så relevant for socialrådgivere og medicinsk personale. En sådan undervisning bør udtrykkeligt omfatte kurser i fordomme og stereotyper og gennemføres i samarbejde med civilsamfundsorganisationer, der yder støtte til forskellige sårbare grupper.

b.Tilvejebringelsen af EU-midler til nationale organisationer, der hjælper ofre, og lokalsamfundsorganisationer bør suppleres af udvidet samarbejde mellem civilsamfundsorganisationer og lokale eller nationale myndigheder 1 . Overordnet set bør strategien indeholde klare retningslinjer for offentlige myndigheder om samarbejde og kommunikation med civilsamfundsorganisationer og eksperter med henblik på at kortlægge lokalsamfundenes behov og udforme målrettede kampagner og anmeldelses- og støttesystemer, der er fuldt ud tilgængelige, retfærdige og effektive.

c.Nationale kampagner for at øge opmærksomheden omkring ofres rettigheder bør tilpasses behovene og de særlige forhold hos særligt sårbare samfundsgrupper, herunder tredjelandsstatsborgere, flygtninge og asylansøgere, og bør baseres på lokale vurderinger af behov, tendenser, god praksis og udfordringer.

1.8Erfaringerne med covid-19 har endnu en gang vist, at myndighederne i nogle medlemsstater er dårligt udrustet til at skaffe nødboliger eller husly i en kortere periode, navnlig uden for hovedstæderne. Det er nødvendigt at etablere nødboliger, sikre boliger og støttecentre samt levere integrerede støttetjenester, hvilket kræver samarbejde med de nationale myndigheder og civilsamfundets aktører samt EU-finansiering.

1.9Kommissionen bør integrere dagsordenen for ofre i alle EU-finansieringsprogrammer, herunder EU-finansiering, der forvaltes på nationalt og internationalt plan.

2.Baggrund for udtalelsen

2.1Gennem de sidste tredive år har ofres rettigheder og politikker til at beskytte dem udviklet sig på internationalt og europæisk niveau. Der er sket store fremskridt bl.a. som følge af vedtagelsen af en række EU-regler, der kommer ofrene til gode, nemlig direktivet om ofres rettigheder fra 2012 og direktivet om erstatning fra 2004, og nu dokumentet "For en ny EU-strategi for ofres rettigheder 2020-2025".

2.2Kommissionens mål med vedtagelsen af den første EU-strategi for ofres rettigheder er, at alle ofre for kriminalitet kan være sikre på, at deres rettigheder vil blive respekteret fuldt ud, uanset hvor i EU forbrydelsen fandt sted.

2.3Strategien indeholder en række tiltag for de næste fem år med fokus på to mål: først og fremmest at give ofre bedre mulighed for at anmelde kriminalitet, kræve erstatning og i sidste ende komme sig over følgerne og dernæst at samarbejde med alle de relevante aktører for ofres rettigheder.

2.4Strategien indeholder også en række tiltag for Kommissionen samt medlemsstaterne og civilsamfundet for de næste fem år.

2.5Strategien er baseret på fem hovedprioriteter: 1. effektiv kommunikation med ofrene og et sikkert miljø ved anmeldelse af kriminalitet, 2. bedre beskyttelse af og støtte til de mest sårbare ofre, 3. lettere adgang for ofrene til at opnå erstatning, 4. styrkelse af samarbejdet og koordineringen blandt aktører vedrørende ofres rettigheder og 5. styrkelse af den internationale dimension af ofres rettigheder.

3.Generelle bemærkninger

3.1Overordnet set vil strategiens fem prioriteter sandsynligvis skabe positive virkninger og bidrage effektivt til at støtte medlemsstaternes gennemførelse af de relevante EU-rammer. Dog bør flere centrale punkter samt tværgående spørgsmål omtales.

3.2Strategien indeholder begrænset vejledning om betydningen af at oprette eller, afhængigt af det enkelte tilfælde, øge rækkevidden og effektiviteten af anmeldelsesmekanismerne (uanset om de er formelle eller uformelle). Sådanne mekanismer bør integreres og være tilgængelige for alle kategorier af ofre uanset deres status i den pågældende EU-medlemsstat og bør tilpasses og være fleksible med hensyn til at opfylde de mest sårbares behov. Dette kræver øget behovsvurdering, dokumentation, dataindsamling og høringsprocesser som beskrevet i andre bemærkninger nedenfor.

3.3Selv om der i strategien flere gange henvises til de udfordringer, som sårbare grupper står over for, bør den også henvise til flygtninge og asylansøgere og erkende, at de som gruppe er mere udsatte i forhold til islamofobiske, racistiske, fremmedfjendske og andre typer af hadforbrydelser.

3.4Af strategien fremgår det, at "[o]frenes vanskeligheder med at få adgang til retsvæsenet [...] hovedsageligt [skyldes] manglende oplysninger og utilstrækkelig støtte og beskyttelse". Det er værd at fremhæve, at strategien bør indeholde yderligere oplysninger med hensyn til behovet for at gøre eksisterende bestemmelser og mekanismer ikke blot bedre kendt, men generelt mere tilgængelige (fra anmeldelse og selvidentificering til adgang til støtte eller klagemuligheder). Der kan ofte være behov for støtte i denne henseende, f.eks. socialarbejdere, personale, der tager sig af uledsagede migranter eller asylsøgende børn, eller børn i børnebeskyttelsesordninger, sundhedspersonale, personale inden for sundhedsplejen og psykiatrien, tolke for dem, der ikke taler det lokale sprog osv. Også for disse støttetjenester bør der være efteruddannelse, men som det er nu, er efteruddannelsen i de fleste tilfælde kun tiltænkt de retshåndhævende myndigheder og retsvæsenet.

3.5Selv om strategiens førsteprioritet helt klart er at sikre effektiv kommunikation med ofre for forbrydelser og trygge rammer for ofrenes anmeldelse af forbrydelser, er der stadig store problemer med at sikre, at der findes effektive, velfungerende og tilgængelige anmeldelses- og registreringssystemer, navnlig uformelle. Dette fremgår endda af strategien, hvori det fremhæves, at mange af de mest udsatte grupper og ofre ofte er tilbageholdende med at – og heller ikke kan – gå til myndighederne eller oplever andre hindringer for at foretage formelle anmeldelser (hos myndighederne). Selv om disse systemer ikke fører til strafferetlig efterforskning, kan de stadig give adgang til bestemte former for støtte og kan være relevante med hensyn til at levere data i lokale eller nationale sammenhænge – hvilket bør være nøglen til den politiske beslutningsproces – og til budgettering og planlægning af tjenester.

3.6Ligeledes synes der at være ringe eller ingen henvisninger i strategien til dokumentation eller dataindsamling. For at tilgodese ofres behov og etablere en ramme til sikring af ofres rettigheder, navnlig når det gælder ofre for visse former for kriminalitet – hadforbrydelser, seksuel og kønsbaseret vold osv. – kræves en indgående forståelse af den lokale og samfundsmæssige kontekst, adgang til befolkningsgrupper, behovsvurderinger og udvikling af målrettede politiske og praktiske løsninger. I strategien bør man derfor generelt opmuntre landene – måske ved hjælp af en tværgående metode – til at fremme dataindsamling og høring af samfundsgrupper, ofre og potentielle ofre samt gennemføre behovsvurderinger med kortlægning af bedste praksis i samarbejde med civilsamfundsorganisationer som rettesnor for den politiske beslutningstagning og institutionelle opgaver.

3.7Et sidste punkt, der skal fremhæves i forbindelse med indsamling af data, er, at de centrale myndigheder (politiet/domstolene/anklagemyndigheden) er nødt til at indføre effektive systemer, der gør det muligt, at oplysninger om ofre for forbrydelser kan indsamles og analyseres systematisk og anvendes i forbindelse med udformningen af målrettede modforanstaltninger. I øjeblikket indsamler kun få EU-medlemsstater disaggregerede data om kriminalitetsofrenes profiler. Sådanne oplysninger ville være nyttige i en analyse af tendenser og mønstre og kunne bidrage til udformningen af forebyggende aktiviteter, informationskampagner, anmeldelsesværktøjer, identifikations- og reaktionsmekanismer og støttetjenester.

3.8Endvidere er det i mange EU-medlemsstater svært at vurdere omfanget af fænomener som hadforbrydelser som følge af manglende adgang til anmeldelsessystemer, alt for formelle systemer til registrering af hændelser og/eller klager (som måske kun er tilgængelige for politiet og/eller anklagemyndigheden) og mangel på visse kriterier og retningslinjer for dataindsamling med hensyn til ofre. Et fælles syn på dataindsamling vedrørende ofre for kriminalitet, som kan tilvejebringes gennem denne strategi, vil give bedre og mere målrettede svar. Dette hænger også sammen med andre initiativer fra Kommissionen, og hvordan de kan gennemføres (såsom i forbindelse med racisme og fremmedhad), da disse sandsynligvis også påvirkes negativt af manglen på data eller korrekt analyse deraf.

3.9Med hensyn til anmeldelser er det vigtigt at præcisere, at strategien ser på alle tre søjler, som er relevante for at sikre ofres rettigheder: a) identifikation (af ofre for forbrydelser), hvilket kan gøres gennem formelle og uformelle anmeldelsesmekanismer som nævnt i en tidligere kommentar, b) forebyggelse og c) reaktion.

3.10Det er en kærkommen udvikling, at strategien indeholder flere henvisninger til vigtigheden af, at "relevante fagfolk kommunikerer med ofrene på en måde, der er tilpasset deres særlige behov". Men for at kunne gennemføre dette på passende vis bør der indføres en mekanisme samt kapacitetsopbyggende ordninger for relevante fagfolk, som giver dem mulighed for at foretage korrekt identifikation og skabe forståelse for de særlige behov. Uden denne identifikation er det ikke muligt at nå målet om at sikre en reaktion, der opfylder de særlige behov. En sådan mekanisme kræver koordinering mellem myndigheder, civilsamfundsorganisationer og græsrods- eller lokalsamfundsorganisationer. Dette vil ikke blot føre til, at flere forbrydelser anmeldes af personer fra særligt sårbare grupper og registreres, og bidrage til opbygning af sager, men vil også øge de nationale systemers overordnede mulighed for at kortlægge ofrenes behov og give relevante henvisninger og individualiserede reaktioner. Strategien bør derfor omfatte fokus på eller præcisering af midlerne til at forbedre identifikationen af de særlige behov blandt ofre for forbrydelser.

3.11Hvad angår ovennævnte punkt, indeholder strategien flere henvisninger til ofre med "særlige behov", som "bør have adgang til specialiseret støtte og beskyttelse". I denne forbindelse bør nationale aktører gennem strategien tilskyndes til at indføre identifikations- og evalueringsmekanismer for særlige behov, hvilket også vil medføre regelmæssige udvekslinger med andre eksisterende relevante identifikationsmekanismer som f.eks. mekanismen til bekæmpelse af menneskehandel. Dette ville give mulighed for udveksling af ekspertise mellem flere organer og en bedre, mere omfattende og helhedsorienteret indsats, der passer til de særlige behov, som er identificeret.

3.12Alle tjenester såvel som oplysningskampagner om ofres rettigheder skal ligeledes baseres på behovsvurderinger og høringer af befolkningsgrupper. Ved udformningen af den slags oplysningskampagner bør der ikke kun lægges særlig vægt på børneofre, ældre eller ofre med handicap, men også på behovene hos f.eks. flygtninge, asylansøgere og migranter, der udsættes for kriminalitet og som også kan stå over for alvorlige hindringer for adgang til information, anmeldelse eller støttetjenester, herunder intersektionel forskelsbehandling.

3.13Fokus på undervisning er afspejlet i hele strategien, og det er helt sikkert nøglen til at sikre, at systemerne fungerer gnidningsløst, og beskytte ofres rettigheder. Hvis vi imidlertid erkender følgerne af visse former for kriminalitet, navnlig hadforbrydelser, cyberkriminalitet, kønsbaseret vold og kriminalitet, der berører børn, bør uddannelsesaktiviteter ikke kun være tilgængelige for de retslige myndigheder og politiet. Der bør også sættes fokus på at forbedre kompetencerne hos dem, der først kommer i kontakt med ofrene - det kan være socialarbejdere, lærere, personer, der beskæftiger sig med beskyttelse af børn, personale ved instanser for modtagelse eller tilbageholdelse af immigranter eller grænsepoliti. Dette gælder navnlig i forbindelse med blandet migration, herunder irregulær blandet migration mellem EU's medlemsstater, risikoen for at blive offer for udnyttelse og det stigende antal anmeldelser om vold ved grænserne og i asylmodtagelsescentre.

3.14Vi glæder os over, at der i direktivet om ofres rettigheder fra 2012 er fokus på genoprettende retfærdighed og den deraf følgende slutning, at sådanne tjenester primært bør tage hensyn til ofres interesser og behov, men strategien bør indeholde flere retningslinjer og et detaljeret overblik over, hvordan landene kan gennemføre kvalitetsstandarder og indføre tilgængelige, rimelige og effektive værktøjer til at støtte ofre i deres adgang til sådanne genoprettende tjenester.

3.15Selv om strategien indeholder enkelte eksempler på kønsbaseret vold, bør andre typer af seksuel og kønsbaseret vold også erkendes og præciseres, som eksempelvis skadelig traditionel praksis såsom kønslemlæstelse af piger/kvinder, børneægteskaber osv. En udvidelse af denne liste vil bidrage til at øge bevidstheden om den slags praksis blandt de retshåndhævende myndigheder og andre relevante fagfolk.

3.16Det foreslåede EU-netværk til forebyggelse af kønsbaseret vold og vold i hjemmet, som der henvises til i strategien, bør have udvidet sin rolle, så den også omfatter mål og resultater vedrørende identifikation og afhjælpning af denne type kriminalitet (hvilket navnlig er relevant, når den har en tværnational komponent).

3.17Kønsbaseret vold og chikane i arbejdslivet betragtes som en krænkelse af eller brud på menneskerettighederne og er en trussel mod den menneskelige værdighed, fremme af anstændigt arbejde og adgang til og fremskridt på arbejdsmarkedet. De europæiske arbejdsmarkedsparter underskrev i et forsøg på at løse dette problem en selvstændig aftale i 2007, som skal gennemføres fuldt ud på nationalt plan i medlemsstaterne. I anledning af ILO's 100 år blev konvention nr. 190 – konventionen om vold og chikane – vedtaget i 2019, og den indeholder foranstaltninger til forebyggelse af voldshandlinger og til beskyttelse af ofre samt peger på værktøjer til effektiv håndhævelse og retsmidler samt vejledning, undervisning og oplysningsinitiativer. EØSU opfordrer EU-institutionerne til at fremme en hurtig ratificering af denne konvention i medlemsstaterne og koordinere eventuelle opfølgende aktiviteter på europæisk plan.

3.18Når menneskehandel tages op i strategien, skal den virkning, som menneskehandel og udnyttelse har på ikke-EU-borgere, også erkendes. Dette gælder også for strategiens vigtige tiltag, idet disse også bør fokusere på at vurdere, i hvor stort omfang de mekanismer, der er for ofre for menneskehandel, også er tilgængelige for ikke-EU-borgere (såsom migranter, asylansøgere og flygtninge). Desuden bør strategien omfatte støtteforanstaltninger for at øge tilgængeligheden, effektiviteten og fleksibiliteten i mekanismer til at identificere og tackle menneskehandel for flygtninge, migranter og asylansøgere, der bliver ofre for ulovlig kriminalitet i forbindelse med menneskehandel.

3.19Når det drejer sig om kriminalitetsofres adgang til erstatning, bør man i strategien også bedre afspejle idéen om, at en sådan adgang skal være uafhængig af (eller uden hensyn til) offerets status i en EU-medlemsstat. Uheldigvis er asylansøgere, flygtninge og migranter ofte tilbageholdende med at søge erstatning, når de bliver ofre for kriminalitet, på grund af manglende information, manglende kyndige og tilgængelige støttetjenester eller frygt for repressalier eller negative virkninger for deres status. Hvis målet er at bemyndige ofrene, bør strategien ligeledes komme ind på disse bekymringer og sørge for målrettede aktioner til at slå bro over disse kløfter, som specifikke kategorier af ofre står over for. 

4.Særlige bemærkninger til de fem prioriteter i strategien

4.1Effektive metoder til kommunikation med ofre og trygge rammer for ofrenes anmeldelse af forbrydelser

4.1.1Et af de vigtige tiltag for Kommissionen vedrører uddannelsestiltag rettet mod retslige og retshåndhævende myndigheder. Men behovet for at sørge for efteruddannelse i, hvordan man håndterer ofre for forbrydelser, navnlig ofre for hadforbrydelser, er lige så relevant for socialarbejdere og for sundhedspersonale. En sådan undervisning bør udtrykkeligt omfatte kurser i fordomme og stereotyper og afvikles i samarbejde med NGO'er, der yder støtte til forskellige sårbare grupper.

4.1.2Med hensyn til det vigtige tiltag for Kommissionen om at sørge for EU-finansiering til nationale organisationer, der yder støtte til ofre, og relevante lokalsamfundsorganisationer bør denne finansiering navnlig ydes med henblik på at udvikle støttetjenester som omfattende pakker – juridisk og psykologisk støtte til at hjælpe med at finde arbejde, når der er behov for det, nødboliger og støtte til medicinske udgifter.

