12.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/1

(1)

Ifølge artikel 18, stk. 1, og artikel 26, stk. 1, i forordning (EF) nr. 104/2000 skal der for hvert fangstår fastsættes en orienteringspris og en EF-producentpris for at fastlægge, hvilke prisniveauer der udløser intervention for visse fiskevarer.

(2)

Ifølge artikel 18, stk. 1, i forordning (EF) nr. 104/2000 skal der fastsættes en orienteringspris for hver af de varer og varegrupper, der er opført i bilag I og II til nævnte forordning.

(3)

På grundlag af de foreliggende prisdata om de pågældende varer og kriterierne i artikel 18, stk. 2, i forordning (EF) nr. 104/2000 bør orienteringspriserne for fangståret 2010 forhøjes, opretholdes eller nedsættes alt efter fiskeart.

(4)

Ifølge artikel 26, stk. 1, i forordning (EF) nr. 104/2000 skal der fastsættes en EF-producentpris for hver af de varer, der er opført i bilag III til nævnte forordning. Der bør fastsættes en EF-producentpris for én af nævnte varer, og EF-producentprisen for de øvrige varer beregnes ved hjælp af de tilpasningskoefficienter, der er fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2006 af 30. maj 2006 om fastsættelse af tilpasningskoefficienter for fisk af slægterne Thunnus og Euthynnus  (2).

(5)

På grundlag af kriterierne i artikel 18, stk. 2, første og andet led, og artikel 26, stk. 1, i forordning (EF) nr. 104/2000 bør EF-producentprisen for fangståret 2010 justeres.

(6)

I betragtning af sagens hastende karakter er der grund til at fravige den periode på seks uger, der er nævnt i del I, punkt 3, i protokollen om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, som er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union —

12.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/6

(1)

Ved brev af 28. september 2000 og af 17. oktober 2000 anmodede Kommissionen på grundlag af de oplysninger, den rådede over, de italienske myndigheder om supplering af oplysningerne angående den delvise fritagelse for punktafgifter på gasolie anvendt i landbruget i medfør af dekret nr. 268 af 30. september om hasteforanstaltninger vedrørende personindkomstbeskatning og afgifter.

(2)

De italienske myndigheder fremsendte de supplerende oplysninger til Kommissionen ved brev af 31. oktober 2000 og 3. november 2000.

(3)

Efter at have gennemgået oplysningerne anmodede Kommissionen i brev af 20. november 2000 de italienske myndigheder om yderligere oplysninger om afgiftsfritagelsen.

(4)

Da Kommissionen ikke modtog svar inden udløbet af den i ovennævnte brev fastsatte frist på fire uger, sendte den i brev af 26. april 2001 de italienske myndigheder en rykkerskrivelse, hvori den påpegede, at hvis de italienske myndigheder ikke reagerede, ville Kommissionen fremsende påbud om oplysninger i henhold til artikel 10, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (1) (nu artikel 88).

(5)

Ved brev af 10. maj 2001 meddelte Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen de yderligere oplysninger, der var anmodet om i brevet af 26. april 2001.

(6)

Ved brev af 2. august 2001 offentliggjorde Kommissionen på baggrund af ovennævnte oplysninger en meddelelse om indledning af en sag om ikke anmeldt statsstøtte (nummer NN 70/01) og anmodede de italienske myndigheder om nye oplysninger.

(7)

Da Kommissionen ikke modtog svar inden udløbet af den fastsatte frist, fremsendte den ved brev af 1. juli 2003 en ny rykkerskrivelse til de italienske myndigheder, hvori den mindede de italienske myndigheder om, at hvis de ikke overholdt den fastsatte frist på fire uger, ville Kommissionen fremsende påbud om oplysninger i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 659/1999. Svarfristen udløb i begyndelsen af august 2003.

(8)

Da der ved udløbet af den fastsatte frist ikke var indkommet svar, gav Kommissionen ved beslutning af 10. oktober 2003 (2) Italien påbud om at fremsende alle de oplysninger, der var begæret i brev af 2. august 2001, og påpegede, at hvis der ikke kom svar fra de italienske myndigheder, ville Kommissionen indlede den procedure, der er omhandlet i artikel 88, stk. 2, i traktaten.

(9)

Da der ikke var indkommet svar på påbuddet om oplysninger, meddelte Kommissionen de italienske myndigheder ved brev af 19. februar 2004 beslutningen om at indlede proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, hvad angår bestemmelserne i artikel 5, stk. 5, i lovdekret nr. 268 af 30. september 2000 (sag C 6/04).

(10)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte eventuelle bemærkninger til støtteordningen.

(11)

Kommissionen har modtaget bemærkninger til støtteordningen fra interesserede parter og videresendt dem til Italien ved brev af 27. april 2004 med anmodning om de italienske myndigheders kommentarer.

(12)

Italien har ikke kommenteret bemærkningerne, men efter at have anmodet om og opnået en udsættelse af svarfristen i forbindelse med indledning af proceduren i henhold til traktatens artikel 88, stk. 2, har de italienske myndigheder fremsendt et svar vedrørende proceduren ved brev af 21. juni 2004, der blev registreret 25. juni 2004.

(13)

Efter fremsendelse af brev af 19. februar 2004 med meddelelse om indledning af proceduren i henhold til artikel traktatens 88, stk. 2, med hensyn til artikel 5, stk. 5, i lovdekret nr. 268 af 30. september 2000 har Kommissionen fået kendskab til oplysninger, ifølge hvilke væksthusgartnerier angiveligt reelt har nydt fuld fritagelse fra punktafgifterne på fyringsolie anvendt til opvarmning af væksthuse. Kommissionen har derfor ved fax af 10. juni 2004 fremsat begæring om oplysninger om denne supplerende fritagelse.

(14)

Ved brev af 28. juli 2004, der blev registreret den 3. august 2004, sendte Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen de italienske myndigheders svar på ovennævnte brev af 10. juni 2004. Af svaret fremgår det, at den ovennævnte supplerende fritagelse blev indført på grundlag af en række forskellige bestemmelser: artikel 24, stk. 3, i lov nr. 388 af 23. december 2000, artikel 13, stk. 3, i lov nr. 448 af 21. december 2001, artikel 19, stk. 4, i lov nr. 289 af 27. december 2002 og artikel 2, stk. 4, i lov nr. 350 af 24. december 2003.

(15)

Kommissionen besluttede på baggrund af oplysningerne at indlede en ny sag om ikke anmeldt støtte, der blev registreret som NN 71/04, for at undersøge, om den supplerende fritagelse er forenelig med fællesmarkedet og informerede de italienske myndigheder herom ved brev af 4. november 2004.

(16)

Ved brev af 24. januar 2005 meddelte Kommissionen den italienske regering, at den havde besluttet at indlede proceduren i EF-traktatens artikel 88, stk. 2, hvad angik den ovennævnte supplerende punktafgiftsfritagelse, som blev indført ved artikel 24, stk. 3, i lov nr. 388 af 23. december 2000, artikel 13, stk. 3, i lov nr. 448 af 21. december 2001, artikel 19, stk. 4, i lov nr. 289 af 27. december 2002 og artikel 2, stk. 4, i lov nr. 350 af 24. december 2003 (sag C 5/05).

(17)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (4). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte eventuelle bemærkninger til støtteordningen.

(18)

Kommissionen modtog ingen bemærkninger fra interesserede tredjeparter.

(19)

Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union sendte ved brev af 21. februar 2005 registreret den 22. februar 2005 Kommissionen de italienske myndigheders svar angående indledningen af proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til ovennævnte supplerende fritagelse.

(20)

Kommissionen anmodede ved brev af 27. september 2007 de italienske myndigheder om supplerende oplysninger om nævnte støtte og svarene i forbindelse med indledningen af proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2. De italienske myndigheder blev navnlig opfordret til at bekræfte det forhold, at støtten er i overensstemmelse med det italienske skatte- og afgiftssystems logik, og til at undersøge, om støtten kunne begrundes i lyset af bestemmelserne i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse, som var i kraft på tidspunktet for støttetildelingen (5). De italienske myndigheder fik en måned til at svare på anmodningen om supplerende oplysninger.

(21)

Da de italienske myndigheder ikke svarede, sendte Kommissionen dem derfor en rykkerskrivelse ved fax af 15. oktober 2008, hvori den påpegede, at såfremt der ikke forelå et svar inden udløbet af den nye frist på en måned, ville Kommissionen se sig nødsaget til at fremsætte påbud om oplysninger i henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 659/1999.

(22)

Da Kommissionen ikke modtog svar inden udløbet af den fastsatte frist, sendte den de italienske myndigheder ovennævnte påbud ved brev af 5. december 2008 (6).

(23)

Ved e-mail af 5. februar 2009, der blev registreret den 9. februar 2009, sendte Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen de italienske myndigheders svar på ovennævnte påbud.

(24)

Efter et møde med Kommissionen den 21. april 2009 sendte Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union Kommissionen et nyt brev fra de italienske myndigheder den 19. maj 2009.

(25)

Ifølge artikel 5, stk. 5, i lovdekret nr. 268 af 30. september 2000 skulle punktafgifterne på fyringsolie, der anvendes til opvarmning af væksthuse, i perioden fra 3. oktober til 31. december 2000 svare til 5 % af punktafgifterne på dieselolie, der anvendes som brændstof.

(26)

Ifølge samme lovdekrets artikel 6, stk. 1, skulle punktafgifterne på dieselolie i landbruget i samme periode svare til 22 % af punktafgifterne på dieselolie, der anvendes som brændstof, og punktafgifterne på benzin skulle svare til 49 % af de normale afgifter på benzin.

(27)

Artikel 24, stk. 3, i lov nr. 388 af 23. december 2000, artikel 13, stk. 3, i lov nr. 448 af 21. december 2001, artikel 19, stk. 4, i lov nr. 289 af 27. december 2002 og artikel 2, stk. 4, i lov nr. 350 af 24. december 2003 indeholder alle en bestemmelse om fuldstændig fritagelse for punktafgifter på fyringsolie, der anvendes til opvarmning af væksthuse i Italien. Fritagelsen dækker perioden fra 1. januar til 30. juni 2001, hele 2002, hele 2003 og hele 2004.

(28)

Kommissionen indledte proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, hvad angår bestemmelserne i artikel 5, stk. 5, i lovdekret nr. 268 af 30. september 2000, fordi den var i tvivl om, hvorvidt den punktafgiftsfritagelse på yderligere 17 procentpoint, som var indrømmet væksthusgartnerier, der anvendte fyringsolie til opvarmning af væksthuse, i forhold til landbrugssektorens øvrige operatører, var forenelig med fællesmarkedet. Tvivlen begrundedes i det forhold, at de italienske myndigheder uagtet påbuddet om at fremsende oplysninger ikke havde fremlagt oplysninger af nogen art, der kunne påvise, at fritagelsen var forenelig med konkurrencereglerne (de havde ikke end ikke reageret på påbuddet). Tvivlen blev endvidere bestyrket af det problematiske i berettigelsen af fritagelsen for punktafgifter i lyset af bestemmelserne i Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (7) og det direktiv, som har ophævet den, dvs. Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (8).

(29)

De italienske myndigheder anførte i brevet af 21. juni 2004, at punktafgiftsfritagelsen ikke kunne betragtes som statsstøtte, men skulle undersøges inden for rammerne af artikel 8, stk. 2, litra f), i direktiv 92/81/EØF og artikel 15, stk. 3, i direktiv 2003/96/EF. Efter deres mening hører væksthusproduktion til kategorien »fremstilling i landbrugs- og gartnerisektoren«, som fællesskabslovgivningen giver medlemsstaterne mulighed for at indrømme hel eller delvis fritagelse for punktafgifter, og væksthusproduktionens punktafgiftsfritagelse indebærer ingen forskelsbehandling inden for landbrugs- og gartnerisektoren i forbindelse med differentiering med hensyn til fritagelser, for så vidt som det står operatørerne frit for at vælge mellem frilandsdyrkning og væksthusdyrkning.

(30)

Ifølge de italienske myndigheder er den anfægtede ordning af ren fiskal karakter. Den bør derfor vurderes som sådan i en overordnet analyse, der omfatter alle medlemsstaterne. Derved undgår man, at undersøgelsen af et enkelt nationalt tilfælde uden for denne ramme fører til en ændring af princippet om, at medlemsstaterne skal behandles ens. I den sammenhæng henviste de italienske myndigheder til den politiske aftale, som blev indgået af Rådet og Kommissionen i forbindelse med Økofin-Rådets møde den 19. marts 2003. Ifølge aftalen er undtagelser fra den generelle skatteordning eller differentiering inden for systemet, som begrundes i beskatningsordningens art eller generelle karakter, ikke statsstøtte.

(31)

Afslutningsvis havde de italienske myndigheder tilføjet, at skøn og foreliggende oplysninger viser, at den pågældende ordning »ikke er til skade for et velfungerende indre marked eller medfører konkurrenceforvridning« (henvisning til betragtning 24 i Rådets direktiv 2003/96/EF).

(32)

Ved brev af 19. april 2004, der blev registreret den 21. april 2004, modtog Kommissionen bemærkninger fra en interesseret tredjepart efter indledningen af proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2.

(33)

Den interesserede tredjepart beskriver i brevet usikkerheden på det marked, hvor han udøver sin virksomhed, og problemerne som følge af prisstigningerne på olie, der anvendes til opvarmning af væksthuse. Den interesserede tredjepart mener, at hvis udfaldet af Kommissionens afgørelse om nævnte fritagelse bliver negativt, vil mange virksomheder inden for sektoren blive tvunget til at lukke eller reducere forbruget af brændstof til opvarmning af væksthuse, der vil medføre en forringelse af deres produktkvalitet. Ifølge den interesserede tredjepart er priserne på brændstof, der anvendes til opvarmning, i Belgien og Nederlandene (methan og fyringsolie) 20 % til 40 % lavere end den pris, der betales for fyringsolie i landbruget, og fritagelsen vil derfor ikke bevirke konkurrenceforvridning. Endelig fremfører tredjeparten, at stadig flere og flere virksomheder inden for hans aktivitetsområde benytter methangas til opvarmning af væksthuse.

