Pasirinkite eksperimentines funkcijas, kurias norite išbandyti

Šis dokumentas gautas iš interneto svetainės „EUR-Lex“

Dokumentas C(2020)7549

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/… om ændring af delegeret forordning (EU) 2019/1122 for så vidt angår driften af EU-registret inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841

C/2020/7549 final

BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT

LULUCF-forordningen 1 blev vedtaget den 30. maj 2018. Med forordningen fastsættes der for første gang en forpligtelse i LULUCF-sektoren inden for rammerne af Unionens samlede forpligtelse til at nedbringe drivhusgasemissionerne: I artikel 4 i LULUCF-forordningen er det fastsat, at medlemsstaterne skal sikre, at deres regnskabsførte emissioner ikke overstiger optag i LULUCF-sektoren (reglen om neutralitet ("no-debit rule")). LULUCF-forordningen gør det lettere at opfylde "no-debit"-forpligtelsen, da medlemsstaterne får mulighed for at anvende fleksibilitet i LULUCF-sektoren og med hensyn til forordningen om indsatsfordeling (ESR) 2 . Medlemsstater, som ikke kan udligne sine emissioner i én arealopgørelseskategori med optag i en anden arealopgørelseskategori, kan opkøbe andre medlemsstaters overskudsoptag, eller alternativt anvende deres tildelinger inden for rammerne af ESR til det. På samme måde kan de medlemsstater, der kommer i debet for forvaltede skovarealer, på visse betingelser anvende fleksibiliteten for forvaltede skovarealer. Endelig har medlemsstaterne mulighed for – også her på visse betingelser – at flytte deres overskudsoptag for at opfylde deres forpligtelser inden for rammerne af ESR eller alternativt henlægge overskudsoptag til senere overholdelsesperioder. LULUCF-forordningen fastsætter, at Unionens særlige regnskabssystem skal gennemføres via EU-registret:

Den nye registerforordning, ESR-forordningen og LULUCF-forordningen skal læses i forbindelse med forordningen om forvaltning af energiunionen 3 , i hvis artikel 37 tidsplanen for overholdelsesrunderne er fastsat. Disse overholdelsesrunder bør starte efter den omfattende revurdering af de nationale opgørelsesdata, dvs. i 2027 for perioden 2021-2025 og i 2032 for perioden 2026-2030.

2.HØRINGER FORUD FOR RETSAKTENS VEDTAGELSE

Kommissionen oprettede den 27. marts 2018 en ekspertgruppe vedrørende klimapolitikken. Med henblik på udarbejdelsen af nærværende delegerede forordning holdt denne ekspertgruppe møder den 3. april 2018, den 18. maj 2018, den 11.-12. juni 2018 og den 3. juli 2018.

De dokumenter, der var relevante for møderne, blev fremsendt samtidig til Europa-Parlamentet og Rådet som fastsat i den fælles forståelse om delegerede retsakter, der er knyttet som bilag til den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning 4 . Ekspertgruppens bemærkninger er taget i betragtning ved udarbejdelsen af udkastet til den delegerede forordning.

Der blev desuden indhentet feedback vedrørende teksten til den delegerede forordning via portalen for bedre regulering i en periode på fire uger mellem den 9. januar og den 6. februar 2019. Der blev modtaget tre bidrag, som alle kom fra offentlige myndigheder. De modtagne bemærkninger indeholdt argumenter eller oplysninger, der svarede til hvad der allerede var blevet fremført under de omfattende drøftelser i Ekspertgruppen vedrørende Klimapolitikken, og Kommissionen fastholdt derfor teksten til den delegerede forordning i disse henseender.

3.JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT

Kapitlet "Transaktioner inden for rammerne af forordning (EU) 2018/841" fastsætter bestemmelser, der gør det muligt at gennemføre overholdelsen af LULUCF via EU-registret. Artikel 59t-59zb indeholder bestemmelser om indførelsen af de revurderede drivhusgasemissionsdata på LULUCF-overholdelseskontoen, beregningen af saldoen og fastlæggelsen af overholdelsesstatustallet for LULUCF-overholdelseskontoen for hver medlemsstat for hver LULUCF-overholdelsesperiode og for anvendelsen af afhjælpende foranstaltninger i henhold til artikel 11, stk. 2, og artikel 15, stk. 2, i LULUCF-forordningen. Derudover indeholder artikel 59x-59z i det samme kapitel bestemmelser, der har til formål at sikre en korrekt regnskabsføring af transaktioner med hensyn til udøvelsen af den fleksibilitet, der er omhandlet i artikel 11-13 i LULUCF-forordningen. I artikel 59w og 59x fastsættes navnlig bestemmelser om udstedelse af enheder for arealbaseret emissionsbegrænsning og for overførsel af sådanne enheder mellem LULUCF-overholdelseskonti og mellem LULUCF-overholdelseskonti og ESR-overholdelseskonti. I artikel 59y og 59z og i bilag XIV fastsættes de bestemmelser, der er nødvendige for gennemførelsen af fleksibiliteten for forvaltede skovarealer i henhold til artikel 13 i LULUCF-forordningen. Bilag XIII indeholder kravet om, at oplysninger, der vedrører LULUCF, skal offentliggøres.

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/…

af 6.11.2020

om ændring af delegeret forordning (EU) 2019/1122 for så vidt angår driften af EU-registret inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 af 30. maj 2018 om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 og afgørelse nr. 529/2013/EU 5 , særlig artikel 15, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1122 6 fastlægges reglerne for driften af EU-registret, som er oprettet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF 7 .

(2)Reglerne for EU-registret bør tilpasses for at muliggøre registrering af mængderne af regnskabsførte emissioner og optag i henhold til forordning (EU) 2018/841 og for at sikre korrekt regnskabsføring af transaktioner vedrørende anvendelsen af den fleksibilitet, der er omhandlet i artikel 11, 12 og 13 i samme forordning. EU-registret bør endvidere sikre, at der ikke foretages overførsler, som er uforenelige med de forpligtelser, der følger af forordning (EU) 2018/841.

(3)Der bør oprettes en overholdelseskonto for drivhusgasemissioner og drivhusgasoptag i tilknytning til arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug ("LULUCF-overholdelseskonto") for hver medlemsstat, og mængden af regnskabsførte emissioner og optag for hver arealopgørelseskategori bør registreres på denne konto. Hvis saldoen på medlemsstatens LULUCF-overholdelseskonto er positiv, skal EU-registret udstede enheder for arealbaseret emissionsbegrænsning på den pågældende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto i de mængder, der er fastlagt i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2018/841. Enhederne for arealbaseret emissionsbegrænsning skal udelukkende opføres på medlemsstaternes LULUCF-overholdelseskonti i EU-registret, og overførsel heraf på anmodning af medlemsstaten til medlemsstatens overholdelseskonto med henblik på overholdelse af forpligtelserne i henhold til forordning (EU) 2018/842 8 (ESR-overholdelseskonto) skal på bestemte betingelser være tilladt.

(4)For at fleksibiliteten for forvaltede skovarealer i henhold til artikel 13 i forordning (EU) 2018/841 kan tages i brug, skal der i EU-registret oprettes tildelinger for fleksibilitet for forvaltede skovarealer. Tildelingerne for fleksibilitet for forvaltede skovarealer skal registreres på den dertil oprettede EU-konto, og overførsel af sådanne tildelinger skal være muligt, hvis betingelserne i artikel 13 i forordning (EU) 2018/841 er opfyldt.

(5)EU-registret skal også muliggøre gennemførelsen af kontrollen af overholdelsen i henhold til forordning (EU) 2018/841 ved at fastlægge processerne for indførelsen af de revurderede drivhusgasemissionsdata på LULUCF-overholdelseskontoen, fastlæggelsen af overholdelsesstatustallet for LULUCF-overholdelseskontoen for hver medlemsstat for hver overholdelsesperiode som fastsat i forordning (EU) 2018/841 og for anvendelsen af afhjælpende foranstaltninger i henhold til artikel 11, stk. 2, og artikel 15, stk. 2, i forordning (EU) 2018/841.

(6)Delegeret forordning (EU) 2019/1122 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I delegeret forordning (EU) 2019/1122 foretages følgende ændringer:

(1)i anførselstegnene tilføjes følgende tekst:

"under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841
af 30. maj 2018 om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 og afgørelse nr. 529/2013/EU*, særlig artikel 15, stk. 1,

_________________________

EUT L 156 af 19.6.2018, s. 1."

(2)I artikel 2 tilføjes følgende stykke:

"Nærværende forordning finder også anvendelse på registrerede emissioner og registrerede optag og på enheder, der er udstedt i henhold til artikel 15 i forordning (EU) 2018/841."

(3)I artikel 3 foretages følgende ændringer:

(a)nr. 12) affattes således:

"12) "transaktion": en proces i EU-registret, der indebærer overførsel af en kvote, en årlig emissionstildelingsenhed, en enhed for arealbaseret emissionsbegrænsing eller en tildeling for fleksibilitet for forvaltede skovarealer fra en konto til en anden konto"

(b)Følgende indsættes som nr. 25), 26) og 27):

"25) "overholdelsesperiode for arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug" ("LULUCF-overholdelsesperiode"): en femårsperiode fra den 1. januar til den 31. december 2025 eller fra den 1. januar 2026 til den 31. december 2030, i hvilken medlemsstaterne skal regnskabsføre emissioner og optag af drivhusgasser for de arealopgørelseskategorier, der er omhandlet i artikel 2 i forordning (EU) 2018/841

26) "enhed for arealbaseret emissionsbegrænsning": fjernelse af et overskudsoptag i en medlemsstat som fastlagt i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2018/841, svarende til et ton kuldioxidækvivalent

27) "tildeling for fleksibilitet for forvaltede skovarealer": en del af et maksimalt kompensationsbeløb, der er til rådighed for medlemsstaterne inden for rammerne af fleksibiliteten for forvaltede skovarealer, jf. bilag VII til forordning (EU) 2018/841, svarende til et ton kuldioxidækvivalent."

(4)Artikel 4, stk. 2, affattes således:

"2. Medlemsstaterne anvender EU-registret med henblik på at opfylde deres forpligtelser i henhold til artikel 19 i direktiv 2003/87/EF, artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 og artikel 15 i forordning (EU) 2018/841. EU-registret stiller de processer, som er fastsat i nærværende forordning, til rådighed for nationale administratorer og kontohavere.

(5)Artikel 7, stk. 5, affattes således:

"5. Den centrale administrator, de kompetente myndigheder og de nationale administratorer gennemfører kun processer, som er nødvendige for udførelsen af deres respektive opgaver, jf. direktiv 2003/87/EF og forordning (EU) 2018/842 og (EU) 2018/841."

(6)Artikel 12 affattes således:

"Artikel 12 
Åbning af konti, der administreres af den centrale administrator

1. Den centrale administrator åbner alle ETS-administrationskonti i EU-registret, EU-AEA-totalmængdekontoen, sletningskontoen i henhold til forordning (EU) 2018/842 ("ESR-sletningskontoen"), EU-totalmængdekontoen (bilag II AEA), EU-ESR-sikkerhedsreservekontoen, en ESR-overholdelseskonto for hver medlemsstat for hvert år i overholdelsesperioden, EU-overholdelseskontoen for drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug ("EU-LULUCF-overholdelseskonto"), EU-LULUCF-sletningskontoen, EU-kontoen for total mængde tildelinger for fleksibilitet for forvaltede skovarealer ("EU-MFLFA-totalmængdekonto") og en LULUCF-overholdelseskonto for hver medlemsstat for hver LULUCF-overholdelsesperiode.

2. Den nationale administrator, som udpeges i medfør af artikel 7, stk. 1, fungerer som bemyndiget repræsentant for ESR-overholdelseskontiene og LULUCF-overholdelseskontiene."

(7)Følgende indsættes som artikel 27b:

"Artikel 27b

Lukning af LULUCF-overholdelseskontoen

1. Den centrale administrator lukker en LULUCF-overholdelseskonto tidligst en måned efter, at overholdelsesstatustallet for denne konto er fastlagt i henhold til artikel 59za og efter forudgående meddelelse til kontohaveren.

2. Den centrale administrator sikrer, at der i EU-registret foretages en overførsel af alle resterende enheder for arealbaseret emissionsbegrænsning (LMU'er), AEA'er eller tildelinger for fleksibilitet for forvaltede skovarealer fra de af medlemsstatens LULUCF-overholdelseskonti, hvor saldoen er positiv ved afslutningen, til EU-LULUCF-sletningskontoen."

(8)I afsnit IIA tilføjes følgende kapitel:

"KAPITEL 2

Transaktioner i henhold til forordning (EU) 2018/841

Artikel 59t 
Indførelse af de relevante LULUCF-data 

1. Når de relevante revurderede drivhusgasemissionsdata for en given overholdelsesperiode i henholdsvis 2027 og 2032 er tilgængelige, indlæser den centrale administrator på medlemsstatens LULUCF-overholdelseskonto rettidigt de mængder regnskabsførte emissioner eller regnskabsførte optag i hver arealopgørelseskategori, der er omhandlet i artikel 2 i forordning (EU) 2018/841, for den pågældende LULUCF-overholdelsesperiode.