4.1.3På medlemsstatsniveau er de foreslåede vigtige tiltag stadig på et meget generelt og temmelig retorisk niveau. Effektiv gennemførelse af direktivet sikres, såfremt de nationale myndigheder udvikler, vedtager og gennemfører metodiske standarder, der giver retslige og retshåndhævende myndigheder og sociale tjenester mulighed for at anerkende ofre for forbrydelser (navnlig ofre for hadforbrydelser) og yde passende støtte.

4.1.4Hvor de nationale myndigheder ikke allerede indsamler disaggregerede data om ofre for forbrydelser, bør dette prioriteres, eventuelt med støtte fra EU-finansiering.

4.1.5Medlemsstaterne bør indgå i de foreslåede vigtige tiltag om informationskampagner om rettigheder, og mulighederne for at anmelde forbrydelser starter i skolerne med folkeoplysning. De nationale myndigheder bør sørge for, at de nationale obligatoriske læseplaner indeholder oplysninger om rettigheder, nationale menneskerettighedsinstitutioner og tilgængelige beskyttelsesmekanismer, som er tilpasset elevernes forståelse.

4.1.6For at give NGO'er mulighed for at deltage i undervisningsaktiviteter med myndighederne og samtidig inddrage værdifulde erfaringer fra modtagerne og de eksperter, som hjælper ofre for forbrydelser, er det vigtigt, at dette bidrag anerkendes og belønnes gennem institutionelle partnerskaber 2 .

4.2Forbedring af støtten til og beskyttelsen af de mest udsatte ofre

4.2.1Med hensyn til det foreslåede vigtige tiltag for at Kommissionen støtter ofre med særlige behov såsom børn, ofre for kønsbaseret vold eller vold i hjemmet, ofre for racistiske og fremmedfjendske hadforbrydelser, LGBTI+-ofre for hadforbrydelser, ældre ofre og ofre med handicap bør støtten til særligt sårbare grupper starte med at anerkende dem og de særlige karakteristika ved deres status, som ofte fører til, at de gøres til ofre. Dette vil betyde, at der vedtages afledt ret og udvikles uddannelsespakker, der forklarer de særlige forhold, der gør sig gældende for de forskellige mest sårbare grupper, og metoder til at interviewe dem, så man undgår gentraumatisering og vejleder i, hvordan man tager kontakt til de samfund, hvor dette er tilfældet.

4.2.2Med hensyn til det vigtige tiltag om at få Kommissionen til at gennemføre vejledende principper om beskyttelse af og støtte til ofre for hadforbrydelser og hadefuld tale bør dette suppleres med oprettelsen af en EU-mekanisme til overvågning af effektive reaktioner på hadforbrydelser og hadefuld tale gennem EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder, som kan videreudvikle sin nuværende dataindsamlingsmekanisme, så den omfatter nationale anmeldelser og tidlig varsling.

4.2.3Angående det foreslåede vigtige tiltag for medlemsstater, der bygger på erfaringerne fra covid‑19-pandemien, navnlig tiltaget, der har til formål at sikre, at ofre for kønsbaseret vold og vold i hjemmet har adgang til støtte og beskyttelse, og oprette integrerede og målrettede specialhjælpetjenester for de mest sårbare ofre, herunder sikkert husly for børn, familier, kvinder, der er ofre for kønsbaseret vold og LGBTI-personer + har erfaringerne med covid-19 i visse medlemsstater endnu en gang vist, at myndighederne er dårligt rustet til at skaffe husly eller nødboliger på kort sigt, navnlig uden for hovedstæderne. Det er nødvendigt at etablere nødboliger, sikre boliger og støttecentre samt levere integrerede støttetjenester, og dette kræver samarbejde med de nationale myndigheder og private aktører samt EU-finansiering.

4.3Lettere adgang for ofrene til at opnå erstatning

4.3.1En af de relevante aktører er EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), som gennem sit netværk af uafhængige eksperter fra medlemsstaterne (FRANET) foretager en årlig analyse af den lovgivning og de politikker, som er vedtaget, for at sikre at ofres rettigheder beskyttes, og som også kan udarbejde tematiske rapporter. I kraft af sit mandat kan FRA fremme lovende praksis og organisere arrangementer, hvor de erstatningsydende myndigheder kan udveksle idéer og styrke samarbejdet.

4.4Styrkelse af samarbejdet og koordinationen mellem alle relevante aktører

4.4.1Med hensyn til det foreslåede tiltag for medlemsstaterne om opbygning af et samfund, der er mere modstandsdygtigt ved i højere grad at inddrage civilsamfundet i nationale tiltag er begrebet "inddrage civilsamfundet" alt for bredt – politiforbund, fængselsvagter, civilbeskyttelses-/forsvarsorganisationer samt kirker regnes også med i civilsamfundet. Det er vigtigt, at de dele af civilsamfundet, som arbejder direkte med ofre for forbrydelser, deltager aktivt.