(34)

Kommissionen lancerede anden indledning af proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, efter at være kommet i besiddelse af oplysninger, der viste, at den fritagelse for punktafgifter, som var indrømmet producenterne af væksthusafgrøder, reelt var en del større, end den fritagelse, som var blevet undersøgt i forbindelse med første indledning af proceduren. Den rejste tvivl i forbindelse med første indledning, som blandt andet skyldtes, at de italienske myndigheder ikke havde besvaret det fremsendte påbud om oplysninger, blev styrket af de italienske myndigheders reaktion ved første indledning af proceduren. Den tvivl, som Kommissionen havde givet udtryk for i forbindelse med anden indledning af proceduren, var i det væsentlige begrundet i følgende betragtninger:

(35)

Ved brev af 21. februar 2005 gjorde de italienske myndigheder navnlig gældende, at den anden procedure vedrørte samme materielle spørgsmål som dem, der blev behandlet i første indledning af proceduren, og at de bemærkninger, som de allerede havde givet som svar på første indledning, stadig var gældende. De supplerede endvidere svaret med følgende bemærkninger:

(36)

Ved brev af 5. februar 2009 vendte de italienske myndigheder navnlig tilbage til spørgsmålet om støttens forenelighed med bestemmelserne i direktiv 92/81/EØF, som efter deres opfattelse ikke med tilstrækkelig tydelighed præciserer kravet om, at afgiftsfritagelse eller afgiftslempelse skal være forenelig med konkurrencelovgivningen.

(37)

De underbygger deres synspunkt med en henvisning til artikel 8 i direktivet, som blandt andet fastsætter, at »uden at det berører andre fællesskabsbestemmelser, kan medlemsstaterne anvende hel eller delvis afgiftsfritagelse eller afgiftslempelse for mineralolier […], der under afgiftsmyndighedernes kontrol [udelukkende] anvendes... inden for landbrug, gartneri, skovbrug...«.

(38)

Efter de italienske myndigheders opfattelse ophæver teksten »uden at det berører andre fællesskabsbestemmelser« ikke forpligtelsen til at overholde de europæiske konkurrenceregler, hvad der derimod er tilfældet med artikel 26 i direktiv 2003/96/EF. De italienske myndigheder gør gældende, at hvis de to direktiver havde foreskrevet samme forpligtelse, ville fællesskabslovgiveren ikke have haft grund til at udtrykke sig mere tydeligt i artikel 26 i direktiv 2003/96/EF. De italienske myndigheder konkluderer derfor, jf. artikel 8 i direktiv 92/81/EØF, at medlemsstaterne med fuld berettigelse kan anvende afgiftslempelse eller afgiftsfritagelse i gartnerisektoren.

(39)

De italienske myndigheder understreger dernæst, at anvendelsen af direktiv 92/81/EØF og dermed direktiv 2003/96/EF faktisk bevirker konkurrenceforvridning på det indre marked, fordi de påtænkte lempelser og fritagelser er til fordel for de medlemsstater, der har flere økonomiske midler til rådighed og derfor kan anvende afgiftslempelser på ensartet vis i hele landbrugssektoren. Italien har kun begrænsede midler til rådighed og har derfor besluttet kun at gribe ind til fordel for væksthusgartnerierne, da afgiftslempelser og afgiftsfritagelser er blevet anvendt i en krisesituation, der er opstået på grund af prisstigningerne på brændstof til opvarmning. De italienske myndigheder påpeger i den forbindelse, at Kommissionen ikke har beføjelse til at gribe ind i en medlemsstats valg af prioriteter.

(40)

Hvad angår spørgsmålet om fællesskabslovgivningens anvendelse på statsstøtte til miljøbeskyttelse (jf. betragtning 20), gør de italienske myndigheder gældende, at de indrømmede afgiftslempelser er i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte lovgivning og kan derfor begunstiges af undtagelserne heri, da det efter de italienske myndigheders opfattelse drejer sig om gældende afgifter i henhold til punkt 51.2 i lovgivningen. Heri fastsættes det, at såfremt der er tale om gældende afgifter, kan støtte til »udøvelse af virksomhed« i forbindelse med lempelser eller fritagelser tillades, forudsat følgende to betingelser kumulativt er opfyldt:

(41)

Ifølge de italienske myndigheder skal afgifter på brændstoffer til brug i landbruget, især gas til opvarmning, betragtes som miljøafgifter. De har en gunstig indvirkning på miljøet, eftersom de tilskynder producenterne til at reducere forbruget af brændstoffer.

(42)

Hvad angår navnlig punkt 51.2, litra b), i rammebestemmelserne, hvorefter undtagelser til fordel for virksomheder skal være besluttet på det tidspunkt, hvor afgiften blev vedtaget, henviser de italienske myndigheder til Kommissionens beslutning K(2005) 4436 af 7. december 2005. I henhold til nævnte beslutning havde »de her omhandlede afgifter ikke nødvendigvis noget eksplicit miljømæssigt sigte fra starten, og fritagelserne blev indført […] længe før 2001-rammebestemmelserne trådte i kraft. De kan altså behandles, som om de var blevet vedtaget på det tidspunkt, hvor afgiften blev vedtaget. I overensstemmelse med punkt 51.2 i rammebestemmelserne kan reglerne under punkt 51.1 derfor anvendes på de fritagelser, der skal tages stilling til i denne beslutning.« De italienske myndigheder tilføjer, at afgiftsnedsættelsen blev indført, efter at de økonomiske vilkår havde ændret sig (navnlig den eksponentielle stigning i olieprisen), og bragt væksthusgartnere i en særlig sårbar position i konkurrencemæssige henseende i forhold til frilandsgartnere. Denne situation har i andre lande foranlediget myndighederne til at træffe foranstaltninger til fordel for væksthusgartnere og i fiskeriet. De italienske myndigheder anfører endvidere, at prisudviklingen på fyringsolie i den pågældende periode steg med henholdsvis 37 % i perioden 1999-2000, 26 % i perioden 1999-2001 og 26 % i perioden 1999-2002. Prisstrukturen var derimod følgende (i EUR/liter som årsgennemsnit):

(43)

De italienske myndigheder påpeger på den anden side, at anvendelsen af punkt 51 i rammebestemmelserne under alle omstændigheder pålægger virksomhederne at betale en del af afgiften. Den ordning, Italien har indført, opfylder efter deres opfattelse kravet om forenelighed, hvis de begunstigede betaler det mindstebeløb, der er fastsat på fællesskabsplan (mindstebeløbet var ifølge selvsamme myndigheder 13 EUR/1 000 kg i perioden 2000-2003 og efterfølgende 21 EUR/1 000 kg).

(44)

Hvad endelig angår det samlede støttebeløb, anfører de italienske myndigheder, at tallene i de forskellige finanslove er skøn baseret på antagelser om forbruget af fyringsolie, og at de skal betragtes som manglende indtægter snarere end tildeling af midler. Efter deres opfattelse er det vanskeligt at måle, hvilken fordel den enkelte producent hidtil har opnået, eftersom forvaltningen af afgiftssystemet varetages af regionerne, provinserne eller endog kommunerne. Tallene vil blive oplyst, så snart de foreligger.

(45)

I dette brev gør de italienske myndigheder især gældende, at afgifterne er eksisterende afgifter og derfor kan omfattes af de undtagelser, der gælder herfor i henhold til bestemmelserne i rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse med de begrundelser, der er anført i betragtning 42 ovenfor.

(46)

Bemærkningerne ledsages af en opdateret version af den tabel, der er anført under betragtning 42 ovenfor (kolonnen med afgifter er delt op i afgifter og moms). Ifølge den nye tabel har prisstrukturen i den pågældende periode været således (denne gang angives tallene i EUR/1 000 l):

(47)

De italienske myndigheder understreger, at mellem 1999 og 2004 vedblev forbrugerpriserne på fyringsolie at stige, når der ses bort fra et mindre fald mellem 2000 og 2001. Herefter gentages de bemærkninger, som allerede er fremført i betragtning 42 og 43.

(48)

Hvad angår ordningens berettigelse i forhold til det italienske skattesystem, anfører de italienske myndigheder, at i Italien fordeles mængden af afgiftsfritaget brændstof efter arealstørrelse, afgrødekvalitet og det reelt anvendte landbrugsmateriel. Det kan derfor udledes, at fritagelsen beregnes efter arten af den virksomhed, der udøves. Ved væksthusgartneri beregnes fritagelsen proportionelt, fordi denne dyrkningsform i høj grad afhænger af fyringsolie og er kendetegnet ved produktionsvilkår, der er helt anderledes end for frilandsdyrkning. Dertil kommer, at fritagelsen ikke kun gælder for ét enkelt produkt, men anvendes på al væksthusproduktion, og væksthusgartneri må anses for at være en udbredt praksis i hele landbrugssektoren.

(49)

Med hensyn til om EF-traktatens artikel 87, stk. 1, finder anvendelse hævder de italienske myndigheder, at ovennævnte betingelser ikke er til stede, da fritagelserne hverken er selektive eller konkurrenceforvridende.

(50)

Hvad angår spørgsmålet om selektivitet, henviser de italienske myndigheder til dom afsagt af Retten i Første Instans i sag T-233/04 (9). I vurderingen (præmis 86) fastslår retten, at »med hensyn til anvendelsen af traktatens artikel 87 er det uden betydning, om situationen for den, der formodes at være omfattet af foranstaltningen, er forbedret eller forværret i forhold til den tidligere retstilstand, eller om situationen ikke har udviklet sig med tiden. Der skal udelukkende tages stilling til, om en statslig foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner«, jf. traktatens artikel 87, stk. 1, i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til det formål, der forfølges med den pågældende foranstaltning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation«.

(51)

Efter de italienske myndigheders opfattelse bevirker fritagelsen vedrørende fyringsolie, der anvendes i et beskyttet miljø, hvor der dyrkes landbrugsafgrøder, ingen skelnen mellem virksomheder, der er i samme retlige og faktiske situation, og heller ikke mellem produkter, eftersom virksomhederne, uanset hvilke afgrøder der produceres, kan omfattes af fritagelsen, når de køber fyringsolie til anvendelse ved væksthusproduktion.

(52)

Hvad angår konkurrenceforvridningsaspektet, henviser de italienske myndigheder til betragtning 43 i Kommissionens beslutning K(2008)1105: »Hel eller delvis afgiftsfritagelse ydet i medfør af artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/81/EØF har samme formål som formålet med foranstaltningerne i direktiv 2003/96/EF og er af meget mindre omfang. Det kan derfor tilsvarende hævdes, at nævnte afgiftsfritagelser ikke uretmæssigt forvrider konkurrencen«.

(53)

De italienske myndigheder tilføjer derudover, at Kommissionen under betragtning 32 i nævnte beslutning siger, at denne type foranstaltning, når det drejer sig om brændstoffer, der anvendes i den primære landbrugsproduktion, ikke uretmæssigt er konkurrenceforvridende på grund af landbrugsbedrifternes beskedne størrelse (over 60 % af bedrifterne i EU udnytter et landbrugsareal på under 5 hektar). Med udgangspunkt i denne betragtning understreger de på baggrund af nævnte størrelseskriterium, at de pågældende fritagelser næppe er konkurrenceforvridende, eftersom ca. 80 % af de italienske bedrifter har et udnyttet landbrugsareal på mindre end 5 hektar.

(54)

En anden bemærkning, som de italienske myndigheder fremfører, er, at der til opvarmning af 1 m3 drivhus kun anvendes 2 liter fyringsolie. En undersøgelse foretaget af Ente nazionale per la meccanizzazione agricola (Enama) vedrørende gasolieforbruget i 14 af Italiens 20 regioner viste, at gasolie anvendt i væksthuse (167 436 001 liter) kun udgjorde 11,77 % af gasolieforbruget i landbruget i 2002 og 10,67 % i 2003.

(55)

Efter disse redegørelser til støtte for deres synspunkt om, at nævnte fritagelser ikke er statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, understreger de italienske myndigheder, at fritagelserne er horisontale og fremhæver i den forbindelse, at alle landbrugere kan være omfattet heraf, hvis de udøver væksthusgartneri. De understreger, at kriteriet om, at der ikke må udøves forskelsbehandling, ikke kan anvendes med tilbagevirkende kraft på grund af princippet om berettigede forventninger og retssikkerhed.

(56)

Denne beslutning vedrører forskellen mellem på den ene side punktafgiftsfritagelser for fyringsolie, der anvendes til opvarmning af væksthuse, og på den anden side afgiftsfritagelser for dieselolie, der anvendes som brændstof.

(57)

På baggrund af de italienske myndigheders bemærkninger i svarene på indledningerne af en procedure skal det først og fremmest vurderes, om ordningen indeholder elementer af statsstøtte i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(58)

I henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes af en medlemsstat eller med statsmidler af enhver tænkelig form, som forvrider eller truer med at forvride konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, uforenelig med fællesmarkedet.

(59)

Den pågældende ordning svarer til definitionen, fordi den ud over at være finansieret med statslige midler (ved at indrømme punktafgiftsfritagelser giver staten afkald på bestemte indtægter, som den ellers ville have haft) også begunstiger bestemte virksomheder (landbrugsbedrifter, dvs. dem der udøver væksthusgartneri). Derved kan den påvirke samhandelen og forvride konkurrencevilkårene i lyset af Italiens position, når det gælder væksthusproduktion af landbrugsafgrøder. (Hvad angår f.eks. det areal, som anvendtes til væksthusproduktion af friske grøntsager, var Italien i 2000 og i 2003 den næststørste producent i EU. I 2000 og i 2001 var Italien den største producent af grøntsager i EU, og i den periode, som de indledte procedurer omfatter, var Italien næststørst med hensyn til areal anvendt til væksthusproduktion).

(60)

I forbindelse med vurderingen af sagen har de italienske myndigheder gjort en række bemærkninger gældende som forsvar for deres påstand om, at ordningen ikke indeholder elementer af statsstøtte:

(61)

Det skal navnlig understreges, at ingen politisk aftale kan ændre støttebegrebet, som det objektivt er fastlagt i traktaten.

(62)

Hvad angår argumentet om, at afgiftsfritagelsen betragtes som begrundet i afgiftssystemets karakter og generelle opbygning, mener Kommissionen, at den specifikke afgiftsfritagelse, som er begrænset til en bestemt produktion (i det foreliggende tilfælde væksthusproduktion, der har været omfattet af store punktafgiftsfritagelser i forhold til frilandsproduktion) ikke kan berettiges ud fra afgiftssystemets karakter og logik, når fællesskabsretten i princippet pålægger medlemsstaterne at indføre punktafgifter (10). Samme betragtning gælder, hvor fællesskabsretten ikke indeholder bestemmelser om indrømmelse af sådanne fritagelser. Påstanden om, at fritagelsen gælder for al væksthusproduktion, er ikke relevant i dette tilfælde, fordi hele sektorer af landbrugsproduktionen har været omfattet af fritagelser, der er mindre end dem, som væksthusproducenterne har modtaget. Og hvis — som de italienske myndigheder hævder — den punktafgiftsfritagede brændstofmængde fordeles på grundlag af den udøvede aktivitet, ville afgiftssystemets logik have betydet, at fritagelsen var den samme for alle aktiviteter, der var baseret på anvendelse af gasolie.