2. Derudover registrerer den centrale administrator summen af de samlede regnskabsførte emissioner og samlede regnskabsførte optag i alle arealopgørelseskategorier i alle medlemsstater for en given overholdelsesperiode på EU-LULUCF-overholdelseskontoen.

Artikel 59u 
Beregning af saldoen for medlemsstaternes og EU's LULUCF-overholdelseskonti

Den centrale administrator sikrer ved indførelsen af de relevante LULUCF-data i henhold til artikel 59t, at EU-registret beregner saldoen for medlemsstaternes og EU's LULUCF-overholdelseskonti ved at trække den samlede mængde emissioner på den pågældende LULUCF-overholdelseskonto fra den samlede mængde optag på samme LULUCF-overholdelseskonto.

Artikel 59v 
Oprettelse af LMU'er

1. Hvis den i henhold til artikel 59u beregnede saldo på medlemsstatens LULUCF-overholdelseskonto er positiv, opretter den centrale administrator på den pågældende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto et antal LMU'er, der svarer til mængden af overskudsoptag.

2. LMU'er kan kun overføres til andre LULUCF-overholdelseskonti på de betingelser, der er fastsat i artikel 11 og 12 i forordning (EU) 2018/841, og til den pågældende medlemsstats ESR-overholdelseskonto på de betingelser, der er fastsat i artikel 59k i nærværende forordning.

Artikel 59w 
Overførsel af LMU'er mellem LULUCF-overholdelseskonti

1. Den centrale administrator sikrer, at EU-registret, på anmodning af en medlemsstat, der er indehaver af LMU'er, overfører den mængde LMU'er, der anmodes om, fra den anmodende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto til en af følgende konti:

(a)den pågældende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto for den anden LULUCF-overholdelsesperiode

(b)en anden medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto.

2. Overførslerne i stk. 1 foretages ikke, hvis medlemsstatens anmodning indgives efter, at overholdelsesstatustallet for den pågældende overholdelsesperiode er fastlagt.    

3. Den centrale administrator sikrer, at de LMU'er, der overføres i overensstemmelse med nærværende artikel, stk. 1, litra b), kun anvendes med henblik på at opfylde den modtagende medlemsstats forpligtelser i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2018/841. EU-registret spærrer enhver efterfølgende overførsel af LMU'er fra den modtagende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto til dens ESR-overholdelseskonto.

Artikel 59x 
Overførsler af LMU'er og AEA'er mellem LULUCF-overholdelseskontiene og ESR-overholdelseskontiene

1. Den centrale administrator sikrer, at EU-registret på LULUCF-overholdelseskontoen for den medlemsstat, der er indehaver af LMU'er, identificerer og fremlægger den mængde LMU'er, som kan overføres til medlemsstatens ESR-overholdelseskonto, ved at trække de LMU'er, som stammer fra de opgørelseskategorier, der i henhold til artikel 7 i forordning (EU) 2018/842 ikke kan overføres, fra den samlede mængde LMU'er på samme LULUCF-overholdelseskonto.

2. Den centrale administrator sikrer, at EU-registret, på anmodning af en medlemsstat, der er indehaver af LMU'er, overfører den mængde LMU'er, der anmodes om, fra den anmodende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto til dens ESR-overholdelseskonto. En sådan overførsel foretages ikke, hvis betingelserne i artikel 59k ikke er opfyldt.

3. Hvis den i henhold til artikel 59u beregnede saldo på medlemsstatens LULUCF-overholdelseskonto er negativ, sikrer den centrale administrator, at EU-registret på anmodning af den pågældende medlemsstat overfører den mængde AEA'er, der anmodes om, fra en af den anmodende medlemsstats ESR-overholdelseskonti til dens LULUCF-overholdelseskonto. En sådan overførsel foretages ikke i følgende tilfælde:

(a)medlemsstaten har anmodet om overførsel af en mængde AEA'er, der overstiger den mængde, der er nødvendig for at bringe den i henhold til artikel 59u beregnede saldo for den pågældende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto for en bestemt LULUCF-overholdelsesperiode på nul

(b)medlemsstatens anmodning indgives efter, at overholdelsesstatustallet for den pågældende overholdelsesperiode er fastlagt

(c)status for den pågældende ESR-overholdelseskonto tillader ikke overførslen.

