Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026R0482

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2026/482 af 24. november 2025 om ændring af delegeret forordning (EU) 2017/567 for så vidt angår fastlæggelse af, hvad der udgør et likvidt marked for aktieinstrumenter, forpligtelsen til at give adgang til markedsdata på rimelige handelsmæssige vilkår, den instrumentspecifikke størrelse med henblik på systematiske internalisatorers forpligtelser samt definitionen af og offentliggørelse af efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion

C/2025/7810

EUT L, 2026/482, 27.2.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2026/482/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2026/482/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/482

27.2.2026

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2026/482

af 24. november 2025

om ændring af delegeret forordning (EU) 2017/567 for så vidt angår fastlæggelse af, hvad der udgør et likvidt marked for aktieinstrumenter, forpligtelsen til at give adgang til markedsdata på rimelige handelsmæssige vilkår, den instrumentspecifikke størrelse med henblik på systematiske internalisatorers forpligtelser samt definitionen af og offentliggørelse af efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 2, stk. 2, og artikel 31, stk. 4, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/791 (2) ændredes artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 vedrørende kriterierne for fastlæggelse af, hvad der udgør et »likvidt marked« ved anvendelse af sidstnævnte forordnings artikel 4, 5 og 14, derved at kriteriet vedrørende »frit omløb« erstattedes af kriteriet vedrørende »markedskapitalisering«. For at afspejle denne ændring er det derfor nødvendigt at ændre de tilsvarende bestemmelser i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/567 (3). Det er i den forbindelse vigtigt at sikre overensstemmelse med resultaterne af likviditetsvurderingen for så vidt angår antallet af likvide aktier, den procentuelle andel af omsætningen i likvide aktier samt antallet af transaktioner i likvide aktier, der hidtil er opnået ved anvendelse af kriteriet vedrørende frit omløb. Fastlæggelsen af, hvad der udgør et »likvidt marked« for aktier ved anvendelse af artikel 4, 5 og 14 i forordning (EU) nr. 600/2014, bør derfor baseres på en markedskapitaliseringstærskel på 100 mio. EUR. For at sikre overensstemmelse med den metode, der hidtil er anvendt til beregning af det frie omløb for aktier, der kun handles på en multilateral handelsfacilitet, bør en akties markedskapitalisering beregnes ved at multiplicere antallet af cirkulerende aktier med kursen pr. aktie. Eftersom den metode til beregning af det frie omløb, der er fastsat i delegeret forordning (EU) 2017/567, for så vidt angår depotbeviser, exchange-traded funds (ETF'er) og certifikater allerede er bragt i overensstemmelse med metoden til beregning af markedskapitalisering, bør tærsklerne for bestemmelse af likvide markeder for disse finansielle instrumenter forblive uændrede, mens henvisningerne til »frit omløb« bør erstattes af henvisninger til »markedskapitalisering«.

(2)

I henhold til artikel 5, stk. 1, første afsnit, litra b) og c), i delegeret forordning (EU) 2017/567 skal den gennemsnitlige daglige omsætning (»GDO«) og det gennemsnitlige antal daglige transaktioner (»GADT«) med henblik på likviditetsvurdering af aktieinstrumenter beregnes ud fra henholdsvis den samlede omsætning i Unionen og det samlede antal transaktioner, der er gennemført i Unionen. Det betyder, at tælleren ved beregning af GDO og GADT omfatter transaktioner i et finansielt instrument gennemført såvel på som uden for markedspladser. I artikel 5 i delegeret forordning (EU) 2017/567 præciseres det imidlertid ikke, hvordan nævneren skal bestemmes. Det er nødvendigt at skabe juridisk klarhed og sikre overensstemmelse med den metode, der er fastsat i artikel 7, stk. 10, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/587 (4) til fastsættelse af tærsklen for store transaktioner efter handel. Det er derfor nødvendigt at præcisere, at nævneren ved beregning af GDO og GADT skal være det antal dage, hvor det finansielle instrument var tilgængeligt for handel på det mest relevante marked for så vidt angår likviditet, jf. artikel 4 i delegeret forordning (EU) 2017/587, og hvor dette marked var åbent. Samme fremgangsmåde bør anvendes til bestemmelse af nævneren i forbindelse med vurdering af, hvorvidt et finansielt instrument handles dagligt.

(3)

Delegeret forordning (EU) 2017/567 indeholder ingen parametre til fastlæggelse af, hvad der udgør et »likvidt marked« ved anvendelse af artikel 4, 5 og 14 i forordning (EU) nr. 600/2014 for finansielle instrumenter svarende til aktier, depotbeviser, ETF'er eller certifikater (»andre lignende finansielle instrumenter«). Med henblik på at sikre juridisk klarhed er det nødvendigt at præcisere, at andre lignende finansielle instrumenter skal anses for at være illikvide i hele deres handelslevetid.

(4)

Ved artikel 13, stk. 2, og artikel 15, stk. 5, i forordning (EU) nr. 600/2014 blev Kommissionen tillagt beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at præcisere, hvad der udgør rimelige forretningsmæssige vilkår for offentliggørelse af oplysninger i henhold til henholdsvis artikel 13, stk. 1, og artikel 15, stk. 1, hvilket Kommissionen gjorde i kapitel II i delegeret forordning (EU) 2017/567. Ved artikel 1, nr. 12), i forordning (EU) 2024/791 blev der indsat en ny artikel 13 i forordning (EU) nr. 600/2014. Med den nye artikel 13 pålægges markedsoperatører og investeringsselskaber, der driver en markedsplads, godkendte offentliggørelsesordninger (»APA'er«), udbydere af konsolideret løbende handelsinformation og systematiske internalisatorer at stille de oplysninger, der offentliggøres i henhold til artikel 3, 4-6a, 11, 14, 20, 21, 27g og 27h i forordning (EU) nr. 600/2014, til rådighed for offentligheden på »rimelige forretningsmæssige vilkår«. Den nye artikel 13 giver desuden ESMA og Kommissionen beføjelse til nærmere at præcisere, hvad der udgør »rimelige forretningsmæssige vilkår«. Kommissionen gjorde brug af denne beføjelse med vedtagelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2025/1156 (5). Som følge heraf bør kapitel II i delegeret forordning (EU) 2017/567 udgå.

(5)

Ved forordning (EU) 2024/791 ændredes forordning (EU) nr. 600/2014, derved at sidstnævnte forordnings artikel 18 og 19, som indeholdt krav om førhandelsgennemsigtighed for systematiske internalisatorer med hensyn til andre instrumenter end aktieinstrumenter, når de giver bindende eller vejledende prisstillelser til deres kunder, udgik. Dermed ophævedes med forordning (EU) 2024/791 også forpligtelsen for systematiske internalisatorer, som fastsat i artikel 18, stk. 6, i forordning (EU) nr. 600/2014, til at indgå transaktioner i andre instrumenter end aktieinstrumenter på de offentliggjorte vilkår med enhver kunde, der har fået stillet prisstillelsen til rådighed, når prisstillelsesstørrelsen ligger på eller under den størrelse, der er specifik for det finansielle instrument. Som følge heraf bør artikel 16 i delegeret forordning (EU) 2017/567 vedrørende den størrelse, der er specifik for det finansielle instrument med henblik på de krav, der gælder for systematiske internalisatorer med hensyn til andre instrumenter end aktieinstrumenter, udgå.

(6)

Ved forordning (EU) 2024/791 ændredes artikel 31 i forordning (EU) nr. 600/2014, derved at spektret af efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion (»PTRR«), der opretter og etablerer transaktioner i OTC-derivater, som er undtaget fra kravene vedrørende før- og efterhandelsgennemsigtighed, handelsforpligtelsen og »best execution«-kravene, udvidedes til også at omfatte andre tjenester end porteføljekomprimeringstjenester. Kommissionen blev ved forordning (EU) 2024/791 tillagt beføjelse til at præcisere, hvad der udgør PTRR-tjenesteydelser ved anvendelse af artikel 31, stk. 1, i forordning (EU) nr. 600/2014, og hvilke transaktioner der skal registreres af udbydere af PTRR-tjenesteydelser i henhold til sidstnævnte forordnings artikel 31, stk. 4. For at transaktioner i OTC-derivater skal kunne undtages fra kravene om før- og efterhandelsgennemsigtighed, handelsforpligtelsen og »best execution«-kravene, bør PTRR-tjenesteydelser, der opretter og etablerer de pågældende transaktioner, skulle opfylde en række betingelser. De bør skulle leveres af en tredjepartstjenesteudbyder på grundlag af ikke-diskretionære, på forhånd fastsatte regler, deltagerne i en PTRR-proces bør ikke kunne vælge kun at udføre visse bestemte handler, PTRR-tjenesteydelserne bør have til formål at reducere risikoen i hver af de porteføljer, som modparterne i derivattransaktionen eller en agent, der handler på deres vegne, lader gøre til genstand for PTRR-processen, de bør være markedsrisikoneutrale, og de transaktioner, PTRR-processen resulterer i, bør ikke bidrage til prisdannelse. Modparterne i derivattransaktionen kan fastsætte begrænsede risikotolerancer, forudsat at markedsrisikoneutraliteten generelt er sikret. Med henblik på at sikre juridisk klarhed bør delegeret forordning (EU) 2017/567 ændres med henblik på at præcisere, at PTRR-tjenesteydelser ved anvendelse af artikel 31, stk. 1, i forordning (EU) nr. 600/2014 omfatter komprimering, genbalancering og basisrisikooptimering.

(7)

Ved forordning (EU) 2024/791 ændredes artikel 31 i forordning (EU) nr. 600/2014, derved at forpligtelsen for investeringsselskaber og markedsoperatører, der tilbyder porteføljekomprimering, til via en APA at offentliggøre mængden af transaktioner, der er omfattet af porteføljekomprimeringer, og tidspunktet for deres indgåelse udgik. Som følge heraf bør artikel 18 i delegeret forordning (EU) 2017/567 om offentliggørelseskrav vedrørende porteføljekomprimering udgå.

(8)

Delegeret forordning (EU) 2017/567 bør derfor ændres.

(9)

For markedsoperatører og investeringsselskaber, der driver en markedsplads, APA'er og systematiske internalisatorer, som er meddelt tilladelse før den 23. november 2025, finder delegeret forordning (EU) 2025/1156 anvendelse fra den 23. august 2026. Kapitel II i delegeret forordning (EU) 2017/567 bør derfor udgå med virkning fra den 23. august 2026 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændring af delegeret forordning (EU) 2017/567

I delegeret forordning (EU) 2017/567 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1-4 affattes således:

»Artikel 1

Fastlæggelse af likvide markeder for aktier

(artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014)

1.   Ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 anses en aktie, der handles dagligt, for at have et likvidt marked, hvis nedenstående betingelser alle er opfyldt:

a)

Aktiens markedskapitalisering er på ikke under 100 mio. EUR.

b)

Det gennemsnitlige antal daglige transaktioner i aktien er på ikke under 250.

c)

Den gennemsnitlige daglige omsætning i aktien er på ikke under 1 mio. EUR.

2.   Ved anvendelse af stk. 1, litra a), beregnes en akties markedskapitalisering ved at multiplicere antallet af cirkulerende aktier med kursen pr. aktie.

3.   Ved anvendelse af stk. 1, litra c), beregnes den daglige omsætning i en aktie ved for hver transaktion, der er gennemført på en handelsdag, at multiplicere antallet af aktier, der er udvekslet mellem køber og sælger, med kursen pr. aktie og sammenlægge resultaterne.

4.   I en periode på seks uger begyndende på den første handelsdag efter en akties første optagelse til handel på et reguleret marked eller en MHF anses aktien ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 for at have et likvidt marked, hvis det resultat, der fås ved at multiplicere antallet af cirkulerende aktier med den kurs, aktien har ved begyndelsen af den første handelsdag, vurderes til ikke at være under 100 mio. EUR, og betingelserne i stk. 1, litra b) og c), ifølge estimerede data for den pågældende periode er opfyldt.

5.   Hvis mindre end fem aktier, der handles på en medlemsstats markedspladser og er optaget til handel første gang i den pågældende medlemsstat, anses for at have et likvidt marked, jf. stk. 1, kan den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat udpege en eller flere aktier, der er optaget til handel første gang på disse markedspladser, som aktier, der anses for at have et likvidt marked, forudsat at det samlede antal aktier, der første gang er optaget til handel i den pågældende medlemsstat og anses for at have et likvidt marked, ikke overstiger fem.

Artikel 2

Fastlæggelse af likvide markeder for depotbeviser

(artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014)

1.   Ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 anses et depotbevis, der handles dagligt, for at have et likvidt marked, hvis nedenstående betingelser alle er opfyldt:

a)

Markedskapitaliseringen er på ikke under 100 mio. EUR.

b)

Det gennemsnitlige antal daglige transaktioner i depotbeviset er på ikke under 250.

c)

Den gennemsnitlige daglige omsætning i depotbeviset er på ikke under 1 mio. EUR.

2.   Ved anvendelse af stk. 1, litra a), beregnes et depotbevis' markedskapitalisering ved at multiplicere antallet af cirkulerende enheder af depotbeviset med prisen pr. enhed.

3.   Ved anvendelse af stk. 1, litra c), beregnes den daglige omsætning i et depotbevis ved for hver transaktion, der er gennemført på en handelsdag, at multiplicere antallet af enheder af depotbeviset, der er udvekslet mellem køber og sælger, med prisen pr. enhed og sammenlægge resultaterne.

4.   I en periode på seks uger begyndende på den første handelsdag efter depotbevisets første optagelse til handel på en markedsplads anses depotbeviset ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 for at have et likvidt marked, hvis markedskapitaliseringen ved begyndelsen af den første handelsdag vurderes til ikke at være under 100 mio. EUR, og de i stk. 1, litra b) og c), fastlagte betingelser ifølge estimerede data for den pågældende periode er opfyldt.

5.   Hvis mindre end fem depotbeviser, der handles på en medlemsstats markedspladser og er optaget til handel første gang i den pågældende medlemsstat, anses for at have et likvidt marked, jf. stk. 1, kan den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat udpege et eller flere depotbeviser, der er optaget til handel første gang på disse markedspladser, som depotbeviser, der anses for at have et likvidt marked, forudsat at det samlede antal depotbeviser, der første gang er optaget til handel i den pågældende medlemsstat og anses for at have et likvidt marked, ikke overstiger fem.

Artikel 3

Fastlæggelse af likvide markeder for ETF'er

(artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014)

1.   Ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 anses en ETF, der handles dagligt, for at have et likvidt marked, hvis nedenstående betingelser alle er opfyldt:

a)

Markedskapitaliseringen er på ikke under 100 enheder.

b)

Det gennemsnitlige antal daglige transaktioner i ETF'en er på ikke under 10.

c)

Den gennemsnitlige daglige omsætning i ETF'en er på ikke under 500 000 EUR.

2.   Ved anvendelse af stk. 1, litra a), er en ETF's markedskapitalisering antallet af enheder, der er udstedt til handel.

3.   Ved anvendelse af stk. 1, litra c), beregnes den daglige omsætning i ETF'en ved for hver transaktion, der er gennemført på en handelsdag, at multiplicere antallet af enheder i ETF'en, der er udvekslet mellem køber og sælger, med prisen pr. enhed og sammenlægge resultaterne.

4.   I en periode på seks uger begyndende på den første handelsdag efter en ETF's første optagelse til handel på en markedsplads anses ETF'en ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 for at have et likvidt marked, hvis markedskapitaliseringen ved begyndelsen af den første handelsdag vurderes til ikke at være under 100 enheder, og de i stk. 1, litra b) og c), fastlagte betingelser ifølge estimerede data for den pågældende periode er opfyldt.

5.   Hvis mindre end fem ETF'er, der handles på en medlemsstats markedspladser og er optaget til handel første gang i den pågældende medlemsstat, anses for at have et likvidt marked, jf. stk. 1, kan den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat udpege en eller flere ETF'er, der er optaget til handel første gang på disse markedspladser, som ETF'er, der anses for at have et likvidt marked, forudsat at det samlede antal ETF'er, der første gang er optaget til handel i den pågældende medlemsstat og anses for at have et likvidt marked, ikke overstiger fem.

Artikel 4

Fastlæggelse af likvide markeder for certifikater

(artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014)

1.   Ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 anses et certifikat, der handles dagligt, for at have et likvidt marked, hvis nedenstående betingelser alle er opfyldt:

a)

Markedskapitaliseringen er på ikke under 1 mio. EUR.

b)

Det gennemsnitlige antal daglige transaktioner i certifikatet er på ikke under 20.

c)

Den gennemsnitlige daglige omsætning i certifikatet er på ikke under 500 000 EUR.

2.   Ved anvendelse af stk. 1, litra a), er et certifikats markedskapitalisering udstedelsens størrelse uafhængigt af antallet af udstedte enheder.

3.   Ved anvendelse af stk. 1, litra c), beregnes den daglige omsætning i certifikatet ved for hver transaktion, der er gennemført på en handelsdag, at multiplicere antallet af enheder af certifikatet, der er udvekslet mellem køber og sælger, med prisen pr. enhed og sammenlægge resultaterne.

4.   I en periode på seks uger begyndende på den første handelsdag efter et certifikats første optagelse til handel på en markedsplads anses certifikatet ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 for at have et likvidt marked, hvis markedskapitaliseringen ved begyndelsen af den første handelsdag vurderes til ikke at være under 1 mio. EUR, og de i stk. 1, litra b) og c), fastlagte betingelser ifølge estimerede data for den pågældende periode er opfyldt.

5.   Hvis mindre end fem certifikater, der handles på en medlemsstats markedspladser og er optaget til handel første gang i den pågældende medlemsstat, anses for at have et likvidt marked, jf. stk. 1, kan den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat udpege et eller flere certifikater, der er optaget til handel første gang på disse markedspladser, som certifikater, der anses for at have et likvidt marked, forudsat at det samlede antal certifikater, der første gang er optaget til handel i den pågældende medlemsstat og anses for at have et likvidt marked, ikke overstiger fem.«

2)

Følgende indsættes som artikel 4a:

»Artikel 4a

Fastlæggelse af likvide markeder for andre lignende finansielle instrumenter

(artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014)

Ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 anses andre lignende finansielle instrumenter for ikke at have et likvidt marked i hele deres handelslevetid.«

3)

Artikel 5 affattes således:

«Artikel 5

De kompetente myndigheders vurdering af likviditet for aktieinstrumenter

(artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014)

1.   Den kompetente myndighed for det mest relevante marked for så vidt angår likviditet, jf. artikel 16 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/590 (*1), skal vurdere, om en aktie, et depotbevis, en ETF eller et certifikat ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014 har et likvidt marked, jf. nærværende forordnings artikel 1-4, i hvert af følgende scenarier:

a)

før det finansielle instrument handles første gang på markedspladsen, jf. artikel 1, stk. 4, artikel 2, stk. 4, artikel 3, stk. 4, og artikel 4, stk. 4

b)

mellem afslutningen af de første fire ugers handel og afslutningen af de første seks ugers handel i det finansielle instrument

c)

mellem udgangen af hvert kalenderår og før den 1. marts det følgende år for så vidt angår finansielle instrumenter, der handles på en markedsplads før den 1. december i det relevante kalenderår

d)

umiddelbart efter at en tidligere vurdering er ændret som følge af en selskabshændelse.

For så vidt angår litra b) skal vurderingen baseres på markedskapitaliseringen pr. den sidste handelsdag i de første fire handelsuger, det gennemsnitlige antal daglige transaktioner og den gennemsnitlige daglige omsætning under hensyntagen til alle gennemførte transaktioner i Unionen i det pågældende finansielle instrument i de første fire handelsuger. Ved gennemførelsen af denne vurdering skal nævneren være det antal dage, hvor det finansielle instrument var tilgængeligt for handel på det mest relevante marked for så vidt angår likviditet, jf. artikel 4 i delegeret forordning (EU) 2017/587, og hvor dette marked var åbent.

For så vidt angår litra c) skal vurderingen baseres på markedskapitaliseringen pr. den sidste handelsdag i det relevante kalenderår, det gennemsnitlige antal daglige transaktioner og den gennemsnitlige daglige omsætning under hensyntagen til alle gennemførte transaktioner i Unionen i det pågældende finansielle instrument i det pågældende år. Ved gennemførelsen af denne vurdering skal nævneren være det antal dage, hvor det finansielle instrument var tilgængeligt for handel på det mest relevante marked for så vidt angår likviditet, jf. artikel 4 i delegeret forordning (EU) 2017/587, og hvor dette marked var åbent.

De kompetente myndigheder skal offentliggøre resultatet af deres vurdering umiddelbart efter udarbejdelsen af vurderingen.

2.   De kompetente myndigheder, markedsoperatører og investeringsselskaber, herunder investeringsselskaber, der driver en markedsplads, skal anvende de i henhold til stk. 1 offentliggjorte oplysninger:

a)

i en periode på seks uger, der begynder den første handelsdag for det finansielle instrument, hvis vurderingen foretages i henhold til stk. 1, litra a)

b)

i en periode, der begynder seks uger efter den første handelsdag for det pågældende finansielle instrument og slutter dagen før den første mandag i april det år, hvor oplysningerne offentliggøres, jf. stk. 1, litra c), hvis vurderingen foretages i henhold til stk. 1, litra b)

c)

i en periode på et år, der begynder den første mandag i april efter offentliggørelsesdagen, hvis vurderingen foretages i henhold til stk. 1, litra c).

Hvis de i dette stykke omhandlede oplysninger erstattes af nye oplysninger i henhold til stk. 1, litra d), skal de kompetente myndigheder, markedsoperatører og investeringsselskaber, herunder investeringsselskaber, der driver en markedsplads, anvende de nye oplysninger ved anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 17), litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014.

3.   Ved anvendelse af stk. 1 skal markedspladser indgive de oplysninger, der er fastlagt i bilaget, til de kompetente myndigheder inden for følgende tidsrammer:

a)

for finansielle instrumenter, der er optaget til handel første gang: før den dag, på hvilken det finansielle instrument handles første gang

b)

for finansielle instrumenter, der allerede er optaget til handel: inden for alle tidsrammer angivet nedenfor:

i)

senest tre dage efter afslutningen på de første fire ugers handel

ii)

efter udgangen af hvert kalenderår, men senest den 3. januar det følgende år

iii)

umiddelbart efter at oplysninger, der tidligere er indgivet til den kompetente myndighed, har ændret sig som følge af en selskabshændelse.

(*1)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/590 af 28. juli 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for indberetning af transaktioner til kompetente myndigheder (EUT L 87 af 31.3.2017, s. 449, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2017/590/oj).« "

4)

Kapitel II udgår.

5)

Artikel 16 udgår.

6)

Følgende indsættes som artikel 16a:

»Artikel 16a

Efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion

(artikel 31, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014)

1.   Ved anvendelse af artikel 31, stk. 1, i forordning (EU) nr. 600/2014 er efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion tjenesteydelser, der opfylder alle følgende betingelser:

a)

De leveres af en tredjepartstjenesteudbyder på grundlag af ikke-diskretionære, på forhånd fastsatte regler.

b)

Efterhandelsrisikoreduktionsprocessen accepteres som helhed, og deltagerne i den pågældende proces kan derfor ikke vælge kun at udføre visse bestemte handler i forbindelse med efterhandelsrisikoreduktionsprocessen.

c)

De har til formål at reducere risikoen i hver af de derivatporteføljer, som modparterne i derivattransaktionerne gør til genstand for efterhandelsrisikoreduktionsprocessen.

d)

De er markedsrisikoneutrale inden for de tolerancer, der er fastsat af modparterne i de derivattransaktioner, der er gjort til genstand for efterhandelsrisikoreduktionsprocessen.

e)

De transaktioner, en efterhandelsrisikoreduktionsproces resulterer i, bidrager ikke til prisdannelse.

2.   Ved anvendelse af artikel 31, stk. 1, i forordning (EU) nr. 600/2014 omfatter efterhandelstjenesteydelser til risikoreduktion kompressions-, genbalancerings- og basisrisikooptimeringstjenester.«

7)

Artikel 18 udgår.

8)

Bilaget erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 1, nr. 4), finder anvendelse fra den 23. august 2026.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. november 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84, , ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/600/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/791 af 28. februar 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 600/2014 for så vidt angår forbedring af gennemsigtigheden af data, fjernelse af hindringer for fremkomsten af konsoliderede løbende handelsinformationer, optimering af handelsforpligtelserne og forbud mod at modtage betaling for ordreflow (EUT L, 2024/791, 8.3.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/791/oj).

(3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/567 af 18. maj 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 for så vidt angår definitioner, gennemsigtighed, porteføljekomprimering og tilsynsforanstaltninger vedrørende produktintervention og positioner (EUT L 87 af 31.3.2017, s. 90, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2017/567/oj).

(4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/587 af 14. juli 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for gennemsigtighedskrav for markedspladser og investeringsselskaber med hensyn til aktier, depotbeviser, exchange-traded funds, certifikater og andre lignende finansielle instrumenter og kravet om, at transaktioner i visse aktier skal gennemføres via en markedsplads eller en systematisk internalisator (EUT L 87 af 31.3.2017, s. 387, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2017/587/oj).

(5)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2025/1156 af 12. juni 2025 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende forpligtelsen til at gøre markedsdata tilgængelige for offentligheden på rimelige handelsmæssige vilkår (EUT L, 2025/1156, 3.11.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2025/1156/oj).


BILAG

Bilaget til delegeret forordning (EU) 2017/567 affattes således:

»BILAG

Data, der skal gives adgang til, til brug for vurderingen af, om der er et likvidt marked for aktier, depotbeviser, ETF'er, certifikater og andre aktielignende finansielle instrumenter

Tabel 1

Symboltabel

Symbol

Datatype

Definition

{ALPHANUM-n}

Op til n alfanumeriske tegn

Fritekstfelt

{ISIN}

12 alfanumeriske tegn

ISIN-kode i henhold til ISO 6166.

{MIC}

4 alfanumeriske tegn

Markedsidentifikator i henhold til ISO 10383.

{DATEFORMAT}

ISO 8601-datoformat

Datoer formateres i følgende format:

YYYY-MM-DD.

{DECIMAL-n/m}

Decimaltal på op til n cifre i alt, hvoraf op til m cifre kan være decimaler

Numerisk felt til både positive og negative værdier.

Decimaltegnet er ».« (punktum).

Negative tal har »-« (minus) som fortegn.

Værdierne afrundes; trunkeres ikke.


Tabel 2

Specificering af de data, der skal gives adgang til, til brug for vurderingen af, om der er et likvidt marked for aktier, depotbeviser, ETF'er, certifikater og andre aktielignende finansielle instrumenter

#

Felt

Oplysninger, der skal indberettes

Formater og standarder ved indberetning

Typer af beregninger, som disse oplysninger skal indberettes for

1

Instrumentidentifikationskode

Kode, der anvendes til at identificere det finansielle instrument

{ISIN}

Alle

2

Instrumentets fulde navn

Det fulde navn på det finansielle instrument

{ALPHANUM-350}

Alle

3

Markedsplads

Segmentspecifik MIC for markedspladsen, hvis en sådan findes; ellers operationel MIC

{MIC}

Alle

4

MiFIR-identifikator

Identifikation af aktier og aktielignende instrumenter

Aktier, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 44), litra a), i direktiv 2014/65/EU

Depotbeviser, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 45), i direktiv 2014/65/EU

ETF, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 46), i direktiv 2014/65/EU

Certifikater, jf. artikel 2, stk. 1, nr. 27), i forordning (EU) nr. 600/2014

Andre aktielignende finansielle instrumenter, jf. tabel 2 i bilag III til delegeret forordning (EU) 2017/587

Aktier og aktielignende finansielle instrumenter:

»SHRS« = aktier

»DPRS« = depotbeviser

»ETFS« = ETF'er

»CRFT« = certifikater

OTHR = andre aktielignende finansielle instrumenter

Alle

5

Indberetningsdag

Dato, som de data, der gives adgang til, vedrører

Der skal gives adgang til data for som minimum følgende datoer:

tilfælde 1: den dag, der svarer til datoen for optagelse til handel eller første handelsdag, jf. artikel 5, stk. 3, litra a)

tilfælde 2: den sidste dag i den fireugers periode, der begynder på datoen for optagelse til handel eller første handelsdag, jf. artikel 5, stk. 3, litra b), nr. i)

tilfælde 3: den sidste handelsdag i hvert kalenderår, jf. artikel 5, stk. 3, litra b), nr. ii)

tilfælde 4: den dag, på hvilken en selskabshændelse får virkning, jf. artikel 5, stk. 3, litra b), nr. iii)

{DATEFORMAT}

Alle

6

Antal cirkulerende instrumenter

Aktier og depotbevise

Det samlede antal cirkulerende instrumenter.

ETF'er

Antal enheder udstedt til handel

{DECIMAL-18/5}

Alle

7

Instrumentets pris

Kun aktier og depotbeviser

Instrumentets pris ved slutningen af indberetningsdagen

Prisen angives i euro

{DECIMAL-18/13}

Alle

8

Udstedelsens størrelse

Kun certifikater

Certifikatudstedelsens størrelse i euro

{DECIMAL-18/5}

Alle

9

Antal handelsdage i perioden

Det samlede antal handelsdage, for hvilke der gives adgang til data

{DECIMAL-18/5}

Kun skøn

10

Samlet omsætning

Den samlede omsætning i perioden

{DECIMAL-18/5}

Kun skøn

11

Samlet antal transaktioner

Det samlede antal transaktioner i perioden

{DECIMAL-18/5}

Kun skøn

«

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2026/482/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top