(1)

I forbindelse med den europæiske grønne pagt, fastsat i Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 (»Den europæiske grønne pagt«), blev målet om klimaneutralitet i Unionen senest i 2050 og et mellemliggende mål om en reduktion af drivhusgasemissionerne på mindst 55 % i forhold til 1990-niveauerne senest i 2030 fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (4). Unionens mål om klimaneutralitet kræver en retfærdig energiomstilling, der ikke lader noget territorium eller nogen borger i stikken, øget effektivitet og en betydelig højere andel af energi fra vedvarende energikilder i et integreret energisystem.

(2)

Vedvarende energi spiller en afgørende rolle for opfyldelsen af disse mål, eftersom energisektoren for tiden bidrager med over 75 % af de samlede drivhusgasemissioner i Unionen. Ved at reducere disse drivhusgasemissioner kan vedvarende energi også bidrage til at tackle miljørelaterede udfordringer, såsom tab af biodiversitet, og til at reducere forurening i overensstemmelse med målene i Kommissionens meddelelse af 12. maj 2021 med titlen »Vejen til en sund planet for alle — EU-handlingsplan: »Mod nulforurening for vand, luft og jord««. Den grønne omstilling til en økonomi baseret på vedvarende energi vil bidrage til at nå målene i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/591 (5), som også har til formål at beskytte, genoprette og forbedre miljøets tilstand ved bl.a. at standse og vende tabet af biodiversitet. Det forhold, at vedvarende energi reducerer eksponering for prischok sammenlignet med fossile brændstoffer kan give vedvarende energi en vigtig rolle i bekæmpelsen af energifattigdom. Vedvarende energi kan også medføre brede socioøkonomiske fordele, skabe nye arbejdspladser og fremme lokale industrier og samtidig imødekomme den stigende indenlandske og globale efterspørgsel efter teknologi for vedvarende energi.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 (6) fastsætter et bindende overordnet EU-mål om, at andelen af energi fra vedvarende energikilder skal udgøre mindst 32 % af Unionens endelige bruttoenergiforbrug senest i 2030. I henhold til 2030-klimaplanen, fastsat i Kommissionens meddelelse af 17. september 2020 med titlen »Styrkelse af Europas klimaambitioner for 2030 Investering i en klimaneutral fremtid til gavn for borgerne«, skal andelen af vedvarende energi i det endelige bruttoenergiforbrug øges til 40 % senest i 2030 for at nå Unionens mål for reduktion af drivhusgasemissioner. På den baggrund foreslog Kommissionen i juli 2021 som led i pakken til gennemførelse af den europæiske grønne pagt at fordoble andelen af vedvarende energi i energimikset i 2030 i forhold til 2020 for at nå op på mindst 40 %.

(4)

Den generelle kontekst, som Ruslands invasion af Ukraine har skabt, og virkningerne af covid-19-pandemien har ført til en stigning i energipriserne i hele Unionen og har således understreget behovet for at fremskynde energieffektiviteten og øge anvendelsen af vedvarende energi i Unionen. For at nå det langsigtede mål om et energisystem, der er uafhængigt af tredjelande, bør Unionen fokusere på at fremskynde den grønne omstilling og sikre en emissionsreducerende energipolitik, der mindsker afhængigheden af importerede fossile brændstoffer og fremmer rimelige og overkommelige priser for Unionens borgere og virksomheder i alle økonomiske sektorer.

(5)

REPowerEU-planen, fastsat i Kommissionens meddelelse af 18. maj 2022 (»REPowerEU-planen«) sigter på at gøre Unionen uafhængig af russiske fossile brændstoffer længe før 2030. Meddelelsen har til hensigt at fremskynde udbredelsen af vind- og solenergi, idet den gennemsnitlige udbredelsestakt af sådan energi øges, og at etablere yderligere vedvarende energikapacitet inden 2030 for at muliggøre en større produktion af vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse. Medlovgiverne opfordres endvidere til at overveje indførelse af et højere eller tidligere mål for vedvarende energi. I den forbindelse bør Unionens overordnede mål for vedvarende energi hæves til 42,5 % for at øge det nuværende tempo i udbredelsen af vedvarende energi betydeligt og dermed fremskynde udfasningen af Unionens afhængighed af russiske fossile brændstoffer samt øge tilgængeligheden af sikker og bæredygtig energi i Unionen til overkommelige priser. Ud over dette obligatoriske niveau bør medlemsstaterne bestræbe sig på i fællesskab at nå et overordnet EU-mål for vedvarende energi på 45 % som skitseret i REPowerEU-planen.

(6)

Målene for vedvarende energikilder bør gå hånd i hånd med den supplerende dekarboniseringsindsats på grundlag af andre ikke-fossile energikilder med henblik på at opnå klimaneutralitet i 2050. Medlemsstaterne bør kunne kombinere forskellige ikke-fossile energikilder for at nå Unionens mål om klimaneutralitet senest i 2050 under hensyntagen til deres specifikke nationale forhold og strukturen i deres energiforsyning. For at nå dette mål bør udbredelsen af vedvarende energi inden for rammerne af det øgede bindende overordnede EU-mål integreres i den supplerende dekarboniseringsindsats, der omfatter udvikling af andre ikke-fossile energikilder, som medlemsstaterne beslutter at gå videre med.

(7)

Innovation er afgørende for den vedvarende energis konkurrenceevne. Den strategiske energiteknologiplan fastsat i Kommissionens meddelelse af 15. september 2015 med titlen »Mod en integreret strategisk energiteknologiplan (SET): Hurtigere omstilling af Europas energisystem« (»SET-planen«) har til formål at fremme omstillingen til et klimaneutralt energisystem gennem forsknings- og innovationstiltag, der vedrører hele innovationskæden, fra forskning til markedsudbredelse. I deres integrerede nationale energi- og klimaplaner forelagt i henhold til artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (7) fastsætter medlemsstaterne nationale målsætninger og finansieringsmål for offentlig og, om muligt, privat forskning og innovation vedrørende energiunionen, herunder, hvis det er hensigtsmæssigt, en tidsplan for, hvornår målsætningerne bør være opfyldt, der afspejler prioriteterne i strategien for energiunionen fastsat i Kommissionens meddelelse af 25. februar 2015 med titlen »En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik« og, hvor det er relevant, SET-planen. For at supplere deres nationale mål og finansieringsmål for at fremme produktionen af vedvarende energi fra innovativ teknologi for vedvarende teknologi og sikre Unionens fortsatte førerposition inden for forskning og udvikling af innovativ teknologi for vedvarende energi bør hver medlemsstat fastsætte et vejledende mål om, at mindst 5 % af nyinstalleret kapacitet inden for vedvarende energi skal være innovativ teknologi for vedvarende energi senest i 2030.

(8)

I overensstemmelse med artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/1791 (8) og i henhold til Kommissionens henstilling (EU) 2021/1749 (9) bør medlemsstaterne følge en integreret tilgang ved at fremme den mest energieffektive vedvarende energikilde for en given sektor og anvendelse og ved at fremme systemeffektivitet, således at der vil være brug for mindst mulig energi til enhver given økonomisk aktivitet.

(9)

Ændringerne fastsat i dette direktiv har også til formål at støtte opfyldelsen af Unionens mål om en årlig produktion af bæredygtig biomethan på 35 mia. m3 senest i 2030, der er fastsat i arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 18. maj 2022 med titlen »Implementing the Repower EU Action Plan: investment needs, hydrogen accelerator and achieving the bio-methane targets«, og dermed støtte forsyningssikkerheden og Unionens klimaambitioner.

(10)

Der er en stigende erkendelse af behovet for at tilpasse bioenergipolitikkerne til princippet om kaskadeanvendelse af biomasse. Dette princip har til formål at opnå ressourceeffektivitet i forbindelse med biomasseanvendelse ved, hvor det er muligt, at prioritere anvendelsen til biomassematerialer højere end til energiudnyttelse og dermed øge mængden af biomasse, der er til rådighed i systemet. Sådan tilpasning har til formål at sikre fair adgang til markedet for råmaterialer til biomasse med henblik på udvikling af innovative biobaserede løsninger med høj merværdi og en bæredygtig cirkulær bioøkonomi. Når medlemsstaterne udvikler støtteordninger for bioenergi, bør de derfor tage hensyn til den tilgængelige forsyning af bæredygtig biomasse til energimæssig og ikkeenergimæssig anvendelse og vedligeholdelse af de nationale kulstofdræn og økosystemer i skove samt principperne for den cirkulære økonomi og udnyttelse af biomasse efter princippet om kaskadeanvendelse af biomasse samt affaldshierarkiet, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (10). I overensstemmelse med princippet om kaskadeanvendelse af biomasse bør træbiomasse anvendes, hvor den giver den højeste økonomiske og miljømæssige merværdi i følgende prioritetsrækkefølge: træbaserede produkter, forlængelse af træbaserede produkters levetid, genbrug, genanvendelse, bioenergi og bortskaffelse. I det øjeblik, hvor der ikke findes andre økonomisk bæredygtige eller miljøvenlige anvendelser af træbiomassen, bidrager energiudnyttelsen til at reducere produktionen af energi fra ikkevedvarende kilder. Medlemsstaternes støtteordninger for bioenergi bør derfor rettes mod sådanne råprodukter, for hvilke der kun er begrænset markedskonkurrence med materialesektorerne, og hvis tilvejebringelse anses for at være positiv for både klimaet og biodiversiteten, for at undgå negative incitamenter til ubæredygtige bioenergiveje, jf. 2021-rapporten fra Kommissionens Fælles Forskningscenter om anvendelse af træbiomasse til energiproduktion i EU (»The use of woody biomass for energy production in the EU«).

Ved gennemførelsen af foranstaltninger, der sikrer anvendelse af princippet om kaskadeanvendelse af biomasse, er det samtidig nødvendigt at anerkende de særlige nationale forhold, der danner grundlag for medlemsstaternes udformning af deres støtteordninger. Medlemsstaterne bør have mulighed for at fravige dette princip under behørigt begrundede omstændigheder, f.eks. når det er nødvendigt af hensyn til energiforsyningssikkerheden, f.eks. i tilfælde af særlige forhold med ekstrem kulde. Medlemsstaterne bør også have mulighed for at fravige dette princip, hvis der ikke er nogen industrier eller forarbejdningsanlæg, der kan skabe en højere merværdi ved anvendelse af visse råprodukter inden for et geografisk område. I et sådant tilfælde kan transport ud over dette område med henblik på en sådan anvendelse muligvis ikke begrundes ud fra et økonomisk eller miljømæssigt synspunkt. Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen om alle sådanne undtagelser. Medlemsstaterne bør ikke yde direkte finansiel støtte til produktion af energi fra savkævler, finérkævler, rundtræ af industriel kvalitet. stubbe og rødder. Med henblik på dette direktiv bør skattefordele ikke betragtes som direkte finansiel støtte. Affaldsforebyggelse, genbrug og genanvendelse af affald bør have højeste prioritet. Medlemsstaterne bør undgå at indføre støtteordninger, der ville være i strid med målene for affaldsbehandling og ville føre til ineffektiv anvendelse af genanvendeligt affald. For at sikre en mere effektiv anvendelse af bioenergi bør medlemsstaterne desuden ikke yde ny støtte eller forny nogen støtte til rent elproducerende anlæg, medmindre anlæggene befinder sig i regioner med en særlig status for så vidt angår deres overgang fra fossile brændstoffer eller i regioner i den yderste periferi som omhandlet i artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF), eller hvis anlæggene anvender kulstofopsamling og -lagring.

(11)

I kraft af den hurtige vækst og stigende omkostningskonkurrenceevne inden for elproduktion fra vedvarende energikilder kan denne dække en stigende andel af energiefterspørgslen, f.eks. ved brug af varmepumper til rumopvarmning eller ved brug af industriprocesser, der foretages ved lav temperatur, elektriske køretøjer til transport eller elektriske ovne i visse industrier. Elektricitet fra vedvarende energikilder kan også anvendes til at producere syntetiske brændstoffer til forbrug i transportsektorer, der er vanskelige at dekarbonisere, såsom luftfart og søtransport. En ramme for elektrificering skal muliggøre en robust og effektiv koordinering og udvide markedsmekanismerne for at matche både udbud og efterspørgsel i rum og tid, stimulere investeringer i fleksibilitet og bidrage til at integrere store andele af variabel produktion af vedvarende energi. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at udbredelsen af elektricitet fra vedvarende energikilder fortsætter med at stige i et passende tempo for at imødekomme den stigende efterspørgsel. Med henblik herpå bør medlemsstaterne etablere en ramme, der omfatter markedskompatible mekanismer til at tackle de resterende hindringer for at have sikre og tilstrækkelige elektricitetssystemer, der er egnede til et højt niveau af vedvarende energi, samt lagringsfaciliteter, der er fuldt integreret i elektricitetssystemet. Denne ramme bør navnlig tackle de resterende hindringer, herunder ikkefinansielle hindringer, såsom utilstrækkelige digitale og menneskelige ressourcer hos myndighederne til at behandle et stigende antal ansøgninger om tilladelse.