4. Den centrale administrator sikrer, at AEA'er, der er overført i overensstemmelse med nærværende artikel, stk. 3, kun kan anvendes med henblik på at opfylde den modtagende medlemsstats forpligtelser i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2018/841. EU-registret spærrer enhver efterfølgende overførsel af AEA'er fra den modtagende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto til andre medlemsstaters LULUCF-overholdelseskonti.

Artikel 59y 
Oprettelse af tildelinger for fleksibilitet for forvaltede skovarealer (MFLFA'er)

1. Ved starten af LULUCF-overholdelsesperioden, fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2025, opretter den centrale administrator på EU-MFLFA-totalmængdekontoen en mængde MFLFA'er, som svarer til summen af den maksimale mængde MFLFA'er, der er til rådighed for alle medlemsstater for perioden fra 2021 til 2030 i henhold til bilag XIV.

2. MFLFA'er er kun gyldige til udligning af visse af de regnskabsførte emissioner i den pågældende medlemsstats arealopgørelseskategori "skovarealer", således at medlemsstaten kan opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2018/841. MFLFA'er kan kun overføres fra EU-MFLFA-totalmængdekontoen til den pågældende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto.

Artikel 59z 
Overførsel af MFLFA'er til medlemsstatens LULUCF-overholdelseskonto

1. Den centrale administrator sikrer, at EU-registret på anmodning af en medlemsstat overfører den mængde MFLFA'er, der anmodes om, fra EU-MFLFA-totalmængdekontoen til den anmodende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto. En sådan overførsel foretages ikke i følgende tilfælde:

(a)den i henhold til artikel 59u beregnede saldo på medlemsstatens LULUCF-overholdelseskonto for en bestemt LULUCF-overholdelsesperiode er nul eller positiv

(b)medlemsstaten har anmodet om overførsel af en mængde MFLFA'er, der overstiger den mængde, der er nødvendig for at bringe den i henhold til artikel 59u beregnede saldo for den pågældende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto for en bestemt LULUCF-overholdelsesperiode på nul

(c)saldoen på EU-LULUCF-overholdelseskontoen for en bestemt LULUCF-overholdelsesperiode, der er beregnet under hensyntagen til de overførsler, der er foretaget i henhold til artikel 59x, er negativ

(d)medlemsstaten har anmodet om overførsel af en mængde MFLFA'er, der overstiger de lofter for maksimal mængde, der er fastsat i bilag XIV, som om nødvendigt genberegnes for at tage hensyn til tidligere anmodninger i henhold til nærværende artikel fra den samme medlemsstat

(e)medlemsstaten har anmodet om overførsel af en mængde MFLFA'er, der overskrider den mængde dræn, der er regnskabsført som emissioner i forhold til sit skovreferenceniveau i den pågældende medlemsstats arealopgørelseskategori "skovarealer"

(f)medlemsstatens anmodning indgives efter, at overholdelsesstatustallet for den pågældende overholdelsesperiode er fastlagt

(g)medlemsstaten har i sin strategi, der er forelagt i henhold til artikel 15 i forordning (EU) 2018/1999 9 , ikke medtaget igangværende eller planlagte konkrete foranstaltninger til at sikre bevarelse eller i givet fald forøgelse af dræn og reservoirer fra skove

2. For at undgå dobbelttæling sikrer den centrale administrator, at EU-registret ved overførslen i overensstemmelse med nærværende artikel, stk. 1, trækker de tilsvarende mængder MFLFA'er, der er overført til de pågældende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto, fra EU- MFLFA-totalmængdekontoen.

Artikel 59za 
Fastlæggelse af overholdelsesstatustal og tvungen overholdelse

1. Den centrale administrator sikrer, at EU-registret efter en periode, der er fastsat i EU-lovgivningen for anvendelsen af fleksibilitet i medfør af artikel 11, 12 og 13 i forordning (EU) 2018/841, fastlægger overholdelsesstatustallet for hver medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto ved at fratrække den samlede mængde regnskabsførte emissioner fra summen af LMU'er, AEA'er og MFLFA'er på samme LULUCF-overholdelseskonto.

