(1)

Adgang til råstoffer er afgørende for Unionens økonomi og det indre markeds funktion. En række råstoffer uden for energi- og landbrugssektoren anses for at være kritiske på grund af deres store økonomiske betydning og deres eksponering for en høj forsyningsrisiko, hvilket i reglen skyldes, at udbuddet er koncentreret på et fåtal af tredjelande. I betragtning af den centrale rolle, som mange af disse kritiske råstoffer spiller for gennemførelsen af den grønne og den digitale omstilling, og i lyset af, at de anvendes til forsvars- og rumfartsapplikationer, vil efterspørgslen sandsynligvis stige eksponentielt i de kommende årtier. Samtidig vokser risikoen for forsyningsafbrydelser på baggrund af tiltagende geopolitiske spændinger og konkurrencen om ressourcerne. Derudover kan den øgede efterspørgsel efter kritiske råstoffer føre til negative miljømæssige og sociale virkninger, hvis den ikke forvaltes korrekt.

(2)

I betragtning af kompleksiteten og den tværnationale karakter af værdikæder for kritiske råstoffer risikerer ukoordinerede nationale foranstaltninger med henblik på at sikre en sikker og bæredygtig forsyning med kritiske råstoffer at underminere det indre markeds funktion. Kritiske råstoffer udvindes ofte i bestemte lande eller regioner, afhængigt af den geografiske fordeling af de relevante reserver, transporteres til yderligere forarbejdning andre steder og sælges derefter i hele det indre marked til brug i relevante produkter. I forarbejdningsfasen importeres og eksporteres kritiske råstoffer ofte flere gange inden for det indre marked, inden de når frem til en endelig anvendelse. Tilsvarende kan genanvendelse af relevante produkter, når de er udtjente, med henblik på nyttiggørelse af kritiske råstoffer ofte finde sted i et andet land eller en anden region, end hvor affaldet indsamles, og de deraf følgende sekundære råstoffer vil sandsynligvis blive geneksporteret med henblik på yderligere forarbejdning og anvendelse. Kritiske råstoffer er endvidere nødvendige i begyndelsen af mange industrielle værdikæder og er ofte uundværlige input for en bred vifte af strategiske sektorer, herunder vedvarende energi, den digitale industri og luft- og rumfartssektoren samt forsvarssektoren. De spiller derfor en afgørende rolle med hensyn til at understøtte økonomiske aktiviteter på det indre marked, og forsyningsafbrydelser kan have betydelige grænseoverskridende virkninger mellem medlemsstaterne.

(3)

På denne baggrund risikerer ukoordinerede foranstaltninger fra medlemsstaternes side at forvride konkurrencen og fragmentere det indre marked, f.eks. ved at pålægge markedsoperatører forskellig regulering, give forskellige niveauer af adgang til overvågningen af forsyningsrisici, yde forskellig støtte til nationale projekter eller skabe hindringer for grænseoverskridende handel mellem medlemsstaterne med kritiske råstoffer eller relaterede varer og dermed skabe hindringer for et velfungerende indre marked. Desuden kan medlemsstaternes individuelle foranstaltninger være utilstrækkelige til effektivt at forhindre, at forsyningsafbrydelser af kritiske råstoffer finder sted, eller de kan være mindre effektive med hensyn til at nå dette mål.

(4)

For at beskytte det indre markeds funktion bør der derfor skabes en fælles EU-ramme for at sikre adgang til en sikker og bæredygtig forsyning med kritiske råstoffer og for at beskytte Unionens økonomiske modstandsdygtighed og åbne strategiske autonomi.

(5)

For det første bør denne ramme definere de råstoffer, der betragtes som værende strategiske og kritiske, og styrke modstandsdygtigheden i forsyningskæderne for disse råstoffer i Unionen, herunder ved at udpege og støtte visse projekter vedrørende råstoffer og anerkende dem som strategiske projekter (strategiske projekter), og ved at gøre en indsats for at tilskynde til teknologiske fremskridt og ressourceeffektivitet med henblik på at dæmpe den forventede stigning i Unionens forbrug af kritiske råstoffer. For det andet er der behov for at træffe foranstaltninger således, at Unionens evne til at overvåge og afbøde eksisterende og fremtidige forsyningsrisici styrkes. For det tredje bør rammen indeholde foranstaltninger med henblik på at øge cirkulariteten og bæredygtigheden af de kritiske råstoffer, der forbruges i Unionen.

(6)

For at sikre, at foranstaltningerne i forordningen fokuserer på de mest relevante råstoffer, bør der udarbejdes en liste over strategiske råstoffer og en liste over kritiske råstoffer. Disse lister bør være baseret på klare metoder, hvis anvendelse Kommissionen bør kommunikere åbent og gennemsigtigt om. Disse lister bør også tjene til at vejlede og koordinere medlemsstaternes bestræbelser på at medvirke til at virkeliggøre målene i denne forordning. Listen over strategiske råstoffer bør indeholde råstoffer af stor strategisk betydning for det indre markeds funktion, idet der tages hensyn til deres anvendelse i strategiske teknologier, der understøtter den grønne og den digitale omstilling, eller til anvendelser i forsvars- og luft- og rumfartsapplikationer. De er kendetegnet ved et potentielt betydeligt efterslæb mellem det globale udbud og den forventede efterspørgsel, og for hvilke det er relativt vanskeligt at øge produktionen, f.eks. på grund af lange gennemførelsestider for nye projekter, der øger forsyningskapaciteten. Af hensyn til mulige teknologiske og økonomiske ændringer bør listen over strategiske råstoffer gennemgås regelmæssigt og om nødvendigt ajourføres. For at sikre, at bestræbelserne på at øge Unionens kapacitet i hele værdikæden, styrke Unionens kapacitet til at overvåge og afbøde forsyningsrisici og øge diversificeringen af udbuddet er målrettet de råstoffer, for hvilke behovet er størst, bør visse relevante foranstaltninger kun finde anvendelse på listen over strategiske råstoffer. Medlemsstaterne bør ikke forhindres i at oprette yderligere lister på grundlag af deres specifikke nationale behov eller i at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger på nationalt plan.

(7)

Listen over kritiske råstoffer bør omfatte alle strategiske råstoffer samt alle andre råstoffer af stor betydning for Unionens samlede økonomi, og for hvilke der er en høj risiko for forsyningsafbrydelser, der sandsynligvis vil forvride konkurrencen og fragmentere det indre marked. Ud over de strategiske teknologier kan også andre sektorer stå over for høje forsyningsrisici i fremtiden. Af hensyn til mulige teknologiske og økonomiske ændringer bør Kommissionen i forlængelse af den gængse praksis regelmæssigt foretage en vurdering på grundlag af data for produktion, handel, anvendelse, genanvendelse og substitution af en bred vifte af råstoffer for at ajourføre listerne over strategiske og kritiske råstoffer, for at afspejle udviklingen i den økonomiske betydning og den forsyningsrisiko, som kendetegner disse råstoffer på det indre marked. Listen over kritiske råstoffer bør omfatte de råstoffer, der når eller overstiger tærskelværdierne for økonomisk betydning såvel som forsyningsrisiko, uden at de relevante råstoffer rangordnes med hensyn til kritikalitet. Denne vurdering bør baseres på et gennemsnit af de senest tilgængelige data for en femårsperiode. De foranstaltningerne vedrørende det centrale kontaktpunkt, planlægning, efterforskning, overvågning, cirkularitet og bæredygtighed, der er fastsat i denne forordning, bør gælde for alle kritiske råstoffer.

(8)

Listerne over strategiske og kritiske råstoffer bør anvende etablerede betegnelser for de anførte råstoffer. For så vidt angår listen over strategiske råstoffer bør betegnelserne, hvor det er relevant, henvise til den kvalitet, som et råstof skal raffineres til for at kunne anvendes til fremstilling af strategiske teknologier. Henvisninger til strategiske og kritiske råstoffer bør forstås som henvisninger til hele værdikæden for disse råstoffer, herunder i uforarbejdet form og i alle faser af forarbejdningen, der, hvor det er relevant, fører til den angivne kvalitet. Der bør foretages en ekstraordinær præcisering for aluminiumsværdikæden med angivelse af bauxit, dens vigtigste malm, og aluminiumoxid, dets mellemliggende forarbejdningsform, ud over aluminium. Strategiske og kritiske råstoffer udvindes, forarbejdes eller genanvendes i mange tilfælde som biprodukter fra andre vigtige udvindings-, forarbejdnings- og genanvendelsesprocesser. Råstoffers biproduktkarakter bør derfor ikke påvirke deres optagelse på listen, eller hvorvidt de er omfattet af denne forordnings relevante bestemmelser.

(9)

For at støtte gennemførelsen af opgaver i relation til udviklingen af strategiske projekter og finansieringen heraf, efterforskningsprogrammer, overvågningskapaciteter eller strategiske lagre og for at rådgive Kommissionen på passende vis bør der oprettes et europæisk udvalg for kritiske råstoffer (»udvalget«). Udvalget bør bestå af repræsentanter fra medlemsstaterne og fra Kommissionen, samtidig med at det kan åbne for andre parters deltagelse som observatører, navnlig Europa-Parlamentet. For at udvikle den nødvendige ekspertise til at gennemføre visse opgaver bør udvalget nedsætte stående undergrupper vedrørende finansiering, offentlighedens accept, efterforskning, overvågning og strategiske lagre samt en undergruppe for cirkularitet, ressourceeffektivitet og substitution. De bør fungere som et netværk ved at samle de relevante nationale myndigheder og om nødvendigt høre industrien, den akademiske verden, civilsamfundet og andre relevante interessenter. Udvalgets rådgivning og udtalelser bør være ikkebindende, og fraværet af en sådan rådgivning eller udtalelse bør ikke hindre Kommissionen i at udføre sine opgaver i henhold til denne forordning.

(10)

Det er nødvendigt at indføre passende foranstaltninger for at fastsætte en fælles tilgang til strategiske projekter i Unionen, der beskæftiger sig med udvinding, forarbejdning eller genanvendelse af strategiske råstoffer, eller som bidrager til produktionen af relevante erstatningsmaterialer. Disse strategiske projekter bør sammen med medlemsstaternes indsats bidrage til at øge kapaciteten til at sikre en sikker forsyning med strategiske råstoffer. Andre foranstaltninger, navnlig vedrørende efterforskning eller cirkularitet, har også til formål at bidrage til at styrke værdikædens forskellige led.

(11)

For at mindske Unionens voksende risiko for forsyningsafbrydelser, der sandsynligvis vil forvride konkurrencen og fragmentere det indre marked, bør Kommissionen og medlemsstaterne styrke kapaciteten i de forskellige led i værdikæden for strategiske råstoffer for at bidrage til at nå de benchmarks, der vedrører Unionens kapacitet og diversificering af forsyningen. Sådanne benchmarks bør bidrage til at styre bestræbelserne på at styrke Unionens kapacitet i alle led af værdikæden for strategiske råstoffer, herunder udvinding, forarbejdning og genanvendelse, og at øge diversificeringen af eksterne forsyninger af strategiske råstoffer. Målet bør være at øge kapaciteten for hvert strategisk råstof i hvert led af værdikæden, samtidig med at det tilstræbes at nå overordnede kapacitetsbenchmarks på EU-plan for udvinding, forarbejdning og genanvendelse af strategiske råstoffer. For det første bør Unionen øge udnyttelsen af sine egne geologiske ressourcer af strategiske råstoffer og opbygge kapacitet, så den kan udvinde de fornødne råstoffer til at producere mindst 10 % af Unionens forbrug af strategiske råstoffer. Under hensyntagen til, at udvindingskapaciteten i høj grad afhænger af, hvorvidt Unionen har adgang til geologiske ressourcer, afhænger opnåelsen af dette benchmark af, at en sådan adgang er mulig. For det andet bør Unionens forarbejdningskapacitet for at opbygge en sammenhængende værdikæde og forebygge flaskehalse i mellemliggende led også øges, og Unionen bør være i stand til at producere mindst 40 % af sit årlige forbrug af strategiske råstoffer. For det tredje forventes det, at en voksende andel af Unionens forbrug af strategiske råstoffer i de kommende årtier vil kunne dækkes af sekundære råstoffer, hvilket vil styrke både sikkerheden og bæredygtigheden af Unionens råstofforsyning. Unionens genanvendelseskapacitet bør derfor kunne producere mindst 25 % af Unionens årlige forbrug af strategiske råstoffer og bør kunne genanvende betydeligt stigende mængder af hvert strategisk råstof fra affald. Der bør fastsættes et yderligere affaldsbaseret benchmark for affaldsstrømme og strategiske råstoffer, for hvilke der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at anslå Unionens genanvendelseskapacitet som en andel af de strategiske råstoffer i disse affaldsstrømme. Ledsagende bestræbelser på at forbedre ressourceeffektiviteten gennem forskning og innovation, substitution, bevidstgørelse og andre relevante foranstaltninger vil også gøre det lettere at nå disse benchmarks. Disse benchmarks vedrører tidshorisonten 2030 i overensstemmelse med Unionens klima- og energimål, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (3), og de digitale mål fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/2481 (4), som de understøtter. Desuden vil kvalitetsjob, herunder kompetenceudvikling og jobskifte, modvirke risici på det sektorspecifikke arbejdsmarked og bidrage til at sikre Unionens konkurrenceevne. Kommissionen og medlemsstaterne bør også tilskynde til teknologiske fremskridt og ressourceeffektivitet for at dæmpe den forventede stigning i forbruget af kritiske råstoffer i Unionen under passende referencefremskrivninger. I forbindelse med forberedelsen af gennemførelsesforanstaltninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF (5) bør Kommissionen overveje, hvordan krav til miljøvenligt design kan bidrage til opfyldelsen af Unionens prioriteter i denne forordning.

(12)

Med hensyn til forsyningen er Unionen for nogle råstoffers vedkommende næsten fuldt afhængig af et enkelt land. En sådan afhængighed skaber en høj risiko for forsyningsafbrydelser, der sandsynligvis vil forvride konkurrencen og fragmentere det indre marked. For at begrænse en sådan potentiel risiko og øge Unionens økonomiske modstandsdygtighed bør der gøres en indsats for at sikre, at Unionen senest i 2030 ikke længere er afhængig af et enkelt tredjeland for mere end 65 % af sin forsyning med strategiske råstoffer; det gælder uforarbejdede og på alle stadier af forarbejdningen, idet der dog tages særligt hensyn til lande, med hvilke Unionen har etableret et strategisk partnerskab (strategisk partnerskab), en frihandelsaftale eller andre former for samarbejde, der dækker råstoffer, idet de giver større sikkerhed i henseende til forsyningsrisici.

(13)

For at sikre, at benchmarkene opfyldes til tiden, bør Kommissionen med hjælp fra udvalget spore og rapportere om fremskridt hen imod opfyldelsen af benchmarkene og en afdæmpning af efterspørgslen. Hvor de rapporterede fremskridt hen imod opfyldelsen af benchmarkene og hen imod en afdæmpning af efterspørgsel generelt er utilstrækkelige, bør Kommissionen vurdere gennemførligheden og proportionaliteten af yderligere foranstaltninger. Manglende fremskridt med hensyn til et enkelt eller en lille gruppe af strategisk råstof bør i princippet ikke udløse et behov for en yderligere EU-indsats.

(14)

Kommissionen bør med bistand fra udvalget udpege projekter i Unionen, som har til formål at iværksætte eller udvide udvinding, forarbejdning eller genanvendelse af strategiske råstoffer eller produktion og opskalering af materialer, der kan erstatte strategiske råstoffer i strategiske teknologier, med henblik på at anerkende sådanne projekter som strategiske projekter. En virkningsfuld støtte til strategiske projekter har potentiale til at forbedre adgangen til strategiske råstoffer for downstreamsektorer, at skabe økonomiske muligheder i hele værdikæden, herunder for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), og at bidrage til jobskabelse. For at sikre udviklingen af strategiske projekter i hele Unionen bør sådanne projekter derfor drage fordel af strømlinede og forudsigelige tilladelsesprocedurer og bistand til at få adgang til finansiering. Sådanne foranstaltninger kan også inspirere til forbedringer i andre tilladelsesprocedurer og i adgangen til finansiering af projekter vedrørende kritiske råstoffer eller andre råstoffer. For at målrette støtten og sikre dens merværdi bør projekterne, inden de modtager en sådan støtte, vurderes i forhold til et sæt kriterier. Råstofprojekter, hvor strategiske råstoffer er et biprodukt, herunder f.eks. fra jernholdigt skrot, bør også være berettiget til en sådan støtte, hvis de opfylder alle relevante kriterier. For at blive anerkendt som strategiske projekter i Unionen bør projekter styrke Unionens forsyningssikkerhed for strategiske råstoffer. Projekterne bør også påvise en tilstrækkelig teknisk gennemførlighed, herunder den forventede mængde strategiske råstoffer eller erstatningsmaterialer, hvormed de øger Unionens kapacitet, bortset fra materialer der produceres til forskningsformål, de bør gennemføres på en miljømæssigt og socialt bæredygtig måde og give grænseoverskridende fordele ud over den pågældende medlemsstat, herunder afsmittende virkninger længere nede i værdikæden. Hvis Kommissionen vurderer, at disse kriterier er opfyldt, bør den offentliggøre anerkendelsen som et strategisk projekt ved en afgørelse. Da en hurtig anerkendelse er afgørende for på en virkningsfuld måde at støtte Unionens forsyningssikkerhed, bør vurderingsprocessen forblive smidig og ikke være unødvendigt byrdefuld.

(15)

Ved vurderingen af, hvorvidt et projekt i et tredjeland eller i et oversøisk land eller territorium (OLT) bidrager til Unionens forsyningssikkerhed, bør navnlig OLT'ers status tages i betragtning. OLT'er kan bidrage til Unionens sikre adgang til en bæredygtig forsyning med strategiske og kritiske råstoffer, navnlig inden for rammerne af strategiske partnerskaber.

(16)

Kommissionen bør med støtte fra udvalget udpege strategiske projekter i tredjelande eller i OLT'er, som har til formål at iværksætte eller udvide udvinding, forarbejdning eller genanvendelse af strategiske råstoffer eller produktion af materialer, der kan erstatte strategiske råstoffer i strategiske teknologier. For at sikre, at sådanne strategiske projekter gennemføres på en virkningsfuld måde, bør de drage fordel af bedre adgang til finansiering, f.eks. gennem adgang til risikobegrænsende investeringsmekanismer. For at sikre projekternes merværdi bør de vurderes i forhold til et sæt kriterier. Som det er tilfældet for strategiske projekter i Unionen bør strategiske projekter i tredjelande styrke Unionens forsyningssikkerhed med hensyn til strategiske råstoffer og bør påvise en tilstrækkelig teknisk gennemførlighed. Både strategiske projekter i Unionen og strategiske projekter i tredjelande eller i OLT'er bør overholde samme niveau af social og miljømæssig bæredygtighed. For at blive et strategisk projekt i en vækstøkonomi og udviklingsøkonomi bør et projekt være til gensidig gavn for Unionen og det medvirkende tredjeland og tilføre merværdi i det pågældende land, idet der også tages hensyn til overensstemmelsen med Unionens fælles handelspolitik. En sådan værdi kan udledes, hvis et projekt bidrager til mere end ét led i værdikæden, og hvis projektet skaber vidtrækkende økonomiske og sociale fordele, herunder jobskabelse i overensstemmelse med internationale standarder. Hvis Kommissionen vurderer, at disse kriterier er opfyldt, bør den offentliggøre anerkendelsen som et strategisk projekt ved en afgørelse.

(17)

For at sikre bæredygtigheden af den øgede produktion af kritiske råstoffer bør nye projekter vedrørende kritiske råstoffer planlægges og gennemføres på en bæredygtig måde, der dækker alle de bæredygtighedsaspekter, der er fremhævet i Kommissionens publikation af 11. september 2021 med titlen »EU-principper for bæredygtige råstoffer«, herunder sikring af miljøbeskyttelse, forebyggelse og minimering af socialt negative indvirkninger ved anvendelse af socialt ansvarlig praksis, herunder respekt for menneskerettighederne såsom kvinders rettigheder, og gennemsigtig forretningspraksis. Projekterne bør også sikre engagement i god tro samt fyldestgørende og meningsfulde og rimelige høringer af relevante interessenter såsom lokalsamfund og oprindelige folk. Der bør lægges særlig vægt på respekt for menneskerettighederne, når et projekt indebærer potentiel genbosætning. For at give projektiværksættere en klar og effektiv måde at opfylde dette kriterium på bør overholdelse af relevant EU-ret eller national ret, internationale standarder, retningslinjer og principper, eventuelt, eller deltagelse i en certificeringsordning, der er anerkendt i henhold til denne forordning, anses for at være tilstrækkelig.

(18)

I overensstemmelse med forsigtighedsprincippet kan Kommissionen ikke anerkende projekter vedrørende dybhavsminedrift som strategiske projekter, før dybhavsminedriftens indvirkning på havmiljøet, biodiversiteten og menneskelige aktiviteter er tilstrækkeligt undersøgt, risiciene er kendte, og teknologier og operationel praksis kan påvise, at miljøet ikke lider alvorlig skade.

(19)

Enhver projektiværksætter af et strategisk råstofprojekt bør kunne ansøge Kommissionen om at få anerkendt projektet som et strategisk projekt. Ansøgningen bør indeholde relevante dokumenter og beviser vedrørende kriterierne. For bedre at kunne vurdere den sociale, miljømæssige og økonomiske rentabilitet, projektets gennemførlighed og tiltroen til skønnene bør projektiværksætteren også forelægge en klassificering af projektet i henhold til De Forenede Nationers Rammeklassifikation for Ressourcer. For at åbne mulighed for en objektiv validering af denne klassificering bør projektiværksætteren underbygge den med relevant dokumentation. En tidsplan for projektet bør også vedlægges ansøgningen med henblik på at vurdere, hvornår projektet vil kunne bidrage til at opfylde benchmarkene for EU-intern kapacitet eller for diversificering. Da offentlighedens accept af mineprojekter er afgørende for deres gennemførelse på en virkningsfuld måde, bør projektiværksætteren også forelægge en plan med foranstaltninger, der skal lette offentlighedens accept. Der bør lægges særlig vægt på arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og tilsynsorganer. Projektiværksætteren bør også forelægge en forretningsplan med oplysninger om projektets finansielle rentabilitet og et overblik over finansieringen, ejerskabsstrukturen og de allerede sikrede aftagningsaftaler samt skøn over den potentielle jobskabelse og projektets behov med hensyn til kvalificeret arbejdskraft, herunder opkvalificering og omskoling. For at harmonisere ansøgningsprocessen bør Kommissionen udarbejde en fælles skabelon for ansøgninger.

(20)

Ansøgninger vedrørende projekter med potentiale til at påvirke oprindelige folk bør ansøgningen omfatte en plan, der indeholder foranstaltninger til en meningsfuld høring af de berørte oprindelige folk, forebyggelse og minimering af negative indvirkninger på disse oprindelige folk og, hvor det er relevant, rimelig kompensation. Hvis disse begreber er omfattet af den nationale ret, der finder anvendelse på projektet, kan planen i stedet beskrive disse foranstaltninger. For projekter i tredjelande, der omfatter udvinding, som ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF (6), bør projektiværksætteren også fremlægge en plan for forbedring af miljøtilstanden på de berørte lokaliteter efter udvindingens ophør. Hvis projektet er beliggende i et beskyttet område, bør projektiværksætteren vurdere teknisk hensigtsmæssige alternative placeringer og beskrive dem i en plan, herunder hvorfor de ikke anses for at være egnede til projektets placering.

(21)

For at strukturere processen bør Kommissionen tilrettelægge en åben indkaldelse med regelmæssige skæringsdatoer, der svarer til udvalgets mødedatoer, for at projektiværksættere kan ansøge om anerkendelse af deres projekter som strategiske projekter. For at skabe klarhed for projektiværksættere med hensyn til deres ansøgninger om strategiske projekter bør Kommissionen overholde en tidsfrist for sin beslutning om, hvorvidt et projekt skal anerkendes som strategisk. For at tage højde for særligt komplekse sager eller et stort antal ansøgninger på samme skæringsdato bør Kommissionen kunne forlænge denne frist én gang. Den bør dele sin vurdering med udvalget forud for sit møde og bør tage hensyn til udvalgets udtalelse i sin beslutning om, hvorvidt et strategisk projekt skal anerkendes.

(22)

Da samarbejdet mellem den medlemsstat, på hvis område et strategisk projekt vil blive gennemført, er nødvendigt for at sikre en virkningsfuld gennemførelse heraf, bør denne medlemsstat have ret til at gøre indsigelse mod og dermed forhindre, at et projekt anerkendes som strategisk mod medlemsstatens vilje. Den relevante medlemsstat bør i forbindelse med sin indsigelse give en begrundelse for sit afslag med henvisning til de kriterier, der er fastsat i denne forordning. På samme måde bør Unionen ikke anerkende et projekt som et strategisk projekt, hvor det skal gennemføres af et tredjeland, mod dets regerings vilje, og Unionen bør derfor afholde sig fra at støtte projekter, mod hvilke et tredjelands regering gør indsigelse.

(23)

For at forhindre misbrug af statussen som strategisk projekt bør Kommissionen være berettiget til at tilbagekalde sin anerkendelse af et strategisk projekt med angivelse af en begrundelse herfor og efter høring af udvalget og den ansvarlige projektiværksætter, hvis det strategiske projekt ikke længere opfylder betingelserne, eller anerkendelsen var baseret på en ansøgning med ukorrekte oplysninger, der er relevante for vurderingen af udvælgelseskriterierne. For at tiltrække langsigtede investeringer og sikre retlig forudsigelighed bør et strategisk projekt i tilfælde af ajourføringer af listen over strategiske råstoffer i et bilag bevare sin status i en rimelig periode efter tilbagekaldelsen.

(24)

Strategiske projekter anses for at være af almen interesse i lyset af deres betydning for forsyningssikkerheden og beskyttelsen af det indre markeds funktion med hensyn til strategiske råstoffer. Sikring af forsyningssikkerheden med hensyn til strategiske råstoffer har afgørende betydning for en vellykket grøn og digital omstilling samt for forsvars- og luft- og rumfartssektorens modstandsdygtighed. For at bidrage til forsyningssikkerheden med hensyn til strategiske råstoffer i Unionen bør medlemsstaterne i nationale tilladelsesprocedurer kunne yde bistand for at fremskynde virkeliggørelsen af strategiske projekter i overensstemmelse med EU-retten.

(25)

De nationale processer for udstedelse af tilladelse sikrer, at projekter vedrørende kritiske råstoffer er sikre, og at de opfylder miljømæssige, sociale og sikkerhedsmæssige krav. I Unionens miljøret fastsættes fælles betingelser for indholdet af de nationale processer for udstedelse af tilladelse, hvorved der sikres et højt miljøbeskyttelsesniveau og mulighed for en bæredygtig udnyttelse af Unionens potentiale i hele værdikæden for råstoffer. Anerkendelsen af et strategisk projekt bør derfor ikke berøre gældende betingelser for tilladelsen af de relevante projekter, herunder de betingelser, som er fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU (7), Rådets direktiv 92/43/EØF (8), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (9), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU (10), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF (11), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF (12) og direktiv 2006/21/EF.

(26)

Samtidig undergraver uforudsigeligheden, kompleksiteten og til tider den alt for lange varighed af de nationale processer for udstedelse af tilladelse den investeringssikkerhed, der er nødvendig af hensyn til en virkningsfuld udvikling af strategiske råstofprojekter. Strukturen og varigheden af en tilladelsesproces for relevante projekter kan også variere meget fra medlemsstat til medlemsstat. For at sikre og fremskynde deres virkningsfulde gennemførelse bør medlemsstaterne derfor anvende strømlinede og forudsigelige processer for udstedelse af tilladelse til strategiske projekter. Til dette formål bør strategiske projekter tillægges prioriteret status på nationalt plan for at sikre en hurtig administrativ behandling og hastebehandling i alle judicielle procedurer og tvistbilæggelsesprocedurer, der vedrører dem. Denne forordning bør ikke forhindre de kompetente myndigheder i at strømline tilladelser til projekter i værdikæden for kritiske råstoffer, som ikke er strategiske projekter.

(27)

Myndigheder med ansvar for at udstede tilladelser bør betragte strategiske projekter som værende af almen interesse i betragtning af deres rolle i at sikre Unionens forsyningssikkerhed med strategiske råstoffer og deres bidrag til Unionens åbne strategiske autonomi samt den grønne og den digitale omstilling. Det bør være muligt at godkende strategiske projekter med negative miljøvirkninger, i det omfang de falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2000/60/EF, 92/43/EØF eller 2009/147/EF eller lovgivningsmæssige EU-retsakter vedrørende genopretning af land-, kyst- og ferskvandsøkosystemer, hvis myndigheden med ansvar for at udstede tilladelser på grundlag af sin vurdering fra sag til sag konkluderer, at den almene interesse, som projektet tjener, vejer tungere end denne påvirkning, forudsat at alle relevante betingelser i nævnte retsakter er opfyldt. Vurderingen fra sag til sag bør tage behørigt hensyn til udvindingsstedernes geologiske karakteristika, hvilket sætter grænser for beslutningerne om placering som følge af manglende alternative placeringer til sådanne steder.

(28)

For at mindske kompleksiteten og øge effektiviteten og gennemsigtigheden i processen for udstedelse af tilladelse bør projektiværksættere af projekter angående kritiske råstoffer kunne interagere med et centralt kontaktpunkt, som er ansvarligt for at lette og koordinere hele processen for udstedelse af tilladelse. Med henblik herpå bør medlemsstaterne oprette eller udpege et eller flere kontaktpunkter, samtidig med at det sikres, at projektiværksættere kun skal interagere med et centralt kontaktpunkt. Det bør være op til medlemsstaterne at afgøre, hvorvidt et centralt kontaktpunkt også er en myndighed, der træffer afgørelser om udstedelse af tilladelser. For at sikre en effektiv varetagelse af deres ansvar bør medlemsstaterne forsyne deres centrale kontaktpunkter med tilstrækkeligt personale og tilstrækkelige ressourcer. Desuden bør projektiværksætteren have mulighed for at kontakte en relevant administrativ enhed inden for det centrale kontaktpunkt for at sikre, at den har en tilgængelig kontakt.

(29)

Medlemsstaterne bør i lyset af deres interne organisation kunne vælge, om de vil oprette eller udpege deres centrale kontaktpunkter på lokalt, regionalt eller nationalt plan eller på ethvert andet relevant administrativt plan. Desuden bør medlemsstaterne på det administrative plan, de har valgt, kunne oprette eller udpege forskellige centrale kontaktpunkter, der kun fokuserer på projekter vedrørende kritiske råstoffer i et bestemt led i værdikæden, nemlig udvinding, forarbejdning eller genanvendelse. Samtidig bør projektiværksættere let kunne identificere det centrale kontaktpunkt, der er ansvarligt for deres projekt. Med henblik herpå bør medlemsstaterne sikre, at der inden for det geografiske område, der svarer til det administrative plan, hvorpå de har valgt at oprette eller udpege deres centrale kontaktpunkter, ikke er mere end ét sådant centralt kontaktpunkt, som er ansvarligt for hvert relevant led i værdikæden. Da mange projekter vedrørende kritiske råstoffer dækker mere end ét led i værdikæden, bør medlemsstaterne for at undgå forvirring sikre, at der rettidigt udpeges et centralt kontaktpunkt for sådanne projekter.

(30)

For at sikre klarhed om, hvorvidt strategiske projekter opnår tilladelse, og for at mindske virkningsfuldheden af potentielt uberettigede retssager, uden at dette undergraver en effektiv domstolsprøvelse, bør medlemsstaterne sikre, at enhver tvist vedrørende proces for udstedelse af tilladelse til strategiske projekter løses rettidigt. Til dette formål bør medlemsstaterne sørge for, at ansøgere og projektiværksættere har adgang til enkle tvistbilæggelsesprocedurer, og at strategiske projekter er genstand for hastebehandling i alle judicielle procedurer og tvistbilæggelsesprocedurer angående projekterne, hvor og i det omfang national ret indeholder bestemmelser om en sådan hastebehandling.

(31)

For at give borgere og virksomheder mulighed for direkte at få gavn af fordelene ved det indre marked uden at pådrage sig en unødvendig yderligere administrativ byrde fastsætter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724 (13), hvorved den fælles digitale portal blev oprettet, generelle regler for online levering af oplysninger, procedurer og bistandstjenester, der er relevante for det indre markeds funktion. De oplysningskrav og procedurer, der er omfattet af nærværende forordning, bør opfylde kravene i forordning (EU) 2018/1724. Det bør navnlig sikres, at projektiværksættere for strategiske projekters vedkommende kan få adgang til og gennemføre alle procedurer vedrørende processen for udstedelse af tilladelse helt online i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i og bilag II til forordning (EU) 2018/1724.

(32)

For at give projektiværksættere og andre investorer den fornødne sikkerhed og vished med henblik på at styrke udviklingen af strategiske projekter bør medlemsstaterne sørge for, at processen for udstedelse af tilladelse i forbindelse med sådanne projekter ikke overskrider en fastsat frist. For strategiske projekter, der udelukkende omfatter forarbejdning eller genanvendelse, bør varigheden af processen for udstedelse af tilladelse ikke overstige 15 måneder. For strategiske projekter, der omfatter udvinding, bør varigheden af processen for udstedelse af tilladelse ikke overstige 27 måneder i betragtning af de potentielle virkningers kompleksitet og rækkevidde. Udarbejdelsen af miljøkonsekvensvurderingsrapporten i henhold til direktiv 2011/92/EU er imidlertid projektiværksætterens ansvar og bør ikke være en del af de tidsfrister, som medlemsstaterne er bundet af. Med henblik herpå bør det centrale kontaktpunkt meddele den dato, hvor projektiværksætteren skal forelægge miljøkonsekvensvurderingsrapporten, og en eventuel periode mellem den meddelte dato og den faktiske forelæggelse af rapporten bør ikke medregnes i tidsplanen. Det samme princip bør gælde, når det centrale kontaktpunkt efter de krævede høringer underretter projektiværksætteren om muligheden for at fremlægge yderligere oplysninger med henblik på at færdiggøre miljøkonsekvensvurderingsrapporten. I særlige tilfælde, der vedrører det foreslåede projekts art, kompleksitet, gennemførelsessted eller omfang, bør medlemsstaterne kunne forlænge tidsfristerne. Sådanne særlige tilfælde kan omfatte uforudsete omstændigheder, der fører til et behov for at supplere eller færdiggøre miljøvurderinger i forbindelse med projektet.

(33)

Medlemsstaterne bør sikre, at de ansvarlige myndigheder råder over tilstrækkelige ressourcer og tilstrækkeligt personale til at give disse myndigheder mulighed for effektivt at overholde de tidsfrister, der er pålagt dem. Gennem instrumentet for teknisk støtte, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/240 (14), bør Kommissionen efter anmodning bistå medlemsstaterne med at udforme, udvikle og gennemføre reformer, herunder styrkelse af den administrative kapacitet i forbindelse med den nationale proces for udstedelse af tilladelse, såsom det centrale kontaktpunkt.

(34)

De miljøvurderinger og -godkendelser, der kræves i henhold til EU-retten, herunder i forbindelse med vand, jord, levesteder og fugle, er en uadskillelig del af processen for udstedelse af tilladelse til et råstofprojekt og en væsentlig sikkerhedsforanstaltning for at sikre, at negative miljøvirkninger forebygges eller minimeres. For at sikre, at processen for udstedelse af tilladelse til strategiske projekter er forudsigelig og rettidig, bør ethvert potentiale for at strømline de påkrævede vurderinger og godkendelser udnyttes, dog uden at dette sænker miljøbeskyttelsesniveauet eller kvaliteten af vurderingerne. Med henblik herpå bør de nødvendige vurderinger samles gennem en fælles eller koordineret procedure for at undgå unødvendige overlap. Projektiværksættere og ansvarlige myndigheder bør endvidere inden gennemførelsen udtrykkeligt nå til enighed om omfanget af den samlede vurdering for at undgå behovet for en unødvendig opfølgende handling. Endelig bør projektiværksættere kunne interagere med en enkelt myndighed med henblik på denne fælles eller koordinerede procedure.

(35)

Konflikter om arealanvendelse kan skabe hindringer for udbredelsen af projekter vedrørende kritiske råstoffer. Veludformede planer, herunder fysiske planer og zoneinddeling, der tager hensyn til potentialet for at gennemføre projekter vedrørende kritiske råstoffer, og hvis potentielle miljøvirkninger vurderes, kan potentielt bidrage til at skabe balance mellem almene goder og interesser, mindske risikoen for konflikter og fremskynde en bæredygtig udbredelse af projekter vedrørende kritiske råstoffer i Unionen. De ansvarlige nationale, regionale og lokale myndigheder bør derfor overveje at medtage bestemmelser for projekter vedrørende kritiske råstoffer, når de udarbejder relevante planer. Dette berører ikke eksisterende krav om vurdering af sådanne planers potentielle miljøvirkninger og den krævede kvalitet af sådanne vurderinger.

(36)

I Unionen har projekter vedrørende kritiske råstoffer ofte vanskeligt ved at få adgang til finansiering. Markederne for kritiske råstoffer er ofte kendetegnet ved store prisudsving, lange leveringstider, høj koncentration og manglende gennemsigtighed. Desuden kræver finansiering til sektoren et højt niveau af ekspertviden, som de finansielle institutioner sjældent råder over. For at overvinde disse faktorer og bidrage til at sikre en stabil og pålidelig forsyning med strategiske råstoffer bør medlemsstaterne og Kommissionen bistå med adgang til finansiering og administrativ støtte.

(37)

En stærk europæisk værdikæde er nødvendig for at sikre forsyningssikkerheden med henblik på at beskytte det indre markeds funktion, og øget kapacitet kan kun opnås med tilstrækkelige finansielle midler, hvoraf en del kan komme fra eksisterende EU-fonde. Projekter vedrørende kritiske råstoffer, herunder strategiske projekter, kan være berettiget til støtte fra sådanne fonde, hvis kravene i de relevante programmer er opfyldt, f.eks. vedrørende geografisk placering, miljø eller deres bidrag til innovation. De relevante fonde omfatter programmer under samhørighedspolitikken, såsom Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1058 (15), og hvis tildeling af tilskud til fremme af regional samhørighed kan sætte SMV'er i stand til at udvikle innovative projekter, f.eks. i forbindelse med reduktion af energiforbruget i forbindelse med forarbejdning af råstoffer. Fonden for Retfærdig Omstilling, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1056 (16), kan også anvendes til at støtte denne type projekter, i det omfang de bidrager til at reducere de sociale og økonomiske omkostninger som følge af den grønne omstilling. Desuden kan genopretnings- og resiliensfaciliteten, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 (17), navnlig dens kapitel om RePowerEU, som fokuserer på energisikkerhed og diversificering af energiforsyningen, mobiliseres for at støtte projekter, der f.eks. er involveret i genanvendelse eller nyttiggørelse af råstoffer. Innovationsfonden, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (18), og hvis mål navnlig er at fremme rene og innovative teknologier på markedet, kan yde tilskud for bl.a. at muliggøre udvikling af genanvendelseskapacitet for råstoffer i forbindelse med lavemissionsteknologier. InvestEU, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/523 (19), er endvidere Unionens flagskibsprogram til fremme af investeringer, navnlig i den grønne og den digitale omstilling, ved at yde finansiering og teknisk bistand. Gennem anvendelsen af blandingsmekanismer bidrager InvestEU til at tiltrække yderligere offentlig og privat kapital. Kommissionen vil samarbejde med InvestEU-gennemførelsespartnerne for at opskalere støtten og investeringer i relevante projekter i overensstemmelse med de fælles mål, der er fastsat ved forordning (EU) 2021/523 og nærværende forordning. Endelig kan projekter i tredjelande, der bidrager til diversificering af Unionens forsyning, støttes gennem relevante fonde såsom instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde og Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling Plus, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/947 (20).

(38)

For at overvinde begrænsningerne i de nuværende ofte fragmenterede offentlige og private investeringsbestræbelser, lette integrationen og investeringsafkastet bør Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervsfremmende banker bedre koordinere og skabe synergier mellem de eksisterende finansieringsprogrammer på EU-niveau og nationalt niveau samt sikre bedre koordinering og samarbejde med erhvervslivet og centrale interessenter i den private sektor. Til dette formål bør der nedsættes en særlig undergruppe af udvalget bestående af sagkyndige fra medlemsstaterne og Kommissionen samt relevante offentlige finansielle institutioner. Denne undergruppe bør drøfte strategiske projekters individuelle finansieringsbehov og deres eksisterende finansieringsmuligheder med henblik på at forelægge projektiværksætterne et forslag til, hvordan de bedst kan få adgang til de eksisterende finansieringsmuligheder. Når udvalget drøfter og forelægger henstillinger om finansiering af strategiske projekter i tredjelande, bør det navnlig tage hensyn til Global Gateway-strategien, der er fastsat i den fælles meddelelse af 1. december 2021 fra Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, med titlen »Global Gateway«.

(39)

Private investeringer foretaget af virksomheder, finansielle investorer og aftagere har afgørende betydning. Hvis private investeringer i sig selv er utilstrækkelige, kan en virkningsfuld udrulning af projekter vedrørende værdikæden for kritiske råstoffer forudsætte, at der ydes offentlig støtte, f.eks. i form af garantier, lån eller egenkapital- og kvasiegenkapitalinvesteringer. Denne offentlige støtte kan udgøre statsstøtte. En sådan statsstøtte bør have en tilskyndende virkning og være nødvendig, hensigtsmæssig og forholdsmæssig. De eksisterende retningslinjer for statsstøtte, som for nylig er blevet grundigt revideret i overensstemmelse med to omstillingsmål, giver rige muligheder for at støtte investeringer i værdikæden for kritiske råstoffer på visse betingelser.

(40)

Offentlig støtte anvendes til at afhjælpe afdækkede specifikke markedssvigt eller suboptimale investeringsforhold på en forholdsmæssig måde, og aktionerne bør ikke overlappe med eller fortrænge privat finansiering eller forvride konkurrencen på det indre marked. Tiltag bør have en tydelig merværdi for Unionen.

(41)

Prisudsvingene på adskillige strategiske råstoffer, som forværres af begrænsede midler til at afdække dem på terminsmarkederne, skaber en hindring for, at projektiværksættere kan sikre finansiering til strategiske projekter vedrørende strategiske råstoffer, og for at downstreamforbrugere kan sikre sig stabile og forudsigelige priser på centrale input. I bestræbelserne på at mindske usikkerheden om fremtidige priser på strategiske råstoffer og derved begrænse forsyningsrisikoen for at beskytte det indre markeds funktion er det nødvendigt at indføre et system, hvormed både interesserede aftagere og iværksættere af strategiske projekter kan angive deres købs- eller salgstilbud, og at de bringes i kontakt med hinanden, hvis deres respektive bud potentielt kan forenes.

(42)

Den eksisterende viden om og kortlægning af forekomsten af råstoffer i Unionen blev udviklet på et tidspunkt, hvor det ikke var en prioritet at sikre forsyningen med kritiske råstoffer med henblik på at udvikle strategiske teknologier. Mangel på ajourførte geologiske oplysninger om kritiske råstoffer i Unionen kan underminere udviklingen af udvindingsprojekter og dermed svække bestræbelserne på at mindske forsyningsrisikoen og beskytte det indre markeds funktion. For at indhente og ajourføre oplysninger om forekomster af kritiske råstoffer bør medlemsstaterne, hvor det er relevant i betragtning af de geologiske forhold, udarbejde nationale kortlægningsprogrammer for generel efterforskning af kritiske råstoffer og de vigtigste mineraler, som de udvindes sammen med. Dette bør omfatte foranstaltninger såsom geologisk kortlægning, geokemiske kampagner, geovidenskabelige undersøgelser samt gennemarbejdning af eksisterende geovidenskabelige datasæt. Dette øger sandsynligheden for at lokalisere nye forekomster, hvilket igen bør stimulere investeringer i efterforskning. Efterforskningsprogrammerne bør også overveje at gøre brug af nye efterforskningsteknikker, der gør det muligt at kortlægge forekomster i større dybde, end konventionelle teknikker gør. For at lette udviklingen af udvindingsprojekter bør medlemsstaterne offentliggøre visse grundlæggende oplysninger, der er indhentet i forbindelse med deres respektive nationale efterforskningsprogrammer, hvor dette er relevant ved hjælp af den ramme for infrastruktur for geografisk information, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF (21), samtidig med at mere detaljerede oplysninger kan udleveres efter anmodning. Kommissionen bør kunne udstede retningslinjer for at fremme et harmoniseret format for efterforskningsprogrammerne.

(43)

Rumdata og -tjenester afledt af jordobservation kan støtte indsatsen for bæredygtige værdikæder for kritiske råstoffer ved at tilvejebringe en kontinuerlig informationsstrøm til gavn for aktiviteter såsom overvågning og forvaltning af mineområder, vurdering af miljømæssige og socioøkonomiske virkninger eller efterforskning efter mineralressourcer. Da jordobservation også kan tilvejebringe data om fjerntliggende og utilgængelige områder, bør medlemsstaterne så vidt muligt tage dette aspekt i betragtning, når de udarbejder og gennemfører deres nationale efterforskningsprogrammer.

(44)

Selv om det er nødvendigt at styrke Unionens værdikæde for kritiske råstoffer for at sikre øget forsyningssikkerhed, vil forsyningskæderne for kritiske råstoffer forblive globale og udsat for eksterne faktorer. Nylige eller igangværende begivenheder lige fra covid-19-krisen til den uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine har understreget, at nogle af Unionens forsyningskæder er sårbare over for afbrydelser. For at sikre, at EU-industrier og medlemsstatsindustrier er i stand til at foregribe forsyningsafbrydelser og være rede til at modstå konsekvenserne heraf, bør der opstilles foranstaltninger med henblik på at styrke overvågningskapaciteten, koordinere strategiske lagre og styrke virksomhedernes beredskab.

(45)

Medlemsstaternes kapacitet er uensartet, når det drejer sig om risikobevågenhed og -foregribelse, og ikke alle medlemsstater har udviklet særlige strukturer, der overvåger kritiske råstoffers forsyningskæder og kan informere virksomhederne om potentielle risici for forsyningsafbrydelser. Selv om nogle virksomheder har investeret i at overvåge deres forsyningskæder, har andre heller ikke kapacitet til dette. I lyset af den globale dimension af forsyningskæder for kritiske råstoffer samt deres kompleksitet bør Kommissionen derfor opstille en særlig overvågningsoversigt med henblik på at vurdere forsyningsrisici for kritiske råstoffer og sikre adgangen til de indsamlede oplysninger for offentlige myndigheder og private driftsherrer og derved øge synergivirkningerne mellem medlemsstaterne. For at sikre, at Unionens værdikæder er tilstrækkeligt forberedt på potentielle forsyningsafbrydelser, som sandsynligvis kan forvride konkurrencen og fragmentere det indre marked, såsom dem, der er forårsaget af geopolitiske konflikter, bør Kommissionen gennemføre stresstest, der vurderer sårbarheden af de strategiske forsyningskæder for råstoffer og deres eksponering for forsyningsrisici. Medlemsstaterne bør bidrage til denne øvelse ved, når det er muligt, at gennemføre sådanne stresstest via deres nationale forsynings- og informationsorganer, der dækker kritiske råstoffer. Udvalget bør sikre, at Kommissionens og medlemsstaternes gennemførelse af stresstestene samordnes. Har ingen medlemsstat kapacitet til at udføre en påkrævet stresstest af et givet strategisk råstof, bør Kommissionen selv gennemføre den. Kommissionen bør også foreslå potentielle strategier, som de offentlige myndigheder og private driftsherrer kan overtage for at afbøde forsyningsrisici såsom at opbygge strategiske lagre eller yderligere diversificere deres forsyning. Med henblik på at indsamle de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre overvågnings- og stresstestforanstaltningerne, bør Kommissionen koordinere med udvalgets relevante stående undergruppe, og medlemsstaterne bør udpege og overvåge centrale markedsoperatører.

(46)

Strategiske lagre er et vigtigt redskab, hvormed forsyningsafbrydelser kan afbødes, navnlig når det gælder kritiske råstoffer. Selv om det foreslåede nødinstrument for det indre marked, der er foreslået af Kommissionen, ville åbne mulighed for eventuelt at etablere sådanne strategiske lagre, hvis overvågningsmekanismen for det indre marked aktiveres, har medlemsstaterne og virksomhederne ikke pligt til at opbygge deres strategiske lagre forud for en forsyningsafbrydelse. Desuden findes der ingen koordineringsmekanisme for Unionen som helhed, der gør det muligt at udarbejde en fælles vurdering og en analyse af potentielle overlap og synergier. Derfor bør medlemsstaterne i første omgang under hensyntagen til den aktuelle mangel på relevante oplysninger forelægge Kommissionen oplysninger om potentielle strategiske lagre, og såfremt de findes, om de drives af offentlige myndigheder eller af økonomiske operatører på medlemsstaternes vegne. Disse oplysninger bør omfatte de disponible beholdninger i strategiske lagre for hvert strategisk råstof på et aggregeret niveau, udsigterne for beholdningerne i strategiske lagre og de gældende regler og procedurer for disse strategiske lagre. Enhver anmodning bør være forholdsmæssig, tage hensyn til de omkostninger og den indsats, der er nødvendig for at stille dataene til rådighed, samt deres indvirkning på den nationale sikkerhed og bør fastsætte tilstrækkelige frister for at udlevere de ønskede oplysninger. Medlemsstaterne bør kunne tilføje oplysninger om de økonomiske operatørers strategiske lagre til analysen, selv om dette ikke er genstand for en begæring om oplysninger. Kommissionen bør behandle dataene på en sikker måde og kun offentliggøre oplysninger på et aggregeret niveau. I anden omgang bør Kommissionen ud fra de indhentede oplysninger udarbejde et udkast til benchmark for, hvad der bør betragtes som et sikkert niveau for Unionens strategiske lagre, idet der tages hensyn til det samlede årlige EU-forbrug af de pågældende strategiske råstoffer. På grundlag af en sammenligning mellem de bestående strategiske lagre og de overordnede niveauer for strategiske lagre af strategiske råstoffer i hele Unionen bør udvalget i samråd med Kommissionen efterfølgende kunne afgive ikkebindende udtalelser til medlemsstaterne om, hvordan konvergensen kan øges, og tilskynde dem til at opbygge deres strategiske lagre. I den forbindelse bør udvalget overveje behovet for at opretholde incitamenter til at etablere strategiske lagre hos private eller offentlige operatører, der anvender strategiske råstoffer.

(47)

For at fremme yderligere koordinering bør Kommissionen sikre den nødvendige høring af medlemsstaterne forud for deres deltagelse i internationale fora, hvor sådanne strategiske lagre kan drøftes, navnlig via udvalgets særlige stående undergruppe. For at øge komplementariteten mellem denne forordning og andre horisontale eller emnespecifikke instrumenter bør Kommissionen ligeledes sikre, at de indsamlede og aggregerede oplysninger videregives til overvågnings- eller krisestyringsmekanismer såsom den foreslåede rådgivende gruppe for nødinstrumentet for det indre marked, det Europæiske Halvlederråd, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1781 (22), HERA's bestyrelse, der er oprettet ved Kommissionens afgørelse 2021/C 393 I/02 (23), eller Sundhedskriseudvalget, der er oprettet i henhold til Rådets forordning (EU) 2022/2372 (24).

(48)

Store virksomheder, som anvender strategiske råstoffer til at fremstille strategiske teknologier i Unionen, bør foretage en risikovurdering af deres forsyningskæder for at sikre, at de er tilstrækkeligt forberedte til at håndtere forsyningsafbrydelser. Dermed sikres det, at virksomhederne tager hensyn til strategiske råstoffers forsyningsrisici og, hvor det er nødvendigt, udvikler egnede afbødningsstrategier for at styrke beredskabet i tilfælde af forsyningsafbrydelser. Sådanne store virksomheder bør som led i denne risikovurdering kortlægge oprindelsen af deres strategiske råstoffer, analysere de faktorer, der kan påvirke deres forsyning, og vurdere deres sårbarhed over for forsyningsafbrydelser. Hvis der konstateres sårbarheder, bør de udpegede store virksomheder gøre en indsats for at afbøde dem. Denne vurdering bør baseres på data, som virksomheder har indhentet fra deres leverandører, og, hvis sådanne data ikke er tilgængelige, bør så vidt muligt baseres på data, der er offentligt tilgængelige eller offentliggøres af Kommissionen. Medlemsstaterne bør kunne kræve, at en rapport om denne risikovurdering fremsendes til virksomhedernes bestyrelse. Med henblik på at tage hensyn til behovet for at beskytte handels- og forretningshemmeligheder og begrænse eksponeringen af virksomheders sårbarheder bør denne rapport ikke offentliggøres. Disse foranstaltninger bør føre til, at der tages yderligere hensyn til omkostningerne ved potentielle forsyningsafbrydelser, uden at der foreskrives fastlagte afbødningsstrategier.

(49)

Mange markeder for strategiske råstoffer er ikke fuldt ud gennemsigtige, og de præges af koncentration på udbudssiden, hvilket styrker sælgernes forhandlingsposition og forhøjer priserne for køberne. For at bidrage til at sænke priserne for virksomheder, der er etableret i Unionen, bør Kommissionen indføre et system, der kan aggregere efterspørgslen fra interesserede købere. For at undgå en uforholdsmæssig påvirkning af konkurrencen på det indre marked bør Kommissionen i samråd med udvalget foretage en vurdering af systemets indvirkning på markedet for hvert strategisk råstof, der føjes til systemet. Ved udviklingen af et sådant system bør Kommissionen tage hensyn til erfaringerne fra lignende bestræbelser, navnlig med hensyn til fælles indkøb af gas som fastsat ved Rådets forordning (EU) 2022/2576 (25). Alle foranstaltninger inden for rammerne af denne mekanisme bør kunne forenes med Unionens konkurrencelovgivning.

(50)

Bestemmelserne angående overvågning og strategiske lagre i nærværende forordning indebærer ingen harmonisering af nationale love og bestemmelser og træder ikke i stedet for eksisterende mekanismer. Incitamenter til overvågning og risikoberedskab bør være i overensstemmelse med EU-retten. Unionens lovgivningsmæssige retsakter såsom det foreslåede nødinstrument for det indre marked, der har til formål at foregribe, afbøde og reagere på kriser, der påvirker det indre markeds funktion, eller forordning (EU) 2022/2372 kan finde anvendelse på strategiske og kritiske råstoffer i tilfælde af en krise eller en trussel, i det omfang disse råstoffer er omfattet af sådanne lovgivningsmæssige retsakters anvendelsesområde. Kommissionen bør sikre komplementaritet og sammenhæng mellem nærværende forordning og Unionens kriseinstrumenter gennem udveksling af oplysninger mellem de relevante rådgivende organer og forvaltningsorganer, der er oprettet ved nævnte lovgivningsmæssige retsakter.

(51)

De fleste kritiske råstoffer er metaller, som i princippet kan genanvendes i det uendelige om end i nogle tilfælde med forringede kvalitet til følge. Dette giver mulighed for et skift i retning af en ægte cirkulær økonomi i forbindelse med den grønne omstilling og samtidig øge tilgængeligheden af kritiske råstoffer og dermed bidrage til at sikre forsyningssikkerheden. Efter en indledende fase med hurtig vækst i efterspørgslen efter kritiske råstoffer til nye teknologier, hvor primær udvinding og forarbejdning stadig vil være hovedkilden, bør genanvendelse stadig mindske behovet for primær udvinding og de dermed forbundne virkninger. Dette bør ske, samtidig med at der opretholdes en høj EU-genanvendelseskapacitet via et stærkt marked for sekundære kritiske råstoffer. På nuværende tidspunkt er genanvendelsesprocenten for de fleste kritiske råstoffer imidlertid lav, idet affaldsstrømme såsom batterier, elektrisk og elektronisk udstyr og køretøjer overføres til tredjelande med henblik på genanvendelse. Genanvendelsessystemer og -teknologier er ofte ikke tilpasset disse råstoffers særlige karakteristika. Innovation spiller en vigtig rolle med hensyn til at mindske behovet for kritiske råstoffer, mindske risikoen for forsyningsknaphed og udvikle genanvendelsesteknologier til korrekt og sikker udvinding af kritiske råstoffer fra affald. Der er derfor behov for hurtige foranstaltninger, hvormed der tages fat på de forskellige faktorer, der hæmmer cirkularitetspotentialet.

(52)

Medlemsstaterne bevarer vigtige beføjelser inden for cirkularitet, f.eks. på området affaldsindsamlings- og -behandlingssystemer. Disse beføjelser bør anvendes til at øge indsamlings- og genanvendelsesprocenten for affaldsstrømme med et højt potentiale for nyttiggørelse af kritiske råstoffer, herunder elektronisk affald, f.eks. ved hjælp af finansielle incitamenter såsom rabatter, pengepræmier eller pantsystemer, samtidig med at det indre markeds integritet beskyttes. Med henblik på at øge anvendelsen af sekundære kritiske råstoffer kan dette også omfatte differentierede gebyrer for producentansvar, forudsat at der findes sådanne gebyrer i national ret, til gavn for produkter, der indeholder en større andel af sekundære kritiske råstoffer, der er nyttiggjort fra genanvendt affald, i overensstemmelse med de miljøstandarder, der er fastsat i EU-retten. Sådanne sekundære kritiske råstoffer, der er nyttiggjort fra affald, bør omfatte nyttiggørelse, der udføres i overensstemmelse med tredjelandes standarder, som giver en beskyttelse svarende til EU-standarderne. Medlemsstaternes myndigheder bør også påvirke udviklingen i gunstig retning, da købere af kritiske råstoffer og produkter, der indeholder dem, og nationale forsknings- og innovationsprogrammer tilvejebringer betydelige ressourcer med henblik på at øge viden og teknologi angående kritiske råstoffers cirkularitet samt materialeeffektivitet. Endelig bør medlemsstaterne fremme nyttiggørelsen af kritiske råstoffer fra udvindingsaffald ved at forbedre adgangen til oplysninger og ved at tage hånd om juridiske, økonomiske og tekniske hindringer. En mulig løsning, som medlemsstaterne bør undersøge, er risikodelingsmekanismer mellem operatører og medlemsstaterne for at fremme nyttiggørelse i forbindelse med nedlukkede affaldsanlæg. Udvalget bør også lette udvekslingen af bedste praksis mellem medlemsstaterne om udformningen og gennemførelsen af deres nationale programmer.

(53)

Unionen har i mange af sine regioner nedarvede anlæg, hvorfra råstoffer er udvundet, og der findes derfor betydelige mængder udvindingsaffald på nedlukkede anlæg, som, på grund af at de først for nylig har vundet i økonomisk betydning, generelt ikke har fået analyseret deres potentiale for så vidt angår kritiske råstoffer. Nyttiggørelse af kritiske råstoffer fra udvindingsaffaldsanlæg kan potentielt øge Unionens kapacitet og samtidig skabe økonomisk værdi og beskæftigelse i historiske mineregioner, som ofte berøres af afindustrialisering og tilbagegang. Den manglende bevågenhed og information om indholdet af kritiske råstoffer, navnlig hvad angår nedlukkede affaldsanlæg, udgør en central hindring for i højere grad at kunne udnytte udvindingsaffaldets potentiale med hensyn til kritiske råstoffer.

(54)

Nyttiggørelse af kritiske råstoffer fra udvindingsaffaldsanlæg bør indgå i udnyttelsen af relevante affaldsanlæg. I direktiv 2006/21/EF fastsættes høje krav til beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed i forbindelse med håndtering af affald fra udvindingsindustrien. Disse høje krav bør opretholdes, men der bør indføres yderligere foranstaltninger for at maksimere nyttiggørelsen af kritiske råstoffer fra udvindingsaffald.

(55)

Operatører af udvindingsaffaldsanlæg, både bestående og nye, bør foretage en foreløbig økonomisk vurdering af mulighederne for at nyttiggøre kritiske råstoffer fra udvindingsaffald, der findes på anlægget, og af det producerede affald. I overensstemmelse med affaldshierarkiet, der er fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (26), bør det prioriteres at forebygge produktion af affald, der indeholder kritiske råstoffer, ved at udvinde kritiske råstoffer fra den udvundne mængde, inden den bliver til affald. I forbindelse med udarbejdelsen af denne undersøgelse bør operatørerne indsamle de fornødne oplysninger, herunder koncentrationer og mængder af kritiske råstoffer i udvindingsaffaldet, og foretage en vurdering af alternative muligheder vedrørende processer, operationer eller forretningsaftaler, der kan åbne mulighed for en økonomisk rentabel nyttiggørelse af kritiske råstoffer. Denne forpligtelse kommer oven i de forpligtelser, der er fastsat ved direktiv 2006/21/EF og de nationale foranstaltninger til gennemførelse af nævnte direktiv, og finder direkte anvendelse. Ved gennemførelsen heraf bør operatører og kompetente myndigheder bestræbe sig på at minimere den administrative byrde og indarbejde procedurer i det omfang, det er muligt.

(56)

For at afhjælpe den aktuelle mangel på oplysninger om potentialet for kritiske råstoffer i nedlukkede anlæg, der rummer udvindingsaffald, bør medlemsstaterne oprette en database med alle oplysninger, der er relevante for at fremme nyttiggørelsen, navnlig om mængder og koncentrationer af kritiske råstoffer i udvindingsaffaldsanlægget, i overensstemmelse med Unionens konkurrenceregler. Oplysningerne bør gøres offentligt tilgængelige i en brugervenlig og digital form, hvormed der gives adgang til mere udførlige, tekniske oplysninger. For at lette en brugervenlig adgang til oplysningerne bør medlemsstaterne eksempelvis oprette et kontaktpunkt, der muliggør et mere dybtgående samspil med potentielle udviklere af projekter om nyttiggørelse af kritiske råstoffer. Databasen bør udformes således, at potentielle projektiværksættere let kan udpege faciliteter med et højt potentiale for økonomisk rentabel nyttiggørelse. For at målrette de begrænsede ressourcer bør medlemsstaterne følge en trinvis tilgang til at indsamle oplysninger og kun udføre de mere krævende informationsindsamlingstrin for de mest lovende faciliteters vedkommende. Informationsindsamlingsaktiviteterne bør tage sigte på at tilvejebringe nøjagtige og repræsentative oplysninger om udvindingsaffaldsanlæg og opnå den bedst mulige indikation af potentialet for at nyttiggøre kritiske råstoffer.

(57)

Permanente magneter indgår i en bred vifte af produkter, hvoraf vindmøller og elkøretøjer er de vigtigste og hurtigst voksende anvendelser, men også andre produkter, herunder magnetisk resonansbilleddannelsesudstyr, industrielle robotter, lette transportmidler, kølegeneratorer, varmepumper, elmotorer, industrielle elpumper, automatiske vaskemaskiner, tørretumblere, mikrobølgeovne, støvsugere og opvaskemaskiner. De indeholder betydelige mængder, der med fordel kan nyttiggøres. Elmotorer bør også være omfattet, når de indgår i andre produkter. De fleste permanente magneter, navnlig de mest effektive typer, indeholder kritiske råstoffer såsom neodym, praseodym, dysprosium og terbium samt bor, samarium, nikkel eller kobolt. De kan genanvendes, men i Unionen på nuværende tidspunkt udelukkende i mindre målestok eller i forbindelse med forskningsprojekter. Permanente magneter bør derfor være et prioriteret produkt, således at cirkulariteten øges, og dermed fremme et sekundært marked for permanente magneter og sikre forsyningssikkerheden for kritiske råstoffer.

(58)

En forudsætning for en virkningsfuld genanvendelse af permanente magneter er, at genanvendelsesvirksomhederne har adgang til de nødvendige oplysninger om mængden, typen og den kemiske sammensætning af permanente magneter i et produkt, tillige med deres placering og anvendt(e) belægning, lim og additiver, samt oplysninger om, hvordan permanente magneter udtages af produktet på sikker vis. For at sikre et forretningsmæssigt grundlag for genanvendelse af permanente magneter bør permanente magneter, der indgår i produkter, der bringes i omsætning i Unionen, desuden med tiden pålægges at indeholde en stadig større mængde genanvendte råstoffer. Samtidig med at der sikres gennemsigtighed med hensyn til genanvendt indhold i første fase, bør der fastsættes et mindstemål af genanvendt indhold efter en særlig vurdering af, hvilket niveau der er passende, og de sandsynlige virkninger.

(59)

Kritiske råstoffer, der sælges på EU-markedet, certificeres ofte med hensyn til produktions- og forsyningskædens bæredygtighed. Certificering kan opnås inden for rammerne af en bred vifte af offentlige og private certificeringsordninger med varierende anvendelsesområde og stringens, hvilket skaber grundlag for uvished med hensyn til arten og pålideligheden, hvad angår anprisninger af den relative bæredygtighed af kritiske råstoffer, der bringes i omsætning i Unionen, på grundlag af en sådan certificering. Kommissionen bør tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesretsakter om anerkendelse af certificeringsordninger, som bør anses for at være pålidelige, og som giver relevante myndigheder og markedsdeltagere et fælles grundlag for at vurdere kritiske råstoffers bæredygtighed. Anerkendelse bør udelukkende gives til certificeringsordninger, der indeholder bestemmelser om uafhængig tredjepartskontrol og overvågning af overholdelsen. Med hensyn til miljøbeskyttelse bør certificeringsordninger omfatte risici i forbindelse med f.eks. luft, vand, jord, biodiversitet og affaldshåndtering. Kravene til alle bæredygtighedsdimensioner bør sikre et højt niveau af social og miljømæssig beskyttelse og bør være i overensstemmelse med EU-retten eller de internationale instrumenter, der er opført i et bilag. For at sikre effektive procedurer bør projektiværksættere af projekter, for hvilke der ansøges om anerkendelse som strategiske projekter, kunne regne med, at deltagelse i en anerkendt certificeringsordning er relevant dokumentation for, at deres projekt gennemføres på en bæredygtig måde og dermed bidrager til en sikker og bæredygtig forsyning med kritiske råstoffer. Når der gøres brug af denne mulighed, bør certificeringsordningerne omfatte alle bæredygtighedsdimensioner. Ved anerkendelsen af sådanne certificeringsordninger bør Kommissionen tage hensyn til erfaringerne opnået fra vurderingen af certificeringsordninger i forbindelse med andre lovgivningsmæssige EU-retsakter, navnlig med hensyn til vurderingen af lignende ordninger inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821 (27) og (EU) 2023/1542 (28).

(60)

Produktionen af kritiske råstoffer i værdikædens forskellige led har miljøvirkninger, hvad enten det gælder klima, vand, jord, fauna eller flora. For at begrænse sådanne skader og tilskynde til, at der produceres mere bæredygtige kritiske råstoffer, bør Kommissionen tillægges beføjelser til at opstille et system til beregning af kritiske råstoffers miljøaftryk, herunder en verifikationsproces, for at sikre, at kritiske råstoffer, der bringes i omsætning på EU-markedet, angiver tilgængelige oplysninger om et sådant fodaftryk og fremmer cirkularitet af kritiske råstoffer. Systemet bør bygge på et hensyn til videnskabeligt velfunderede vurderingsmetoder og relevante internationale standarder på området livscyklusvurdering. Kravet om at deklarere et kritisk råstofs miljøaftryk bør kun finde anvendelse, hvis det på grundlag af en særlig vurdering er blevet konkluderet, at det vil bidrage til Unionens klima- og miljømål ved at lette indkøb af kritiske råstoffer med lavere miljøaftryk og ikke vil påvirke handelsstrømmene og de økonomiske omkostninger uforholdsmæssigt. Når de relevante beregningsregler er vedtaget, bør Kommissionen udvikle ydeevneklasser for kritiske råstoffer, således at potentielle købere let kan sammenligne de tilgængelige kritiske råstoffers relative miljøaftryk, og markedet ledes i retning af mere bæredygtige råstoffer. Forhandlere af kritiske råstoffer bør sikre, at deklarationen af miljøaftryk er tilgængelig for deres kunder. Gennemsigtighed med hensyn til det relative fodaftryk af kritiske råstoffer, der bringes i omsætning på EU-markedet, kan også bane vejen for andre politikker på EU-plan og nationalt plan såsom incitamenter eller kriterier for grønne offentlige indkøb, der fremmer produktion af kritiske råstoffer med lavere miljøvirkninger.

(61)

Miljøaftryksmetoderne, der er fastsat i Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 (29), udgør et relevant grundlag for at udarbejde beregningsreglerne. De bygger på videnskabeligt velfunderede vurderingsmetoder, hvori der tages hensyn til udviklingen på internationalt plan, og miljøvirkningerne indregnes, herunder klimaændringer og virkninger i forbindelse med vand, luft, jord, ressourcer, arealanvendelse og toksicitet.

(62)

Produkters eller kritiske råstoffers efterlevelse af kravene med henblik på at forbedre permanente magneters cirkularitet og deklarere kritiske råstoffers miljøaftryk bør vurderes af de ansvarlige fabrikanter, inden de bringes i omsætning, og de kompetente nationale myndigheder bør håndhæve disse krav på en virkningsfuld måde. Bestemmelserne om overensstemmelse og markedsovervågning i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 (30) og direktiv 2009/125/EF er udformet med henblik på at tage hånd om denne udfordring, og de bør derfor også finde anvendelse på disse krav. Kommissionen bør derfor tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at supplere nærværende forordning for at sikre, at nævnte bestemmelser finder anvendelse, hvor det er relevant, inden for rammen af nærværende forordning. For derudover at sikre, at de eksisterende reguleringsmæssige rammer udnyttes optimalt, bør overensstemmelsen af produkter, der skal typegodkendes i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 (31) eller (EU) nr. 168/2013 (32), håndhæves gennem det eksisterende typegodkendelsessystem.

(63)

Kommissionen bør i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 (33) anmode en eller flere europæiske standardiseringsorganisationer om at udarbejde europæiske standarder til støtte for målene i nærværende forordning.

(64)

Unionen har indgået strategiske partnerskaber, der omfatter råstoffer, med tredjelande med henblik på at gennemføre handlingsplanen for kritiske råstoffer af 2020. For at diversificere udbuddet bør disse bestræbelser videreføres. For at udvikle og sikre en sammenhængende ramme for indgåelse af fremtidige strategiske partnerskaber bør medlemsstaterne og Kommissionen som led i deres samspil i udvalget drøfte blandt andet, hvorvidt eksisterende partnerskaber opfylder de påtænkte mål, tredjelande gives forrang i forbindelse med nye partnerskaber, indholdet af sådanne partnerskaber samt deres overensstemmelse og potentielle synergier med medlemsstaternes bilaterale samarbejde med relevante tredjelande. Dette bør ikke berøre Rådets beføjelser i overensstemmelse med traktaterne. Unionen bør tilstræbe gensidigt fordelagtige partnerskaber med vækstøkonomier og udviklingslande i overensstemmelse med Global Gateway-strategien, som bidrager til at diversificere Unionens forsyningskæde for råstoffer og skaber merværdi i disse landes produktion.

(65)

Strategiske projekter i tredjelande, navnlig hvor der ikke findes et strategisk partnerskab, kan være særligt risikable for investorer og ofte stærkt afhængige af politisk støtte i tredje. Dette problem kan afhjælpes ved øget risikodeling mellem interesserede virksomheder, der handler i Unionens strategiske interesse. Der bør derfor også ydes støtte for at gøre det muligt for virksomheder, herunder når de fungerer som konsortier, uden at dette berører anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), at få adgang til markeder i tredjelande, der ikke er omfattet af et strategisk partnerskab eller en frihandelsaftale. En sådan støtte kan omfatte et støttenetværk, der kan hjælpe dem med at etablere kontakt i det relevante tredjeland og indsamle oplysninger om lokale og regionale forhold.

(66)

Manglende fremskridt med hensyn til at opfylde de mål og de kapacitets- og diversificeringsbenchmarks, der er fastsat i denne forordning, kan være et tegn på, at der er behov for at vedtage yderligere foranstaltninger. Kommissionen bør derfor overvåge fremskridtene hen imod opfyldelsen af disse mål og benchmarks.

(67)

For at minimere medlemsstaternes administrative byrde bør de forskellige rapporteringsforpligtelser strømlines, og Kommissionen bør opstille en model, der gør det muligt for medlemsstaterne at opfylde deres rapporteringsforpligtelser vedrørende projekter, efterforskning, overvågning eller strategiske lagre i et regelmæssigt offentliggjort enhedsdokument, som kan være fortroligt eller til tjenestebrug.

(68)

For at sikre et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde mellem de kompetente myndigheder på EU-niveau og nationale niveauer bør alle de parter, der er involveret i anvendelsen af denne forordning, respektere fortroligheden af de oplysninger og data, der er indhentet under udførelsen af deres opgaver. Kommissionen og de nationale kompetente myndigheder, deres embedsmænd, ansatte og andre personer, der arbejder under disse myndigheders tilsyn, samt embedsmænd og ansatte fra andre myndigheder i medlemsstaterne bør ikke videregive oplysninger, som er modtaget eller udvekslet i henhold til denne forordning, hvor sådanne oplysninger er omfattet af tavshedspligt. Dette bør også gælde for udvalget. De data, der er indsamlet i henhold til denne forordning, bør håndteres og lagres i et sikkert miljø.

(69)

Beføjelsen til at vedtage retsakter bør delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for at ajourføre listerne over strategiske og kritiske råstoffer, fastsætte benchmarks for Unionens genanvendelseskapacitet på grundlag af strategiske råstoffer, der er tilgængelige affald, tilpasse de elementer og den dokumentation, der skal tages i betragtning ved vurderingen af opfyldelsen af kriterierne for strategiske projekter, fastsætte minimumsandele for neodym, dysprosium, praseodym, terbium, bor, samarium, nikkel og kobolt nyttiggjort fra affald efter forbrugsleddet, som skal være til stede i den permanente magnet, der indgår i visse produkter, fastsætte regler for beregning og verifikation af forskellige kritiske råstoffers miljøaftryk og fastsætte præstationsklasser for miljøaftryk af forskellige kritiske råstoffer. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (34). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(70)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser angående: a) præcisering af de modeller, der skal anvendes til at ansøge om anerkendelse af strategiske projekter, statusrapporter vedrørende strategiske projekter, de nationale efterforskningsprogrammer og medlemsstaternes rapportering vedrørende efterforskning, overvågning, strategiske lagre og cirkularitet, b) præcisering af, hvilke produkter, komponenter og affaldsstrømme der skal anses for at have et relevant potentiale for genanvendelse af kritiske råstoffer, og c) fastlæggelse af kriterier og deres anvendelse med henblik på at anerkende ordninger vedrørende kritiske råstoffers bæredygtighed. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (35).

(71)

For at sikre overholdelsen af de forpligtelser, der er fastlagt i denne forordning, bør medlemsstaterne fastsætte sanktioner, der skal pålægges virksomheder, der ikke opfylder deres forpligtelser, herunder vedrørende risikoberedskab, projektrapportering og oplysninger om genanvendelighed. Det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne i national ret fastsætter sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, for manglende overholdelse af denne forordning. Det er også nødvendigt, at medlemsstaterne sikrer, at projektiværksættere, hvor det er relevant, har adgang til administrativ eller retslig efterprøvelse i overensstemmelse med national ret.

(72)

Kommissionen bør foretage en evaluering af denne forordning. I henhold til punkt 22 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning bør denne evaluering baseres på de fem kriterier effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og EU-merværdi og bør danne grundlag for konsekvensanalyser af mulige yderligere foranstaltninger. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om gennemførelsen af denne forordning og de fremskridt, der er gjort med hensyn til at nå dens mål, herunder benchmarks for kapacitet og diversificering. På grundlag af gennemførelsen af foranstaltningerne vedrørende gennemsigtigheden af kritiske råstoffers miljøaftryk bør hensigtsmæssigheden af at fastsætte maksimumstærskler for miljøaftrykket ligeledes vurderes i rapporten. Kommissionen bør også evaluere behovet for benchmarks for 2040 og 2050 og for individuelle strategiske råstoffer, overensstemmelsen mellem denne forordning og Unionens miljøret, navnlig med hensyn til de strategiske projekters prioriterede status, indvirkningen af det fælles indkøbssystem, der er oprettet i henhold til denne forordning, på konkurrencen på det indre marked og hensigtsmæssigheden af at træffe yderligere foranstaltninger til at øge indsamlingen, sorteringen og behandlingen af affald, navnlig med henblik på metalskrot.

(73)

I det omfang en af de foranstaltninger, der er omhandlet i denne forordning, udgør statsstøtte, berører bestemmelserne vedrørende sådanne foranstaltninger ikke anvendelsen af artikel 107 og 108 i TEUF.

(74)

Målene for denne forordning, nemlig at forbedre det indre markeds funktion ved at fastlægge en ramme, der skal sikre Unionens adgang til en sikker, modstandsdygtig og bæredygtig forsyning med kritiske råstoffer, herunder ved at fremme effektivitet og cirkularitet i hele værdikæden, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —