Valige katsefunktsioonid, mida soovite proovida

See dokument on väljavõte EUR-Lexi veebisaidilt.

Dokument C(2025)3317

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) …/… om en undtagelse fra gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 vedrørende indførsel til Unionens område af stiklinger uden rod til plantning af Calibrachoa spp., Petunia spp. og hybrider deraf fra Kenya

C/2025/3317 final

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) …/…

af 2.6.2025

om en undtagelse fra gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 vedrørende indførsel til Unionens område af stiklinger uden rod til plantning af Calibrachoa spp., Petunia spp. og hybrider deraf fra Kenya

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF 1 , særlig artikel 30, stk. 1, og artikel 42a, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ved artikel 7 sammenholdt med punkt 18 i bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 2 forbydes indførsel til Unionen af planter til plantning af Solanaceae-familien fra visse tredjelande.

(2)Flere medlemsstater har udtrykt interesse for at importere stiklinger uden rod til plantning af Calibrachoa spp. og Petunia spp. og hybrider deraf ("de specificerede planter") fra Kenya, hvorfra indførsel er forbudt på nuværende tidspunkt. Disse medlemsstater har indgivet et teknisk dossier, som omfatter procedurerne for produktion af de specificerede planter.

(3)I april 2024 vedtog Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet ("autoriteten") en videnskabelig udtalelse om varerisikovurderingen af Petunia spp.- og Calibrachoa spp.-planter uden rod fra Kenya 3 .

(4)Autoriteten identificerede Aleurodicus dispersus Russell, Bemisia tabaci Genn. (ikke-europæiske populationer), Cowpea mild mottle virus, Liriomyza huidobrensis (Blanchard), Liriomyza sativae Blanchard, Liriomyza trifolii (Burgess), Nipaecoccus viridis (Newstead), Pepper veinal mottle virus, Phenacoccus solenopsis Tinsley, Potato leafroll virus, Potato spindle tuber viroid, Ralstonia pseudosolanacearum Safni et al., Ralstonia solanacearum (Smith) Yabuuchi et al. Emend. Safni et al., Scirtothrips dorsalis Hood, Tetranychus neocaledonicus André, Tomato mild mottle virus, Tomato spotted wilt virus, Tomato yellow leaf curl virus, Tomato yellow ring virus og Xanthomonas vesicatoria (ex Doidge) Vauterin et al. som skadegørere, der er relevante for de specificerede planter.

(5)Autoriteten evaluerede de risikobegrænsende foranstaltninger, der er beskrevet i dossieret for de identificerede skadegørere, og vurderede sandsynligheden for, at de specificerede planter ville være fri for disse skadegørere.

(6)På grundlag af denne udtalelse bør de nødvendige foranstaltninger til at imødegå risikoen ved nævnte skadegørere vedtages som plantesundhedsmæssige importkrav for at sikre, at den plantesundhedsmæssige risiko ved indførslen af planterne til Unionen reduceres til et acceptabelt niveau.

(7)Bemisia tabaci Genn. (ikke-europæiske populationer), Cowpea mild mottle virus, Liriomyza sativae Blanchard, Potato leafroll virus, Ralstonia pseudosolanacearum Safni et al., Ralstonia solanacearum (Smith) Yabuuchi et al. Emend. Safni et al., Scirtothrips dorsalis Hood og Tomato mild mottle virus er opført som EU-karantæneskadegørere i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072. Liriomyza huidobrensis (Blanchard) og Liriomyza trifolii (Burgess) er opført som beskyttede zone-karantæneskadegørere i bilag III til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072. Eftersom de specificerede planter på nuværende tidspunkt har forbud mod indførsel til Unionens område, er de ikke omfattet af de særlige krav i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072.

(8)Potato spindle tuber viroid, Tomato spotted wilt virus, Tomato yellow leaf curl virus og Xanthomonas vesicatoria (ex Doidge) Vauterin et al. er opført i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 som EU-regulerede ikke-karantæneskadegørere for andre varer end planter af Petunia spp. og Calibrachoa spp.Eftersom disse skadegørere ikke er identificeret som en skadegører med en økonomisk virkning på produktionen af Petunia spp. og Calibrachoa spp. på Unionens område, bør de ikke betragtes som specificerede skadegørere med henblik på denne forordning.

(9)Phenacoccus solenopsis Tinsley er ikke opført som en EU-karantæneskadegører i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072, og der er ikke observeret nogen betydelige indvirkning på værtsplanter, som er inficeret med den skadegører på Unionens område. Der er derfor ikke behov for importkrav med hensyn til denne skadegører.

(10)Aleurodicus dispersus Russell, Nipaecoccus viridis (Newstead), Pepper veinal mottle virus, Tetranychus neocaledonicus André og Tomato yellow ring virus er ikke opført på listen over EU-karantæneskadegørere. I henhold til autoritetens udtalelse betragtes disse skadegørere som relevante for de specificerede planter. På det grundlag har Kommissionen konkluderet, at de opfylder kriterierne i afsnit 3, underafsnit 2, i bilag I til forordning (EU) 2016/2031, og at de således er omfattet af foranstaltningerne i artikel 30, stk. 1, i nævnte forordning.

(11)For at sikre, at indførsel af de specificerede planter ikke udgør en risiko for indførsel af de specificerede skadegørere til Unionens område, bør planterne dyrkes af planter med oprindelse i Unionens område for at hindre forekomsten af skadegørere i udgangsmaterialet.

(12)Produktion af de specificerede planter bør finde sted på produktionsanlæg, som er godkendt af Kenyas nationale plantesundhedsmyndighed til produktion af de specificerede planter til eksport til Unionen, og som er identificeret med en unik sporbarhedskode, som gør de kompetente myndigheder i stand til at identificere det produktionssted, hvorfra de specificerede planter kommer, i tilfælde af at der konstateres en forekomst af en specificeret skadegører på en specificeret plante på Unionens område.

(13)Endvidere bør de dyrkes under fysisk beskyttelse og inspiceres forud for eksporten for at sikre, at de specificerede planter er fri for de specificerede skadegørere.

(14)Eftersom symptomerne på forekomst af de specificerede skadegørere endnu ikke nødvendigvis er synlig på de stiklinger uden rod, som indføres i Unionen, bør de specificerede planter efter indførsel i Unionens område plantes og slå rod hos professionelle operatører, som specifikt er godkendt til at udstede plantepas for disse planter med oprindelse i Kenya, eller professionelle operatører for hvem de kompetente myndigheder udsteder plantepas, idet de er underlagt regelmæssige officielle inspektioner. Professionelle operatører, som skal dyrke de specificerede planter eller få dem til at slå rod, bør underrette de kompetente myndigheder, inden de modtager de specificerede planter, så myndighederne rettidigt kan planlægge de officielle inspektioner.

(15)For at forhindre, at de specificerede planter første gang flyttes til anlæg tilhørende professionelle operatører, som ikke er godkendt til at udstede plantepas for de specificerede planter, bør importøren fremlægge et dokument udstedt af den kompetente myndighed, som bekræfter, at planterne skal flyttes til anlæg tilhørende professionelle operatører, som i henhold til artikel 89, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, er godkendt til specifikt at udstede plantepas for planter med rod eller dyrket fra de specificerede planter, eller til anlæg tilhørende professionelle operatører for hvem de kompetente myndigheder udsteder plantepas for de specificerede planter.

(16)Eftersom der til dato ikke er indført nogen af de specificerede planter til Unionens område, og der endnu ikke er nogen erfaring med denne handel, udgør de specificerede planter en plantesundhedsmæssig risiko, som endnu ikke er vurderet fuldt ud. Derfor bør kravene i denne forordning være midlertidige, jf. artikel 42a, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031.