4.4.2EU har undertegnet Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (Istanbulkonventionen), men på nationalt plan, kritiseres Istanbulkonventionen i visse medlemsstater, hvor forbehold og fortolkninger fremføres som svar på en ny retorik om "traditionelle værdier", der beskriver køn, kønsbaseret vold og kønsidentitet som konstruktioner, der undergraver nationale identiteter og fremstiller vold i hjemmet som et privat anliggende. EU spiller en grundlæggende rolle med hensyn til at beskytte Istanbulkonventionen. Selv om det er op til medlemsstaterne at udvikle og forbedre den nationale lovgivning, kan EU oplyse om betydningen af beskyttelse mod kønsbaseret vold. Dette kan også opnås ved at øremærke finansiering til udvikling af faglige moduler i uddannelsen af jurister, til fremme af udvekslinger og støtte til NGO'er, som fører kampagner og udfører lobbyarbejde, og samtidig yde støtte til ofre for kønsbaseret vold.

4.5Styrkelse af den internationale dimension af ofres rettigheder

4.5.1Koordination på tværs af alle EU-institutioner og -agenturer i gennemførelsen af strategien er afgørende for, at EU kan tage føringen i Europarådets og FN's aktiviteter for ofre.

4.5.2EU bør benytte sig af internationale programmer til at finansiere aktiviteter uden for EU, som skal støtte udvikling af lovgivning, politikker og tjenester, herunder gennem finansiering til kapacitetsopbyggende aktiviteter, som omfatter alle ofre for forbrydelser.

5.EU-finansiering

5.1Det er kun en meget lille brøkdel af EU's budget, som går til spørgsmål vedrørende ofre. Dette står i modsætning til omkostningerne ved forbrydelser for ofrene og samfundet. Med tanke på den store betydning og gennemgribende karakter af spørgsmålene vedrørende ofre bør Kommissionen udvikle en strategisk tilgang til økonomisk støtte til ofre, hvor man afdækker de områder, der sandsynligvis vil drage størst mulig fordel af EU-finansiering, og hvor integreringen af prioritering af ofre koordineres på tværs af EU's forskellige finansieringsprogrammer, herunder programmer, der gennemføres på nationalt og internationalt plan 3 .

5.2Finansiering er alfa og omega og bør ydes ved hjælp af en ikkeprojektbaseret tilgang og på længere sigt gennem en blanding af EU-finansiering og national finansiering.

Bruxelles, den 9. september 2020

Christa Schweng
Formand for Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab

_____________

(1)      Med hensyn til bl.a. dataindsamling og dokumentations- og anmeldelsesmekanismer samt adgang til finansiering, men også indførelse af bæredygtige lokale systemer til støttetjenester.

(2)      Efter Menneskerettighedsdomstolens afgørelse fra 2016 i sagen MC og AC mod Rumænien (om en homofobisk hadforbrydelse) og aktuelt under nøje overvågning af Europarådets Ministerråd tilbyder NGO'en ACCEPT Romania, som støttede sagsøgerne i sagen, eksempelvis løbende gratis undervisning til Romanian Institute for Studies of Public Order (ISOP). Denne undervisning omfatter en præsentation af lovgivning mod forskelsbehandling, bestemmelser om hadforbrydelser og hvad seksuel orientering og kønsidentitet betyder, og består af praktiske kurser, simuleringer og "levende biblioteker", hvor tre eller fire medlemmer af LGBTI-samfundet deltager i en time i løbet af dagen og deler deres erfaringer med de retshåndhævende myndigheder. Dette er en enorm menneskelig og logistisk indsats, som leveres af de frivillige i NGO'en og dens tilknyttede eksperter. Den virkelige udfordring ligger imidlertid i den manglende bæredygtighed og den begrænsede effekt af kurserne. Kun en lille gruppe på 20-30 personer deltager i denne undervisning ud af de hundredvis af nyansatte eller de tusindvis af ansatte i indenrigsministeriet. Løsningen ville være at prioritere udviklingen af den interne kapacitet i de nationale retslige og retshåndhævende myndigheder ved at gennemføre sådanne kurser som en integreret del af den faglige videreuddannelse.

(3)    Victim Support Europe, roadmap for the victims' rights strategy for 2020-2024.