(63)

Spørgsmålet om selektivitet er allerede behandlet under betragtning 58 ovenfor. Hvad angår henvisningen til dom i sag T 233-04, konkluderer Kommissionen — i lyset af betragtning 25 og 26 ovenfor — at selv om det måske er rigtigt, at de landbrugere, som anvender gasolie, har været omfattet af fritagelser, er der imidlertid ydet større fritagelser til væksthusproducenter. Alle operatører var i samme faktiske situation, fordi de anvendte gasolie i produktionen og var således i samme omfang berørt af ordningens mål (som var at afbøde virkningerne af prisstigningen på olieprodukter) uanset deres retlige status. Det forhold, at nogle i en tilsvarende situation har været begunstiget af større fritagelser end andre viser, at der indgår et element af selektivitet i ordningen.

(64)

Hvad angår påstanden om, at ordningen ikke er til skade for et velfungerende indre marked eller medfører konkurrenceforvridning, afviser Kommissionen de italienske myndigheders argumentation på følgende baggrund:

(65)

I svaret på første indledning af proceduren havde de italienske myndigheder også gjort gældende, at støtten ikke udgør statsstøtte, men at den skal undersøges på grundlag af bestemmelserne i direktiv 92/81/EØF og 2003/96/EF. De har udledt denne konklusion af argumentet om, at det er udelukket, at der er tale om statsstøtte af den enkle grund, at et EU-direktiv giver mulighed for at indrømme afgiftsfritagelser. Argumentet blev gentaget i deres besvarelse af påbuddet om oplysninger.

(66)

Kommissionen er ikke enig i denne argumentation. I sjette betragtning i direktiv 92/81/EØF præciseres det faktisk, at medlemsstaterne […], hvis de måtte ønske det, [kan] anvende visse andre fritagelser […], hvor noget sådant ikke giver anledning til konkurrencefordrejning. Artikel 8, stk. 2, i samme direktiv fastsætter endvidere, at »uden at det berører andre EF-bestemmelser«, kan medlemsstaterne anvende hel eller delvis afgiftsfritagelse eller afgiftslempelse. Ved at nævne muligheden for konkurrenceforvridning udelukker direktiv 92/81/EØF ikke, at fritagelserne kan udgøre statsstøtte. Det skal erindres, at Kommissionens beføjelser, for så vidt angår statsstøtte, er direkte nedfældet i traktaten, og at disse beføjelser ikke kan begrænses af et direktiv, hvis mål er harmonisering af en afgift på europæisk plan.

(67)

Endvidere angiver direktiv 2003/96/EF i betragtning 15 og 24, at foranstaltninger, der har til formål at indføre differentierede afgiftssatser, skal overholde reglerne for det indre marked og konkurrencereglerne for ikke at medføre konkurrenceforvridning. Kravet om, at konkurrencereglerne skal anvendes, bekræftes også i artikel 26 i samme direktiv. Heri påpeges det, at de foranstaltninger, som det drejer sig om, kan udgøre statsstøtte og skal i så fald anmeldes i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Det fastslås udtrykkeligt i nævnte artikel, at oplysninger afgivet til Kommissionen i henhold til dette direktiv ikke fritager medlemsstaterne for deres anmeldelsespligt i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

(68)

Endelig understreger de italienske myndigheder (jf. betragtning 39 ovenfor), at anvendelsen af afgiftsfritagelser bevirker konkurrenceforvridning — et element, der kendetegner statsstøtte, i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

(69)

På grundlag af disse betragtninger konkluderer Kommissionen, at de indrømmede afgiftsfritagelser i henhold til den pågældende ordning er statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

(70)

Dog kan visse foranstaltninger i de tilfælde, der angives i traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, undtagelsesvis anses for at være forenelige med fællesmarkedet.

(71)

Undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 2, der vedrører støtte af social karakter til enkelte forbrugere, støtte, som skal råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, og støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, finder ikke anvendelse i den foreliggende sag, uanset hvem støttemodtagerne er.

(72)

Kommissionen er af den opfattelse, at undtagelsesbestemmelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), der vedrører udvikling i områder, ikke finder anvendelse på denne ordning, fordi den ikke omfatter støtte til fremme af økonomisk udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse.

(73)

Hvad angår undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra b), skal blot anføres, at det i forbindelse med den foreliggende afgiftsordning ikke drejer sig om et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse og heller ikke om afhjælpning af en alvorlig forstyrrelse i Italiens økonomi. Støtten tilsigter heller ikke at fremme kulturen eller bevare kulturarven som omhandlet i undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra d).

(74)

Det følger således heraf, at den eneste undtagelse, som kan påberåbes, er undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Ifølge den kan støtte kun betragtes som forenelig med fællesmarkedet, når den tilsigter at fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(75)

Eftersom støtten under denne ordning ikke er anmeldt støtte, skal støttens forenelighed med fællesmarkedet vurderes efter de statsstøtteregler, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtte blev ydet, som præciseret i Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig statsstøtte (12).

(76)

Selvom betragtning 172 i de nye EF-rammebestemmelser for statsstøtte til landbrug og skovbrug for 2007-2013 (13) fastsætter, at ulovlig statsstøtte, der er blevet ydet, siden direktiv 2003/96/EF trådte i kraft, vil blive betragtet som forenelig med traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), gælder det kun, hvis alle de relevante bestemmelser i dette kapitel er opfyldt, og der ikke er blevet anvendt afgiftsdifferentiering i landbruget. Det samme gælder for ulovlig støtte, der er givet i henhold til direktiv 92/81/EØF.

(77)

I henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 92/81/EØF, »pålægger medlemsstaterne mineralolier en harmoniseret afgift i overensstemmelse med dette direktiv«. I stk. 2 i samme artikel hedder det, at »medlemsstaterne fastsætter deres satser i overensstemmelse med Rådets direktiv 92/82/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af afgiftssatserne for mineralolier« (14).

(78)

Artikel 5, stk. 2, i direktiv 92/82/EØF fastsætter, at afgiften på gasolie er 18 ECU pr. 1 000 liter, hvis gasolien anvendes til stationære motorer, til udstyr og maskiner, der anvendes inden for byggeri, ingeniørarbejder og offentlige arbejder eller til køretøjer beregnet til brug uden for offentlig vej, eller som ikke har opnået tilladelse til brug primært på offentlig vej.

(79)

I artikel 2, stk. 2, i direktiv 92/81/EØF er det fastsat, at »af andre mineralolier end dem, for hvilke afgiftsniveauet er fastsat i direktiv 92/82/EØF, skal der svares afgift, hvis de er bestemt til at anvendes, afsættes eller anvendes som brændsel eller som motorbrændstof«. Afgiftssatsen er den sats, der gælder for tilsvarende brændsel eller motorbrændstof (den punktafgift på 13 EUR, som de italienske myndigheder angiver, jf. betragtning 43 ovenfor, er den afgiftssats, som gælder for brændsel eller motorbrændstof, med andre ord er afgiftssatsen for svær brændselsolie fastsat til 13 EUR pr. 1 000 kg i artikel 2 i samme direktiv).

(80)

I artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/81/EØF er det imidlertid fastsat, at »uden at det berører andre EF-bestemmelser, kan medlemsstaterne anvende hel eller delvis afgiftsfritagelse eller afgiftslempelse for mineralolier, der under afgiftsmyndighedernes kontrol anvendes […] udelukkende inden for landbrug, gartneri, skovbrug og dambrug«.

(81)

I henhold til direktiv 2003/96/EF og med virkning fra 1. januar 2004 (15) er minimumsafgiftssatsen for fyringsolie fastsat til 21 EUR pr. 1 000 liter (artikel 9 i direktivet og bilag I, tabel C, i direktivet). Artikel 15, stk. 3, i direktivet indeholder en bestemmelse, der svarer til bestemmelsen i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/81/EØF, i henhold til hvilken »medlemsstaterne kan anvende afgifter ned til nul for energiprodukter og elektricitet, der anvendes til arbejde i landbrug, havebrug eller akvakultur og i skovbrug«.

(82)

I henhold til de to nævnte direktiver var der derfor muligt at indrømme fuldstændig afgiftsfritagelse. Da der imidlertid er tale om differentiering mellem afgiftsfritagelser, der begunstiger nogle landbrugsvirksomheder, kan støtteordningen ikke anses for forenelig med fællesmarkedet i lyset af punkt 172 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til landbrug og skovbrug for 2007-2013 (16).

(83)

I hele den periode, som de to indledte procedurer over for afgiftsfritagelse dækker (fra 3. oktober 2000 til 31. december 2004, jf. betragtning 25 og 27), var det reglerne i rammebestemmelserne for statsstøtte til landbrug (i det følgende benævnt 2000-landbrugsrammebestemmelser) (17), der var de gældende statsstøtteregler.

(84)

Kommissionen konstaterer under hensyntagen til støttens art (fuldstændig afgiftsfritagelse), at støtten er en ensidig statsstøtteforanstaltning, som blot har til formål at forbedre producenternes økonomiske situation, men som på ingen måde bidrager til sektorens udvikling. Denne konstatering bekræftes i, at de italienske myndigheder i de indgivne supplerende oplysninger forklarer, at støtten begrundes i olieprisstigningerne (se betragtning 39 ovenfor).

(85)

I henhold til punkt 3.5. i 2000-landbrugsrammebestemmelserne anses en sådan støtte som driftsstøtte, der er uforenelig med fællesmarkedet.

(86)

2000-landbrugsrammebestemmelserne tillader under punkt 5.5 imidlertid undtagelse fra bestemmelserne i ovennævnte punkt 3.5, når der er tale om driftsstøtte i forbindelse med miljøkrav.

(87)

Punkt 5.5.4 i 2000-rammebestemmelserne henviser især til visse tilfælde, hvor der helt eller delvis indrømmes fritagelse for miljøafgifter. Under dette punkt i rammebestemmelserne fastsætter Kommissionen efter at have fastlagt bestemte forbehold, at denne type støtte kan indrømmes, hvis følgende betingelser alle er opfyldt:

(88)

Kommissionen har i den foreliggende sag konstateret, at støtten ikke ydes på et degressivt grundlag, eftersom fritagelsen — på grundlag af finanslovenes forskellige artikler, der indeholder bestemmelser om afgiftsfritagelse — var delvis indtil 31. december 2000 og fuldstændig for hver af perioderne som anført i betragtning 27 ovenfor. Støtten blev heller ikke ydet på et midlertidigt grundlag, eftersom fritagelserne bortset fra i andet halvår af 2001 reelt blev ydet på et varigt grundlag i hele perioden. De italienske myndigheder har henvist til den særlige vanskelige situation i konkurrencemæssig henseende (jf. betragtning 42), men ikke fremlagt tal, der bekræfter forringelsen af konkurrenceevnen. Endelig anses for det usandsynligt, at en fritagelsesordning, der pr. definition gør brændstofferne billigere, kan tilskynde støttemodtagerne til at reducere forbruget af de pågældende produktionsmidler (uanset om det drejer sig om væksthuse eller i udvidet forstand om brændstoffer, hvis de anses som værende produktionsmidler).

(89)

Den undersøgte statsstøtte kan derfor ikke findes begrundet alene på grundlag af bestemmelserne i 2000-landbrugsrammebestemmelserne, der gør det muligt at betragte decideret driftsstøtte som forenelig med fællesmarkedet.

(90)

2000-landbrugsrammebestemmelserne indeholder i punkt 5.6.2 imidlertid også en bestemmelse om, at det er muligt at undersøge støtte fra sag til sag under hensyntagen til principperne i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse.

(91)

Når der tages hensyn til den periode, som de to procedurer vedrører, skal følgende regler på statsstøtteområdet tages i betragtning ved undersøgelsen af støttens forenelighed:

(92)

Ifølge 1994-rammebestemmelserne (punkt 3.4) kan Kommissionen fravige princippet om forbud mod driftsstøtte, når støtten kun er en kompensation for de produktionsomkostninger, der ligger ud over de traditionelle omkostninger, at de kun er midlertidige og principielt degressive, så der skabes et incitament til at mindske forureningen eller at fremme en mere effektiv ressourceudnyttelse.

(93)

Punkt 3.4 præciserer, at midlertidig fritagelse for nye miljøskatter kan tillades, hvor det er nødvendigt for at opveje nedsat, navnlig international, konkurrenceevne. En yderligere faktor at tage i betragtning er, hvad de pågældende virksomheder skal gøre til gengæld for at mindske den forårsagede forurening. Bestemmelsen finder også anvendelse for afgiftsfritagelser, der er fastsat i fællesskabslovgivningen.

(94)

Udover – som anført i vurderingen på baggrund af punkt 5.5.4. i 2001-rammebestemmelserne – at støtten hverken er midlertidig eller degressiv og ikke rummer noget incitament, konstaterer Kommissionen, at der blandt de oplysninger, den råder over, ikke er noget, der vidner om, at støtten kun er en kompensation for de produktionsomkostninger, der ligger ud over de traditionelle omkostninger. Støtten opfylder derfor ikke de betingelser i betragtning 92 ovenfor, som ville have gjort den forenelig med fællesmarkedet.

(95)

I den foreliggende sag er betingelserne i betragtning 93 ovenfor ikke relevante, da støtten ikke angår nye skatter og afgifter (punktafgifterne eksisterede før den periode, som de to procedurer vedrører: for eksempel henviser artikel 24, stk. 3, i lov nr. 388 af 23. december 2000, der indfører fuldstændig afgiftsfritagelse i perioden 1. januar til 30. juni 2001, til lov nr. 662 fra 1996, som allerede omhandlede afgifter og henviste til lovdekret nr. 504/1995, der indeholdt den sammenfattende lovbekendtgørelse om skatter og afgifter på produktion og forbrug). Kommissionen bemærker i den forbindelse, at de italienske myndigheder ikke har anfægtet, at de undersøgte afgifter har karakter af »eksisterende afgifter«. Desuden har de aldrig gjort gældende, at de pågældende skatter og afgifter er indført for nylig (jf. betragtning 40 og 45 ovenfor).

(96)

Støtten kan derfor ikke betragtes som forenelig med fællesmarkedet på baggrund af bestemmelserne i 1994-rammebestemmelserne.

(97)

2001-rammebestemmelserne skelner mellem nye afgifter (punkt 51.1) og eksisterende afgifter (punkt 51.2 og 52).