(17)Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder –

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1 
Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)"specificerede skadegørere": Aleurodicus disperses Russell, Bemisia tabaci Genn. (ikke-europæiske populationer), Cowpea mild mottle virus, Liriomyza huidobrensis (Blanchard), Liriomyza sativae Blanchard, Liriomyza trifolii (Burgess), Nipaecoccus viridis (Newstead), Pepper veinal mottle virus, Potato leafroll virus, Ralstonia pseudosolanacearum Safni et al., Ralstonia solanacearum (Smith) Yabuuchi et al. Emend. Safni et al., Scirtothrips dorsalis Hood, Tetranychus neocaledonicus André, Tomato mild mottle virus og Tomato yellow ring virus

2)"specificerede planter": stiklinger uden rod til plantning af Calibrachoa spp. og Petunia spp. og hybrider deraf, som er dyrket i Kenya og nedstammer i lige linje fra moderplanter, der er importeret fra Unionen.

Artikel 2 
Undtagelse fra forbuddet mod indførsel af de specificerede planter til Unionens område

Som en undtagelse fra punkt 18 i bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 er det tilladt at indføre de specificerede planter til Unionens område, forudsat at de opfylder betingelserne i artikel 3 i nærværende forordning.

Artikel 3 
Krav til indførsel af de specificerede planter på og deres flytning inden for Unionens område

1.De specificerede planter må kun indføres til Unionen, hvis alle følgende krav er opfyldt:

a)Inden handelen påbegyndes, skal Kenyas nationale plantesundhedsmyndighed skriftligt have meddelt Kommissionen listen over hvilke foranstaltninger, der har til formål at sikre opfyldelsen af kravene i punkt 1 i bilag I.

b)Kenyas nationale plantesundhedsmyndighed indgiver inden den 31. december hvert år en liste over produktionsanlæg med deres respektive sporbarhedskoder, som er godkendt til eksport af de specificerede planter til Unionen det følgende kalenderår, til Kommissionen og meddeler straks enhver ændring af denne liste.

c)Kenyas nationale plantesundhedsmyndighed indgiver senest den 31. marts hvert år en årsrapport over aktiviteter udført i det foregående kalenderår med alle de elementer, der er fastsat i punkt 2 i bilag I, til Kommissionen.

2.Med henblik på at indføre de specificerede planter til Unionens område, skal den importerende professionelle operatør fremlægge et dokument udstedt af den kompetente myndighed, som bekræfter, at den professionelle operatør, der modtager de specificerede planter, opfylder kravene i stk. 3.

3.Når først de er indført til Unionen må de specificerede planter kun flyttes til:

a)anlæg tilhørende professionelle operatører, som i henhold til artikel 89, stk. 1, i forordning (EU) 2016/2031, har specifik godkendelse til at udstede plantepas for planter med rod eller dyrket fra de specificerede planter eller

b)anlæg tilhørende professionelle operatører, for hvem de kompetente myndigheder udsteder plantepas for de specificerede planter.

Inden de modtager de specificerede planter, meddeler de i første afsnit omhandlede professionelle operatører de kompetente myndigheder de pågældende planters forventede ankomstdato, og de opbevarer den sporbarhedskode, der er omhandlet i punkt 1, litra c), nr. iii), i bilag I.

4.Planter med rod, eller som er dyrket fra de specificerede planter, opbevares separat fra alle andre planter, som er modtagelige for de specificerede skadegørere. De skal underkastes officielle inspektioner mindst én gang, inden de flyttes første gang ud af den pågældende professionelle operatørs anlæg og så tæt som muligt på tidspunktet for deres flytning. Disse inspektioner skal, hvis der er mistanke om en infektion, omfatte prøveudtagning og molekylær testning for Cowpea mild mottle virus, Pepper veinal mottle virus, Potato leafroll virus, Tomato mild mottle virus og Tomato yellow ring virus.

I tilfælde af forekomst af de specificerede skadegørere på planter med rod, eller som er dyrket fra de specificerede planter, skal alle planter med rod, eller som er dyrket fra samme parti af specificerede planter øjeblikkelig destrueres, og hvis det er relevant skal de respektive anlæg rengøres og desinficeres.