2. Hvis det i henhold til stk. 1 fastlagte overholdelsesstatustal for medlemsstatens overholdelseskonto er negativt, sikrer den centrale administrator, at EU-registret til den pågældende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto overfører den mængde AEA'er, der er nødvendig for at bringe overholdelsesstatustallet på nul, i lige store dele fra den pågældende medlemsstats ESR-overholdelseskonto for de pågældende år.

3. Hvis det overholdelsesstatustal for medlemsstatens overholdelseskonto, der er fastlagt i henhold til stk. 1, er positivt, sikrer den centrale administrator, at EU-registret overfører alle de resterende LMU'er til EU-LULUCF-sletningskontoen med henblik på at bringe overholdelsesstatustallet på nul.

4. Ved tvungen overholdelse i henhold til stk. 2 sikrer den centrale administrator, at EU-registret genberegner overholdelsesstatustallet for den pågældende LULUCF-overholdelseskonto under hensyntagen til de mængder AEA'er, der er overført

Artikel 59zb 
Afhjælpende foranstaltninger

1. Hvis en medlemsstat ikke opfylder overvågningskravene i artikel 26, stk. 3, i forordning (EU) 2018/1999, forbyder den centrale administrator midlertidigt, at medlemsstaten overfører eller henlægger LMU'er i henhold til artikel 59w i nærværende forordning eller anvender MFLFA'er i henhold til artikel 59z i denne forordning, ved at spærre transaktioner fra eller til den pågældende medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto for en given LULUCF-overholdelsesperiode. Den centrale administrator ændrer medlemsstatens LULUCF-overholdelseskonto fra åben til spærret status.

2. Efter anmodning fra en medlemsstat, der forelægger dokumentation for, at den opfylder overvågningskravene i stk. 1, ændrer den centrale administrator medlemsstatens LULUCF-overholdelseskonto fra "spærret" til "åben" status."

(9)Artikel 70, stk. 2, affattes således:

"2. Den centrale administrator sikrer, at EU-transaktionsjournalen gennemfører automatisk kontrol under iagttagelse af dataudvekslingsspecifikationerne og de tekniske specifikationer, jf. artikel 75 i nærværende forordning, for alle processer for at påvise uregelmæssigheder og uoverensstemmelser, når den foreslåede proces ikke opfylder kravene i direktiv 2003/87/EF, forordning (EU) 2018/842 og (EU) 2018/841 og nærværende forordning."

(10)Bilag I til delegeret forordning (EU) 2019/1122 ændres som angivet i bilag I til nærværende forordning

(11)Bilag XIII til delegeret forordning (EU) 2019/1122 ændres som angivet i bilag II til nærværende forordning

(12)Bilag XIV, jf. bilag III til nærværende forordning, indsættes i delegeret forordning (EU) 2019/1122.

Artikel 2
Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2021.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6.11.2020.

   På Kommissionens vegne

   Formand
   Ursula VON DER LEYEN

(1)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 af 30. maj 2018 om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 og afgørelse nr. 529/2013/EU (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 1).
(2)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30. maj 2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 26).
(3)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 og (EF) nr. 715/2009, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og (EU) 2015/652 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1).
(4)    Interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen af 13. april 2016 om bedre lovgivning (EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1).
(5)    EUT L 156 af 19.6.2018, s. 1.
(6)    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1122 af 12. marts 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF for så vidt angår driften af EU-registret (EUT L 177 af 2.7.2019, s. 3).
(7)    Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32).
(8)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30. maj 2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 26).
(9)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 663/2009 og (EF) nr. 715/2009, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/22/EF, 98/70/EF, 2009/31/EF, 2009/73/EF, 2010/31/EU, 2012/27/EU og 2013/30/EU, Rådets direktiv 2009/119/EF og (EU) 2015/652 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1).
Į viršų

BILAG I

I bilag I til delegeret forordning (EU) 2019/1122 indsættes følgende rækker i tabel I-II:

Navn på kontotype

Kontohaver

Kontoadministrator

Antal konti af denne type

AEA

Regnskabsførte emissioner/ 
regnskabsførte optag

LMU

MFLFA

EU-LULUCF-overholdelseskonto

EU

Den centrale administrator

1

Nej

Ja

Nej

Nej

EU-LULUCF-sletningskonto

EU

Den centrale administrator

1

Ja

Ja

Ja

Ja

EU-MFLFA-totalmængdekonto

EU

Den centrale administrator

1

Nej

Nej

Nej

Ja

LULUCF-overholdelseskonto

Medlemsstat

Den centrale administrator

1 for hver af de to overholdelsesperioder for hver medlemsstat

Ja

Ja

Ja

Ja

BILAG II

I bilag XIII til delegeret forordning (EU) 2019/1122 foretages følgende ændringer:

(1)I punkt II indsættes som punkt 7a:

"7a.    Den centrale administrator offentliggør følgende oplysninger for hver LULUCF-overholdelseskonto og ajourfører dem inden 24 timer, hvor det er relevant:

(a)oplysninger om den medlemsstat, der er indehaver af kontoen

(b)status for hver LULUCF-overholdelseskonto, jf. artikel 9

(c)de relevante LULUCF-data i henhold til artikel 59t

(d)saldoen for medlemsstaternes og EU's LULUCF-overholdelseskonti i henhold til artikel 59u

(e)mængden af LMU'er på hver medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto

(f)mængden af LMU'er, der kan overføres til ESR-overholdelseskontoen på hver medlemsstats LULUCF-overholdelseskonto

(g)overholdelsesstatustallet i henhold til artikel 59za for hver LULUCF-overholdelseskonto som følger:

i)"A" for, at reglerne overholdes

ii)"I" for, at reglerne ikke overholdes

(h)oplysninger om overførsler af LMU'er mellem LULUCF-overholdelseskonti i henhold til artikel 59w og mellem LULUCF-overholdelseskonti og ESR-overholdelseskonti i henhold til artikel 59k og 59x

(i)oplysninger om overførsler af AEA'er i henhold til artikel 59x og 59za mellem ESR-overholdelseskonti og LULUCF-overholdelseskonti

(j)oplysninger om overførsler af MFLFA'er fra EU-MFLFA-totalmængdekontoen til medlemsstaternes LULUCF-overholdelseskonti

(k)følgende oplysninger om hver afsluttet transaktion:

i)kontohaverens navn og kontohaveridentifikation for den overførende konto

ii)kontohaverens navn og kontohaveridentifikation for den modtagende konto

iii)den mængde LMU'er og MFLFA'er, som transaktionen vedrører

iv)transaktionsidentifikationskode

v)dato og tidspunkt for transaktionens afslutning (mellemeuropæisk tid)

vi)type transaktion."

(2)I punkt II tilføjes følgende som punkt 9:

"9.    EU-registret fremlægger på den del af sit websted, der kun er tilgængeligt for indehaveren af LULUCF-overholdelseskontoen, følgende oplysninger og ajourfører dem i realtid:

(a)aktuelle beholdninger

(b)en liste over foreslåede transaktioner, som den pågældende kontohaver har igangsat, med følgende oplysninger for hver foreslået transaktion:

i)oplysningerne i punkt 7a, litra k)

ii)dato og tidspunkt for, hvornår transaktionen blev foreslået (mellemeuropæisk tid)

iii)aktuel status for den foreslåede transaktion

iv)eventuelle svarkoder, der er returneret efter kontrol foretaget af registret og EU-transaktionsjournalen

(c)en liste over LMU'er og MFLFA'er, der er erhvervet til den pågældende konto som følge af afsluttede transaktioner, med angivelse for hver transaktion af oplysningerne i punkt 7a, litra k)

(d)en liste over LMU'er, der er overført fra pågældende konto som følge af afsluttede transaktioner, med angivelse for hver transaktion af oplysningerne i punkt 7a, litra k)

BILAG III

"BILAG XIV

Maksimal mængde tildelinger for fleksibilitet for forvaltede skovarealer, der er til rådighed for medlemsstaterne i perioden 2021-2030

Medlemsstat

Maksimal mængde MFLFA'er for perioden 2021-2030

Belgien

2 200 000

Bulgarien

5 600 000

Tjekkiet

3 100 000

Danmark

100 000

Tyskland

27 600 000

Estland

9 800 000

Irland

200 000

Grækenland

1 000 000

Spanien

15 900 000

Frankrig

61 500 000

Kroatien

9 600 000

Italien

14 500 000

Cypern

30 000

Letland

25 600 000

Litauen

3 400 000

Luxembourg

300 000

Ungarn

900 000

Μalta

0

Nederlandene

300 000

Østrig

17 100 000

Polen

22 500 000

Portugal

6 200 000

Rumænien

13 400 000

Slovenien

17 200 000

Slovakiet

6 500 000

Finland

54 100 000

Sverige

47 500 000

Det Forenede Kongerige

3 300 000"

Į viršų