(98)

Kommissionen konstaterer, at de afgifter, som er genstand for fritagelse, skal betragtes som eksisterende afgifter i den omhandlede periode, fordi — ud over betragtningerne i betragtning 95 — er fritagelserne blevet besluttet år for år i de forskellige finanslove og ikke i en eller anden lov, der er vedtaget med automatiske undtagelser på et eller andet tidspunkt i den omhandlede periode. Som Kommissionen allerede har anført i punkt 95, har de italienske myndigheder ikke anfægtet, at de undersøgte afgifter har karakter af »eksisterende afgifter«, ligesom de heller ikke har gjort gældende, at afgifterne er indført for nylig.

(99)

Som anført i betragtning 40 giver punkt 51.2 i 2001-rammebestemmelserne mulighed for at anvende de betingelser, der er anført under punkt 51.1. for nye afgifter, på eksisterende afgifter, når følgende to betingelser begge er opfyldt:

(100)

Kommissionen erkender, at en afgift som punktafgift på fyringsgasolie, der resulterer i en prisforhøjelse for gasolie, kan foranledige brugerne til at reducere forbruget af gasolie og indebære en positiv virkning, når det gælder miljøbeskyttelse. Fritagelserne blev imidlertid fastsat år efter år, kun afbrudt mellem 1. juli og 31. december 2001 (jf. betragtning 27 ovenfor), og de italienske myndigheder har hverken bevist eller gjort gældende, at der blev truffet beslutning om undtagelserne, da punktafgiften blev vedtaget. De har derimod understreget, at undtagelserne blev vedtaget for at afbøde et rent konjunkturmæssigt fænomen, dvs. afbøde virkningerne af prisstigningerne på olieprodukterne.

(101)

Det er ikke muligt at godtage de italienske myndigheders påstand om, at Kommissionen burde foretage sin analyse, som om fritagelserne var blevet besluttet på samme tidspunkt som afgifternes indførelse. De samme myndigheder henviser til Kommissionens beslutning K(2005) 4436 (jf. betragtning 42 ovenfor). Kommissionen havde i den pågældende beslutning (jf. navnlig betragtning 74 heri) baseret sine konklusioner på det forhold, at fritagelserne var blevet besluttet længe før 2001-rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse. I det foreliggende tilfælde bør det dog konstateres, at de første fritagelser stammer fra oktober 2000, altså kort tid inden de pågældende rammebestemmelser trådte i kraft. Det skal dog siges, at de italienske myndigheder ikke på noget tidspunkt tidligere har påberåbt sig fritagelserne.

(102)

Hvad derimod angår den anden af betingelserne (jf. punkt 51.2, andet led, i 2001-rammebestemmelserne), har de italienske myndigheder ikke fremlagt bevis for, at der er sket en betydelig ændring af de økonomiske vilkår, der havde kunnet stille virksomhederne i en særlig vanskelig situation i konkurrencemæssig henseende (jf. betragtning 88 ovenfor), og heller ikke bevist, at afgiftsfritagelsesbeløbet ikke nedsættes mere end, hvad der svarer til den omkostningsforhøjelse, som er forårsaget af de ændrede økonomiske vilkår. Hvad angår navnlig konkurrencespørgsmålet, indeholder tallene i tabellerne i betragtning 42 og 46 ovenfor ikke noget sammenligningsgrundlag, og de giver derfor heller ikke noget billede af de italienske væksthusgartneres forringede konkurrencevilkår. Det bør i denne forbindelse understreges, at oliepriserne har ramt hele Europa og ikke kun Italien.

(103)

Eftersom begge betingelser i punkt 99 ovenfor ikke er opfyldt, finder bestemmelserne i punkt 51.2 ikke anvendelse og følgelig heller ikke punkt 51.1 i 2001-rammebestemmelserne.

(104)

Selv hvis bestemmelserne i punkt 51.2 havde fundet anvendelse, ville de pågældende fritagelser ikke kunne anses for forenelige, hvad angår punkt 51.1, der fastsætter:

»Når en medlemsstat af miljøhensyn indfører en ny afgift i en erhvervssektor eller for produkter, hvor der ikke er sket en afgiftsharmonisering på fællesskabsplan, eller når den afgift, som medlemsstaten påtænker at indføre, er højere end den afgift, der er fastsat ved EF-standarden, er det Kommissionens opfattelse, at beslutninger om fritagelse med en varighed på ti år uden degressivitet kan være berettigede i to tilfælde:

(105)

I det givne tilfælde var de anvendte punktafgifter (fritagelser eller lempelser ikke indregnet) ganske vist højere end det harmoniserede afgiftsniveau (jf. betragtning 43 og 46); men der ser ikke ud til at være indgået aftaler som omhandlet i punkt 51.1, litra a), mellem medlemsstaten og de begunstigede, eller at disse af sig selv havde indgået sådanne aftaler (Kommissionen er ikke blevet informeret om nogen aftale). De italienske myndigheder har i øvrigt understreget, at de pågældende fritagelser blev givet som hjælp til at klare de vanskelige konjunkturer, og de har aldrig nævnt noget om, at støttemodtagerne til gengæld skulle opfylde nogle miljømål.

(106)

Den alternative betingelse til konklusionen om aftaler, jf. ovennævnte punkt 51.1, litra b), kan heller ikke anvendes i det foreliggende tilfælde, fordi væksthusgartnerne i den pågældende periode, der ligger efter ikrafttrædelsen af 2001-rammebestemmelserne, modtog fuldstændig fritagelse for punktafgifterne; de har således ikke betalt et beløb, der var højere end EF-minimumsbeløbet (20), og som skulle tilskynde virksomhederne til at arbejde for en forbedring af miljøbeskyttelsen, som fastsat i samme rammebestemmelser i de tilfælde, hvor lempelsen vedrører en EF-afgift.

(107)

Punkt 52 i 2001-rammebestemmelserne angiver, at de betingelser, der er anført under punkt 51.1 for nye afgifter finder tilsvarende anvendelse, når en eksisterende afgift forhøjes meget, og medlemsstaten mener, at undtagelser er nødvendige for visse virksomheder. Det bør følgelig undersøges, om punktafgifterne er blevet forhøjet meget.

(108)

Af tabellen i betragtning 46 ovenfor fremgår det, at punktafgifterne ikke er blevet forhøjet meget, da følgende konstateres: - 5,4 % i perioden 1999-2000, - 6,98 % i perioden 1999-2001, + 1,9 % i perioden 1999-2002 og + 1,3 % i perioden 1999-2003. Fra år til år var punktafgifternes udvikling følgende: - 5,4 % fra 1999 til 2000, - 1,6 % fra 2000 til 2001, + 9,5 % fra 2001 til 2002 og - 0,5 % fra 2002 til 2003. Det fremgår følgelig, at afgifterne blev mindre og mindre, bortset fra 2001 og 2002. Forhøjelsen i den pågældende periode kan således ikke anses for stor, da den i praksis ikke har haft nogen virkning for prisudviklingen for fyringsolie (på grundlag af tallene i tabellen steg forbrugerprisen på fyringsolie i disse to år kun 2,2 %). Bestemmelserne i punkt 52 i 2001-rammebestemmelserne kan således ikke anvendes i dette tilfælde.

(109)

Punkt 53 i 2001-rammebestemmelserne angiver, at »Når afgiftslempelserne vedrører en afgift, som er omfattet af en afgiftsharmonisering på fællesskabsplan, og hvis den nationale afgift er lavere end eller lig med EF-mindstesatsen […] bør eventuelle fritagelser opfylde de betingelser, der er fastlagt i punkt 45 og 46, og en undtagelse fra EF-mindstesatserne kræver under alle omstændigheder en udtrykkelig godkendelse«.

(110)

Punkt 45 i 2001-rammebestemmelserne anfører, at degressiv støtte højst kan ydes i fem år, og at støtteintensiteten kan være indtil 100 % af meromkostningerne (21) det første år, men skal derefter lineært nedsættes til en nulsats ved udgangen af det femte år.

(111)

I punkt 46 i 2001-rammebestemmelserne anføres, at for ikke-degressiv støtte er varigheden begrænset til fem år, og intensiteten kan højst udgøre 50 % af meromkostningerne.

(112)

Kommissionen har i denne sag allerede konstateret, at støtten ikke var degressiv (jf. betragtning 88 ovenfor). Følgelig vil kun bestemmelserne i punkt 46 i rammebestemmelserne i givet fald kunne finde anvendelse. Men de italienske myndigheders oplysninger sætter ikke Kommissionen i stand til at konkludere, at støtteintensiteten var begrænset til 50 % af meromkostningerne forårsaget af punktafgifterne i forhold til markedspriserne for væksthusprodukter.

(113)

Sådan støtte kan således ikke anses for forenelig på grundlag af bestemmelserne i punkt 46 i 2001-rammebestemmelserne og følgelig heller ikke på grundlag af bestemmelserne i punkt 53 i de samme rammebestemmelser.

(114)

Betragtningerne i betragtning 94-112 ovenfor viser, at den pågældende støtte ikke kan erklæres forenelig med fællesmarkedet på basis af bestemmelserne i 2001-rammebestemmelserne.

(115)

Hvad angår de andre argumenter, som de italienske myndigheder fremfører i de forskellige faser af undersøgelsen, konstaterer Kommissionen, at der ikke er oplysninger, der kan fjerne den tvivl, som Kommissionen giver udtryk for i betragtning 34, litra b), ovenfor. Argumentet i betragtning 43 ovenfor, ifølge hvilket den italienske foranstaltning kan være forenelig med fællesmarkedet, hvis de begunstigede betaler det mindstebeløb, der er fastsat på fællesskabsplan, er ikke relevant, fordi væksthusgartnerne har modtaget fuldstændig fritagelse for punktafgifterne i næsten hele den pågældende periode, dvs. de har ikke betalt punktafgifter.

(116)

Argumenterne fremsat af tredjeparter, der indgav deres bemærkninger efter den første indledning af proceduren, giver for deres part ingen aspekter, der taler til fordel for støttens forenelighed med fællesmarkedet. Hvad angår den sårbare situation, som de støttemodtagende virksomheder vil komme til at befinde sig i, hvis støtten erklæres for uforenelig og skal betales tilbage, skal det bemærkes, at tilbagebetalingen af uforenelig støtte er nødvendig for at genskabe den situation, der bestod, før støtten blev givet, dvs. en situation uden konkurrenceforvridende foranstaltninger, der fandtes inden støtten blev ydet. Det forhold, at bestemte virksomheder ikke længere er levedygtige, er udelukkende følgen af konkurrencens frie spil under normale markedsøkonomivilkår. Da det på den anden side ikke kan bevises, at et formindsket olieforbrug nødvendigvis resulterer i produkter af ringere kvalitet (der kan højst være tale om at forsinke modningen eller væksten en smule). Endelig er henvisningen til forholdene i andre lande for at bevise, at der ikke er tale om konkurrenceforvridning, ikke relevant. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at konstatere, at fritagelsen giver de italienske væksthusgartnere en konkurrencemæssig fordel i forhold til de andre landes, og at sammenligningsgrundlaget skal være de forhold, der fandtes i Italien uden fritagelserne.

(117)

Kommissionen konstaterer, at Italien ulovligt har ydet støtte i strid med EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Den ovenstående analyse viser, at støtten ikke kan erklæres for forenelig med fællesmarkedet, fordi den ikke imødekommer betingelserne i landbrugsrammebestemmelserne fra 2000 og fra 2007 og heller ikke i miljørammebestemmelserne fra 1994 og 2001. Analysen har desuden påvist, at det simple forhold, at der findes direktiver, ikke kan berettige, at der anvendes foranstaltninger, der kan forårsage konkurrenceforvridninger; de italienske myndigheder har endvidere ikke kunnet fjerne den tvivl, som Kommissionen gav udtryk for i forbindelse med indledningen af proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2.

(118)

I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren (i dette tilfælde væksthusgartnerne), jf. artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999. Italien skal således træffe alle nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den udbetalte, men uforenelige, støtte fra støttemodtagerne; beløbet skal svare til forskellen mellem den fuldstændige afgiftsfritagelse og den reducerede punktafgift, som de andre virksomheder i landbrugssektoren betalte. Som fastsat i punkt 42 i Kommissionens meddelelse »Mod en effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutninger, som pålægger en medlemsstat at tilbagesøge ulovlig og uforenelig statsstøtte« (22), har Italien fire måneder fra denne beslutnings ikrafttrædelse til at gennemføre den. Den støtte, der skal tilbagesøges, forøges med de renter, som beregnes i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (23).

(119)

Imidlertid vil støtte, der blev ydet i henhold til denne støtteordning, og som på støttetidspunktet opfyldte betingelserne i en forordning, som Kommissionen har vedtaget i henhold til artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 994/98 (24) (de minimis-forordningen), ikke blive betragtet som statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1.

(120)

Der var på støttetidspunktet for den pågældende støtte endnu ingen de minimis-fællesskabsbestemmelser i landbrugssektoren.

(121)

De første fællesskabsregler, der blev vedtaget på dette område, var bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1860/2004 af 6. oktober 2004 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte i landbrugs- og fiskerisektoren (25).

(122)

Det er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 1860/2004, at støtte, der ikke overstiger 3 000 EUR i en treårig periode (dette beløb omfatter også de minimis-støtte til en virksomhed), ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og ikke fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen og derfor ikke falder ind under EF-traktatens artikel 87, stk. 1.

(123)

I henhold til artikel 5 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1860/2004 anvendes samme princip på støtte, som er bevilget før forordningens ikrafttrædelse, hvis støtten opfylder alle betingelserne i artikel 1 og 3.

(124)

Den 1. januar 2008 blev forordning (EF) nr. 1860/2004 afløst af Kommissionens forordning (EF) nr. 1535/2007 af 20. december 2007 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte til produktion af landbrugsprodukter (26), der forhøjer de minimis-støtten pr. modtager til 7 500 EUR over en periode på tre regnskabsår uanset støttens form og indhold inden for et loft pr. medlemsstat svarende til 0,75 % af den årlige produktion.

(125)

Artikel 6, stk. 1, i nævnte forordning siger, at forordningen »finder anvendelse på støtte, som før den 1. januar 2008 er ydet til virksomheder i landbrugsproduktionssektoren, hvis støtten opfylder alle betingelser i artikel 1 til 4, med undtagelse af kravet om den udtrykkelige henvisning til denne forordning, jf. artikel 4, stk. 1, første afsnit«.