5.Medlemsstaterne skal øjeblikkelig meddele Kommissionen og de andre medlemsstater eventuelle forekomster af de specificerede skadegørere på de specificerede planter eller på planter med rod, eller som er dyrket fra de specificerede planter. Kommissionen underretter øjeblikkelig Kenyas nationale plantesundhedsmyndighed herom.

Hvis Kenyas nationale plantesundhedsmyndighed underrettes om forekomsten af en specificeret skadegører på specificerede planter eller på planter med rod, eller som er dyrket fra de specificerede planter, må det produktionsanlæg, som disse planter stammer fra, ikke længere godkendes til eksport til Unionen, og Kenyas nationale plantesundhedsmyndighed skal straks fjerne det pågældende produktionsanlæg fra listen over godkendte produktionsanlæg, som er omhandlet i stk. 1, litra b), indtil det er påvist, at det igen er frit for skadegørere.

Artikel 4 
Ændring af bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072

Bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 ændres som anført i bilag II til nærværende forordning.

Artikel 5 
Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse indtil den 30. april 2028.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2.6.2025.

   På Kommissionens vegne

   Formand
   Ursula VON DER LEYEN

(1)

   EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4, ELI:  http://data.europa.eu/eli/reg/2016/2031/oj .

(2)    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 af 28. november 2019 om ensartede betingelser for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 for så vidt angår beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 690/2008 og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/2019 (EUT L 319 af 10.12.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/2072/oj ).
(3)    EFSA PLH Panel (EFSA's ekspertpanel for plantesundhed), 2024, Commodity risk assessment of Petunia spp. and Calibrachoa spp. unrooted cuttings from Kenya. EFSA Journal 2024;22:e8742. https://doi.org/10.2903/j.efsa.2024.8742 .
Üles

DA

BILAG

BILAG I

Krav omhandlet i artikel 3 om indførsel af de specificerede planter til Unionens område

1.    De specificerede planter må kun indføres til Unionens område, hvis de opfylder alle følgende krav:

a)    de er produceret på produktionsanlæg, som:

I)er opført af Kenyas nationale plantesundhedsmyndighed på listen over godkendte produktionsanlæg, der er anerkendt som værende frie for de specificerede skadegørere, og som har tilladelse til at eksportere de specificerede planter til Unionen

II)er identificeret ved en unik sporbarhedskode, som optræder på den i nr. i) omtalte liste

III)er fysisk isoleret mod insekter med dobbeltdøre, hvor den anden dør først åbner, når den første dør er fuldstændig lukket, og er udstyret med et system til at sikre hygiejne- og desinfektionsprocedurer for personale, udstyr og alle produktionsprocesser

IV)har et system til levering af overrislingsvand, der er frit for skadegørere, og som minimum er underlagt to årlige officielle inspektioner, herunder molekylær testning, for at sikre at Ralstonia pseudosolanacearum Safni et al., og Ralstonia solanacearum (Smith) Yabuuchi et al. Emend. Safni et al. ikke forekommer

V)udelukkende anvendes til produktion af de specificerede planter, eller andre planter, som opfylder krav i EU-retten om plantesundhed, og som er fuldstændig rengjort og desinficeret, inden nye specificerede planter indføres

VI)har hylder til at opbevare potterne mindst 50 cm over underlaget

VII)er udstyret med et system til at føre register over alle processer, herunder producerede partier og procedurerne til kontrol med de specificerede skadegørere i løbet af hver produktionscyklus

VIII)ved forekomst af en specificeret skadegører fjernes fra listen over produktionsanlæg, som omhandlet i nr. i), indtil det igen er frit for skadegørere, og først derefter godkendes til produktion og eksport af dette materiale

b)    de er:

I)dyrket i Kenya og nedstammer i lige linje fra moderplanter importeret fra Unionen

II)produceret ved hjælp af vækstmedier og potter, som enten er nye eller udsættes for en behandling til at sikre mod forekomsten af jordbårne organismer og specificerede skadegørere, inden de anvendes i produktionsprocessen

III)overvåget med fælder for forekomsten af insekter af uddannet personale

IV)genstand for ugentlige visuelle undersøgelser foretaget af uddannet personale for at sikre, at de specificerede skadegørere eller symptomer herpå ikke forekommer

V)underkastet behandling for skadegørere, hvor det er relevant

VI)genstand for molekylær testning forCowpea mild mottle virus, Pepper veinal mottle virus, Potato leafroll virus, Tomato mild mottle virus og Tomato yellow ring virus mindst én gang inden første parti af stiklinger uden rod eksporteres til Unionen i den pågældende produktionscykluseller oftere, når Bemisia tabaci Genn. eller lus eller thrips, der vides at overføre virus, konstateres i produktionsanlægget

c)    hvert parti af de specificerede planter fra hvert produktionsanlæg er inden eksport:

I)underkastet en officiel inspektion for forekomsten af de specifikke skadegørere ved hjælp af en prøveudtagningsmetode, der giver mulighed for at påvise som minimum en angrebsgrad på 1 % med et konfidensniveau på 99 % i overensstemmelse med den internationale standard for plantesundhedsforanstaltninger ISPM 31, herunder molekylær testning for Cowpea mild mottle virus, Pepper veinal mottle virus, Potato leafroll virus, Tomato mild mottle virus og Tomato yellow ring virus, hvis der er en mistanke om infektion

II)transporteret fra produktionsanlægget til en opbevarings-, køle- eller emballeringsfacilitet på produktionsstederne på en sådan måde, at smitte med de specificerede skadegørere undgås

III)pakket i kasser, hvor hver kasse har en mærkeseddel med produktionsanlæggets sporbarhedskode

d)    de er ledsaget af et plantesundhedscertifikat udstedt af Kenyas nationale plantesundhedsmyndighed, som attesterer overensstemmelse med kravene i denne forordning, og omfatter i rubrikken Tillægserklæring:

I)navn(ene) på de godkendte produktionsanlæg, som planterne må stamme fra

II)sporbarhedskode(erne) på de godkendte produktionsanlæg, som planterne må stamme fra

III)erklæringen "Denne sending opfylder kravene i forordning (EU) xxx/xxx" [Publikationskontoret indsætter nummeret på denne forordning].

2.    Årsrapporten om foregående kalenderårs aktiviteter skal for hvert produktionsanlæg indeholde følgende:

a)antallet af specificerede planter eksporteret til Unionen

b)oversigten over officielle inspektioner foretaget inden eksport

c)registrering af forekomsten af de specificerede skadegørere

d)antallet af planter, der er destrueret på grund af en mistanke om angreb eller angreb af de specificerede skadegørere, og

e)hvilke foranstaltninger der er truffet for at sikre, at produktionsanlægget igen er frit for skadegørere, og for at forhindre, at de specificerede skadegørere kommer igen.



BILAG II

Ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072

I punkt 18 i bilag VI til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 affattes teksten i kolonnen "Beskrivelse" således:

"Planter til plantning af Solanaceae, bortset fra frø og planterne i række 15, 16 eller 17*

*undtagen følgende planter:

-stiklinger uden rod til plantning af Calibrachoa og Petunia og hybrider deraf fra Kenya, som kan indføres til Unionen med forbehold af kravene i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) .../... om en undtagelse fra gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 vedrørende indførsel til Unionens område af stiklinger uden rod til plantning af Calibrachoa spp., Petunia spp. og hybrider deraf fra Kenya [Publikationskontoret: Indsæt venligst EUT-reference]

-stiklinger uden rod til plantning af Calibrachoa og Petunia og hybrider deraf fra Guatemala, som kan indføres til Unionen med forbehold af kravene i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) .../... om en undtagelse fra gennemførelsesforordning (EU) 2019/2072 vedrørende indførsel til Unionens område af stiklinger uden rod til plantning af Calibrachoa spp., Petunia spp. og hybrider deraf fra Guatemala [Publikationskontoret: Indsæt venligst EUT-reference]"

Üles