(12)

Ved beregningen af andelen af vedvarende energi i en medlemsstat bør vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, medregnes i den sektor, hvor de forbruges (elektricitet, opvarmning og køling eller transport). For at undgå dobbelttælling bør den elektricitet fra vedvarende energikilder, der anvendes til produktion af disse brændstoffer, ikke medregnes. Dette vil resultere i en harmonisering af regnskabsreglerne for disse brændstoffer i hele direktiv (EU) 2018/2001, uanset om de medregnes i det overordnede mål for vedvarende energi eller i eventuelle delmål. Det ville også gøre det muligt at medregne det faktiske energiforbrug under hensyntagen til energitab i processen til fremstilling af disse brændstoffer. Desuden vil det gøre det muligt at bogføre vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, som importeres til og forbruges i Unionen. Medlemsstaterne bør via en specifik samarbejdsaftale kunne blive enige om at medregne vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og som forbruges i en given medlemsstat, i andelen af det endelige bruttoforbrug af energi fra vedvarende energikilder i den medlemsstat, hvor de er produceret. Når der indgås sådanne samarbejdsaftaler, opfordres medlemsstaterne til, medmindre andet er aftalt, at medregne vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og som er produceret i en anden medlemsstat end de medlemsstater, hvor de forbruges, på følgende måde: op til 70 % af deres mængde i det land, hvor de forbruges, og op til 30 % af deres mængde i det land, hvor de produceres. Aftaler mellem medlemsstaterne kan være i form af en specifik samarbejdsaftale, der indgås via EU-platformen for udvikling af vedvarende energi som lanceret den 29. november 2021.

(13)

Samarbejde mellem medlemsstaterne om at fremme vedvarende energi kan tage form af statistiske overførsler, støtteordninger eller fælles projekter. Det giver mulighed for omkostningseffektiv udbredelse af vedvarende energi i hele Europa og bidrager til markedsintegration. På trods af sit potentiale har samarbejde mellem medlemsstaterne været meget begrænset, hvilket har ført til suboptimale effektivitetsresultater med hensyn til forøgelse af vedvarende energi. Medlemsstaterne bør derfor være forpligtet til at etablere en ramme for samarbejde om fælles projekter senest i 2025. Inden for denne ramme bør medlemsstaterne sikre at etablere mindst to fælles projekter inden 2030. Desuden bør medlemsstater, hvis årlige elforbrug overstiger 100 TWh, sikre at etablere et tredje fælles projekt senest i 2033. Projekter, der finansieres med nationale bidrag inden for rammerne af Unionens finansieringsmekanisme for vedvarende energi, der er oprettet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1294 (11), vil opfylde denne forpligtelse for de involverede medlemsstater.

(14)

Kommissionen indførte i sin meddelelse af 19. november 2020 med titlen »En EU-strategi for udnyttelse af potentialet i offshore vedvarende energi med en klimaneutral fremtid for øje« et ambitiøst mål på en offshorevindeffekt på 300 GW og en havenergivindeffekt på 40 GW i alle Unionens havområder senest i 2050. For at sikre denne ændring vil medlemsstaterne være nødt til at samarbejde på tværs af grænserne på havområdeplan. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/869 (12) skal medlemsstaterne indgå ikkebindende aftaler om at samarbejde om målene for offshoreproduktion af vedvarende energi, der skal etableres i hvert havområde senest i 2050, med mellemliggende skridt i 2030 og 2040. Offentliggørelse af oplysninger om de mængder af offshore vedvarende energi, som medlemsstaterne har til hensigt at opnå gennem udbud, øger gennemsigtigheden og forudsigeligheden for investorer og støtter opfyldelsen af målene for etablering af offshoreproduktion af vedvarende energi. Maritim fysisk planlægning er et vigtigt redskab til at sikre sameksistens mellem forskellige anvendelser af havet. Der er behov for at tildele plads til projekter om vedvarende offshoreenergi i de fysiske planer for det maritime rum for at muliggøre langsigtet planlægning, vurdering af disse projekter om vedvarende offshoreenergis virkninger og sikring af offentlighedens accept af den planlagte udbredelse. At gøre det muligt for VE-fællesskaber at deltage i fælles projekter om vedvarende offshoreenergi er yderligere et redskab til at øge offentlighedens accept.

(15)

Markedet for VE-elkøbsaftaler vokser hastigt og udgør en supplerende rute til markedet for produktion af vedvarende energi ud over medlemsstaternes støtteordninger eller salg direkte på engrosmarkedet for elektricitet. Samtidig er markedet for VE-elkøbsaftaler stadig begrænset til et lille antal medlemsstater og store virksomheder, og der er stadig betydelige administrative, tekniske og finansielle hindringer på store dele af EU-markedet. De eksisterende foranstaltninger fastsat i artikel 15 i direktiv (EU) 2018/2001 til fremme af udbredelsen af VE-elkøbsaftaler bør derfor styrkes yderligere ved at undersøge anvendelsen af kreditgarantier til at mindske sådanne aftalers finansielle risici, idet der tages hensyn til, at disse garantier, når de er offentlige, ikke bør fortrænge privat finansiering. Desuden bør foranstaltninger til støtte for VE-elkøbsaftaler udvides til at omfatte andre former for aftaler om køb af vedvarende energi, hvor det er relevant, herunder købsaftaler om vedvarende energi til opvarmning og køling. I denne forbindelse bør Kommissionen analysere hindringerne for langfristede aftaler om køb af vedvarende energi, navnlig for anvendelse af grænseoverskridende aftaler om køb af vedvarende energi og udstede retningslinjer for fjernelse af disse hindringer.

(16)

Der kan være behov for yderligere strømligning af administrative procedurer og tilladelsesprocedurer for at fjerne unødvendige administrative byrder med henblik på etablering af projekter for vedvarende energi og de dertil knyttede netinfrastrukturprojekter. Senest to år efter dette direktivs ikrafttræden og på grundlag af de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter forelagt i henhold til artikel 17 i forordning (EU) 2018/1999, bør Kommissionen overveje, hvorvidt der er behov for supplerende foranstaltninger for yderligere at støtte medlemsstaterne i gennemførelsen af de bestemmelser i direktiv (EU) 2018/2001, der regulerer tilladelsesprocedurerne, herunder i lyset af de krav, som det kontaktpunkt, der er fastsat eller udpeget i henhold til artikel 16 i nævnte direktiv, har til at sikre overholdelse af de frister for tilladelsesprocedurerne, der er fastsat i dette direktiv. Sådanne supplerende foranstaltninger bør kunne omfatte vejledende nøgleresultatindikatorer for bl.a. varigheden af tilladelsesprocedurer vedrørende projekter om vedvarende energi inden for og uden for områder til fremskyndelse af vedvarende energi.

(17)

Bygninger har et stort uudnyttet potentiale til effektivt at bidrage til reduktionen af drivhusgasemissioner i Unionen. Dekarboniseringen af opvarmning og køling i bygninger gennem en øget andel af produktionen og anvendelsen af vedvarende energi vil være nødvendig for at opfylde ambitionerne fastsat i forordning (EU) 2021/1119 for at nå Unionens mål om klimaneutralitet. Fremskridtene med anvendelse af vedvarende energi til opvarmning og køling har imidlertid været stagnerende i de seneste ti år og er i høj grad baseret på øget anvendelse af biomasse. Uden fastsættelse af vejledende andele af vedvarende energi i bygninger vil det ikke være muligt at spore fremskridt og identificere flaskehalse i udbredelsen af vedvarende energi. Fastsættelsen af vejledende andele af vedvarende energi i bygninger sender et langsigtet signal til investorer, herunder for perioden umiddelbart efter 2030. Derfor bør der fastsættes vejledende andele for anvendelsen af vedvarende energi i bygninger, produceret på stedet eller i nærheden såvel som vedvarende energi fra nettet, for at vejlede og tilskynde medlemsstaterne til at gøre en indsats for at udnytte potentialet for at anvende og producere vedvarende energi i bygninger, tilskynde til udvikling af teknologi, der producerer vedvarende energi, og bidrage til en effektiv tilkobling af sådan teknologi til energisystemet, samtidig med at der skabes sikkerhed for investorer og engagement på lokalt plan samt øget systemeffektivitet. Intelligent og innovativ teknologi, der bidrager til systemeffektivitet, bør også fremmes, når det er relevant. Ved beregningen af disse vejledende andele, når andelen af elektricitet fra vedvarende energikilder fra nettet, der anvendes i bygninger, skal bestemmes, bør medlemsstaterne anvende den gennemsnitlige andel af elektricitet fra vedvarende energikilder, der er leveret på deres område i de to foregående år.

(18)

Unionens vejledende andel af vedvarende energi for bygningssektoren, der skal nås senest i 2030, udgør en nødvendig minimumsmilepæl for at sikre dekarbonisering af Unionens bygningsmasse senest i 2050 og supplerer de lovgivningsmæssige rammer vedrørende energieffektivitet og bygningers energimæssige ydeevne. Det er afgørende at muliggøre en gnidningsløs og omkostningseffektiv udfasning af fossile brændstoffer fra bygninger for at sikre, at de erstattes med vedvarende energi. Den vejledende andel af vedvarende energi i bygningssektoren supplerer de lovgivningsmæssige rammer for bygninger i henhold til EU-retten om bygningers energimæssige ydeevne ved at sikre, at teknologi, apparater og infrastrukturer inden for vedvarende energi, herunder effektiv fjernvarme og fjernkøling, rettidigt opskaleres i tilstrækkelig grad, så de kan erstatte fossile brændstoffer i bygninger og sikre, at der er en sikker og pålidelig forsyning af vedvarende energi til næsten energineutrale bygninger frem til 2030. Den vejledende andel af vedvarende energi i bygningssektoren fremmer også investeringer i vedvarende energi i langsigtede nationale strategier og planer for renovering af bygninger, der gør det muligt at opnå dekarbonisering af bygninger. Desuden er den vejledende andel af vedvarende energi i byggesektoren en vigtig yderligere indikator til fremme af udviklingen eller moderniseringen af effektive fjernvarme- og fjernkølenet og supplerer dermed både det vejledende mål for fjernvarme og fjernkøling i henhold til artikel 24 i direktiv (EU) 2018/2001 og kravet om at sikre, at vedvarende energi og overskudsvarme og -kulde fra effektive fjernvarme- og fjernkølingssystemer er til rådighed for at bidrage til at dække det samlede årlige primærenergiforbrug i nye eller renoverede bygninger. Denne vejledende andel af vedvarende energi i bygningssektoren er også nødvendig for på at sikre en omkostningseffektiv opnåelse af den årlige stigning i opvarmning og køling baseret på vedvarende energi i henhold til artikel 23 i direktiv (EU) 2018/2001.

(19)

I betragtning af det store energiforbrug i boliger, erhvervsbygninger og offentlige bygninger kan de eksisterende definitioner i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1099/2008 (13) anvendes ved beregningen af den nationale andel af energi fra vedvarende energikilder i bygninger for at minimere den administrative byrde og samtidig sikre fremskridt med hensyn til at realisere Unionens vejledende andel af vedvarende energi for byggesektoren inden 2030.

(20)

Langvarige administrative tilladelsesprocedurer er en af de største hindringer for investeringer i projekter vedrørende vedvarende energi og den dertil knyttede infrastruktur. Disse hindringer omfatter de gældende reglers kompleksitet i forbindelse med udvælgelse af lokaliteter og administrative tilladelser til sådanne projekter, kompleksiteten i og varigheden af vurderingen af sådanne projekters miljøvirkninger og dertil knyttede energinet, problemer med nettilslutning, begrænsninger i mulighederne for at tilpasse teknologispecifikationer i løbet af tilladelsesproceduren og personaleproblemer hos de tilladelsesudstedende myndigheder eller netoperatører. For at fremskynde udbredelsen af sådanne projekter er det nødvendigt at vedtage regler, der vil forenkle og forkorte tilladelsesprocedurerne, idet der tages hensyn til den brede offentlige accept af udbredelsen af vedvarende energi.

(21)

Direktiv (EU) 2018/2001 strømliner de administrative tilladelsesprocedurer for anlæg til vedvarende energi ved at indføre regler om tilrettelæggelsen og den maksimale varighed af den administrative del af tilladelsesproceduren for projekter vedrørende vedvarende energi, der omfatter alle relevante tilladelser til opførelse, repowering og drift af anlæg til vedvarende energi og til sådanne anlægs tilslutning til nettet.

(22)

En yderligere forenkling og afkortning af de administrative tilladelsesprocedurer for anlæg til vedvarende energi, herunder de energianlæg, der kombinerer forskellige vedvarende energikilder, varmepumper, samplaceret energilagring, herunder kraftanlæg og termiske anlæg, samt aktiver, der er nødvendige for sådanne anlægs, sådanne varmepumpers og sådan lagrings tilslutning til nettet og for at integrere vedvarende energi i varme- og kølenet på en koordineret og harmoniseret måde, er nødvendig for at sikre, at Unionen når sine ambitiøse klima- og energimål for 2030 og målet om klimaneutralitet senest i 2050, samtidig med at der tages hensyn til princippet om ikke at gøre skade i den europæiske grønne pagt, og uden at det berører den interne kompetencefordeling i medlemsstaterne.

(23)

Indførelsen af kortere og klare frister for de afgørelser, der skal træffes af de myndigheder, som er kompetente til at udstede tilladelser til anlæg til vedvarende energi på grundlag af en fuldstændig ansøgning, har til formål at fremskynde udbredelsen af projekter vedrørende vedvarende energi. Det tidsrum det tager, at bygge anlæggene til vedvarende energi og deres nettilslutning, bør ikke medregnes i disse frister, medmindre det falder sammen med andre administrative skridt i tilladelsesproceduren. Der bør imidlertid skelnes mellem projekter placeret i områder, der er særligt egnede til udbredelse af projekter vedrørende vedvarende energi, hvor fristerne i særlig grad kan strømlines, dvs. områder til fremskyndelse af vedvarende energi, og projekter, der er beliggende uden for sådanne områder. Der bør tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for projekter om vedvarende offshoreenergi, når disse frister fastsættes.

(24)

Nogle af de mest almindelige problemer, som udviklere af til projekter vedrørende vedvarende energi står over for, vedrører komplekse og langvarige administrative tilladelses- og nettilslutningsprocedurer, der er fastlagt på nationalt eller regionalt plan samt mangel på tilstrækkeligt personale og teknisk ekspertise hos tilladelsesmyndighederne til vurdering af de foreslåede projekters indvirkning på miljøet. Det er derfor hensigtsmæssigt at strømline visse miljørelaterede aspekter af tilladelsesprocedurerne for projekter vedrørende vedvarende energi.

(25)

Medlemsstaterne bør understøtte en hurtigere udrulning af projekter vedrørende vedvarende energi ved gennemførelsen af en koordineret kortlægning, der gennemføres af medlemsstaterne i samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, af udbredelsen af vedvarende energi på deres område og den dertil knyttede infrastruktur. Medlemsstaterne bør identificere de land-, overflade-, undergrunds- og hav- eller indlandsvandområder, der er nødvendige for at installere anlæg til vedvarende energi og den dertil knyttede infrastruktur, for at opfylde i det mindste deres nationale bidrag hen imod det overordnede reviderede mål for vedvarende energi for 2030, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001, og til støtte for at nå målet om klimaneutralitet senest i 2050 i overensstemmelse med forordning (EU) 2021/1119. Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende eksisterende dokumenter om fysisk planlægning med henblik på at identificere disse områder. Medlemsstaterne bør sikre, at sådanne områder afspejler deres skønnede forløbskurver og den samlede planlagte installerede kapacitet og bør fastlægge specifikke områder for de forskellige typer teknologi for vedvarende energi, der er fastsat i deres integrerede nationale energi- og klimaplaner, som er forelagt i henhold til artikel 3 og 14 i forordning (EU) 2018/1999. Ved fastlæggelsen af de krævede land-, overflade-, undergrunds- og hav- eller indlandsvandområder bør der navnlig tages hensyn til tilgængeligheden af energi fra vedvarende kilder og potentialet i de forskellige land- og havområder til produktion af vedvarende energi inden for de forskellige typer teknologi, den forventede energiefterspørgsel, idet der tages hensyn til energi- og systemeffektivitet, generelt og i de forskellige regioner i medlemsstaten samt tilgængeligheden af relevant energiinfrastruktur, lagring og andre fleksibilitetsværktøjer under hensyntagen til den kapacitet, der er nødvendig for at tage højde for den stigende mængde vedvarende energi, samt miljøfølsomhed i overensstemmelse med bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU (14).

(26)

Medlemsstaterne bør som en undergruppe af disse områder udpege specifikke landområder (herunder overflader og underjordiske områder) og hav- eller indlandsområder som områder til fremskyndelse af vedvarende energi. Disse områder bør være særligt egnede til udvikling af projekter vedrørende vedvarende energi, idet der skelnes mellem typer teknologi, på grundlag af at udbredelsen af den specifikke type vedvarende energikilde ikke forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet. Ved udpegningen af særligt områder til fremskyndelsen af vedvarende energi bør medlemsstaterne undgå beskyttede områder og tage hensyn til genopretningsplaner og passende afbødende foranstaltninger. Medlemsstaterne bør kunne udpege områder til fremskyndelse af vedvarende energi, der er specifikke for en eller flere typer anlæg til vedvarende energi, og bør angive, hvilken eller hvilke typer energi fra vedvarende kilder der egner sig til produktion i sådanne områder til fremskyndelse af vedvarende energi. Medlemsstaterne bør udpege sådanne områder til fremskyndelse af vedvarende energi til mindst én type teknologi og bør beslutte størrelsen af de pågældende områder til fremskyndelse af vedvarende energi i betragtning af de særlige forhold og krav i forbindelse med den eller de typer teknologi, for hvilke de opretter områder til fremskyndelse af vedvarende energi. I den forbindelse bør medlemsstaterne tilstræbe at sikre, at disse områders samlede størrelse er betydelig, og at de bidrager til at nå de mål, der er fastsat i direktiv (EU) 2018/2001.

(27)

Brug af pladsen til produktion af vedvarende energi og andre anvendelsesmuligheder på land, indlandsvand og havet til flere formål på samme tid, såsom fødevareproduktion, naturbeskyttelse eller naturgenopretning, mindsker begrænsningerne for anvendelsen af disse områder. I den forbindelse er fysisk planlægning et vigtigt redskab til i en tidlig fase at kortlægge og styre synergivirkningerne i forbindelse med anvendelsen af land-, indlandsvand- og havområder. Medlemsstaterne bør undersøge, muliggøre og fremme de forskellige formål for områder, der er udpeget som et resultat af de vedtagne foranstaltninger vedrørende fysisk planlægning. Med henblik herpå bør medlemsstaterne fremme ændringer i anvendelsen af land- og havområder, hvor det er nødvendigt, forudsat at de forskellige anvendelser og aktiviteter er forenelige med hinanden og kan eksistere side om side.

(28)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF (15) fastsætter miljøvurderinger som et vigtigt redskab til at integrere miljøhensyn i udarbejdelsen og vedtagelsen af planer og programmer. Med henblik på at udpege områder til fremskyndelse af vedvarende energi bør medlemsstaterne udarbejde en eller flere planer, der omfatter udpegning af områder til fremskyndelse af vedvarende energi og de gældende regler og afbødningsforanstaltninger for projekter, der er beliggende i hvert enkelt af disse områder. Medlemsstaterne bør kunne udarbejde én enkelt plan for alle områder til fremskyndelse af vedvarende energi og teknologi for vedvarende energi eller teknologispecifikke planer, der udpeger et eller flere områder til fremskyndelse af vedvarende energi. Hver plan bør underkastes en miljøvurdering i henhold til direktiv 2001/42/EF med henblik på at vurdere indvirkningen på de relevante områder, der er udpeget i den pågældende plan, af hver enkelt teknologi for vedvarende energi. Gennemførelse af en miljøvurdering i overensstemmelse med nævnte direktiv med henblik herpå vil gøre det muligt for medlemsstaterne at have en mere integreret og effektiv tilgang til planlægning, at sikre offentlig deltagelse tidligt i processen og at tage hensyn til miljøhensyn i en tidlig fase af planlægningsprocessen på strategisk plan. Dette vil bidrage til at øge udbredelsen af forskellige vedvarende energikilder på en hurtigere og strømlinet måde, samtidig med at disse projekters skadelige miljøvirkninger minimeres. Disse miljøvurderinger bør omfatte høringer mellem medlemsstaterne på tværs af landegrænserne, hvis planen kan forventes at få væsentlig skadelig virkninger på miljøet i en anden medlemsstat.

(29)

Efter vedtagelsen af planerne om udpegning af områder til fremskyndelse af vedvarende energi bør medlemsstaterne overvåge alle væsentlige skadelige miljøvirkninger af gennemførelsen af planer og programmer for bl.a. på et tidligt tidspunkt at identificere uforudsete skadelige virkninger og være i stand til at træffe passende afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med direktiv 2001/42/EF.

(30)

For at øge offentlighedens accept af projekter vedrørende vedvarende energi bør medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger til at fremme lokalsamfundenes deltagelse i projekter vedrørende vedvarende energi. Bestemmelserne i De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (16), der blev undertegnet i Århus den 25. juni 1998, navnlig bestemmelserne om offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse, finder fortsat anvendelse, hvor det er relevant.

(31)

For at strømline processen med udpegelse af områder til fremskyndelse af vedvarende energi og undgå en fordobling af miljøvurderinger af et enkelt område bør det være muligt for medlemsstaterne at erklære områder, der allerede er udpeget som egnede til fremskyndet udbredelse af teknologi for vedvarende energi i henhold til national ret, for områder til fremskyndelse af vedvarende energi. Sådanne erklæringer bør være underlagt visse miljøbetingelser, der sikrer et højt miljøbeskyttelsesniveau. Muligheden for at udpege områder til fremskyndelse af vedvarende energi i eksisterende planlægning bør være tidsbegrænset for at sikre, at den ikke bringer standardproceduren for udpegning af områder til fremskyndelse af vedvarende energi i fare. Projekter beliggende i eksisterende nationalt udpegede områder i beskyttede områder, der ikke kan erklæres for områder til fremskyndelse af vedvarende energi, bør fortsætte med at fungere på de samme betingelser, som de blev etableret under.

(32)

Områder til fremskyndelse af vedvarende energi bør sammen med eksisterende anlæg til vedvarende energi, fremtidige anlæg til vedvarende energi uden for sådanne områder og samarbejdsmekanismer have til formål at sikre, at produktionen af vedvarende energi vil være tilstrækkelig til at nå medlemsstaternes bidrag til Unionens overordnede mål for vedvarende energi som fastsat i artikel 3, stk. 1, i direktiv (EU) 2018/2001. Medlemsstaterne bør bevare muligheden for at udstede tilladelser til projekter uden for sådanne områder.

(33)

I områder til fremskyndelse af vedvarende energi bør projekter vedrørende vedvarende energi, der er i overensstemmelse med de regler og foranstaltninger, som er fastlagt i den eller de planer, som medlemsstaterne har udarbejdet, formodes ikke at have væsentlige indvirkninger på miljøet. Derfor bør sådanne projekter være undtaget fra forpligtelsen til at gennemføre en specifik miljøkonsekvensvurdering på projektniveau i den i direktiv 2011/92/EU anvendte betydning med undtagelse af projekter, hvor en medlemsstat på sin nationale obligatoriske liste over projekter har besluttet at kræve en miljøkonsekvensvurdering, og projekter, der kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet i en anden medlemsstat, eller hvis en medlemsstat, der kan forventes at blive berørt i væsentlig grad, anmoder herom. Forpligtelserne i henhold til konventionen om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne (17), der blev undertegnet i Espoo den 25. februar 1991, bør fortsat gælde for medlemsstater, hvor projektet kan forventes at få betydelige grænseoverskridende virkninger i et tredjeland.

(34)

Forpligtelserne fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (18) finder fortsat anvendelse på vandkraftværker, herunder når en medlemsstat beslutter at udpege områder til fremskyndelse af vedvarende energi i forbindelse med vandkraft, med henblik på at sikre at potentielle skadelige indvirkninger på det eller de berørte vandområder er berettigede, og at alle relevante afbødende foranstaltninger gennemføres.

(35)

Udpegningen af områder til fremskyndelse af vedvarende energi bør gøre det muligt for anlæg til vedvarende energi og samplaceret energilagring såvel som sådanne anlægs og sådan lagrings tilslutning til nettet at drage fordel af forudsigelighed og strømlinede administrative tilladelsesprocedurer. Navnlig bør projekter, der er beliggende i områder til fremskyndelse af vedvarende energi, være omfattet af administrative hastende tilladelsesprocedurer, herunder en stiltiende godkendelse i tilfælde af, at den kompetente myndighed ikke svarer på et mellemliggende administrativt skridt inden for den fastsatte frist, medmindre det pågældende projekt er omfattet af krav om en miljøkonsekvensvurdering, eller princippet om administrativ stiltiende godkendelse ikke findes i den pågældende medlemsstats ret. Disse projekter bør også nyde godt af klare frister og retssikkerhed med hensyn til tilladelsesprocedurens forventede resultat. Efter indgivelsen af en ansøgning om projekter i et område til fremskyndelse af vedvarende energi bør medlemsstaterne foretage en hurtig screeningproces for at fastslå, om der er stor sandsynlighed for, at projektet i betragtning af det berørte geografiske områdes miljøfølsomhed vil give anledning til væsentlige uforudsete skadelige virkninger, som ikke er blevet påpeget i forbindelse med den miljøvurdering af planen eller planerne om udpegning af områder til fremskyndelse af vedvarende energi, der gennemføres i henhold til direktiv 2001/42/EF, og om projektet falder ind under anvendelsesområdet for artikel 7 i direktiv 2011/92/EU på grund af sandsynligheden for, at det har en væsentlig indvirkning på miljøet i en anden medlemsstat eller på grund af en anmodning fra en medlemsstat, der kan forventes at blive berørt i væsentlig grad. Med henblik på en sådan screeningproces bør den kompetente myndighed kunne anmode ansøgeren om at fremlægge yderligere tilgængelige oplysninger uden at kræve en ny vurdering eller dataindsamling.