(126)

På denne baggrund betragter Kommissionen ikke som statsstøtte de afgiftslempelser, der ikke overstiger 3 000 EUR, forudsat at de på det tidspunkt, de blev givet, var i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1860/2004, og heller ikke de afgiftslempelser, der ikke overstiger 7 500 EUR forudsat, at de på det tidspunkt, de blev givet, var i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1535/2007 —

a)

listen over de støttemodtagere, der har modtaget støtte i henhold til den i artikel 1 omhandlede støtteordning, og det samlede støttebeløb, som hver enkelt af dem har modtaget i henhold til ordningen

b)

oplysning om, hvor stort et beløb (hovedstol og renter) der skal tilbagesøges hos de enkelte støttemodtagere

c)

en detaljeret beskrivelse af de foranstaltninger, der allerede er truffet eller er planlagt for at efterkomme beslutningen

d)

dokumenter, der attesterer det påbud om tilbagebetaling af støtte, der er tilsendt støttemodtagerne.

12.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/21

(1)

Den 29. juni 2006 anmeldte Frankrig en reform af finansieringen af pensionsordningen for RATP til Kommissionen. Frankrig sendte Kommissionen supplerende oplysninger ved skrivelser af 29. september 2006, 15. december 2006 og 4. april 2007.

(2)

Kommissionen gav ved brev af 10. oktober 2007 Frankrig meddelelse om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til den anmeldte foranstaltning (herefter »beslutningen om indledning af proceduren«).

(3)

Beslutningen om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 15. januar 2008 (2).

(4)

De franske myndigheder fremsatte deres bemærkninger den 22. januar 2008.

(5)

Den 19. februar 2008 modtog Kommissionen bemærkninger fra en interesseret part. Den videresendte bemærkningerne til Frankrig med mulighed for at kommentere dem og modtog Frankrigs kommentarer i brev af 3. april 2008.

(6)

Den 23. april 2008 meddelte de franske myndigheder Kommissionen, at den franske regering i efteråret 2007 havde indledt reformen af de særlige pensionsordninger for offentlige virksomheder, navnlig pensionsordningen for medarbejdere hos RATP.

(7)

Kommissionen bad den 6. januar 2009 om supplerende oplysninger, og de franske myndigheder svarede pr. brev af 3. marts 2009.

(8)

La Régie Autonome des Transports Parisiens (herefter »RATP«) er en offentlig fransk virksomhed, der ejes 100 % af den franske stat. RATP blev oprettet ved lov nr. 48-506 af 21. marts 1948 om omlægning og koordinering af personbefordring i Paris-regionen (3) og har til formål at varetage »driften af de transportnet og -linjer til kollektiv persontransport, det har fået overdraget« (4).

(9)

Loven begrænsede RATP’s virksomhed til kollektiv transport i Paris-regionen. I medfør af artikel 7 i lov nr. 48-506 af 21. marts 1948 har RATP ansvaret for »driften af de kollektive transportnet i byen Paris og departementet Seine samt linjerne i Seine-et-Oise og Seine-et-Marne, som tidligere var blevet overdraget eller bortforpagtet til Compagnie du chemin de fer métropolitain eller til Société des transports en commun de la région parisienne«. Denne situation blev atter bekræftet ved ovennævnte bekendtgørelse nr. 59-151 af 7. januar 1959.

(10)

RATP har imidlertid mulighed for gennem datterselskaber at tilbyde tjenesteydelser uden for Ile-de-France (5). RATP’s datterselskaber, der er dannet som aktieselskaber, er i dag samlet i tre store poler, der beskæftiger omkring 2 050 personer, hvoraf 170 er udstationeret fra moderselskabet:

(11)

RATP-koncernen beskæftiger i alt ca. 46 050 personer, hvoraf 44 000 er vedtægtsansatte medarbejdere, og resten, dvs. 2 050 personer, arbejder i RATP’s datterselskaber.

(12)

Arbejdsvilkårene for vedtægtsansatte medarbejdere er fastsat lovgivningsmæssigt i vedtægten for funktionærer i RATP (6). For de 2 050 personer, der er ansat i RATP’s datterselskaber, er arbejdsbetingelserne derimod fastsat i de kollektive overenskomster og er derfor ikke omfattet af RATP’s funktionærvedtægt.

(13)

Indtil nu har markedet for kollektiv transport i Ile-de-France ikke været åbent for konkurrence. Licenser til at drive offentlige transportlinjer blev tildelt efter proceduren i dekret nr. 59-157 af 7. januar 1959 vedrørende tilrettelæggelse af personbefordringen i regionen Ile-de-France (7), hvorved markedet for kollektiv transport i Ile-de-France var blevet fordelt mellem RATP og det store antal små private operatører, der dengang var til stede i Ile-de-France.

(14)

Ud over RATP leverer omkring et hundrede virksomheder kollektive transportydelser i Ile-de-France. Disse virksomheder er de franske statsbaner SNCF samt private operatører, der er samlet i sammenslutningen OPTILE (ca. 95 virksomheder, heraf tre større bustransportoperatører, Veolia Transport, Keolis og Transdev).

(15)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF) nr. 1107/70 (8) (herefter »forordning (EF) nr. 1370/2007«) skal markedet for offentlig transport gradvist åbnes. Den træder i kraft den 3. december 2009 i overensstemmelse med forordningens artikel 12.

(16)

RATP’s pensionsordning er fastsat i artikel 31 i ovennævnte lov nr. 48-506 af 21. marts 1948 og suppleret af dekret nr. 59-1091 af 23. september 1959 om RATP (9).

(17)

Pensionsordningen for medarbejdere hos RATP er i henhold til artikel L 711-1 og R. 711-1 i socialsikringsloven (Code de la sécurité sociale) en særlig ordning med specifikke fordele i forhold til de almindelige ordninger. Der er tale om en lovfæstet ordning, der er fastsat administrativt af staten. Endvidere fastsættes udviklingen af bl.a. parametre, bidrag og ydelser i administrative bestemmelser.

(18)

I forhold til de almindelige ordninger vedrørte de vigtigste særlige træk ved pensionsordningen for ansatte hos RATP indtil den 15. januar 2008 de nærmere betingelser for beregning af pensionsret og fastsættelse af pension.

(19)

I den forbindelse skal pensionsbeløbet i henhold til de almindelige pensionsordninger beregnes på grundlag af gennemsnitslønnen i hele eller dele af karriereforløbet. Det står også i forhold til forsikringsperiode eller alder, idet der anvendes en under- eller overkurs, når de værdier, der fastsættes under hensyntagen til disse to kriterier, ikke opnås eller overskrides. Således beregnes pensionen under den almindelige ordning på grundlag af gennemsnitslønnen (inklusive tillæg) i de 25 bedste erhvervsaktive år (inden for rammerne af et årligt lønloft) med 50 % (fuld sats), såfremt forsikringstageren kan dokumentere mindst 40 års forsikring.

(20)

Ifølge RATP’s pensionsordning havde de vedtægtsansatte derimod for hvert års forsikring ret til 2 % af den grundløn uden tillæg, de havde fået i de sidste seks erhvervsaktive måneder, dog højst 37,5 pensionsgivende tjenesteår. Som følge heraf modtog en RATP-medarbejder efter 37,5 års arbejde en pension, der svarede til 75 % af sin sidste løn, eksklusive tillæg, dvs. ca. 64,5 % af den sidste løn, inklusive tillæg.

(21)

De grundlæggende principper for reformen, der blev iværksat ved loven af 21. august 2003 (10) for næsten samtlige franske grundpensionsordninger, blev udvidet til RATP’s særlige pensionsordning ved dekret 2008-48 af 15. januar 2008 (11), 2008-637 af 30. juni 2008 (12) og 2008-1514 af 30. december 2008 (13). Et af målene med denne reform er at harmonisere særordningerne efter de almindelige regler for grundordninger for lønmodtagere i den private sektor og embedsmænd. I forbindelse med RATP’s særordning øges navnlig den periode, hvor der skal betales bidrag for at opnå fuld pension, gradvis til 40 pensionsgivende tjenesteår i 2012 og udvikles derefter med et kvartal den 1. juli hvert år, indtil bidragsperioden under den generelle ordning og ordningen for den offentlige sektor er nået (varigheden på 41 år, der i 2012 gælder for den generelle ordning og ordningen for den offentlige sektor, forventes således nået i 2016 for særordningen).

(22)

Pensionsordningen for ansatte hos RATP er en løbende finansieret pensionsordning, hvor de bidrag, de erhvervsaktive indbetaler i aldersforsikring, omgående bruges til at udbetale pensionisternes pensioner (14).

(23)

Indtil den 31. december 2005 påhvilede pensionsforpligtelserne ved særordningen juridisk set RATP. I medfør af artikel 20 i ovennævnte lov fra 1948 påhvilede det RATP at sikre den finansielle balance i den særlige pensionsordning.

(24)

Forvaltningen af denne særlige pensionsordning blev varetaget af RATP’s pensionsafdeling, der var en del af den retlige enhed RATP. Den afdeling opkrævede bidrag fra de erhvervsaktive medarbejdere hos RATP og fra RATP selv som arbejdsgiver og udbetalte pensioner til de ydelsesberettigede under ordningen. Pensionsbidragssatserne (bidragssatserne for lønmodtagerne på 7,85 % og for arbejdsgiveren på 15,34 %) var lavere end de almindelige bidragssatser (lønmodtagerbidrag på 12 % og arbejdsgiverbidrag på 18 %).

(25)

I mange år oparbejdede RATP’s pensionsordning et strukturelt underskud på grund af den demografiske ubalance mellem erhvervsaktive og pensionister, dens specifikke fordele i forhold til den almindelige ordning, og, indtil den 31. december 2005, den lovbestemte fastsættelse af pensionsbidragssatserne. Disse successive underskud på RATP’s pensionsordning blev dækket af staten i henhold til artikel 2 i ovennævnte bekendtgørelse af 7. januar 1959 og ovennævnte dekret af 7. januar 1959.

(26)

Den 29. juni 2006 anmeldte Frankrig reformen af finansieringen af pensionsordningen for RATP. Ifølge de franske myndigheder indgår denne reform i udviklingen af den institutionelle struktur for bytrafikken i Ile-de-France, der har været i gang i de sidste ti år, og i forberedelserne til åbning af bytrafikken for konkurrence.

(27)

Den anmeldte reform falder i to etaper.

(28)

I medfør af artikel 1 i dekret nr. 2005-1635 af 26. december 2005 (15) oprettedes den 1. januar 2006 en pensionskasse for medarbejdere hos RATP (herefter »CRP-RATP«).

(29)

CRP-RATP har status af privatretligt socialsikringsorgan som juridisk person og med retlig og finansiel autonomi i forhold til RATP. I medfør af artikel L711-1 i socialsikringsloven (Code de la sécurité sociale) har CRP-RATP alle de beføjelser, der er fastsat i artikel L111-1 i nævnte lovsamling, hvori det især fremhæves, at udformningen af social sikring bygger på princippet om national solidaritet. Den er underlagt reglerne i socialsikringsloven, der gælder for alle uafhængige pensionskasser. Den er underlagt statslig kontrol, som varetages af regeringskommissærer.

(30)

På datoen for sin oprettelse blev CRP-RATP i stedet for RATP den eneste juridiske debitor i forhold til alderspensioner til vedtægtsansatte funktionærer.

(31)

I den egenskab har CRP-RATP siden den 1. januar 2006 opkrævet et bidrag med frigørende virkning fra RATP svarende til bidragene fra de aktive medlemmer af den særlige ordning og til RATP’s arbejdsgiverbidrag. Disse bidrag er endvidere fra samme dato blevet sat op til det almindelige niveau (16). Ud over disse pensionsbidrag modtager CRP-RATP en betaling fra staten med det formål at skabe balance i regnskaberne. Dette udligningsbidrag finansierer både det demografiske underskud på den særlige ordning og pensionsrettighederne i henhold til ordningen. I 2006 og 2007 betalte staten udligningstilskud på henholdsvis 390,11 mio. og 414 mio. EUR.

(32)

I henhold til artikel 18 i ovennævnte dekret nr. 2005-1635 af 26. december 2005 er der mulighed for, at CRP-RATP finansielt tilslutter en del af pensionsrettighederne under særordningen for RATP-ansatte til de almindelige ordninger (CNAV (17) og AGIRC (18)/ARRCO (19)) (20), dvs. teknisk set overfører CRP-RATP’s pensionstransaktioner til de almindelige ordninger (herefter »modtagende ordninger«).

(33)

Tilslutningen af en del af pensionsrettighederne under RATP’s særordning til de almindelige ordninger har til formål at sikre solidaritet mellem generationer og mellem fag på et stærkt udvidet demografisk grundlag og i bredere forstand at sikre en bæredygtig finansiering af de obligatoriske pensionsordninger, som finansieres efter pay-as-you-go-princippet.

(34)

I medfør af artikel L222-6 i socialsikringsloven kan en særlig pensionsordning eller enhver anden pensionsordning tilsluttes de almindelige ordninger, for så vidt angår den del af ydelserne, som udbetales af særordningerne, der svarer til de aldersydelser, der udbetales til lønmodtagere under den almindelige ordning.

(35)

Inden for rammerne af en løbende finansieret pensionsordning sker en modtagende ordnings overtagelse af rettigheder, der tidligere er erhvervet under en anden ordning (og således efter andre kriterier), ved at beregne disse erhvervede rettigheder på grundlag af reglerne i den modtagende ordning, som om rettighedshaverne (pensionister, erhvervsaktive og slettede) havde gennemført hele deres karriereforløb under den modtagende ordning.

(36)

I det foreliggende tilfælde har de franske myndigheder beregnet basisrettighederne, dvs. dem, som svarer til pensionsydelser beregnet efter de modtagende ordningers regler, og som disse ordninger skal overtage (21). Kun disse således definerede basisrettigheder kan overtages af de modtagende ordninger.

(37)

Det hedder endvidere i artikel 222-6 i socialsikringsloven, at tilslutningen af en særordning skal overholde princippet om, at transaktionen skal være finansielt neutral for de forsikrede i den modtagende ordning. Med andre ord må en særlig pensionsordnings finansielle tilslutning til almindelige ordninger under ingen omstændigheder forringe den finansielle situation for de modtagende ordninger.

(38)

På dette stadium sker der en afvejning for at fastslå, hvilken del af disse tidligere optjente pensionsrettigheder der faktisk valideres ved tilslutningen, således at ovennævnte princip om finansiel neutralitet nøje overholdes. Begrebsmæssigt foretages der en sammenligning mellem den tilsluttede koncerns pensionsudgiftsforhold og den modtagende ordnings pensionsudgiftsforhold (22). Den modtagende ordning afgør herefter, hvilken overtagelsesandel af de rekonstruerede tidligere optjente rettigheder der sikrer lighed mellem disse udgiftsforhold, hvilket betyder, at den modtagende ordning overtager pensionsrettighederne »gratis« ved den valideringssats.

