Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026O0690

Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2026/690 af 22. januar 2026 om ændring af retningslinje (EU) 2016/65 om anvendelsen af haircuts i forbindelse med gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske ramme (ECB/2015/35) (ECB/2026/2)

ECB/2026/2

EUT L, 2026/690, 23.3.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2026/690/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2026/690/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/690

23.3.2026

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS RETNINGSLINJE (EU) 2026/690

af 22. januar 2026

om ændring af retningslinje (EU) 2016/65 om anvendelsen af haircuts i forbindelse med gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske ramme (ECB/2015/35) (ECB/2026/2)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 2, første led,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 3.1, første led, samt artikel 9.2, 12.1, 14.3, 18.2 og artikel 20, første afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 18.1 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank kan Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta (herefter »de nationale centralbanker«), udføre kreditoperationer med kreditinstitutter og andre markedsdeltagere, hvor lån ydes mod passende sikkerhed. De generelle betingelser, hvorunder ECB og de nationale centralbanker er rede til at indgå i kreditoperationer, herunder kriterierne for afgørelse af belånbarheden af sikkerhed med henblik på Eurosystemets kreditoperationer, er fastlagt i Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2015/510 (ECB/2014/60) (1).

(2)

Alle aktiver, som er belånbare i forbindelse med Eurosystemets kreditoperationer, er underlagt specifikke risikostyringsforanstaltninger for at beskytte Eurosystemet mod finansielle tab under omstændigheder, hvor dets sikkerhed skal realiseres på grund af en modparts misligholdelse. Eurosystemets rammer for risikostyring gennemgås regelmæssigt for at sikre tilstrækkelig beskyttelse, hvilket resulterer i de nødvendige ændringer af de relevante retsakter for at afspejle resultaterne af sådanne revisioner.

(3)

Styrelsesrådet besluttede den 29. november 2024 at fremme større harmonisering og forenkling af Eurosystemets rammer for sikkerhedsstillelse, samtidig med at dets bredde bevares. Denne beslutning indebærer bl.a., at visse midlertidige aktivtyper, nemlig a) omsættelige aktiver denomineret i amerikanske dollar, pund sterling og japanske yen og b) værdipapirer af asset-backed typen, som har den næstbedste vurdering på kreditkvalitetstrin 3 på Eurosystemets harmoniserede ratingskala, og som opfylder belånbarhedskriterierne i de midlertidige rammer for sikkerhedsstillelse, integreres i de generelle rammer for sikkerhedsstillelse i henhold til den midlertidige ramme.

(4)

Det er nødvendigt at præcisere det haircut, der anvendes på gældsfordringer, som enten omfatter en mulighed for at ændre typen af rentebetaling eller en mulighed for, at typen af rentebetaling ændres afhængigt af en nærmere fastsat begivenhed i deres gyldighedsperiode.

(5)

Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2016/65 (ECB/2015/35) (2) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:

Artikel 1

Ændringer

Retningslinje (EU) 2016/65 (ECB/2015/35) ændres som følger:

1)

I artikel 4 indsættes følgende litra aa):

»aa)

omsættelige aktiver denomineret i pund sterling, yen eller amerikanske dollar er genstand for en yderligere værdinedskrivning på: a) 16 % for aktiver denomineret i pund sterling eller amerikanske dollar og b) 26 % for aktiver denomineret i yen«.

2)

I artikel 5 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 2, litra e), affattes således:

»e)

det haircut, der anvendes i forbindelse med en gældsfordring med mere end én type rentebetaling, afhænger alene af rentebetalingerne i gældsfordringens restløbetid. Hvis der er flere typer rentebetaling i gældsfordringens restløbetid, behandles de resterende rentebetalinger som faste rentebetalinger, hvor den relevante løbetid for haircuttet er gældsfordringens restløbetid. Hvis gældsfordringsaftalen indeholder muligheder for at ændre typen af rentebetaling i gældsfordringens resterende løbetid, eller hvis gældsfordringsaftalen indeholder bestemmelser om ændringer af typen af rentebetaling i gældsfordringens resterende løbetid, som er betinget af, at der indtræffer en foruddefineret begivenhed, behandles de resterende rentebetalinger også som fastforrentede betalinger, idet den relevante løbetid for haircut er gældsfordringens restløbetid.«

b)

Stk. 5 og 7 udgår.

3)

Tabel 2a i bilaget erstattes af følgende:

»Tabel 2a

Haircut-niveauer for belånbare omsættelige aktiver i haircutkategori V

(i %)

Kreditkvalitet

Vægtet gennemsnitlig levetid (*1)

Kategori V

Haircut

Trin 1 og 2

[0,1)

4,0

[1,3)

5,0

[3,5)

7,0

[5,7)

9,0

[7,10)

12,0

[10,15)

18,0

[15,30)

20,0

[30,∞)

22,0

Trin 3

[0,1)

7,0

[1,3)

10,0

[3,5)

13,0

[5,7)

15,0

[7,10)

18,0

[10,15)

27,0

[15,30)

31,0

[30,∞)

33,0

Artikel 2

Virkning og gennemførelse

1.   Denne retningslinje får virkning på den dato, hvor den meddeles til de nationale centralbanker.

2.   De nationale centralbanker træffer de nødvendige foranstaltninger for at opfylde denne retningslinje og anvender dem fra den 30. marts 2026. De skal senest den 4. marts 2026 fremsende meddelelse til ECB om, hvilke tekster og midler der vedrører disse foranstaltninger.

Artikel 3

Adressater

Denne retningslinje er rettet til alle centralbanker i Eurosystemet.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 22. januar 2026.

For ECB’s Styrelsesråd

Christine LAGARDE

Formand for ECB


(1)  Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2015/510 af 19. december 2014 om gennemførelse af Eurosystemets pengepolitiske ramme (retningslinjen om dokumentationsgrundlaget) (ECB/2014/60) (EUT L 91 af 2.4.2015, s. 3, ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2015/510/oj).

(2)  Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2016/65 af 18. november 2015 om anvendelsen af haircuts i forbindelse med gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske ramme (ECB/2015/35) (EUT L 14 af 21.1.2016, s. 30, ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2016/65/oj).

(*1)  Dvs. [0,1) en vægtet gennemsnitlig levetid på under et år, [1,3) en vægtet gennemsnitlig levetid på et år eller over et år, men under tre år osv.«


ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2026/690/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top