Alle projekter i områder til fremskyndelse af vedvarende energi, som overholder de regler og foranstaltninger, der er fastlagt i de planer, som medlemsstaterne har udarbejdet, bør anses for at være godkendt ved afslutningen af en sådan screeningproces. Såfremt medlemsstaterne har klare beviser for, at et givet projekt med stor sandsynlighed vil medføre sådanne væsentlige uforudsete skadelige virkninger, bør medlemsstaterne efter en sådan screeningproces underkaste projektet en miljøkonsekvensvurdering i henhold til direktiv 2011/92/EU og, hvor det er relevant, direktiv 92/43/EØF (19). Medlemsstaterne bør begrunde deres beslutninger om at underkaste projekter sådanne vurderinger, inden disse vurderinger gennemføres. En sådan vurdering bør gennemføres inden for seks måneder efter en sådan beslutning med mulighed for forlængelse af denne frist på grund af ekstraordinære omstændigheder. Det er hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne mulighed for at indføre undtagelser fra forpligtelsen til at foretage sådanne vurderinger under begrundede omstændigheder for vind- og solcelleprojekter, da sådanne projekter forventes at levere langt størstedelen af elektricitet fra vedvarende energikilder senest i 2030. I så fald bør udvikleren af projektet vedtage forholdsmæssige afbødende foranstaltninger eller, hvis sådanne ikke er tilgængelige, kompensationsforanstaltninger, som kan tage form af økonomisk kompensation, hvis der ikke findes andre forholdsmæssige kompensationsforanstaltninger, for at imødegå de væsentlige uforudsete skadelige virkninger, der er konstateret under screeningprocessen.

(36)

I betragtning af behovet for at fremskynde udbredelsen af energi fra vedvarende energikilder bør udpegningen af områder til fremskyndelse af vedvarende energi ikke forhindre, at der nu og fremover iværksættes projekter vedrørende vedvarende energi i andre områder, der er egnede til udbredelse af vedvarende energi. Sådanne projekter bør fortsat være omfattet af forpligtelsen til at foretage en særlig miljøkonsekvensvurdering i medfør af direktiv 2011/92/EU og bør være underlagt de tilladelsesprocedurer, der er gældende for projekter vedrørende vedvarende energi beliggende uden for områder til fremskyndelse af vedvarende energi. For at fremskynde tilladelsesprocedurerne i det omfang, det er nødvendigt for at nå det mål for vedvarende energi, som er fastsat i direktiv (EU) 2018/2001, bør de tilladelsesprocedurer, der gælder for projekter beliggende uden for områder til fremskyndelse af vedvarende energi, ligeledes forenkles og strømlines med indførelsen af klare maksimumsfrister for alle trin i tilladelsesproceduren, herunder specifikke projektvise miljøvurderinger.

(37)

Opførelse og drift af anlæg til vedvarende energi kan medføre lejlighedsvise drab på eller forstyrrelser af fugle og andre arter, der er beskyttede i henhold til direktiv 92/43/EØF eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF (20). Sådanne drab eller forstyrrelser af beskyttede arter bør imidlertid ikke blive betragtet som forsætlige i disse direktivers forstand, hvis projektet til opførelse og drift af disse anlæg til vedvarende energi fastsætter passende afbødende foranstaltninger for at undgå sådanne drab, at forebygge forstyrrelser, at vurdere effektiviteten af sådanne foranstaltninger ved passende overvågning, og der på baggrund af de indsamlede oplysninger træffes yderligere foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at der ikke er nogen væsentlig skadelig virkning på den pågældende arts bestand.

(38)

Ud over at installere nye anlæg til vedvarende energi har repowering af eksisterende kraftværker til vedvarende energi et betydeligt potentiale til at bidrage til opfyldelsen af målene for vedvarende energi. Da de eksisterende kraftværker til vedvarende energi for det meste er blevet installeret på steder med et betydeligt potentiale for vedvarende energikilder, kan repowering sikre den fortsatte anvendelse af disse anlæg og samtidig mindske behovet for at udpege nye anlæg til projekter vedrørende vedvarende energi. Repowering omfatter yderligere fordele såsom den eksisterende nettilslutning, en sandsynligvis højere grad af offentlig accept og viden om miljøpåvirkningen.

(39)

Direktiv (EU) 2018/2001 indfører strømlinede tilladelsesprocedurer for repowering. For at imødekomme det stigende behov for at foretage repowering af eksisterende kraftværker til vedvarende energi og for fuldt ud at udnytte de fordele, det giver, er det hensigtsmæssigt at indføre en endnu kortere tilladelsesprocedure for at foretage repowering af kraftværker til vedvarende energi beliggende i områder til fremskyndelse af vedvarende energi, herunder en kortere screeningprocedure. Med henblik på repowering af eksisterende kraftværker til vedvarende energi, der er beliggende uden for områder til fremskyndelse af vedvarende energi, bør medlemsstaterne sikre en forenklet og hurtig tilladelsesprocedure, som ikke overstiger et år, samtidig med at der tages hensyn til den europæiske grønne pagts princip om ikke at gøre skade.

(40)

For yderligere at fremme og fremskynde repowering af eksisterende kraftværker til vedvarende energi bør der indføres en forenklet tilladelsesprocedure for nettilslutning, hvor den pågældende repowering resulterer i en begrænset forøgelse af den samlede kapacitet i forhold til det oprindelige projekt. Repowering af projekter vedrørende vedvarende energi indebærer ændring eller udvidelse af eksisterende projekter i forskellig grad. Tilladelsesproceduren, herunder miljøvurderinger og -screening, for repowering af vedvarende energiprojekter bør begrænses til kun at omfatte de potentielle virkninger af ændringen eller udvidelsen i forhold til det oprindelige projekt.

(41)

Ved repowering af et solcelleanlæg kan der opnås øget effektivitet og kapacitet uden at øge det anvendte areal. Efter repowering har anlægget således ikke en anden indvirkning på miljøet end det oprindelige anlæg, forudsat at det anvendte areal ikke øges i processen, og de oprindeligt påkrævede miljømæssige afbødningsforanstaltninger fortsat overholdes.

(42)

Installation af solenergiudstyr og tilhørende samplaceret energilagrings såvel som sådant udstyrs og sådan lagrings tilslutning til nettet i eksisterende eller fremtidige kunstige strukturer, der er oprettet til andre formål end produktion af solenergi eller energilagring, med undtagelse af kunstige vandoverflader såsom tage, parkeringsområder, veje og jernbaner, giver typisk ikke anledning til bekymring med hensyn til konkurrerende anvendelser af plads eller miljøpåvirkning. Det bør derfor være muligt for disse anlæg at nyde godt af kortere tilladelsesprocedurer og at blive undtaget fra forpligtelsen til at foretage en miljøkonsekvensvurdering i henhold til direktiv 2011/92/EU, samtidig med at medlemsstaterne får mulighed for at tage hensyn til særlige omstændigheder i forbindelse med beskyttelsen af den kulturelle eller historiske arv, nationale forsvarsinteresser eller sikkerhedshensyn. Anlæg til egetforbrug, herunder for kollektive egenforbrugere, f.eks. lokale energifællesskaber, bidrager også til at reducere den samlede efterspørgsel efter naturgas, øge systemets modstandsdygtighed og nå Unionens mål for vedvarende energi. Installation af solenergiudstyr med en kapacitet på under 100 kW, herunder VE-egenforbrugeres anlæg, har sandsynligvis ikke væsentlige skadelige virkninger på miljøet eller nettet og giver ikke anledning til sikkerhedsbetænkeligheder. Desuden kræver små anlæg generelt ikke kapacitetsforøgelse ved nettilslutningspunktet. I betragtning af de umiddelbare positive virkninger af sådanne anlæg for forbrugerne og de begrænsede miljøvirkninger, som de kan medføre, er det hensigtsmæssigt yderligere at strømline den tilladelsesprocedurer, der gælder for dem, forudsat at de ikke overstiger den eksisterende kapacitet for tilslutning til distributionsnettet, ved at indføre begrebet administrativ stiltiende accept i de relevante tilladelsesprocedurer for at fremme og fremskynde udbredelsen af sådanne anlæg og kunne høste fordelene af dem på kort sigt. Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende en lavere tærskel end 100 kW på grundlag af deres interne begrænsninger, forudsat at tærsklen fortsat ligger over 10,8 kW.

(43)

Varmepumper er en vigtig teknologi til at producere vedvarende opvarmning og køling fra omgivelsesenergi, herunder fra spildevandsrensningsanlæg og geotermisk energi. Varmepumper gør det også muligt at anvende overskudsvarme og -kulde. En hurtig udbredelse af varmepumper, der udnytter underudnyttede vedvarende energikilder som f.eks. omgivelsesenergi eller geotermisk energi såvel som overskudsvarme fra industrielle og tertiære sektorer, herunder datacentre, gør det muligt at erstatte kedler til naturgas og andre fossile brændstoffer med en løsning baseret på vedvarende energi, samtidig med at energieffektiviteten øges. Dette vil fremskynde mindskelsen af anvendelsen af gas til varmeforsyning, både i bygninger og i industrien. For at fremskynde installation og anvendelse af varmepumper bør der indføres målrettede kortere tilladelsesprocedurer for sådanne anlæg, herunder en forenklet tilladelsesprocedure for tilslutning af mindre varmepumper til elnettet, hvis der ikke er nogen sikkerhedsbetænkeligheder, nettilslutningerne ikke kræver yderligere arbejde, og systemkomponenterne ikke er teknisk inkompatible, medmindre national ret ikke kræver en sådan tilladelsesprocedure. Takket være hurtigere og lettere installation af varmepumper har en øget anvendelse af vedvarende energi i varmesektoren, som tegner sig for næsten halvdelen af Unionens energiforbrug, til hensigt at bidrage til forsyningssikkerheden og til at tackle en vanskeligere markedssituation.

(44)

Med henblik på den relevante EU-ret bør medlemsstaterne, når de foretager de nødvendige vurderinger af de enkelte sager for at fastslå, om et anlæg til vedvarende energi, anlæggets tilslutning til nettet, selve det tilknyttede net eller de tilknyttede lagringsaktiver i et bestemt tilfælde er af væsentlig samfundsinteresse, formode, at disse anlæg til vedvarende energi og den tilhørende infrastruktur er af væsentlig samfundsinteresse og tjener den offentlige sundhed og sikkerhed, medmindre der er klar dokumentation for, at disse projekter har væsentlige skadelige virkninger på miljøet, som ikke kan afbødes eller kompenseres, eller hvis medlemsstaterne beslutter at begrænse anvendelsen af denne formodning under behørigt begrundede og specifikke omstændigheder, såsom hensyn til nationalt forsvar. Når sådanne anlæg til vedvarende energi anses for at være af væsentlig samfundsinteresse og tjene den offentlige sundhed og sikkerhed, vil projekterne kunne drage fordel af en forenklet vurdering.

(45)

For at sikre en gnidningsløs og effektiv gennemførelse af bestemmelserne i dette direktiv yder Kommissionen medlemsstaterne støtte ved hjælp af instrumentet for teknisk støtte, oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/240 (21), der tilvejebringer skræddersyet teknisk ekspertise til at udforme og gennemføre reformer, herunder dem, der øger anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder, fremmer en bedre integration af energisystemet, udpeger specifikke områder, der er særligt egnede til installation af anlæg til vedvarende energi, og strømliner rammerne for godkendelse og tilladelsesprocedurer for anlæg til vedvarende energi. Den tekniske støtte omfatter f.eks. styrkelse af den administrative kapacitet, harmonisering af de lovgivningsmæssige rammer og udveksling af relevant bedste praksis såsom at muliggøre og fremme anvendelse til flere formål.

(46)

Energiinfrastrukturen skal være på plads for at støtte en betydelig opskalering af produktionen af vedvarende energi. Medlemsstaterne bør kunne udpege særlige infrastrukturområder, hvor udrulningen af net- eller lagringsprojekter, der er nødvendige for at integrere vedvarende energi i elektricitetssystemet, ikke forventes at få en væsentlig indvirkning på miljøet, eller hvis en sådan indvirkning kan afbødes behørigt eller, hvis det ikke er muligt, kompenseres. Hvor sådan afbødning ikke er mulig, bør medlemsstaterne sørge for kompensation for sådanne miljøvirkninger. Infrastrukturprojekter i sådanne områder kan drage fordel af mere strømlinede miljøvurderinger. Hvis medlemsstaterne beslutter ikke at udpege sådanne områder, finder de vurderinger og regler, der anvendes i henhold til Unionens miljøret, fortsat anvendelse. Med henblik på at udpege infrastrukturområder bør medlemsstaterne udarbejde en eller flere planer, herunder gennem national lovgivning, der omfatter identifikation af områderne og de gældende regler og afbødningsforanstaltninger for projekter, der er beliggende i hvert enkelt infrastrukturområde. Planerne bør klart angive omfanget af det særlige område og den type infrastrukturprojekter, der er omfattet. Hver plan bør underkastes en miljøvurdering i henhold til direktiv 2001/42/EF med henblik på at vurdere indvirkningerne af hver enkelt type projekt på de relevante udpegede områder. Netprojekter i sådanne særlige infrastrukturområder bør så vidt muligt undgå Natura 2000-områder og områder, der i henhold til nationale beskyttelsesordninger er udpeget med henblik på bevaring af natur og biodiversitet, medmindre der på grund af de særlige forhold, der gør sig gældende for netprojekter, ikke findes forholdsmæssige alternativer til udrulningen af sådanne projekter. Ved vurderingen af proportionaliteten bør medlemsstaterne tage hensyn til behovet for at sikre den økonomiske levedygtighed, gennemførligheden og den effektive og fremskyndede gennemførelse af projektet med henblik på at sikre, at den yderligere kapacitet af vedvarende energi, der anvendes, straks kan integreres i energisystemet, eller om der allerede findes infrastrukturprojekter af forskellige typer i det specifikke Natura 2000-område eller beskyttede område, som vil gøre det muligt at samle forskellige infrastrukturprojekter på et område, der medfører lavere miljøvirkninger.

Særlige planer for lagringsprojekter bør altid udelukke Natura 2000-områder, da der er færre begrænsninger med hensyn til, hvor de skal placeres. På sådanne områder bør medlemsstaterne under begrundede omstændigheder, herunder når dette er nødvendigt for at fremskynde udvidelsen af nettet for at støtte udbredelsen af vedvarende energi med henblik på at nå klimamålene og målene for vedvarende energi, kunne indføre undtagelser fra visse vurderingsforpligtelser, der er fastsat i Unionens miljøret, på visse betingelser. Hvis medlemsstaterne beslutter at gøre brug af sådanne undtagelser, bør de specifikke projekter underkastes en strømlinet screeningproces svarende til den screeningprocedure, der er fastsat for områder til fremskyndelse af vedvarende energi, og som bør være baseret på eksisterende data. Anmodninger fra den kompetente myndighed om at fremlægge yderligere tilgængelige oplysninger bør ikke kræve en ny vurdering eller dataindsamling. Hvis en sådan screeningproces identificerer projekter, der med stor sandsynlighed vil give anledning til væsentlige uforudsete skadelige virkninger, bør den kompetente myndighed sikre, at der anvendes passende og forholdsmæssige afbødende foranstaltninger eller, hvis de ikke er til rådighed, kompensationsforanstaltninger. I tilfælde af kompensationsforanstaltninger kan projektudviklingen fortsættes, mens kompensationsforanstaltningerne identificeres.

(47)

Et utilstrækkeligt antal kvalificerede arbejdstagere, navnlig installatører og designere af opvarmnings- og kølingssystemer baseret på vedvarende energi, bremser udskiftningen af varmesystemer baseret på fossile brændstoffer med systemer baseret på vedvarende energi og udgør en væsentlig hindring for integrationen af vedvarende energi i bygninger, industri og landbrug. Medlemsstaterne bør samarbejde med arbejdsmarkedets parter og VE-fællesskaber for at foregribe de færdigheder, der vil være behov for. Et tilstrækkeligt antal kvalitetsfokuserede og effektive opkvalificerings- og omskolingsstrategier samt uddannelsesprogrammer og certificeringsmuligheder, der sikrer korrekt installation og pålidelig drift af en lang række opvarmnings- og kølingssystemer baseret på vedvarende energi og lagringsteknologi såvel som ladestandere til elektriske køretøjer, bør stilles til rådighed og udformes på en sådan måde, at de fremmer deltagelsen i sådanne uddannelsesprogrammer og certificeringssystemer. Medlemsstaterne bør overveje, hvilke foranstaltninger der bør træffes for at tiltrække grupper, der i øjeblikket er underrepræsenterede inden for de pågældende erhvervsområder. En liste over uddannede og certificerede installatører bør være offentligt tilgængelig for at sikre forbrugernes tillid og let adgang til skræddersyede installatør- og designfærdigheder, der garanterer korrekt installation og drift af opvarmning og køling baseret på vedvarende energi.

(48)

Oprindelsesgarantier er et vigtigt redskab til forbrugeroplysning og til yderligere udbredelse af aftaler om køb af vedvarende energi. Det bør derfor sikres, at udstedelse, handel, overførsel og anvendelse af oprindelsesgarantier kan udføres i et ensartet system med behørigt standardiserede certifikater, der anerkendes gensidigt i hele Unionen. For at give adgang til passende dokumentation for personer, der indgår aftaler om køb af vedvarende energi, bør det desuden sikres, at eventuelle tilknyttede oprindelsesgarantier kan overføres til køberen. Inden for rammerne af et mere fleksibelt energisystem og stigende forbrugerefterspørgsel er der krav om et mere innovativt, digitalt, teknologisk avanceret og pålideligt værktøj til støtte for og dokumentation af den stigende produktion af vedvarende energi. For at fremme digital innovation på dette område bør medlemsstaterne, når det er relevant, gøre det muligt at udstede oprindelsesgarantier i brøkdele og med et tidsstempel tættere på realtid. I betragtning af behovet for at forbedre forbrugernes indflydelse og bidrage til en højere andel af vedvarende energi i gasforsyningen bør medlemsstaterne kræve, at netværksgasleverandører, der oplyser deres energimiks til de endelige forbrugere, anvender oprindelsesgarantier.

(49)

Infrastrukturudviklingen af fjernvarme- og fjernkølenet bør intensiveres og styres i retning af en effektiv og fleksibel udnyttelse af en bredere vifte af vedvarende varme- og kuldekilder med henblik på at øge udbredelsen af vedvarende energi og uddybe integrationen af energisystemet. Det er derfor hensigtsmæssigt at ajourføre listen over vedvarende energikilder, som fjernvarme- og fjernkølingsnet i stigende grad bør imødekomme, og at kræve integration af lagring af termisk energi som en kilde til fleksibilitet, større energieffektivitet og mere omkostningseffektiv drift.

(50)

Eftersom der forventes mere end 30 millioner elektriske køretøjer i Unionen i 2030, er det nødvendigt at sikre, at de fuldt ud kan bidrage til systemintegration af elektricitet fra vedvarende energikilder og dermed gøre det muligt at nå op på en højere andel af elektricitet fra vedvarende energikilder på en omkostningsoptimal måde. Elektriske køretøjers potentiale til at absorbere elektricitet fra vedvarende energikilder på tidspunkter, hvor der er rigeligt af den, og føre den tilbage til et net, hvor der er knaphed, skal udnyttes fuldt ud for at bidrage til systemintegration af variabel elektricitet fra vedvarende energikilder, samtidig med at der sikres en sikker og stabil strømforsyning. Det er derfor hensigtsmæssigt at indføre nødvendige foranstaltninger vedrørende elektriske køretøjer og oplysninger om vedvarende energi, og om hvordan og hvornår den skal anvendes, som supplerer bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1804 (22) og forordning (EU) 2023/1542 (23).

(51)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/943 (24) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 (25) kræver, at medlemsstaterne tillader og fremmer deltagelse i fleksibelt elforbrug gennem aggregering samt sørger for dynamiske elpriskontrakter til slutkunder, hvor det er relevant. For at muliggøre, at fleksibelt elforbrug yderligere tilskynder til absorption af grøn elektricitet, skal den ikke kun baseres på dynamiske priser, men også på signaler om grøn elektricitets faktiske udbredelse i systemet. Det er derfor nødvendigt at forbedre de signaler, som forbrugere og markedsdeltagere modtager vedrørende andelen af elektricitet fra vedvarende energikilder og intensiteten af drivhusgasemissioner fra den leverede elektricitet, gennem formidling af specifikke oplysninger. Forbrugsmønstrene kan derefter justeres på grundlag af udbredelsen af vedvarende energi og tilstedeværelsen af kulstofneutral elektricitet sammen med en justering på grundlag af prissignaler. Dette opfylder målet om yderligere at støtte udbredelsen af innovative forretningsmodeller og digitale løsninger, som har kapacitet til at forbinde forbrug med niveauet for vedvarende energi i elnettet og derved tilvejebringe de rette netinvesteringer for at understøtte omstillingen til ren energi.

(52)

For at fleksibilitets- og balanceringstjenester fra aggregeringen af distribuerede lagringsaktiver kan udvikles på en konkurrencedygtig måde, bør realtidsadgang til grundlæggende batterioplysninger såsom sundhedstilstand, ladetilstand, kapacitet og strømsætpunkt gives på ikkediskriminerende vilkår, i overensstemmelse med de relevante databeskyttelsesregler, og gratis til ejerne eller brugerne af batterierne og de enheder, der handler på deres vegne, såsom forvaltere af bygningsenergisystemer, udbydere af mobilitetstjenester og andre deltagere på elektricitetsmarkedet. Det er derfor hensigtsmæssigt at indføre foranstaltninger, der imødekommer behovet for adgang til sådanne data med henblik på at lette integrationsrelateret drift af husholdningsbatterier og elektriske køretøjer, der supplerer bestemmelserne om adgang til batteridata med henblik på at lette ændring af anvendelsen af batterier fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1542. Bestemmelserne om adgang til batteridata for elektriske køretøjer bør finde anvendelse ud over de bestemmelser, der er fastsat i EU-lovgivningen om typegodkendelse af køretøjer.

(53)

Det stigende antal elektriske køretøjer inden for vej, jernbane, søfart og andre transportformer vil kræve, at genopladningsaktiviteterne optimeres og forvaltes på en måde, der ikke forårsager overbelastning, og som fuldt ud udnytter tilgængeligheden af elektricitet fra vedvarende energikilder og lave elpriser i systemet. Hvor intelligent opladning og tovejsopladning vil bidrage til yderligere udbredelse af elektricitet fra vedvarende energikilder fra elektriske bilparker inden for transportsektoren og i elektricitetssystemet generelt, bør en sådan funktionalitet også stilles til rådighed. I betragtning af ladestandernes lange levetid bør kravene til opladningsinfrastruktur ajourføres på en måde, der tager højde for fremtidige behov og ikke vil medføre negative fastlåsningseffekter for udviklingen af teknologi og tjenester.

(54)

Ladestandere, hvor elektriske køretøjer typisk parkerer i længere perioder, f.eks. hvor personer parkerer på grund af bopæl eller beskæftigelse, er yderst relevante for energisystemets integration. Der skal derfor sikres intelligente opladningsfunktioner og, hvis det er relevant, tovejsopladningsfunktioner. I denne forbindelse er driften af ikkeoffentligt tilgængelig normal opladningsinfrastruktur særlig vigtig for integrationen af elektriske køretøjer i elektricitetssystemet, da den er placeret, hvor elektriske køretøjer parkerer gentagne gange i lange perioder, f.eks. i bygninger med begrænset adgang, medarbejderparkering eller parkeringsfaciliteter, der udlejes til fysiske eller juridiske personer.

(55)

Fleksibelt elforbrug n er afgørende for at muliggøre intelligent opladning af elektriske køretøjer og dermed muliggøre en effektiv integration af elektriske køretøjer i elnettet, hvilket vil være afgørende for dekarboniseringen af transportsektoren og med henblik på at lette integrationen af energisystemet. Desuden bør medlemsstaterne, hvor det er relevant, tilskynde til initiativer, der fremmer fleksibelt elforbrug gennem interoperabilitet og dataudveksling for varme- og kølesystemer, termiske energilagringsenheder og andre relevante energirelaterede anordninger.

(56)

Brugere af elektriske køretøjer, der indgår kontraktlige aftaler med udbydere af elektromobilitetstjenester og deltagere på elektricitetsmarkedet, bør have ret til at modtage oplysninger og forklaringer om, hvordan aftalens vilkår vil påvirke brugen af deres køretøj og batteriets sundhedstilstand. Udbydere af elektromobilitetstjenester og deltagere på elektricitetsmarkedet bør klart forklare brugerne af elektriske køretøjer, hvordan de vil modtage betaling for de fleksibilitets-, balancerings- og lagringstjenester, der leveres til elektricitetssystemet og markedet ved brug af deres elektriske køretøj. Brugere af elektriske køretøjer skal også have deres forbrugerrettigheder sikret, når de indgår sådanne aftaler, navnlig med hensyn til beskyttelse af deres personoplysninger, såsom placering og kørevaner, i forbindelse med brugen af deres køretøj. Brugernes præference med hensyn til den type elektricitet, der købes til brug i deres elektriske køretøj, samt andre præferencer kan også være en del af sådanne aftaler. Af disse årsager er det vigtigt at sikre, at den etablerede opladningsinfrastruktur, anvendes så effektivt som muligt. Med henblik på at forbedre forbrugertilliden til e-mobilitet er det af afgørende betydning, at brugere af elektriske køretøjer kan bruge deres abonnement på flere ladestandere. Dette vil også gøre det muligt for brugeren af et elektrisk køretøj at vælge at integrere det optimalt i elektricitetssystemet gennem forudsigelig planlægning og incitamenter baseret på brugernes præferencer. Det er også i overensstemmelse med principperne om et forbrugerorienteret energisystem baseret på producentforbrugere og brugere af elektriske køretøjers ret til at vælge leverandør som slutkunder i henhold til bestemmelserne i direktiv (EU) 2019/944.

(57)

Distribuerede lagringsaktiver, såsom husholdningsbatterier og batterier til elektriske køretøjer, har potentiale til at tilbyde betydelige fleksibilitets- og balanceringsydelser til nettet gennem aggregering. For at lette udviklingen af sådanne anordninger og tjenester bør de lovgivningsmæssige bestemmelser om tilslutning og drift af lagringsaktiverne, såsom takster, forpligtelsesperiode og tilslutningsspecifikationer, udformes på en sådan måde, at de ikke hæmmer potentialet i alle lagringsaktiver, herunder små og mobile, samt andre anordninger som for eksempel varmepumper, solpaneler og termisk lagring, til at tilbyde fleksibilitets- og balanceringstjenester til systemet og bidrage til yderligere udbredelse af elektricitet fra vedvarende energikilder sammenlignet med større stationære lagringsaktiver. Ud over de generelle bestemmelser om forebyggelse af markedsdiskrimination fastsat i forordning (EU) 2019/943 og direktiv (EU) 2019/944 bør der indføres specifikke krav med henblik på at håndtere disse aktivers deltagelse på en helhedsorienteret måde og fjerne eventuelle resterende hindringer og vanskeligheder, så sådanne aktivers potentiale til at bidrage til dekarboniseringen af elektricitetssystemet kan frigøres, og forbrugerne kan deltage aktivt i energiomstillingen.

(58)

Som et generelt princip bør medlemsstaterne sikre lige vilkår for små decentrale elproduktions- og lagringssystemer, herunder gennem batterier og elektriske køretøjer, så de kan deltage på elektricitetsmarkederne, herunder håndtering af kapacitetsbegrænsninger og levering af fleksibilitets- og balanceringstjenester på en ikkediskriminerende måde sammenlignet med andre elproduktions- og lagringssystemer og uden uforholdsmæssigt store administrative eller reguleringsmæssige byrder. Medlemsstaterne bør tilskynde egenforbrugere og VE-fællesskaber til at deltage aktivt på disse elektricitetsmarkeder ved at levere fleksibilitetstjenester gennem fleksibelt elforbrug og lagring, herunder gennem batterier og elektriske køretøjer.

(59)

Industrien tegner sig for 25 % af EU's energiforbrug og er en stor forbruger af opvarmning og køling, hvoraf 91 % i øjeblikket er baseret på fossile brændstoffer. 50 % af varme- og kølebehovet er imidlertid efter lav temperatur (< 200 °C), for hvilke der findes omkostningseffektive muligheder for vedvarende energi, herunder gennem elektrificering og direkte anvendelse af vedvarende energi. Industrien anvender desuden ikkevedvarende kilder som råstoffer til at producere produkter som stål eller kemikalier. De investeringsbeslutninger, industrien træffer i dag, vil være afgørende for de fremtidige industrielle processer og energimuligheder, som industrien har til rådighed, så det er vigtigt, at disse investeringsbeslutninger er fremtidssikrede, og at skabelse af strandede aktiver undgås. Derfor bør der indføres benchmarks for at tilskynde industrien til at skifte til en produktionsproces baseret på vedvarende energi, som ikke kun drives af vedvarende energi, men også anvender råmaterialer baseret på vedvarende energi såsom vedvarende brint. Medlemsstaterne bør fremme elektrificeringen af industrielle processer, hvor det er muligt, f.eks. med henblik på industriel varme ved lav temperatur. Desuden bør medlemsstaterne fremme brugen af en fælles metode for produkter, der er mærket som værende produceret helt eller delvist ved anvendelse af vedvarende energi eller vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, som råprodukter, idet der tages hensyn til eksisterende EU-produktmærkningsmetoder og initiativer vedrørende bæredygtige produkter. Dette vil forhindre vildledende praksis og øge forbrugernes tillid. I betragtning af forbrugernes præference for produkter, der bidrager til miljø- og klimaændringsmålene, vil det stimulere efterspørgslen på markedet for disse produkter.

(60)

For at mindske Unionens afhængighed af fossile brændstoffer og import af fossile brændstoffer bør Kommissionen udarbejde en EU-strategi for importeret brint og brint produceret på hjemmemarkedet grundlag af data fra medlemsstaterne.

(61)

Vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, kan anvendes til energiformål, men også til ikkeenergimæssige formål som råprodukter eller råmateriale i industrier som stålindustrien eller kemikalieindustrien. Anvendelsen af vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, til begge formål udnytter deres fulde potentiale til at erstatte fossile brændstoffer, der anvendes som råprodukter, og til at reducere drivhusgasemissionerne i industrielle processer, som er vanskelige at elektrificere, og bør derfor indgå i et mål for anvendelsen af vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse. Nationale foranstaltninger til støtte for udbredelsen af vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, i de pågældende industrisektorer, som er vanskelige at elektrificere, bør ikke føre til nettostigninger i forureningen som følge af en øget efterspørgsel efter elproduktion, som dækkes af de mest forurenende fossile brændstoffer såsom kul, diesel, brunkul, olietørv og olieskifer. Forbruget af brint i industrielle processer, hvor brint produceres som eller afledt af et biprodukt, som er vanskeligt at erstatte med vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, bør udelukkes fra dette mål. Brint, der forbruges til produktion af transportbrændstoffer, er omfattet af transportmålene for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse.

(62)

Unionens brintstrategi som fastsat i Kommissionens meddelelse af 8. juli 2020 med titlen »En strategi for brint med henblik på et klimaneutralt Europa« anerkender den rolle, som eksisterende brintproduktionsanlæg, der er blevet moderniseret for at reducere deres drivhusgasemissioner, spiller med hensyn til at nå de øgede klimaambitioner for 2030. I lyset af denne strategi og inden for rammerne af indkaldelsen af projekter organiseret af Unionens Innovationsfond som oprettet ved artikel 10a, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (26) har frontløbere truffet investeringsbeslutninger med det formål at modernisere allerede eksisterende brintproduktionsanlæg baseret på damp-methan-reformeringsteknologi med henblik på at dekarbonisere brintproduktionen. Med henblik på beregningen af nævneren i bidraget fra vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og som anvendes til endelige energiformål og ikkeenergimæssige formål i industrien, bør brint, der produceres i moderniserede produktionsanlæg baseret på damp-methan-reformeringsteknologi, for hvilken der er offentliggjort en kommissionsafgørelse med henblik på tildeling af et tilskud fra Innovationsfonden inden datoen for dette direktivs ikrafttræden, og som opnår en gennemsnitlig reduktion af drivhusgasemissionerne på 70 % på årsbasis, ikke tages i betragtning.

(63)

Det bør desuden anerkendes, at erstatningen af brint produceret fra damp-methan-reformeringsprocessen vil kunne medføre særlige udfordringer for visse eksisterende integrerede ammoniakproduktionsanlæg. Det vil nødvendiggøre genopbygning af sådanne produktionsanlæg, hvilket vil kræve en betydelig indsats fra medlemsstaterne afhængigt af deres specifikke nationale omstændigheder og deres energiforsynings struktur.

(64)

For at nå Unionens mål om at blive klimaneutral senest i 2050 og dekarbonisere Unionens industrisektor bør medlemsstaterne kunne kombinere anvendelsen af ikkefossile energikilder og vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, i forbindelse med deres specifikke nationale forhold og energimiks. I denne forbindelse bør medlemsstaterne kunne reducere målet for anvendelsen af vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, i industrisektoren, forudsat at de forbruger en begrænset andel af brint eller derivater heraf produceret af fossile brændstoffer, og at de er på vej mod deres forventede nationale bidrag i overensstemmelse med formlen i bilag II til forordning (EU) 2018/1999.

(65)

Et øget ambitionsniveau i sektoren for opvarmning og køling er nøglen til at nå det overordnede mål for vedvarende energi, eftersom opvarmning og køling udgør omkring halvdelen af Unionens energiforbrug og dækker en bred vifte af slutanvendelser og -teknologi i bygninger, industri og fjernvarme og fjernkøling. For at fremskynde stigningen i vedvarende energi inden for sektoren for opvarmning og køling bør en årlig minimumsprocentpointstigning på medlemsstatsplan gøres bindende for alle medlemsstater. Den årlige gennemsnitlige bindende minimumsstigning på 0,8 procentpoint mellem 2021 og 2025 og på 1,1 procentpoint mellem 2026 og 2030 i opvarmning og køling, der finder anvendelse på alle medlemsstater, bør suppleres med yderligere vejledende stigninger eller tillæg, der beregnes specifikt for hver medlemsstat, med henblik på at nå en gennemsnitsstigning på 1,8 procentpoint på EU-niveau. Disse medlemsstatsspecifikke yderligere vejledende forhøjelser eller tillæg har til formål at omfordele den yderligere indsats, der er nødvendig for at nå det ønskede niveau for vedvarende energi i 2030, blandt medlemsstaterne på grundlag af bruttonationalprodukt og omkostningseffektivitet og vejlede medlemsstaterne med hensyn til, hvad der kan være et tilstrækkeligt niveau af vedvarende energi at anvende i denne sektor. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med princippet om energieffektivitet først foretage en vurdering af deres potentielle energi fra vedvarende energikilder i varme- og kølesektoren og af den potentielle anvendelse af overskudsvarme og -kulde. Medlemsstaterne bør gennemføre to eller flere foranstaltninger fra listen over foranstaltninger for at gøre det lettere at øge andelen af vedvarende energi inden for opvarmning og køling. Når medlemsstaterne vedtager og gennemfører disse foranstaltninger, bør de sikre, at disse foranstaltninger er tilgængelige for alle forbrugere, navnlig personer, der lever i lavindkomsthusholdninger eller sårbare husholdninger.

(66)

For at sikre, at den større rolle, som fjernvarme og fjernkøling kommer til at spille, ledsages af bedre forbrugeroplysning, er det hensigtsmæssigt at præcisere og styrke gennemsigtighed vedrørende andelen af vedvarende energi og energieffektivitet for fjernvarme- og fjernkølingssystemer.

(67)

Moderne effektive fjernvarme- og fjernkølingssystemer baseret på vedvarende energi har udvist potentiale til at tilvejebringe omkostningseffektive løsninger til integration af vedvarende energi, øget energieffektivitet og integration af energisystemet og samtidig fremme overordnet dekarbonisering i sektoren for opvarmning og køling. For at sikre, at dette potentiale udnyttes, bør den årlige stigning i vedvarende energi og/eller overskudsvarme og -kulde inden for fjernvarme og fjernkøling hæves fra 1 til 2,2 procentpoint uden at ændre den vejledende karakter af denne stigning, hvilket afspejler den ulige udvikling af denne type net i Unionen.

(68)

For at afspejle fjernvarme- og fjernkølingers øgede betydning og behovet for at styre udviklingen af disse net for at integrere mere vedvarende energi er det hensigtsmæssigt at tilskynde operatører af fjernvarme- eller fjernkølingssystemer til at forbinde tredjepartsleverandører af vedvarende energi og overskudsvarme og -kulde med fjernvarme- eller fjernkølenet på over 25 MW.

(69)

Opvarmnings- og kølingssystemer, navnlig fjernvarme- og fjernkølingssystemer, bidrager i stigende grad til balancering af elnettet ved at skabe yderligere efterspørgsel efter variabel elektricitet fra vedvarende energikilder, såsom vind- og solenergi, når en sådan elektricitet fra vedvarende energikilder er rigelig, billig og ellers ville blive begrænset. En sådan balancering kan opnås ved at anvende højeffektive eldrevne varme- og kuldeproducerende enheder såsom varmepumper, særlig når disse varme- og kuldeproducerende enheder kobles sammen med stor termisk lagring, navnlig i forbindelse med fjernvarme og fjernkøling eller i forbindelse med individuel opvarmning, hvor fjernvarmes og fjernkølings stordriftsfordele og systemeffektivitet ikke er til rådighed. Der er to fordele ved varmepumper; for det første, at de øger energieffektiviteten i betydelig grad, hvilket sparer en stor mængde energi og betydelige omkostninger for forbrugerne, og for det andet, at de integrerer vedvarende energikilder ved at muliggøre større anvendelse af geotermisk energi og omgivelsesenergi. For yderligere at tilskynde til anvendelse af elektricitet fra vedvarende energikilder til opvarmning og køling og varmelagring, navnlig med anvendelse af varmepumper, er det hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne mulighed for at medregne den elektricitet fra vedvarende energikilder, der driver disse varme- og kuldeproducerende enheder, herunder varmepumper, i den bindende og vejledende årlige stigning i vedvarende energi i opvarmning og køling og fjernvarme og fjernkøling.

(70)

Til trods for den store tilgængelighed af overskudsvarme og -kulde udnyttes den ikke i tilstrækkelig grad, hvilket fører til ressourcespild, lavere energieffektivitet i de nationale energisystemer og et højere energiforbrug end nødvendigt i Unionen. Forudsat at der leveres fra effektiv fjernvarme og fjernkøling, er det hensigtsmæssigt at tillade, at overskudsvarme og -kulde kan medregnes til at opfylde en del af målene for vedvarende energi i bygninger, industri, opvarmning og køling og til at opfylde målene fuldt ud for fjernvarme og fjernkøling. Dette vil gøre det muligt at udnytte synergierne mellem vedvarende energi og overskudsvarme og -kulde i fjernvarme- og fjernkølenet ved at øge den økonomiske begrundelse for at investere i modernisering og udvikling af disse net. Medtagelse af overskudsvarme i benchmarket for industriel vedvarende energi bør specifikt kun accepteres for så vidt angår overskudsvarme eller -kulde leveret via en fjernvarme- og fjernkølingsoperatør fra et andet industrianlæg eller en anden industribygning, hvorved det sikres, at sådanne operatører har varme- eller kuldeforsyning som deres hovedaktivitet, og at den medregnede overskudsvarme er klart adskilt fra intern overskudsvarme, der genvindes i samme eller en tilknyttet virksomhed eller i samme eller tilknyttede bygninger.

(71)

For at sikre, at fjernvarme og fjernkøling deltager fuldt ud i integrationen af energisektoren, er det nødvendigt at udvide samarbejdet med eldistributionssystemoperatører til at omfatte eltransmissionssystemoperatører og at udvide samarbejdets omfang til at omfatte planlægning af netinvesteringer og markeder for bedre at kunne udnytte potentialet i fjernvarme og fjernkøling til at levere fleksibilitetsydelser på elmarkederne. Yderligere samarbejde med gasnetoperatører, herunder brint- og andre energinet, bør også gøres muligt for at sikre en bredere integration på tværs af energibærere og den mest omkostningseffektive anvendelse heraf. Krav om tættere koordinering mellem fjernvarme- og fjernkølingsoperatører, industrielle og tertiære sektorer og lokale myndigheder kan endvidere lette den dialog og det samarbejde, der er nødvendigt for at udnytte potentialet ved omkostningseffektiv overskudsvarme og -kulde via fjernvarme- og fjernkølingssystemer.

(72)

Anvendelse af vedvarende brændstoffer og elektricitet fra vedvarende energikilder i transportsektoren kan bidrage til dekarboniseringen af Unionens transportsektor på en omkostningseffektiv måde og bl.a. forbedre energidiversificeringen i denne sektor og samtidig fremme innovation, økonomisk vækst og beskæftigelse i Unionen og mindske afhængigheden af energiimport. Med henblik på at nå det øgede mål for drivhusgasemissionsbesparelser som fastsat i forordning (EU) 2021/1119 bør niveauet for vedvarende energi, der leveres til alle transportformer i Unionen, øges. At give medlemsstaterne mulighed for at vælge mellem et transportmål udtrykt som et mål for reduktion af drivhusgasintensiteten eller som en andel af forbruget af vedvarende energi giver medlemsstaterne en passende grad af fleksibilitet til at udforme deres politikker til dekarbonisering af transportsektoren. Desuden vil indførelse af et kombineret energibaseret mål for avancerede biobrændstoffer og biogas og vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, herunder en minimumsandel for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, sikre en øget anvendelse af vedvarende brændstoffer med færrest miljøvirkninger inden for transportformer, der er vanskelige at elektrificere, såsom søtransport og luftfart. For at kickstarte brændstofskiftet inden for søtransport bør medlemsstater med søhavne bestræbe sig på at sikre, at andelen af vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, fra 2030 udgør mindst 1,2 % af den samlede mængde energi, der leveres til søtransportsektoren. Opfyldelsen af disse mål bør sikres gennem forpligtelser for brændstofleverandører samt andre foranstaltninger i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1805 (27) og forordning (EU) 2023/2405 (28). Særlige forpligtelser for leverandører af flybrændstof bør kun fastsættes i henhold til forordning (EU) 2023/2405.

(73)

Med henblik på at tilskynde til udbredelsen af leveringen af vedvarende brændstoffer til sektoren for international marin bunkring, som er vanskelig at dekarbonisere, bør vedvarende brændstoffer, som leveres til internationale marine bunkerstationer, ved beregningen af transportmålene medregnes i det endelige energiforbrug fra vedvarende energikilder i transportsektoren, og brændstoffer, der leveres til internationale marine bunkerstationer, bør i overensstemmelse hermed medregnes i det endelige forbrug af energikilder i transportsektoren. Imidlertid udgør skibsfartstransport en stor andel af det endelige bruttoenergiforbrug i nogle medlemsstater. I betragtning af de nuværende teknologiske og lovgivningsmæssige begrænsninger, der forhindrer kommerciel anvendelse af biobrændstoffer inden for søtransportsektoren, er det hensigtsmæssigt som en undtagelse fra kravet om at inddrage al energi leveret til søtransportsektoren med henblik på beregning af specifikke transportmål, at tillade medlemsstaterne at fastsætte et loft på 13 % af en medlemsstats endelige bruttoenergiforbrug for den energi, der leveres til søtransportsektoren. For så vidt angår ømedlemsstater, hvor det endelige bruttoenergiforbrug i søtransportsektoren er uforholdsmæssigt stort, dvs. over en tredjedel af forbruget i vej- og jernbanetransportsektorerne, bør loftet være 5 %. Ved beregningen af det samlede mål for vedvarende energi bør man i betragtning af de særlige karakteristika ved international marin bunkring hvad angår de brændstoffer, der leveres til dem, imidlertid kun medregne disse i en medlemsstats udvidede endelige bruttoenergiforbrug, hvis de er vedvarende.

(74)

Elektromobilitet vil spille en afgørende rolle i dekarboniseringen af transportsektoren. For at fremme den videre udvikling af elektromobilitet bør medlemsstaterne indføre en kreditmekanisme, der gør det muligt for operatører af offentligt tilgængelige ladestandere ved at levere elektricitet fra vedvarende energikilder at bidrage til opfyldelsen af den forpligtelse, som medlemsstaterne har pålagt brændstofleverandører. Medlemsstaterne bør kunne medtage private ladestandere i denne kreditmekanisme, hvis det kan påvises, at den elektricitet fra vedvarende energikilder, der leveres til disse ladestandere, udelukkende leveres til elektriske køretøjer. Samtidig med at der ydes støtte til elektricitet i transportsektoren gennem en sådan kreditmekanisme, er det vigtigt, at medlemsstaterne fortsat har et højt ambitionsniveau for dekarboniseringen af deres blanding af flydende brændstoffer, navnlig i transportsektorer, der er vanskelige at dekarbonisere, såsom søtransport- og luftfartssektoren, hvor direkte elektrificering er meget vanskeligere.

(75)

Vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, herunder vedvarende brint, kan anvendes som råprodukt eller en energikilde i industrielle og kemiske processer og i søtransport og lufttransport og kan dekarbonisere sektorer, hvori direkte elektrificering ikke er teknologisk mulig eller konkurrencedygtig. De kan også anvendes til energilagring for efter behov at skabe balance i energisystemet og kan derved spille en væsentlig rolle i integrationen af energisystemer.

(76)

Unionens politik for vedvarende energi har til formål at bidrage til at nå Unionens mål for modvirkning af klimaændringer med hensyn til reduktion af drivhusgasemissioner. I bestræbelserne på at nå dette mål er det vigtigt også at bidrage til bredere miljømål, navnlig forebyggelse af tab af biodiversitet, som påvirkes skadeligt af de indirekte ændringer i arealanvendelsen, der er forbundet med produktionen af visse biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler. Bidrag til disse klima- og miljømål er et dybt og mangeårigt anliggende for unionsborgerne og EU-lovgiveren. Unionen bør således fremme brændstoffer i mængder, som sikrer balancen mellem det fornødne ambitionsniveau og behovet for at undgå at bidrage til direkte og indirekte ændringer i arealanvendelsen. Den måde, transportmålet beregnes på, bør ikke påvirke de grænser, der er fastsat for, hvordan visse brændstoffer fremstillet af fødevare- og foderafgrøder på den ene side og brændstoffer med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen på den anden side tæller henimod det mål. For ikke at skabe et incitament til at anvende biobrændstoffer og biogas produceret af fødevare- og foderafgrøder til transport og under hensyntagen til virkningerne af krigen mod Ukraine for fødevare- og foderforsyningen bør medlemsstaterne desuden fortsat kunne vælge, om de vil medregne biobrændstoffer og biogas produceret af fødevare- og foderafgrøder i transportmålet. Hvis de ikke medregner dem, bør medlemsstaterne kunne vælge at reducere det energibaserede mål eller at reducere målet for reduktion af drivhusgasintensiteten tilsvarende, forudsat at biobrændstoffer produceret af fødevare- og foderafgrøder nedbringer drivhusgasemissionerne med 50 %, hvilket svarer til de typiske værdier, der er fastsat i et bilag til dette direktiv, for drivhusgasemissionsbesparelser på de mest relevante produktionsveje for biobrændstoffer produceret af fødevare- og foderafgrøder samt tærsklen for minimumsdrivhusgasemissionsbesparelser, der finder anvendelse på de fleste anlæg, der producerer sådanne biobrændstoffer.

(77)

For at sikre, at anvendelsen af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler sparer en stigende mængde drivhusgasemissioner, og for at imødegå potentielle indirekte virkninger af fremme af sådanne brændstoffer såsom skovrydning bør Kommissionen revidere niveauet for den maksimale andel af den gennemsnitlige årlige udvidelse af det globale produktionsområde i store kulstoflagre baseret på objektive og videnskabelige kriterier under hensyntagen til Unionens klimamål og -forpligtelser, og den bør om nødvendigt foreslå en ny tærskel på grundlag af resultaterne af sin revision. Kommissionen bør endvidere vurdere muligheden af at udforme et fremskyndet forløb for at udfase sådanne brændstoffers bidrag til målene for vedvarende energi for at maksimere mængden af drivhusgasemissionsbesparelser.

(78)

Hvis transportmålet fastsættes som et mål for reduktion af drivhusgasintensiteten, er det nødvendigt at indføre en metode, der tager hensyn til, at forskellige typer af energi fra vedvarende energikilder sparer forskellige mængder drivhusgasemissioner og derfor bidrager forskelligt til et givent mål. Elektricitet fra vedvarende energikilder bør anses for at have nul drivhusgasemissioner, hvilket betyder, at den nedbringer drivhusgasemissionerne med 100 % i forhold til elektricitet fra fossile brændstoffer. Dette vil skabe et incitament til at anvende elektricitet fra vedvarende energikilder, da vedvarende brændstoffer og genanvendt kulstofbrændsel sandsynligvis ikke vil opnå så store drivhusgasemissionsbesparelser. Elektrificering baseret på vedvarende energikilder vil derfor blive den mest effektive måde at dekarbonisere vejtransport på. For at fremme anvendelsen af vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, inden for luftfart og søtransport, som er vanskelige at elektrificere, er det desuden hensigtsmæssigt at indføre en multiplikator for brændstoffer, der anvendes i disse transportformer, når de medregnes i de specifikke mål, der er fastsat for disse brændstoffer.

(79)

Direkte elektrificering af slutbrugersektorer, herunder transportsektoren, bidrager til systemeffektiviteten og letter omstillingen til et energisystem baseret på vedvarende energi. Det er derfor i sig selv et effektivt middel til at reducere drivhusgasemissionerne. Der er derfor ikke behov for at skabe en ramme for additionalitet, der specifikt finder anvendelse på elektricitet fra vedvarende energikilder, som leveres til elektriske køretøjer i transportsektoren. Desuden kan elektriske køretøjer med solpaneler yde et afgørende bidrag til dekarboniseringen af Unionens transportsektor.

(80)

Da vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, skal betragtes som vedvarende energi, uanset hvilken sektor de forbruges i, bør reglerne for bestemmelse af deres vedvarende karakter, når de produceres på grundlag af elektricitet, som kun fandt anvendelse på disse brændstoffer, når de forbruges i transportsektoren, udvides til at omfatte alle vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, uanset hvilken sektor de forbruges i.

(81)

Vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, er vigtige for at øge andelen af vedvarende energi i sektorer, der forventes at være afhængige af gasformige og flydende brændstoffer på lang sigt, herunder til industrielle anvendelser og inden for tung transport. Senest den 1. juli 2028 bør Kommissionen vurdere virkningen af metoden til definition af, hvornår elektricitet, som anvendes til produktion af vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, fuldt ud kan betragtes som vedvarende, herunder indvirkningen af additionalitet og tidsmæssig og geografisk sammenhæng på produktionsomkostningerne, drivhusgasemissionsbesparelserne og energisystemet, og Kommissionen bør aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten bør navnlig skulle indeholde en vurdering af metodens indvirkningen på tilgængeligheden og prisoverkommeligheden af vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, for industri- og transportsektorerne og på Unionens evne til at nå sine mål for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, under hensyntagen til Unionens strategi for importeret brint og brint produceret på hjemmemarkedet og samtidig minimere stigningen i drivhusgasemissioner i elsektoren og det samlede energisystem. Hvis det i denne rapport konkluderes, at metoden ikke sikrer tilstrækkelig tilgængelighed og prisoverkommelighed og ikke i væsentlig grad bidrager til drivhusgasemissionsbesparelser, integration af energisystemer og opfyldelsen af Unionens mål for 2030 for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, bør Kommissionen revidere EU-metoden og, hvis det er relevant, vedtage en delegeret retsakt for at ændre denne metode for at foretage de nødvendige tilpasninger af kriterierne med henblik på at lette opskaleringen af brintindustrien.

(82)

For at sikre større miljømæssig effektivitet af Unionens bæredygtigheds- og drivhusgasemissionsbesparelseskriterier for faste biomassebrændsler i anlæg, der producerer opvarmning, elektricitet og køling, bør minimumstærsklen for sådanne kriteriers anvendelse sænkes fra de nuværende 20 MW til 7,5 MW.

(83)

Direktiv (EU) 2018/2001 styrkede rammerne for bæredygtighed inden for bioenergi og drivhusgasemissionsbesparelser ved at fastsætte kriterier for alle slutbrugersektorer. Det fastsætter specifikke regler for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler produceret af skovbiomasse, der kræver bæredygtighed i fældningen og regnskabsføring af emissioner som følge af ændringer i arealanvendelsen. I overensstemmelse med målene om bevarelse af biodiversiteten og forebyggelse af ødelæggelse af levesteder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 92/43/EØF, 2000/60/EF (29), 2008/56/EF og 2009/147/EF er det nødvendigt at opnå en udvidet beskyttelse af særligt biologisk mangfoldige og kulstofrige levesteder, såsom primærskove og gammelgroede skove, skove med høj biodiversitet, græsarealer, tørveområder og heder. Der bør derfor indføres udelukkelser og begrænsninger med hensyn til at tilvejebringe skovbiomasse fra disse områder i overensstemmelse med tilgangen for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler fremstillet af biomasse fra landbruget, medmindre den risikobaserede tilgang giver de nødvendige undtagelser og begrænsninger, og operatørerne giver de nødvendige garantier. Desuden bør drivhusgasemissionsbesparelseskriterierne, under anvendelse af passende overgangsperioder med henblik på investeringssikkerhed, også gradvist gælde for eksisterende biomassebaserede anlæg for at sikre, at produktionen af bioenergi i alle sådanne anlæg fører til reduktioner af drivhusgasemissionerne i forhold til energi fra fossile brændstoffer.

(84)

Bæredygtighedskriterierne vedrørende fældning af skovbiomasse bør yderligere specificeres i overensstemmelse med principperne for bæredygtig skovforvaltning. Disse specificeringer børe have til formål at styrke og præcisere den risikobaserede tilgang for skovbiomasse og samtidig give medlemsstaterne forholdsmæssige bestemmelser, der muliggør målrettede tilpasninger for praksisser, der kan være lokalt passende.

(85)

Medlemsstaterne bør sikre, at deres anvendelse af skovbiomasse til energiproduktion er forenelig med deres forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 (30). Med henblik herpå bør medlemsstaterne foretage fremadskuende vurderinger og gennemføre de nødvendige foranstaltninger, der supplerer deres forpligtelser i henhold til forordning (EU) 2018/1999.

(86)

I betragtning af den særlige situation i regionerne i den yderste periferi som omhandlet i artikel 349 i TEUF og i energisektoren karakteriseret ved isolation, begrænset udbud og afhængighed af fossile brændstoffer, bør det fastsættes, at undtagelsen, der giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage specifikke kriterier for at sikre berettigelse til finansiel støtte til forbrug af visse biomassebrændsler i disse regioner, udvides til også at omfatte flydende biobrændsler og biobrændstoffer. Alle særlige kriterier bør være objektivt begrundede i hensynet til energiuafhængigheden for den pågældende region i den yderste periferi og til at sikre en smidig overgang til bæredygtigheds- og energieffektivitetskriterier og drivhusgasemissionsbesparelseskriterier i den pågældende region i den yderste periferi i overensstemmelse med direktiv (EU) 2018/2001.

(87)

Unionen er forpligtet til at forbedre den miljømæssige, økonomiske og sociale bæredygtighed af biomassebrændstofproduktion. Dette direktiv supplerer andre EU-retsakter, navnlig en eventuel retsakt om virksomhedernes due diligence i forbindelse med bæredygtighed, der fastsætter due diligence-krav i værdikæden med hensyn til skadelige indvirkninger på menneskerettighederne eller miljøet.

(88)

For at begrænse den administrative byrde for producenter af vedvarende brændstoffer og genanvendt kulstofbrændsel og for medlemsstater, hvor frivillige eller nationale ordninger er blevet anerkendt af Kommissionen gennem en gennemførelsesretsakt som dokumentation for eller levering af nøjagtige data vedrørende overholdelse af bæredygtigheds- og drivhusgasemissionsbesparelseskriterier samt andre krav, der er fastsat i dette direktiv, bør medlemsstaterne acceptere resultaterne af den certificering, der udstedes i forbindelse med sådanne ordninger inden for rammerne af Kommissionens anerkendelse. For at begrænse byrden for små anlæg bør medlemsstaterne kunne indføre en forenklet frivillig kontrolmekanisme for anlæg med en samlet termisk effekt på mellem 7,5 MW og 20 MW.

(89)

For at afbøde risiciene og bedre forebygge svig i forsyningskæderne for bioenergi og genanvendt kulstofbrændsel har direktiv (EU) 2018/2001 givet værdifulde tilføjelser med hensyn til gennemsigtighed, sporbarhed og tilsyn. I den forbindelse har den EU-database, som Kommissionen skal oprette, til formål at gøre det muligt at spore flydende og gasformige vedvarende brændstoffer og genanvendt kulstofbrændsel. Databasens anvendelsesområde bør udvides fra transport til alle andre slutbrugersektorer, hvor sådanne brændstoffer forbruges. Denne udvidelse har til formål bør yde et afgørende bidrag til den omfattende overvågning af produktionen og forbruget af disse brændstoffer og mindske risikoen for dobbelttælling eller uregelmæssigheder i de forsyningskæder, der er omfattet af EU-databasen. For at undgå enhver risiko for dobbeltkrav på samme gas fra vedvarende energikilder bør en oprindelsesgaranti, der er udstedt for enhver sending af vedvarende gas, som er registreret i databasen, annulleres. Denne database bør gøres offentligt tilgængelig på en åben, gennemsigtig og brugervenlig måde, samtidig med at principperne om beskyttelse af private og kommercielt følsomme oplysninger overholdes. Kommissionen bør offentliggøre årlige rapporter om de oplysninger, der er blevet indberettet i Unionens database, herunder mængderne, den geografiske oprindelse og typen af råprodukter for biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændstoffer. Kommissionen og medlemsstaterne bør bestræbe sig på at arbejde på sammenkobling mellem EU-databasen og eksisterende nationale databaser, så der skabes mulighed for en problemfri omstilling og for todirektionalitet i databaserne. Som supplement til denne styrkelse af gennemsigtigheden og sporbarheden af individuelle partier af råmaterialer og brændstoffer i forsyningskæden styrker den nyligt vedtagne Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 (31) kravene til revision for certificeringsorganer og øger beføjelserne for offentligt tilsyn med certificeringsorganer, herunder muligheden for, at de kompetente myndigheder har adgang til dokumenter og lokaler tilhørende økonomiske aktører i forbindelse med deres tilsynskontroller. Integriteten af verifikationsrammen i direktiv (EU) 2018/2001 er på denne måde blevet væsentligt styrket ved at supplere revisionen gennem certificeringsorganer og EU-databasen med medlemsstaternes kompetente myndigheders verifikations- og tilsynskapacitet. Det anbefales kraftigt, at medlemsstaterne gør brug af begge muligheder for offentligt tilsyn.

(90)

Kommissionen og medlemsstaterne bør løbende tilpasse sig til den bedste administrative praksis og træffe alle relevante foranstaltninger, der kan forenkle gennemførelsen af direktiv (EU) 2018/2001 og dermed reducere de involverede aktørers og berørte sektorers omkostninger i forbindelse med overholdelsen.

(91)

Der skal fastsættes passende bestemmelser om bekæmpelse af svig, navnlig i forbindelse med anvendelsen af affaldsbaserede råmaterialer eller biomasse, der er blevet identificeret som indebærende en høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen. Da opdagelse og forebyggelse af svig er afgørende for at forhindre urimelig konkurrence og galopperende skovrydning, herunder i tredjelande, bør der gennemføres fuld og certificeret sporbarhed af disse råmaterialer.

(92)

Direktiv (EU) 2018/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(93)

I forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning henvises der til det bindende EU-mål på mindst 32 % for andelen af vedvarende energi, der forbruges i Unionen i 2030. Da dette mål skal hæves for at bidrage effektivt til ambitionen om at reducere drivhusgasemissionerne med 55 % senest i 2030, bør disse henvisninger ændres. Eventuelle yderligere planlægnings- og rapporteringskrav vil ikke skabe et nyt planlægnings- og rapporteringssystem, men bør være underlagt den eksisterende planlægnings- og rapporteringsramme i henhold til nævnte forordning.

(94)

Anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF (32) bør ændres for at undgå overlapning af lovgivningsmæssige krav med hensyn til dekarboniseringsmål for brændstoffer til transport og tilpasning til direktiv (EU) 2018/2001.

(95)

Definitionerne fastsat i direktiv 98/70/EF bør bringes i overensstemmelse med de i direktiv (EU) 2018/2001 fastsatte for at undgå, at der anvendes forskellige definitioner i henhold til disse to retsakter.

(96)

Forpligtelserne vedrørende reduktion af drivhusgasemissioner og anvendelse af biobrændstoffer i direktiv 98/70/EF bør udgå for at strømline og undgå dobbeltregulering med hensyn til de styrkede dekarboniseringsforpligtelser for brændstof til transport, som er fastsat i direktiv (EU) 2018/2001.

(97)

De forpligtelser vedrørende overvågning af og rapportering om reduktioner af drivhusgasemissioner, der er fastsat i direktiv 98/70/EF, bør udgå for at undgå en fordobling af reguleringen af rapporteringsforpligtelserne.

(98)

Rådets direktiv (EU) 2015/652 (33), som indeholder detaljerede regler for en ensartet gennemførelse af artikel 7a i direktiv 98/70/EF, bør ophæves, da det bliver forældet med ophævelsen af artikel 7a i direktiv 98/70/EF ved nærværende direktiv.

(99)

Hvad angår biobaserede komponenter i dieselolie, begrænser henvisningen i direktiv 98/70/EF til dieselolie B7, dvs. dieselolie, der indeholder op til 7 % fedtsyremethylestere (FAME), mulighederne for at nå højere mål for integration af biobrændstoffer som fastsat i direktiv (EU) 2018/2001. Dette skyldes, at næsten hele udbuddet af dieselolie i EU allerede er B7. Derfor bør den maksimale andel af biobaserede komponenter øges fra 7 % til 10 %. For at opretholde markedsudbredelsen af B10, dvs. dieselolie, der indeholder op til 10 % FAME, kræves der en B7-beskyttelsesgrad på EU-plan på 7 % FAME i dieselbrændstof på grund af den betydelige andel af køretøjer, der ikke er kompatible med B10, og som forventes at findes i flåden i 2030. Dette bør afspejles i artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 98/70/EF.

(100)

Overgangsbestemmelserne bør give mulighed for en behørig fortsættelse af dataindsamlingen og opfyldelse af rapporteringsforpligtelserne med hensyn til de artikler i direktiv 98/70/EF, der udgår ved nærværende direktiv.

(101)

Målene for dette direktiv, nemlig at reducere drivhusgasemissionerne, energiafhængigheden og energipriserne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningens omfang bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(102)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (34) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. Med hensyn til dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er berettiget, navnlig efter Domstolens dom i sagen Kommissionen mod Belgien (35) (sag C-543/17).

(103)

For at udligne de reguleringsmæssige byrder, der indføres med dette direktiv, for borgere, forvaltninger og virksomheder bør Kommissionen revidere de lovgivningsmæssige rammer i de berørte sektorer i overensstemmelse med princippet om én ind, én ud, som fastsat i Kommissionens meddelelse af 29. april 2021 med titlen »Bedre regulering: sammen om bedre lovgivning« —

1)

I artikel 2, stk. 2, foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

3)

I artikel 7 foretages følgende ændringer:

4)

I artikel 9 foretages følgende ændringer:

5)

I artikel 15 foretages følgende ændringer:

6)

Følgende artikler indsættes:

(*12)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 135)."

(*13)  Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper og vilde dyr og planter (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7)."

(*14)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7)."

(*15)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1)."

(*16)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT L 197 af 21.7.2001, s. 30)."

(*17)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EUT L 26 af 28.1.2012, s. 1).« "

7)

Artikel 16 affattes således:

8)

Artikel 18, stk. 3 og 4, affattes således:

9)

I artikel 19 foretages følgende ændringer:

10)

Artikel 20, stk. 3, affattes således:

11)

Følgende artikel indsættes:

(*18)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 af 30. maj 2018 om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF (EUT L 151 af 14.6.2018, s. 1).« "

12)

Følgende artikler indsættes:

(*19)  Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 af 15. december 2021 om anvendelsen af miljøaftryksmetoderne til at måle og formidle produkters og organisationers miljøpræstationer over hele deres livscyklus (EUT L 471 af 30.12.2021, s. 1).« "

13)

I artikel 23 foretages følgende ændringer:

14)

I artikel 24 foretages følgende ændringer:

15)

Artikel 25 affattes således:

16)

I artikel 26 foretages følgende ændringer:

17)

Artikel 27 affattes således:

18)

I artikel 28 foretages følgende ændringer:

19)

I artikel 29 foretages følgende ændringer:

20)

Følgende artikel indsættes:

21)

I artikel 30 foretages følgende ændringer:

22)

Følgende artikel indsættes:

(*21)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 af 14. juni 2022 om regler for verifikation af bæredygtigheds- og drivhusgasemissionsbesparelseskriterier og kriterier for lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen (EUT L 168 af 27.6.2022, s. 1).« "

23)

I artikel 33 foretages følgende ændringer:

24)

I artikel 35 foretages følgende ændringer:

25)

Bilagene ændres som anført i bilagene til nærværende direktiv.

1)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

2)

Artikel 4, litra a), nr. 2), affattes således:

3)

Artikel 5, stk. 2, affattes således:

4)

Artikel 29, stk. 2, affattes således:

1)

Artikel 1 affattes således:

2)

I artikel 2 affattes nr. 8) og 9) således:

(*25)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 82).« "

3)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

4)

Artikel 7a til 7e udgår.

5)

I artikel 9 foretages følgende ændringer:

6)

Bilag I, II, IV og V ændres i overensstemmelse med bilag II til nærværende direktiv.