(39)

Hvis den modtagende ordnings valideringssats for de rekonstruerede erhvervede rettigheder er under 100 %, kan denne ordning foreslå den tilsluttede ordning at få disse rettigheder godkendt med 100 % mod betaling af et bidrag til fastholdelse af rettigheder (eller »udligningsbeløb«).

(40)

Metoden til beregning af udligningsbeløb har til formål ikke på forhånd at ændre den forventede situation for den modtagende ordning. Hvis afvejningen er foreløbig, svarer udligningsbeløbet til nettonutidsværdien af de årlige optagelsesgebyrer. Det årlige optagelsesgebyr er det, der årligt udligner udgiftsforholdene mellem den integrerede ordning og den modtagende ordning for de supplerende rettigheder (dvs. ud over de rettigheder, der overtages gratis), som den modtagende ordning overtager.

(41)

Hvis den modtagende ordnings finansielle situation er præget af strukturelt underskud, kræver beregningsmetoden, at denne tendentielle ubalance ikke forværres, og ikke, at den nedbringes ved at kræve en foreløbig teknisk ligevægt af den overførte koncern.

(42)

I det foreliggende tilfælde er RATP’s demografiske struktur ikke så god som den demografiske struktur i den franske gennemsnitsvirksomhed, der er tilknyttet de almindelige pensionsordninger, og derfor kræver en fuld tilslutning af basisrettighederne under den særlige pensionsordning for ansatte hos RATP til de almindelige ordninger, at der til de modtagende ordninger betales udligningsbeløb, dvs. ekstraordinære forud fastsatte og frigørende bidrag.

(43)

De franske myndigheder har nærmere beskrevet metoderne til beregning af disse udligningsbeløb. Beregningerne vil blive foretaget efter værdierne af de gældende parametre ved iværksættelsen, dvs.:

(44)

De franske myndigheder anslår på nuværende tidspunkt, at der skal betales følgende udligningsbeløb:

(45)

Den franske regering regner med, i stedet for CRP-RATP, at påtage sig at betale disse udligningsbeløb til de almindelige ordninger for således at sikre den finansielle neutralitet ved tilslutningen af RATP’s særlige ordning til disse modtagende ordninger.

(46)

Vedrørende de basisrettigheder, der erhverves efter tilslutningen, ventes det, at RATP og dets ansatte betaler almindelige pensionsbidrag til gengæld for, at den generelle ordning og tillægsordningerne yder dækning.

(47)

I sin beslutning om at indlede proceduren gav Kommissionen udtryk for tvivl om, hvorvidt den anmeldte reform var forenelig med det indre marked. Kommissionen nævnte, at formålet med proceduren var at fastslå, om den anmeldte reform udgjorde en støtte til RATP.

(48)

For det første satte Kommissionen spørgsmålstegn ved den tætte forbindelse mellem oprettelsen af CRP-RATP og tilslutningen til de almindelige ordninger og fandt det nødvendigt at kontrollere, om tilslutningen af basisrettighederne ikke udgjorde en statsstøtte til RATP.

(49)

Dernæst udtrykte Kommissionen tvivl om udsagnet om, at statens finansiering af de specifikke rettigheder under RATP’s pensionsordning ikke udgjorde en statsstøtte og om, at denne i givet fald var forenelig med det indre marked.

(50)

Endelig fremsatte Kommissionen tvivl om, hvorvidt den anmeldte reform var nødvendig, og om den overholdt proportionalitetsprincippet i forhold til almenvellet. Vedrørende den anmeldte reforms nødvendighed satte Kommissionen spørgsmålstegn ved, om markedet for kollektiv transport i Paris-regionen reelt og effektivt bliver åbnet samt om, hvorvidt den fjerner de særlige elementer i RATP’s juridiske og faktuelle forhold, som kan stå i vejen for en effektiv konkurrence. Kommissionen har ligeledes udtrykt tvivl om det rimelige omfang af den anmeldte reform med den begrundelse, at den også vedrører de særlige pensionsforpligtelser for medarbejdere, der ansættes efter reformens iværksættelse.

(51)

I sin beslutning af 10. oktober 2007 konkluderede Kommissionen derimod, at statens finansiering af underskuddet på RATP’s pensionsordning i perioden 1995-2005 udgjorde en eksisterende statsstøtte i medfør af artikel 1, litra b), nr. iii), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (24) (jf. betragtning 0 i nærværende beslutning).

(52)

Kommissionen mente endvidere, at EF-traktatens artikel 87 ikke gjaldt for CRP-RATP, idet der ikke er tale om en virksomhed (betragtning 67 i nævnte beslutning).

(53)

Kommissionen fandt endelig, at den garanti, den franske stat havde givet rettighedshaverne under særordningen, var direkte til gavn for RATP’s medarbejdere og ikke for RATP selv, og at den derfor ikke ville kunne betegnes som en økonomisk fordel for en virksomhed (betragtning 70 i den omtalte beslutning).

(54)

De franske myndigheder anfører i deres brev af 22. januar 2008, at den anmeldte reform efter deres mening institutionaliserer en støtte til enkeltpersoner og ikke til virksomheden RATP, og at der derfor ikke kan være tale om statsstøtte til RATP. Selv om RATP faktisk skulle blive begunstiget af den anmeldte reform, mener de franske myndigheder endvidere ikke, at reformen kan påvirke handlen mellem medlemsstater og heller ikke fordreje konkurrencen, eftersom RATP kun opererer på ét marked, nemlig markedet for kollektiv bytransport i Ile-de-France, der endnu ikke er åbent for konkurrence, og hvor reformen ikke har nogen virkninger for RATP’s datterselskabers aktiviteter eller på de markeder, hvor disse opererer.

(55)

De franske myndigheder mener ikke, at CRP-RATP’s tilslutning til den generelle ordning indeholder elementer af statsstøtte til RATP, eftersom der ikke er nogen fordele for RATP.

(56)

For det første mener de franske myndigheder, som Kommissionen selv har bemærket i betragtning 69 i åbningsbeslutningen, at »anden etape af reformen, dvs. betaling af udligningsbeløb og overførsel af finansieringen af basisrettighederne fra CRP-RATP til CNAV og AGIRC-ARRCO, ikke længere påvirker RATP’s økonomiske situation«.

(57)

Endvidere finder de franske myndigheder, at RATP’s forpligtelser, der svarede til basisrettighederne, ikke udgjorde omkostninger, som normalt burde have belastet dets budget i henhold til Fællesskabets retspraksis. Ifølge de franske myndigheder belastes franske virksomheders finansielle ressourcer nemlig normalt af frigørende bidrag, der betales til de almindelige pensionskasser, men ikke af en forpligtelse til at udbetale pensioner til erhvervsaktive og pensionerede medarbejdere, som det var tilfældet for RATP, der indtil den anmeldte reform havde pensionsafdelingen i virksomheden. Så når CRP-RATP’s tilslutning til den generelle ordning og statens betaling af udligningsbeløb til den generelle ordning sker samtidig med betalingen af et frigørende bidrag på niveau med det almindelige, medfører det ikke, at RATP undgår at bære de omkostninger, virksomheden normalt skulle have afholdt.

(58)

Da særordningen blev indført af staten ved oprettelsen af RATP i 1948, mener de franske myndigheder endelig ikke, at det ville være rimeligt, at virksomheden skulle betale de udligningsbeløb, der skal erlægges til gengæld for CRP-RATP’s tilslutning til den generelle ordning.

(59)

For det første mener de franske myndigheder, at den retspraksis for, at omkostninger som følge af en kollektiv overenskomst i sagens natur er en omkostning, som en virksomhed normalt skal afholde af sit budget, hvad enten virksomheden har accepteret overenskomsten frivilligt, eller den er blevet udvidet til den pågældende virksomhed ad lovgivningens vej (25), ikke gælder i det foreliggende tilfælde, eftersom pensionsordningen for ansatte hos RATP ikke udspringer af en kollektiv overenskomst.

(60)

For det andet mener de franske myndigheder ikke, at det på nogen måde er en fordel for RATP, at der findes specifikke rettigheder. Den kendsgerning, at RATP fortsat vedtægtsansætter medarbejdere, der begunstiges af specifikke rettigheder, beviser ikke, at det skulle udgøre en økonomisk fordel for RATP, at der findes specifikke rettigheder.

(61)

For det tredje fastholder de franske myndigheder, at den offentlige finansiering af specifikke rettigheder udgør en nøje kompensation for unormale omkostninger, som RATP bærer. De franske myndigheder anfører, at konklusionen om, at finansieringen af de specifikke pensionsrettigheder ikke er statsstøtte, følger af de principper, der er blevet fastlagt i Fællesskabets retspraksis siden Fællesskabets oprettelse, og hvorpå dommene i Combus-sagen (26) og Enirisorse-sagen (27) kun er de seneste eksempler.

(62)

Såfremt Kommissionen vurderer, at den anmeldte reform omfatter statsstøtteelementer, mener de franske myndigheder, at reformen under alle omstændigheder er forenelig med det indre marked.

(63)

De franske myndigheder fastholder deres synspunkt om, at den anmeldte reform er i overensstemmelse med teorien om strandede omkostninger og er konkurrencefremmende.

(64)

Endvidere mener de franske myndigheder, at den nye finansiering af pensionsrettigheder fra 2006 er nødvendig og rimelig for at opnå konkurrence på markedet.

(65)

De franske myndigheder mener, at den anmeldte reform er nødvendig, eftersom den er en forudsætning for at åbne bytransportsektoren i Ile-de-France for konkurrence, jf. forordning (EF) nr. 1370/2007. Den vil gøre det muligt dels at forebygge konkurrenceforvridning mellem offentlige og private operatører og dels definitivt at fjerne barrieren for adgang til markedet, som lå i RATP’s måde at finansiere pensioner på.

(66)

Vedrørende proportionaliteten i den anmeldte reform har de franske myndigheder ved brev af 23. april 2008 orienteret Kommissionen om reformen af RATP’s særlige pensionsordning, som den franske regering har indledt, og som harmoniserer RATP’s særlige pensionsordning med de almindelige regler.

(67)

Ved brev af 13. februar 2008 gjorde fagforbundet SUD de la RATP indsigelse mod det af de franske myndigheder anmeldte projekt, idet det udelukkende havde til formål at omdanne RATP til en stor international koncern med økonomisk vinding for øje. I brevet gjorde SUD de la RATP Kommissionen opmærksom på, at ansatte hos RATP efter dets mening ikke har status af overenskomstansatte, der er omfattet af samlingen af arbejdsretlige regler (code du travail).

(68)

SUD de la RATP hævder endvidere, at reformen af RATP’s pensionsordning burde være udarbejdet af en paritetisk blandet kommission, eftersom den indgår i den kollektive forhandling mellem arbejdsmarkedets parter.

(69)

Vedrørende den retlige ordning, der gælder for RATP-ansatte, præciserer de franske myndigheder i deres brev af 3. april 2008, at bestemmelserne i samlingen af arbejdsretlige regler skal gælde for RATP’s vedtægtsansatte, medmindre det udtrykkeligt deri hedder eller følger af retspraksis, at disse bestemmelser ikke gælder for disse medarbejdere. Forekomsten af sådanne undtagelser er ifølge Frankrig ikke tilstrækkelig til at afgøre, at medarbejdere hos RATP skulle indgå i et offentligretligt ansættelsesforhold.

(70)

Frankrig anfører desuden, at dekret nr. 60-1362 af 19. december 1960, der giver den paritetiske blandede kommission hos RATP kompetence vedrørende personalevedtægten, ikke indeholder bestemmelser om pensionsordningen. Ifølge de franske myndigheder er RATP’s pensionsordning ikke resultatet af kollektive forhandlinger, men blev administrativt pålagt RATP af staten

(71)

I denne beslutning tages der stilling til, om den nye pensionsfinansieringsordning er forenelig med Fællesskabets regler om statsstøtte.

(72)

Indledningen af proceduren af 10. oktober 2007 og navnlig kommentarerne fra de franske myndigheder har givet Kommissionen mulighed for at få klarhed over de nærmere betingelser for iværksættelse af den anmeldte reform og dermed for at identificere tre foranstaltninger, der kan indebære elementer af statsstøtte.

(73)

For det første blev CRP-RATP pr. 1. januar 2006 eneste retlige debitor i forhold til alderspensioner for vedtægtsansatte medarbejdere i stedet for RATP.

(74)

For det andet har staten siden 1. januar 2006 udbetalt støtte til CRP-RATP med henblik på udligning af selskabets regnskaber. Denne offentlige støtte dækker det demografiske underskud og meromkostningerne ved RATP’s særordning.

(75)

For det tredje indebærer den påtænkte reform muligheden for, at CRP-RATP tilslutter basispensionsrettighederne under særordningen til de almindelige ordninger. Staten påtager sig at betale udligningsbeløb i stedet for CRP-RATP, således at princippet om streng finansiel neutralitet overholdes.

(76)

Kommissionen bemærker, at CRP-RATP pr. 1. januar 2006 blev eneste retlige debitor i forhold til alderspensioner for vedtægtsansatte i stedet for RATP. Kommissionen konstaterer, at det pensionsbidrag, RATP samtidig betaler til CRP-RATP, er blevet frigørende.

(77)

Kommissionen bemærker, at det i henhold til den ordning, der var gældende før den 1. januar 2006, retligt påhvilede RATP at opfylde pensionsforpligtelserne under særordningen. Dermed afveg finansieringen af særordningen for vedtægtsansatte hos RATP fra de almindelige ordninger, idet RATP var garant for den pågældende ordnings finansielle ligevægt, og det »arbejdsgiverbidrag«, RATP betalte til særordningen, således ikke var frigørende.

(78)

Kommissionen konkluderer som følge heraf, at den vigtigste virkning af bestemmelserne i den anmeldte reform har været at give det »arbejdsgiverbidrag«, RATP har betalt til sine ansattes pensioner, frigørende virkning, idet RATP således er blevet frigjort fra den historiske forpligtelse til at sikre særordningens ligevægt. Med andre ord er ansvaret for finansiel ligevægt på den pågældende særordning hos RATP med den anmeldte reform blevet overført til CRP-RATP og i sidste instans til staten.

(79)

Kommissionen konstaterer desuden, at RATP’s forpligtelse til at sikre finansiel balance i særordningen uden den anmeldte reform ville have betydet, at RATP skulle have opført en forpligtelse over for staten, som der ville skulle ydes dækning for i regnskabet ved overgangen til IFRS (International Financial Reporting Standards), som har været gældende for RATP siden den 30. juni 2007 (28).

(80)

Kommissionen ønsker her at understrege, at det spørgsmål, oprettelsen af CRP-RATP rejser, er identisk med problemstillingen i forbindelse med reformen af finansieringen af pensionerne til tjenestemandsansatte i Postvæsenet (La Poste) (29). Derfor vil Kommissionen kontrollere, om den omhandlede foranstaltning i den foreliggende sag indebærer elementer af statsstøtte ved at anlægge samme synsvinkel som i ovennævnte beslutning.

(81)

Det bestemmes i traktatens artikel 87, stk. 1, at »bortset fra de i traktaten hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

(82)

For at betegne en national foranstaltning som statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, skal følgende kumulative betingelser være opfyldt, dvs. at: 1) den pågældende foranstaltning medfører en selektiv økonomisk fordel, 2) fordelen finansieres ved hjælp af statsmidler, 3) fordelen fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene og endelig, at 4) fordelen påvirker samhandlen mellem medlemsstaterne.

(83)

I det følgende gennemgås de årsager, der giver grund til at mene, at den pågældende foranstaltning opfylder disse kumulative betingelser og dermed udgør statsstøtte til fordel for RATP i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

(84)

For at vurdere, om den pågældende foranstaltning omfatter statsstøtteelementer, skal det fastslås, om den giver RATP en økonomisk fordel ved at gøre det muligt for virksomheden at undgå omkostninger, der normalt skulle have været afholdt over dens kapital, og om de derved har hindret markedskræfternes frie spil (30).

(85)

Ifølge fast retspraksis er en normal omkostning i den forbindelse en omkostning, som en virksomhed normalt skal afholde i forbindelse med den daglige drift eller sine normale aktiviteter (31). Domstolen vurderede ligeledes, at en støtte består i en lettelse af de byrder, der normalt belaster virksomhedernes budget, idet der tages hensyn til den ordnings karakter eller opbygning, hvori de indgår, hvorimod en særlig byrde består i en meromkostning i forhold til de normale omkostninger (32).

(86)

På baggrund af Domstolens retspraksis og i overensstemmelse med dens beslutningspraksis (33) mener Kommissionen, at betegnelsen »normal« eller »særlig« byrde indebærer, at der anvendes en referenceramme eller sammenligningsfaktor for at fastslå, hvilke virksomheder der befinder sig i en tilsvarende retlig og faktisk situation i lyset af den pågældende foranstaltnings målsætning.

(87)

I den forbindelse skal det understreges, at der ved anvendelsen af traktatens artikel 87, stk. 1, udelukkende skal tages stilling til, om en statslig foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige »visse virksomheder eller visse produktioner«, jf. traktatens artikel 87, stk. 1, i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til det formål, som forfølges med den pågældende foranstaltning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation.

(88)

Nærmere betegnet anfører Domstolen, at valget af referenceramme følger en totrinsstrategi. Først fastlæggelse af den udgiftsordning, der er berørt af den pågældende foranstaltning og dernæst fastlæggelse af den generelle ordning, som gælder for den omhandlede udgiftsordning.

(89)

Såfremt der kan afdækkes en relevant eksogen sammenligningsfaktor, hvorved det kan fastslås, at der er tale om »unormale« omkostninger, udgør den pågældende foranstaltning ikke statsstøtte, jf. traktatens artikel 87, stk. 1. I modsat fald udgør den omhandlede foranstaltning en statsstøtte i henhold til samme bestemmelse.

(90)

Efter anvendelse af denne metodik på den foreliggende sag mener Kommissionen, at den af den omhandlede foranstaltning berørte udgiftsordning består af socialsikringsbidrag betalt af en arbejdsgiver inden for rammerne af dennes medarbejderes obligatoriske aldersforsikring.

(91)

Teoretisk set skelner Kommissionen mellem to potentielle referencerammer:

(92)

Vedrørende den første mulige sammenligningsfaktor, dvs. de almindelige pensionsordninger, bemærker Kommissionen, at RATP siden den 1. januar 2006 har betalt et socialsikringsbidrag på niveau med det socialsikringsbidrag, virksomheder betaler til pensionskasser, som forvalter de almindelige ordninger. Kommissionen bemærker imidlertid, at de ydelser, der pr. 1. januar 2006 er udbetalt til de ydelsesberettigede hos RATP fra den særlige ordning, som forvaltes af CRP-RATP, er højere end de ydelser, der gives til arbejdstagere tilknyttet de almindelige ordninger.

(93)

Endvidere konstaterer Kommissionen, at de, der er tilsluttet de almindelige ordninger, er overenskomstansatte, mens medarbejderne hos RATP er vedtægtsansatte. I den forbindelse skal det nævnes, at de RATP-ansattes status på flere måder afviger fra de almindelige regler (jf. fodnote 6).

(94)

Kommissionen mener på baggrund af ovenstående overvejelser og sin beslutningspraksis (34), at de bestemmelser, der gælder for de almindelige obligatoriske aldersforsikringsordninger ikke kan tjene som sammenligningsfaktor i den analyse, Kommissionen foretager for at fastslå, om der foreligger en økonomisk fordel, jf. traktatens artikel 87, stk. 1.

(95)

For så vidt angår den anden mulige sammenligningsfaktor, dvs. de offentlige virksomheder, har Kommissionen ikke kunnet påvise en ensartet gruppe af økonomiske aktører, der kan anvendes som sammenligningsfaktor. RATP er nemlig på mere end én måde i Frankrig i en meget speciel retlig og faktisk situation (35).

(96)

Kommissionen konkluderer, at der ikke findes en eksogen sammenligningsfaktor, som giver mulighed for at fastsætte et »normalt« bidrag for virksomheder, der befinder sig i samme retlige og faktiske situation som RATP med hensyn til den pågældende foranstaltnings mål

(97)

Enirisorse-dommen (36), som Frankrig anfører, ændrer ikke Kommissionens konklusioner om tilstedeværelsen af en fordel for RATP. I den dom bygger Domstolen nemlig sin konklusion på en sammenligning af den omtvistede foranstaltning og en »normal situation«, som Domstolen kunne fastslå, men som ikke findes på lignende måde i den foreliggende sag.

(98)

Da der ikke findes nogen relevant eksogen sammenligningsfaktor, mener Kommissionen, at referencerammen for vurdering af, om der er tale om en fordel, jf. traktatens artikel 87, stk. 1, vil være RATP’s egen situation inden gennemførelsen af foranstaltningen.

(99)

Som anført ovenfor var RATP inden for rammerne af den ordning, der var gældende før den 1. januar 2006, retligt forpligtet til at opfylde pensionsforpligtelserne under særordningen. Dermed var RATP garant for den pågældende ordnings finansielle ligevægt, idet det »arbejdsgiverbidrag«, RATP betalte til særordningen, ikke var frigørende.

(100)

Kommissionen har konstateret, at den vigtigste effekt af bestemmelserne i den anmeldte reform var at give det »arbejdsgiverbidrag«, RATP betalte til sine medarbejderes pension, frigørende virkning.

(101)

Kommissionen konkluderer derfor, at de omhandlede foranstaltninger fritager RATP for udgifter, som selskabet skulle have afholdt i henhold til ovennævnte lov fra 1948.

(102)

Med hensyn til en analyse af, om RATP’s pensionsudgifter skal betragtes som normale eller ej, mener Kommissionen, at de forpligtelser, en virksomhed selv har til at betale som fratrædelsesgodtgørelse og/eller førtidspension i henhold til lovgivningen på arbejdsmarkedsområdet eller kollektive overenskomster med fagforeningerne, er en del af de normale driftsomkostninger, en virksomhed skal dække ved hjælp af egne midler (37).

(103)

Kommissionen mener på denne baggrund, at RATP’s pensionsudgifter i henhold til 1948-loven er normale omkostninger. Da RATP gennem den pågældende foranstaltning undgår at skulle afholde omkostninger, som selskabet normalt skulle have afholdt over sine egne midler, mener Kommissionen, at foranstaltningen giver selskabet en økonomisk fordel, jf. traktatens artikel 87, stk. 1. Fordelen er selektiv, for den vedrører kun RATP.

(104)

Kommissionen konstaterer desuden, at RATP’s forpligtelse til at sikre finansiel ligevægt i særordningen uden den anmeldte reform ville have betydet, at RATP skulle have opført en forpligtelse over for staten, som der skulle være ydet dækning for i regnskabet ved overgangen til IFRS (International Financial Reporting Standards), som har været gældende for RATP siden den 30. juni 2007.

(105)

Dette element bekræfter, at oprettelsen af CRP-RATP begrænser de udgifter, RATP normalt skulle have afholdt.

(106)

De franske myndigheder gør detaljeret rede for Combus-dommen (38), hvori Retten betragtede »unormale« byrder som byrder, der skyldes de ansattes særlige status i en virksomhed, der som følge af en reform befinder sig i samme situation som sine konkurrenter, når det gælder personaleadministration. Retten anfører således, at »formålet med den pågældende foranstaltning var at erstatte den gunstige og bekostelige ordning, som gjaldt for de tjenestemandsansatte, der var beskæftiget af Combus, med overenskomstvilkår svarende til dem, der gjaldt for ansatte i andre busselskaber, som var i konkurrence med Combus. Formålet var altså at frigøre Combus for en strukturel ulempe i forhold til dets private konkurrenter. Artikel 87, stk. 1, EF tilsigter alene at forbyde de fordele, som favoriserer visse virksomheder, idet begrebet støtte kun omfatter indgreb, der letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og som må betragtes som en økonomisk fordel, som den støttemodtagende virksomhed ikke ville have opnået på normale markedsvilkår. […]. I øvrigt ville den danske stat, i stedet for at udbetale beløbet på 100 mio. DKK direkte til de af Combus beskæftigede tjenestemænd, have kunnet opnå samme resultat ved at genplacere de pågældende tjenestemænd andetsteds i den offentlige forvaltning uden særlig godtgørelse, hvorved Combus ville have haft mulighed for straks fra begyndelsen at rekruttere personale på overenskomstvilkår.«

(107)

Generelt skal det erindres, at retspraksis i Combus-sagen ikke er blevet stadfæstet af Domstolen, Visse elementer i Domstolens retspraksis strider mod, at kompensationen for en strukturbestemt ulempe skulle udelukke, at der er tale om støtte. Domstolen har således konstant fastslået, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om støtte, skal vurderes på grundlag af statsindgrebets virkninger og ikke på grundlag af dets årsager eller formål (39). Domstolen har også fastholdt, at begrebet støtte omfatter fordele, som de offentlige myndigheder giver en virksomhed, og som på forskellig måde letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget (40). Domstolen har også klart anført, at virksomhedernes lønomkostninger naturligvis belaster deres budget, uanset om disse omkostninger skyldes lovgivning eller kollektive overenskomster (41). I den forbindelse mente Domstolen, at det forhold, at statsforanstaltninger tager sigte på at kompensere for meromkostninger, udelukker, at der foreligger støtte (42). Frankrig påberåber sig dog det princip, som Retten fastlagde i Combus-dommen, og fastslår, at den anmeldte reform blot fritager RATP for en »unormal« byrde.

(108)

Kommissionen må understrege, at de materielle forhold adskiller Combus-sagen fra den foreliggende, som det fremgår af følgende:

(109)

Kommissionen mener, at de faktuelle forskelle mellem Combus-sagen og den foreliggende sag er tilstrækkelige til at berettige, at de to sager behandles forskelligt.

(110)

Kommissionen mener, at den undersøgte foranstaltning omfatter statsmidler til fordel for RATP, eftersom ansvaret for at sikre ligevægt i den særlige pensionsordning for ansatte hos RATP i sidste ende ikke længere ligger hos RATP, men hos staten. Fra iværksættelsen af reformen sikrer staten nemlig den finansielle ligevægt for CRP-RATP gennem betaling af et udligningstilskud til socialsikringsinstitutionen, som uden reformen skulle være afholdt af RATP.

(111)

Kommissionen konkluderer derfor, at den omhandlede foranstaltning omfatter statsmidler, jf. traktatens artikel 87, stk. 1.

(112)

Som det tidligere er anført, er støttemodtageren RATP moderselskab for en gruppe virksomheder, RATP-koncernen, der opererer i transportsektoren og yder dermed forbundne tjenester. Alle disse operatører driver virksomhed på Fællesskabets markeder for ovennævnte sektorer.

(113)

Det skal i den forbindelse erindres, at driftsstøtte, dvs. støtte, der skal frigøre en virksomhed for omkostninger, som den normalt skulle have båret inden for sin almindelige drift eller sine sædvanlige aktiviteter, i princippet fordrejer konkurrencevilkårene (43). Det blev nemlig vurderet, at enhver støtte, der ydes til en virksomhed, der opererer på Fællesskabets marked, er egnet til at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne (44). Domstolen har endvidere fastslået, at det på ingen måde er udelukket, at et offentligt tilskud til en virksomhed, som alene leverer lokale eller regionale transportydelser, og som ikke leverer transportydelser uden for sin hjemstat, ikke desto mindre kan have indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 87, stk. 1. Når en medlemsstat yder et offentligt tilskud til en virksomhed, kan den pågældende virksomheds stilling inden for levering af transportydelser nemlig derved blive opretholdt eller styrket med den konsekvens, at chancerne for de virksomheder, der er etableret i de øvrige medlemsstater, for at levere transportydelser på denne medlemsstats marked herved bliver formindsket (45).

(114)

I den foreliggende sag har RATP-koncernen en gunstig position i forhold til både sine nationale konkurrenter (46) og sine konkurrenter i andre medlemsstater, der ikke modtager den pågældende støtte.

(115)

I den forbindelse skal det nævnes, at forordning (EF) nr. 1370/2007 indeholder bestemmelser om gradvis åbning af de berørte markeder for konkurrence, og at en sådan sektors åbning for konkurrence indebærer, at statsstøtte til en virksomhed i denne sektor kan påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen på det pågældende marked.

(116)

Som følge heraf mener Kommissionen, at den omhandlede foranstaltning påvirker samhandlen mellem medlemsstaterne og fordrejer konkurrencen mellem disse aktører.

(117)

I overensstemmelse med traktatens artikel 88, stk. 3, skal medlemsstaten anmelde enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger. Den pågældende medlemsstat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte fremgangsmåde har ført til endelig beslutning.

(118)

I den foreliggende sag har de franske myndigheder ved brev af 29. juni 2006 anmeldt reformen af finansieringen af RATP’s pensionsordning. I brevet anfører de franske myndigheder, at de ikke mener, at denne ordning er en statsstøtte, der på forhånd skal indberettes til Kommissionen i medfør af traktatens artikel 88, stk. 3.

(119)

Kommissionen konstaterer imidlertid, at Frankrig har iværksat den pågældende statsstøtte fra den 1. januar 2006, dvs. før Kommissionen har truffet en endelig beslutning. På grundlag heraf konkluderer Kommissionen, at Frankrig handlede ulovligt, da man gennemførte den pågældende støtte i modstrid med traktatens artikel 88, stk. 3.

(120)

Da den omhandlede foranstaltning er statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1, skal dens eventuelle forenelighed med det fælles marked undersøges på baggrund af undtagelserne i traktaten.

(121)

Kommissionen mener, at det mest korrekte retsgrundlag er traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), hvori det hedder, at støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene kan være forenelig med fællesmarkedet, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(122)

I betragtning af reformens art og virkninger mener Kommissionen, at vurderingen af, om støtteforanstaltningen er forenelig med fællesmarkedet, skal vurderes under hensyn til etablering af lige vilkår, når det gælder socialsikringsbidrag, mellem RATP og dens nuværende og kommende konkurrenter inden for den kollektive transportsektor i Ile-de-France.

(123)

For at analysere støttens virkninger og vurdere konkurrencefordrejningernes intensitet skal Kommissionen først undersøge RATP’s bidrag i forhold til konkurrenternes på baggrund af den reformerede ordning. Derefter skal Kommissionen påvise, hvad der ville være sket, hvis RATP ikke havde modtaget den pågældende støtte. Endelig undersøges støttens positive og negative virkninger, hvorefter der kan gøres status over situationen som helhed.

(124)

Indledningsvis bemærker Kommissionen, at finansieringen af RATP’s særlige pensionsordning før den 1. januar 2006 adskilte sig fra finansieringen af de almindelige pensionsordninger i to henseender, nemlig med hensyn til bidragenes ikke-frigørende virkning og størrelsen af »arbejdsgiverbidraget«.

(125)

Kommissionen mener, at den omhandlede støtte gav en løsning på det første element af divergens mellem RATP’s særordning og de almindelige ordninger. Før den 1. januar 2006 betalte RATP nemlig ikke et bidrag med frigørende virkning, men skulle i henhold til loven sikre finansiel ligevægt i pensionsordningen for sine ansatte. Med den anmeldte reform blev der indført betaling af et frigørende bidrag, som er karakteristisk for de bidrag, en privat arbejdsgiver betaler til den kasse, der forvalter en løbende finansieret pensionsordning. Med hensyn til det andet divergerende element konstaterer Kommissionen, at den anmeldte reform har medført en udjævning af udgifterne til obligatorisk aldersforsikring mellem RATP og private virksomheder, der er omfattet af de almindelige regler for pensionsydelser.

(126)

Uden reformen skulle RATP have afsat bevillinger i regnskabsårene efter 2006 til sine pensionsforpligtelser over for sine vedtægtsansatte. Det skyldes direkte, at »arbejdsgiverbidragene« til pensionerne til RATP’s medarbejdere ikke havde frigørende virkning.

(127)

For at sikre finansiel ligevægt i pensionsordningen ville RATP’s aldersforsikringsbidrag endvidere ikke være blevet tilpasset efter de potentielle konkurrenters bidrag.

(128)

Uden den anmeldte reform ville RATP således have været nødt til at afholde en ekstra årlig udgift på flere hundrede millioner euro i forhold til den reformerede ordning.

(129)

Pensionsudgifterne ville derfor have været et handicap for RATP på et liberaliseret marked, hvilket ville have påvirket selskabets aktiviteter betydeligt.

(130)

På baggrund af forordning (EF) nr. 1370/2007, der indeholder bestemmelser om en gradvis åbning af markedet for kollektiv bytrafik, følger det af ovenstående, at den gældende pensionsordning hos RATP ifølge 1948-loven frembyder særlige træk, som isoleret betragtet skaber konkurrencefordrejninger til skade for RATP og den koncern, selskabet tilhører. Støttens væsentligste virkning er, at den tilpasser RATP’s bidrag efter konkurrenternes og RATP-koncernens konkurrenters og dermed fjerner de særlige konkurrencefordrejninger, der berører RATP og RATP-koncernen.

(131)

Endvidere har reformen gjort det muligt for RATP gradvist at handle som en privat investor med normale kommercielle problemer. Det er i øvrigt et af reformens formål.

(132)

Kommissionen mener desuden, at den pågældende foranstaltning står i forhold til det mål i Fællesskabets interesse, som den tager sigte på at nå. Dette mål havde ikke kunnet nås med et mere effektivt middel. Der ville uden tvivl have kunnet opnås en public service-kompensation, men en sådan fremgangsmåde havde hverken været egnet eller holdbar på lang sigt, da problemet er af strukturbestemt art.

(133)

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningerne står i forhold til målet, er det Kommissionens opfattelse, at støtten er begrænset til det strengt nødvendige. Siden den 1. januar 2006 har RATP betalt de samme pensionsudgifter som en virksomhed, hvis ansatte er tilknyttet almindelige ordninger.

(134)

Endelig mener Kommissionen, at den omhandlede foranstaltning gør det muligt at videreføre en pensionsordning, hvis finansieringsmåde var blevet forældet. Kommissionen mener endvidere, at reformen af pensionsydelserne fra særordningen (47) i den sammenhæng udgør et afgørende supplerende element. Kommissionen mener derfor, at disse foranstaltninger ligger helt inden for de mere generelle rammer for reform af medlemsstaternes pensionsordninger, som både Rådet og Kommissionen bakker op om (48).

(135)

På grundlag af en statisk analyse finder Kommissionen dels, at konkurrencefordrejningerne for det kollektive transportmarked i Ile-de-France som følge af foranstaltningen i sagens natur umiddelbart er meget begrænsede, eftersom det i betragtning af RATP’s baggrund og virksomhed er åbenbart, at de pensionsforpligtelser, der er omfattet af reformen, vedrører aktiviteter, som hidtil er foregået på et ikkeliberaliseret marked, hvor konkurrencen hidtil har været meget lille. Dels mener Kommissionen vedrørende de markeder, hvor RATP-koncernen opererer gennem virksomheden RATP’s datterselskaber, at den omhandlede foranstaltning kun har en meget marginal virkning. Disse markeder vil nemlig kun blive indirekte påvirket af foranstaltningen, idet den anmeldte reform ud over den strenge juridiske, regnskabsmæssige og finansielle adskillelse mellem modervirksomhed og datterselskaber ikke vedrører ansatte i disse datterselskaber.

(136)

På grundlag af en dynamisk analyse, der uden tvivl er mere hensigtsmæssig i betragtning af forordning (EF) nr. 1370/2007, mener Kommissionen, at denne risiko er lille, selv om foranstaltningen teoretisk set kunne give RATP mulighed for at opretholde sin dominerende stilling. Denne konklusion skyldes, at foranstaltningen begrænser sig til at tilpasse RATP’s bidrag efter konkurrenternes, og at RATP’s pensionsordning efter reformen af den særlige pensionsordning fra 2008 ikke gør virksomheden specielt tiltrækkende.

(137)

På baggrund af ovenstående konkluderer Kommissionen, at de negative virkninger af støtten til RATP bliver begrænsede. Den anmeldte reform er begrænset til det, der er strengt nødvendigt for at skabe lige konkurrencevilkår med hensyn til de obligatoriske aldersforsikringsbidrag, og fjerner en konkurrencefordrejning, der ville have udgjort et handikap for RATP, og ændrer derfor ikke samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(138)

Som følge heraf er støtten forenelig med fællesmarkedet på betingelse af, at reformen af RATP’s særlige pensionsordning, der har til formål at harmonisere denne ordning efter de almindelige regler for basisordningerne for lønmodtagere i den private sektor og tjenestemænd, gennemføres fuldt ud.

(139)

Kommissionen mener ikke, at ovenstående konklusion anfægtes af løsningen i sin beslutning 2005/145/EF i EDF-sagen (49).

(140)

Her skal det anføres, at Kommissionen i den beslutning godkendte statsstøtte, der frigjorde virksomheder i en bestemt sektor for særlige pensionsforpligtelser, som oversteg forpligtelserne i henhold til den almindelige pensionsordning, og som var blevet fastsat i en monopolperiode. Ved den lejlighed mente Kommissionen, at den delvise reduktion af udgifterne i forbindelse med finansieringsordningen vedrørende de særlige pensionsrettigheder, der var erhvervet før reformen, skulle betragtes som statsstøtte, jf. traktatens artikel 87, stk. l, men at den kunne erklæres forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen fastslog i sin analyse af støttens forenelighed, at EDF’s situation ikke adskilte sig særlig meget fra »strandede omkostninger« på energiområdet. Der var nemlig tale om støtte, som skulle lette overgangen til en konkurrenceudsat energisektor. Kommissionen fandt det hensigtsmæssigt at sidestille støtten til EDF med kompensation for strandede omkostninger (50) og meddelte, at den ville følge samme fremgangsmåde i sin undersøgelse af tilsvarende sager.

(141)

På baggrund af ovenstående mener Kommissionen, at statsstøtten i den foreliggende sag frigør RATP for pensionsforpligtelser, som oversteg forpligtelserne i henhold til den almindelige pensionsordning, og som var blevet fastsat, før markedet blev liberaliseret. Samtidig tilføjer Kommissionen, at reformen af de særlige pensionsordninger, der blev iværksat hos RATP fra begyndelsen af 2008, tilpasser særordningen for ansatte hos RATP efter de almindelige regler for basisordninger for ansatte i den private sektor og tjenestemænd.

(142)

Kommissionen konkluderer derfor, at den omhandlede foranstaltning skal betragtes som statsstøtte, jf. traktatens artikel 87, stk. 1. Statsstøtten er ulovlig, men forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 3, litra c).

(143)

Som tidligere anført skal staten i henhold til den anmeldte reform fra 1. januar 2006 betale CRP-RATP et tilskud med det formål at skabe balance i regnskaberne.

(144)

Desuden indebærer den anmeldte reform muligheden for, at CRP-RATP tilslutter basispensionsrettighederne under særordningen til de almindelige ordninger. Med henblik på at overholde princippet om finansiel neutralitet forudsætter denne tilslutning, at der betales udligningsbeløb til de modtagende ordninger; disse udligningsbeløb påtager staten sig at betale i stedet for CRP-RATP.

(145)

Det drejer sig om at fastslå, om disse foranstaltninger udgør statsstøtte, jf. traktatens artikel 87, stk. 1.

(146)

I den henseende skal det erindres, at traktatens artikel 87 kun gælder for virksomheder i EU’s konkurrencelovgivnings forstand. I medfør af Domstolens faste praksis udgør social beskyttelse, når den bygger på solidaritetsprincippet, ikke en økonomisk virksomhed i traktatens forstand (jf. betragtning 67 i beslutningen om indledning af proceduren af 10. oktober 2007) (51).

(147)

På baggrund af denne retspraksis mener Kommissionen, at hverken CRP-RATP eller de pensionskasser, der modtager erhvervsaktive og pensionerede medarbejdere fra RATP, dvs. CNAV og AGIRC-ARRCO, er virksomheder i EU’s konkurrencelovgivnings forstand. Det er der følgende årsager til.

(148)

I den foreliggende sag bemærker Kommissionen først, at RATP-ansatte er omfattet af en obligatorisk social beskyttelse, der inkluderer en uafhængig aldersforsikringsordning med et socialt sigte. Den har nemlig til formål at forsikre alle, der indgår heri, mod risikoen alderdom uafhængigt af deres formueforhold og helbredstilstand på tilmeldingstidspunktet.

(149)

Kommissionen mener endvidere, at denne ordning overholder solidaritetsprincippet, idet de bidrag, der betales af arbejdstagere i beskæftigelse, finansierer pensionerne til arbejdstagere på pension.

(150)

Kommissionen bemærker herudover, at forvaltningen af den pågældende ordning ved lov blev overdraget til CRP-RATP, hvis virke er underlagt statslig kontrol. Derfor opkræver det bidrag fra de ansatte hos RATP og fra RATP og udbetaler pensioner. Kommissionen bemærker, at CRP-RATP i medfør af artikel L711-1 i socialsikringsloven har alle de beføjelser, der er fastsat i artikel L111-1 i nævnte lovsamling, hvori det især fremhæves, at udformningen af social sikring bygger på princippet om national solidaritet.

(151)

Kommissionen konstaterer endelig, at CRP-RATP i varetagelsen af sin opgave følger loven og ikke har mulighed for at påvirke bidragsbeløbet, anvendelsen af midlerne eller fastlæggelsen af ydelsernes størrelse. De udbetalte ydelser er fastlagt i lovgivningen og er uafhængige af det beløb, der er betalt i bidrag.

(152)

Eftersom CRP-RATP ikke er en virksomhed i EU’s konkurrencelovgivnings forstand, mener Kommissionen, at statens betaling af et udligningstilskud til CRP-RATP og statens finansiering af udligningsbeløb i stedet for CRP-RATP ikke er statsstøtte, jf. traktatens artikel 87, stk. 1 —

—

udtræden af tjeneste, hvor det præciseres, hvilke regler der gælder i tilfælde af opsigelse, afskedigelseeller fjernelse fra tjenesten

—

ferier og orlover (årlige ferier, særlige former for orlov af familiemæssige årsager osv.)

—

betingelser for forfremmelse.

12.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/36

12.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/38

(1)

De repræsentative priser og tillægsimporttolden for hvidt sukker, råsukker og visse sirupper for produktionsåret 2009/10 er fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 877/2009 (3). Disse repræsentative priser og denne tillægstold er senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1160/2009 (4).

(2)

De oplysninger, som Kommissionen for tiden råder over, medfører, at de pågældende priser og beløb skal ændres efter bestemmelserne og reglerne i forordning (EF) nr. 951/2006 —

12.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 327/40

(1)

Rådet har i medfør af artikel 6 i fælles aktion 2008/851/FUSP bemyndiget Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) til at træffe afgørelser om udnævnelse af den øverstbefalende for EU-styrken.

(2)

Den 22. juli 2009 vedtog PSC afgørelse Atalanta/6/2009 (2) om udnævnelse af commodore Peter BINDT som øverstbefalende for EU-styrken i Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster.

(3)

Den øverstbefalende for EU-operationen har indstillet kontreadmiral Giovanni GUMIERO som ny øverstbefalende for EU-styrken i Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster.

(4)

EU's Militærkomité har støttet denne indstilling.

(5)

I medfør af artikel 6 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Den Europæiske Unions afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet —